Idet Bandorion var gledet ned i vandet, havde Renaél ikke helt kunne dy sig forat kaste et skjult blik på hvad, eller rettere sagt - hvor meget, den anden elver havde mellem benene. Renaél selv var ganske stolt af sit udstyr, som naturligvis også ofte skulle vises frem i de varme kilder, når der var damer til stede, men synet af Bandorion gav ham alligevel en smule mindeværdskomplekser. Der var heller ingen tvivl om, at pigerne havde smugkigget - rygterne sagde jo, at dem, der kom sydfra, havde en del at byde på i den retning, og det lod til, at rygterne talte sandt.

Faêlia havde uden tvivl fået øje på noget, hun kunne lide. Hendes blik hvilede på vandet omkring ørkenelverens nedre regioner, mens han tog en tår af flasken, og en af de andre piger gav hende fnisende en albue i siden. 
Renaél bestemte sig for, at tiden var inde til at lade opmærksomheden komme tilbage i hans retning. "Jeg har hørt, at der sker mange farlige ting uden for skovene. Er det rigtigt, Bandorion, at landevejene er blevet så usikre? Healermesten har snakket om, at jeg skal med nogle af folkene sydpå .. han må tydeligvis mene, at jeg er mand nok til at klare mosten.." Det sidste kom ud i et meget selvsikkert tonefald, selv om Renaél inderst inde var lidt bange for, hvad der rørte sig uden for Riget. Af samme grund, var det måske meget godt, hvis ørkenelveren kunne fortælle ham lidt om, hvad han kunne forvente..

Bandorion var fuldstændig uviden om hvor jaloux Renaél var på ham. Han havde trods alt lidt for travlt med at gøre sig velset hos de fine damer, til at tænke over at hans nye ven fik mindreværdskomplekser over at han havde tager Bandorion med sig. Det var jo ikke fordi at Bandorion ville kunne blive ved med at køre på sit eksotiske udseende. Det gjaldt om at tage chancen mens man stadig havde den. Før eller siden ville de være trætte af det.

Hans opmærksomhed kom dog tilbage på den anden elvermand da han nævnte om hvordan vejene var udenfor skovene. Det var som om at Renaél bare gav Bandorion det oplagte emne.
"Oh yeah, det har de helt ret i," sagde han og nikkede. "Jeg var ved at blive kidnappet lige udenfor Elverlys grænser. Man skulle tro at folk ikke ville forsøge sig så tæt på jer, men det sker åbenbart. Hvis du kommer langt nok ned sydpå, så skal man også tage sig i agt for slavehandlerne. De tager hvem de kan få fat i, og er især efter unge friske væsner. De er især glad for ørkenelverne." En af grundene til at folk ikke forlod Thal'Elor meget. Det var ikke en unormal praksis at miste en eller to til slavehandlerne.

Renaél blev ved med at skotte lidt til pigerne. Selv om han havde deres opmærksomhed, mens han talte, var der ikke tvivl om, hvor de blev ved med at kaste sideblikke hen. Pokkers! Det var hvad han fik ud af, at introducere en mystisk fremmed til pigerne .. han havde lidt håbet, at det også ville gøre ham selv interessant og ikke tage al opmærksomheden! 

"Lige uden for Elverly!? Af hvem?" Udbrød han - lidt for forskrækket. Han rømmede sig lidt, og prøvede at se foraget ud frem for nervøs. Jovist havde der altid været farlige ting i skovene, men noget andet var, hvis der var nogen udefra, der kom og truede freden! 
Pigerne gispede også ved udtalelsen og der gik en mumlen gennem flokken. Et par af dem så endnu mere imponerede ud over, at Bandorion havde overlevet sådanne farer! 

Bandorion kunne ikke lade vær med at rette sig lidt mere op, og bare se en smule mere stolt ud. Han havde trods alt overlevet det, og selvom han lagde mærke til at selv Renaél så nervøs ud, så lagde han ikke noget i det. Det var ikke som om at han forsøgte at konkurrere med den anden elver.
”jeg så ikke deres ansigter,” indrømmede han, selvom han nok ikke skulle fortælle om hvem der havde reddet ham, og hvad de havde lavet efterfølgende. Han var ikke sikker på hvor løst disse elvere så på seksualitet, så han ville helst ikke risikere det. ”Men sikkert nogen fra Kiles Orden, eller nogle slavehandlere der var kommet lidt for langt nordpå.” usandsynligt med slavehandlerne, men det var en mulighed.
”Heldigvis var jeg ikke så nem at indfange. Jeg har skulle undslippe en slavehandler eller to nede i Rubinien før.” Hvilket ikke var en løgn, men ærligtalt prøvede han mest af undgå dem… og dække sin ører til.

Renaél var i det øjeblik taknemmelig for, at Ban ikke forsøgte at få sig selv til at se bedre ud end Ren - nej han fortalte bare om, hvad der var sket. Ikke specielt detaljeret, men det havde sikkert også været en meget voldsom oplevelse! Renaél gyste en smule indvendigt ved tanken - den ene gang, han havde været tæt på en flok banditter, var det nær gået galt. Heldigvis var en af skovens væsner, en kentaur, kommet forbi og havde forbarmet sig over ungelveren. 

Pigerne så imponerede ud over Bandorions nærmess hverdagsagtige måde at omtale slavehandlerne på. Naturligvis havde elverfolket hørt om, hvordan deres slægtninge i ørkenen levede - skjult under jorden fra dem, som ville gøre dem ondt, men det var ikke rigtig til at forestille sig, hvordan det egentlig måtte være..
"Tænk at menneskerne er så grådige, at de holder slaver!" Fnøs Renaél og et par af pigerne mumlede bekræftigende. "Det beviser bare hvad de er - barbarer!"

Der var en let tøven fra Bandorion. Han vidste godt at elverfolket, både her i skoven, og nede i Thal'Elor, ikke var glade for mennesker, men alligevel kom det lidt bag på ham at Renaél snakkede sådan om dem. Havde han håbet at den anden ungelver ville se mildere på menneskeracen? Måske. Bandorion selv havde i hvert fald altid haft en svaghed for dem. Der var bare noget uperfekt over dem, der gjorde at de bare havde noget elverne ikke havde. Udseendemæssigt i hvert fald.
Ikke at Bandorion havde tænkt sig at ødelægge det de havde kørerende lige nu, ved at nævne at han sympatisere med menneskerne, især nu når pigerne også var enige med Renaél.

"Altså de ved jo ikke bedre," sagde han og rullede med øjnene, for at indikere at han da var enige. At de var så dumme, at de ikke kunne regne ud at slaveri var en skændsel.
"Men I må da også opleve nogen spændende ting heromkring... jeg er da sikker på at Ren har oplevet en masse?" spurgte Bandorion så og kiggede interesseret mod den anden elverfyr, mens han selv gled lidt nærmere Faêlia i vandet. Og selvom den ene hånd stadig var over vandet, så var den anden under, og tydeligvis lidt nærmere Faêlia fremfor Bandorion.

Renaél lagde ikke rigtig mærke til Bandorions tøven. Det med at se ned på menneskeracen havde han ikke fra fremmede - det var en holdning, han ofte havde hørt gennem sin opvækst, og som han havde taget til sig. At han så havde en lille svaghed for kønne hunkønsmennesker .. det var en helt anden side af sagen.

Hans blik fulgte ørkenelveren, som diskret møvede sig tættere på Faêla, og han forhindrede i sidste øjeblik en panderynke i at forme sig. Typisk at han lige skulle gå efter hende.. og hvad værre var: hun synes tydeligvis om den mørklødede fremmede. 

"Jeg var på en mission ude ved Grænselandene for en del måneder tilbage." Begyndte Renaél at fortælle. "Farligt område. Så en masse banditter - langt flere, end jeg kunne klare. En kentaur var i nød i nærheden, og jeg fik bragt hende væk derfra, før banditterne fandt hende." Han begyndte at kaste sig ud i en malerisk forklaring af, hvor farlige banditterne var, og hvor modigt han havde reddet den unge kentaurfrøken, der lod ham ridde på sin ryg tilbage til skoven. Sandheden havde naturligvis været en lidt anden: Renaél havde panisk klamret sig til kentaurens ryg, mens hun reddede ham bort fra fjenderne, men det var der ikke nogen, der havde brug for at vide.

Bandorion måtte jo bare finde sig i at det var sådan elverracen var, og lidt racisme ville ikke forhindre ham i at hygge sig med hvem han havde lyst til. Både hos elverfolket og udenfor.
Mens Renaél snakkede, fik Bandorion også snege et arm omkring Faêla, og under vandet, kunne man da også ane noget mørk hud mod bleg, hvor Bandorion roligt kærtegnede hendes hofte.

"Det er da ganske imponerende," sagde Bandorion, med et hævet øjenbryn. Det var i hvert fald en ganske god historie, men han kunne ikke bedømme hvor meget Renaél egentlig havde pyntet på historien, men det gjorde jo ikke så meget mellem dem, så lang tid at pigerne ikke opdagede det, eller var ligeglade. De ville nok bare i bund og grund have nogen gode historier.
"Jeg håber da på at du en dag kunne vise mig hvad du kan? Du må have nogen evner, hvis du kunne få en kentaur væk fra alle de banditter, især hvis der var så mange som du sagde." Det var måske lidt at gøre det åbenlyst at måske havde Renaél ikke evnerne, men i det mindste bad Bandorion ikke Renaél om at vise ham det lige her, foran de dejlige piger.

Renaél blev en anelse lyserød omkring ørerne, da Bandorion spurgte ind til hans evner. Han skævede hurtigt til pigerne - der var nok flere, der havde hørt rygter om, at han ikke ligefrem havde det største talent på bueskydningsbanen. Hans gamle læremester Rhovandír havde slæbt ham gennem adskillige pinlige øvelser til stor morskab for flere af hans jævnaldrende. 

På healerhuset gik det lidt bedre. Lidt. Hans problem med ikke rigtig at kunne tåle at se blod var stadig noget, han arbejdede med, og som irriterede healermesteren grænseløst. 
Men det var der ikke nogen, der behøvede at vide.

"Åh ja.." Svarede han lidt drævende. "For tiden kaster jeg dog mine talenter over healingskunsten. Der er brug for min hjælp i tider som disse.." Heldigvis var der ingen, der kom med kommentarer over, at han vidst overdrev lidt. En af pigerne afbrød i stedet med historien om, hvordan Daerelda havde beordret en større mængde medlemmer af Kiles Orden skudt på stedet, da de trængte ind i skovene. 

I mellem tiden hvilede Renaéls blik kort på det, der foregik mellem Bandorion og Faêla og en lille rynke viste sig mellem hans bryn. For Zaladin også! Det var jo ham, hun skulle hygge sig med - ikke den mørkhudede Ørkenelver, som han nu så pænt havde lagt på en sølvfad foran hende. Hvor uheldig kunne man være...

Bandorion selv vidste ikke hvor kompetent Renaél egentlig var. Det var lidt svært at bedømme når de havde mødt hinanden selv samme dag, men når det kom til at snige sig ind steder, så var han ikke specielt begavet. Det gjorde dog ikke Bandorion særlig meget, han havde det fint med at være den bedste. Det gjorde det en anelse nemmere at sætte sig selv i et bedre lys i forhold til andre. Selvom de måske ikke skulle sige til folk at de havde brudt ind i elvernes forråd, for at få vin.

"Det er forståeligt. Healende evner er altid brugbare," indrømmede han, også selvom ørkenelverne ikke havde været i krig i årtusinder, men det var mere fordi at de kiggede lidt for passivt på verden og havde gemt sig væk. De havde nok masser af grund til at være i krig, hvis de stadig levede på overfalden, men det var ikke noget Bandorion sagde højt.

Under historien om Kiles Orden, havde Bandorion fået placeret sig side om side med Faêla, men en hånd på hendes hofte. "Det lyder godt nok voldsomt," sagde han, og det var nok egentlig ikke gået op for ham hvor territoriale skovelverne var før nu. "Tilbage i Thal'Elor ville de ældre aldrig gøre noget som det. Jeg tror de foretrækker at lade folk glemme hvor indgangen til byen er, og så lade dem vandre forvirret rundt i ørkenen... Nu når jeg tænker over det, så virker jeres måde egentlig lidt mere hensynsfuld." Dø på stedet af en pil, eller dø af tørst og sult ude i ørkenen? Bandorion var ret sikker på at han ville tage pilen.

At Renaél ikke nødvendigvis var den dygtigste elver til rigtig mange ting, forhindrede ikke hans ego i at blomstre. Hvem behøvede også kunne ramme plet, så længe man havde udseendet med sig og kunne nyde livet i elverbadene med en flaske vin i hånden?
Der var mange af ældre elvere, der ofte var på nakken af ham - de yngre fandt han lidt nemmere at omgås. Han kunne stadig få røde ører ved tanken om, at han ved en fejl havde lagt an på Elverlys nye leder - en historie, der havde bredt sig en del, og som Renaél uden held havde forsøgt at dreje til, at elverlederen i virkeligheden havde et godt øje til ham.

Selv om Renaél egentlig synes, at der var rigeligt med opmærksomhed på Bandorion i forvejen, blev han alligevel lidt nysgerrig, da ørkenelveren snakkede om sit hjemland:
"Hvordan er det at bo dernede? Er det ikke underligt, at der aldrig er sollys?" Måske var det ikke så mærkeligt, når det var det, man var opvokset med, men for Renaél forekom det meget besynderligt.

Bandorion blinkede lidt af Renaél. Han var tydeligvis uviden om hvordan Thal'Elor var. "Der er massere af sollys. Vi har magiske lamper der giver illusionen af at være under sollys, og så er der ikke længere end man kan gå op på overfladen for at være i solen der," svarede han muntert. Han foretræk personligt bare at stikke af ned til Balzera, men det behøvede han jo ikke at snakke om lige nu. Han var ikke sikker på om det ville falde i god jord her endnu.

Faêla fnisede lidt og hviskede så ind i øret på Bandorion, for lavmeldt til at nogen af de andre havde mulighed for at høre det. Et afslappet smil strakte sig over Bandorions læber, og han hviskede tilbage til hende.
"Det har været hyggeligt, men jeg tror vi trækker også lidt tilbage," sagde Bandorion grinende, og et lille fnis kom fra Faêla.
De to elvere stod op fra badet, tog deres tøj med sig og en vinflaske. Tøjet blev dog kun holdt i hånden, og det krævede ikke meget kreativitet til at overveje hvad det var de skulle videre til.

//Out

Det var tydeligt, at Renaél ikke vidste meget om ørkenelverriget, når det kom til stykket. Det var der generelt ikke mange der gjorde - de to elversamfund havde trods alt været afskåret fra hinanden i årtusinder. Det ville være spændende at se, om elverrådets leder ville være i stand til at skabe en vedholdende alliance.

Renaél dagdrømte en smule om, hvordan ørkenelverkvinderne mon så ud, men opdagede pludseligt, at Bandorion var ved at stikke af sammen med Faêla. Han sendte et langt, skuffet blik efter dem. Han havde brugt så længe på at forsøge at charmere hende, og så stak hun af sammen med den første, den bedste mørklødede mand! Ærgerligt greb han en flaske elvervin og vendte sig mod de tilbageblevne ungelvere..

"Hvem vil hjælpe med at udrydde vinen her?"

Lød det smilende fra ham. Der var heldigvis andre fisk, eller elverpiger, i vandet.