Isadora kunne mærke en trækning af et smil i mundvigen ved den andens forsikring om fætterens troværdighed. Det var ikke noget hun nogen sinde ville lægge det store i, for hvor dårlig skulle en person ikke lige være før deres familie ville sige det åbent- når denne familie lige havde anbefalet at hyre selv samme? Det ville virke noget selvmodsigende. "Nu må vi se. Jeg foretrækker selv at danne mig en mening om dem jeg møder." Isadora blødte ordene op med et lille smil.

Så nikkede hun let og accepterende. Et døgn kunne betyde mange ting for en der levede rejsende, men det var bestemt bedre end en uge. "En kop the lyder dejligt, mange tak." Hun blev siddende hvor hun var, som den anden forsvandt, men fandt dog et lille broderi frem fra en inderlomme i kappen. Det var et lommetørklæde hvor hun var i gang med at brodere en bord af sølvsnefnug og noget hun som regel havde på sig til tidspunkter hvor det var nyttigt som skalkeskjul eller som nu hvor hun manglede noget mellem hænderne.

Jacklyn var egentligt et ganske socialt menneske, men når hun stod i lyset af Gilbert var det som om at det hele sygnede hen. I det mindste var det som om hun var mere sig selv omkring sin datter Althea, men på den anden side var barnet jo ikke gammel nok til at forstå noget endnu. Jacklyn vidste jo heller ikke rigtigt hvordan man var mor, og hun havde jo ikke nogen at spørge - men hvis hun selv skulle sige det, så gjorde hun et ganske okay job.
"Det kan jeg sagtens forstå, undskyld" sagde hun og kiggede let ned ved kvindens tone, hun prøvede bestemt ikke at fortælle hende hvem hun skulle stole på og ikke stole på, men Jacklyn vidste dog at Judas var en god mand.

Jacklyn gik op i huset og efter ikke alt for mange minutter kom hun tilbage med to kopper. Den ene satte hun i vindueskarmen tæt ved hende selv, imens hun rakte den anden over i mod Isadora.
"Du... Broderer?" spurgte hun og lagde bukserne over sit skød som hun fortsætte med at arbejde med dem, imens hun let smilede, hun var virkeligt ikke en god menneskekender - eller det var hun måske, hun var bare altid så bange for at træde forkert.

"Intet at undskylde for. Jeg er blot ikke i en situation, hvor jeg kan stole blindt på andre." Hun håbede den anden forstod det, skønt hun lidt havde en fornemmelse af at kvinden levede i en rimelig beskyttet og lukket verden. Noget Isadora aldrig selv havde gjort. Til det havde verden trængt sig for påtrængende på fra hun var ganske ung og hun havde mistet sin forældre med års mellemrum.

Hun så op fra broderiet, som den anden kom ned og lagde det så fra sig på skødet, som hun tog imod koppen med the. "Ja." Hun hævede morende et øjenbryn af den anden, før hun nippede let til koppens indhold. Så sænkede hun den tilbage ned på underkoppen og fortsatte muntert. "Min mormoder insisterer på at jeg kan og jeg må indrømme at det ikke er det værste at fordrive ventetid med." Hun lod underkoppen hvile let mod låret, som hun betragtede den anden og så ikke kunne lade være med at sende hende et skævt smil. "Du havde forventet jonglerede med knive?" Hun kunne være lidt kold og hård i kanten overfor fremmede og hun vidste det. Will var den der var god til mennesker trods alt.

Jacklyn fumlede let I sine fingre som hun kunne mærke at hun blev en smule usikker, nogengange sagde hun bare sådan nogen dumme ting - det var jo også det Gilbert sagde. Hun trak vejret tungt ind og pustede så roligt ud, hun forsøgte at holde styr på sig selv og ikke lave noget ballade.
"Det kan jeg sagtens forstå, man skal passe på hvem man tildeler sin tillid" sagde Jacklyn, nu havde hun jo trods alt - alt for god erfaring med at smide sin tillid over på nogen heltforkerte mennesker, og det ville hun da bestemt ønske hun kunne gøre om.

"Ja måske noget i den stil" sagde hun i et mildt grin: "Eller bare noget mindre... hyggeligt" sagde hun, det var hyggeligt at de nærmest sad her sammen.
"Jeg skal nok sørge for at Judas vil mødes med dig" sagde hun forsikrende, Jacklyn følte sjældent at hun var ret meget nytte til, så hun kunne jo lide så godt forsøge at ligge alle kræfter ind de små steder hvor hun kunne noget: "Min moder lærte mig at sy i sin tid... Det er en af de heldigere ting jeg har lært"sagde hun roligt.

Isadora nikkede let og lod endnu engang emnet falde. Kun tiden ville trods alt vise hvilken person fætteren var, men forhåbentlig ville han gøre et så godt indtryk som den unge kvinde overfor hende havde af ham. Så forsigtig og nervøs hun virkede, så måtte han da i det mindste ikke virke alment skræmmende.
Nok meget godt taget hendes eget noget kølige ydre og generelle små-frosne personlighed i betragtning.

Det løsnede uventet op mellem dem at hun havde fundet broderiet frem. Lidt lettet gengældte hun den andens grin med et smil der nåede hendes grå øjne fuldt. "Mindre hyggeligt... Nu frygter jeg jo helt at spørge hvad du havde set mig bruge tid på...?" Hun kunne ikke lade være med at formulere det og betone det med et åbent spørgsmål i enden. Slet ikke som hun havde en fornemmelse af at den anden trods alt var for pæn en pige til at kunne få det sagt.
"Dejligt. Jeg bor på 'Den Haltende Ged', hvis han vil mødes der og ellers kan han sende bud om et andet sted." Det var en kro ikke så langt væk, så hun regnede med han ville kunne finde den. Især når at finde folk skulle være noget han levede af. Hun nippede let af theen igen, før hun fandt en reel plads ved siden af sig til at stille koppen fra sig og tage broderiet op igen. Noget hun dårligt havde, før den anden talte og fik hende til at stoppe op og se alvorligt på hende. "Heldigere? Der er uheldige ting du har lært?" Det var en sjov formulering af det andet og mest det hun reagerede på.Det lød mest som om andre måske fandt andet uheldigt at hun havde lært det, men stadig.

Jacklyn kunne mærke hvordan hendes hænder rystede let, hun havde ikke sovet nok og måske hun burde få sig en god nats søvn. Men lige nu holde Althea hende vågen det meste af tiden, og det var ikke ligefrem fordi at hendes mand havde tænkt sig at passe hende eller stå op når hun græd, så ligegyldigt hvor sent Jacklyn kom i seng på grund af hendes arbejde, så var der stadig ingen anden vej når man havde en lille datter.
"Det er fint, jeg skal give ham besked" sagde hun og fortsatte i sit lille kammer.

"Jeg er ikke sikker på om jeg kan nå at færdiggøre den på en time, men jeg vil gerne afleverer den til dig inden i aften" sagde hun blot og satte sig ned på stolen, en halv time på øjet lige nu ville betyde alt for hende: "Uha ja. En del" sagde hun blot og kommenterede det ikek ydereligere, hendes familie var ikke så heldige.
"Men det var rart at møde dig" sagde hun, og tænkte det nok var nemmere at hun kunne afleverer tingene, når hun lige havde fået tankerne på plads atter engang.