Talia blev helt opstemt og glad af at snakke om eventyret. Hun glædede sig og det var tydeligt i hendes barnlige ansigt, det funklende i hendes blå øjne og det store brede smil der pyntede ansigtet. Hun elskede at vise havet frem, men fik sjældent lov til det! Landjordsvæsnerne kom sjældent ned forbi! Oh hvor hun glædede sig til det! Og det var ikke fordi at de ville være et nemt offer dernede. Hvor sød, uskyldig og naiv Talia end var og tydeligt så ud, var hun ikke nogen lille killing der nemt kunne fjernes. Ikke i havet. Hun var stærkere end man kunne se, og det kom til manges overraskelse. Hun ville uden problemer kunne beskytte Amalia, hvis det blev nødvendigt.

"Oh? Er det en smuk ø? Hvorfor flytter du derhen? Er du ikke på et skib? Hvad med besætningen der?" når først Talia var opstemt og glad, var det svært at få munden til at stå stille! Hun kunne tale og tale! og lige nu, stille så mange spørgsmål at munden næsten løb over sig selv. Hvad var der så specielt ved den ø? Hun havde så mange ting hun gerne ville vide, og ingen hæmninger til at skjule nogle af sine spørgsmål.

Amalia smilte varmt til den lille havånd, det var rart at møde et væsen der var så rent af hjerte som hende. En del af hende prøvede at finde en måde at udnytte hende, men den idé blev hurtigt smidt i en kiste og begravet. Andre pirater ville mere at det var en spildt mulighed. Men det hendes lille havskum tilbød, ved at være hendes ven ville betyde så meget mere i længden end at hjælpe med at plyndre nogle skibe. Hun ville så muligheden for at se havets skønhed, noget de færreste pis matroser turde drømme om.

"Rolig nu lille havskum! Jeg kan kun svare en ting af gangen" Lo Amalia munteret, åh hvor hun mindede om hendes musling da hun var lille, hun ville vide alt om alt! Ingen havde en chance for at forklare det første spørgsmål, før det tredje var blevet stillet. "Skibe skal lægge til havn, og jeg vil gerne have den der er der, ser du jeg er ikke så glad for piraterene i byen derover så derfor laver jeg min egen" Roligt gled hun fingrene gennem de blonde lokker, hvilket kun fik dem til at danse mere i vinden. "Mandskabet får fin mulighed for også at bo der, men vigtigst af alt. Så kan min datter og jeg bo det samme sted igen" Drømmende vandrede hendes blik ud over der blide bølger, åh hvor hun så frem til det, af hele sit hjerte.

Talia havde været alt for ivrig efter at vide det hele. Det var så spændende og nyt! Og hun fik lov at høre hvordan det hele startede! Hvordan planerne lige nu lå og hvad der skulle gøres. En hel ø de gjorde deres egen og havde deres egne regler og normer. Talia forstod måske ikke rigtig det med regler og hiraki, men hun havde efterhånden erfaret at landvæsnerne syntes at have nogen. Ikke alle gik op i dem, ikke de officielle, men så havde de noget andet de fulgte. Mærkelige væsner.

Hun smilede en smule forlegent og fik en rosa kant i kinderne “undskyld” kom der en smule genert fra væsenet. Noget der nok kunne anses som værende et let barnligt træk i hende. Som hun lyttede lagde hun hovedet på skrå og så på kvinden. Hun havde ikke oplevet pirater. Ikke sådan rigtig. Når magien fløj over vandet, og folk råbte for højt op med alt for alvorlige og faretruende ord, dykkede hun som regel helt ned til bunden og blev nede i roen der. “Hvornår vil det sket?” meget omhyggelig med kun at stille et spørgsmål af gangen trods munden nemt som ingenting kunne flyde over med flere spørgsmål igen.

Amalia kunne ikke andet end smile over hvor genert Talia så ud. Egentlig generede det hende ikke så meget, men det var noget så besværligt at svare dem alle samtidigt! Søde lille havskum, så nysgerrig at det næsten kunne måles med piraternes grådighed. Gad vide om hun altid var så nysgerrig? Hun havde sikkert allerede oplevet så meget allerede! Men at være på landjorden var stadig noget nyt for hende lod det til.
"Det gør intet Lille Havskum, men du får bedre svar på denne måde" Lo hun muntert. "Det skulle gerne ske i løbet af sommeren, jeg har to folk jeg skal se om jeg vil have med ombord på den Sorte Sirene" Svarede hun roligt. Forhåbentligt ville det gå godt med de sidste to, samtalen med de to forgående endt i noget mere stormfuldt vejr end hun havde ventet. Det var ret imponerende at Hicks og Morgana havde fejlet i at forstå hendes spørgsmål.
"Hvad med dig lille havskum? Har du nogle planer for fremtiden?" spurgte hun nysgerrigt, hun havde ingen idé om hvad vandånder egentlig lavede, udover at svømme med havets dyr og danse blandt revene. 

Talia forsøgte at være tålmodig og ikke lade sin nysgerrighed flyde over trod det var så nemt bare at slynge alle spørgsmålene ud. Give udtryk for hvor meget hun gerne ville vide og høre og opleve! Men for nu måtte hun bide sig selv i tungen og stille et spørgsmål af gangen. Det var jo også synd sådan at drukne Amalia med hendes mange spørgsmål. Det generte smil forlod hende ikke helt, stadig en smule pinligt berørt over sin egen ivrighed.
Talia lagde hovedet på skrå. "Den sorte sirene? Hvorfor hedder den det, det lyder farligt?.. " uvidende omkring pirater - jo hun havde hørt noget.. Og det var ikke ligefrem rare ting hun havde hørt altid, men det var som om hendes lille hoved ikke forstod hvor alvorligt det kunne være. De kunne jo ikke alle være lede og grådige og ubehagelige! Sådan virkede Amalia da ikke til at være!
Talia trak lidt på skulderne. "Jeg vil gerne se mere af landjorden, men der er så lidt vand! Det er jo ulideligt at blive i længere tid.. jeg forsøgte at finde store søer, åer og andet jeg kunne bruge til at rejse, men de løber op.." hun ville gerne prøve. Faktisk ville hun også gerne vide hvad en ørken var. Måske lidt fra afstand? Hun behøvede jo ikke at gå derind vel? Hun kunne betragte sandet på afstand.. Fungerede det ikke sådan? Det blev jo først tørt og ubehageligt så snart hun forlod græsset og gik ind i sandet, ikk?

Amalia slog en varm latter op. Åh den lille vand ånd var så uskyldig som solens stråler var varme. "Det hedder det fordi at jeg bliver kaldet Sirenesang og hun er mit skib" Lo Amalia kort "Hun er sort, fordi vi ind i mellem sejler under sort flag" Lille havskum ville nok ikke kunne forstå præcist hvorfor at Sirenen hed hvad den gjorde, men i det mindste var det en forklaring, som ikke helt var løgn. At navnet lød farligt var kun en fordel, selvom Amalia ikke forventede at skulle skræmme havånder med navnet på hendes skib.

Amalia lagde hovedet en smule på skrå "Ja så?" et smil bredte sig over hende andsigt. "Hvor tænker du at skulle hen? Azurien har i hvertfald en enorm sø, samt jeg mener at der er mange floder, men dem har du sikkert allerede set" lo Amalia. Det eller så havde Talia sikkert en følelse for hvor der var vand henne. Tankerne drev endnu engang mod hvor gammel mon Talia var? Hvor meget havde hende øjne set? Hvilke vidundere? Samt hvilke afgrunde, der ville afskrække almindelige mænd og kvinder.

Sort flag. Det var begrænset hvad Talia vidste om skibe, og især hvad flag og des lige stod for, men noget havde hun trods alt fået at vide af havfolket. Nemlig at sorte flag betød pirater. Men hun virkede så flink? Kunne det virkelig være rigtigt. Men det var ikke engang det spørgsmål der først kom frem i det uskyldige uvidende sind. "Hun? Hvorfor hedder det en hun?" Talia så uforstående på Amalia. Et skib var jo en ting? Den var da ikke levende, var den? Et gys gik igennem Talia. Et levende skib lød absolut ikke rart!

Talia grinede glad og nikkede. "Jeg har vidst snart set hele Azurien.. Okay, ikke helt. Jeg gik ikke op i bjergene. Der slipper vandet for hurtigt op!" det var ikke så rart deroppe. Luftfugtigheden var også så mærkelig, trods der mest bare var koldt. Landjorden var sådan et mærkværdigt sted. "Men det ligner jo lidt hinanden, når jeg ikke har oplevet så meget andet. Ved du hvordan hovedstaden er? Jeg har hørt der er mange mennesker!" om det var en god eller dårlig ting.. det var hun så ikke helt sikker på. Måske hun faktisk bare skulle holde sig herude i nærheden af det store moderhav. Alt andet virkede så mærkelig uoverskueligt, trods hun var nysgerrig.

Endnu engang fik lille havskums spørgsmål Amalia til at bryde ud i latter. Det var måske lidt underligt, men sådan havde det altid været. "Skibe bliver altid kaldet kvinder, jeg tror det har noget at gøre med sprog. Men jeg tænker at det også har noget at gøre med at en kvinde altid kan finde en sikker havn" Det var jo som sådan ikke noget man tænkte over normalt. Men det var sikkert at børn og barnlige sjæle altid ville kunne stille de rigtige spørgsmål der fik en til at tænke over de ting man tager for givet.

Amalia smilde varmt. "Jeg mener at der er mere vand i foråret, men jeg ved heller ikke om det ville hjælpe" Hendes far havde altid snakket om at sneen smiltede og det fik vandet til at løbe ned, det og at der skulle graves grøfter så der ikke kom for meget vand. "Dianthos? Jeg har aldrig været der, men der skulle være et enormt palads, en masse mennesker og nogle meget store templer" svarede hun med et let løftet øjenbryn. "Har du da en idé om at ville tage derhen?" Ikke at hun skulle nyde noget af at tage ind til den rotterede! Det skulle da være at hun hørte at hendes musling gemte sig derinde!

Hun forstod det stadig ikke helt, hvilket kunne ses på det meget tydelige ansigtsudtryk af forvirring. Hvorfor fandt en kvinde altid sikkert i havn? hvordan kunne det være at mænd ikke gjorde det? Desuden, havde hun oftest set mænd vandre ombord på træflyderne, så var det for at kompensere? Alle mulige mærkelige tanker, hun faktisk ikke helt selv forstod hvor kom fra, og ikke helt var sikker på om nogen, slet ikke hende selv, kunne besvare. "Oh.."

Talia lagde igen hovedet på skrå og smilede muntert "Måske, men det løber jo nedad bjergene.. Så ender det jo bare med at jeg tager en rutjetur ned i stedet" grinede hun muntert og trak på skulderne. Måske hun kom op i bjergene engang, det var i hvert fald ikke noget hun ville afvise som en mulighed i fremtiden. Igen trak hun sig lidt på skulderne og kløede sig faktisk en smule nervøst på armen. "Nja, jeg ved ikke rigtig.. Det er anderledes! Men hvis der er så mange mennesker, er der vel ikke så meget vand er der?" det var og blev det vigtigste for hendes overlevelse, men det lød smukt med et palads. "Er det et palads ligesom i Aquarin?" et øjeblik glemte hun igen at Amalia stadig ikke kunne trække vejret under vandet.

Endnu engang sang Amalias latter ud over den ellers stille strand. Hun kunne livligt forestille sig den lille havånd grine muntert som hun rutsjede ned langs Azuriens mange floder. "Det ville være noget af et syn! Har du måske prøvet det før?" spurgte hun stadig med en snert af latter i stemmen. Hun ville på ingen måde undre sig hvis det faktisk var tilfældet. Talias lyst til morskab mindede mest om mænds lyst til bare bryster. 

Åh, at se Talia nervøs, stak Amalia i hjertet. Så med faste skridt var hun hurtigt henne ved den lille havånd, som hun knælede ved og støg hånden beroligende over det hvide havskums hår. Hvordan det føltes ville være spændende det så blødt ud, men måske var det vådt. At blive våd gjorde hende ikke så meget, det var hun trods alt vant til efterhånden, heldigt da hendes knæ var gennemblødte. "De har sikkert springvand og brønde, måske de har en flod i nærheden? De må vel få deres vand et sted fra!" Før hun nåede at forklare mere blev hun ramt af endnu et spørgsmål, der fik et smil til at bryde frem. "Fortæl mig om hvordan det der ser ud, så kan jeg måske sige om det minder om?" svarede hun næsten syngende. Det ville være mægtig spændende at vide hvordan Aquarins palads så ud! Ikke at hun kunne sige hvordan Krystal paladset så ud, men hun havde da hørt nok historier til at kunne male et billede for det lille havskum.

Talia rystede grinende på hovedet. "Nej ikke endnu!" men det var nok egentlig bare et spørgsmål om tid, kendte hun sig selv ret. Og det måtte man jo sige at hun gjorde. Tanken om at rutje ned af bjerget og havne ned i den store Azuriensø igen var mavekildende. Hun så frem til at det kunne blive en realitet i hvert fald. Faktisk var hun i sit hoved allerede begyndt at planlægge turen, nu ideen var sået.

Talia kiggede med store blå øjne på Amalia som satte sig på hug foran hende og lod hånden stryge blidt ned over hendes hår. Håret var vådt, men føltes ikke meget anderledes end almindeligt hår, ikke så længe hun forholdte sig i at være i en mere menneskelig form. Fordi hun stadig befandt sig så tæt på vandet, var nogle af hårene ikke blevet helt legmelige og det kunne have en let følelse af at stikke hånden ned i vand der gled mellem og op af fingerne. Talia lyttede, men blev revet væk fra tankerne om Dianthos og deres vandproblem, som Amalia spurgte ind til havets rige.

"Jeg har mest set Aquarins palads på afstand. De.. de er ikke så glade for at lukke andre end deres egen slags ind" igen en smule nervøse bevægelser. Børnene og de unge blandt havfolket var mere tolerante, men hun havde fået fornemmelsen af at man ikke kom tæt på deres indre bydel med mindre man var inviteret. "Men hvad jeg har kunne se, er paladset dækket af koraller, perler og meget farverige tangområder, nærmest som en have der vokser op af bygningerne. Perlerne er nok det flotteste. De giver sådan et dejligt vandligt genskær" forklarede hun så godt hun nu engang kunne - for hende virkede det jo normalt, og alt oven vande var det udsædvanlige og helt igennenm fantastiske.

Amalia smilede varmt til den grinende havånd. "Det er en historie jeg håber at komme til at høre!" svarede hun stadigt smilende, som havånden så tænksom ud et øjeblik. En del af hende ønskede at hun kunne se hvad der foregik bag de store blå øjne, men hendes bud var dog at hendes nye ven var ved at planlægge hvordan hun kom til at rutsche ned af Azuriens floder.

Talias hår var en spøjs oplevelse at rører ved, for jo det var som at lege med en andens lokker, men ind i mellem var de lavet af vand? Amalia kunne ikke andet end smile ved det, og prise sig lykkelig over at Talia var en havånd og ikke en storm ånd af lyn. 

Amalia nikkede som Talia fortalte, det lød som noget af et syn! "En skam, at du ikke har fået lov! Men ja det overrasker mig ikke, de har en tendens til at helst ville deres egne og ikke andre." en snert af bitterhed sneg sig med den sidste halvdel, for selvom der var gået mange år. Gjorde bruddet med Tangri og Kelpa stadig ondt, når hendes tanker drev i deres retning. "Men det lyder utroligt fantastisk, og jeg skal nok gøre mit for at vi kan se på det sammen en dag!" lo hun muntert dernæst. Der var ingen grund til at dvæle ved fortiden, nu hvor fremtiden havde så meget at byde på. "Nå lille havskum, har du mere du vil spørge mig om?"

Og den historie kom til at ske! Med lidt planlægning selvfølgelig, men mon ikke at Talia kunne finde en måde. Ikke at hun ville bruge uanede mængder tid på at tænke over det lige nu. Nej nej, det kunne vente, måske ulme lidt i nogle uger før hun spontant tog afsted. Hun blev bragt endnu mere ind i nuet som hun hørte den lette snert at bitterhed i Amalia's stemme. Talias øjne blev større, og havde hun været en hund ville hende øre havde hunget. Let forvirret over tonen, måske nysgerrig, men mest trist over at hun lød til at havde haft sine problemer med netop det folkefærd.

Men smilet var hurtig tilbage, ikke at hun havde glemt det andet, men trods hendes manglende evner til at aflæse folk var hendes forståelse for tone god. Hun havde noget der gjorde ondt fra havet. Noget havfolket havde gjort, hvad end det var. "Jeg.. jeg har nok mange ting.. men kan ikke helt huske det lige nu" svarede hun med en let grimasse af tænksomhed. "Men jeg ser dig vel igen?" Hun ville gerne, og der var håb i stemmen. Hun ville gerne vide mere, men hun behøvede jo ikke at vide alt på en gang. Tid til at tænke over spørgsmål var også godt! Talia kunne finde lyspunkter ved det hele.

At Amalias tanker om brudet med Kelpa og Tangri bragte bitre vande med sig var en ting, men at hendes lille havskum kunne mærke bitterheden var næsten ikke til at bære. De havde ikke kendt hinanden længe, men hvordan kunne man ikke holde af så en en sjæl? Så med et hurtigt smil blev bitterheden og tristheden sendt ud med tidevandet, lige nu var det vigtigst at hun havde fået en ny ven. Fortidens tåger skulle nok indhente hende igen.

Amalia slog en varm melodisk latter op og rodede havånden i hendes hår "Åh kære lille havskum!" Amalias gyldne lokker svajede let fra side til side som hun rystede let på hovedet "Selvfølgelig gør vi det! Hvordan kan du ellers vise mig rundt i Aquarin? Det ville jo ikke være det samme at se det uden dig!" svarede hun prompte og storsmilende. Måske ville det være besværligt at finde tid til at tage derned, men det var en mulighed som hun ikke bare kunne lade drive væk. Så snart de fik øen ville det nok kunne løse sig, alting kunne vel ikke falde fra hinanden hvis hun var væk noget tid?
"Nå lille havskum, det er nok på tide at jeg vender tilbage til mit mandskab, nogen skal holde dem i ørene så de ikke får rodet sig ud i noget de ikke kan rode sig selv ud af" lo hun, nogen gange minde at være kaptajn og mor lidt for meget om hinanden.

Talias humør var lige så omskiftelig som strømmede i vandet, og så snart den lette bitterhed var erstattet af en varm latter og blide smil, lyste hun op igen i et bredt smil, mens en barnlig latter kom over hendes læber da håret med rodet i. Det var en underlig men også ganske rar følelse. “Godt! Jeg vil glæde mig til det!” det var altid mere hyggeligt at dele oplevelsen med nogen, og Amalia havde virkelig lydt til at ville elske at se dybhavets kongerige.

Talia smilede et drilsk skævt smil. “de må have nogen lange øre efterhånden” hvad lidt hun end vidste om mennesker, var der dog en ting hun hurtigt havde lært. De svømmede rundt i uendelige problemer og sørgede ofte for at lande i flere. Hun ville ikke sige af egen vilje, men ofte at egen fortjeneste. “Jeg finder dig igen, Amalia! Om det er skib eller land! God vind i sejlene” det sagde de på landet gjorde de ikke? Hun havde hørt det i nogle havne og gik ud fra at det enten betød held og lykke eller at man skulle have det godt. Måske begge. Talia vinkede begejstret inden hun hoppede tilbage ned i vandet med et plask og fulgte strømmen ned. Hun havde fået sig en ny ven! Det var altid en ubeskrivelig dejlig følelse.