Ved gudernes nåde var Zofrost bevidstløs under alt, hvad Valkan fandt på at gøre ved ham. Hovedskader virkede underligt på ham, som han egentligt burde heale ud af dem, men for det meste fungerede de som hos alle andre. Denne gang var selv ikke smerten nok til at vække ham og bevidstløsheden blev ved med at holde ham væk fra virkelighedens grusomheder.

Langsomt begyndte han at komme til bevidsthed og det første han lagde mærke til, var smerte. Mest fra hans hånd, hvor hvert led var knækket fra hinanden og kun lige ved at begynde at heale. Han holdt hånden ind i mod brystet og krøllede sig lidt sammen, hvilket blot fik resten af hans krop til at smerte og han ville åbne munden for at komme med en lyd. Men han kunne ikke. De kraftigt blå øjne blev spærret op og hans virkende hånd fløj op til ansigtet, hvor de stødte på den grove lædersnor, der bandt hans læber sammen. Hans tunge var mast af det metal, der var lagt i munden på ham og for et øjeblik følte han, at han var ved at blive kvalt. Panikken væltede ind over ham og han satte sig brat op i sneen, hvilket fik ham til at komme med en lyd af smerte. Tårerne væltede op i øjnene af ham, som han panikkede så meget, at han ikke kunne være i sig selv. Men det gjorde ondt af bevæge sig. Efter nogle dybe vejrtrækninger igennem næsen, begyndte at at undersøge sin krop.

Hånden var slap og ødelagt, men sårene var væk. Det var blot hans led, der ikke hang sammen. Det havde han prøvet før, men det gjorde det ikke mindre ondt af. Skjorten havde han på endnu, men den havde tydeligvis været fjernet, for da han trak op i den... Kvalmen bølgede ind over ham for et øjeblik, som han med store øjne lod fingrene glide over et af de steder, hvor han åbenbart var blevet syet sammen. Der var noget, der var sat ind i hans kød. Han begyndte langsomt at ryste over det hele, og det var ikke bare på grund af kulden, han var begyndt at kunne mærke.

Han blev siddende for noget tid, rystet, dårlig og i smerte, mens han forsøgte at finde ud af, hvad han skulle gøre. Skulle han løbe direkte tilbage til Balthazar? Nej, det hverken kunne eller ville han. At skifte skikkelse med fremmedlegemer i kropen var næsten umuligt uden at flå sig selv i stykker. Og han ville ærligt talt hellere skære sig selv i småstykker end at lade sin herre om det.
Til sidst kom han på benene og begyndte at gå. Gå væk fra borgen, der tronede over ham.

Det tog ham nogle timer igennem sneen, inden han endeligt fandt et bondehus. Mørket havde lagt sig og lugten af mad fik hans mave til at rumle, men han sneg sig bare ud i stalden. Til sidst lykkedes det ham at finde en kniv, slidt men nogenlunde skarp. Det første han gjorde var at snitte lædersnøren, der holdt hans læber samlet, op og spytte metallet ud. Uden at kunne vente til at være i sikkerhed, begyndte han at hive stumperne ud. Ikke en lyd forlod ham, men tårerne dryppede fra hans øjne. Ikke kun på grund af smerten, men bare hele konceptet i sig selv.

Endeligt kunne han fortsætte ud i mørket og finde sig et sted, hvor han kunne være i fred. Og med rystende hænder og nogle dybe vejrtrækninger begyndte han at skære sig selv åben de steder, hvor Valkar havde syet ham sammen. Først tavs, så klynkende og de sidste steder kunne han ikke andet end at skrige af smerte, frustration og afmagt. Om det var med vilje eller ikke, var ikke til at vide, men Zofrost kunne lige nøjagtigt nå alle steder selv.

Og til sidst kunne han vaklende komme på benene, skifte skikkelse og sætte af sted mod Balthazar. Ødelagt både fysisk og psykisk og det blev ikke spor bedre, da han kunne præsentere stumperne af sit mål for sin herre.