En stjerne? Wow. Hector havde ret svært ved at forestille sig, at Mia kunne hænge oppe på himlen og bare... blinke? Han havde set mange mærkelige ting i sit liv, men en levende stjerne var nu alligevel det mærkeligste. Men det var jo nok derfor, Mia lyste op på den måde? Hector blev nu endnu mere opsat på, at Mia skulle væk fra gaden, for der kunne ikke være mange levende stjerne, der sådan bare gik rundt blandt folk. Og måske kunne hun ydermere være en mægtig allieret at have? En stjerne havde vel en masse kræfter, ikke? Det kunne ikke være helt unyttig at være på god fod med sådan en.

"Var du så helt alene før?" spurgte Hector, mens de gik. Han prøvede ikke at bekymre sig om, hvad der mon ville ske, når de nåede huset. Han var virkelig ikke i humør til at skændes med Juno. "Har du ikke nogen familie?"

”Du må endelig ikke misforstå mig! Man er og vil nok aldrig være fuldstændigt alene på himlen. Det var bare…” Meget hurtigt blev der skruet ned for den pludselig energi, hun havde startet sine sætninger med, idét hun slugte sin stemme for en stund. ”…ikke det samme som her. Jeg havde ingen stemme, som jer, til at kommunikere. I min originale form var jeg der bare. En helt anden bevidsthed fra jer, hvor jeg lærte, men så ikke helt.” Det kunne nok godt høres på hende, hvor sværere det blev for hende at forklare sin sag. Hun forstod den det kun selv, fordi hun havde levet igennem det. I sidste ende sukkede hun blot tungt og rystede svagt på hovedet. ”Og familie kan jeg heller ikke prale af at have. Forestil dig en kvinde føde en ildkugle større end Jorden.” Selv fandt hun det ganske morsomt og en latter undslap ligeledes efterfølgende. ”Reynald, menneske der fandt mig da jeg lige var faldet, tog mig dog ind i hans familie. Så på sin hvis.. så har jeg vel en.”

Mia trippede hoppende et par skridt længere frem end Hector for at smide noget af den summende energi der havde vendt tilbage til hendes krop. Hun stoppede dog op i et øjeblikstid for at lade satyren nå op til hende, før hun begyndte at tale igen. ”Du har en familie, har du ikke, Hector? Hvordan er det?” For havde stort set alle på Jorden ikke en familie. Kun få var hun klar over ikke blev født naturligt, men han havde ikke forekommet som et sådan væsen.

Det var egentlig spændende at lytte til Mias historie, for Hector havde aldrig hørt noget lignende. Han vidste selvfølgelig godt, at stjerner hang deroppe på himlen, men at de havde en slags bevidsthed, at de var levende væsner, det anede han ikke! Han gloede åbenlyst nysgerrigt på Mia, mens hun fortalte, men da hun spurgte til hans familie, blev hans ansigt straks stramt og en smule afvisende igen. Det var jo ikke hendes skyld, for hun kunne jo ikke vide...

"Min eneste familie er Juno," svarede Hector kort og så ned i jorden. "Han er min bror. Vi har valgt hinanden. Det er meget bedre end at trækkes med en familie, du ikke selv har valgt."

Han var lidt lettet, da de få øjeblikke senere nåede til huset; han brød sig virkelig ikke om at snakke om sin familie. Huset så relativt tilforladeligt ud, men Hector vidste, at det ville ligne lort indenfor, for det lignede altid lort. Juno havde muligvis styr på tropperne, men rengøring? Det havde han sgu ikke styr på, og der var en en eller to af de andre, der gad gøre det en gang i mellem.

"Øh," sagde Hector og skævede til Mia, inden han åbnede døren. "Her er nok lidt rodet..."

Han bankede på døren i en særlig rytme, en kode, og få sekunder senere blev en lem i døren åbnet.

"Hvem er det?" spurgte en meget ung stemme, og et par øjne kom til syne i åbningen.

"Åben døren, din snotunge," vrissede Hector.

"Hva' kodeordet?"

"Kodeordet er, at du får en røvfuld, hvis du ikke åbner, Oskar," knurrede Hector og gloede vredt ind gennem lemmen.

Lemmen blev straks lukket, og et øjeblik senere blev døren åbnet. Hector vinkede Mia med sig og puffede til den lille dreng, der havde åbnet døren.

"Jeg siger det til Juno!" råbte han efter Hector.

"Rend mig i røven!" råbte Hector tilbage, hvorefter han ledte Mia gennem den rodede gang og ned mod dagligstuen, hvor Juno sikkert holdt hof, som han plejede. Der var et konstant rend af unger frem og tilbage i gangen, og man kunne nemt høre, at der var mange flere børn overalt i huset. Da de nåede til døren til stuen, vendte Hector sig mod Mia og mumlede, "Juno kan godt være lidt... for meget, når det kommer til damer. Du skal bare bede ham om at holde nallerne for sig selv, så skal han nok gøre det."

Han skubbede stuedøren op.

Juno havde ikke sovet i mere end et par timer de sidste par dage, men han havde det som om han var lavet af ren energi. Hans humør var højt, hans stemme var høj, han havde det som om han kunne være hundrede steder på én gang, og for nogle af børnene i huset føltes det uden tvivl også som om at han var over det hele.
Men det kunne ses på ham, at han ikke havde sovet. Cirklerne under hans øjne var helt blå og han gik ikke nok op i sit udseende til at skjule det, ikke når han bare var hjemme. Til gengæld havde han humør nok til at tage en trøje på, der matchede den blå farve hans mørke cirkler havde. 

"Boks! Boks hårdere!" beordrede han Aunton, en dreng på ti år, der slog så hårdt han kunne på Junos åbne håndflader. På sofaen lå Lily, og rundt om et lille, rodet spisebord, fyldt med snavsede tallerkener, kopper og bestik, sad flere små drenge og piger, og foran pejsen stod nogle af de lidt ældre børn og snakkede for sig selv. "Juno, hold nu op, jeg lover ikke at slå på Aunton igen," bad en surmulende dreng ved siden af Juno, der så selvtilfredst på drengen. Han var lige ved at bryde ud i en lang tale om, hvordan de var stærkest sammen, og at de skulle finde nogle rige svin at lade deres vrede gå ud over i stedet, da stuedøren åbnede.

Hector trådte ind, og for hvad Juno vidste af blev resten af lokalet stille. I virkeligheden var det bare ham, der pludselig havde fundet én, han kunne fokusere al sin rastløse energi på, og han lyste op i et bredt smil.

"Hector! Du har været væk i en evighed, jeg var sygt bekymret," sagde han, på trods af at det først nu gik op for ham, hvad det var han havde manglet i al den her tid. Da han rejste sig op, løftede han Aunton med sig og satte ham distræt fra sig på spisebordet, uden noget egentlig mål med handlingen, udover at få ham ud af vejen, så han nemmere kunne komme igennem al rodet og de andre børn hen til sin ven.

Henne ved Hector, var det første han bemærkede Hectors svagt røde øjne, og et vidende smil brød frem på hans læber. Et smil, der kun blev bredere, da han fik øje på en pige bag Hector.

"Du har taget en pige med hjem?" spurgte han og så forundret på Hector. Det plejede ikke at være Hectors ting. Og så en ganske køn pige, endda. En køn, lysende pige. Kvinde? Det gik op for Juno at hun så voksen ud og han skævede fra kvinden og tilbage til Hector, denne gang med et skeptisk og næsten misbilligende udtryk. Man hev ikke voksne med hjem. Det var den første og vigtigste regel i huset.

At være tilskuer til den verbale udveksling mellem Hector og hvem, hun måtte antage var en dreng ved navn Oskar, var noget i sig selv. Ikke mindre en smule morende. For selvom at det var kommet bag på hende, hvor hårdt satyren talte i forhold til, hvor høflig han havde været overfor hende, virkede det underligt naturligt. Som var det bare sådan de nu en gang kommunikerede. Også hvis den stakkels dreng på den anden side af døren lød noget såret. Trøst fra Mia var der dog ikke noget af. Det eneste hun nåede at give fra sig, var et undersøgende blik, som hun blev ført indenfor og forbi dørvagten. Hun ønskede ikke at blive efterladt af Hector, og han så ud til at være målrettet mod en helt anden del af huset.

Rodet havde han da haft ret i. Og det var en tand besværligt at orientere sig. For hendes øjne skulle både holde øje med gulvet og sørge for, at hun ikke trådte på noget, hun ikke burde, men samtidig søgte hendes opmærksomhed omkring til hver og en detalje. Og hendes ører opfangede mindst lige så mange indtryk. Huset var umådeligt livligt, men hvordan kunne det så samtidig virke så forladt? Det var malplaceret. Trængt, men hjemligt. Hun måtte allerede have formået at stå med åben mund af forundring, da døren indtil stuen blev åbnet op, og Hectors navn der blev kaldt op, straks fik hende til at se mere ligefrem for sig.

Det var svært for Mia at sætte en præcis finger på, hvorvidt drengen, der havde skyndt sig hen til sin ven, egentlig var hvad der blev ment som en dreng eller en yngre mand, eftersom at de voldsomme render under hans øjne ældede ham. Og af hvad hun havde overværet indtil videre, var han også den højeste i huset. Det var altid noget, at hun i de første par øjeblikke ikke blev lagt mærke til, hvilket gav hende muligheden for at fjerne hætten og ruste de korte hårtotter lidt ud, inden opmærksomhed blev lagt mod hende i form af et overraskende bredt smil, der startede ud med at mentalt trække hende en millimeter tilbage og fysisk spilede hendes øjne svagt op, inden hendes krop tillod hende at slappe af.
Og et gengældende smil var egentlig godt på vej frem på hendes læber, da stemningen med ét faldt fra mennesket. Hvad var der med måden hans ansigt fortrak sig? Automatisk gled hendes blik ned over sig selv, som forventede hun at se en eller anden fejl der måtte have udløst det. Men som hun ikke fandt noget ud af det almene, så hun hurtigt op igen, nu med en forvirret rynke mellem de krummede øjenbrynene der fremhævede det uforstående blik, hun nu sendte frem og tilbage mellem Hector og, hvem hun kun kunne antage måtte være Juno. Et besynderligt navn. Gløden havde hun ligeledes dæmpet en smule, som havde hun ubevidst kommet til konklusionen at det måtte være det, som skabte misfornøj.

Hectors humør steg helt automatisk helt i top, da Juno sagde hans navn og skyndte sig over til ham. Juno havde savnet ham, selvom han kun havde været væk i et par timer, og den viden alene var nok til, at Hector ville være i strålende humør resten af aftenen. Selv da Juno blev mistænksom, var Hectors humør uændret. Han gryntede bare og rystede lidt på hovedet.

"Kom lige med her, chef," mumlede han, og uden rigtigt at tænke over det, tog han Junos hånd. Han nikkede til Mia, at hun skulle følge med dem, og så ledte han dem begge ind i det, der engang havde været en spisestue. Han gennede hurtigt den lille gruppe unger, der sad på det store spisebord, ud og lukkede døren efter dem.

"Chef, det her er Mia," sagde han og slap Junos hånd for at gestikulere til Mia. "Jeg blev nødt til at tage hende med, fordi... hun er en stjerne, chef. Altså, en rigtig én! Det er derfor, hun lyser. Tænk hvis et eller andet perverteret røvhul havde fundet hende? Hun ville sgu da blive solgt som slave på to sekunder. Kan hun ikke få lov til at blive her? Bare lidt."

Juno så med chok ned på sin hånd, da Hector helt afslappet tog den. Han var vant til at de mindre af børnene engang imellem tog ham i hånden, men Hector? Hector var for gammel til den slags, og Juno var så optaget af at stirre uforstående ned på sin hånd, at han kun med nød og næppe fik fat på Mias navn, da Hector introducerede ham.

"En stjerne?" gentog han skeptisk og så op fra sin hånd for at lægge blikket på Mia i stedet. Hun lyste ganske rigtigt, og hun var smuk, det kunne man ikke komme udenom, men udover gløden lignede hun et helt normalt menneske. Han lod blikket løbe op og ned af hende, imens han tog et par skridt væk fra dem begge, for at kunne stille sig op imod spisebordets kant. Han lagde armene over kors, imens han overvejede hvor stor en risiko hun ville udgøre for dem.

Ansvaret for sikkerheden i huset lå på hans skuldre, men hvis der allerede var nogen efter tøsen, så ville de have taget hende før Hector kunne få hende med hjem, så der var virkelig kun én sikkerhedsfare ved at lade hende blive.

"Hun kan blive," sagde han til Hector og rettede sig op, for at tage et skridt tættere på Mia igen. "Du kan blive, hvis du lover ikke at fortælle nogen, hvor vi er. Det er meningen at det her skal være et skjulested. Hemmeligt." Han skævede til Hector og med et hævet øjenbryn tilføjede han; "Ikk?"

"Men hey, det er ikke din skyld, Mia, og du skal være velkommen til at låne min seng i nat." Juno havde ærlig talt været imponeret over at Hector havde reddet en skønjomfru i nød, det virkede normalt ikke til at være hans ting, men han havde ikke tænkt sig at lade Hector få hende i fred, og han kunne slet ikke lade være med at smile til hende, da han tilbød hende sin seng og helt overlagt brugte hendes navn. 

Mias ansigt var straks blødnet op igen, da de tre sammen forlod stuen og bevægede sig ind i et nyt lokale med et større bord. Og det var ikke længe inde i Hectors introduktion, at pludselig ikke kunne holde sin latter inde. Ganske let og ganske kort. Men ægte nok til at efterlade et tilhørende smil både på hendes læber og i hendes øjne, selvom at der ikke skulle et geni til at finde frem til, hvordan det muligvis lå forkert til i situationen. Dog virkede hun selv ikke til at ligge meget mærke i det, da ikke den mindste form for skam var at skimme over hende.

”Der er det igen.” var de første ord hun havde sagt i selskabet med menneskedrengen. ”Det er anden gang, at muligheden for, at jeg ender på slavemarkeder er blevet nævnt. Jeg kan virkelig ikke se, hvad godt jeg ville gøre som.. slave.” Hun så igen ned af sig selv, men denne gang mere fremvisende, da hun også strakte sine arme en smule ud til hver sin side. Lænede sig endda svagt tilbage på hælen. ”Jeg har stadigvæk problemer med motorikken af den her jordiske krop.” Hun vippede tilbage på flad fod og løftede atter blikket op, nu med det samme varme smil. ”Men jeg er taknemmelig for at I bekymrer jer om mig nok til at lade mig blive.” Det blev sagt dirigeret mod Juno, men gled efterfølgende tilbage mod Hector, hvor hendes smil syntes at vokse. Det var trods alt ham der havde bragt hende her til, så det meste af takken skulle jo gå til ham.
”Åh!” udbrød hun abrupt og svang de blå øjne tilbage mod husets eftersigne leder, som var et lys blevet tændt oppe på øverste etage. Et trænet øje kunne muligvis også bemærke hvordan gløden endnu en gang steg i styrke i takt. ”Jeg skal nok holde det her sted en hemmelighed. Ikke at jeg vil påstå at huset er særlig godt skjult. Det kan sagtens ses udefra.” Det var lidt af et talent hun havde, sådan som hun kunne få direkte stupide sætninger til at lyde helt normale. Og måden hendes ansigt fortrak sig selvsikkert hjælp til med illusionen.

Og igen ændrede hendes udstråling sig til noget mere i retning af forundring, da en seng blev tilbudt til hende. Fuldstændig blank for visse undertone, der måske havde lagt bag tilbuddet. ”Det er ikke nødvendigt, men… tak -..” sagde hun først med et gengældende smil, inden det forvirrede udtryk vendte tilbage til hendes ansigt. ”…Det er dig, der er Juno, er det ikke? Men Hector kalder dig også ’chef’?” 

Hector havde med vilje valgt at overhøre, hvordan Juno inviterede Mia ind i sin seng, som han udemærket vidste, at Juno ville gøre. Hans opmærksomhed blev dog fanget igen, da Mia nævnte hans navn, og hvis hans hud havde været lys, ville hans ansigt have været rødt som en tomat, da Mia tale om Hectors brug af "chef". Han vidste egentlig ikke, hvor "chef" var kommet fra, men det var blevet så naturligt i hans sprogbrug, at han slet ikke tænkte over det længere. Det var et intimt og kærligt kælenavn - det vidste Hector godt, og han var ret sikkert på, at Juno også vidste det - men de talte aldrig om det, og ungerne i huset vidste også, at de ikke skulle nævne det. Det var udelukkende Hectors ord. At der pludselig var nogen, der omtalte det, gjorde, at Hector blev helt flov over det.

"Det er bare en dum vane," mumlede han og stirrede ned på sine klove. "Det betyder ikke noget."

Juno kunne ikke lade være med at grine, da Mia påpegede at huset ikke var særlig godt skjult. Det var en slags barnlig humor som Juno virkelig godt kunne lide, og det bedste var at Mia virkelig ikke lod til at have ment det som en joke. Han blev nødt til at støtte sig op imod spisebordet igen, hans latter stort set lydløst, men han blev også næsten kvalt i forsøget på ikke at give for meget efter for latteren. 

Latteren var stadig tydelig på hans ansigt, da han rettede sig op igen, og hørte Hector forsøge at svare på Mias spørgsmål. Af en skuespiller at være, kunne fyren være virkelig dårlig til at lyve.

"Hva', Mia, er der aldrig nogen der har givet dig et kælenavn?" spurgte han med et kækt smil. "Lille stjerne? Baby? Sukkermås? Æblekind?" Junos selvtillid fejlede ingenting og han smilede og flirtede med Mia, imens han nævnte alle de kælenavne han kunne komme på, som ville passe til hende. 

”Kælenavne? Jo, en del. Blandt andet er Mia vel, hvad I ville kalde for et kælenavn.” svarede hun igen uden at ænse meget til de forslag, Juno havde sendt i hendes retning. Selvfølgelig var hun ikke uvidende om, hvad et kælenavn var, hvem troede han hun var? En hulemand? ”Eller teknisk set bare en forkortelse af det navn, jeg oprindeligt er blevet givet af jer jordiske for at det ligger nemmere på tungen.” Automatisk faldt hendes tanker tilbage på de gange folk havde forsøgt men fejlet med at udtale hendes navn, som var det noget af en tungetvister for dem, der ikke var vant til det.

”Jeg er ofte blevet kaldt for Veirrs Hjerte. Og du er ikke langt fra, at nogle har kaldt mig lille stjerne. Dog har jeg endnu kun oplevet folk bruge de navne, når der bliver talt om mig og ikke til mig.” Eftertænksomhed trådte glidende frem i hendes lysende ansigt. Og da hendes hænder alligevel søgte noget at fumle med, løftede hun dem op til de store knapper ved hendes kappes krave for at knappe den op. Der var ingen grund til at være svøbt i den længere. Skønt var det ikke det varmeste sted i byen, men det var bedre end udenfor. ”Men sukkermås?” fremhævede hun uden at kunne holde en latter på afstand. ”Den har jeg godt nok aldrig hørt før. Jeg håber inderligt, at du selv aldrig har kaldt nogen det.”

Så i en let bevægelse svang hun den af sine skuldre, som var den lavet af intet andet end fjer. Kjolen under var simpel nok. Syet af mørkegrønt stof uden diverse detaljer udover snørerne på ryggen, der strammede den øverste del ind mod hendes overkrop, men holdte selve skørtet luftigt. Ærmerne var stramme og dækkede kun trekvarte af hendes arme, men derudover virkede kjolen til at passe fint til hendes størrelse. Kappen foldede hun roligt hen over sin ene overarm, men begravede efterfølgende også den anden, så hun mere stod med den holdt ind i sin favn.

Hector gjorde intet for at skjule, hvor meget han rullede med øjnene, da Juno begyndte på sit flirte-pis med Mia. Man skulle tro, at Hector havde vendte sig til det efterhånden, men nej, det irriterende ham stadig fantastisk meget, og især når Juno gjorde det foran ham, som om han slet ikke eksisterede. Men inderst inde vidste Hector godt, at det var fjollet at blive så irriteret over det. Han vidste jo, at Juno altid ville være der for ham på to sekunder, hvis Hector havde brug for ham. Hector havde naturligvis aldrig direkte sagt til Juno, at han havde brug for ham. Det var kun svagpissere, der indrømmede den slags.

Da Mia svarede på Junos verbale tilnærmelser, glemte Hector dog sin irritation. Han grinede i stedet højt og måtte holde sig om maven. Det var fandme på tiden, at en eller anden svarede igen på Junos latterlige flirten!

Mia var så rapkæftet at Juno knap nok kunne følge med. Det var første gang i flere måneder at han havde mødt en pige, der kunne holde trit med ham, og havde han været fuld, ville han have savlet ud over sig selv som en stor hund, men for nu fik han kun hjerter i øjnene, når han så på hende.

Et smil spredte sig i hele hans ansigt, da hun gav udtryk for at han ikke burde have kaldt nogen for sukkermås, men det blev til et fnys, da han hørte hvordan Hector grinede af ham. Han daskede til hans arm og så så tilbage på Mia. "Tro mig, hun har ikke ville kaldes andet lige siden," påstod han med et selvsikkert smil.

"Har I spist?" spurgte han, klar over at han var ved at bevæge sig ud på dybt vand når det kom til kælenavne, og han lagde distræt en hånd om Hectors nakke, hvor han strøg spidsen af sine fingre igennem fyrens hår.

Det var underligt behageligt at hører Hector le så hjerteligt, som han gjorde, selvom hun ikke forstod hvorfor. Hun huskede ikke at have sagt noget så morsomt. Skjult i hendes underbevidsthed satte der sig et lille hak af forfærdelse. Som en lille mental rynke på næsen over, at Juno så stolte indrømmelse. Hun havde svært med at tro på at han rent faktisk talte sandt, men så igen - Jordens befolkning havde allerede vist sig at være af nogle yderst besynderlige karakterer. Hun havde stadigvæk så meget at lære. Så uendeligt meget. Heriblandt lå der også færdigheden til at håndtere sin sult, som pludselig blev fremtrædende, da mad indirekte blev nævnt.

Det var som om at hendes mave reagerede på kommando ved påmindelsen, idét den gav sig tilkende. Den rumlende lyd var heldigvis ikke det helt store, sagte og blid, men den var der. Og hvis hun kunne høre den, og ikke bare mærke den, kunne andre også høre den. Mia så helt overrasket ud over det i det første øjeblik, hvor det skete. Det burde ikke have kommet alt for meget bag på hende, da hun egentlig ikke havde været indtaget føde igennem stort set hele dagen, men der var endnu problemer med synkroniseringen af hendes krop og bevidsthed når det kom til sult. Og søvn for den sags skyld. Hun følte sult, men det var ofte en følelse hun glemte, som var det ingenting.

Flovheden kom efterfølgende i form af starten på et rødligt blus i hendes kinder, der tilmed strakte sig videre henover næsen. Fluks havde hun rettet sit blik ned mod sin mave, hvor hun allerede havde lagt en prøvende hånd ind mod, som var hun ikke helt sikker på, hvad der skete med den. Og da hun så op mod de to drenge igen, bar hun et mere usikkert ansigtsudtryk.
”Det beklager jeg. Jeg har ikke fået samlet op på deres nødvendige spisevaner.”

Hector holdt ikke op med at grine, da Juno daskede til ham - ja, det fik ham faktisk til at grine mere. Han gned over sine våde øjne, fyldt med lattertårer, og rystede på hovedet til svar på Junos spørgsmål. Det var først, da Juno lagde hånden på hans nakke, og en af hans fingre gled igennem Hectors krøller, at Hector holdt op med at grin. Hans kropstemperatur steg mindst et par grader, føltes det som om, og følelsen af at have hundrede vilde sommerfugle i maven blussede straks op i ham.

"Har vi noget mad?" sagde han og rømmede sig. Han burde bevæge sig væk fra Junos hånd, men han kunne ikke få sig selv til at gøre det. "Noget som du ikke har lavet, chef."

Juno viftede affjende med hånden, da Mia undskyldte. Der var ingen skam i at være sulten, slet ikke når man ligesom ham var vant til at tage sig af sultne børn. "Det glemmer mennesker sgu også engang imellem."

Han fnøs, da Hector indirekte kommenterede på kvaliteten af hans madlavning. "Jeg ville have lavet jer noget, men hvis det er sådan du har det, kan du fandme selv lave det," sagde han og skubbede til Hector på hans nakke, hvorefter han slap ham.

"Vi har æg og kartofler, måske nogle grøntsager i skabet. Der er sikkert også lidt biksemad tilbage på komfuret, hvis altså I kan overleve min madlavning." Det sidste tilføjede han med hævede øjenbryn og lagde sine arme over kors. Hector ville vide at han bare drillede dem, men han havde ikke tænkt over hvordan Mia ville opfatte det.

Det er bestemt interessant at se de to drenge være omkring hinanden. I hendes øjne kunne de næsten ikke være mere forskellige. Foruden at Hector havde de kæreste ben af, hvad hun havde genkendt som en satyr, så var han den lave af de to. Den mørke kontrast med hans mørke krøller, der sikkert var fyldt med hemmeligheder og dybere hudfarve, stod skarpt op ad Juno’s lyse lokker. Og hvad der slet ikke var til at komme uden om var, hvor energisk og bekymringsfrit menneskedrengen opførte sig i modsætning til Hectors mere fornærmede og tilbageholdenhed. Men til trods for at de var så umådeligt forskellige, følte hun ikke, at de stod malplaceret ved siden af hinanden. Hun så det broderskab, som hun var blevet fortalt om, hvilket på sin vis gjorde til for begyndelsen på… missundelse.

”Biksemad?” Mia fik igen et forvirret udtryk i øjnene og så oprindeligt mod Juno med hovedet et hak på skrå, men da hun fortsatte drejede hun både blikket og spørgsmålet hen mod Hector i stedet. ”Hvad er det for noget? Jeg kan forstå ’mad’. Men ’bikse’. Er det en form rod? Et krydderi?” Og igen var hendes uvidenhed ægte, og det stod malet i hendes ansigt. Hjemme i Lazura var hun aldrig blevet serveret mad med det navn. Der havde den stået på en masse fisk, og til hendes største fornøjelse, en ris. Og kartofler selvfølgelig. Det værste var dog kødstuvning, hvilket hun inderligt håbede at dette ’biksemad’ ikke var en anden variation af. 

Hector var så chokeret over, at Mia henvendte sit spørgsmål til ham, og ikke til Juno, at der gik flere sekunder, før han opfattede, hvad hun overhovedet havde sagt. Han kunne sagtens tale for sig, men folk plejede bare naturligt at tale til Juno, da han fremstod som lederen. Derudover gad Hector heller ikke tale med de fleste folk.

"Øh," sagde han først dumt, men så fik han taget sig sammen. "Det, øh, er en ret af alt muligt. Mest kartofler og kød, som bliver stegt sammen. Men vi har ikke så meget kød, så det er nok mest kartofler og roer."

Juno var lige så overrasket som Hector var, da Mia henvendte sig til ham. Juno var ikke nødvendigvis altid midtpunktet for al opmærksomheden i lokalet, men det meste af tiden var han, og når han ikke var, sørgede han for at generobre opmærksomheden på den ene eller anden måde. Kun når han fra tid til anden fik en af sine nedture, og trak sig tilbage i flere dage, hvor han ikke gjorde meget andet end at sove, blev der plads til at andre kunne overtage scenen lidt.

"Og æg," tilføjede han, da han fornemmede at Hector havde talt ud. "Du behøver ikke at spise det, du kan jo bare smage," tilbød han med et smil i hendes retning, og gik ud i køkkenet, kun for at komme tilbage kort efter med to forskellige skåle med biksemad i, den ene med en gaffel stukket i og den anden med en ske. Det var altid begrænset hvor meget bestik, og især rent bestik, de havde i huset.
"Spis, mine grise," sagde han, rent instinktivt, da han rakte dem skålene. 

Mia kunne næsten selv fornemme overraskelsen, der lagde sig over begge drenge. Langt fra lige så stærkt som dem, men hun var ikke blind for deres reaktion. En reaktion hun automatisk antog som værende på grund af hendes spørgsmål frem for, hvem hun have henvendt sig til. I løbet af de første millisekunder af stilhed følte hun en vis usikkerhed, men inden længe blev stilheden brudt med et svar. Et svar fra dem begge, hvilket fik hendes blik til at vige tilbage fra Hector og mod Juno. ”Ah!” Og før hun kunne nå at sige mere til det, så var mennesket nået ud af spisestuen og efterladt hende med satyren. Hvilket hun bestemt ikke havde noget imod.

Ved Juno’s tilbagekomst tog hun refleksivt imod skålen, der blev rakt til hende. Det slog hende ikke for meget, at hendes var med en ske, mens Hectors var med en gaffel. Tilsyneladende kunne biksemad spises ved begge slags servitrice. Det var altid noget at de ikke var blevet givet en kniv til at skovle det ind. Hun kunne ikke helt lade være med at studere retten nærmere. Det var ganske rigtigt bare kartofler og roer med en smle kødstykker rundt omkring. Kartoflerne havde et par stegte sider men også et par, hvor man kunne se hvordan de var blevet kastet rundt uden meget bekymring.
”Du er virkelig ikke god til det der med navn, Juno.” lo hun, inden hun bevægede sig hen til spisebordet, hvor hun smed den tunge kappe over ryglænet af den nærmeste stol for ikke at skulle bære rundt på den. Glemte alt om at hun delvist ubevidst havde brugt den til at skjule armbåndet om hendes venstre håndled. Efterfølgende drejede hun omkring og med en hånd støttende på bordpladen og et let hop, havde hun sat sig op på den med benene dinglende udover kanten. Hun tillod sig da at løfte skålen op til sin næse og snuse lidt til den, inden hun endelig greb blidt om skeen og tog sin første bid.
Det var en underlig smag af… alt muligt. Det var lidt af en pærevældig. En anden oplevelse end stuvning der ligeledes var alt muligt blandet sammen, men der smagte de alt sammen af det samme, mens biksemad ramte flere steder på smagsløgene. Hun lavede en mindre grimasse af det mens hun dog tyggede videre. ”Det er.. specielt.” kommenterede hun til trods for at hun allerede havde en halvskefuld på vej op til sin mund. "Selv efter tre måneder med jeres mad, finder jeg det underligt."