Maya lærte hurtigt, som et barn er kendt for at gøre. Hun vendede sig til den grove måde trolden brummede på, og at han ikke direkte kunne svare hende, men mere at han brugte sine omgivelser. At han brugte fagter og anden form for illustrationer. Det gjorde også at de rent faktisk på en primitiv måde kunne tale sammen. Gjorde det nemmere at være rejsekammerater, nu han ikke havde lyst til at blive siddende ved den samme sø i flere dage, og Maya ikke selv kunne gå nogen steder. Selvom hun prøvede. Hun vidste heller ikke rigtig hvad hun skulle sige til retningen. Maya selv bevægede sig aldrig alt for langt nordpå. Der var koldt og hårdt terræn, men så længe at Kronos var der, var det et problem til en anden dag. Han sørgede for hun fik mad, og varme når luften blev for alvor kold omkring dem.

Hvorfor skulle man ønske at rejse fra det? Et liv hvor en passede og vartede op. Bar hende når hun blev træt og fodrede hende når hun blev sulten. Eller når han blev sulten, så fik hun også mad, var det nok nærmere, men det passede sammen. Hun følte sig tryg. Men tanken havde strejfet hende. Dette nomadeliv. Det var ikke Mayas liv. Og selvom hun trak den, kunne hun ikke blive ved. Specielt ikke som det kolde vejr ikke var noget hun brød sig om.

Maya kom med en let brummende lyd ved troldens bevægelse og krummede sig tættere ind. Hans hud var ikke ligefrem blød, man den var varm. Og jo mere varme han afgav, des mindre skulle hun producere selv. Men det kunne selvfølgelig ikke vare ved. At sove til alngt ud på eftermiddagen. Dovent løftede hun hoftedet med det poffede mørkebrune hår strittende ud til alle sider, og et morgentvært udtryk. Noget han efterhånden havde set en del gange. "Føj der er koldt.." kommenterede hun og trak sit tøj tættere om sig. Tøj der egentlig også var alt for sparsom til det sted de var på vej hen til. Det var nok til at hun egentlig ikke gad at flytte sig de første par minutter, inden hun på en let akavet og doven bevægelse kom op og stå. Nu uden at hendes ben knækkede sammen under sig. Stadig en smule øm, men det var ingenting i forhold til den første dag.

Kronos blev liggende og betragtede menneskepigen, som hun vågnede og begyndte at bevæge på sig. Han vidste godt, at der var for koldt for hende, men han havde ærligt talt ikke tænkt så meget over, det som han havde bevæget sig nord på. Hvad han ville nord på, vidste han egentligt ikke, så han burde vel bare have taget hende mere syd på. Men dette var ikke rigtigt noget, han spekulerede over, han fulgte bare sine egne impulser. Og han havde trods alt været længere nord på, sidst han havde set Asher, så måske han på en eller anden måde havde været i gang med at lede efter hende. Mennesket i hans favn ville i hvert fald få mere ud af at snakke med Asher end med ham.

Da Maya var kommet på benene, satte han sig op og strakte sig med et gab, der fin fremviste alle hans spidse og skarpe tænder, inden han rakte om og kløede sig på ryggen med et lidt søvnigt udtryk i ansigtet. Ja, der var køligt og han ville egentligt gerne op og i gang så hurtigt som muligt. Finde noget mad, som han allerede var sulten igen, det var sværere at finde noget at spise heroppe end længere syd på. Ikke meget, men nok til at han gerne ville tilbage. Men han ville nu gerne finde Asher, der var gået meget længe, siden han sidst havde set hende.

Lidt tøvende lavede han en lyd for at fange hendes opmærksomhed, inden han slog en knyttet hånd mod brystet og pegede en anden retning end han havde taget hende ind til nu. Øst på. Ind over Krystallandet. ”Jeg går den vej”, sagde bevægelsen. Det var første gang, at han sådan havde givet hende chancen for at vælge, om hun ville med. Hun kunne bare have sagt til ham, hvis hun ikke ville, men han havde ikke spurgt hende, bare antaget, at hun ville med, når han nu var så sød at opvarte hende.

Det var et noget primitivt bekendtskab. Der havde sådan set ikke været noget at snakke om, og selvom det var ganske rart selskab alligevel, kunne det godt mærkes. Maya havde ikke brugt sin stemme nær så meget som hun var vant til. Kommunikationsformen med fagter og brummelyde begyndte at blive for stor en del til at hun følte sig helt normal mere. Men han havde passet på hende. Kronos havde sørget for at hun ikke led overlast og at hun fik noget at spise og sov varmt og trygt. Men der var simpelthen for koldt til at hun havde lyst til at fortsætte, trods denne opvartning.

Maya trampede lidt i jorden, fik varme ned til sine tæer. Bagefter rystede hun overkroppen og gøs let. Og det blev kun værre? puh, den tanke ville hun slet ikke tænke på. Hun skævede til Kronos, før hun vendte sin fulde opmærksomhed til væsnet og hans brummende lyd. Hun fulgte hans bevægelse og den retning han pegede bagefter.

Maya tænkte lidt over det inden hun nikkede. Hun kunne gå med, men hun hørte ikke rigtig til i vildmarken. Hun var mere vant til byen og de tætstående huse, gyderne og nemme flugtruter. Hun havde ingen våben, sådan rigtig, og ingen forstand på at jage. Hun ville være sikker hos Kronos men der kunne hun ikke blive for evigt. "Jeg går hjem, til Dianthos.." svarede hun og tog sig selv i at lave samme bevægelse med en hånd mod brystet og bagefter pege i en anden retning. Hun fik et skævt smil på sine læber, en smule overvejende hvordan man sagde farvel til sådan nogen som ham. Hun gik hen og tog fat med sin hånd om et par af hans fingre, gav et klem der nok ikke var det største i verden taget hendes størrelse i betragtning, mens hun kiggede op på det store skræmmende væsen. "Tak.. Min ven" Hun slap ham igen, fik sat sin taske på plads, inden hun bakkede lidt og begyndte at gå. Det var faktisk en ret underlig følelse hun havde sig lige nu.

Kronos lagde hovedet lidt på skrå og betragtede hende, som så ud til at tænke over hans gestus. Det tydede ikke på, at hun ville med og hendes ord bekræftede det bare. Trolden kunne ikke andet end at føle sig lidt trist over at skulle sige farvel til sin rejsekammerat, men han havde jo nok også vidst, at de ikke skulle følges for evigt. Bare til hendes ben virkede igen. Kronos havde en lidt anden måde at se verden på og selvom han knyttede sig til ting, var det kun overfladisk. Var der nogen, der ville forsøge at skade hende nu, ville han have rykket dem i stykker, men at sige farvel fik ham ikke til at sørge. Det var ikke som om, at han kunne tænke så langt, føle så langt, at han ikke skulle se hende igen.

Han fulgte hende med blikket, som hun kom hen til ham og tog ved hans fingre for at klemme dem i farvel. En lidt trist lyd kom fra ham, for han ville savne hende på sin egen sære måde. Forsøge at sige noget til hende, selvom hun ikke var der, i søvne stadig opføre sig som om, at hun lå og varmede sig ved ham. I hvert fald i et par dage. Og så ville det gå over og hun ville være et dejligt minde, han kunne varme sig ved en gang i mellem, når hans tanker tog på vandring.

Hun samlede sin taske op og begyndte at gå, og han blev stående for et øjeblik og så efter hende. Pludseligt satte han af og løb efter hende, for at samle hende op og lade den flade, ru tunge glide over hendes kind. Han vidste mennesker kyssede, det forstod han ikke så meget af, men det her var mere ham. Derefter satte han hende ned og endte med at sætte sig ned og se efter hende, som hun begyndte at gå. Til sidst sukkede han og så i den retning, han ville. Mon han snart ville finde Asher? Der var kun en måde at finde ud af det på, så han rejste sig og begyndte at gå, fortsætte sin rejse. Alene igen.