Reina ville nok aldrig komme sig over minderne for sin død, men man lærte at leve med minderne. Selv hvis nætterne ikke altid var lige nemme. Noget hun ikke ville ønske for selv sin værste fjende, men hun brokkede sig normalvis ikke. Det var hendes byrde at bære. Hun var bare lykkelig over at Isari havde givet hende denne anden chance.

Hun lyttede til ham. Selv den død lød skrækkelig, men det var for en god sags tjeneste, og det måtte hun give ham. Ikke alle engle opstod af dette. "Det er det værd, uden tvivl," indrømmede hun bestemt. Hvis det ikke var det, så var hun ikke sikker på at hun kunne have gået med disse skrækkelige minder i alle disse år. Der var bare så mange gode minder som hun ikke ønskede at være  uden, og det var det vigtigste.. Hvad var et par mareridt her og der så?
"Der er så mange ting der giver mening når man har fået dem igen, uanset hvor smertefuldt det må være," hun smilede blidt til ham.

En snært af tvivl dukkede frem i Valkars sind, hvad nu hvis hans minder ikke levede op til det han ventede? Nej uvisheden var værre, samt frygten for folk der kender en bedre end man selv gør! Samt uvisheden om man reelt var ved at huske noget, eller det blot er noget man bilder sig selv ind.

Et lettelses suk undslap hans læber. Selvom hendes minder havde voldt hende meget smerte, mente hun stadig at det var det værd. Valkar nikkede som Reina uddybede. Han var sikker på at han ville dedikere mere tid til at prøve at genvinde hans minder. Ligemeget hvor meget smerte det måtte indebære, for ham selv eller andre.
Valkars normale stoiske udtryk vendte tilbage "Jeg takker for deres ord, jeg tænker ikke at jeg vil tage mere af deres tid. Med mindre at der er noget jeg kan svare dem på, eller bistå dem med?"Han havde følelsen af at skylde hende noget for hendes tid, selvom hun sikkert ville insistere på at det ikke var tilfældet. Ikke at han ville lade noget så simpelt som det stoppe ham fra at blive kvit. "Måske vi engang kunne mødes over et måltid mad i fremtiden?"

Selvom Reina var glad for at få sine minder igen, ville det nok ikke være tilfældet for alle. Hun var ikke i tvivl om at minderne kunne skabe meget splid i en person. Hun var en af de heldige der i det mindste hele tiden havde haft en mening med hvem hun var, selv da hun intet kunne huske. På det punkt havde hun ikke ændret sig efter sin død. Efter hendes anden gang at modstå tortur fra Mørket af... der havde der været en langt større ændring i hende.

"Det er ingen årsag. Jeg lytter altid gerne," svarede hun med et mildt smil på læberne. Hun så dog ikke ud til at hun ønskede noget fra ham. Heller ikke svar på et spørgsmål eller lignende. Det var ikke fordi at hun ikke var interesseret i englen foran hende, men hun vidste at det ikke nyttede noget at presse på mere end højst nødvendigt. Desuden var det jo meningen idag skulle være en glædens dag, selvom de havde rørt så mørke områder.

"Jeg forlader ikke Tempel området så meget for tiden... du må forstå, med den uro der er i byen, så er det ikke helt så sikkert mere. Men vi kan sagtens tage en kop te i katedralen eller tempelhaverne hvis du ønsker," tilbød hun så. Hun savnede lidt turene gennem byen, men hun følte sig virkelig ikke sikker der længere.

"Muligvis, men jeg føler stadig at jeg har farvet deres aften. Hvis de skulle mangle noget vid at jeg vil stå dem bi" Svarede han med et oprigtigt smil. Han var overrasket over hans ord, men han var på ingen måde i tvivl om at han mente dem. Hvilket var meget besynderligt, tydeligvis noget der skulle tænker over noget mere. Han ønskede ikke at stå i gæld til nogen, men dette var ikke det samme, dette var nærmere et ønske om at gøre noget godt for hende. En følelse han ikke var sikker på om han var tryg ved.

"Jeg ser, det virker ganske forståeligt, men de ville være sikker i mit selskab" Valkar så tænksom ud et øjeblik, det ville nok ikke gavne hans ven hvis han tævede ordens medlemmer. "Men ellers lyder te glimrende" svarede han med et kort nik. Hvorefter det gik op for ham at han havde tænkt hende som hans 'ven', et ord han ikke havde brugt sandfærdigt om nogen så længe han kunne huske. 

Reina var taknemmelig for at Valkar tilbød hans service, ikke at Reina nogensinde ville tage ham op på den. Det var sjældent hun indkasserede tjenester. Hun foretrak at give folk valget til at sige ja eller nej, og ikke hænge sig på noget fordi folk følte de skyldte hende noget.

Det var nu heller ikke fordi at Reina ikke ville være sikker at gå rundt, men hun så ingen grunde til at lave optøjer i gaderne, hvis hun kunne undlade det. Og hendes tilstedeværelse i de nedre bydistrikter ville udentvivl skabe det.
”Måske når tingene er faldet til ro igen kan vi få den middag. Det er jo ikke fordi at vi ikke har tiden til at se tingene an,” indrømmede hun med et lille smil. Det var både en velsignelse og en forbandelse at de kunne leve længe. Det kom altid an på situationen.

Valkar nikkede til hendes ord. Det var ikke overaskende at hun ikke lod til at tage ham op på hans ord. En nobel tanke, men det var antageligt noget det voldte hende en del problemer. 

En del af ham håbede lidt på at have haft muligheden for at at beskytte hende. Det var oprigtigt skræmmende at møde en der oprigtigt forstod hans pinsel, men frygten var værre. Frygten for at miste hende, lige som han havde fundet hende. Hun gjorde ham svagere, en af de ting han hadede mest. Men det var stadig bedre end ikke at have hende...
"De har så ganske ret, men jeg tænker at vi kan starte med te under alle omstændigheder. Som de selv siger, kan vi ender med at kende hinanden ganske længe" svarede han med et skævt smil. En ganske besynderlig tanke.

Reina undslap en lille latter, og smilet blev også en smule større. Det var underligt at kunne sige ting som disse, for de fleste racer døde før eller siden, men engle. Der kunne gå mange år.
”Du kommer bare forbi når du en dag har tid,” sagde hun så. Det var faktisk en underlig rar følelse at have, at der var en engel der ville komme og besøge hende. Et nyt venskab med alt sandsynlighed, og selvom man skulle være forsigtig i disse tider, måtte Reina indrømme at Valkar havde fået brudt de vægge ned. Hun regnede i hvert fald ikke med at han ville forsøge at gøre hende fortræd.

Valkar gav et let buk til Reina "Forhåbentligt vil mine ærinder snarest tage mig forbi Dianthos, jeg vil se frem til opleve deres smag i te" hans smil var tydeligt og varmt, som at solen lige kort brød igennem på en ellers skyet dag.
Det var mange år siden at han sidst havde følt sig så godt tilpas i en anden persons nærvær. Ikke at han kunne sætte en finger på hvis det var var det mindede ham om, noget der normalt ville gå ham på, men det var som at Reinas tilstedeværelse mildnede det.
Måske var det som at være i hendes nærvær? Nej. Det var af andre årsager at det bekendtskab var behageligt...
"Hav det godt til vore veje krydses igen" bød han hende med et kort buk, for dernæst at forlade altanen med et skjult smil på læben. 

Reina bukkede selv let for Valkar. Ærgerligt talt var hun ikke så sart omkring hvilken te hun drak, det var alt efter hvad de havde på lager, men nu var det heller ikke fordi at Isari katedralen ikke vidste at kunne lavet noget udsøgt te med de urter der groede i tempelhaverne.
"I lige måde, Valkar," svarede hun blidt, og så ham forlade balkanon. For en stund lød hun bare sig selv stå herude, og nyde den friske luft, inden at han begav sig ind til festen endnu engang, og måtte acceptere de hårde blikke hun udentvivl ville få endnu engang.