Hvis øjne kunne dræbe. Den store trold, hvis skygge havde sendt et signal af chok igennem ham, var intet mindre end ren fup med skyggerne. Og som han tænkte over det, forbandede han sig selv for at være faldet for tricket! Trolde kom ikke ind i hovedstaden! Hvordan kunne han havde været så dum! Han sad stadig halvt dækket af tøjet, mens han kiggede surt op på pigebarnet fra skyggerne. Den lille lede..! Han var så tæt på at snappe ud efter hendes finger i det hun knækkede sammen af grin! Han var en højtstående byvagt! Ikke en sød ninkaninus!

En smule besværligt fik ham møvet sig ud af tøjet, og satte i sprint efter hende. Et hoppende spring, kendetegnet for kaniner og deres store bagben, men langsomt gik det ikke. Han havde efterhånden affundet sig med hvordan benene fungerede. Bigwig mimrede med snuden som han fortsat kunne høre pigen grine, og havde man kunne se hudfarve, ville han efterhånden havde nået en arrig tomatrød. Bigwig kunne ikke helt finde ud af om det var heldigt at hun grinte højlydt, eller om det bare gjorde situationen endnu mere pinlig.

Det var først, som uopmærksomheden fra hendes sidde satte en stopper for den sjove leg. Bigwig var ikke den eneste byvagt på arbejde denne aften, og heldigvis kendte disse to til Bigwigs... tilstand. Det gjorde ham imidlertidig ikke mere munter at kigge på, men mere hidsigt stampende, som de fik hende stoppet, og han var parat til at eksplodere i skæld ud. Det måtte vente til han havde fundet sit tøj og vejen frem til kashotten igen. Det her skulle hun få sig en opsang for!

Maralinda kunne ikke lade være med at se tilbage på kaninen som hun løb til trods for at det holdt hende grinende og sænkede hendes fart. Det var simpelthen for komisk at blive jagtet af det lille plussede væsen gennem hovedstadens mørke gader.

Eller det var komisk til hun drejede ansigtet fremad lige tidsnok til at slå hælene i, men ikke tidsnok til at undgå sammenstødet med den ene af de to byvagten der i det samme var svunget om hjørnet fra nabogaden. Hans hånd greb instinktivt fat i hendes arm og forhindrede hende i at tage en tur bagover, men det betød så også at hun ikke bare kunne stikke af. I stedet så hun op på ham med store forskrækkede øjne og uskyldigheden tilbage oppe og dækkende over alt. "Wauw! Du er stor!"
Han så ned på hende, så ned på kaninen, før han så tilbage på hende med rynkede bryn. Så vendte hans blik tilbage til kaninen, før det endeligt fandt hans partner spørgende. Denne trak på skulderen. "Han kommer vel med en forklaring når han bliver sig selv igen." Den anden nikkede let, gjorde så kort honør for kaninen og henvendte sig direkte til den. "Vi tager hende med tilbage på stationen, sir. Intet problem." Med det drejede han rundt uden at slippe taget i Maralinda og de begav sig mod stationen uden at forhaste sig.

Maralinda lyttede til dem som de gik, men gjorde intet væsen af sig. De virkede til at have slået hende hen som uskadelig og tøjelig nok til at grebet om hendes arm blev løsnet. Alligevel fulgte hun med, mens hun lige så let skubbede til den irriterende følelse af en kløen der fik vagten til at slippe hende helt for at gnide sig over nakken.
En åbning for en vaks størrelse og en hun benyttede groft!
Til noget lagde sig om hendes fødder og fæstnede hende til jorden.
Hvorfor skulle hun altid være så uheldig? En byvagt med en reelt nyttig evne og ikke for doven til at bruge den? Hun trippede forsøgsvis lidt, mens hun betragtede jorden under sig og ventede på de to sneglede nåede hen til hende. Ikke at de så ud til at sætte pris på hendes stunt, men nu havde de da i det mindste gjort lidt for sagen!
...Og det lykkedes hende at gentage det to gange mere, før hun endte over en skulder for resten af turen til stationen.

Bigwig fortsatte sin jagt ihærdigt, selvom latterstrømmen virkelig skar ind i hans værdighed! En kanin med et tvært udtryk løb afsted, uden tanke for hvordan den skulle fange pigebarnet hvis hun blev indhentet, men det var også et problem til senere. Et problem der vidst aldrig blev aktuelt som andre fra byvagtens ressourcer syntes at ville troppe op på arbejde og udføre deres job! Næsen mimrede arrigt, som Bigwig i sin kaninform satte sig og stirrede surt på den nu tilfangetagede pige. Hans tvære blik flyttede sig til byvagterne og næsen mimrede endnu engang, som svar, inden han drejede rundt og i en løbehoppende bevægelse forsvandt ned af gaden de var kommet fra.

Det var simpelthen pinligt. Han forsøgte at bære det med værdighed som han endelig kom tilbage til hovedkvarteret, efter en brag kamp med sin koncentration. Alt for længe havde han siddet foran sit tøj og forsøgt at koncentrere sig om at genfinde sin egen menneskelige form. Alt for mange gange var pigebarnet grin blevet genspillet i hans sind og forhindret ham i at vende tilbage. Han var ikke ligefrem glad da han med et hårdt skub, smækkede døren op så den ramte væggen på den modsatte side. En smule arrig kunne man heller ikke undgå at se.

Han så ikke mere glad ud, som byvagterne først nu så ud til at være kommet tilbage. "Sig mig.. Hvordan kan to fuldvoksne kompetente byvagter, først være kommet tilbage så sent med et enkelt lille pigebarn i deres varetægt?!" Løjtnanten kom frem i den gamle mand, der ikke råbte, men talte meget bestemt og hårdt.

"I det mindste ved vi at det tager..." den forreste af de to byvagter gik i stå i sætningen, som han åbnede døren til byvagternes hovedkvarter og fandt Bigwig stående på den anden side. Den store mand havde da heller ikke miste det mindste af kaninens vrede udtryk - tænk at en kanin kunne se vred ud! - som han vendte sig imod dem. Den anden byvagt lukkede klogeligt døren bag dem og strammede grebet sigende om tøsens ben, før end han satte hende ned med en irriteret mumlen. "Og nu bliver du her." Forbistrede møgunge havde været ved at smutte fra ham igen selvom hun hang over en skulder!

Tonen de blev mødt med fik dem dog til at rette sig fuldt op og stramme grebet om Maralindas nakke. "Sir! Det lille bæst blev ved med at glide ud af vores greb og måtte indfanges igen." Som han svarede vidste han at det lød sløset, men i det mindste stod han ved de. De havde i det mindste lært noget om utilregnelighed og om at tage børn seriøse som problematiske. Maralinda så bare uskyldigt op på Bigwig med en lidt for tydelig gnist af morskab i de gyldenbrune øjne. "Men det er jo også svært at holde fast i sådan en lille størrelse som mig..." mumlede hun så de tydeligt alle tre kunne høre hende. Hun havde trods alt smuttet fra Bigwig også. Næsten to gange.

Det var slet ikke svært at se, at vagterne havde haft problemer. Bare det faktum at pigebarnet lå hen over skulderen som en pose kartofler der skulle slæbes frem til købmanden. Bigwig kunne ikke undgå at løfte et øjenbryn af dem. Meget sigende. Ligeledes alt for sigende hvor snedig den lille unge var! At være sluppet forbi ham, var ikke ligefrem et stolt øjeblik for den gamle byvagt - men han havde været ene mand. De havde været to! fire sæt øjne til at holde øje med én tøs! Han begyndte nærmest at puste sig op, ved at tage de beroligende indåndinger der ikke helt virkede.

"Det siger du ikke..." hans øjne fandt ned til pigen. De var hårde, utilfredse. Lidt som en skuffet onkel, der oveni det var blevet trådt solidt over tæerne og derfor var ekstra gnaven.
Pigens svar fik Bigwig til at bide tænderne sammen for ikke at smile. Irriterende unger med deres fine udtalelser af sarkasme der altid fik ham til at slippe en smule af autoriteten. Han rømmede sig, en smule højlydt og lagde armene over kors. "Kom nu ikke for godt i gang, stump. - skal vi prøve igen.. Hvad laver du ude på denne tid af natten?" denne gang var der ikke mulighed for at flygte. Og forsøgte hun, så var turen ind i en af cellerne ikke langt fra virkelighedens verden. Bigwig var blevet skubbet over kanten lidt for mange gange denne aften.

På begge sider af hende kunne Maralinda mærke hvordan de to byvagter rettede sig op og stivede sig af mod det møgfald de forventede ville følge deres indrømmelse. Hun havde været en håndfuld, men de var trænet til at kunne kontrollere den slags. En gang at hun var smuttet kunne tilgives, men tre? Det kunne dårligt forklares. Maralinda skjulte et smil. De skulle så også bare vide hvor meget hjælp de havde fået til at løsne grebene.
Så faldt den ældre byvagts blik på hende og blev der. Det lette udtryk han havde haft da hun mødte ham var væk og afløst af en hård utilfredshed, som hun kun mente at have fået fra Beon tidligere. Som om den anden var skuffet over hende så meget som irriteret. Anderledes.

Maralinda blinkede let og lod smilet falme lidt, som reagerede hun reelt på hans blik og slog sit eget ned. Hun kunne dog mærke som hendes bemærkning ramte hans sind og ændrede hans følelser en smule. Ikke meget, men bare en lille smule, der beviste hvordan han oftest var. Maralinda holdt dog sin magi for sig selv ud over dens sondring. At påvirke folk et så offentligt sted var bare for dumt.
Hans næste ord var tydeligt henvendt direkte til hende, så hun så op på ham med uskyldsrene øjne og alle smil gemt væk. "Jeg gik?" Noget i hendes stemme antydede at det burde have været åbenlyst for ham eftersom det var hvad hun gjorde da de mødtes - eller hun stod stille lige der, men gik så videre.

Bigwig havde aldrig været den bedste til at råbe eller give møgfald, men de var ikke i tvivl om når de havde dummet sig, de yngre byvagter. Det kunne fornemme det, og selvom de ventede et møgfald, var det ikke helt det de fik. Et bestemt blik, et skuffet blik var dog blandt det de blev mødt af, samt en smule hårde ord. I stedet fokuserede han på pigebarnet. han kunne tage sig af de andre senere.

Det var en opgivende lyd der forlod ham, en opgivende lyd blandet med et let grin. Nej, det kunne simpelthen ikke passe. Træt løftede han blikket, for i stedet at se meget mere opgivende ud, idet en velkendt lyd forlod en af cellerne længere inden. En gnækkende pigestemme. Fik de nu også hende vægget. "Du gik.. Ja, det bemærkede jeg." de andre byvagter som virkelig kæmpede, fik et strengt blik, alt imens Bigwig forsøgte at glemme at han selv havde ladet fasaden falde. "Du var ude efter mørkets frembrud, uden nogen grund. For at gå?.." uddybede han for til sidst at vende sig mod gangen ned til cellerne igen, da han mere eller mindre blev afbrudt. "Ude og gå i det skønne måneskin, oh søde løjtnant, vær nænsom" nogen morede sig kosteligt dernede, idet man kunne høre hvordan den pigede stemme fortsat grinte muntert. Bigwig havde i mellemtiden fået sig et noget mere anstrengt udseende. Han kunne ikke overskue to pigebørn på en gang.

Maralinda hævede blikket som en opgivende lyd fulgte hendes svar. Hvad havde han lige ventet hun ville sige? Hendes blik glimtede da også af bevidst ballade og vished om at hun stadig ikke gjorde hvad han ønskede. Hun var måske fanget ind, men på ingen måder mere end at hun stadig følte sig sikker på der var en vej væk igen.
Som hun fandt hans ansigt fuldt sluttede en anden stemme sig til dem. Afblødet af afstand og svagt rungende mellem stenvægge, men tydeligt morende sig over hvad sket i forenden af stationen. Så nikkede Maralinda bekræftende og sendte endnu engang uskyld op i sit udtryk. Ikke at det nok blev troet længere, men fordi hun kunne. Det gjorde da heller ikke munterheden hun følte fra de unge byvagter mindre.

Hun smilede op til ham. "Ja? Jeg var jo lige kommet til Dianthos, så..." Hun stoppede som hendes blik gled mod den nu nærmest syngende stemmeog så endnu engang på ham nu påtaget bekymret. "Piner i børn derinde? For så kan jeg virkelig godt..." Hun trak sig et halvt skridt baglæns, før to hænder lukkede sig om hendes overarme og holdt hende fast mellem de to unge byvagter.

Bigwig forsøgte virkelig at lade være med at tænke for meget på det irriterende indfald fra pigebarnet længere nede. Et pigebarn der var langt mere uskyldig af udseende og hvad ord der kom over dennes læber, end hende der stod foran hende nu..."Der er udgangsforbud i Dianthos. Hvilket jeg kunne havde ladet dig slippe med en advarsel for at have brudt. Men du stak af. Flere gange" ved det sidste kiggede han med et irriteret blik op på de to andre byvagter. Ja, hun var stukket af fra ham, men også fra dem. De var to!

"Hende? Nej, hun har bare en tendens til ofte at ruske trammer" brummede Bigwig og kiggede ned af gangen. "Hey!" Bigwig fik et krøllet smil hen over læben, som han måtte kæmpe lidt for ikke brød op i et grin. Han havde ikke helt lyst til at indrømme at han fandt hende morsom. "Noget siger mig, at du langt fra er så uskyldig som du giver udtryk for. Kald det en sjette sans, eller det faktum du fik forskrækket mig om til en pudderkvast" han kiggede strengt på hende. Hvis ikke han kunne få et fyldestgørende svar, eller noget familie til at hente hende, måtte hun blive her. Der var ikke så mange andre valgmuligheder.

"Ja... det gjorde jeg vist." Svarede Maralinda ham med den samme troskyldighed hun havde brugt det meste af aftenen, men som nu kun fik de to unge byvagter til at skæve let til hende og rynke brynene. De ville nok blive hærdede om nogle år, men for nu var de dejligt idealistiske i deres syn på alt for mange ting. Maralindas opmærksomhed var dog på Bigwig. Han var den som havde det afgørende ord her og ham hun havde drillet mest i løbet af de sidste timer. Måske blødhjertet af natur, men hun var rimelig sikker på hun havde krydset flere af hans grænser for hvad han kunne tolerere og overse. Især hvis hans blik til de to unge var noget at tage med.

På den anden side var hans reaktion på pigen i cellen. Maralinda skjulte hastigt sit smil over hans brummende ord og det øjeblikkelige svar. Det var bare så svært at gøre andet! Det hjalp dog lidt som han så på hende endnu engang. "Men jeg vidste jo ikke du kunne blive til en nuttet lille kanin! Og det var bare så fristende at sådan som du så rundt!" Hun havde ikke tænkt sig at fortælle hvad hun havde skræmt ham med, for det var et våben hun helst ville beholde for sig selv. Ikke så meget på grund af byvagterne, men pigen i cellen havde sat en anden mulig ende på aftenen i spil.

Bigwig kunne se mellem fingre med mange ting. Især gadebørn der på en eller anden måde havde sneget sig ind til at have en plads. Men det krævede at han var alene. De to andre byvagters tilstedeværelse, gjorde hans valg mere enkelt, og mere hårdt. Hun kunne ikke slippe afsted med det. Desuden, hvis hun bare var stukket af et par gange havde det været en ting, men det var den anden handling. Han var ikke sikker på hvordan filan hun havde gjort det, men det pyntede rigtig godt blandt flugtforsøgende. Han kunne ikke bare lade hende gå.

Bigwig tog en dyb indånding, og selvom pigebarnet lød noget så uskyldig, kunne han ikke lade være med at få et lidt anstrengt udtryk. Han kom til at skulle leve med denne kaninforbandelse resten af sit gamle liv. Det måtte blive hans død før eller siden. "Jeg spørger dig igen. Har du noget ansvarligt familie der kan komme og hente dig her, eller er vi nødt til at vente til morgengry?" ikke på vilkår om han lukkede hende ud for at vise vej nogensteder hen! Næ, klog og skadet. Men kunne han hente nogen der havde en smule fornuft mellem ørene. Ellers måtte han sende hende ned i cellen til den rapkæftede tøs.

Havde hun noget ansvarlig familie der kunne komme og hente hende? Ja, så bestemt, skønt ingen der var i nærheden - heldigvis! - og ingen der ville gøre det på en måde den ældre byvagt ville se positivt på. Familie var bare noget andet for hende og ikke noget hun havde lyst til skulle komme og hente hende noget som helst sted! Hun lod sig dog ikke mærke med de tanker der fór gennem hovedet på hende, men så i stedet på ham med det troskyldige blik, der ikke havde så stor virkning mere.

Hvad hun så i hans blik fik hende til at se ned. Delvist fordi det passede til rollen, men så sandelig også for at skjule et begyndende smil til hun fik det fortrængt. "Nej, sir. Jeg har nok ikke rigtig noget ansvarlig familie...." Det var ikke engang løgn, skønt det var grov nok en udtalelse til at sikre hende et blik fra den ene af de yngre byvagter. Det kunne trods alt både betyde hun ingen familie havde som at hun ikke fandt dem ansvarlige.
Så hvede hun blikket og så spørgende på Bigwig. "Betyder det du ikke vil lade mig gå, før det bliver morgen?" Det kunne jo være han ville det der og at han glemte den der trussel om børnehjem og andre komplikationer til hendes besøg i byen.

Bigwig tog en dyb indånding og lukkede det ud i et træt suk. Det var da typisk. Ingen de kunne hente. Hvis pigebarnet overhovedet havde noget familie. Men de var nødt til at fortsætte deres patruljer. For at fange flere der var ude efter mørkets frembrud, så frem der var nogen der.
"Det betyder det desværre, min pige. Jeg kan ikke lukke dig ud i natten bare sådan uden videre" og det var ikke engang sikkert at han kunne lukke hende ud når morgenen kom. Faktisk ville det være fordelagtigt hvis hun kunne blive hentet. Ligesom at pigebarnet der allerede var til stede i en celle, ofte blev hentet af en af bordelhusets ansatte. Påstående at være hendes moster.

"Din familie må hente dig i morgen" bekendtgjorde han fast og kiggede på de to mænd. "Sæt hende ned i en af cellerne" Bigwig gjorde klar til at gå tilbage ud af døren, da en stemme afbrød ham. "Men Sir. Der er ikke flere celler ledige" Bigwig stoppede og så endnu engang umådelig træt i. Han kiggede ned af gangen træt. "Urgh... Sæt hende ind til krøltop. Det er nok det sikreste valg" hvorfor havde han sådan en grum fornemmelse af at det ikke var sandt.

Maralinda bed sig i underlæber, som hun så op på Bigwig med store skuffede øjne. Hun havde jo sådan set nok vidst det ville ende der, men af den grund kunne hun jo godt trække ham lidt i hjertestregene også. Manden var simpelthen for god af sig, når han stadig sendte varme følelser i retning af hende efter de numre hun havde spillet ham i aftenens løb.
Så nikkede hun let med et indvendigt suk. Det betød trods alt hun nok skulle igennem snakken en gang til den næste morgen og derefter finde en vej væk enten fra byvagterne eller det børnehjem de overvejede at sende hende på. Hvis ikke hun blev der et par dage og fik samlet lidt energi sammen. Det havde været en lang tur trods alt og hun var træt af frygt som eneste mad-form.

Hun skævede til siden da en ny stemme blandede sig og det med noget hendes første bekendtskab så meget lidt begejstret ud for at høre. Hans konklusion var dog ved at få hende til at le, men hun holdt det mesterligt nede og gemt væk. "Hende der lød til at blive pint?" Hun så spørgende op på ham, som hun lige så stile gled ud af de to yngre byvagters greb og tog et skridt væk fra dem. De var så fantastisk nemme at manipulere med, når det var med så små ting som hun havde gjort her.

Bigwig vidste godt at hans hjerte var alt for blødt overfor dem. Gadebørn eller børn generelt. Det var svært andet. De levede et hårdt liv og var jo børn! Ligemeget hvor mange gange han sendte dem på børnehjem hjalp det intet. Specielt når børnehjemmet ikke gav nogen former for trygge rammer. Det var noget som snart burde blive taget op. De rigere rækker kunne ikke blive ved med at ignorere dem.

"Ja, hende.." kom der træt fra ham, som hun gled ud af de andres greb. Han var efterhånden ved at have forbedret sig på at pigebarnet var snedig og kunne snog sig omkring de fleste med sin uskyld. Han ragte ud efter hendes overarm og lukkede hånden derom. "Og hun bliver ikke pint.. Det gør du heller ikke" selvom hun forsøgte at stikke af. De to andre så forskrækket på deres løjtnant der var gået hen til dem for at tage fat i pigen der var gledet ud af deres greb. De havde forhåbentlig snart røde øre.

Han trak hende med sig ned, til cellen hvor der sad en femtenårig pige med brunglødet hud, stort krøllet sort hår og en noget tilbagelænet persona. Generelt så hun ganske afslappet ud. Bigwig overvejede endnu engang om det her var nogen god ide, inden han måtte se sig overvundet af manglende plads, åbnede cellen og puffede pigen ind, med et par bløde puf. "Det er kun til i morgen" det strenge blik blev sendt til krøltoppen, der var begyndt at rette sig op, for at kigge på den nyankommende.

Det ene skridt tilbage var alt hun nåede før Bigwig havde fat i hendes overarm og et udtryk der talte for at han ikke slap hende før han kunne smække en dør bag hende og låse den forsvarligt. Ikke noget helt rart blik at modtage, men Maralinda gjorde det og lod  et lille drillende glimt ramme sine øjne. Han havde vel ikke troet hun bare ville stoppede forsøg sådan uden videre? "Sikker?"Hun så alt andet end overbevist ud. Noget som altid gav et stik til retmæssige folk, der ikke helt brød sig om at deres side brugte den slags metoder også.

Hun gjorde så til gengæld ikke modstand som han slæbte af med hende. Fulgte ham bare stille, som hun tog omgivelserne ind. Hun havde besøgt nogle fangekældre gennem årene og de havde alle sammen noget ens over sig. Arresten var så anderledes end det og det fik hende til at smile let. Til en celle blev åbnet og hun efter et øjeblik fik et skub ind. Maralinda vendte sig mod ham og så op på ham med store, bedende øjne som hun var kommet helt ind. Det holdt dog kun til hun åbnede munden. "Må man overhoved spærre børn inde bare fordi de får en til at gå i kanin-form?" Hun tog dog hurtigt et par skridt baglæns og væk fra cellens åbning. Voksne kunne være noget uberegnelige. Resten af hendes opmærksomhed var ved at samle sig om den anden i cellen, men for nu udgjorde den anden pige en mindre trussel end byvagten hun provokerede.

Det var egentlig afsindigt kedeligt. At sidde her i en celle og vente på at natten engang blev færdig så hun kunne komme ud igen. Det forbandede udgangsforbud havde nuppet hende en gang for meget og det var nok begrænset hvor meget mere hendes moster gad hente hende der. Dertil når søde moster ikke blev dømt til at være særlig troværdig i nattetimerne. Lystdamer havde ikke det bedste ry når det kom til stykket.

Aftenen så dog alligevel ud til at havde saget en morsommelig drejning. Maya sad godt tilbagelænet på den ene briks i rummet og havde allerede bidraget med sine kommentare, og ellers holdt et roligt morende smil på læben.
Et smil der kun blev bedre, som pigen blev ført ned af gangen og vildmandens velkendte ansigt kom frem. Hun sagde ikke noget, men kiggede blot fra den ene til den anden, som pigebarnet blev skubbet ind. Hendes ord fik dog Maya til at grine halvkvalt, som hun faktisk tog sig tid til at holde sig fra munden. "Kanin-form? Løjtnant, er der noget du har glemt at fortælle?" grinede hun muntert, og gjorde ikke antræk til at flytte sig. Hun kunne ikke slippe ud alligevel. Noget der blev bekræftet som cellen ret hurtigt blev lukket til igen.

Bigwig sukkede træt og sendte hende et blik som svar. Ja, han var hundrede procent sikker i sin sag, nej der var ikke nogen der kom til at pine eller plage hende. Ikke så længe de var herinde i hvert fald. Selvfølgelig var krøltoppen utilregnelig, men hun slog normalvis ikke på sine cellekammerater. Det lød i hvert fald ikke til at de kendte hinanden.

Hvis Bigwig havde haft muligheden for at synke i jorden, selv samme sekund som pigebarnets spørgsmål havde forladt munden, havde han gjort det. Blikket låste sig med krøltoppens morende blik og hånd for munden, og derefter dalede ned til pigen der var trådt ind i cellen. ".... Det vedkommer ikke sagen" det var tydeligt at se at den gamle mand var ved at være godt og grundigt gnaven. Han sendte krøltoppen et hårdt blik, ikke villig til at give en kommentar, men var nu velvidende omkring at hans hemmelighed snart var over stok og sten. Han kunne ikke afholde dem fra at snakke, eller dele den lille søde hemmelighed. Men oh ved gud hvor ville han ønske. "Godnat, tøser" knurrede han lavmælt, som døren blev lukket i og låst. Herefter var det bare om at komme ud igen. Væk fra arresten, væk fra pigebørnene med skumle planer, og forhåbentlig snart hjem og sove! Han kunne snart ikke holde til mere

//out.

Maralinda kunne ikke andet end lade sin latter følge den anden piges ord, da denne tydeligvis fandt den nye oplysning særdeles morsom. Hvem ville ikke det, når de fandt ud af at vildmanden foran dem kunne forvandle sig til en nuttet lille pelstot og gjorde det ved forskrækkelser? En fristelse Maralinda skulle bekæmpe for ikke at lade sig rive med af og gentage forsøget. Nok havde han smidt hende i arresten og ikke virket alt for nem at løbe om hjørner med, men hun var rimelig sikker på hun ikke ønskede at se ham virkelig gal i skralden.

I stedet for at forfølge tanken, trådte hun endnu et skridt tilbage og væk fra Bigwig, som han synligt ikke glad for hende for søgte at lukke snakken, smækkede døren og gik. Så lidt havde hun vist ramt en nerve. Upsi dupsi. Smilet hang stadig på hendes læber som hun vendte sig helt mod den anden og lod blikket glide undersøgende over hende. Vildt, krøllet hår og et ansigt i folder der skreg om ballade var det mest prægende i tankerne. Et lovende nyt bekendtskab. "Han er da også så nærtagende." Maralinda lod sig synke ned på bænken.

Han var da ikke så lidt anspændt, som han gik fra dem i et nærmest trampende tempo. Maya løftede et øjenbryn at rettede sig bedre op i sin henslængte tilstand på briksen. Men den kære Bigwig så ikke ud til at han gad at snakke eller bruge mere tid på dem. Mest af alt lysten til at forsvinde var nok den mest gennemtrædende tilstand hun bemærkede.

Maya fandt den nye oplysning interessant, men lige nu var hendes nye cellekammerat mere interessant. En pige som hende selv, nok ikke megen aldersforskel hvis hun skulle bedømme af udseende. Noget hun naturligvis gjorde. "Mon ikke. Hvad har du dog gjort for at pisse vildmanden af – for ikke at tale om, Kanin? Virkelig?" grinede hun afslappet og lænede sig tilbage igen på ny. Hun havde ud fra første øjekast allerede bestemt sig for at den nyankommende ikke var farlig.