"Du kan- du kan få mad fra køkkenet?!" Udbrød Keeran overrasket. Han vidste at det var fedt at være med i Lysets Hær, men han havde aldrig tænkt på at de fik mad som en del af deres løn. Nu var han bare endnu mere opsat på at blive en del af den.

"Du er vidst den sødeste pige jeg kender, Joanna, tak," svarede han hende, da hun sagde at han ikke skyldte hende noget, og han smilede i hele hovedet til hende. "Men jeg vil også gerne takke dig, ikk. Er der ikke noget jeg kan gøre for dig? Måske heale dine skader engang imellem eller noget, det koster ikke noget for nogen af os?" Keeran ville helst ikke stå i gæld til en kvinde og desuden ville han gerne tage sig godt ud foran Joanna.

Joanna kunne ikke lade vær med at grine lidt som Keeran lød helt overrasket over at hun kunne få mad fra køkkenet. At være lysets kriger var virkelig ikke helt slemt. Der var mange goder, men det var også et farligt job, så det gav mening at man måtte give krigerne lidt ekstra.
”Det er virkelig ingen årsag,” sagde hun, KEeran havde åbenbart allerede noget med at kunne gøre hende forlegen ret hurtigt.  Forhåbentlig ville det blive bedre jo mere tid de bragte sammen. Joanna skulle nok bare vænne sig til at være omkring venner igen.

”Okay…. Du kan få lov til at heale mig hvis det går galt,” sagde hun så endelig med et lille smil på hendes læber. Forhåbentlig var det nok til at han ikke følte at han skyldte hende noget. For Joanna gjorde det virkelig ikke for at få noget igen. Hun ville bare hjælpe.

"Det er en aftale nu. Bordet fanger," svarede Keeran med et bredt grin og skyndte sig at sige sådan, for at sørge for at Joanna følte sig forpligtiget til at tage imod hans hjælp, når nu han havde brug for hendes.

"Hvor skal jeg smide alt det her hen?" Spurgte han, efter at have samlet alt det, Joanna havde fundet frem til dem, sammen i en bunke, som han holdt i armene. Han skulle jo hjælpe hende med at rydde op. Han stønnede af smerte, da han fik brugt nogle af sine ømme muskler og skyndte sig at sige noget mere, for at dække over sit brok; "Og... øh... Er det en fastsat aftale, i overmorgen? Samme tid?" spurgte han med et smil, der var mere genert end han ellers havde været indtil videre, fordi han havde det svært ved at bede om hendes hjælp igen, også selvom hun allerede havde lovet ham den.

Joannas øjne blev lidt store, men hun kunne ikke stoppe fra at smile lidt større. Det var ikke fordi at hun havde noget imod at have sådan en aftale med Keeran, men det var lidt underligt at han ønskede det fra hende. De fleste ville tage imod gratis hjælp uden at tænke over det, selvom der var flere der ikke synes at kvinder kunne være ligeså gode kæmpere. Det var helst noget hun ikke ville tænke på.

Hun blev i hvert fald revet ud af sine tanker som Keeran spurgte om hvor tingene skulle hen og om deres aftale stadig var på for i morgen.
”Selvfølgelig. Lad mig tage noget af det der,” sagde hun, og før at Keeran kunne prostere tog hun halvdelene af tingene før at hun førte frem til deres ’redskabsskur’. ”Vi kan også altid se på om du også ønsker at træne nogen af aftenener, så det ikke kun er når vi begge har fri her om morgenen. Jeg er sikker på at vi begge to har varierende skeamer på det punkt.” riget sov aldrig, og Joanna blev nogengange sendt på missioner i weekenderne, og Keeran kunne sikkert også blive kaldt ind i healerhuset sådan nogle dage.

Keeran forsøgte at vende sig om, væk fra hende, så Joanna ikke kunne fat på tingene i hans arme, men han var for langsom og hun fik fat på halvdelen alligevel. Han slog med tungen af hende, men brokkede sig ellers ikke. Han var lige ved det, men kom heldigvis i tanke om, at han ikke kunne sige noget om at det var for tungt for en kvinde at bære, når selvsamme kvinde lige havde slået ham til plukfisk i en træningskamp. Hvilket forresten havde været lidt hot.

"Pis, ja," udbrød Keeran da han kom i tanke om sit varierende skema. "Jeg har ikke sådan, faste vagter. Eller, de giver mig mine vagter en måned før, men jeg har ærlig talt lidt svært ved at huske hvilke dage jeg har dagsvagter og hvilke dage jeg har nattevagter. Men i overmorgen kan jeg i hvert fald godt samme tid. Så kan jeg.. øh.. tage en kopi af mit vagtskema med? Så kan vi finde ud af noget de andre dage?" Han var lidt usikker i tonen da han spurgte, fordi han virkelig ikke brød sig om at være til mere besvær end han allerede følte at han var.

Samme fordomme gjaldt bare heller ikke på en som Joanna, ikke at Keeran overhoved havde opdaget sådan nogle ting endnu, og hvis Joanna havde noget at sige om det, så ville han aldrig opdage det, men verdenen gik sjældent efter hendes hoved, lidt af en skam virkelig.

Joanna var dog ikke bekymret for hvor besværgeligt det kunne være for Keeran. Selv havde hun ofte aftenerne fri. Noget med at de foretrak at mændene gik patrulje der. Desuden var der heller ikke ligeså mange på vagt der, og der var da nogen natteugler der foretrak vagterne der. Joanna var en af dem der var mere tilbøjelig til at skulle møde ind mellem 4-6 om morgenen, fordi hun kunne stå op så tidligt.
”Det lyder som en god ide. Mine egne vagter er nogenlunde stabile, men det hænder at vagtplanerne bliver lavet om desværre,” indrømmede hun. Selvom hvis hun havde en aftale, så måtte hun jo sørge for at de ikke lavede om på hendes vagtplaner den dag.

"Så har vi en aftale!" Fastslog Keeran begejstret. Han var virkelig glad for at høre at Joanna havde nogenlunde stabile vagter og at hun lød til oprigtigt gerne at ville træne med ham oftere.

"Så, ømh, så går jeg hjem nu. Men vi ses jo. Lige om lidt." Han smilede til hende, lidt genert denne gang og bed sig i underlæben, imens han skævede væk. Han havde fået bank i dag, men han følte også at han havde lært meget og oven i købet fået en ny ven samtidig. Det gjorde ham så glad at han næsten ikke kunne være i det.

"Jeg glæder mig allerede," fortalte han hende og inden hun kunne nå at svare ham, løftede han en hånd i et farvel og gik hjemad.