Der var ikke meget romance over det, der skete næst, ikke noget smukt, bare dyrisk lyst og fysisk tiltrækning. Sådan som Ileana bedst kunne lide det. Tøj blev skubbet rundt med, hud blev fast kærtegnet og hendes ryg skubbet op i mod gydens ene mur. Nydende, dæmpede støn gled over hendes læber og hendes negle borede sig ned i hans kolde, døde hud. Loke. Skønne Loke, der åbenbart kunne gøre noget ved hende, som ingen andre kunne. For et øjeblik glemte hun alt om sine ønsker for ham, om lysten til at slæbe ham med hjem og få sin hundehvalp tilbage, hun glemte hele verden, som alting handlede om nuet. Og hvilket intenst nu.

Også forpustet havde Ileana lænet hovedet tilbage mod muren, mens hendes ene slanke hånd kærtegnede hans nakke. Det lille kys og de efterfølgende ord fik et lille smil frem på hendes læber. Åh, han var så kær. Stadig så uskyldig. Hun skubbede hovedet frem og gav ham et lille nap i øret med en spids tand.
”Det ved jeg.” Hun gav ham ikke de samme ord tilbage. Hun kunne sagtens lyve og sige dem, det havde hun gjort før, men lige nu føltes det ikke… passende. Måske senere, når hun var mere sikker på, hvor hun havde ham.
For et øjeblik hvilede hun lidt ind i mod ham med hovedet på hans skulder, indtil hun endeligt skubbede lidt til ham, så hun kunne komme til at rette på kjolen og se lidt ordentlig ud igen. Hænderne fandt derefter vej til hendes hår for at tjekke efter, at fletningerne holdt.

”Jeg har en hest stående i udkanten af denne… by. Manden jeg opstillede den ved, har en hest, han vil sælge. Vi kan nå et stykke, inden solen kommer frem.” Hænderne faldt, som hun konstaterede, alt håret sad som det skulle. De blå øjne var tilbage til deres sædvanlige mere følelseskolde selv.
”Jeg bor i en hytte i Azurien, ud til kysten. Der er et par nætters ridt.” Hun stillede slet ikke spørgsmål ved, om han ville med. Det tog hun som en selvfølge efter det, der lige var sket. Han kunne ikke bare blive her.

Loke stillede sig naturligvis tilbage så hun kunne rette på sit tøj og hår som hun nu gjorde, når deres udflugter skete på mindre pasende steder. Det følte så naturligt, som om at de ikke havde været separeret i 300 år. Der kom dog stadig en vis panik i ham, den var ikke til at se dog, da hun forklarede hvor de skulle hen næste gang. Igen var han dog blot forvirret over disse følelser, og han var ikke sikker på hvad han skulle gøre ved dem, men for nu måtte han ikke gøre andet end at følge Ileana til hans nye liv. Livet i Azurien med hans skaberinde, hans elskede, selvom hun gav han uro i kroppen. Som om at der var en tikkende bombe som bare ventede på at springe.

”En hytte?” var det eneste spørgsmål der kom ud af Lokes mund. Han var stadig lidt salig efter deres tidligere omgang, og selvfølgelig var han stadig påvirket over at Ileana i det hele taget levede. Det kunne godt være at han var den trofaste hundehvalp der fulgte efter hende, som var hun det eneste i verdenen, lige nu, men det var kun et spørgsmål om tid før dette nok ville ændre sig.

Ileana sendte ham et lidt skarpt blik, som han blot spurgte dumt om hytten. 
"En jagthytte. Jeg låner den." Ingen grund til at gå i detaljer om "lånet" af hytten, siden Loke nok ikke ville kunne lide hendes betalingsmetode. Den gamle mand, der havde den, var mere end lykkelig for at låne den ubrugte bolig ud for lidt... kærlighed. Det var det værd, der fulgte endda to tjenestefolk med.
Efter det lidt irriterede svar, tvang hun et smil frem og tog ved hans hånd, som hun gav et klem og derefter blidt hev i.
"Kom nu med. Vi kan snakke, mens vi rider." Hun trak ham med ud på gaden og fortsatte i samme retning som før, ned af den stejle vej, uden at slippe hans hånd. Hun havde af en eller anden grund ikke lyst til at slippe ham, som ville det give ham incitament til at begynde at protestere og bestemme sig for ikke at ville med hende. Hun havde stadig en urolig fornemmelse over ham, trods den lidenskabelige akt, de lige havde begået i gyden. Der var ingen tvivl om, at hun måtte holde et godt øje med ham fremover.

I udkanten af byen havde hun opstaldet sin hest ved en mand, hun før havde gjort det ved. En etbenet mand med næsten ingen tænder, men han var god med heste og havde endnu ikke forsøgt at snyde den kønne Mylady. Denne gang trak han en anden hest frem også, en lettere tynd sag, der ikke så ud til at have mange kilometer tilbage i sig, men manden holdt på, at den nok kunne klare turen til Azurien. Efter en let trussel om at skære halsen over på ham, hvis hesten kollapsede inden de nåede halvvejs, betalte hun han et par safirer for det gamle øg.

Og nu startede turen hjemad. Og Ileana slap ikke Loke af syne for et eneste øjeblik. Hverken når de sov på kroer eller fandt mad på gårdene på turen.

Loke var måske lidt opmærksom på at holde sin mund lukket med dumme spørgsmål nu når han var omkring Ileana. Hendes lunte var trods alt rimelig kort, selvom det var fra ham af alle folk ordene kom fra. Det fungerede også fint i starten. Han ænsede dårlig nok manden de købte hesten af, og satte sig bare op på den, og red afsted sammen med sin elskede.
Den første dag var til at overkomme. Han var stadig høj på det der var Ileana, men allerede den næste dag var der en ændring i hans adfærd. Han var ikke surmulende, eller bitter, som man måske ville have forventet efter hans opførsel i kroen. Nej, han var i den grad snakkesalig. Han snakkede om alt mellem jord. De sarkatiske bemærkninger var der heldigvis langt mellem til at starte med.
Jo længere de var omkring hinanden, jo mere sarkasme sneg sig dog ind i Loke. Der var mere af den mand han var blevet, der sneg sig ind i ham, og selv ikke Ileanas skarpe blikke kunne dæmpe det, men uanset hvad han sagde, så fulgte han stadig trofast med. At være Ileanas slave var ikke noget der helt var aftaget endnu trods alt, og Loke så frem til et liv med hende, uanset hvor underligt det måtte lyde.