Kaliyah sad lidt og tænkte over forslaget, og endnu engang gjorde Ryuu sig opmærksom på sig selv. ”Lad vær Kali… du ved at ingen er til at stole på i denne her verden,” selvom stemmen var kraftig og bestemt, var der næsten også et hint af tristhed at finde i stemmen. Ryuu var også lidt blevet påvirket af at blive afvist på denne måde, som de havde været udsat for i årevis nu. Som drage havde det ikke været et problem, men når man var i noget der mindede om en menneskekrop og måtte se på Kaliyah navigere den hårde verden, så græd Ryuu også lidt for hende. Nogen gange havde han bare lyst til at brænde det hele ned, bare så ingen kunne fornærme dem igen.

”Jeg… jeg tror det er mit bedste bud,” indrømmede hun og kunne høre et dybt tungt suk fra Ryuu. ”Jeg kan i hvert fald ikke blive heroppe nordpå. Det er simpelthen for koldt.” hun kunne stadig mærke kulden, men varmen fra bålet hjalp i den grad på at hun følte sig mere tilpas.

Drakhans magi kredsede stadig om Kaliyahs sind. Den pressede sig ikke direkte på, men ventede, roligt og tålmodigt på at opdatte en hver, lille tanke, der kunne fortælle hende mere. Den dybe stemme i hendes sind havde ret - man kunne ikke stole på nogen. Det havde Drakhan selv bitre erfaringer med, og var en af årsagerne til han befandt sig her - langt ude i ødemarken. At kvinden med det mystiske, delte sind heller ikke helt kunne stole på ham, var dog også ganske sandt. Han havde endnu ikke besluttet sig for, hvad han ville stille op - måske ville han bare sende hende sydpå, men ikke før han vidste hvad der gemte sig i hendes hoved..

"Varm dig og spis færdigt." Sagde han med et nærmest kommanderende tonefald. Han begyndte at samle nogle enkelte genstande sammen for at gøre klar til at tage af sted. Det ville nu blive meget rart at strække benene lidt..

Selvom Ryuu ikke lagde låg på hvor utilfreds han var med situation, kunne han ikke benægte at det var rart for dem at få noget at spise og blive varm igen, for selvom Ryuu ikke styrede kroppen, så havde kroppens velbefindende indflydelse på ham. Jo mere kød og varme, jo bedre havde han det trods alt.

”Tak,” mumlede hun og sendte et lille smil til Drakhan, før at hun forsatte med at spise af sin noget kedelige mad. Men det var trods alt mad, så det kunne ikke brokke sig over.
Hendes øjne fulgte dog Drakhans bevægelser rundt i lejren. Hun tvivlede på at han ville fodre hende og så dræbe hende, men det skadede aldrig at være på mærkerne, selvom hun mest af alt havde lyst til at lægge sig tæt ind på ilden og sove.

Drakhan ventede, mens hun færdiggjorde sit kedelige måltid. Han gik lidt rundt i lejren og samlede et par få genstande, heriblandt en lille pung med krystaller, til at tage med til landsbyen. Det var ikke ligefrem den største pengebeholdning, og hans tanker gik automatisk til bankboksen i Rubinien, der indeholdt en gevaldig sum. Hvis han blot vovede at tage tilbage, men Rubinen lå så tæt på Kzar Mora..

"Følg med." Han lod Kaliyah komme på benene, mens han selv begyndte at gå i retning af landsbyen efter at have slukket bålet. Resten af lejren lod han stå - der var ikke noget af værdi her. 
"Fortæl mig om det sted, du kommer fra." Sagde han, som de begyndte at gå, hans tonefald lettere kommanderende. "Er der mange af din slags, der?" Her hentydede han naturligvis til halvdyrsdelen, som hun tidligere havde nævnt, selv om hendes sind lod til at røbe, at det ikke var helt sandt..

Der var stadig noget af en uro i Kaliyah, hvilket ligeså godt kunne have været Ryuus følelser omkring denne situation de stod i, men lige nu var Drakho hendes bedste bud på at overleve, uanset hvor lidt hun havde lyst til at sætte sin skæbne i en anden mands hænder.
Tankerne hvirvlede inden i hendes hoved, da Drakho begyndte at spørge ind til hvor hun var fra. Bekymringer om at fortælle hvor det præcist var hun var fra, og at hun ville røbe hvem hun var, og at hun i det hele taget ikke var født sådan her. Alligevel måtte hun prøve at holde sig selv sammen og forsøge at være civil.

”Der er nogen...” startede hun så ud med, forsigtigt, mens hendes hoved prøvede at komme med de oplysninger hun kunne give ud, uden at sætte sig selv i en mere problematisk situation. ”Men det var som de fleste andre byer nede Sydpå, en meget blandet befolkning, selvom mennesker vidst er dem der var flest af.”

Han havde aldrig set en skabning som hende i syden. Men så igen - han var heller ikke interesseret i selv at røbe, at han kom derfra, og derfor kunne han ikke beskylde hende for en løgn. Det irriterede ham. Hans tålmodighed var ved at slippe op - han ønskede at finde ud af mere om hende, men var træt af at gå som katten om den varme grød.

Et stykke tid var han derfor stille, mens han ledte hende af sted gennem nordlandet i retning af landsbyen. Det var lidt af en gåtur, men en god måde at få varmen på - og ude i horisonten begyndte man så småt at kunne se røg stige til vejrs fra nordboernes ildsteder. De nærmede sig landsbyen, og Drakhan havde stadig ikke fået flere svar.
Han stillede sig ind foran hende - spærrende den videre vej:

"Du har en stemme i dit hoved. Noget jeg ikke har hørt før." Afslørede han. "Hvad er det? - Lyv ikke for mig, jeg er i stand til at læse dine tanker." Han stirrede intenst på hende - hans tonefald afslørede, at han ikke havde tænkt sig at finde sig i mere snakken om udenom.

Kaliyah havde det fint med at de gik i stilhed. Eller hvad Drakho ville regne for stilhed. For Kaliyah var der stadig stemmen i hendes hoved. Ryuu var ikke kendt for at være en still person og elskede at snakke. En uheldig del ved at dele tanker med ham. Man slap aldrig helt, men Ryuu var også blevet som et rart tæppe. Hun følte sig aldrig helt tilpas når han var stille.

Da Drakho stoppede hårdt op og stoppede Kaliyah i sin videre færd, måtte Kaliyah stirre lidt på ham. Mest af alt af forvirring over hvorfor han stoppede, selvom det blev hurtigt klart, som han nævnte stemmen. Ryuus stemme, og hun kunne mærke frustrationen men også frygten stige op i hende. Han havde kunne høre alting. Alt hvad de to havde snakket om, men alligevel havde han ingen ide om hvad det var i hans hoved. Hun måtte stoppe sig selv for at svare på det i blot tankerne.
"Hvorfor vil du vide det?" spurgte hun istedet for. Hendes krop var stadig kold, og hun var ikke sikker på at hun ville kunne vinde i en kamp i øjeblikket, men hvis det kom til det, så ville hun forsøge. Helst ville hun gerne undgå at det i det hele taget kom til det. Men han kunne ønske at sælge hende som et eksotisk eksemplar. Ville ikke være første gang.

Hun snakkede udenom - igen. Drakhan kunne mærke frustationen sige i sig. Troede hun virkelig, at hun havde en chance - her i kulden og ødemarken? Det var slut med at forsøge at spille venlig i håbet om, at hun ville afsløre mere - hans tålmodighed var sluppet op, og han fik ikke noget ud af det.

"Fordi jeg ikke forstår det. Normalt hører jeg folks egen stemme i deres hoved - men med dig.. du har et andet væsen derinde. Jeg vil vide, hvordan det er sket." Forlangte han, stadigt spærrende hende vejen. Hun skulle ikke forsøge at stikke af nu!

Kaliyah kunne mærke fortvivlsen og vreden vælde op i hende, i takt med at Ryuu blev vredere og vredere i hende. Det var nærmest som en lav knurren der sang inden i hendes hoved, og spredte sig til alle hendes lemmer og sind. Det var i hvert fald noget der påvirkede hende hurtigt.
Ilden greb fat omkring hende. Først indenfra, men så ud til finger og tå-spidser, og helt ud i vingerne. Endelig kunne mærke en hvis varme i sig igen, før at hun fremmanede ilden i hendes hænder. Ikke for at angribe, men det ville få de fleste til at bakke et par skridt væk i det mindste.

"Du... du forstår det ikke," kom det ud og hendes vejrtrækning var allerede hurtig og ukontrollérbar. Hun måtte komme væk. Hun kunne ikke klare endnu en forhøring. Ikke igen. Aldrig igen.
Vingerne bredte sig ud og med to store vingeslag, styrtede hun først op af, for derefter at flyve i den retning som byen eftersigne lå. HUn havde behov for varmere tøj og et lift ned sydpå. HUn vidste ikke hvor lang tid at hendes vinger ville kunne bære hende i denne her kulde.