Hvor rummet i forvejen ikke bød på meget indhold, gjorde hendes nuværende position - kravlende rundt på gulvet - det ikke ligefrem mere spændende. Det var da også så pokkers irriterende, at hendes ben ikke ville lystre hende ordentligt. Hun fik gjort et nyt forsøg, hvor hun med den ene hånd fik fat i kanten på briksen og langsomt kæmpede sig op i en oprejst position. Bevægelsen fik omgivelserne til at snurre omkring hende, og hun lukkede øjnene et øjeblik.

"plop". En umiskendelig lyd af en prop, der blev trukket ud af flasken, fik hendes øjne til at åbne sig igen. Hendes lilla blik fokuserede på Beon, og hun lod tungen fugte de grønlige læber. "Jeg troede ikke, at du var til den slags, englebasse." Sagde hun hæst, idet hun ivrigt rakte ud efter flasken og satte den for munden. Det brændte herligt.

En kravlende Asha var egentlig et ganske morsommeligt syn, omend han gjorde en dyd du af ikke at vise hvor meget det I realiteten morede ham. Specielt ved hendes noget bemærkelsesværdige forsøg på at komme op og stå på sine ben. Han grinede en let smule hæs latter ligeledes. Mest af alt fordi hans stemme endnu ikke helt var kommet sig over den smerte det havde påført ham at få sat vinger på den fine ryg. Han lod hende drikke, selvom det måske ikke var verden sundeste beslutning.

”Oh, du skulle bare vide” drillede han og lod sig dumpe ned på træstolen der nu var vendt væk fra det mindre skrivebord. Han sad mere eller mindre helt ude på kanten for at vingerne ikke skulle blive mast op af ryggen af stolen. ”Lange kedelige skriftruller bliver en smule sjovere med rom i årerne” og det var rigtig nok, selvom han mest brugte den bedøvende væske til at slippe for konstant at huske hvordan det var at få påført vingerne, og hvordan det var at få fjernet det gamle. Men han fastholdte den muntre tone, og holdte øje med at Asha ikke lige pludselig faldte sammen.

Asha sukkede dybt, nydende smagen af den stærke alkohol. Hun bestemte sig for, at hendes ben alligevel ikke kunne blive ved med at bære vægten, og lod sig tungt falde ned på den lille briks, flasken stadig i hendes hånd. Det lignede ikke, hun ville give slip på den igen, medmindre den blev taget fra hende.

"Så du sidder her for dig selv og drikker - uden at invitere mig?" Hun lagde ansigtet i skuffede folder, men havde stadig svært ved at holde et grin tilbage. Hun var godt klar over, at han havde haft det hårdt på det seneste, men hun forsøgte ikke at nævne det. I stedet løftede hun igen flasken til munden, før hun fortsatte, stemmen en anelse snøvlende: "Lad mig lige forstå. Hvorfor er det, du læser de skriftruller, hvis de er lange og kedelige?" 

Beon var faktisk helt imponeret over at Asha ikke var faldet i en snorkende fuldemands søvn endnu, taget i betragtning af mængden af alkohol hun havde indtaget og hvor dårligt hun stod på benene. Ben der havde givet op så hun i stedet sad ned på briksen, men stadig i fuld gang med at tømme flaskens indhold. "Jeg skal huske at sende en invitation næste gang" svarede han muntert tilbage. Ofte havde hun været ude på mission når han drak. Uden at fortælle hende det, så var sandheden at de fleste var hårdere mod ham hvis hun ikke var i nærheden. Han var efterhånden også klar over at nogen kaldte ham for hendes kæledække. Han var blevet kaldt meget værre igennem sin levetid.

"Imellem alt det lange og kedelige gemmer dig sig engang imellem guldkorn. Viden er også et form for våben. Knap så drabeligt i de fleste tilfælde, men det bedste jeg kan præstere" svarede han og morede sig over hendes snøvlen. "Desuden, kan jeg læse mange sprog efterhånden. Noget herren sætter pris på og udnytter. Han håber nok at finde noget gammel tabt viden på gamle biblioteker og ruiner, der kan hjælpe ham til sejr" og måske var de der, måske ikke. Men alt i alt fik Beon rigeligt med læsestof! Både af det grå og kedelige, men også af den mere spændende kaliber. "Der er også skriftruller om orker, deres klaner og forskelligheder - oftest våbenbrug og fremstilling" omend mange af dem var.. knap så pænt skrevet, men de var der!

Asha hvilede hovedet mod den hårde pude på briksen, stadig smånippende af flasken. Det var vældig rart at ligge ned - ikke, at hun havde tænkt sig at sove. Det var jo også Beons seng. Den kunne hun ikke bare tage fra ham, og de ville være nødt til at ligge vældig tæt, hvis de skulle dele.. hun vidste ikke helt hvorfor tanken om sidstnævnte, gav hende en spøjs fornemmelse i maven. Det måtte være alkoholen. Hun skulede mistænksomt til flasken og satte proppen på. Nok måtte også efterhånden være nok..

"Ah ja, du ved så meget englebasse." Gabte hun. ".. Hvor mange sprog kan du overhovedet?" Hun selv var kun i stand til at begå sig på krystalisiansk og orkisk - og hun havde ikke ligefrem det mest avancerede ordforråd på nogen af sprogene. Læse og skrive kunne hun heller ikke - det var kun ganske få orker, oftest shamanerne og de ældre, der ikke længere var i stand til at kæmpe, der lærte den kunst. 
"Om orker siger du?" Hun lagde hovedet lidt på skrå. "Står der noget om min klan?" Tilføjede hun, afslørende de kraftige tænder i et lille grin.

Beon smilede over hendes kommentar. Han vidste meget, men jo mere han lærte og fandt ud af, des flere dører åbnede der sig frem, med ting han absolut intet vidste om. Det var frustrerende, men på samme tid, vidste han også at han aldrig kom til at kede sig. Han ville aldrig nå til stadiet hvor der ikke var mere at lærer. Ikke i hans levetid i hvert fald. Beon var ganske realistisk hvad det angik. Han blev født som menneske, og ville dø som et. Og genopstå ville simpelthen være for ondt mod ham, selv hvis det var Zaladin selv! ”Et par.. stykker..” svarede han med et morerne smil på læberne. ”Ud over vores eget, kan jeg tale Elvisk og Orkssprog, selvom det sidste mere er til husbehov. Jeg har lært en smule aquariansk og Sylvan, men det er begrænset hvor meget det bliver brugt, andet end til når jeg læser.” deriblandt kunne han også læse oldkrystalliansk, men efterhånden mente han også at havde listet rigeligt med sprog op, taget hans alder og race i betragtning. Hans elvisk var ikke perfekt, og havde dialekt af bjergene. Noget i ham ville også gerne lærer at tale dværgenes bryske sprog, men dem kendte han i forvejen ikke mange af, og de lukkede sjældent fremmede ind i deres nærvær.

”Jeg har ikke læst så meget endnu. Orkers håndskrift er ikke den pæneste” Der var en drillende tone i hans ord og han smilede også til hende. At han ikke var nået så langt lå nok mest i at våbenbrug og ikke mindst fremstilling af disse, sjældent interesserede ham. Meget af det gik i forvejen gennem oplæring, så intet var helt fuldendt i sætningerne og meget inforstået. Mund til mund metoden var vidst stadig foretrukken og ligeledes brugt til deres historiske ting. Men som tiderne havde ændret sig var sharmanerne og de gamle vise, som de vist blev kaldt, været bedre til at nedskrive hvad de havde set og oplevet igennem deres liv. Ritualer var heller ikke unormalt at finde et nedskrevet afsnit om. Han rejste sig fra sin stol og gav sig til at kigge på en rulle af pergamenter, mest for at distraherer en tanke der havde ramt ham af at se Asha ligge på hans seng. ”Mok’garu-klanen?” lidt et spørgsmål, men han regnede med at havde hørt rigtigt. Han fik fat i en brun pergamentrulle, med pletter der så ud til at stamme fra blod, men Beon var ikke sikker. Indtørret var de i hvert fald. Beon gik tilbage, ikke at det tog mange skridt i det lille værelse, og satte sig på sengekanten, omkring der hvor Ashas ben startede. Det var også der han nemmest kunne finde plads. Han rullede pergamentet op og kiggede på de krogede og ikke mindst primitivt skrevet tegn med en rynken i panden. ”Her – Der står noget om de tidligere klanlederer og deres bedrifter.” der var også nogle aftegninger af hvad Beon gik ud fra var genstande som var gået i arv nedefter når en ny leder overtog posten. Noget han kunne læse sig frem til ikke var blodbeslægtet hver gang. Ikke at det undrede ham, når man tænkte på orkers mere krigeriske natur.

Et udtryk af overraskelse gled over Ashas ansigt, og hun hævede sig en smule op fra briksen. "Du har lært .. vores sprog?" Udbrød hun, slående over i orkernes grove tungemål. "Hvorfor taler jeg overhovedet krystalisiansk i nærheden af dig?" Tilføjede hun leende, stadig på orkisk. Samtidig gennemsøgte hun febrilsk sin hjerne for, om der var noget hun nogensinde havde sagt på orkisk i nærheden af Beon, som han ikke skulle have hørt. Hun kunne ikke komme i tanker om noget.
Når det kom til stykket, undrede det hende egentlig ikke. Hans arbejde omhandlede at luske rundt og holde øje med folk - noget, der var langt nemmere, når man forstod det, man lyttede til. Hun vidste ikke, hvorfor det ikke tidligere var faldet hende ind, at han naturligvis forstod orkernes sprog. Måske fordi hun ikke tænkte så meget over den slags..

Hun rynkede på næsen og lod sig falde tilbage på briksen. "Det er på grund af de store hænder. Bedre egnet til at gribe om økseskæfter end at kradse fine tegn ned på papir!" Indvendte hun. Hun undlod for nu at nævne, at hun stadig ikke selv mestrede kunsten at skrive. Selv om det ikke skulle undre hende, at det var endnu en viden, englefjæset allerede havde opsnappet eller gættet sig til..
I stedet betragtede hun ham nysgerrigt, mens han fandt skriftrullen frem. Hun flyttede benene en smule for at gøre plads til ham på den smalle briks. "Gad vide om der noget sted er skrevet noget ned om Ma'ara Drakkari.. hun var ikke en klanleder, men en stærk kriger." Mumlede hun, halvt henvendt til sig selv.

Beon havde end ikke tænkt over at han kunne snakke orkernes sprog og at han kunne havde snakket sådan med Asha. Måske var det fordi, han fandt orkernes ordforråd for småt til at kunne udtrykke hvad han egentlig havde i sine tanker. Han kiggede hen på hende og kom med et let grin. ”Det er meget sjovere når folk ikke ved man kan” Det var svært for ham at tale, siden hans stemme skulle forgroves og ordene havde den rigtige brummende lyd, der ikke faldte ham naturligt. Men han udtalte ordene forståeligt. Han rømmede sig let, mærkende at det grove sprog var uvant.

Beon fortsatte med at læse hen over rullen, trods et smil af morskab trak sig op fra hans læber til øjne. Ja, det var nok ikke historienedskrivning og andet der krævede fin håndskrift, der lå øverst på listen over ting man lærte orkbørn. Det var som regel kun de ældre eller vise i en klan der kunne læse eller skrive ned, så det skulle ikke undre ham hvis krigeren Asha heller ikke kunne tyde de grove tegn.

Beon skævede let til siden og bladrede over til den næste side. ”Stærke krigere opnår gerne respekten at blive videreført i historien.” svarede han lavmælt. Om det var klanlederen selv der forlagte det, eller om det i stedet gik på fortællinger fortalt af mødre til deres unger, var ikke til at vide. ”Ved du hvad hun har udrettet?” selvom det virkede til at hendes mumlen havde været henvendt til hende selv, blev han alligevel nysgerrig. Mon ikke han på en eller anden måde kunne finde frem til nogle oplysninger. Det var han trods alt god til.

Asha løftede øjenbrynet, tydeligt underholdt. Hun kunne godt lide den måde Beons stemme blev dyb og grov på, når han udtalte ordene på orkisk. Selv om det var tydeligt, at han ikke plejede at tale sproget, var det bestemt ikke ringe af et menneske, og hun nikkede imponeret.

Hun satte sig lidt mere op på briksen, oprigtigt interesseret i, hvad Beon havde at fortælle. Det var sandt, hvad han sagde - de ældre i hendes klan, der var i stand til at skrive ting ned, havde altid berettet om de største krigere og deres bedrifter. Det var også gennem de ældre i klanen, hun havde hørt den smule, hun vidste, om sin mor.
"Hun besejrede lederen af en varulveklan i det nordlige Medanien i tvekamp." Sagde hun efter et øjebliks tænkepause, gennemsøgende de bedrifter, hun kendte til. "Det er nok en .. tredive-fyrre år siden. Hun har været død længe." Hun betragtede Beons ansigt, mens hun talte. Hun forstod ikke selv noget af det, der stod i skrifterne, men der var noget rart ved at se ham sidde og læse.

Der var noget rart over anerkendelsen. At hun rent faktisk havde set imponeret ud over at han kunne tale hendes sprog. Orkernes eget sprog. Og selvom hans stemme ikke på samme måde var skabt til det, som dem med orkernes blod flydende i årerne, var det ganske vellykket. I hvert fald forståeligt. Han smilede let og vendte fokus tilbage til rullen. Skimmende over teksten.

Beon kiggede kort op og nikkede bekræftende til at han havde forstået hvad hun mente. Hvad det var han skulle lede efter. Han vidste endnu ikke hvorfor at denne specifikke ork var vigtig, men han var ikke nervøs for at gætte sig frem. Om ikke andet, kunne han få en ide gennem teksten hvis han fandt hende. Ashas interesse bundede i mere end bare historierne. Hvis han kendte hende ret.
Han blandrede et par gange gennem de tunge brunede sider, lod en finger glide over teksten, og fjernede et par tunge sidder mere. "tredive-fyrre år siden" mumlede han lavmælt, mens hans mund lydløst formede de orkiske ord når han læste. "Drakkari.. Drakkari.. " det første var en mandlig ork, videre i teksten. Her stoppede hans finger til sidst op. løb over ordene et par gange. "Ma'ara Drakkari, Kriger i Mok'garu klanen, vinder af seksoghalvtreds grønøre - jeg går ud fra det er trofæer fra tvekamp - Sejreherre over varulven Na.. na.. okay det kan jeg ikke læse.." han klemte øjnende sammen. Nåede til sidst frem til at navnet på varulvelederen virkelig ikke var vigtigt. "Hun var noget af en kriger" kommenterede han som øjnende gled ned over teksten - hvor nogle af bedrifterne også var skrevet mere ud. Hans øjne fæsnede sig ved den sidste sætning "Der står at hun.. døde en.." han færdiggjorde ikke sætningen, men skævede kun let til siden. Så på Asha. Det gav desværre meget mening, og selvom der var mange ting Beon forstod, blev han ofte også klogere. Lige nu blev han klogere på Asha.

Asha sank tilbage på briksen igen, mens Beon bladrede i sine dokumenter. Hendes hoved føltes tungt, og hun havde en alarmerende fornemmelse af, at morgendagen ville byde på en omgang grusomme tømmermænd. Der var dog noget rart og trygt ved at befinde sig her i Beons lille kammer, og hun havde en fornemmelse af, at hun roligt kunne lukke øjnene. Han skulle nok passe på hende..

Deres samtaleemne holdt dog søvnen lidt tilbage endnu, og Ashas lilla øjne fulgte Beons hånd, idet han lod fingeren glide over papiret. Der måtte ligge en umådelig stor verden af skjult viden gemt i alle de støvede bøger, han læste. Var det, hvad han fandt så fascinerende ved det? Muligheden for at blive klogere på verden?
".. hun døde under fødslen af sin eneste datter, som måtte nøjes med fortællingerne om den stolte kriger, der var hendes mor." Afsluttede hun Beons sætning. De fleste af fortællingerne havde hun hørt, da hun vendte tilbage til Mok'garu-klanen, men hun havde altid tørstet efter at vide mere om hende..

Beon lod sine øjne slippe den krogede robuste tekst der udgjorde et noget kompliceret sprog, for at kigge på Asha. Han havde læst hvad det var hun var død af, den tidligere kriger, men at høre Asha bekræfte det uden at være i stand til at læse det, bekræftede hans egen tanke. Han sukkede let og lod rullen rulle sig sammen igen, som han ikke brugte kræfter på at holde den åben, ikke synderligt interesseret i hvad der ellers stod. Ikke at der stod meget mere om den kvindelige kriger, men han forstod hvorfor Asha havde været interesseret.

"Noget datteren måske har forsøgt at leve op til?" Beon var ikke sikker på om hun ville besvare spørgsmålet, men han kunne forestille sig at det præcis var hvad hun gjorde. Forsøgte at etablere en høj stilling blandt sine egne. Vise sit værd. At hun var den stolte krigers datter af blod og sind. Trods blandingen der ligeledes flød i årerne. Menneskegenet.
Beon lod en hånd glide over det filtrede og rug hår, beroligende og medfølelene, nærmest beskyttende overfor hende. Han var faktisk ikke sikker på hvorfor han gjorde det, andet end at han havde lyst til det. "Prøv at få noget søvn, Asha" Så kunne de altid finde mere om denne Ma'ara som havde givet livet til kvinden der lige nu lå og halvblundede på hans briks.

"Mmmh .. ikke det letteste, når man ikke er fuldblods." Mumlede hun. Det var ellers ikke noget, hun plejede at snakke om. Det med hendes mor og klanen, og at hun havde svært ved at passe ind. Hun vidste ikke, hvad hun ville gøre, hvis klanen en dag stoppede med at følge Mørket. Hun fulgte Mørkets Herre, fordi han ville skabe en verden, hvor orkerne kunne være, men mange af orkerne var trætte af at opholde sig i dæmonriget, hvor manglen på føde plagede dem alle.

Hun lukkede øjnene og nød et øjeblik bare fornemmelsen af Beon, der strøg hende over håret. Det var ikke noget, hun ville tænke på nu. Under alle omstændigheder ville klanlederne ikke lytte til hende, for selv om hendes rang i Mørkets Hær var højere end orkklanens andre medlemmer, var hun stadig en halvblods. "Nej, jeg skal dhrikke.." Protesterede hun, da Beon sagde, hun skulle sove. Hun klamrede sig et øjeblik til flasken, men efterhånden slappede hendes greb af, og flasken trillede ned på briksen ved siden af hende. Hun var faldet i søvn.

Beon kiggede på hende og et svagt næsten opgivende smil kom frem på hans læber. Han havde hørt hende snakke om det før. At hun ikke var fuldblods og at hendes klan behandlede hende derefter. Han kendte ikke til alt, men vidste hvor meget hun prøvede. Hun anstrængte sig for at være lige så meget værd som dem. Lige så vigtig og lige så brutal. Men hun glemte at tænke på de værdier som menneskesiden også kunne give hende.

Han kom med et brummende grin. "Nej, det skal du ikke" svarede han tilbage på hendes protest, og det varede heller ikke spor lang tid før Asha's tag i flasken slap og til sidst faldte ned på gulvet med en klirrende lyd. Beon ragte ud og stoppede den fra at trille hen af gulvet. Han kunne høre på Ashas tunge vejrtrækning at hun var faldet i søvn. Hvilket var godt. Beon satte sig bedre til rette på gulvet, mere tilbagelænet og drak af flasken og det sidste af den bidende væske. Det tog ikke ret lang tid at få ned, og han mærkede trætheden melde sig i hans krop og hovedet lænede sig automatisk tilbage og hvilede på briksens kant, mens han mund let stod åben som søvnen indtraf.