Hun forsøgte at lytte til Astra, men hun var ved at blive irriteret og ked af det. Det hele kunne være endt anderledes hvis Astra havde sagt noget, hvis hun bare havde gjort et eller andet. Men hvad gør hun, intet.
”Nej.. Men jeg som det mindste søge efter svar, efter viden. Ikke kun i bøger, men hos andre. Så dine syne kunne blive tydelige” svarede hun lettere sammenbidt. Hvorfor det ikke gav mening for hende, forstod Elaina virkelig ikke. Havde det været hende selv, ville hun forsøge at se om hun ikke kunne på en skole eller andet, få større lærdom og visdom. Astra var jo boglig, men alle svar var bare ikke at finde i bøger, de skulle også findes ude hos andres erfaringer. Måske hun ikke var den eneste med denne egenskab, måske der var andre som kunne dele deres visdom. Mon hun overhovedet havde tænkt på det.
Elaina sukkede blot, det var jo tydeligt at hun ikke kunne. Heldigvis sprællede hun ikke da hun lå oppe ved vagten. Elaina undrede sig over hvad der overhovedet gik igennem hendes hoved siden hun ikke ville. Elaina der var en anelse af en håbløs romantiker ville elske at blive båret af en vagt, og endda en af de kønne. Astra blev båret for hun ikke skulle bruge unødvendige kræfter, tænk hvis pilen havde gift på sig. Så ville hun være for længst være faldet om, fordi hun havde givet den mulighed for at bevæge sig hurtige igennem hendes krop fordi hun netop gik. Men endelig, endelig var de ved lennet og de blev mødt af en healer og en assistent. Vagten lage straks Astra på sengen og haelerne gik straks i gang med at fjerne pil, mest nænsomt som overhovedet muligt. Elaina stod i døråbning og stod lidt skulle hun mon gå eller blive?
”Vil du have jeg skal blive eller?” spurgte Elaina roligt, det var trods alt Astra der var kommet til skade. Så hun lod beslutningen være hos hende.