Ryse rødmede let ved rosen. ''Mange tak, jeg har jo smedet lige siden jeg var helt lille, jeg lavede mit første rigtige sværd da jeg var syv. Det var det første sværd jeg nogensinde kæmpede med. Sagde han ret stolt, dog ikke på den arrogante måde, mere den måde man kan være stolt over noget man har brugt meget lang tid på, jeg brugte en teknik min far lærte mig til at lave den.'' Sagde han. Han studerede hvordan Stian holdt sværdet og hvordan han brugte det. Ryse nikkede imponererede, han kunne tydeligvis se at Stian vidste hvad han lavede. Du er god med et sværd Stian, og du ved tydeligvis hvordan det skal håndteres. Sværdets navn er Askens Genfødsel, og jeg er glad for at du kan lide det, det skal nok gøre dig god gavn i kamp sagde han og studerede videre hvordan Stian holdt sværdet.

Stian lyttede til Ryses ord med fascination, og lod igen blikket vandre ned af sværdets lange blad. Det var utrolig smukt håndværk, ikke engang Stian kunne lave noget lige så indviklet, og han havde ellers arbejdet for den gamle smed i mange år, men der var jo nogle som bare var født med en fingerfornemmelse for specifikke ting, og Ryse var åbentbart én af dem. 

"Da du var syv?" lød det overrasket fra ham og han halvmåbede lidt imens han så på Ryse, og hævede så øjenbrynet, "Du har da helt sikkert haft dit talen lige fra barnsben så." Jo mere han lærte om Ryse, jo mere spændende blev han. At smede sit eget sværd som 7 årig var da noget af en bedrift. Det eneste han kan huske at han gjorde som 7 årig var at hive skindet af et vildsvin som hans far havde fanget.. Stian fik små kuldegysninger ved at tænke på sin far; han lukkede øjnene og rystede tanken af sig for at komme tilbage til nuet med Ryse. 

Stian kunne ikke lade være med at smile lidt stolt da Ryse nu roste ham på sin sværdfærdigheder; Nej, han var ikke helt galt på den. Han havde jo øvet sig i sine teenage år, og så var han blevet lært rigtig godt op i hvordan og hvorledes man skulle håndtere et sværd hos sin tid hos byvagterne. "Tak!" Han smilede taknemmeligt, og gav mine til at give Ryse sværdet tilbage, men han holdt inde i sidste øjeblik og så lidt forvirret hen på Ryse, "Mener du at du vil give sværdet til mig?" Han kunne ikke helt tro det, så han ville lige være sikker på hvad Ryse mente med sine ord. Hans hjerte slog et slag over, hvis Ryse virkelig ville give ham sværdet ville han værdsætte det utrolig højt.

Ryse grinede lidt ved Stians overraskede udtryk. ''Ja det jeg var syv, lige siden jeg var helt lille har jeg ville lære at slås, men min far sagde altid at for at for alvor mestre kamp, så skal man lære at lave våben, så han nægtede at lade mig kæmpe med andet end de våben jeg selv lavede. Det var dog ikke ligefrem det bedste sværd jeg lavede da jeg var syv, det var på ingen måde godt nok til en ridder, det tog mig flere uger at lave og min far hjalp mig med alle de tunge dele af det, men det var stadig mig der lavede det, og jeg blev så stolt da min far hang det op i sin butik til udstilling''. Rise smilet lidt ved tanken af dengang, dengang alting var så simpelt og rart. Han løftede lidt i sin halskæde min far gav mig den her dagen efter, det var som et trofæ for at have fuldført mit første sværd, men den var allermest hans måde at vise mig at han accepterede mig som den jeg var. Han var ligeglad med hvor mange fjer eller vinger jeg havde, og det elskede og elsker jeg ham for.'' Sagde Rise, dette var tydeligvis et meget glad minde for ham, og dette forklarede jo tydeligvis også hvorfor han holdt så meget af sin halskæde som han gjorde.

Da Stian spurgte om Ryse ville give ham sværdet smilte han,''selvfølgelig vil jeg give den til dig, hvad skulle jeg ellers gøre med den? Hvis jeg selv har brug for et sværd gør jeg da bare det her''. Rise rakte sin hånd ind i en af skyggerne i smedjen, og skyggen ændrede sig, den tog form af et kulsort sværd i hans hånd, sværdet reflekterede ingen lys og var mere sort end man kan forstille sig. For første gang nogensinde har Rise vist Stian hans ret specielle kraft, hans Skygge Arsenal. Dette er et tegn af tillid fra Rises side, da han meget sjældent viser folk nogen af hans kræfter, og især den her. Han kiggede afventede på Stian for at se hans reaktion.

Stian fik et varmt udtryk i ansigtet da Ryse fortalte om sin barndom. Det var virkelig sødt, og han kunne lige forestille sig en stolt og lille 7 årig Ryse da arbejdede hårdt for at gøre sin far stolt, og for at lave sit aller første sværd. "Din far lyder som en god mand." sagde han varmt, og rettede blikket mod halskæden da Ryse viste den frem til ham og forklarede hvad den betød. Så det er derfor at jeg altid ser ham med halskæden, uanset hvor henne han er, konkluderede Stian, og pillede lidt ved sværdets brune læder indbundne håndtag, han skævede op mod Ryse igen, "Der er ingen tvivl, hvor meget den halskæde betyder for dig." tilføjede han, med et lille smil, "Jeg kan godt forstå hvorfor den betyder så meget for dig." Ja, det var jo nærmest en gave fra Ryses far for at vise ham, at han accepterede ham som den han nu var. 

Da Ryse fremkaldte et mørkt sværd ud af ingenting andet end skyggerne omkring dem, blev Stian en smule lamslået, så han måtte lige trække vejret en ekstra omgang inden han kunne finde ud af hvad han skulle sige. Hvis det første ikke overraskede ham ved Ryse, skulle der nok være noget andet der gjorde. "Du formår da aldrig at kede mig." sagde han med en lettere målløs klang i stemmen. Han kløede sig i nakken, og rystede igen perplekst med hovedet så de små pandelokker rørte på sig, "Det er ret fedt, at du kan det der! og du kan bare få det frem når som helst?" Spurgte han interesseret og kiggede igen ned på det hjemmelavede håndværk som han havde i hænderne. Tænk at Ryse bare uden videre ville forære ham sværdet. "Men Ryse, det er.." han holdt en kort pause, "En virkelig flot gave. Jeg ved ikke helt hvad jeg skal sige. Mange tak! Jeg værdsætter virkelig at du har tænkt på at give det til mig." Han knugede lidt om skaftet og smilede til Ryse. 

En pludselig hosten kunne høres bag dem, og en middelaldrende mand, som var en højde mellem Ryse og Stian traskede hen imod dem imens han brummede lidt for sig selv over varmen, og de tunge ting han slæbte på, "Pheeuw, hah altså for den da! Det kunne da godt lige være et lidt mildere vejr hvis jeg skulle komme med min mening altså." Han snakkede lidt til sig selv, og selvfølgelig Ryse, fordi han vidste at han var der. Endelig kiggede Mester Smeden frem for sig og anede så at Stian også var der, "Jamen nej! Stian min ven. Det er da dejligt at du kunne kigge forbi hos mig og Ryse!" sagde han glad, "Og uha! Det er jo det flotte sværd som jeg har set Ryse lave." påpegede han da han så sværdet i Stians hænder, "Ja, jeg holder jo øje med hvad mine kollegaer går og laver." Han blinkede til dem, og satte det tunge grej på et af arbejdsbordene. 

Ryse smilte endnu mere da Stian nævnte hans far, ''ja, ja det var han, og hvis du syntes at den der er flot'' han pegede over mod sværdet i Stians hånd, ''så skulle du se nogen af de sværd min far lavede, jeg har aldrig set noget der har kunnet hamle op med hans smede evner. Han brugte en meget speciel teknink til at lave sine våben, en teknik som jeg har forsøgt at kopiere, men jeg har dog ikke været i stand til at genskabe hans værker.'' Ryses ansigtsudtryk viste at han havde forsøgt på dette en del...

Da mesteren kom ind skyndte Ryse at få sit sværd til at forsvinde, han havde endnu ikke vist denne evne til ham. Han smilede til hans chef. Han kunne godt lide smed mesteren, han var en meget venlig og livlig mand, og Ryse var umådeligt taknemmlig over at han valgte at tage ham ind, Ryse kan stadig huske hvor ensom han var for et par måneder siden inden han mødte mesteren og Stian. Det var også derfor at Ryse havde foræret Stian sværdet, som et tegn for hans taknemmelighed over Stians dejlige venskab.

''Skal du have en hånd, du gamle?'' Spurgte Ryse mesteren lidt drilsk.

Stian rynkede brynene lidt for at tage informationen til ham der nu var blevet ham givet. Var? .. Han er altså ikke til længere? "Jeg kondolerer." Skyndede han at sige da det gik op for ham, og lød en smule tilgivende; han vidste ikke at Ryses far var død. Men det gav jo endnu mere mening hvorfor halskæden betød så meget for ham, og passionen for at genskabe sin fars værker var der. "Det er svært at kopiere andres værker 100 procent, uanset hvor meget man end prøver, så ender det altid ud med at være ens eget værk." sagde han lidt konkluderende for at opmuntre Ryse, men han vidste jo godt at det nok i sig selv ikke var en opmuntring, han forklarede bare hvad han selv havde oplevet og set; og der var det altså svært at kopiere noget så det lignede en komplet replika, medmindre man altså havde magiske evner inden for det felt. Ikke engang madretter kunne kopieres fuldstændigt, der var altid et eller andet som ubevidst blev ændret, ligemeget hvor meget man prøvede. 

Da Stian hørte Smed Mesterens brummende klage, vendte han sig mod ham og så meget henrykt ud da han fik ham at se inden han skulle videre. "Der var du jo!" Han stod og vejede sværdet lidt i hånden igen, men endte så med at holde det afslappet mod jorden, så Stian ikke skulle spænde i musklerne for at holde det oppe. "Var det en god tur på markedet?" valgte han at sige for at spørge ind til Smed Mesterens dag, han så lidt over på Ryse som så lidt febrilsk ud  for at få fjernet sit mørke sværd inden mesteren så det, det kom nok lidt bag på ham at Mesteren kom væltende lige pludselig. 

"Jooeh ja. Det var da meget fint. Men det er sku tungt at bære på alle de remedier og værktøj man skal bruge. og så i DEN hede." Han rystede lidt på hovedet, nej han havde nok hellere været fri, "Det ville være meget nemmere hvis man kunne få det leveret engang imellem, men jeg vil se tingene for mig! Jeg kan jo ikke have at der er en lille dreng som kommer rendende med alt det forkerte grej vel." Nej han havde ikke meget tiltro til andre end sig selv, og de folk han arbejdede med omkring sig. Mesteren kiggede han på Ryse og hans irriterede blik ændrede sig til et mere mildt og faderligt udtryk, "Jo det kunne da være dejligt. Vi skal lige have sat tingene på plads og sådan." 

Stian stod og lyttede til de andres samtale, det var næsten som at være tilbage i sin egen lære tid, og han smilede indevendigt for sig selv. Han kunne også mærke at det måske var tid til at komme videre; han skulle jo ud og hente lidt frugt og fisk til sin mor i dag.
Han tillod sig at afbryde da han fandt en åbning i Ryse og mesterens samtale, "Forresten, Ryse; har du en skede og et bælte til sværdet?" Han klappede sig lidt på hoften med den frie hånd. 

Ryse begyndte så småt at hjælpe mesteren med at sætte alle tingene på plads og de snakkede, da Stian spurgte Ryse efter en skede og et bælte, skyndte Rise sig over til det sted hvor sværdet havde lagt. Han smed et dobbelt brunt læder bælte med en skede fast sat over imod Stian. ''Her, jeg håber det passer dig.'' Ryse gik over for at hjælpe mesteren videre med at sætte det hele på plads. ''For resten, Stian, husk nu at hvis sværdet bliver for slidt, eller din rustning går i stykker, eller i det hele taget hvis ting i den dur sker. Så kommer du jo bare forbi, så skal jeg nok få det fikset''[/] Ryse blinkede til Stian og fortsatte med arbejdet.

Stians reflekser var hurtige, da så da Ryse kastede hen til ham, greb han bæltet og skeden med det samme med den frie hånd. "Mange tak." sagde han muntert og begyndte at binde bæltet rundt om sine hofter og tjekkede at den ikke rykkede sig nogle steder. Han kastede et enkelt blik på det smukke sværd igen inden han derefter lod det glide ned i skeden, og det sad perfekt. "Det passer. perfekt." han klappede på sværdets skaft og beundrede de to mænd som var ifærd med arbejdet. 

Stian var begyndt at gå mod udgangen, men vendte sig mod Ryse da han snakkede. Han kunne ikke lade være med at smile taknemmeligt til den anden, "Tak, Jeg kunne ikke ønske mig nogen bedre ven." Han gav Ryse et venskabeligt nik, og rettede lidt på sin tynde skjorte. 

Mesteren brød ind efter at Ryse havde sagt at Stian bare kunne komme når som helst, "Ja, dét han sagde! Du er altid velkommen min dreng!" Sagde han godmodigt. 

Stian nikkede lidt igen, "Vi ses I to, det var godt at se jer." Han bevægede sig videre og udenfor og vendte sig halvt om inden han gav dem et lille vink, "Hav det godt, og Ryse, tusind tak. igen." Han gjorde et lille buk inden han vendte sig om for at gå, og imens han gik derfra kunne han høre mesteren forklare Ryse om en bestilling der var kommet på et skjold, indtil Stian kom så langt væk fra smedjen at det hele bare lød som en usammenhængende mumlen. 

//Afsluttet 

Ryse vinkede farvel til Stian, han var glad for at Stian var kommet forbi. Ryse følte at de var langt tætter nu en før, og det gjorde ham glad. Endelig havde Ryse fundet sig en god ven, en ven som ikke har noget imod Ryse for at være det han er, men en som rent faktisk godt kan lide at se Ryse bruge sine evner. 

Han fortsatte det hårde arbejde med mesteren efter de havde vinket farvel, og før han vidste af det var Stian forsvandt ude på markedspladsen. Jeg håber han kommer igen snart, tænkte Ryse, for hvis der var noget der kunne få ham i godt humør, så var det at snakke med en god ven.