Det ville have været mere ideelt hvis Maksym havde gået kold uden at ane unåde, men sådan skulle det ikke være. Kun et øjeblik inde i Olannas langsommelige forsøg på at trække tiden ud, virkede det som om at herremanden endelig kunne mærke elverodens effekt træde i kraft og begynde sin bedøvelse af ham! Zaladin forbande den stædige gamle nar! 

Før Asith vidste af det havde Maksym en hånd på halsen af ham. Havde hans berøring været mildere, havde illusionen måske varet ved, men den ufine behandling skabte et brud i den øverste halvdel af hans skal og, meget rigtigt, blev Asiths sande jeg fremvist bag det hurtigt opløste, mørke røg, som hans illusioner normalt-vis forsvandt i form af. Glødende røde øjne stirrede tilbage på herremanden og for et kort øjeblik herskede overraskelse i mørkelverens blik inden en desperat arrighed tog dens plads! Idioten skulle bare have ladet sig selv falde i søvn! Nu var Asith også nødt til at ‘putte’ ham?!

Herremandens hænder om Asiths hals lukkede af for hans åndedrag, men det var ikke hans første bekymring. Heller ikke selvom det kvalte ud hans stemmes forklædning og i stedet kom der et monstrøst hvæs igennem hans sammenklappede kæber! Det var smertefuldt, men han måtte bare holde ud. Han var sikker på, at han kunne holde vejret længere end et rigmands-svin, som aldrig havde fået pulsen op over andet end et kvindeskød! Hans egne hænder fór frem og ud fra den resterende, nu smuldrende, illusion for at tage fat om mandens mund for at lukke for hans højrystede gab! Heldigvis havde Asith den fordel af at han i forvejen havde været halvt oprejst og den gamle farmer sad, så han havde trods alt tyngdekraften på sin side og kunne skubbe idioten imod den solide hylde bag ham for at holde ham nede. Asiths anden hånd tog fat over næsen på Maksym og lukkede til! Umiddelbart lignede det en konkurrence om hvem der kunne holde vejret i længst tid og hvorledes Maksym kunne bryde ud af Asiths greb, men heldigvis var der stadig elverroden, som arbejde løs i klippertens system - Det skulle gerne gøre ham mere og mere svagelig indtil han enten blev slået ud af roden selv eller manglen på luft. Og gerne inden Asith selv blev slået ud! 

Selvom Maksym havde i baghovedet, at han ikke ville kunne vinde denne kamp, så blev han ved til det sidste. Han kunne mærke, at han skulle falde om inden længe, men han kendte ikke til elverrødder eller deres egenskaber. Hvis han ikke vidste meget bedre, så kunne det jo være, at han var forgiftet og aldrig ville vågne op igen, så hvis han kunne gøre mest muligt skade på hans fjende som muligt, så ville han det. Han svarede hans hvæsen med en grum knurren, alt imens taget om Asiths smalle hals dog syntes at blive svagere. Hans kaffebrune øjne flakkede, som hans sidste energi blev brugt op. Effekten gik meget stærkt lige pludselig, og menneskets store, robuste krop tiltede fremover og indover Asith som en tung kludedukke. Sovende, som et dyr i hi, der ikke kunne vækkes på almindelig vis. Der var så godt som fri adgang til pungen nu, men hvis Asith ville fri fra mandekroppen, skulle der dog nogle kræfter til at fjerne hans dødvægt. 

Selmy havde ingen ide om hvor lang tid der var gået, men det burde da slet ikke tage så lang tid, burde det!? Han flyttede ikke sit blik fra passagen op til salene over vinstuen, hvor Asith nok befandt sig nu. Han var selvfølgelig sur, såvel som bekymret over, at Asith lod ham vente hernede helt alene med en masse mennesker han ikke kendte. Samtalen ved hans side var også begyndt at tage form, nu hvor mændene havde været alle de store og vigtige diskussioner igennem, så der nu kun var druk og damer tilbage at tale om. Selmy ville ikke synke så lavt at gå ned på deres niveau, blot for at passe ind. Den slags opførsel var stadig meget upassende, og han burde ikke bidrage til den slags ubehageligheder overfor tjenestepigerne, der stadig arbejdede på højtryk og måtte bevare et festligt humør, samtidigt med, at de skulle nå rundt til alle.

Selmy bankede en gang i bordet, da der var gået lidt for længe og han rejste sig op og gik hastigt igennem lokalet, og flyttede endda en fulderik af vejen, for at komme til trappen. Så snart han dukkede op, spejdede han igennem stuer og gange, og mod de mange lukkede døre. Han måtte lytte sig frem, men på daværende tidspunkt, var Maksym allerede faldet i søvn. Forsigtigt lænede han sig op ad de nærmeste døre og lyttede ind, før han turde åbne dørene på klem og kigge ind. Inden længe fandt han frem til opbevaringsrummet, som ikke var en af de første døre, men heller ikke nogle af dem for enden af huset. Han så Asith og den besvimede mand. “Asith, hvad sker der her!?” Hviskede Selmy i chok over al kaosset "Skynd dig! Folk er begyndt at gå hjem nu. Borgmesteren og hans familie kommer snart op!".

Asith kunne mærke sine tanker begynde at blive flydende of svære at holde fokus på, men lige som han selv begyndte at bukke under for manglen på ilt, faldt Maksym sammen med hele sin vægt ned over ham! Han fik et enkelt hastigt frag luft inden det igen blev besværligt at trække vejret med den store klippert over sig. For et øjeblik hev han bare efter vejret og samlede sig lidt igen inden han med en mørkelvisk banden og svovlen, begyndte at klemme sig selv ud fra under Maksym. “Du...” Han stønnede og tog sig til halsen da han endelig fik armene fri og kunne sidde op igen. “Du skulle bare ha’ ladet søvnen tage dig, din idiot.” Hvæste han med en knækket stemme og mærkede på sin hals. Ømme mørkeblå mærker var blevet efterladt som en lille gengivelse fra den bevidstløse herremand. Endnu en brist at slæbe rundt på, men det var forhåbentligt det værd. Imens han stadig kunne, snuppede han Maksyms pung fra hans bælte og smed det ned i sin forfalskede barm som skjulested.

Asith fik sig halvt kæmpet sig ud og på benene igen inden de begge blev fundet. Asith skulle lige til at gribe sin daggert, men heldigvis var det bare Selmy, som endelig havde fået nok af at vente.

Han hev efter vejret et par gange mere. “En mindre brist i min plan.” Svarede han kort til hans første spørgsmål og åndede tungt ud for at fremmane Olannas skikkelse omkring sig igen. Hans stemme forblev uforandret for nu dog. Han kunne ikke holde trit med begge dele for nu. “Jeg fik hvad vi kom efter. Lad os komme ud herfra.” Med et skub med foden fik han Maksym skubbet en smule tilbage inden han stak ud fra opbevaringsrummet og lukkede døren eftter dem. Han løb ikke, for det ville uden tvivl se langt mere besynderligt ud end hvis de gik i en fornuftig hastighed. De kunne dog ikke dvæle - det var trods alt ikke meningen at gæsterne skulle befærde sig rundt som de ville i bygningen selvom det ikke var spæret af. Hvis de blev set snigende omkring kunne det hurtigt blive en grund til at undersøge om der var blevet stjålet noget - og Asith så helst at Maksym først vågnede eller blev fundet når de begge var tilbage i sikkerhed og anonymitet.

Asith drejede ud til førstesalens repos for at begynde at gå ned ad trappen, forhåbentligt med Selmy lige bag sig. Det gik som smurt indtil de nåede nogle af de nederste trin, for på stue-etagens gulv manifesterede der sig en skygge af en person, som var på vej rundt om hjørnet og ville finde dem begge i al hast på deres vej ned.

‘Olanna’ stoppede brat op og prøvede at indhente sine tanker inden hun skarpt vendte sig imod Selmy og greb ham! “Spil med.” Hvæste Asiths stemme lavt i en stressfuld tone under hans kvindelige illustration. Olanna lagde sin egen ryg hurtigt imod væggen og hev Selmy tæt op ad sig - meget tæt. Tæt nok til at foregive et par fordrukne elskere, som havde placeret sig selv i en blind vinkel for at få lidt kælent privatliv og ikke et par tyveknægte, som kom fra overetagen. Og tæt nok til at man kunne mærke Asiths stressede hjerte banke imod Selmy’s eget bryst. Olannas hænder havde lagt sig blidt på Selmy’s kinder, som om hun havde været i færd eller var lige ved at kysse ham og i det næste nu kom et par tjenestepiger forbi med opvask - kiggede kort på dem og gik klukkende videre. “Hvor kært.” Mumlede den ene og lagde et drømmende blik tilbage på Selmy inden de begge gik videre.

En mindre brist? Hvad i alverden var der foregået derinde? Selmys ansigt var nærmest blevet en kronisk grimasse af bebrejdelse og bekymring for tiden, når han sådan måtte leve i skyggen af sin mørkelverpartners beslutninger og løsninger. “Hvis det fortsætter på denne her måde, så bliver vi begge henrettet, før vi overhovedet kommer hjem til Dianthos” Mumlede han trodsigt, dog mest til sig selv, som han kiggede på mens Asith forvandlede sig tilbage til Olanna. Han holdt døren åben, så de kunne komme hurtigt afsted. Selmy måtte haste sig afsted, da den kvindelige figur alligevel havde Asiths benlængde, og da de nærmede sig trappen ned til vinstuen, blev han grebet af nervøsitet over, at de skulle igennem så mange mennesker, uden at blive mistænkeliggjort lige i sidste øjeblik, før de i de mindste vidste, hvor mange krystaller de havde fået skrabet sammen. 

De Asith brattede op midt i det hele, ville Selmy nær have gået ind i ham, hvis han ikke pludselig blev taget i af et sæt, stærke kvindehænder og tvunget hen til væggen og tæt ind over Asiths kvindefigur. “S-spille med-?” Spurgte Selmy forvirret og rædselsslagen over, pludselig at blive hevet til side og blive befølt på den måde der. Han stemme blev dog ikke højere, end at andre end Asith ville kunne høre ham, for som han sagde det, kunne han godt høre et par skingre pigestemmer sniksnakke ikke så fjernt fra dem. Hans arme viklede sig akavet om kvindens talje, som om at selv lagenerne under Asiths skal var noget af det mest forbudte for hans uværdige hænder at røre ved. Det var nok kun ham selv... og Asith, der kunne mærke hvor meget han skælvede af skræk og af alle de personlige grænser, der blev overtrådt på én og samme gang. Selmy lukkede øjnene i lettelse, som pigerne passerede dem og endda kommenterede dem, som om at dette var hverdagskost i borgmesterens hus. De forsvandt ud i køkkenet længere henne, men Selmy var som frosset på stedet, og han kunne ikke finde ud af, om det var hans eget, eller Asiths hjertebanken han kunne mærke så heftigt banke mod sig.

Da Selmy fik sundet sig en smule til at kigge op igen, kiggede han en smule knotten mod køkkenet. Hvor kært? Havde de sagt om dem... Utroligt! Hvorfor beundrede piger ham først nu, når han havde en anden i armene? En anden, som oven i købet var en fupmager af en mørkelvermand. På en måde genererede det ham ikke så meget, som det kunne have gjort engang. Det værste ved det hele var nok, at det ikke genererede ham nok!

“Var det dér virkelig nødvendigt!?” Selmy blev varm i hovedet og fjernede modvilligt Asiths hænder fra sit ansigt og rev sig fri fra hans krop.

Han havde holdt vejret uden at tænke over det og som tjenestepigerne igen forsvandt ud af deres synsfelt, åndede han igen ud og slap Selmy’s ansigt. De falske, gråblå øjne fandt Selmy og gav ham et flat udtryk da han ret barnligt brokkede sig over den ellers uskyldige lille akt. 

“Ja, det var.” Svarede han. Asiths egen stemme virkede næsten dæmonisk unaturlig når den kom ud fra Olannas mund. Hæs var den også da Maksym trods alt havde formået at gøre en rum skade på hans hals inden han endelig havde gået kold. Man kunne vel ikke sige, at det ikke var en smule velfortjent. “Du kan skrubbe dine kinder rene når vi kommer tilbage - lad os gå!” Han fortsatte sin sti ned ad trappen og havde generelt ikke tid til at diskutere det med Selmy. Det gik trods alt ikke så vidt, selvom han i et øjeblik havde overvejet om kys havde været nødvendigt. Hvis han kendte Selmy ret, ville han dog aldrig stoppe med at høre fra det.

Akten var desværre for Selmy ikke helt færdig, for der var stadig resterende festgæster, som de skulle forbi og med deres hast, skulle der helt være en agenda bag, så Asith endte op med at tage Selmy’s hånd og trække ham med sig, som om Olanna ikke kunne vente med at få ham tilbage til hvorend de overnattede for at gøre alt andet end at sove. På vejen ud fik han med nød og næppe fat i halsen på den første og bedste flaske, som stadig havde noget alkoholisk indhold i sig - Guderne vide at han ville få brug for det når han endelig kunne fjerne sin maskering igen.

Først da de kom ud på den anden side af husets ydre mur, slap Asith Selmy’s hånd igen og lod et udmattet støn slippe ud fra sine stadig forklædte læber. Efter hans brydekamp med Maksym kunne han mærke hver eneste ukomfortable afkrog i hans krop: Det dunkede både i hans hals, hoved og helende bryst på grund af stressen, som han havde følt umiddelbart efter han næsten var blevet kvalt til bevidstløshed.

“Ah..” Han tog sig til halsen hvor han kunne mærke sine blå mærker selvom de i øjeblikket var usynlige og stak et blik til side, så det landede på Selmy. “Næste gang - hvis der bliver en næste gang - mind mig om at gå efter nogen, som er lidt... Mindre.” Som den idiot han var, have Asith ikke overvejet at han kunne ende op i den situation hvor han ville være nødt til at overmande en sådan klippert... Og havde han ikke haft fordelen, havde han nok ikke klaret det. Asith var trods alt ikke rigtigt et muskelbundt med sin lange, slanke form.  

Selmy var udmærket klar over, at hans opførsel måske var en kende barnlig, men det var hans eneste forsvarsmekanisme han kunne udføre, når han var presset til det yderste. Kommentaren om, at han bare kunne skrubbe sine kinder rene, fik ham til at glo muggent tilbage på Asith. Det var jo ikke fordi han fandt Asith uren, men Asith forstod åbenbart stadig ingenting, hvilket selvfølgelig var godt, men også pisse irriterende, da han ikke tog hensyn til Selmy... Han udbrød en tsk-lyd som svar og fulgte med ham, så han denne gang fulgte ham ved hans side, med samme tanke om, at de blev nødt til at være samlet. 

Han mærkede Asiths hånd, som bag de feminine hænder, egentlig ikke var markant maskuline, sådan som leddene var lange og tynde, og neglene var hårde og spidse. Han kunne lige overskue det, men hele hans krop syntes at dulme og arbejde på højtryk. Asith lod dog til at have det til dels værre end ham, hvad end han så havde været udsat for oppe i opbevaringsrummet.

“Hyg dig, Marcel!” Lød en rusten, fordrukken stemme, som en mand, han vist nok havde talt en smule med, fik øje på ham, smutte afsted med denne skønhed, der virkede ufattelig ivrig med ham. Ernies navn fik ham til at reagere, selvom han nær havde glemt, at han var under et dække. Han smilte et nervøst og ret så akavet et smil, som han henkastet løftede hånden i en hilsen, inden han blev bortført helt ud af borgmesterens hjem. Lettet åndede han op, samtidigt med at Asith gav et udmattet støn fra sig, og at han igen fik sin hånd til sig. Han viklede i stedet armene om sig, da vinternatten pludselig virkede så kold herude, efter at de havde været ind i varmen i et par timer. Han havde ikke engang jakke på, fordi den lå på kroværelset med små blodpletter på. Der var nok ikke andet for, end at den måtte brændes i kakkelovnen, når han kom hjem...

“Åh... Javel, ja. Men de rige farmere var vel... generelt lidt store og fede, i forhold til deres ansatte, som ordner alt det hårde arbejde ude i markerne” Svarede Selmy, der netop kiggede ned på Asiths hånd, der dinglede med en flaske rød druevin. At han havde taget den på farten, var fuldstændigt gået forbi ham. Han rystede dog bare på hovedet, da det trods alt var en midlertidig løsning på medicin... Men nu da de havde så mange krystaller på sig, så måtte de da kunne finde en healer til Asith, inden de skulle afsted mod det nådesløse Rubinien...

Det var en lettere mærkelig sætning at høre fra én, som allerede sad ret komfortabelt i overklassen, men Asith havde efterhånden kommet til den konklusion at Selmy ikke var typen, som var så blændet af sine gode kår, at de ikke kunne se hvad der foregik under dem. Havde han været af den skuffe, havde Asith heller ikke udholdt en længere tur med ham ved sin side. Han var barnlig, ja, men ikke usympatisk eller arrogant.

“Mhn.. Det er ikke svært at spotte et rigt mennesker herude.” Det var anderledes i byen, hvor der var langt flere i overklassen og mange af dem var forfængelige som bare pokker. Asith løftede flasken for at tage sig en slurk inden han lettede blikket imod den mørkeblå aftenhimmel hvor stjernebilleder afgav det blideste sølvfarvede lys fra oven. Det var nemmere at se stjernerne herude, langt fra de oplyste gader i Dianthos... og Asith havde ikke skænket dem en tanke siden han sidst havde nydt en urørt stjernehimmel ude i det ‘vilde’. I den korte stilhed, kunne man høre Asiths indstrammede mave knurre og en grimasse banede sig vej igennem hans illusion of til Olannas skønne ansigt. Hun lagde sin hånd over maven og stønnede lavt med Asiths stemme i en beklagende tone. “Ugh... Vi skulle have stukket noget af al den mad i lommerne. Jeg kunne sikkert have spist mig selv halvt til døde til den fest.” Det var sjældent at han ærvede sig over at have misset festligheder, men det selskab kunne få enhver gaderotte til at komme frem fra sit skjul for at skrabe nogle krummer til sig. Resterne blev sikkert også bare kastet til de allerede alt for fede pattegrise. At de kunne bruge noget af deres tyvegods til et ordentligt måltid var ikke noget han overvejede. Finere madlavning havde altid virket som et spild af penge og han havde ikke fået nok af det til rent faktisk at se værdien deri. Så længe han var mædt en enkelt dag, kunne han klare sig for en uge mere. Det ville måske også klæde mørkelveren en smule, hvis han fik lidt mere kød på sine knogler.

“Her. Varm dig lidt på det.” Mumlede han og videregav vinen til Selmy. Der var trods alt en smule længere ind til kroen og knægten havde ikke noget over sig. Det havde Asith egentligt heller ikke, men det var som om at kulden var hans mindste ubehag lige nu.    

Der var et eller andet ved at være i selskab med Asith, der gjorde Selmy lidt mere nede på jorden at være sammen med. Når han var i sine egne kredse omgivet af snobbede, rige mennesker, var han mindst lige så slem til altid at have en falsk facade af overdreven venlighed, mens han inderst inde følte sig bedre end alle dem under sig. Han talte gerne grimt om andre, sladrede om andre og iklædte sig prangende farver, for at lade alle se hvor mange krystaller han var god for. Nå han var sammen med Asith, der alligevel så ned på overklassen, som om de var primitive og ikke kunne tænke på andre end dem selv, havde Selmy ikke ligefrem lyst til at fremstå som sit gamle jeg foran ham. Han kunne godt lide ikke at skulle tænke på, at være fornem hele tiden, men han kunne ikke lide hvad han havde foretaget sig af kriminalitet de sidste par døgn. 

“Alle er rige i forhold til dig, Asith” Lo han lidt træt, som han tog imod flasken med vin og tog en nænsom tår. Han ville ikke dumme sig. Han var helt bevidst om, at han havde ladet sig selv indtage mere, end hvad der var ham tilladt. Man kunne vel sagtens tro at den største fare var overstået, nu hvor de var ude af borgmesterens fest igen, men Selmy stolede ikke på sig selv, når det kom til at skulle drikke med Asith. Selmy havde heller ikke spist siden æblet om morgenen, og den enkelte kop mjød han havde fået gjorde ham bare en anelse rundtosset allerede. “Morgenmaden på kroen er måske billig... Jeg kan hente det op til os på værelset” Selmy var træt og ville egentlig bare smide sig på høsækkene og snuppe al den søvn han kunne få, mens himlen stadigvar mørk. Han overrakte flasken med vin til Asith igen, som han kun selv havde nippet til.

Byen var ret så tom for mennesker på denne tid. Der var enkelte i krogene, som enten ikke kunne finde hjem eller som måske slet ikke havde noget hjem. Disse hjemløse havde drukket godt igennem og havde både vin og måske bræk udover sig selv, men de kunne i det mindste holde sig varme i denne kolde vinternat. Selmy holdt sig for næsen, som han passerede dem der lugtede fælt, og luntede væsentligt hurtigere herfra, indtil de kom tilbage til kroen, hvor deres heste og de andre gæsters heste stod og sov i stalden udenfor. Selmy åbnede døren for sin trætte veninde.

Det var de fleste, som var rigere end Asith, men det var ikke alle. Selvom Asith befandt sig i den mest skyggelagte, vandskadede og rottebefængte del af Dianthos, havde han trods alt tag over hovedet - ikke at det var godt til at holde vandet ude - og en indkomst, som gjorde at han ikke var nødt til at tigge. Asith forbandede ofte overklassen, men huskede sit eget held når endnu en velkendt person lå død af enten sult eller kulde i rendestenen. Det satte alting bare en smule i perspektiv og nu, hvor Selmy havde bragt det op, huskede Asith det igen. “....” Et stille udtryk tyngede Olannas fine ansigtstræk indtil det igen blev bragt lidt til live ved ideen om morgenmad. “Det ville være godt..” Mumlede Asith underligt beskedent under sin illusion og sagde ikke mere før de var kommet tilbage til kroen i god behold og med en tung pengepung til at give Olannas barm mere fylde. Asith kunne ikke bare trylle den frem fra ingenting imens de stadig var i det offentliges øje, så han ventede til de endelig kom tilbage på værelset. 

Mørkelverens form bakkede ud af Olanna, som blev hængende i luften som duftløs lilla røg for et par sekunder. Han landede siddende på sengen med et dybt suk, stadig iført hans improviserede form under sin robe. Kun et øjeblik tog han inden han begyndte at kæmpe sig ud af det hele igen. Først roben blev smidt af pommerens til og dernæst blev det stramme bælte løsnet hvorfra Asith udstødte et lettet suk. “Aaah... Aldrig har jeg været så glad for at blive mig selv igen..!” Mumlede han og hev lagnet af sig for at undersøge mærkerne på hans mave fra stoffets folder. “Heh..” Det matchede næsten den behandling han havde fået af Maksym. Dog havde bæltet ikke truet ham med decideret kvælning. Herremandens pung var landet tungt i Asiths skød i mellemtiden og det var et under at Asith ikke allerede havde flået den op som et andet byttedyr. “Nåh!” Han begyndte at binde knuden op, som holdt skindet samlet i toppen af pungen. “Lad os håbe at den kære Maksym ikke bare gik rundt med småsten i lommerne! Lad os se hvad han har i gemmerne!” Han gik halvt i stå med knuden og fik behov for sin skarpe hjørnetand for at få den helt op inden den blev åbnet så de kunne se hvad de havde vundet! 

Selmy lagde mærke til Asiths uvante, stille og beskedne opførsel, efter hans kommentar. Var han gået over stregen? Hans blik undersøgte ham analyserende, som Asith tænkte sig langt væk, og endnu engang holdt tilbage med at dele noget som helst med ham. Selmy sagde ingenting, men fulgte trop, som de kom tilbage på værelset. Han låste døren bag sig og gik med en hovedrysten hen og samlede lagenet op fra gulvet, som Asith ikke havde kunnet vente med at flå det af sig, hvorefter han rystede det og redte på halvdelen af sengen, der hvor Asith ikke sad. Han lagde sig afslappet på sengen og så til, idet krystallerne viste sig for dem. “3 safirer, 20 jader og 15 ravstykker” Talte Selmy tankefuldt med “Det er da godt, ikke?”. Han vidste ikke om Asith havde håbet på mere, men det var sjældent at rigmænd havde brug for at bære rundt på alle deres krystaller på en gang. De ville oftest være gemt af vejen derhjemme. Han rakte ham pungen fra sit eget bælte og havde selv lige bundet snoren op, så han ikke behøvede at bruge tænderne igen. “Der er jo også noget værdi i hestene og vognen, når vi bytter dem ud”. 

Hans fingre legede eftertænksomt med stoffet på sin skjorte, mens hans blik var nænsomt rettet mod Asith, der endnu kiggede væk på krystallerne. Mærkerne på hans hals var nye, og han var ikke i tvivl om, at denne Maksym åbenbart havde kommet for tæt på. Det gjorde ham så underligt vred på manden, selvom det var klart, at han ville forsvare sig overfor en mørkelver. Hvis bare folk kendte Asith som han gjorde, ville folk ikke drømme om, at gøre ham fortræd, for nok var han pisseirriterende, og var ikke specielt god til at komme ind på folk, men han havde også vist sine gode sider. “Gør det ondt?” Spurgte han, stadig med blikket på hans hals, selvom der ikke var så meget han kunne gøre, for at hjælpe ham før næste morgen, hvor markedet atter åbnede. De skulle i hvert fald have medicineret Asith ordentligt, før de tog videre fra Medanien.

Det havde altid været for ambitiøst at finde en formue i krystaller fra en enkelt mands pung, men alt i alt, var det meget godt! Det ville give dem et godt skub fremad imod syden. Asith fiskede en enkelt af safirmønterne op for dreje den imellem hans tommel og pegefinger. Et lille tilfredst smil fandt vej til hans ansigt. Man kunne vel mene at summen ikke havde været det værd at lade livet for, men de mørke mærker på hans hals var billigt sluppet ifølge ham. Hud var hud og hans hud var ikke smuk eller værdifuld i forvejen, så hvorfor begræde ar og mærker? 

“Det er skam ikke dårligt for en aftens arbejde.” Han nikkede og med et flik fra sin tommelfinger, blev mønten sendt op i luften og landede trygt tilbage i pungen. Han bandt den sammen igen og overrakte den til Selmy. Normalt havde han det bedst med ikke at lade andre holde hans værdier, men det var trods alt Selmy, som havde mest styr på det finansielle aspekt af deres tur og som vidste hvordan han kunne sikre en god handel med hestene og vognen.

“Hnm?” Han kiggede kort på knægten som om han ikke vidste hvad han snakkede om da Selmy spurgte ind til mærkerne på hans hals. “Ah..” Han løftede instinktivt en hånd for at føle lidt på dem. “Ja, men det er ikke noget i forhold til mit bryst.” Hans bryst plagede ham heldigvis ikke så meget mere - kun ved mere intense bevægelser. “Det er bare mærker.” Svarede han og trak på skuldrene, hvilket han burde have ladet være med. “Ech..!” Han tog sig lidt mere ømt til halsen og åbnede igen munden. “Det er bedre i morgen.” Det var et held at Maksym bare have forsøgt at kvæle ham i stedet for at knække halsen på ham. Det virkede ikke til at der var indre skader og han både trak vejret og synkede uden problemer. Hans stygge smil bredte sig og strækkede hans kinder ud. “Det er ikke første gang nogen har forsøgt at kvæle mig.” Tilføjede han som om det på en eller anden måde gjorde det bedre eller gjorde ham mere hårdfør. Sandheden var at førhen havde han knapt stukket af med livet i behold, men Selmy behøvede ikke de forudroligende detaljer.  

Selmy tog imod pungen, uden rigtig at tænke yderligt over, hvor meget det egentlig betød, at Asith stolede nok på ham til at vogte deres penge. Det var et eller andet sted hans penge, og ikke nogle Selmy havde satset livet på at tjene. Hvis Selmy blot havde været en hvilken som helst anden person, så havde han nok smuttet afsted med pengene, mens Asith lå og sov, bedøvet af vinens beruselse. Men Asith følte sig tilsyneladende tryg i hans nærvær. Det, eller også vidste han bare hvor han havde mennesket. 

Han betragtede Asith med et åbenlyst mistroisk blik, som Asith straks forsøgte at feje smerterne væk, som om det var den rene hverdagskost for ham. Hvilket det sikkert var, hvis Asith boede i den nedre bydel i Dianthos. Det var et område Selmy aldrig befærdede sig hen til af gode grunde, selvom han dog passerede gaderne, når han skulle forlade byen gennem porten. “Pas nu på” Svarede han og smilte en smule, da Asith alligevel pev over smerterne, ved blot den mindste bevægelse. Der var et eller andet kildende, der opstod i ham, når mørkelveren blev taget lidt ned fra sin pedestal, og mærkede bare en smule velfortjent smerte ovenpå sine handlinger. Selmy havde jo foreslået at de kunne gå den rene vej, men Asith havde ikke tålmodigheden til det, så nu måtte han lide lidt frem til i morgen. Dog havde Asith haft ret i, at dette var langt den hurtigste løsning at samle krystaller på, men det var ikke ligefrem en historie Selmy kunne fortælle sine børnebørn med stolthed, hvis han en dag skulle være så heldig, at have formeret sig. Men historien om hvordan han nær var blevet kidnappet af en mørkelver, kunne måske blive interessant at fortælle videre en dag, og måske ville det give folk et bedre perspektiv om, at det ikke var alle væsner, der var lige så grumme som de så ud.

“Det undrer mig ikke” Svarede Selmy, med et tilsvarende bredt smil, selvom han slet ikke var i stand til at se ond på på samme måde som Asith. Han daskede venskabeligt til hans fletning, fordi den så fristende hang og så pæn ud, og måske også en måde for Selmy at få lidt af Asiths opmærksomhed på "Hvis jeg kunne, havde jeg også gjort det i tidernes morgen, da du brugte min bog som hovedpude".

Den hvide fletning dinglede frit efter Selmy’s slag og faldt fra Asiths skulder og ned for at hænge ned ad hans ryg. Da han nævnte Asiths tilfangetagelse af hans bog og Selmy’s had overfor ham da, rystede Asith på hovedet og strækkede sine arme opad inden han dumpede med ryggen ned på sengen - hans lange ben stadig bøjede over kanten og hans ranglede, lange form resulterede i at hans hoved og lange hår hang fra den anden side af sengen. “Heh... Hvis du kunne.” Gentog han med ekstra tryk på ‘kunne’. Selmy var trods alt et endnu mindre muskelbundt end Asith selv og mørkelveren tvivlede på at han overhovedet kunne gøre stor skade på ham hvis han ønskede det. Han nikkede og lagde sine arme over kryds. “Hænder så fine som dine ville nok bare kilde mig i stedet for. Hold du dig hellere til din violin og din nål og tråd.” Tilføjede han med et fornøjet grin og rakte ud efter vinen ved sin side for at hive den til sine læber. Han tog et par store slurke og videregav den til Selmy som en indirekte invitation til at gøre den færdig med ham. Hans sarkastiske smil forsvandt derefter, da knægten egentlig havde en god pointe. De havde været ud for lidt af hvert og de havde stadig en lang vej at gå inden de nåede deres destination og så var der også turen hjem. Det var naivt at tro at Maksym og Kilepræsterne havde været de sidste bump på vejen, så de omtalte fingre var nok nødt til at blive vant til lidt mere en violin sonater og sammensyning. De ville ikke blive ved med at have giftige svampe eller eliksirer, som han kunne forsvare sig selv med. Der måtte ske en ændring af en art. “Hnm...” Eftertænksomt løftede han en hånd til sin mund og trummede sine skarpe fingerspidser på sin underlæbe, som han havde for vane at gøre. Havde han været hjemme, kunne han have lavet noget, som passede til knægtens passive moralske kompas, men herude var deres ressourcer mangelfulde. Han endte dog op med at beslutte sig. Når de engang kom ud af byen, måtte Asith videregive noget af sin mørkelviske visdom og vise Selmy hvordan man sloges som en af mørkets væsner.   

Før Selmy fik en mørkelver smidt i hovedet, søgte han i dækning til kanten af sengen, som Asith uden advarsel smed sig ned at ligge. Selmy skulede til ham, som Asith forsøgte at drille ham med hans ordvalg. Det havde været helt bevidst, da han i dag vidste hvor godt han kæmpede i forhold til Selmy. At han overhoved havde turde angribe ham dengang var ikke til at fatte. “Lad dog være” Fnøs han og sendte sine ellers kønne herrehænder et kritisk blik. De var rigtig nok egnet til tegning og musik alene, selvom han som barn havde været en del oppe at slås med Ernie Marcel og de andre flabede unger. Dengang stod de meget lige, og Selmy havde givet lige så mange tæv som han havde modtaget. Men efterhånden som alle blev ældre, voksede alle drengene forskelligt, og nogle var endda blevet så voksne og muskuløse i det, at Selmy var nødt til at holde sig til at undgå problemer fremover, eller simpelthen snakke sig ud af dem. 

Pludselig fik han vinen i hånden, og han så lidt forvirret ud. “Jeg drikker egentlig ikke...” Svarede han, med fare for at lyde kedelig. Men Asith burde jo vide, at i og med at Selmy var så religiøs som han var, så drak han sig aldrig fuld og ude af stand til at være i kontrol. Selmy satte sig beslutsomt op i sengen og tog et par mundfulde vin, hvorefter han tankefuldt tørrede sine læber med sin finger. Måske han kunne starte på en frisk, når han kom hjem igen... Det var umuligt at agere som den perfekte, troende og dydige borger, så længe han hang ud med en mørkelver.

Selmy studerede Asith, der endnu lå ned og var begyndt at tænke over et eller andet. Det var tydeligt at se på ham, når han havde indre diskussioner med sig selv. Han afbrød ham ikke, men kiggede ned på ham, stadig med vinflasken i sin hånd, som han ikke helt vidste, hvor han skulle gøre af.

Drikker ikke? Asith kiggede endelig tilbage på den stille Selmy med et hævet blik. Han havde da nydt godt af Asiths hjemmebrændt tilbage da de stadigvæk havde noget af det. Nok til at han havde fået en smule godt at dets effektive virkning. “Du takkede ellers ikke nej til min brændevin.” Svarede han med et enkelt af sine tattoverede øjenbryn hævet i et uforstående udtryk. Så igen, det havde været umiddelbart efter deres møde med bjørnen og Selmy havde måske haft brug for vinen for at få styr på sine nerver. Og han var religiøs, var han ikke? Det var ikke noget nyt at de troende skulle give slip på de gode ting i livet såsom fordrukkenhed. “Hnm. Det må du om.” Han var ir for sig ligeglad om Selmy drak eller ej - han havde vel bare fået et forkert indtryk. Han rakte ud og stjal vinen igen for at tage endnu en slurk. 

“Næh, jeg foretrækker også min pibe med mine opiater.” Svarede han efter han havde taget en stor tår. “Dobbelt så meget effekt, men ikke nær så store kvaler morgenen efter.” Tømmermænd havde aldrig været noget han havde stået godt imod, men nogengange var det dét værd så han kunne glemme en ting eller to natten før. Han lavede et lavt suk ved tanken om hans elskede pibe og hans hjemmelavede tobak, som stod og samlede støv tilbage på sin hylde i hans butik i DIanthos. En rom-the fra Hellebarden ville også falde i god jord lige nu. Idet hans tanker var derhjemme, kom han til at tænke på hans ufærdige arbejde, som stadig sad i hans lager-kammer. Ved Zaladin, han håbede at han stadig lå i god jord hos sine nuværende ‘arbejdsgivere’. Han ville nødig miste et par fingerled for at have taget denne spontane ferie imod fremmede horizonter med en rigmand biolog på slæb.

“Så du horer ikke og du drikker ikke..” Asith talte de to ting på sine skarpe fingre og kiggede tilbage på Selmy efter hans blik havde været i loftet for en stund. “Du vælger at rejse rundt i vildmarken og foretrækker en langvarig tur sydpå med en komplet fremmed fremfor at tage hjem til din varme hybel med fisk om søndagen...” Han stoppede med at tælle og tog igen fat i vinflaskens hals. “Du er et sært overklasse-løg, Selmy.” Konkluderede han, men ikke hånligt. Det lød næsten som en kompliment bag ukomplimenterende ord.  

Selmy trak lidt på skuldrende. “Tja... Det gjorde jeg vist ikke, nej” Han kunne godt huske Asiths brændevin. Han havde ikke drukket særlig meget, og alligevel havde den formået at gøre ham stærkt beruset, og fik lagt ham i seng ret hurtigt. Og så smagte den faktisk ikke helt tosset... Han kunne ikke rigtig sammenligne hans brændevin med andre varianter, da han jo ikke drak, men han ville da mene, at Asith var dygtig til de ting han nu kunne lave hjemmefra. 

Nu hvor han havde mindet Asith om, at han ikke drak, synes han at Asith virkede mere grådig med flasken. Men Asith skulle ikke høre på brok fra ham. Selmy havde allerede følt sig presset nok til at drikke honningvin til borgmesteren fest, og det var mere end han var vant til. Han lyttede interesseret til, mens Asith forklarede om sit opiatforbrug, og han var ikke synderligt imponeret. Det var endnu en ting der adskilte dem yderligere, og Selmy ville aldrig kunne sætte sig ind i ønsket om, at bedøve sig selv på den måde. Han ville dog give Asith den forståelse, ikke at kritisere ham for det dog. En mørkelver der havde mange år at se frem til, frygtede nok ikke at ødelægge sin ungdom med den slags.

“Hore...” Gentog han med et fornærmet fnys og rystede på håret. Selvfølgelig horede han ikke, men det var ikke ligefrem noget de havde bragt på banen før. “Og tal for dig selv Asith. Du har lige så meget valgt at rejse ud sydpå med en komplet fremmed” Svarede han med et smil og tog fat i tæppet ved fodenden og hev det over sig, nu da Asith endnu ikke havde gjort krav på det. Han smed sig ned at ligge og vendte ryggen til ham og trak tæppet op over skulderen. “...Frem for hvad end du laver på en søndag”. Selmy var egentlig overrasket over, at Asith gemte på den slags informationer om ham. De små detaljer, som alle andre ville glemme, fordi de jo netop var komplet ligegyldige. Måske fandt han det komisk, og derfor kunne han ikke slippe det? Gad vide om han egentlig bare var den rene underholdning... Skønt Selmy havde følt sig så spændende som en våd klud.

Tal for ham selv? Asith havde aldrig rigtigt set sit motiv med rejsen som noget svært forståeligt eller mystisk. Det havde været klart fra starten hvad han havde været ude efter, men han fandt sig selv mindre og mindre fokuseret på roden disse dage. Det var som om at alt der havde foregået i dagene op til denne havde fordrejet hans mål en smule. 

“Jeg har valgt at tage afsted fordi jeg har et decideret mål med det.” Svarede han. “Jeg er stadig ikke sikker på hvorfor du ændrede din mening.” Han trak lidt på skruldrene. Egentligt ville han ikke ligge søvnløst over Selmy’s valg om at hjælpe ham til roden, men det var stadig ikke noget, som gav mening for ham. Specielt ikke efter den behandling Asith havde givet ham i starten. Bare tanken dannede en ubehagelig klump i mørkelverens dybeste. Han hadede smagen af dårlig samvittighed!

“Min pointe er, at jeg ikke har bedre ting at tage mig til. Roden kan meget vel være et stort gennembrud for mine eliksirer og mit arbejde, så det er turen værd for mig.” Hvis roden havde det potentiale, som han havde kommet frem til, kunne det meget vel være at han åbnede døre til helt nye og fantastiske egenskaber. “Hvad der er sært er at du, til trods for at have alle gode grunde til at hoppe tilbage til din behagelige hverdag, stadig valgte at...-” Han tøvede og kunne ikke lide ordene han skulle til at udtale. “-...Hjælpe mig. Specielt efter jeg tog dit arvestykke som gidsel og behandlede dig som skidt.” Hans tone blev lavere idet han rent faktisk virkede til at fortryde hvad han havde gjort. “Ahm..” Han rømmede sig og lagde blikket væk. Han kunne vel ligeså godt sige det som det var? Han havde ikke fortjent hjælpen, som han var blevet givet. Især nu, hvor knægten havde været ude for langt mere end han havde sagt ja til. “Havde jeg været dig, havde jeg bedt Zaladin æde mig og taget hjem til min varme seng.”

Forvirret kiggede Selmy ud i rummet og lyttede til Asith, som efterhånden lød som om han forsøgte at undskylde over for hans opførsel. Selmy kiggede sig om skulderen og mødte mørkeleveren med et spørgende udtryk, som om han ikke vidste hvad han snakkede om. Selmy kunne godt huske hvilken idiot Asith havde været overfor ham, men alt dette var naturligvis tilgivet for længst. “Jeg ville aldrig forsøge at kommunikere med Zaladin. Det rette bare hans opmærksomhed mod en selv” Svarede han med en latter, der ikke lød træt, trods han ellers havde lignet en, der havde lagt sig til at sove. 

“Du vil gerne vide hvorfor jeg, et menneske af velstand ville rejse afsted med en ussel mørkelver som dig?” Selmy vendte sig mod ham og stirrede på ham, som han selv skulle udtænke hvorfor han i starten valgte at tage ham med. “For det første havde du lige reddet mig fra en bjørn...” Begyndte Selmy eftertænksomt, som han huskede tilbage på sine daværende tanker om Asith, som uden tvivl var noget anderledes og noget mere... mørke end i dag. “Og så havde du beundret mit arbejde, og du havde vel... syntes at jeg var noget værd at kidnappe?”. Hvor underligt det end lød, som Selmy formulerede det, så havde det trods alt smigret ham en smule... eller ret meget, at en mørkelver med alkymistbagrund fandt ham nyttig i sin søgen efter roden, og nu var det jo så heldigt, at han faktisk vidste hvor den var, trods den ikke var kommet i bogen endnu.

Selmy lagde sin hånd på Asiths arm, for at indikere at der var fred mellem dem, og for at vise, at han ikke var bange for ham. Hånden lod han blive, hvilende. “Du skal ikke tænke mere over det. Jeg har aldrig været vildt god til at snakke med andre mennesker... men at snakke med en mørkelver er åbenbart en noget behageligere oplevelse, end man skulle tro”.

Starten af Selmy’s argument lød bizart og Asith kunne ikke se hvordan hans interesse i Selmy’s arbejde skulle retfærdiggøre knægtens valg for at tage med ham. Havde han virkelig så lavt selv-værd at han ville hægte sig på enhver, som fandt en smule nyttighed i ham? Asith smed tanken fra sig, da han indså ironien ved at være mistænksom overfor en andens selv-opfattelse. Han havde trods alt ikke de højeste tanker om sig selv og han hægtede sig med arme og ben til dem, som drog nytte af hans arbejde. Men Asith gjorde det for overlevelsens skyld og Selmy var ikke i den situation hvor hans næste måltid afhang af hans tur med mørkelveren.

Asith vågnede lidt op fra sin indre monolog da Selmy rørte hans arm og lagde først da mærke til hvor længe Selmy havde stirret på ham. Selmy’s ord var ment til at være betryggende og og komplimenterende, men inden i Asith opstod der en uro, som han ikke var helt vant til. Han blev med ét meget bevidst om rummet omkring dem og Selmy’s øjne på ham. Noget i ham brændte for at smide en sarkastisk bemærkning tilbage i fjæset på ham for at gøre en ende på den mærkeligt ærlige situation og få Selmy til at bruge sit vante irriterede udtryk når han kiggede på ham.

For første gang i lang tid stirrede Asith en smule blankt på Selmy og endnu mere intetsigende var hans mund. Det var sjældent han var mundlam på den måde og det føltes bare mere og mere bizart jo længere hans stilhed strækkede sig.

Asith satte sig op fra sengen for den føltes ligepludselig så lille og rømmede sig akavet. “Ah.. Det... Eh..” Han færdiggjorde ikke sætningen, for den var ikke færdigtænkt og lige nu var det mere vigtigt bare at sige noget. Et eller andet. “Det er ligemeget med morgenmaden..! Jeg er ikke sulten mere.” Han formåede endelig at fylde tomheden der hjemsøgte hans stemmebånd, selvom det var en ret tilfældig kommentar. Næsten febrilsk hævede han vinflasken og tømte den og rejste sig! “Vi bør nok få noget søvn!”      

Ret så beskeden en berøring det ellers var, havde Selmys hånd nået at få lov til at hvile på Asiths arm et godt stykke tid, før Asith overhoved opdagede det, og i mellemtiden havde Selmy nydt godt af, at hans planlagte berøring ikke blev afvist på stedet. Hvad der foregik inde bag knolden på ham, havde Selmy ingen erindring om, men han virkede da til at lytte til ham og finde hans begrundelser interessante nok til ikke at grine af ham eller afbryde ham. 

Afventende kiggede han på Asith, for at give ham plads til at sige noget, men Asith var pludselig meget stille. Stille nok til at det endda gjorde Selmy lidt nervøs, hvilket kunne ses i hans blik, som det begyndte at undersøge mørkelveren efter en form for reaktion. At Asith pludselig satte sig op var foruroligende, og Selmy så på med forskrækkelse, som Asith fik travlt med at komme op af sengen. 

“...Morgenmad? Jamen...” Selmy var forvirret, og havde allerede selv glemt alt om, at de før havde talt om at spørge efter morgenmad. Hans hjerte hamrede i brystet, for han frygtede at han havde været for sukkersød... for afslørende om sine private og selviske intentioner med hans venskab til Asith. Asith havde optil nu virket ret intetanende, og Selmy havde været sikker på, at en enkelt berøring på hans arm, ikke ville kunne skade, og derved få Asith til at lægge to og to sammen.

“Hvis vi skal sove, skal du nok ikke rejse dig?” Spurgte Selmy meget kritisk og meget bekymret, mens hans øjne bevægede sig fra flasken og til Asith, der forhåbentligt ikke var på vej væk. Selmy ville ikke have at han gik på grund af dét. Han skulle nok stoppe og opføre sig pænt, hvis blot han blev og lovede at glemme hvad han havde oplevet. Han satte sig også op i sengen. “Du går vel ikke?” Lyden af hans stemme var noget mere klar, i et ønske om, at trænge igennem Asiths indre panik “Jeg er ked af det. Jeg skal nok lade være”. Han kunne ikke sætte ord på ‘med hvad’, for det var trods alt et tabu... Den slags. Og det var ikke sikkert det var meget anderledes i mørkelversamfundene.