En dråbe ramte Demos lige midt i panden og han kiggede op, ligesom Lainey havde gjort det. Men i modsætning til hende blev han ikke irriteret over regnen, for han havde ikke noget imod lidt vand. Han lukkede sine øjne i et par sekunder, før hans øjenlåg gled op igen og han vendte sit blik mod Lainey.
"Hvad er der i vejen, kan du ikke klare lidt regn?" spurgte han. "Jeg troede ellers, du var sååå ufatteligt stærk...?"
Han smilede så bredt, at man kunne ane en lille bid af hans hvide tænder. Endelig var det hendes tur til at blive irriteret over noget.
Han gned sig over panden med sit ene ærme for at fjerne et par regndråber. Det mest irriterende ved regn var, når det dryppede lidt ned i synet på én så man blev nødt til at lukke sine øjne i, og derfor ikke kunne se noget som helst.

Lainey lod som om hun ikke havde hørt hans kommentar, og brokkede sig blot videre over vejret. Det gik hende på, mest af alt, fordi hendes frakke nu ikke ville hjælpe med at holde varmen, men blot gøre det koldere, når den nu blev våd og tung. "Sikke noget forpulede lort!" kom det så igen fra hende. Der var lang vej hjem til hendes hytte, og den ville bare føltes længere, hvis hun samtidig frøs og var våd.
Hun kiggede på Demos. "Det kan du jo sagtens sige," Hun fnøs. "En fisk som dig, er jo vant til at være våd!" Hun sukkede.
Skibet som var kommer for ikke lang tid siden, havde nu også lagt til og forladt. igen var der stille og tomt omkring dem. Men Lainey vidste godt at der nok ikke gik lang tid før der kom endnu et skib. For havnen var næsten altid fyldt op med tons vis af skibe.

"Jeg er ikke en fisk!!" hvæsede han. Hvornår fattede hun det? Han bed sien tænder sammen, mens han tænkte på, hvad han kunne kalde hende. Noget, som hun ville blive rasende over at blive kaldt. Men han kunne ikke komme på noget. Til hans fortrydelse. Så han stod bare dér med sammenbidte tænder og gloede hidsigt på hende, uden at et eneste skældsord røg ud af munden på ham.
"Medmindre du ikke vil have dit tøj til at blive gennemblødt hurtigere, end regnen gør det, så holder du op med at kalde mig for at fisk!" sagde han og løftede truende en knytnæve. Han kunne godt skubbe hende i vandet, hvis han ville. Det krævede ikke så mange kræfter, hvis bare hun stod tæt nok på kanten af havnen. Og hvis ikke det hjalp at skubbe hende, så kunne han jo altid hive hende med sig ned i vandet. Gribe fat i hendes frakke og hoppe i vandet og håbe på, at hun ville følge efter.

"Indtil du fortæller mig hvad fanden du så er, vil du for mig være en fisk." sagde hun koldt. Hun kiggede bag sig. For hun stod jo faktisk tæt på kanten. Hun burde rykke sig, men lod være. Hun vlle ikke udtrykke at hun følte sig truede af ham. For det gjorde hun ikke. Hun tog ham ikke seriøst, og det har hun aldrig gjort.
"Hvorfor ikke bare indrømme du er en fisk?" Hun trækker på skuldrende, og kigger hoverende på ham.
På en måde, vidste hun jo godt at han ikke var en fisk, men stod ved det, fordi det irriterede ham. Og fordi han hadede at blive kaldt det. Men msåke var han en skildpadde? en havskildpadde? ja, det kunne han i grunden godt være. Måske.
"Eller hvad?" hun ventede lydløst på svar så.

Demos bemærkede godt, at Lainey kiggede om bag sig selv for at se, hvor tæt hun egentligt stod på kanten, og det gippede let i ham. Var det et tegn på svaghed, hun udviste? I så fald havde han tænkt sig at udnytte det så godt han nu kunne.
"Fordi jeg ikke er en fisk!" sagde han køligt og trådte truende et skridt frem imod hende, så han nu stod med en meget lille afstand til hende. "Hvis jeg var det, ville jeg ikke være i stand til at opholde mig oppe på land. Så ville jeg svømme rundt i havet, ligesom du gør om lidt!"
Han strakte sine arme frem foran sig og skubbede til hende, alt imens han gik fremad for at være sikker, at hun faldt i. Han lagde alle sine kræfter i, for han ville for alt i verden ikke gøres til grin endnu engang, bare fordi han ikke kunne klare en pige. Der var da mange mænd, der blev lagt ned af piger, så hvad var problemet? Måske var det, fordi det kun var de svage af slagsen, der blev lagt ned...

Hun elskede at se, hvor meget han hadede at blive kaldt for fisk. Hvor meget det gik ham på. Hun så op igen, idet at regnen blev lidt blidere, men stoppede langt fra. Det regnede stadig så meget, at Lainey var blevet en del våd. Og hun overvejede i et sekund at gå hjem, hvis det skulle blive værre. Men ville ikke gå, for det ville være at flygte. Og hun ville ikke flygte fra ham.
Hun opfangede godt at han gik tættere på hende, men smilte bare til ham, da hun havde regnet med at det kun var for at skræmme hende. Hun gik lidt bagud, så hun stod på kanten. Smilte stadig. Da han så rent faktisk skubbede hende, og hun kunne mærke hun faldt bagover, greb hun fat om hans arm, og forsøgte at trække ham med ned. Hvis hun faldt i havnen, skulle han med.

OOC: skal lige spise. ^_____^ skal nok skynde mig.

Det kom som noget af en overraskelse for ham, da han mærkede Laineys hænder om sin arm. Han havde regnet med, at hun måske ville forsøge at kæmpe imod, men ikke at hun ville forsøge at hive ham med sig i vandet. Først satte han sine hæle i jorden af ren refleks. Måske fordi han ikke ville have, at hun skulle tro, at hun havde vundet, bare fordi hun hev ham med sig. Men så kom han i tanke om, at hvis han var i vandet samtidig med hende, blev det lettere for ham at drukne hende - hvis de da ellers kom så langt. Og heldigvis havde han ikke det mindste imod at blive lidt våd, så han gav ligesom slip med sine fødder og lod sig dumpe ned i havet.
Vandet var iskoldt, og han tog sig selv i at slå armene om sig selv, mens han sparkede med sine ben for at holde hovedet over vandoverfladen. I det mindste var der da en god ting ved at være nede i vandet. Det føltes ikke halvt så koldt som oppe på havnen, fordi den kolde vind ikke blæste under vandet. Men måske Lainey ikke følte det samme? Hun var jo trods alt ikke vant til at svømme rundt i havet på denne årstid. I et kort øjeblik blev han faktisk i tvivl om han havde gjort det rigtige. At skubbe hende i havet var måske ikke så smart alligevel. Sæt hun nu frøs ihjel. Så var det hans skyld, hvis nogen fiskere en dag fiskede et forfrossent lig op.

(Det er helt i orden ^_^)

OOC: sååååådan. :'D

Ligesom ham, faldt hun med et plask i det mørke vand, som på trods vejret, var stille. Kulden ramte hende først hårdt, og fik hende til at gispe kort efter vejret, men så blev det til at holde ud. Lainey har aldrig været glad for vand, men var dog alligevel en stabil svømmer.
Hun tog endyb indånding, og uden at skifte mine eller bryde ud i vrede, kæmpede hun sig bare hen til kanten, men kunne ikke nå op. Hun kunne jo ikke bunde, og hendes arme var ikke lange nok til at nå kanten.
"Flot. Hvad har du tænkt dig at gøre nu, snotunge?" kom det irriteret fra hende. hun vidste, at han heller ikke var høj nok til at nå kanten, når hun ikke kunne. Lainey kiggede sig omkring. Hun havde ondt efter faldet, da hun ramte vandoverfalden med ryggen først, men lod som ingenting.
Igen blev regnen kraftig, og det regnede efterhånden en del. Lainey tjekkede om hun havde noget i sine lommer, hun kunne miste, eller som ikke måtte blive vådt. Men hun havde ingenting i sine lommer.
Hun holder blikket på ham, og forventer han har en idé til at komme op, for der er langt at svømme til en lavere kant.

Et lettere hånligt og triumferende smil bredte sig på Demos' læber. Nu var det hende, der havde problemer, og ikke ham.
"Ja, jeg kan jo bare svømme hen til den nærmeste strand og komme op dér. Eller også kan jeg bare blive i vandet," sagde han med et lavmælt grin. "Men det kan du ikke!"
Han gav sig til at svømme rundt i ring, stadigt smilende. Nu var han ligeglad med, om hun kaldte ham en fisk - okay, måske ikke helt, men alligevel lidt. For i vandet kunne hun jo ikke rigtigt gøre ham noget. Han tvivlede i hvert fald på, at hun kunne svømme lige så hurtigt som ham, så hvis han angreb hende, kunne han bare svømme væk, før hun slog igen... Måske. Måske ikke. For det lød godt nok en anelse ynkeligt, sådan bare at stikke af...
"Hvad har du tænkt dig at gøre, snotunge?" spurgte han.
Hvis han kunne, ville han sætte sine hænder i sine sider, men lige nu brugte han hænderne til at svømme med.

Lainey sprøjtede vand på ham i en forhastet bevægelse. "I det mindste havde jeg ret, du er en fisk!" Kom det så vredt fra hende. Hun ville ikke tabe helt. "Eller havskildpadde, det kan være det samme." mumlede hun efterfølgende.
Hun kiggede op på kanten. Tænkte lidt på hvad hun kunne bruge til at komme op med. Lå der ikke noget metal af en art deroppe, man kunne bruge? noget langt, der kunne tage fat i trækanten, så hun kunne hive sig op, og bagefter banke Demos med.
Hun kiggede op, imens hun lavede cirkler med arme og ben for at holde sig i overfladen. Hun lukkede så øjnene og anstrengte sig. Hun fik alt det løse metal der var i nærheden til at tiltrækkes af hende, og så håbede hun på at noget brugbart ville falde i vandet, så hun kunne fange det og bruge det til at komme op af det ulækre havne vand. Der var sikkert både olie og slam i det. Føj! tanken gav hende myrekryb.
En masse skruer og nogle enkelte møtrikker dumpede i vandet, før en lang stang af metal dumpede efter. Lainey greb forhastet fat i den, før den sank. Formen af den lignede lidt et koben, denne her var bare større. Den kunne måske godt bruges. Den var knapt en meter lang, så den kunne helt klart nå kanten. Og den var bøjet så meget i enden, at den godt kunne hægtes fast, og bruges til at trække sig op med.
Hun prøvede. Hun slyngede den op på kanten, og hev lidt i den. Bare for at se om den sad odentligt fast. Det gjorde den. Hun sukkede, og håbede bare på det virkede.
HUn trak sig op, brugte alle hendes krafter på det, og da hun var halvt oppe, kunne hun nå kanten med den ene hånd, og gav slip på stangen med den anden. Den faldt derfor ned, og sank så snart den nåede vandet. Lainey greb hurtigt fat i kanten med den anden hånd også.
Der gik lidt tid, før hun havde samlet sig krafter for at kunne trække sig selv helt op. Hun tog en dyb indånding, før hun fik trukket sin våde, og spinkle krop op af vandet, og ind på land. Hun gispede kort efter vejret og trak som det første sin frakke af, som gjorde hendes krop estra tung, fordi den var våd.
Hun kiggede så ned i vandet, med et smil. "Nå, men god svømmetur." Hånede hun, stdaig forpustet. Der var rigtigt langt til den næste strand. Han kunne sikkert godt svømme, men det ville være hårdt og langt. Hun kunne selvfølgelig også bare hjælpe ham op. Men hvorfor skulle hun dog det?

(Undskyld det tog så lang tid for mig at svare. Jeg skulle lige spise >_<)

Demos kneb sine øjne let i. Nu var den der igen. Nu kaldte Lainey ham for en fisk igen!
”Hvad er du så? En eller anden slags omvendt flodhest? En, der klarer sig fint på land, men er klodset som bare pokker i vand,” sagde han.
Han betragtede hende, da hun lukkede sine øjne i. Han undrede sig over, hvad i alverden hun havde gang i, men fik snart svaret, da en masse skruer og møtrikker pludselig faldt ned i vandet. Han opdagede det først, da den første skrue ramte ham i panden. Han måtte skærme sit ansigt med sin ene hånd, for han skulle i hvert fald ikke risikere at få prikket sit øje ud af et søm.
Da han igen fjernede sin arm fra sit ansigt, så han, at Lainey havde fået fat i en eller anden stang af en art. Hun brugte den til at hive sig selv op med. Meget opfindsomt. Men hvordan skulle han nu komme op? Han kiggede sig omkring, men alt han fik øje på, var metalstykker, der var sunket halvvejs ned på havets bund. Ikke noget der kunne bruges. Han kunne jo også bare vente, til der kom et skib forbi, og så kunne folkene på skibet hjælpe ham op... men de ville sikkert bare forveksle ham med en meget stor og grøn fisk og sejle lige forbi ham.
Han vendte sit blik mod Lainey, der nu stod oppe på kanten og kiggede ned på ham. Da hun sagde, at han måtte have en god svømmetur, åbnede han sin mund let. Hvad?! Det kunne da godt være, at hun ikke brød sig om ham, men han havde da ikke fortjent det her! Den næste strand var... langt væk! Det ville være mørkt, før han nåede hen til den, og så ville han alligevel sikkert bare svømme forbi den, fordi han ikke kunne se den.
"Jeg kan sgu da ikke svømme så langt!" hvæsede han af hende. Han svømede helt hen til kanten, og rakte sit ene arm op imod hende. "Giv mig nu bare den stang!"

(Det er helt fint. ^.^)

Hun smilte nu stort, men følte dog hvor meget kulden stak i hende, så hun igen trak armende om hende. Nu var hun både kold, og våd. Fantastisk. Hun satte sig ned på hug, og tog fat i sin frakke, for at vride det meste af vandet ud af den. Hun gjorde det mest for at virke ligeglad med at han lå nede i vandet, og ikke kunne komme op. Men gik dog alligevel hen til kanten, og så ned.
"Jeg troede det var dig, der bare kunne svømme?" hun nød at være på land, og se ham svømme forvirret rundt i iskoldt vand.
Men hun overvejede dog at hjælpe ham. Hun ville bare lige vente, bare et lille stykke tid. Drille ham lidt. "Sig mig, hvad får jeg ud af at hjælpe dig op?" hun lægger sig ned, med hovedet på kanten. Hun sendte ham et smil.
"Husk hvem der fik os ned i vandet!" kom det så fra hende.
Hun sukkede. På en måde var hun vel nød til at hjælpe ham op. Så han strakte armen ud så langt hun kunne, så han kunne tage fat og hun kunne trække ham op. Så meget kunne han vel heller ikke veje.

Demos sænkede ligeså langsomt sin arm igen. Det så ikke ud til, at hun havde tænkt sig at hjælpe ham. Han rynkede lidt på næsen. Hvad havde han regnet med? Selvfølgelig ville hun ikke hjælpe ham. Det var trods alt ham, der havde fået dem ned i vandet. Så på en måde var det vel hans egen skyld, at han nu svømmede rundt ude af stand til at kunne komme op på havnen igen. Og Lainey gjorde ikke ligefrem situationen bedre, sådan som han stod oppe på havnen og smilede ned til ham.
"Du er vel nok sjov, hva'?" sagde han gnavent.
Hvor han dog bare hadede det, når hun åbenbart syntes, det var nødvendigt at drille ham, bare for at få ham til at føle sig endnu dårligere tilpas.
Han snøftede og kiggede rundt. Det var da lige til at blive forkølet af, det her. Da Lainey spurgte, hvad hun fik for at hjælpe ham, fnøs han.
"Du får æren af at hjælpe en fremtidig verdenshærsker!" sagde han og rullede med øjnene.
Da hun så endelig strakte sin arm ned til ham, tøvede han lidt. Hun ville nok begynde at drille ham, lige så snart hun havde hjulpet ham op. Han kunne allerede høre, hvordan hun ville håne ham for at modtage hjælp fra en pige. Men det var trods alt bedre end at svømme rundt hernede, hvor han ikke kunne gøre noget for at få hende til at holde mund. Så han greb alligevel fat i hendes arm.

Hun sukkede, idet hun klemte om hans hånd, og trak ham op af vandet. Som hun havde forudset, vejede han ikke det store, men det tog lidt før han var helt oppe ved kanten, og selv kunne trække resten af ham op. Hun gav slip, men sagde ikke rigtig noget.
Hun gik bare hen til sin frakke, og tog den op. Den var stadig gennemblødt, og tungere end man skulle tro. Lainey forestillede sig at turen hjem ville blive meget længere og koldere end forventet. "Pis." mumlede hun lavt. Ikke nok med at hun frøs af helvede til, og at hun var våd, og at der var langt hjem, så skulle hun også bære en tung, gennemblødt frakke som næsten vejer det samme som hun selv gør ligenu. Det kunne ikke blive værre, følte hun.
Hun satte sig lidt opgivende ned på jorden, stadig med frakken i hænderne, foldet sammen til en stor klump af vådt stof.

Demos strakte sine arme ud fra sin krop og betragtede, hvordan vanddråberne dryppede fra hans gennemblødte bluse. Han vred blusen, det bedste han kunne, men det hjalp ikke det store. Han dryppede stadig af vand, lige meget hvor meget han vred den.
Han lagde sine arme over kors og skælvede let. Det var koldt at stå gennemblødt udenfor på en våd og blæsende efterårsaften. Iskoldt. Han sukkede og slog lidt med arme, selvom det ikke gjorde nogen forskel. Det var også den idiot til Laineys skyld. Hun skulle absolut hive ham med i vandet!
Han skævede hen til Lainey. Hun så ud til også selv at fryse. Men det var hans skyld, at hun frøs, for han havde skubbet hende i.
Han satte sig ned på jorden en lille meter fra hende. Han trak sine knæ så tæt til sig, som han kunne, og slog armene om dem, mens han forsøgte at få lidt varme i kroppen. Han skulede af Lainey.
"Det er også din skyld," mumlede han.

"Min skyld? det var sgu da dig der skubbede mig i vandet først." kom det så irriteret, men eftrefulgt af et suk. Hun var sur, men alligevel ikke. Hun var ikke vred, fordi han havde skubbet hende i vandet. Mere fordi det er koldt, hun er våd, der er langt hjem og det er allerede mørkt.
"Forbandede pis!" mumlede hun så stille. Hun kiggede på ham. Han frøs ligeså meget som hende, så det ud som om. Men han havde sikkert ikke så langt hjem, og havde ikke en kæmpe stor klump på 2 kilo at slæbe på! Hun kiggede op. Det regnede ikke mere. Det var bare stille og koldt. Hun kunne ikke høre så meget andet end havet og deres vejrtrækninger. Hun var ikke længere forpustet, men hendes vejrtrækning var stadig hurtig og ukontroleret, fordi hun frøs.
Man kunne se både Lainey og Demos' ånde i mørket. Så koldt var der. Lainey var for længst begyndt at ryste.

"Ja, men du hev mig med dig!" påpegede han.
Han trak sine skuldre og og gned sine øjne. Han var træt og våd. Men i det mindste tog han det ikke lige så tungt som Lainey gjorde. Hun var sur og irriteret, det var let at se på hende. Og høre. Hun mumlede konstant "pis". Det var nok ikke nu, han skulle begynde at drille hende.
Han skævede til hendes frakke. Bare han også havde haft en frakke. En tør en vel at mærke. Ellers varmede den jo ikke.
"Hvis ikke du havde hevet mig med dig, ville der være i et mindste en af os, der ikke frøs nu. Nemlig mig," sagde han.
Han skævede imod et af de store skibe, der netop havde lagt til ved havnen. Det så helt øde og forladt ud. Mon nogen ville have noget imod det, hvis han sneg sig ombord...? Der var med garanti varmt inde i skibet. Og der var sikkert også et sted, han kunne hænge sin våde bluse til tørre.

Hun hævede sit ene øjenbryn. "Det er bedre, at vi begge er våde, end at det kun var mig der var våd." påpegede hun, stadig stille. Hun slog igen sine hænder omkring sig, for at opnå lidt mere varme.
Lainey fulgte Demos blik hen mod båden, og tilbage på ham. Hun skulede kort, for at gennemskue ham. Hun kunne se på ham, at han overvejede noget. Hun kiggede igen på båden. Fik pludselig samme tanke. Den var sikkert ikke låst eller noget.
Hun rejste sig op, var ikke sikker han tænkte det samme, men hun ville gøre det og så kunne han følge med eller ej.
Hun tog sin sammenkrøllede frakke med sig, idet hun gik imod skibet, kiggede dog tilbage på Demos, for ligesom at give ham en chance for at gå med hende eller lade være. Hun var lidt ligeglad, men hvis han nu gik med og de blev opdaget, kunne hun jo give ham skylden.

Demos kiggede efter Lainey, da hun pludselig rejste sig op og begyndte at gå. Var hun på vej hjem, eller hvad? Nej... han fulgte hende med blikket og så, at hun gik hen imod skibet. Præcis ligesom han havde tænkt sig at gøre. Var hun tankelæser eller hvad?
Hurtigt kom han på benene og fulgte efter hende hen til skibet, og der gik ikke lang tid, før han nåede op på siden af hende. Han målte skibet med øjnene. Det var ikke specielt stort, men det var slet ikke lille. Der hang en rebstige af en art ned fra skibets ene side, så han klatrede op af den.
Da han nåede op på skibets dæk, stod han stille et øjeblik og så sig om, bare for en sikkerheds skyld hvis der nu skulle være nogen... men der var helt tomt. Alt lys var slukket, og der var ikke en sjæl at se. Det kunne selvfølgelig være, at skibets kaptajn sov under dækket, så han passede på ikke at larme for meget, da han bevægede sig hen over træplankerne, der udgjorde gulvet.
Han kiggede sig over skulderen for at se, om Lainey var med. Og for at se hvor meget hun havde tænkt sig at larme. Det måtte være svært at bevæge sig lydløst omkring når man bar rundt på så tung en frakke.

Hun vendte blikket fremad igen, da hun havde set at han rejste sig. Da de kom til rebstigen, foldede hun sin frakke ud, og rystede den stille. Den var ikke tør, men heller ikke helt gennemblødt, så hun tog den bare over sig, for ikke at skulle bære rundt på den.
Hun kiggede sig omkring da hun var kommet op på dækket. Og så hen på Demos. Smilte skævt og gik så i retning mod kahytten. Der var vinduer, så hun ville hurtigt kunne se om der nogen derinde. Hun gik helt tæt på, og kiggede lydløst ind. Hun kunne ikke se nogen, så hun kiggede tilbage på demos med et smil, før hun rev i håndtaget til kahytten. Men den var låst.
"Lort." kom det lavmeldt fra hende, ja næsten uhørligt. Hun gik lidt tilbage, men trådte så hurtigt frem, og sparkede til døren, så låsen faldt af og døren splintrede. Hun vendte blikket mod Demos, før hun gik ind i kahytten.