Kazumetzu sidder bare og stirrer tungsindigt ned i jorden foran sig.. hans øjne føles så tunge.. og kroppen helt slap..
Urh... nu.... igen....
Han mærker tyndekraften trække i ham.. så han skvatter ned fra bænken.. forover, og ligger så bare halvt sammenkrummet, med forbindingerne om armene, hvor de nu nærmest blåsorte fingre lige stikker frem...

Og så sover han ellers bare!

Nimue udbryder så lyst et skrig, at en maler lidt derfra falder ned fra sin stol og smadre et glas, og Nimue selv bliver også helt overrasket over det.
Hun skynder sig meget hurtigt hen og vender Kazumetzu forsigtigt om. Hun er virkelig såret! Hvad gør jeg!?!? Tænk tænk tænk!! øh.. der er nogen kilder oppe i bjergene.. så vidt jeg husker.. men.. har kun hørt rygter.. aner ikke hvor de ligger! Helbredelseshuset er nok det bedste! tænker hun, og prøver desperat at vække Kazumetzu ved at ruske lidt i ham.
Hun prøver at bære ham, men er bange for at holde ham forkert og komme til at påføre ham endnu mere skade.

Der går ikke længe inden han åbner øjnene igen.
"uhm..?" han ser op i det.. fremmedudseende ansigt..
Udbryder et skrig (... tøset skrig xD;; ) og skærmer for sit ansigt.
"du må ikke slå mig i hjel!!" piver han... med en stemme, som der som kvindestemme ville være dyb.. men meget meget lys for en mandestemme..
Han blev dybt skræmt.. et fremmed væsen

Nimue skriger ikke denne gang, men kaster sig overdrevet bagud og banker hovedet ned i jorden af forskrækkelse.
,,Av av avavav" udbryder hun, og tager sig hurtigt til hovedet med begge hænder. Det bløder ikke, men alting snurre rundt for hendes blik lige nu.
Da smerten dæmper sig igen, høre hun hvad Kazumetzu siger om at blive slået ihjel, men det er det eneste hun høre, og derfor trækker hun af reaktion sit store byvagtsværd og rejser sig.
,,Hvor er de?! Bare rolig jeg skal nok smadre dem!" siger hun og svinger forvirret med sværdet, mens den anden hånd stadig er omkring hendes baghoved.

Han sætter sig fortumlet op..
".. Urhm.. Der er ingen her der.. har angrebet.." han snøfter..
"Jeg er bare kommet tilskade.." han ser bedrøvet ned.
Mine... arme... og ben... tænker han deprimeret..

Nimue ser først på Kazumetzu, og derefter både til højre og venstre.. ,,Nå... okay" siger hun, en smule flovt og sætter sit sværd på plads.
Hun ser lidt på Kazumetzu, og overvejer hvad hun skal sige og gøre.
,,Altså... du må vel tage til h huset og få det ordnet" siger hun og smiler opmuntrende, og går lidt tættere på ham.
Hun ærger sig meget over, at hun ikke ved hvor de healende kilder ligger henne, men hun nævner dem heller ikke.. hun vil ikke give ham falske forhåbninger, hvis de nu bare er rygter og ikke findes i virkeligheden.

han gnider bedrøvet sine øjne.
"De kunne ikke gøre noget.. Jeg kommer aldrig til at kunne gå ordenligt.. eller noget som helst igen.." han bryder ud i gråd igen.. gemmer ansigtete i den ene arm... og det sorte ærme..
Hvis dog bare nogen kunne hjælpe ham!!?

,,Så så.. det.. skal nok gå!" siger hun og sætter sig ved siden af Kazumetzu på jorden.
Der må vel være en eller anden form for løsning.. Nimue har før set umulige skader blive healet her i kl.. hvor ville hun dog ønske hun havde healende kræfter!
Men hendes evner er ingenting værd over for sådanne skader..
,,er.. du sulten? Tørstig? Træt?" spørger hun, bare for at hjælpe med et eller andet. Tanken om de healende kilder kører stadig rundt i hovedet på hende.

"træt ja.." siger han stille..
"Men.. det gør bare så ondt... og helt blå.." piver han, mens han ser på de blålige fingre.. tydeligt at arme og hænder er i gang med at dø...
et trist fackt..

,,Min gode gud!" udbryder Nimue, men fortryder det hurtigt, eftersom hun kom til at lyde som sin mor..
Hun ser på hænderne som er det uhyggelige krybdyr, og hun tør ikke prøve at røre ved dem, i frygt for at de falder af.
,,Vi.. vi må.. finde en eller anden med healende kræfter! Der findes mange af dem i det her land, og de er dygtige og kan heale stortset alt!" siger hun og smiler energisk, med et fuldstændigt humør skift.
Det burde vel ikke være så svært at finde en god en..

han ser på hende.. nu er det hans tur til at bekymre sig.. for.. magi..?
Hun virker lidt forstyrret..
"Erhm... man kan jo ikke bare sådan trylle, og så er man hel igen.." han ser ned..
"Sådan er tingene jo ikke.." han sukker tungt..
Men gid de var!


Og så begynder han at småhulke igen..

((brb o: ))

Nimue ser undrende på Kazumetzu, og løfter venstre øjenbryn
,,Øh.. hvad snakker du om? Alle har da magiske evner! Det er normalt" siger hun, og glor stadig på ham som om han kommer fra en anden planet.
Han har nok også slået hovedet tænker hun, og tager hånden om til baghovedet igen, hvor en stor bule nu kan mærkes gennem det lillae hår.
Hun skulle faktisk til at grine, men Kazumetzu ser virkelig ud, som om han mente det han sagde.

han ser op på hende..
"Eh.. nej..?" siger han en smule forvirret og stille.
Hun har virkelig brug for en psykolog!! tænker han stille... ser ned, snøfter igen

Nimue rejser sig konsekvent op, og smider sit sværd og sit bælte.
,,Nå? Ja det skal vi få at se" siger hun og tager fat i sin bue, og tjekker først om den er spændt ordenligt, eftersom det er lang tid siden hun har brugt den efterhånden.
Hun tager en pil fra sit hylster, og spænder den godt op i buen. Problemet er bare, at hun ikke rigtigt kan se noget mål at demonstrere på.
Efter at have kigget lidt, beslutter hun sig for at bruge en stor sten som eksempel.
,,Se nu på den dér sten derover" siger hun og lukker det ene øje, for bedre at kunne sigte.
,,Rehtom fo latem – muinimula noitanimal!!" udbryder hun, med en stemme der giver en underlig genlyd, og både pilen og hendes øjne lyser sølvfarvet op.
Hun lader pilen flyve gennem luften, og den rammer stenen perfekt og planter sig i midten af den. Den ryster kort, hvorefter den forsvinder ind i stenen, der bliver dækket af et tykt lag aluminium.
,,.. Tada!" siger hun og slår stolt ud med armene.

Kazumetzu ser på stenen... så ser han på hende da hun taler..
og så sker det.. det første magi han i sit liv har set..
Han udbryder etr højt rædselsskrig.. kommer åp benene og begynder at løbe.. Men det er tydeligt, at hans ben er brækkede... lårknoglerne bøjer, og han når kun at løbe 200 meter inden hans ben simpelthen knækker! bogstaveligt talt,..
Lammet af smerte og rædsel falder han til jorden...
Jeg dør!! HVAD ER HUN?!!! han hulker af rædsel.. -og smerte

Nimue bliver meget chokeret over hans reaktion, og hun står som forstenet tilbage alene, og ser ham løbe.. eller hvad man nu kan kalde det..
,,Hey... HEY!" udbryder hun og løber hurtigt hen til ham.
,,T-tag det roligt! Der sker dig ikke noget!" stammer hun meget forvirret, og hun fortyder virkelig meget at hun viste ham sin magi.. han er tydeligvis ikke herfra.. eller også er han ikke helt normal!
,,Det er bare magi! D-det er helt ufarligt!" siger hun, og ligger buen fra sig, mens hun prøver at få Kazumetzu til at falde ned.

Men der er ikke rigtig noget der kan få ham til at falde ned.. han hyperventilere og gisper.. af smerte nu.. for hvis man ser på hans ene ben, forstår man hvorfor.. Man kan se hvordan det ligner han nærmest har fået et ekstra knæ midt på låret.. som bøjer!! Men det er knoglen der er brækket over...
Han mærker en svimlende fornemmelse... det gør ondt over alt! Hvorfor er der dog ingen der vil hjælpe ham?!!!

,,BLIV LIGGENDE!!" råber hun panikken, og prøver at holde ham nede mod jorden, uden at skade ham mere end han er i forvejen.
,,D-du kommer bare mere til skade! Bare rolig, vi finder på noget!" udbryder hun, men aner ikke hvorfor hun sagde det, eftersom hun overhoved ikke aner hvad hun skal gøre.
Så hun gør det, man tit gør i pressede situationer.. råber på hjælp... ,,HJÆLP!!! EN ELLER ANDEN SÅ HJÆLP OS DOG!!" udbryder hun, men gaderne er fuldstændig tomme.
D-de er alle sammen på slottet... hvad gør jeg!?! Hun dør jo! Åh gud hjælp mig dog en eller anden tænker hun, og kan mærke hvordan tårene presser sig på i hendes øjne.
hun ville ikke kunne holde ud hvis han døde. Der må være noget de kan gøre!

Han kan ikke tale.. han ryster bare.. ryster over hele kroppen..
Han mærker søvnen døse ind over sig... og i et panikken gisp, går han ud som et lys...

Sovende...

Selina kommer roligt flyvende med en let vind i hendes hår.
hun har et roligt blik og elsker at flyve om aftnen, det var der det var mest roligt og nok heller ikke skete så meget.
hun opdager så nogen nede på jorden og flyver så ned imod dem med rolige vingeslag i luften.
når så jorden og lander lydløst på den og tager sine vinger ind til ryggen, så de ikke kommer i vejen for hende.
Går så med rolige skridt imod de andre.