Devyn kiggede på ham og havde bare lyst til at gå over og slå ham. Han forstod da bare heller ingen ting, kunne han ikke bare være en lille smugle normal. Eller var det alt for svært for ham. Det måtte helt klart være det sidste der var det rigtige. Det var for svært for sådan en dum... Ja hvad han end var så var han bare dum. Hvordan kunne sådan en som ham være så dum? Ja okey der var nok op til flere der mente at hun også var lidt dum, men det var ikke hvad hun selv mente, hun var bare lidt uvidende.
"Ja det er du også. Men hvem siger ikke at jeg.. Orh, det er lige meget med at fortælle dig noget. Du fatter ikke en skid alligevel." sagde hun lidt hårdt men hendes øjne var varme og smilende.
"Det er bare ærgeligt at din næse ikke brækkede." sagde hun efter ham med en lidt provokerende stemme. "Du skulle tage og bruge lidt voksne ting som at snakke om tingene eller noget i den stil." sagde hun og holdte blot øje med ham.

Hun kunne mærke hvordan varmen begyndte at sprede sig til hendes krop.
Solen som stille gled hen over himlens blå dumæne. Lyset som kom fra solen og ned i det blank vand var noget så smukt. Det ville have været bedst hvis solen var på vej ned, så ville det bare være romantisk. Men hun så jo en solnedgang hver dag ude fra havet, det var der ikke mange der gjorde. Så på det punkt kunne hun ikke se hvad der var så fantastisk ved den. Men hun kunne ikke gøre andet end bare at smile lidt for sig selv.
Solen var noget helt specielt det var det samme med månen, den var også fantastisk. Der var altid et eller andet over de tog ting, stjernerne var også fantastiske. Stille begyndte hun at grine lidt for sig selv men kiggede så over på denne person. Hun anede ikke engang hvad han hed, men det kunne også bare være lige meget, han var bare lidt underlig efter hendes mening.

((Jeg tænkte på, om vi ikke snart skal få afsluttet denne tråd? Vi startede med at skrive for næsten en måned siden, og jeg synes ikke rigtigt, det går fremad... XD))

Caine sukkede tungt og dybt over hendes du-fatter-ikke-en-skid-alligevel udtalelse med en mine, som om han var på dødens rand på grund af... ja, hvad var det egentligt? Irritation over hendes tilstedeværelse? Frustration over at hun ikke bare ville indse, at han ikke gad hende og gå sin vej? Kedsomhed? Ja... noget i den stil i hvert fald.
Han sukkede igen. Gå nu bare din vej, tænkte han for sig selv.
"Nej, jeg fatter ikke en skid. Og alligevel vedbliver du at tale til mig."
Han kiggede på hende og så hendes varme og smilende øjne. Det var jo lige til at brække sig over! Hun havde set så meget bedre ud i ansigtet lige efter at han havde sparket hende. Han burde gøre det igen. Det ville ikke være så svært nu, for nu sad hun jo på landjorden ligesom ham og havde dermed ikke lige så store chancer for at flygte.
Men nej. Han gad ikke rejse sig op. Det var for varmt.
"Jaja, lad os sætte os ned og snakke stille og roligt om tingene," vrængede han. "Er det sådan, du mener, voksne folk gør? Hvis de gør sådan, lille fisk, så forklar mig lige, hvorfor der er krig i landet i øjeblikket. For jeg går da ikke ud fra, at det er alle landets små møgunger der føre krig mod hinanden?"

Han trak sine ben til sig og lod sine arme omfavne dem. Dumme sol og dumme havfrue. Det var svært at afgøre, hvem af dem der var mest belastende – den evigt skinnende, brandvarme sol eller den konstant talende, uvidende fisk.

Devyn kiggede på ham og var ved at blive godt træt af ham. Kunne han ikke bare forsvinde sådan lige pludselig? Hun knyttede kort hånden hvilket aldrig lå til hende. Det var helt underligt at hun gjorde det.
Lige så stille og roligt slappede hun af i kroppen og trak vejret dybt.
"jeg gider slet ikke at snakke med dig okey." sagde hun vredt og ville bare langt væk fra ham. Han var da for dum, man kunne da slet ikke være mere dum end ham. Han måtte da lige til at tage sige bare en lille smugle sammen.

((Er det så lang tid siden o.O OMG.. Men du slutter bare tråden hvis du gerne vil, og sorry det korte svar jeg er lidt blank i dag xD))

((Haha, ja, det er så lang tid siden XD Men så slutter jeg tråden.))

Caine kiggede på hende og fnøs af hende. Hvis det skulle være sådan, så var det da bare helt i orden.
"Fint. Jeg gider heller ikke at snakke med dig," sagde han.
Han rejste sig op fra sandet. Når han ikke længere havde hende at snakke med, så var der overhovede ingen grund til at blive her. Han puffede en tot hår væk fra sin pande med hånden, før han begav sig væk fra oasen.

//Out

Devyn fnyste kort. Han var jo slet ikke sjov. Han var en idiot var han, hvordan kunne han være så ond? Hun gjorde jo ingen ting, måske hvade han bare haft en hård dag.
"Fint" kommer det bare fra hende og vidste ikke hvad hun ellers skulle gøre.
Da hun sad alene kom et suk over hendes læber og hun kiggede ned i sit skød. Stille rejste hun sig op og tog sit tøj. Hun begyndte stille at lunte væk fra oasen og hen imod den nærmeste skov.

((Der kan man bare se. Så har tiden gået hurtigt o.O))

//Out

Han kommer træt og udmattet hen til Oasen. Han går hen til vandet og drikker begærligt af det. En tur i den ørken var forfærdelig. Så tør og varm. Oasen er i det mindste let mere frisk. Han sprøjter vand i sit hoved og ligger sig til hvile ved breden. En let søvn falder over ham mens han sunder sig lidt over turen i den glohede ørken.

Kinzu har smøget sine bukser op, så de kun går ham til knæet, og smidt sin alt for store sweater, men alligevel sveder han. Der er alt, alt for varmt i ørkenen, og han er tørstig og sandet brænder under fødderne på ham. Det kunne næsten ikke være værre.
Hans blik er sløvt rettet fremad imod det blå vand og de grønne træer, der bryder ørkenens ensformige, gule landskab. Han har ikke øje for noget som helst andet end det turkisblå vand, og bemærker derfor ikke skikkelsen, der ligger lige foran ham. Efter hvad han lige når at skimte af den, ligner det en sten. Derfor træder han på 'stenen', som om den bare var en del af landskabet (?) mens får sig noget af en forskrækkelse, da han mærker noget blødt og levende under sin fod.
"Wah!" udbryder han, idet han hurtigt træder bagud, så hurtigt, at han får overbalance og vælter om i det varme sand.

Han vågner op af sin søvn og giver et kraftigt ryk fra sig. Det er så kraftigt at han falder i vandet. Han kommer prustende til overfladen og spytter noget vand op. "Hvad har du gang i?!" spørger han irriteret. Han kravler op af vandet og ryster sig nærmest som en hund. Først helt tør og nu sjask våd. tænker han mens han står og drypper. Han står stille og stirrer mod Kinzu. Med en hurtig bevægelse prøver han at få fat i Kinzu og smide ham ned i vandet. Han synes at Kinzu skal have den samme tur.

Kinzu, der endnu ligger i sandet og stirrer forskrækket på den dryppende dreng, han troede var en sten, spærrer om muligt sine øjne endnu mere op, da Thetaro griber fat om ham for at tage hævn i form af at smide ham i vandet.
"Slip mi-" når Kinzu lige at udbryde, før han bryder igennem vandoverfladen og synker ned i vandet.
Fordi han ikke når at lukke sin mund, inden han falder i vandet, kommer han til at sluge en masse vand. Han hoster og hakker, og der går i hvert fald langt mere end bare et par sekunder, før han når op til vandoverfladen igen, gispende efter vejret.
Hans bluse, som han før havde i hånden, flyder nu rundt på vandet. Han svømmer hen til den og griber hårdt fat om den, før han svømmer hen til kanten af søen og kravler op af vandet. Han sender Thetaro et blik, halvvejs vredt og halvvejs forvirret.
"Hvad skulle det nu til for?!"

"Jeg vil mene man ikke træder på folk som noget andet møj. Jeg var da i det mindste så flink at vaske dig" siger han og smiler. Han har ikke vendt sig mod Kinzu men står bare stille. Han løfter hovedet lidt. En susen lyder igenem toppen på palmerne i oasen. En fugl synger stille allerede. Den kan høres men den er langt væk. Her er en evig sommer. Et sted med konstant mad og vand. Et perfekt levested for såden et lille dyr tænker mens han stirrer op mod trætoppene

"Du var så flink at vaske mig?" siger Kinzu og stamper vredt i jorden. "Hvem siger, jeg overhovedet havde brug for et bad?"
Han sukker og sætter sig ned i sandet. De små, fine sandkorn klæber til hans våde bukser og den gennemblødte sweater. Modløst forsøger han at fjerne sandet fra blusen, men det bliver bare værre. Enten klæber sandet fra blusen fast til hans hånd, eller også klæber sandkornene fra hans hånd fast til blusen.

"Se nu min bluse!" siger han sønderknust og holder den gennemblødte bluse op, så Thetaro kan se den.
Han ligger blusne på jorden ved siden af sig, samler sine ben og ligger armene om dem.
"Det er også din skyld," mumler han.

"Hvad er det jeg skal se?" spørger han vender sig om og sætter sig på hug.
Han stirrer hen imod Kinzu. "Så vis mig det som jeg skal se" siger han med en undertone af sarkasme. Han begynder at tegne i sandet med sin højre hånd uden at flytte blikket så meget som en millimeter. Han blinker ikke engang mens han stirrer på Kinzu. Tegningen i sandet begynder at give form. Det ligner nu et dyr men hvilket dyr det ender med at blive kan ikke ses endnu

Kinzu kigger undrende på Thetaro. Er det ikke åbenlyst, hvad det Er, Kinzu vil have ham til at se?
"Du skal se min bluse! Er du blind eller hvad?" udbryder han, nu mest i spøg.
Måske er den stakkels dreng bare langsynet, og kan ikke se Kinzu på den afstand? Men så burde han da have anskaffet sig et par briller for længst.

Kinzu rejser sig op med sin bluse i hånden og går helt hen til Thetaro, så tæt han kan komme i hvert fald, uden at han begynder at føle sig dårligt tilpas over at være så tæt på en vidt fremmed. Han holder blusen op foran ansigtet på den fremmede dreng, så den kun er et par få centimeter fra hans næsetip.
"Se! Kan du se den nu, eller skal jeg gå endnu tættere på?" spørger Kinzu og vifter med blusen foran næsen på Thetaro.

Han tager uden at spørge fat i blusen med sin venstre (?) mens han tegner uforstyrret videre med sin højre. Han agtede ikke at svare på Kinzus spørgsmål. Han blev en smule fornermet over hvad han havde sagt til ham. Han begyndte at gnide blusen med sin hånd. "Jeg kan ikke se hvad der er galt" siger han og mener det selvfølgelig bogstaveligt. Han slipper blusen og tegner sin tegning færdig. En ulv der står på bagbenene og over den er der en cirkel. Ulven ser ud til at hyle mod den cirkel han har tegnet.

Kinzu bider tænderne sammen og kigger ned på Thetaro, der sidder i sandet. De tilfældige streger i sandet foran ham er pludselig blevet forvandlet til et billede. En rund cirkel der hænger over en et stort hundelignende dyr. En ulv. Bare tanken om det store, gråpelsede dyr får Kinzu til at gyse, som om en pludselig kold vind rammer ham lige i nakken og får hans nakkehår til at rejse sig. Men her er ingen kold vind, her er brændende varmt, og det er tydeligt at se på hans røde skuldre og hans bare, blege overkrop, at han bestemt ikke fryser.

"Det er altså ikke sjovt," siger han fornærmet og river sit blik væk fra tegningen.
Han hiver med en brat bevægelse sin bluse til sig igen. Han er ved at blive godt irriteret på Thetaro. Hvorfor kan han ikke bare se, at han har ødelagt Kinzus bluse?
"Blinde idiot," lyder det fra Kinzu. Hvis bare han havde vist, at den fremmede dreng virkelig var blind, så ville han aldrig have sagt noget så ondskabsfuldt. Men så langsom som han er, har han endnu ikke opfattet tegnene, selvom han for længst brude have regnet ud, at drengen intet kan se.

Da Kinzu siger blinde idiot til ham stirrer han vredt imod ham og springer pludselig på ham (?). Han prøver at vælte ham om i sandet og sætte sig oven på hans brystkasse. Han trækker vejret tungt og hans ansigt er fyldt med arrigskab og vrede. Han løfter sin hånd til at slå Kinzu, men lader så armen sænk. Han ryster på kroppen så vred er han. Han råber til sidst af ham. "DU SKAL IKKE GØRE GRIN MED AT JEG IKKE KAN SE!!!" Han stirrer bare på Kinzu. Han rejser sig op og vender ryggen til ham.
Først træder idioten bare på en mens man fredelig ligger og sover så man bliver så forskrækket at man falder i vandet. Bagefter brokker han sig over noget vand og sand i sin bluse, og til sidst fornermer han folk uden egentlig grund.

Kinzu når ikke at opfatte, hvad der sker, før han ser Thetaro foran sig. Thetaros hurtige bevægelse leder igen Kinzus tanker hen på ulve. En ulv, der springer på sit bytte uden nåde, udelukkende for den hensigt at bide sig fast i struben på byttedyret, indtil det fortabte dyr er drænet for alt liv. Han åbner munden i et lydløst udbrød, idet han vælter omkuld i sandet.
Han lukker øjnene i da Thetaro hæver hånden for at slå ham, men lader overrasket sine øjenlåg glide op igen, da han hører Thetaros råben. Han er virkelig blind. Han er hverken nærsynet eller langsynet, som Kinzu havde troet - han er rigtig blind.

Da Thetaro rejser sig op, bliver Kinzu liggende på ryggen i sandet med øjnene stift rettet mod den anden drengs ryg. Han er helt tør i munden og ved slet ikke, hvad han skal sige.
"Du..." lyder det tøvende fra ham. Han må rømme sig en gang for at klare stemmen. "Du er virkelig blind...?"

"Ja" siger han koldt uden at vende sig om mod ham. "Jeg har været blind hele mit liv. Jeg ved dog hvordan meget ser ud. Men aldrig med mine egne øjne. Altid med andres." siger han og vender sig så mod Kinzu igen. "Jeg har heller ikke en fornemmelse om en genstand er rar, eller irriterende. Nogen synes det ene nogen det andet. Solen er for eksempel en af dem som er mest elsket, men dem som hader den er ekstremister" siger han til sidst

Kinzu sætter sig op og trækker sine ben til sig, mens han i stilhed betragter Thetaro.
Det må være skrækkeligt at være blind. Han kan slet ikke forestille sig, hvordan det må være, ikke at kunne se noget som helst. Godt nok kan man føle nogen ting. Men der findes ting, som man ikke kan tage og mærke på, og som andre kan have svært ved at beskrive for en. Himlen for eksempel. Og skyerne.

Han ligger sine arme rundt om sine ben og skutter sig lidt.
"Det må du altså undskylde," mumler han lavmælt. "Det jeg sagde, altså. Om at du var en... ja." Han skærer en grimasse. Han har ikke lyst til at sige ordet igen. Nu hvor han ved, at Thetaro rent faktisk er blind, lyder det helt, helt forkert at kalde ham for en blind idiot.

"Det er okay. Der er ikke meget der får mig til at fare op, men når noget endelig gør så har jeg svært ved at kontrollere mig" siger han og smiler skævt. "Er månen ikke en flot ting?" spørger han så Kinzu. "Jeg kan godt li' månen. Jeg har set den nogle gange. Nogen frygter den og andre, ligesom jeg, elsker den. Hvad er så farligt ved en krystalhvid skive som nogen gange er kulerund og andre gange kun halv?" spørger han Kinzu