ide hans ene kniv rammer hende smiler han kort hvor efter han ser hans angreb ligepå misse, og en slag imod ham rammes, han er lige ved at ryge ud af ringen men når med hans ene hånd at afblancere så han netop ikke ryger ud af ringen men skubber sig lidt tilbage.
han rejser sig op, han er blivet beskidt på kroppen men er lidt ligeglad, han vender sig om og ser på netrish " flot meget flot, smart af dig at tag en ringbrynje på, det vil beskytte dig imod mine knive og sværd indtil vidre " siger han med et smil på læben, hvor efter han tager den fri hånd om på ryggen og ser så på hende " nåhh det må være din tur nu " siger han lumsk, han ved ikke noget om denne person men en ting er sikkert, hun kunne forsvar sig, men hun havde allerede tabt hun vidste det bare ikke endnu, men hun ville snart finde ud af det på den ene eller den anden måde.

Netrish trak på skuldrende, denne formastelige tåbe brugte for meget tid på at tale og for lidt på kampen. Det var vel egentlig også han problem og ikke hendes. Netrish flyttede sin venstre hånd længere ned, så hun nu havde fat om pommlen. Herefter tog hun et halvt skridt frem mod sin modstander imens hun svang sværdet i en stor bue nedefra og op. Folk der havde kæmpet mod hende før ville have let ved at genkende dette mønster. Netrish havde en dårlig vane med at falde ind i rutiner fra tid til anden. Slaget var ikke beregnet til at ramme noget, men det var den efterfølgende serie. Da sværdet nåede sit højde punkt, ændrede hun igen sit greb tilbage til normalt tohånds, hvorefter hun trak sværdet ned og sidelæns hen i en hel pivo’et. Da hun atter havde fronten mod sin modstander var det knap så fancy, men mindst ligeså dødbringende, høj, høj, bryst, lav, bryst, venstre. Lod hun sværdet farer af sted med dødelig præcision. Mange havde det med at antage at hun prøvede at undgå at myrde dem når hun havde erklæret at deres tid ikke var kommen, en fejl mange måtte bide i sig igen, når de opdagede at Netrish blot sårede dem dødeligt og derefter bragte dem tilbage til livet, hvis de da altså ikke allerede tilhørte gudinden.

kravenoh tænkte lidt over hvorfor han havde taget sin rustning af men kravenoh havde ikke tænkt sig at lade denne person vinde så han fremkalde hans rustning men den var blot lavet af skygge men stadig lidt holdbar imod små angreb som sværd og knive og pile.
kravenoh ser blot på den måde hun kommer i mod ham på og smiler blot " jamen dog " han stille sig ret og venter blot på at hun vil komme hen til ham og angribe ham lige på og hårdt, kravenoh vil ikke angribe hende endnu da han mente at hun kunne bruge alt sin energi på ham, og når hun så var træt vil han slår til, han vil ikke bare slå til han vil dræbe hende, men han vidste ikke hvordan endnu det skulle ske.
han beslutter sig dog for at danne en klon der vil tag imod hende angreb eller hvad det nu var, sådan han ikke selv vil blive ramt.

Netrish trak sig 1½ skridt tilbage og sænkede sit våben. "Hvis du ikke engang kan spille efter dine egne regler, er du slet ikke værd at kæmpe mod" sagde hun med foragt.
Uden tøven bakkede hun ud af cirklen, og gik tilbage over til Saleth. Hun stak sværdet tilbage i dens skede, inden hun sadlede op.
"Må din sværd arm rådne" spyttede hun efter ham, inden hun sparkede hesten igang, og galoperede væk, ud mellem træerne.

//OUT//