Han var glad for at høre hendes stemme da han red. Det føltes godt at hun ville have ham til at vente på hende. Det var også til dels derfor at han sænkede farten. Han kunne da godt lige give hende noget tid til at komme op ved siden af ham. Han sad derfor også bare og smilede da hun kom op til ham.

De nåede hen over toppen af en lille bakke og de kunne så se en stor skov sprede sig foran dem. På trods af at skoven blev brugt til skovbrug, var der massere af træer fordi selvfølgelig fældede de jo ikke alle træer. Det var kun dem af en hvis størrelse der blev fældet. Man kunne så småt se folk vandre rundt mellem træerne.

"Så velkommen til et af vores skovbrug." Han smilede til Astrid og steg af hesten, så de kunne begynde at gå en tur rundt og se hvordan det foregik. Der var nok ikke så meget at vise, men han kunne da forklare en smule mere omkring hvordan det foregik. "Så det er et af de steder hvor der fældes træer, og så plantes der nye når de store træer er fældet." Det var den korte og simple forklaring.

Hun var et øjeblik fanget af at betragte omgivelserne, og var derfor en anelse senere hoppet ned af hesten hun havde redet. Hun fik dog hurtigt indhentet ham, ved at tage lidt længere skridt, så hun til sidst nåede op ved siden af ham.

Hun betragtede nogen af de arbejende mænd. En anelse overrasket over hvad et simpelt menneske kunne gøre ved et gigantisk træ, ”Hvordan styrer de hvilken retning træet vælter?” spurgte hun, og prøvede at gennemskue det. Hun var på ingen måde kyndig til skovbrug – ej drift af miner. Hun syntes derfor det var utrolig spændende, ligesom dagen før, at se hvad der var at byde på her nord for Turmelinien.

”Arbejder de også 12 timer her?” spurgte hun og så op mod Alarics øjne. Om det var skovbrug eller minedrift, var hun overbevist om at det var utrolig hårdt arbejde som i den grad måtte slide på de arbejdende.

Han gik hen til et træ sammen med hans hunde da hun spurgte hvordan de styrrede hvordan træet væltede. "Lad os sige de vil have det til at vælte i min retning, så hugger de ind i træet fra den her retning, indtil midten mere eller mindre, og så hugger de ind til midten fra den anden side men lidt højere, og så vælter den rigtigt uden at nogen skal skynde sig væk." Han håbede det gav nogenlunde mening for hende.

Han tog hundende med videre ind igennem skoven. Han gik videre væk fra der hvor de var ved at fælde træerne til et sted hvor de var i færd med at save stammerne over til mere overkommelige størrelse, som de okser der var tilstede kunne trække. "Ja tror også de arbejder omkring 10 til 12 timer dagligt her."

Han vendte sig mod Astrid men blev så ret overrasket da hans to vagthunde ret pludseligt begyndte at gø. Især fordi de begyndte at gø i hver deres retning. Det var som regel ikke noget de gjorde. Han forsøgte at få dem til at stoppe, men de blev bare ved, fordi de måtte have fanget lugten af noget de mente udgjorde en trussel for Alaric.

Astrid lyttede grundigt efter på hvordan han forklarede træerne blev hugget helt specielt, sådan at de væltede den rigtige retning. Det var interessant at høre om og derfor nikkede hun også mens han forklarede, ”Det virker ret så logisk,” små grinte hun. Hun kunne godt hvordan tyngden af træet ville tvinge et træ i en speciel retning, hvis det blev hugget rigtigt.

Astrid betragtede hvordan hver skovhugger stod og gjorde præcis det som Alaric lige havde forklaret hende. Hun fulgte selvfølgelig med, som de gik længere ind i skoven, hvor de var i gang med at save træet over til mere overkommelige bidder.

”Det-” hendes kommentar om arbejdet blev afbrudt af gøende hunde. Hun lukkede straks munden og så mod de to af hundene som var i fuld gang med at gø i hver sin retning. Hun skævede så lettere panisk op mod Alaric med et noget spørgende blik. Hvad foregik der? Hun var på ingen måde nok vant til hunde, til at hun var sikker på de ikke var ved at blive kugleskøre og ville angribe hvem end der kom i nærheden af dem, hun valgte derfor langsomt at træde to skridt væk fra hundene, væk  fra den retning de lige var kommet fra, altså dybere ind mod skoven.

Han vidste ikke hvordan det var gået op folk at det var en god måde at gøre det på, men han tænkte det nok var erfaring der havde gjort man havde lært det gennem tiden. Han fulgte hende med øjnene hele tiden som de gik og det var også derfor at han lagde mærke meget hurtigt til hendes reaktion på de gøende hunde.

"De gør ikke..." Han stoppede sin egen sætning da Astrid træk sig væk, fordi hvad nu hvis der var en god grund til at de gøede. Det var ikke dyr, for så havde hans jagthunde også gøet, så det var noget andet. Da Astrid træk sig væk skyndte Alaric sig over til hende og greb fat i hendes ene arm før han hev hende til sig. "For pokker Astrid!" Han lød måske meget arrig. Men pilen som sad i et af træerne bag ham indikerede at han havde god grund til at være lidt voldsom. Der var to buer der kunne ses stikke op af buskadset omkring dem. Den anden pil havde aldrig kunnet ramme nogen, og de to vagthunde gøede mere og mere, og andre folk skyndte sig væk fra stedet. Alaric holdte stadig fast i Astrid med højre hånd, og havde venstre arm fremme foran sig. "Det er elvere tror jeg..." Han kiggede på hende kort.

Der gik kun et øjeblik før han greb hårdt fat om hendes arm og blev hevet i den retning hun lige var på vej væk fra. Det gjorde ondt, og hun skulle til at brokke sig, men hørte i stedet hvad der lød som en pil mod et træ.

De tændte med det samme en ild i hende, hvilket fik et hårdt blik frem på hendes eller så skønne og glade ansigt. Hun spejdede derfor hurtigt i over på hver sin side, som hver af hundene var opmærksomme på. Hun kunne se buer. Hun trak vejret kort og gik et skridt frem, så næsten stod mellem Alarics brystkasse og venstre arm. Samme øjeblik lod hun sine øjne være i stand til at fremkalde frygt. ”Jeg tror du har ret,” hendes øjne skiftede konstant mellem hvilket sted hun skulle holde øje med, ventede bare på at fange synet af et elverøje – klar til at sende dem i en styg frygt. Alaric kunne sikkert ikke vide at hun havde aktiveret sine øjne bevidst, og det kunne derfor også virke dumdristigt at gå ind foran ham, uden at vide dette.

Han blev meget overrasket da hun stillede sig frem foran hende, og han forsagte med hans venstre arm at få hende hevet tilbage igen. Hun lod dog ikke til at rokke sig ud af stedet. Det var dog ikke længe der gik før han fandt ud af hvad der skete. Den ene af elveren rejste sig kiggede i deres retning og slap en pil som han begyndte at skrige. Pilen fløj direkte mod Astrid, men Alaric havde jo heldigvis hans venstre arm foran hende, og det gennemsigtige kraftfelt dannede sig ud fra hans arm og pilen ramte det og faldt til jorden. "Astrid lad os komme væk." Han var ikke sikker på at der ikke var andre der ville komme til. Den anden elver der ikke var kommet helt op endnu, begyndte også at skrige som han havde set på Astrid.

Alaric forsøgte at hive Astrid med sig. Der var taget hånd om de to elvere, og de ville ikke gøre noget. Alaric havde også set at nogle af de soldater der fungerede som vagter var igang med at nærme sig elverne. Der var en kort lyd af metal der gled langs metal og så var der ikke længere nogen skrig at høre. En af soldaterne gjorde honør mod Alaric og Astrid og så derfor også på Astrid.

Hun kunne mærke han prøvede at rykke hende tilbage, men hun stod fast, med bred benstand. Hun rykkede sig ikke ud af flækken. Hun knyttede endda sin ene hånd, mens hun så rundt. Det varede ikke længe før hun hørte buskene fra den ene side rasle. Hun så straks mod buskene og ind i elverenes lyse øjne. Elveren havde lige præcis nået at sende sin pil flyvende før han begyndte at skrige, tage sig til siderne af hovedet og sætte sig ned på knæ, grædende.

Astrid var slet ikke fokuseret på pilen der havde retning mod hende, eftersom hun følte sig sikker med Alarics arm foran sig. Hun vendte derfor hurtigt sit blik videre til den anden elver og hørte pilen ramte det gennemsigte kraftfelt for derefter at falde til jorden. ”Lige om lidt…” Lød det fra hende, lidt fraværrende, eftersom som hun fokuserede på at fange den sidste elvers øjne så snart den prøvede at rejse sig for at skyde efter dem. Elveren nåede dårligt nok at komme op på benene, før den smed sig mod jorden skrigende.

Hendes blik hvilede sig blot på elveren der havde smidt sig på jorden. Skrigene fra elverne var næsten som musik i hendes øre – så langt ud kunne hun nå, når hun vidste det var nogen der ville gøre hende ondt.
Hun var næsten betaget af den måde de hver i sær reagerede på, og hun blev næsten interesseret i at afslutte det for blot at spørge om hvad de så, få et svar og udsætte dem hver i sær for det igen.

Musikken stoppede dog efter to hårde slag. Hun blinkede en gang med øjnene inden hun deaktiverede evnen og så op mod ’lyseslukkeren’ som gjorde honør til dem. Hun sendte Soldaten et venligt smil, før hun vendte sig mod Alaric, med hovedet let på skrå. Hendes hår han flot ned langs ryggen af hende, hvilket var tydeligt at se, da det fulgte med hovedets bevægelse. Hun var dog klar til at løbe mod hestene med det samme, hvis det var det, som Alaric ønskede og følte var mest fornuftigt. Hun kendte trodsalt ikke området godt nok til at vide hvor mange elvere der kunne være i området.

Det af Astrid Alaric så nu, var meget anderledes end det han var vant til. Hun virkede som om hun var lavet af sten. En urokkelig person, som dog kunne blive knust af det forkerte. Han lagde mærke til at hun ikke engang reagerede på pilen, det var ikke normalt. Han kunne ikke lade være med at føle at hun var alt for fanget i at være efter de her elvere.

Da elverne var blevet dræbt var han hurtig til at gribe hendes hånd og hive hende med tilbage mod hestene. Hans hunde fulgte dem. Imens de løb gav Alaric Astrid hånd et lille klem. Han vidste ikke hvorfor, men den vrede den kulde hun havde vist lidt af gjorde ham trist på hendes vejne, hvor stammede den fra?
Da de nåede hen til hestene, kiggede han sig omkring før han hoppede op på hestene. "Vi skal bare væk, soldaterne skal nok tjekke området igennem." Normalt ville Alaric selv være med til det, men nu hvor han havde hende har tog hun prioritet. Det var også tydeligt at se, fordi han sørgede for at placere sig selv og sin hest i mellem Astrid og skovområderne. "Nu har du så set bagsiden ved vores skovbrug..." Han sagde det til Astrid som han ledte dem længere og længere væk fra skoven.

Straks begyndte de at løbe og hun løb da hastigt med, eftersom hundene var omkring dem og hun nødig skulle nyde noget af at blive trampet af dem eller lignende. Mens løb bemærkede hun tydeligt hvordan hendes hånd blev klemt, hvilket fik hende til at undre sig, og hun gav hans hånd et lille klem igen. Hun var til stede, og alt var i orden.

Da de nåede hestene steg hun hastigt op og begyndte at følge med Alaric, dog med blikket skiftevis på Alaric og skoven. Hun ville gerne være parat til at kunne distrahere endnu en modbydelig elver, hvis det skulle være nødvendigt.
”Hvor ofte kommer elverne herud?” spurgte hun så med en vis seriøsitet i stemmen. Alaric og Astrid havde i den grad været uheldige på begge deres ture, når de skulle ud og tilse ting som han begav sig i. Det vækkede lidt af en uro i hende, at han skulle leve med sådanne farlige risikoer til daglig.

Han var glad for hendes klem, det viste ham at hun var der og at hun ikke var fanget i hendes egne tanker eller noget i den stil. Det var altså også underligt at se hende på den måde hun lige havde været på.

Da hun var med ham var han tilfreds. Han gjorde stadig sit bedste for at være imellem hende og alt andet. Det var sandt at de havde været uheldige, det var ikke normalt at han oplevede hverken stensked eller elverangreb. Jo dt skete at de blev angrebet af elvere, men det var sjældenheder... Han kunne ikke lade være med at tænke på om begge dele var et forsøg på at skade Astrid så de kunne sætte Erneyll i dårligt lys. "Det er første gang i over et år." Han kiggede på hende for at forklare.

Hans tanker kørte bare derudaf, kunne der faktisk være en gruppe der forsøgte at gøre noget i den stil. De kunne jo sagtens have nogen der havde evnen til at lave et jordskælv? Og det havde jo også virket som om at de havde skudt mere efter Astrid end efter Alaric. "Astrid... Jeg ved ikke om jeg tænker for meget, men både jordskælv og angreb er sjældne, så jeg er bange for at nogle af guerilla grupperne er gået efter dig måske... Jeg er bange for at jeg bringer dig i fare." Han kiggede på hende undskyldende, fordi han ville ikke skilles ad.

Astrid så undrende på ham, som han forklarede det var første gang i over et år. Det gjorde det blot endnu mere mystisk, især med den episode de var ude for dagen forinden.

Da han pludselig begyndte at dele sin bekymring om at nogen havde sat skydeskive på hende, rynkede hun lidt på sine tynde mørke bryn. ”Hvorfor vil de gå efter mig?” spurgte hun undrende, og så sig en gang over skulderen, for at sikre sig de ikke blev forfulgt. ”Jeg tror ikke de vil tage opmærksomheden fra mig, selv hvis vi ridder hvert til sit,” prøvede hun at forsikre ham. At ride hvert for sig, ville nok kun øge chancen for at Astrid ville blive ramt af en pil eller flere. Tanken om at dø alene gav hende kuldegysninger ned ad ryggen. Det var ikke noget hun ønskede… Stakkels Theresa som døde helt alene… Ædt levende…

”Er der en vej der er hurtigere elle mere sikker?” spurgte hun, uden helt at være sikker på hvor de skulle ride hen, for elverne kendte sikkert også til hans hus, så der ville de sikkert også være… Eller måske ikke?

Han forstodt godt hendes undren og han kunne derfor heller ikke gøre andet end at forklare hvad det var han havde tænk, og hvad der havde fået ham til drage den konklussion at de var efter Astrid. "Fordi hvis du dør på besøg her vil min familie lide hårdt." Han håbede virkeligt ikke det var sandheden, fordi hvis det var sandheden ville det her blive sidste gang han inviterede Astrid hjem til sig.
"Så hvis de er efter dig af den grund, så kommer jeg og besøger dig i fremtiden istedet for at du kommer her." Han valgte at sige sådan for at forklare at han altså ikke havde nogen intention om at stoppe med at se hende, bare fordi nogen forsøgte at skade hende eller ham.

"Nej, vi fortsætter sammen." Han sendte hende et blik, og han vinkede hende så i en anden retning. Der var ikke rigtigt nogen direkte sikre steder, men de kunne langt bedre beskytte sig selv i hans hjem. "Hvis vi tager til mit hjem, så har de ikke skoven at gemme sig i længere." Det var ikke fordi det var et helt sikkert sted men han kunne ikke tænke på noget sted der var mere sikkert. Som de red holde Alaric hele tiden øje med hans vagthunde hvis nu de skulle give sig til at reagere på noget.

Astrid rynkede stadig på brynene, som han fortalte. Hun forstod udmærket hvad han mente. Hans familie ville komme i utrolig dårligt lys, men der ville vel ikke være meget at sige til det, eftersom de fleste vel vidste at Erneyll var plaget af elverangreb?
”Okay,” lød det lettere hårdt. Hun accepterede det fint, at han ville besøge hende i stedet, men hvor ville hun bare blive ked af ikke at kunne tage til Turmelinien for at besøge hans bopæl igen. Hun kunne ret godt lide det… Eller måske var det bare fordi hun godt kunne lide at være ’alene’ med Alaric. På Isenborg ville hun aldrig kunne have mulighed for at være helt alene, medmindre de begav sig ud. Det ville tage så meget af det sjove ud af deres samtaler…

Hun nikkede bestemt, som han var enig i at de skulle forsætte sammen, og hun forsatte i samme retning, som han vinkede hende henimod. ”God ide,” det ville på den måde være langt nemmere at kunne skabe øjenkontakt med dem, når de ikke bare sådan lige kunne gemme sig.

Astrid kunne efterhånden bedre og bedre genkende stien mod hans hus og det varede da heller ikke længe, før hun kunne høre et bekendt skrig. Skriget skar i hjertet på hende, for hun vidste tydeligt hvem det tilhørte...

”Maria!” lød det fra hende inden hun sparkede insisterende til hesten om at galopere hurtigere.
Så snart huset var i syne, kunne hun se tre mandlige skovelvere. To af dem stod med en kniv mod henholdsvis Marias og stalddrenges hals. Den sidste stod med en bue, spændt helt ud, pegende mod Astrid.
Hestens hurtige højlydte galoperende skridt vagte opmærksomhed. Derved så alle elverne op imod Astrid. Astrid kunne fornemme at Maria havde sagt til knægten han skulle lukke øjnene, for begge stod med hårdt lukkede øjne.
Astrid lod så sine øjne aktiver, uden så meget som at blinke. Hendes blik røg henover bueskytten, den der holdt stalddrengen, og til sidst den der hold Maria. Blikket strøg så hurtigt over dem, at hun hurtigt så ned mod de to ofres fødder. Elverne lagde sig nemlig alle og begyndte at råbe familienavne. Bueskytten slap sin pil, men uden et ordentligt mål. Pilen fløj altså direkte op i luften.
Så snart Maria mærkede hun var fri, greb hun stalddrengens hånd og med et var de væk. De var i sikkerhed. Astrid red derefter hen til elverne der sad på jorden og græd. Hendes vejrtrækning var tung og pulsen var høj. Eftersom hun på denne tur ikke havde nogen våben på sig, valgte hun blot at lade elverne lide lidt endnu, indtil Alaric indhentede hende.

Han ærgede sig over hendes okay, det var tydeligt at høre hun ikke var glad for det. Det var nu sådan omstændighederne var blevet, så det var der ikke meget at gøre ved. Han var dog glad for at de kunne ridde videre uden at blive angrebet eller noget.
"Tak for tilliden." Han sendte hende et ærligt og varmt smil. Det var ikke fordi han ikke var vant til det, det var bare tidspunktet var det rart med tillid. Han måtte jo også vise at han havde tillid til hende tænkte han.

Da skriget skar gennem luften, var Alaric hurtig til at følge efter Astrid. Han kunne ikke helt få sin hest til at følge med, men han gjorde langt mere for det end normalt, så han kom kun et enkelt sekund bag hende som de ankom til huset.
Han var lige bag hende som han kom riddende op bag ved elverne og hoppede af hans hest. Han kiggede i retning af Astrid. "Det bliver lidt... Øhm modbydeligt." Han ville gerne have hun vendte sig væk fra det, men han kunne ikke bare vendte, han lavede et hurtigt hug med sværet som skar den ene elvers hals halvt over. Derefter førte han angrebet videre og gjorde det til et stik der trængte igennem den anden elvers kranie. Da han trak sværdet ud gjorde han det med en sådan styrke at han hamrede knoppen på sværdet ind i siden af den sidste elvers kranie så det splittede halvt åben. Han sparkede dem fra deres stillinger ned at ligge. Han håbede også at både Maria og hans stalddreng kiggede væk fra det han havde gjort. Han satte sværdet i skedjen, og greb den ene elvers arm og smed ham over skulderen. Han greb så armen på den tredje og begyndte at vandre mod vejen hvor han smed de to lig. Han hentede så den tredje og smed det lige der også. Det var tydeligt sultne elvere, de vejede ikke ret meget.

Alaric var lige i hælene på hende, og det varede derfor ikke længe før han hoppede af sin hest. Hun sørgede for ikke at se Alaric i øjnene, som han fortalte det ville blive modbydeligt at se på. Hendes blik var i stedet på elverne, som led mentalt. Hun trak ikke en eneste mine som han endte deres lidelser, en efter en. Men så snart de sidste grædende skrig dulmede væk, blinkede hun en enkelt gang før hendes evne var deaktiveret. Hendes øjne fulgte nu Alaric som han bar ligene væk fra forhaven. Da han tog det sidste lig, hoppede hun af hesten og klappede den forsigtigt på halsen, før hun så sig henover skulderen for at tjekke der ikke var flere modbydelige elvere på vej.

Da det sidste lig blev smidt væk, så hun mod Alaric, ”Lad os komme indenfor,” kom det fra hende før hun vendte blikket mod hoveddøren som kort efter blev åbnet af Maria, som prøvede at vifte dem til at komme indenfor noget hurtigere.

Han lagde godt mærke til hvordan Astrid stod og så på det hele. Han kunne virkeligt ikke lide at hun blev så kold. En ting var at kunne tage et liv, noget andet var at kunne lide at tage et liv. Det var ikke fordi han troede hun kunne lide det, det var mere som om hun slet ikke følte noget. Det var lige nu det han tænkte og han følte han var nød til at spørge hende en smule indtil det. Han nikkede til hende og fulgte hende med indenfor. Så snart de var kommet indenfor førte han dem alle ind i den store træningssal fordi der var ikke nogen vinduer.

"Astrid, er du helt med os?" Han smilede til hende, han skulle være sikker på at hun ikke var ved at lade magten fra hendes evne overtage hende, eller noget andet i den stil. Han vidste ikke hvad konsekvenserne af at bruge hendes evne kunne være.
"Er det sikkert for dig at bruge din evne så meget?" Han var nok tydeligvis bekymret for at hun kunne komme til at gøre noget hun ikke skulle. Det kom fra at trods det var en kæmpe hjælp, kunne han nok sagtens tage sig af 2 eller 3 mand på en gang, men det Astrid kunne var langt mere effektivt så længe det ikke skade hende selv.

De kom endelig indenfor og videre ind i træningssalen, hvor der ingen vinduer var. Astrid skulle lige til at ånde lettet ud, men blev mødt af et noget så mystisk spørgsmål.
”Hvad mener du? Jeg er lige her?” spurgte hun med en lille rynke mellem brynene. Hvor skulle hun ellers være henne? Hun syntes i hvert fald selv at hun stod ret så tydelig i træningslokalet, sammen med de andre.
Hans opfølgende spørgsmål gav dog bedre mening, og hun viftede afvigende med hånden, ”Jeg har det fint, Alaric,” prøvede hun at forsikre ham med et smil, samtidig med hun roligt så ham ind i øjnene, ”Jeg er ikke skidt til pas, så alt burde være i skønneste orden,” prøvede hun at uddybe. Det var tydeligt for hende, at han var bekymret for hende. Det var også klart, når han kun kendte effekten af hendes evne. Hun havde jo selv godt styr på sin evne, og kunne egentligt bruge den ret længe, hvis hun ville.

Han kiggede på Astrid da hun svarede ham. Ikke helt det svar han havde regnet med fordi det betød han var nød til at forklare lidt mere om hvad det var han egentligt havde ment med spørgsmålet. "Jeg mente ikke fysisk... Du virkede ret fjernt mentalt tdligere, bliver du altid sådan når du bruger din evne?" Han vidste det ikke var sandt, så selvfølgelig snakkede han om hun altid blev sådan når hun brugte den bevidst.

Han var heller ikke helt tilfreds med hendes kommentar om at alt var i den skønneste orden. "Er du helt sikker Astrid?"  Han var virkeligt bekymret, og en stor del af det kom nok også fra at han havde været ved at se hende blive skudt med en pil. "Du blev skudt efter tidligere... Har brugt din evne meget, og du virker hele tiden så fjern." Han spurgte hende med en meget sagt stemme. Han var bange for at det her kunne betyde at han mistede hende, enten fordi hun døde eller fordi det gjorde noget ved hende mentalt som betød at hun ville trække sig væk fra ham. Han fandt derfor også et par spyd frem og han stillede sig klar med et af dem i en hånd, hvis der skulle komme flere fjender.

Astrids blik forsvandt kortvarigt fra Alarics da hun skulle overveje om hun altid blev fjern når hun brugte sin evne, ”Det gør jeg ikke nej,” prøvede hun at forsikre ham, ”Det er til gengæld noget tid siden jeg har haft brugt den,” forklarede hun yderligere. På hele hendes rejse op til Alarics bosted, havde hun ikke brugt sin evne. Hun mindes ikke hun brugte den under angrebet af varulvene og før det… Ja det var nok ham smeden i foråret? Og nu havde hun mistet kontrollen en gang og brugt den bevidst to gange.

Hun rystede minimalt på hovedet, som han spurgte om hun var helt sikker på at hun havde det fint, ”Ja, Alaric, jeg har det helt fint,” protesterede hun og så med et lidt hårdere blik på ham. Hvorfor stolede han ikke på hende? De havde jo aftalt at skulle være ærlige over for hinanden, så selvfølgelig var hun ærlig. Hun vidste på ingen måde hvad hun skulle svare på at hun virkede fjern, for det var ikke noget hun tænkte over. Det var dog en generel effekt fra hendes barndom, dengang hun blev i sin personlige undervisning, udsat for en masse modbydelige ting. Hun havde simpelthen lært at hun ikke skulle reagere for voldsomt på blandt andet drab.