Voo vendte sig imod Caine med et stort smil da han spurgte om han havde sagt sandheden, blot fordi hun troede på det. "Uhm, ja. Ser du, jeg tror på det, fordi jeg ikke ved om planter kan se eller høre. Der var jo også noget i det du sagde, som jeg vidst. For eksempel, at blomsterne godt kan lide solen. Og at der findes kødædende planter. Jeg ved jo ikke om det er sandhed eller løgn, så jeg tror da på dig, i stedet for at se på det på en dårlig måde, og kalde dig en løgner." Hun trak på skuldrene. "Altså..." Kvinden spurgte hende hvornår man løj. Hun så ned. Det vidste hun ikke. Eller gjorde hun?

"Man... Uhm..." Hun kunne ikke finde ordene mere. De ord der lige før havde fyldt hendes tanker, var pludseligt forsvundet. Som havde det været et lille tegn fra fortiden, der skulle ind og vise sig frem, for blot at lade hende i stikken bagefter.
Hun så ned og rodede lidt i jorden med foden. "Jeg... Kan ikke lide at I sådan stirrer på mig. I forventer sikkert at jeg siger al' muligt klogt nu, men jeg ved det altså ikke." Hun knugede hænderne sammen og så ned i græsset. Nu blev de sikkert skuffede. "Undgyl'... Men jeg ved ikke hvorfor folk lyver."

Caine trak på skuldrene og viftede lidt med sin ene hånd.
"Det er helt fint, det gør ikke noget. Folk lyver vel, fordi de ikke tør sige sandheden eller også lyver de for at dække over et eller andet. Sådan et det altid," sagde han til Jinx.

Han kunne ikke lade være med at skæve lidt imod Reegina og sende hende et strengt og bedømmende blik. Hvorfor fik hun også Jinx til at svare på sådanne voksne spørgsmål? Nu var hun jo blevet helt forvirret.
Desuden syntes han, det var sjovere da han kunne få Jinx til at tro på alt det han sagde. Men det ville hun vel ikke mere, ikke efter at Reegina havde fået hende til at lukke alle de ord ud af sin mund om sandhed og løgn.

"Hvor skulle du også vide det fra?" fortsatte han. "Men du fortalte mig stadig ikke, hvor gammel du er."

Reegina fulgte med i hvad Jinx sagde. Noget af det, var skam rigtig nok, det som Caine havde fortalt, og det sagde Jinx også var sandt. Ree sad og ventede på hendes konklussion fra den ellers kloge pige som hun tydeligvis havde med at gøre, men der kom tilsyneladende ingen. Hun skulle til at sukke, men gjorde det ikke, da hun så hendes ansigsudtryk og hørte hendes ord. Der var for megen forventning til hende, det var tydeligt.

"Det gør ikke spor, Jinx" sagde Reegina moderligt. Hun havde nu godt nok været spændt, men hun vidste udemærket godt at hun slet ikke kunne forlange alt det som hun måske bad hende om. Indtil videre havde allerede været et mærkværdigt øjeblik, som hun sikkert ikke lige ville se foreløbig fra sådan et ungt barn.
Hun flyttede blikket over på Caine, som gav sig til at svare på et spørgsmål som ellers var beregnet til pigen.

"Udemærket..," Sagde hun køligt og rettede sig endnu engang op. Hendes blik blev sendt skarpt tilbage mod Caine, som tydeligvis ikke brød sig alt for godt om hende. Nu var det jo heller ikke lige fordi at hun forventede at folk skulle bryde sig om hende, og det skulle folk jo heller ikke generelt om en dæmon. For en dæmon, det var hun. Hendes sjæl havde hun foræret væk, så der var noget kærlighed der var gået tabt.

Voo, som havde blikket fæstnet imod jorden, vred hænderne i hinanden og sank en klump. Hun begyndte at slappe af igen, da hun kunne mærke at de to ældre, var ved at løsne snoren om hendes hals nu. Da Caine valgte at svare for hende, og ligefrem en slags trøste hende, med et 'hvor skulle du også vide det fra?', fik det hende til at lysne lidt op. Hun tog atter fat i hans bukseben, som en støtte for sig selv og måske også som en lille tavs tak.

Hun løftede blikket og så op på ham med et neutralt udtryk. "Jeg er seks." sagde hun stolt og endelig kom smilet tilbage på hendes læber. Hun smilte roligt og holdt forsat fast i hans ben. Hun vendte derefter opmærksomheden imod kvinden.
"Du har vidst glemt at sige hvad du hedder, fru~e." sagde hun. Hun var ikke vant til at bruge ord som frue og herre til folk, så de lå underligt i munden på hende.

Hun så kort på Lupi, blot for at sikre sig at den ikke havde listet et eller andet sted hen imens de snakkede. Hun var ikke så glad for dyr, specielt ikke sådan nogle underlige nogen, der kørte underligt rundt med øjnene.

Caine nikkede. Hun var lige præcis så gammel, som han ville have gættet på at hun var. Han gengældte forsigtigt hendes smil. Han var ikke så vant til, at folk smilede til ham. Faktisk var det lang tid siden at han havde smilt så meget, som nu efter at han havde mødt Jinx. Og det var det måske en grund til, for når han snakkede med folk, gav han dem ikke ligefrem meget at smile af, sådan som han gik rundt og talte.
Han fnøs lidt og skød tanken væk igen. I stedet vendte han sin opmærksomhed imod de to hunkønsvæsner, først imod Reegina og så Jinx. Han kunne jo ikke se på dem begge på en gang, eftersom Jinx stod ved hans ben og holdt om hans bukseben, og Reegina stod en anelse længere væk.

"Så er jeg jo... øh, i hvert fald over dobbelt så gammel som dig," sagde han til Jinx.
Han var ikke så god til matematik, så det var lige i sidste øjeblik at han fik stoppet sig selv og rettet sætnignen.
Han skævede lidt imod Reegina. Han ville i hvert fald ikke vise, hvor dårlig han var til alt det dér med at regne og skrive og læse foran hende, for hun virkede selv så klog, og han ville ikke virke dum.

Reegina betragtede Jinx og Caine stå der sammen. Det var ligefør hun synes at de opførte sig som søskende, men de var det tydeligvis ikke, medmindre de lige havde fundet hinanen eller noget i den dur, og lige har fundet ud af hvor gamle de er i forhold til hinanden, men det ville alligevel være lidt for mærkværdigt, til at tro, at det var søskendebånd der knyttede dem sammen. Dog virkede det heller ikke som, at de havde kendt hinanden i lang tid, da de tydeligvis stadig ville have nogen informationer ud af hinanden. Dette kunne tydeligvis også være ligegyldigt, det kom ikke Reegina ved, og hun kunne i det hele taget også godt undvære disse informationer.
Hun så roligt på Jinx, faktisk i nogle sekunder som kunne virke ret lange, da hun intet sagde. Endelig tog hun luft til sig og svarede:

"Jeg bliver kaldt Reegina..." Sagde Reegina i et roligt toneleje. En dæmon kunne ikke gå og give sit navn ud til nogen, for det ville medføre at hun skulle tjene en, der kendte hendes navn, altså ville hun få sig en herre, for det var det som dæmoner er blevet dømt for, hvis dette skulle ske.
Reegina tog sig intet af Caines matematik. Han redede den desuden meget godt for den sags skyld.
Lupi kravlede ind under hendes kjole, ind gennem hendes ærme sådan så den gik ned langs, og tilsidst endte i hendes hånd, som hun havde rakt frem for den, så den kunne sætte sig der. Den kiggede ud gennem ærmet, som stadig havde en masse folder, og som dækkede godt for at kunne se den udefra.

"Uhm, dobbelt?" spurgte Voo. Det var hun ikke helt sikker på hvad betød. Skulle hun så sige seks, seks gange? Eller? Nej matematik havde hun ikke lært, så det skulle hun ikke bryde sit hoved med. Hun vendte ansigtet imod Reegina. "Re~egina." gentog hun og smilte venligt til hende. "Hej!" sagde hun muntert og slap Caines ben, for at vinke roligt til kvinden foran sig, som havde de først lige RIGTIGT mødt hinanden.

"Hvad laver du herude Reegina? Kan du også godt lide blomster?" spurgte hun, og det lod ummidelbart til at hun var faldet tilbage i det lidt naive Voo-mode. Hun kløede sig hurtigt i nakken og så op på Caine og smilte roligt til ham. Hun rettede sig op, før hun lod sig dumpe ned på bagen. Hun plukkede tre blomster og begyndte at flette deres stilke sammen.
"Så, Reegina, hvad kan den der pind egentlig?" spurgte hun rolgit og smilte forsat. Hun flettede derefter videre, med fuld koncentration herom.

Caine satte sig lige ledes ned i blomsterne. Men han begyndte ikke et plukke dem og flette dem sammen, ligesom Jinx gjorde. Hvorfor skulle han også gøre det? Han hadede jo blomster.
"Pas nu på, de ikke æder dig," mumlede han til hende.

Han lagde nakken tilbage for at kaste et blik op på himlen. Den var efterhånden ved at blive lidt mørkere, men forblev lys grållig af de skyer, der dækkede for solen, ligesom den havde været hele resten af dagen.
Han missede lidt med øjnene og slog blikket væk fra himlen igen. Det gjorde ondt, hvis man kiggede for længe på noget der var så lyst.
I stedet gav han sig til at betragte Reegina med stigende nysgerrighed. Han ville også gerne vide, hvad hendes stav kunne. For hun gik vel ikke bare rundt med den fordi den så køn ud eller fungerede godt som vandrestok.

(Det blev kort, men jeg ved ikke, hvad skal skrive D: )

Reegina så undrende på Jinx. Hvorfor hilste pigebarnet efter al den tid, bare fordi hun lige havde fået navnet at vide?

"Hvad jeg laver herude? Jeg er såmænd ude og få lidt frisk luft, og væk fra min datter, som tilsyneladende ikke ser ud til at have en særlig god dag i dag..," Hun hævede sine øjenbryn lidt, men så alligevel på Jinx.

"Derudover, skal jeg også følge med i hvad der sker med landet. Tiderne bliver nyere og nyere, og det har jeg oplevet så mange gange. Krystalisianerne bliver klogere og klogere, bygger og opfinder mere og mere. I det hele taget så lærer de at klare sig bedre. Alle disse observationer er det som jeg går laver.." Hun så kort hen på Caime, men sukkede inderst inde over pigebarnet. Reegina skævede lidt til den såkaldte 'pind'. Hun måtte mene hendes magistav, der var ikke andre 'pinde' hun havde med sig. Hun var ikke så vild med at skulle fortælle hvad den kunne, så hun svarede i stedet på hvad det var!

"Det er min magistav, andet behøver I ikke at vide..," Svarede Reegina køligt.

Reeginas kolde svar fik Voo til at række tunge af hende. Hun rettede sig op og kastede en blomst på Caine. "Det er ikke blomsterne der er onde. Det er de blodtørstige kødæder blomster." Hun nikkede for sig selv og flettede videre. En ny blomst. Og en ny. Og endnu en. Flette flette. Efter kort tid havde hun lavet en fin lille blomster krans. Hun rejste sig op og gik hen og lagde kransen på Caines hoved. (Håber jeg er ok XD)

"Vær'så'go! Så tror blomsterne at du er en af dem, og så vil de ikke gøre dig noget." sagde hun og smilte stort til Caine.
Hun satte sig ned igen og så op på Reegina. Hun plukkede endnu en blomst og smilte til kvinden. "Reegina, vil du også have en?" spurgte hun venligt og smilte varmt til hende. Man kunne jo aldrig vide, og så kunne man lige så godt spørge.

( Jeg er lidt ide-løs )

Caine rynkede på næsen af Reeginas skuffende svar. Han ville jo så gerne vide, hvad det var for en stav. Men han ville ikke spørge hende, for hun havde jo sagt, at andet end at den var hendes magistav behøvede de ikke at vide.
Da Jinx satte en blomsterkrans på hovedet af han, skyndte han sig irriteret at tage den af igen. Han gjorde det så uforsigtigt, at den knækkede midtover og farverige blomsterblade dryssede ned på hans bukser.
"Blomsterne behøver ikke at tro, at jeg er en af dem, for jeg gider ikke at være en blomst!" sagde han. "Og de gør mig heller ikke noget alligevel, for jeg er nemlig voksen."

Han skævede lidt imod Reegina da Jinx spurgte, om hun også ville have blomsterkrans.
"Hvorfor spurgte du ikke mig før du gav mig den på hovedet?" mumlede han. "Sæt nu jeg var allergisk overfor blomster!"
Hvis har var det, havde han selvfølgelig ikke sat sig ned lige midt i en blomstermark.

Reegina betragtede Jinx flette og gøre ved, for dernæst at lægge en færdiglavet kræns på Caines hoved.

"Du er vel nok glad for ham, hva Jinx?" Spurgte Reegina, men egentlig var det et spørgsmål som hun ikke ventede noget svar på. Hun så hen på Caine og kunne egentlig ikke lade være med at smile et lille fornøjet smil, da hun så hvordan han blev lettere irriteret oer denne krans og skyndte sig at tage den af, og lægge den fra sig.
Hun drejede hovedet og så på Jinx endnu engang, som nu spurgte om HUN ville have sådan en.

"Jeg har jo ikke plads, ser du nok, men det kan være at min datter vil have en..," Hun smilte roligt. Der var ganske rigtigt ikke lige plads på hendes hoved, da der her sad en flot krone. Man kunne måske undre sig over, hvordan hun fik lov til at have disse smykker på, for sig selv. Dem der kendte til hende, turde dog ikke at prøve på det, i frygt for at finde ud af, hvad der så vil ske med dem.

Jinx bemærkede straks da blomsterne faldt fra hinanden i Caines krans. "Ugh... Uhu..." klynkede hun men forsøgte at se ligeglad ud. Hun pillede lidt ved den blomst hun havde plukket og mumlede noget med, at man da altid kunne være på den sikre side. Hun vendte opmærksomheden imod Reegina, da hun påpegede at Voo var glad for Caine. Hun lo kort og nikkede. "Selvfølgelig! Caine er min ven! Og man skal passe på sine venner."

Hendes smil falmede, da Reegina takkede nej til en blomsterkrone, men kom straks tilbage, da hun tilbød at hendes barn nok gerne ville have en. Voo nikkede og smilte varmt. Hun plukkede nogle nye blomster, i alle mulige farver, og flettede dem sammen i en fin krans, ligesom den Caine havde fået. Det tog omkring et minut for hende, at lave en ny. Hun var fiks på fingrene og havde prøvet det mange gange før. Sådan da. Det troede hun da. Det måtte hun have prøvet.

Snart var hun færdig med kransen. Hun rejste sig op og gik hen til Reegina. Hun rakte Reegina kransen med et smil. "Vær'så'go'!" lød det muntert fra hende.

Han rejste sig op og børstede jord og pollen og blomsterblade af sine bukser; blomsterbladene sad klistret som store farvestrålende palietter på hans bukser i et kort øjeblik, men de fleste af dem faldt af igen da han rejste sig op. Han lod endnu engang en hånd glide hastigt igennem sit hår, så det strittede lidt mere bagtil. Det var ved at blive en vane for ham at gøre sådan.
Han kiggede lidt fra den ene til den anden mens han spekulerede over, om han mon ikke snart skulle få sig noget mad. Det var jo ved at blive sent, og han havde ikke spist noget hele dagen.
Han rodede lidt i sin lomme og fandt et par mønter frem. Der måtte vel være nok til et måltid mad. Og hvis ikke, så måtte han vel bare "låne" noget mad... og lade være med nogen sinde at aflevere det tilbage igen.

”Farvel Jinx og Reegina, nu går jeg,” sagde han og tilføjede mumlende: "Jeg er blevet sulten."
Han hævede hånden som til en slags farvel og forlod derefter stedet.

(Jeg skal logge af nu~)

Reegina smilte da Jinx tilsyneladende blev glad for at høre det sidste hun tilføjede, at hun gerne ville have en krans til hendes datter. Eller, det sagde hun i hvertfald indirekte. Hun forstod små børns tankegang, og de ville jo gerne give ting de selv havde lavet, for de blev glade når de gjorde andre glade.
Der gik ikke lang tid før at hun havde lavet endnu en krans, som hun straks var henne for at give til Reegina.

"Tak skal du have Jinx." takkede hun roligt og tog imod kransen varsomt. Hun kiggede på det ellers flotte værk hun havde lavet.

"Du er god til at flette sammen må jeg sige!" Lupi kom frem fra hånden, som var gemt under ærmet og frem til kransen som lå i den selv samme hånd. Den kravlede ind under kransen, så kransen kom til at ligge over den. Endnu engang forvandlede den sig til en kat og det endte med at kransen lå på Lupis hoved.

"Han skal nok passe godt på den" sagde Reegina straks, hvis nu pigen skulle blive bange for at den skulle gå i stykker, hvilket jo sagtens kunne ske. Hun så kort efter Caime. Hun sendte ham et kort nik som afsked, da han vinkede og forlod dem. Ree vendte blikket mod Jinx endnu engang.

Jinx vendte blikket imod Caine da han gik. Hun nåede ikke at sige noget. Hun nåede ikke at gøre noget. Sådan da. "Ca... Cai..." Hun rakte hånden ud efter ham, for at stoppe ham, men han var allerede væk. "Ugh.. Gu....guu..." lød det klynkende fra hende.
Så skete det: Hun brød ud i gråd. "Guaah..." Hun snøftede og tørrede øjnene. "Hvor-for gik h-an..." hulkede hun og snøftede igen. Hun tørrede sine øjne og klynkede.

Hun så på Reegina. "Tak..." klynkede hun og snøftede igen. Hun rejste sig op og så efter Caine. "Tror du ... At han kommer tilbage? Ugh uhuhu..." det sidste var en halvkvalt hulken. Hun snøftede igen og lavede små ringe i jorden med pegefingeren.

Reegina så forfærdet ned på Jinx og så bagefter i den retning som Caine var gået hen.
"Nej nej! Ikke græde! Du ser ham nok igen en anden dag!" sagde Reegina hurtigt, i håb om at det ville trøste barnet. Hun orkede virkelig ikke nogen hylende unge. Hendes egen græd ikke sådan bare lige, den periode var hun i hvertfald ovre - skulle hun mene.

"Det kan godt være at han kommer tilbage. Jeg ved det ikke. Men han blev tilsyneladende sulten, og ville vidst finde noget at spise" Reegina smilte roligt.
Hun tænkte sig lidt om. Ungen så ud til at være på randen til at græde, så hun skulle næsten finde på et eller andet til at muntre hende op. Selvom.. Hun jo ikke var forpligtet til det. Langt fra faktisk. Hun var jo en dæmon! Og dæmoner behøvede sådan set ikke at gøre folk glade. Dæmoner var jo egoistiske, så hvorfor gøre et sådant lille barn glad? Alt behøvede sådan set ikke en grund. Lupi hoppede ned og landede på jorden på sine ben.
Hun tog et godt greb om sin magistav og en rødlig røg kom frem indeni kuglen på den. Reeginas hud blev strammere og strammere, og blødere. Hendes højde blev mindre og hun kom helt ned i samme alder udseendes mæssigt, ligesom Jinx. Hun havde stadig sit røde og sorte hår, og alt andet. Tøjet var krøbet med ind.

Hun snøftede og nikkede. "Du har nok ret." mumlede hun til det hun sagde med at hun nok ville møde ham en anden dag. Hun tørrede øjnene med ærmet og pillede lidt ved sin halskæde. "Ja, jeg ser ham nok igen." mumlede hun. Hun betragtede halskæden og vendte ansigtet imod Reegina for at sige noget, da hun blev mødt af et syn, af den ældre kvinde, der pludselig blev lille og skrøbelig, ligesom hende selv.

"Ah...aarh..." lød det lanslået fra hende. Så lo hun. "Nøjj hvor sejt! Hvordan gjorde du det ? Hvor var det sejt! Uh uh uh! Skal vi lege?" spurgte hun og smilte som kun et barn kunne smile. Hun hoppede på stedet og pegede på Lupi. "Han må gerne være med." påpegede hun og nikkede ivrigt.

Reegina kunne ikke lade være med at smile, men hendes øjne blev dog alligevel overrasket da barnet også ville lege med hende. Hende, en 21 tusinde og næsten 500 år gammel dæmon! Hun kløede sig lidt i nakken.

"Ææh.. Jeg har ikke leget i tusinde år.. Og.. jeg er en dæmon, vi leger ikke sådan.." Reegina fandt ud af, at det nok havde været et dårligt valg at lade sig blive forvandlet til hendes størrelse. Endnu engang forvandlede hun sig til sin normale skikkelse og havde sine øjne lukkede.

"Beklager.. Det ville ødelægge andres syn på mig." hun åbnede dem igen og så ned på Jinx, det må du kunne forstå!" Hun skævede over på Lupi, men kom nu på noget andet. Lupi voksede sig større, men var stadig i katteform. Dog dannede der sig noget på ryggen, noget der tilsyneladende så ud til at være 'indbygget', en slags saddel lavet af hår, og nogen knogler som fik den til at være på plads, så man ikke ville skride ned fra den, hvis man satte sig derop. Det var lige til en pige på Jinx' størrelse.

"Men ham her, han vil meget gerne lege. Du kan sætte dig op på ryggen af ham, så skal han nok give dig en tur..." Reegina smilte roligt og foldede sine hænder sammen, og holdt staven mellem dem. Uden at Jinx ville nå at kunne gøre noget som helst, kom Lupi springende mod hendes ben, og løb nærmest ind mellem dem, og gjorde et lille 'hop' med kroppen, så hun til sidst sad på dens ryg (håber det er i orden? xD). Ud foldede der sig et par store fantastiske flotte vinger med alle mulige mønstre. Det var en mærkelig katteskikkelse Lupi havde taget, men alle transformationer kunne den lave, selv udover det naturlige. Der voksede sig en tøjlelignende ting frem, som Jinx kunne gribe fat i. Det var lavet af kattehår, men som sagtens holdt til at blive grebet fat i. Den løb nu alt hvad den kunne og begyndte at baske med vingerne da den var kommet op i fart så den tilsidst satte af fra jorden.

Voos smil famlede da Reegina blev sin normale størrelse igen. "Øøøv.." sukkede hun og så på Lupi, der pludselig voksede sig større. Hun var lidt bange for katten, men det var der ikke noget at sige til. Det var jo også en kæmpe-kat nu!
Voo så overrasket på Reegina, der foreslog en ridetur på kattens ryg. Da den pludselig løftede hende op, klamrede hun sig til den, og da der pludselig skød vinger ud af dens krop stirrede hun forundret på dyret. Så lo hun. Hjerteligt. "Yaaaai! Hyp hyp!"

Og så fløj den! Hun klamrede sig febrilsk fat til katten. Hun holdt godt i de tøjle-lignende hår. Hun lo hjerteligt. Hun brød sig ikke om højder, men det var alligevel en vidunderlig fornemmelse af uovervindelighed der gled igennem hendes lille krop. Hun mærkede vinden i håret og ansigtet og strakte armene ud til siden.
"WAAAAHOOOU!!"