en lille vind var til at mærke på denne grønne græs mark, Kravenoh stod på en græs marken han havde besluttet sig for at vente dette sted til han en dag vil møde den person han søger.
Kravenoh havde været i alt for mange kampe her på det sidste, det var lidt som om at der var kommet flere kamplystig mennesker til dette land, men det gjord nu ikke kravenoh noget for så kunne han også prøve sig selv af, men en person som han møde for langtid siden som han ikke er stødt på endnu vil han meget gerne støde på igen. Kravenoh stod helt stille i det blå og kiggede sig rundt omkring for at se om han kunne få øje på en eller anden person, eller bare et let offer han kunne nyde på den måde han nu gør bedst.

På den anden side af en lille bakke steg en sky af støv og jord op mod himlen. Den nåede ikke højere end en to meter, men den forsøgte da. Skyen stammede fra en sort hest, der fór afsted, som havde nogen lovet den et bjerg af gulerødder. Ethelihn havde gjort brug af en hest fra borgens stalde. Hun ville herud for at træne i fred og ro. Man kunne jo snart ikke være nogen steder mere. Den tjærerfarvede hingst dunrede afsted og nåede helt op på toppen af bakken, da den brat standsede for sin rytters ryk i tøjlerne og lavede dybe bremsespor i jorden. Ethelihn var ikke den mest rutinerede rytter, men det ville folk ikke gætte med den kontrol hun så ud til at have. Sandheden var, at hesten kun adlød fordi den vidste, at der vankede pisk eller stød, hvis den ikke dansede efter hendes pibe. Hun ville aldrig blive nogen dygtig dressurrytter, men hvad i alverden skulle man også bruge det til?
Kvinden sprang af så den blodrøde kappe fik lov at flagre og vise hendes rustning. Den var tung, hvilket betød, at hvis hun ikke trænede med den ofte, ville hun holde op med at være i stand til at bære den.

kravenoh står helt stille da han kunne hører en eller anden lyd nærme sig, han bevæger sig op på en lille bakke for at se om han kunne se hvad det var, han for øje på en hest og dens rytter dog kunne han ikke se hvem det var som var på hesten, men en ting var sikkert det vil blive et offer for kravenoh.
Han gik stille over imod den nye tilkommende person, men jo tætter han kom jo mere begynde han at smile.
da han var 4 meter fra hende stopper han op og ser på hende " jamen dog jamen dog" siger han blot og afventer lidt hvordan Ethelihn vil tag det, og om hun kunne huske Kravenoh.

Ethelihn stod med ryggen til. Et sted bag hende begyndte græsset at give efter for Kravenohs tunge fodtrin og knække. hun drejede hovedet til venstre, så hun kunne se, hvad der forgik. Skikkelsen hun fik øje på overraskede hende først. Hvad i alverden kom han rendende der for? Et halvt sekund spændte hun i hele kroppen, fordi hun regnede ham for at være en lejemorder eller noget andet af samme skuffe. Så kom hun pludselig i tanker om, hvem han var. Et eller andet sted i hendes baghoved blev en kiste med nogle gamle minder låst op. Hendes skuldrer faldt stille og roligt på plads igen; ikke at man kunne se bevægelsen for kappen. Gad vide, hvor længe han har ventet på den her mulighed... Hun havde fået den opfattelse, at han nærmest havde ventet i evigheder. Hun smilte overlegent og ikke så lidt ondskabsfuldt. Taber. Hun huskede ham ganske udmærket nu.

han gik lidt tætter på hende, imens han gik hen imod hende forsvandt han og dukkede op igen hver meter han tog, til sidst dukkede han op 2 meter fra hende. " tror du har noget der er mit " sagde han irriteret og så på hende, hans kropsprog var stadig afslappet selvom han vidste at hun var en værdig modstander men krave var blivet stærker siden sidst de mødes.
han så lidt afventene på hende men tog så et skridt mere tæt på hende " sig mig er det idag du skal dø eller vil du bare giv mig mit våben også slår jeg dig ikke ihjel ". kravenoh var sikker på at han denne gang vil vinde denne kamp for, selvom hun vidste hvilke evner han havde så havde han lavet om på den måde han angreb på.

Ethelihn vendte sig rundt at ændre ansigtsudtryk. Kravenoh virkede temmeligt selvsikker af uforklarlige årsager. Hun så op og ned ad ham et par gange stadig uden at åbne munden. Hun måtte konstatere, at han havde føet større muskler, hvilket var ensbetydende med en hel del træning. Måske begik han den fejl at tro, at han var den eneste, der havde brugt tid på at træne. Med en armbevægelse smed hun sin blodrøde kappe hen over skulderen, så Kravenohs gamle våben kom til syne. Hun havde passet godt på det, men ikke helt så godt, som på sine egne våben, der sad på red og række ved siden af Kravenohs. "Nårh, den her lille sag? Det kan vidst knapt nok kaldes dit mere." Hun sukkede. "Men ok, hvis du så gerne vil have det igen..." Hun trak sværd, balancerede de på sine to opadvendte håndflader og rakte det hen mod Kravenoh. "Her, tag det." Hvis du kan. Metal er en glimrende energileder. Hvis Kravenoh rørte ved det, ville han få et kraftigt stød, hvilket med stor sandsynlighed ville få ham til at trække nallerne til sig pr. refleks.

(undskyld det sene svar :) forestiller mig lidt at vi lægger sværdet til side og laver en lille konkurrence med den som premie? naturligvis vinder kravenoh^^)

(( god ide. hvad havde du tænkt dig?))

da kravenoh ser hans sværd kunne han ikke lade være med at kigge på det da det var langtid siden det var blevet taget fra ham men en ting var sikkert hun skulle ikke slippe ustraffet for at have taget det.
"hmm nå jamen så pyt " han går hen imod hende og rakker hånden frem for at tag sværdet men ide han for fat om det for han et kæmpe ryk i hånden af en from for stød, han trækker hånden til sig og træder et skridt tilbage " du gjord det med vilje ikke?" han vidste ikke rigtig hvor stærk hun var blevet siden sidst men der var kun en måde at finde ud af det på.
" når hvad så nu hvordan for jeg mit sværd uden at jeg for stød" han så irriteret på hende imens han afventede hendes næste træk.

Ethelihn smilede drilsk, og hendes øjne glimtede. "Selvfølgelig." Hun var på nippet til at grine. Hvad i alverden have han regnet med? Det lå langt fra hende at stole på andres tilsyneladende gode intentioner, så hun fattede ikke helt, at Kravenoh rent faktisk forsøgte at tage sværdet.
I stedet for at grine rystede hun blot let på hovedet og besvarede fyrens andet spørgsmål. "Det kan du ikke." Hun havde stadig det der selvglade glimt i øjen, men hun smed sværdet ud til siden. Egentlig havde hun løjet. Hun kunne jo ikke føre energi gennem sværdet uden at holde det, så nu kunne Kravenoh sådan set godt tage det uden problemer, men det behøvede han jo ikke få at vide.

I et snuptag svang hun en af sine korte knive og i luften og greb den, noget hun havde en tendens til at gøre ligesom andre ikke kunne lade være at tromme med fingrene, hvis der var et bord i nærheden. "Skal vi ikke lege en lille leg. Hvis du vinde, kan du få dit sværd igen... Men jeg tvivler." Ethelihn var i glimrende humør. Hun mente ikke, hun risikerede det mindste ved en harmløs slåskamp. Men hun tog nok lidt for let på tingene - måske.

kravenoh følger hende med øjne men ide hun vil lege en leg smiler han " en leg tjo hvorfor ikk " han smilte selvsikkert imens han så på hende " hvis det ikke var fordi du havde taget mit sværd var du lige en kvinde efter mit hjerte" kravenoh elskede kvinder der kunne klare sig selv og tur slås.
han ser på hende " nå hvad går din leg ud på " han ser på den kniv hun havde fremme, et skævt smil kan ses på hans læber hvor efter han stille og roligt placere hans egne hånd omme bag på hans ryg.
udenset hvad hun havde tænkt sig var han klare, eller det regnede han med.

Ethelih smilede tilfredst og selvsikkert. I det hele taget virkede hendes holdning en smule suspekt, som om hun havde et trick oppe ærmet. Som om hun på en eller anden måde vidste, hun ville vinde. Men den slags synske evner var hun trods alt ikke i besiddelse af, og der var ikke noget trick; han var bare i et godt lune.

"Simpelt, hvis du kan nå dit sværd, kan du tage dit dyrebare stykke rust med hjem. Der er kun én regel: ingen brug af evner." Et lumskt smil dansede hen over Ethelihns læber. Hun følte sig sikker på, at hun havde fordelen. Det var ingen mulighed for, at Kravenoh på nogen måde kunne vinde nu. Og det bedste var, at han lod til at være med på idéen. Og her troede jeg, at han bare kom for at være en dårlig taber. jo, hun nød en lille smule, at alting så ud til at køre efter hendes hoved.

(latterligt kort, sorry - vi kan lige snakke om 'spillets betingelser' når du kommer på igen x3)

kravnoh smilede lidt og slikkede sig om munden kravenoh var jo næsten født til at kæmpe uden evner, hans evner var blot en bonus for ham. han ser på hende undrene, **hun måtte jo på en eller anden måde også ha noget i tankerne siden hun bad om en kamp uden evner** (( ** = hans tanke ))

kravenoh smiler hvor efter han tråde et skridt tilbage og så direkte på hende " jamen så lad os aftale det smukke, hvis det er det du vil " han så på hende og lod hende tag det første træk for det vil gi ham en fordel.