"Du er ikke pøblen," svarede Juno med et skævt grin, alt imens han trods alt hævede nakken lidt, for at gå med rank ryg, som det værdigede sig for en prins. "Du er den royale livvagt. Mindst." Sætningen blev efterfulgt af et træk på skuldrene, for at understrege, at Juno ikke helt havde besluttet sig for Pax's position endnu. Heller ikke selvom han var selveste Ulven; den eneste med et reelt kongerige.

Juno indåndede dybt Pax's duft og møvede sig op mod ham, selv imens Pax selv trak ham ind til sig, altid ivrig efter at komme tættere på ham, end det var fysisk muligt. En rødmen steg op i hans ellers blege kinder, da Pax omtalte hans situation i går. Det ville have været umuligt for ham at undgå at bemærke den, for Juno kunne ikke have skjult den, selv hvis han havde forsøgt, men det var alligevel noget andet at snakke om den. Dét var det, der var skyld i hans varme, mere end det var fordi han havde hevet dynen af ham. 

"Jeg er altid varm og frustreret i nærheden af dig," afslørede han med dyb udånding og drejede et knæ opad, indtil han fra maven og nedefter lagde sig på ryggen for Pax, hans sårbarheder åbnet op, som en ulveunge der overgav sig i leg. Hans blik afslørede dog tydeligt, at han syntes legen kun lige var gået i gang og at han på ingen måde havde overgivet sig, så meget han bare havde indbudt Pax til at tage, hvad han ville have. 
Selvom Juno regnede med, at Pax ville have lyst til at røre ved ham, så var han dårlig til at vente. Tålmodighed havde aldrig været hans styrke og det ville det aldrig blive. Så i stedet for at vente på at den anden rørte ved ham, lagde han en hånd over Pax's skridt og gnubbede den op mod det, selv med stoffet fra hans bukser imellem dem, hele vejen fra roden og op på til hovedet, uden nogen former for skam. Hans egen reagerede også på berøringen med det samme, men det havde han ikke tænkt sig at skjule. 
Det var med et glimt i øjet at han så op på Pax, spændt på hvordan han ville besvare det, der i Junos øjne, var en udfordring. 

”Mindst?”, gentog Pax prompte, hvorefter han grinede højt. ”Men vent – er livvagt det samme som væbner eller? Hvem er den vigtigste lige efter prinsen?” Pax så ned på Junos, hans tofarvede øjne gnistrende af morskab til trods for, at hans øvrige ansigt var lagt i påtaget alvorlige folder. ”For jeg er vel vigtig for prinsen, ikke? Jeg har trods alt vasket hans tøj.” Pax nikkede, stadig smilende, mod vaskebaljen hvori Junos klæder fra rejsen fortsat lå og dasede.

Som Juno skubbede sig ned at ligge, fulgte Pax nysgerrigt med i, hvad den anden foretog sig. Smilet over Pax’s arrede mund blev stødt større, da det gik op for ham, hvad Juno forsøgte på men da han dernæst gned sin hånd op af hans lem, forsvandt det som dug for solen. Tæt efterfulgt lød et nydelsesfuldt suk.

Næsten forlegen over sin egen så umiddelbare hengivenhed, fnøs Pax og lod sine øjne glide i for et kort øjeblik. Da han åbnede dem igen, kunne ingen, end ikke en blind, hævde ikke at se, hvordan det stålgrå øje langsomt var blevet fyldt med begær.
Pax hævede et enkelt øjenbryn i samme øjeblik, at hans blik fæstnede sig i Junos eget. Han genkendte instinktivt det, den anden var i gang med; legen, udfordringen, kampen – det var alt af det i en stor pærevælling. ”Er det ikke noget med, at prinser som oftest tror de bestemmer?”, spurgte Pax, hans stemme lavmælt i det, at han dernæst lænede sig frem og ind over Juno. Hans læber kolliderede blødt, fjerlet, mod Junos hud hvorefter Pax atter skævede op mod den yngre mand. ”For vi kan godt lege, at det er tilfældet nu.”

"Nej!" Udbrød Juno, som om det betød noget for ham. "Livvagt og væbner er slet ikke det samme. En væbner giver mig mit sværd. Livvagten sørger for at jeg slet ikke behøver det," svarede han, som var han virkelig en ung prins. "Personen der vasker mit tøj er selvfølgelig meget vigtig for mig. Så er det godt, at du er forfremmet til prinsens kæreste, hva?" spurgte han med et grin, og den varme, det fyldte ham med hver gang han tænkte på Pax som sin kæreste. 

Juno fulgte med i hver eneste af Pax's bevægelser, og da den anden lukkede øjnene for derefter at åbne dem med uskjult begær, tabte Juno et øjeblik vejret. 
"Tror?!" gentog han, men nåede ikke at blive fornærmet, før Pax gav ham lov til at bestemme for nu. Med den tilladelse, guidede han den ene af Pax's hænder ned imellem sine ben og lukkede den om sine nosser med et nydende suk. 
"Hvis det er mig, der bestemmer..." svarede han og tøvede, imens han overvejede hvor meget Pax ville lade ham slippe af sted med. Det gik ofte galt, når man var så grænsesøgende som Juno var, men det hjalp, at han vidste Pax bare ville nægte ham det, hvis han bad om for meget, og han bed sig i indersiden af sin kind, inden han lavmælt fortsatte; "så henter du den olie, der ligger i min rygsæk, og fingerknepper mig med den, indtil jeg tigger og beder om din pik." 

Han lignede muligvis en fortabt prins, og opførte sig det meste af tiden også som én, men han havde trods alt også brugt halvdelen af sit liv på gaden, og på tidspunkter som disse kunne det høres på hans ord. 

Pax lyttede og des mere Juno forklarede, des mere skiltes hans læber også i et bredt smil. ”Men hvad gør det så mig til? Kan to mænd overhovedet være konger sammen, du ved, som en konge og en dronning reagerer et land?” Pax hævede begge sine brede øjenbryn i en påtaget eftertænksom grimasse, men fnøs ikke lang tid efter af sig selv og rystede let på hovedet.

Det var nemlig faldet ham ind…
Hvordan mon deres omgivelser ville reagere på det faktum, at de begge var mænd? Aldrig før havde Pax overvejet et lignende problem. Før Juno og før Evlyn havde hovedstadens slum betragtet Pax som impotent. Ved offentliggørelsen af Evlyns og hans partnerskab havde det narrativ skiftet til et andet – og måske for nogle mere flatterende – men hvordan ville de se ham nu? Ville han være svag fra der hvor de stod? Ville de tage noget fra ham, fordi han havde valgt en mand – og ikke en kvinde? Og var han ligesom Will?

Pax var så optaget af sine tanker, siddende med sit blik hvilende på Juno, at han end ikke bed mærke i, at den blonde mand havde bedt ham sætte i gang. Grebet om hånden var ikke gået hans næse forbi, og Pax havde ladet Juno føre sig. Ikke, at det skulle fortsætte…

Pax lænede sig en smule frem og lod hans hånd vandre med til skaftet, hvorom han greb om dens spids. Langsomt krøb et dovent smil henover hans læber og i det stålgrå øje gnistrede ulvens væsen: ”Hent den selv, prins - du vil måske ikke have min pik nu?”

Juno fnøs som svar til Pax's spørgsmål; "Selvfølgelig kan de det. Hvis de er konger, er det vel selv dem bestemmer. Pøblen skal bare indrette sig og blande sig udenom politik." Det var så nemt for ham at affærdige spørgsmålet, fordi han ikke hørte det, som Pax havde ment det; for ham, handlede det endnu ikke om dem, og om hvad de kunne, men hvad om prinserne Pax og Juno, personerne i hans egne dagdrømme, kunne, og deres; prinsernes, muligheder var uendelige - i modsætning til bandemedlemmerne Pax og Junos muligheder. 

Juno var så optaget af Pax's hånd om sig, at han ikke bemærkede, hvor langt væk den anden var i sine tanker, og hans øjne faldt i, da hånden bevægede sig om ham i et ulideligt langsomt tempo. Langsomt åbnede han øjnene igen, da Pax afviste hans ønske om olien, og han nidstirrede ham et øjeblik, inden han hævede sig op på en enkelt arm og lænede sig helt ind mod ham, for at hviske ham direkte ind i øret; "Du er heldig at jeg er så sindssygt liderlig lige nu, eller jeg ville have skambidt dig for din frækhed," truede han lavmælt, men understregede, at han elskede ham, ved at give ham et langt, vådt slik op af kinden, inden han rejste sig op og denne gang efterlod dynen, for at finde sin rygsæk og rode igennem den, indtil han fandt olien. Han gjorde sit bedste for ikke at tænke på Edward imens. 

Han åbnede flasken allerede på vej tilbage til Pax og satte sig på knæ foran ham, hvor han igen tog Pax's hånd i sin, og hældte en smule olie i hans håndflade, inden han stillede flasken fra sig, så han kunne massere olien ind i Pax's håndflade og op af hans fingre. Pludselig var han ikke utålmodig længere - han ville gerne røre ved Pax's hånd, ville gerne massere de anspændte muskler han så tydeligt kunne mærke i dem, ville gerne skubbe sine glatte, fedtede fingre ind imellem hans. 

Med et suk lænede Juno sig frem igen og pressede åndeløst sine læber op mod Pax's, uden at fjerne sine hænder fra hans hånd, men han spredte sine knæ og inviterede ham dermed lydløst til at røre hvad end han ville igen. 

Smilet over Pax’s læber blev langsomt, næsten dovent, til rovdyrets. ”Du er heldig, at jeg ikke gør mig i hævn overfor min – prins”, hviskede Pax truende igen, hvorefter han sendte Juno et lige dele sigende og mørkt blik. Et, der hviskede om et løfte, nemlig dét at Pax kunne sætte tænderne i ham, hvis han ville og at det ville være et så ganske andet bid end det, Juno ville formå. Det var naturligvis stadig i den legesyges sjæls ånd og også drevet af begæret og udfordringens kraft. Ikke desto mindre kunne der ikke herske tvivl om, at Pax havde ment sin hentydning, ment sine ord og ganske bevidst ikke brugt ordet ’kæreste’ – men derimod ’prins’. Et begreb der vidnede om status og magt, en art udligning lige så vel som en reprimande.

Pax’s øjne fulgte Junos skikkelse og forblev hvilende dér, hvor han var forsvundet. Først da den anden kom tilbage, løsrev de tofarvede øjne sig og landede i stedet på flasken. Dernæst fulgte de, mørke og gnistrende, med i hvad der foregik og da Junos mund kolliderede med hans egen, gled de med et i.
Hvad der før havde været begær, blev da til en altædende rus og Pax greb om Junos nakke med sin frie hånd, befalede ham at forblive, hvor han var. Ulven legede fortsat, men som alle de voksne legede med ungerne, hvilket var et spil for galleriet såvel som læring. Ikke, at Pax kunne – eller ville – lære Juno noget, men de kæmpede til stadighed.

Pax ønskede at fortære Juno og det kys, de sammen delte, var det tætteste han kunne komme derpå. Hans tunge var dominerende, afkrævende og vild, og ikke interesseret i – ikke villig til – at lade dem adskille, gled Pax’s ene hånd ud af Junos greb, målrettet ned mod hans køn, hvorom han greb. Grebet var hårdt, nådesløst for blot et sekund og først da rev Pax sin mund til sig. Stadig havde han fat i Junos nakke og langsomt, så uendelig langsomt, lod han den anden glide op og ned ad Juno en enkelt gang.

”Stadig sikker på du, du kan følge med?”, mumlede Pax stakåndet, drillesygt og udfordrende. 

Det var kun halvt så skræmmende, at høre Pax true ham, som det var ophidsende, og et øjeblik nåede Juno at tænke, at han ville ønske, at Pax ville prøve at hævne sig. Tanken om hævn i sig selv, var dog ikke nok til at distrahere ham fra at hente olien. 

Det kom som en overraskelse, da Pax holdt ham fast, med en hånd om hans nakke, men kun fordi Pax indtil videre konsekvent havde været blød og sød omkring ham, og nu mærkede han for første gang den styrke der også var i Ulven. En styrke, der sendte et sus igennem hans mellemgulv og tvang et støn ud imellem hans læber. Pax's våde kys gjorde hans krop blød og hans attitude medgørlig - pludselig var han ivrig efter at efterkomme hvert eneste af Pax's ønsker. Kun imellem benene blev han hård, og han klynkede ligefrem, da Pax ikke gjorde andet, end at give ham et enkelt ryk, når han havde håbet på så meget mere. 

"Fuck dig, jeg følger fint med," påstod han med en snerren, selv som desperation gennemsyrede hans stemme, og han lagde sine hænder mod Pax's underarme for at bruge dem som støtte, imens han møvede sig tættere på ham, ivrig efter at få hans fingre, hvor han ville have dem, men uvillig til at kæmpe sig ud af det greb Pax stadig havde om hans nakke. 
"Det her går for langsomt," udbrød han alligevel, hans stemme skælvende fra Pax's greb om ham, og lagde en hånd mod hans skulder, med alle intentioner om at skubbe ham ned at ligge og selv følge med over ham. 

Det var igennem en kraftanstrengelse, at Pax formåede at blive siddende, selvom Juno ellers gjorde det klart for ham, at de skulle ned at ligge; musklerne bugnede ud og Pax stønnede lavmælt af lige dele anstrengelse og ophidselse, hans blik rettet urokkeligt mod Juno.
”Du ved, hvad man siger – tålmodighed er en dyd”, hviskede han, hvorefter et dovent men drillesygt smil sneg sig hen over hans mund og adskilte hans læber. ”Og fuck mig, ja. Helt bestemt.” Pax lo lavmælt men grinet var et forhastet et af slagsen, ikke villig til at blive til mere, eftersom dets ejermand var fanget af fornemmelsen, der fortsat voksede mellem hans fingre – og ikke mindst også under hans egne bukser.

Pax tvang Juno til at forblive siddende; hans hånd i nakken sneg sig længere op og forsvandt i det blonde hår, hvor den greb om adskillelige totter. Dernæst fortsatte Pax sine langsomme bevægelser, men ikke lang tid forblev han, hvor han var. I stedet lod han sin hånd vandre, hjulpet på vej af olien, længere ned og ind imellem Junos ben.
Langsomt lænede Pax sig frem og afkrævede Juno et kys, der alene var på hans egne præmisser. Det startede og stoppede, når Pax beordrede det, præcis som med håndens kærtegn. ”Du skal nok nå det hele. Nyd det”, hviskede Pax smilende før, at han lagde sin pande mod den andens.

'Tålmodighed er en dyd'. Juno gryntede, frustreret over at Pax ikke fulgte hans instruktioner, og over at han skulle sættes op med den ene evne, han knap nok besad, og ikke mindst over at Pax fortsat havde en hånd om ham, hvor han efterhånden var helt hård og spændt, hungrende efter mere friktion. 

Gryntet blev dog til et støn af ren nydelse, idet at Pax's fingre forsvandt op i hans hår, efterfulgt af et suk af lettelse, da han endelig begyndte at bevæge sin hånd igen. Det var nærmest umuligt for Juno at sidde stille, og da Pax's hånd også bevægede sig ind imellem hans ben, rykkede Juno med et taknemmeligt suk sine knæ længere fra hinanden, ivrig efter at give Pax al den plads han kunne få brug for. 

Juno havde for længst mistet sine ord, og reagerede på Pax's berøring med suk og støn, og en krop der havde sin egen tydelige reaktion på alt Pax gjorde ved den.
Aldrig i sit liv havde Juno troet, at han ville få det sådan, men han nød pludselig at det var Pax, der gav ordrene - også selvom han ikke nødvendigvis havde tænkt sig at følge dem. 
"Jeg nyder det," indrømmede Juno hviskende, efterfulgt et støn mod Pax's læber. Som han havde det nu, varm og hård, havde han aldrig lyst til at lade Pax trække sin hånd til sig igen. Medmindre, selvfølgelig, det var for at erstatte den med noget andet... "Jeg vil have din pik," bad han, hans tone en helt anden end den beordrende måde han normalt krævede ting på. 

Pax smilede til stadighed mod Junos mund og brummede, næsten eftertænksomt, som den anden kom med sin forespørgsel.
”Kun fordi jeg er – i et givende humør”, hviskede Pax prompte tilbage, hvorefter han langsomt lod sin hånd forsvinde fra Junos indre, lige så drillende og pirrende som hans øvrige statur.

Pax havde ingen intention om, at de skulle forblive på det hårde køkkengulv, hvormed han kommanderende skubbede Juno fra sig. Efter selv at have rejst sig, elegant og foruden at hans blik forlod Junos, hjalp han den yngre mand op og stå.
Med sin ene hånd om Junos hev Pax ham indtil sig og kyssede hans mund, hans kys flygtigt, før han guidede Juno hen mod køkkenbordet. Da Junos bagdel kolliderede med dens træ, smilede Pax tilfreds, hans øjne fulde af lystfulde gnister, alt imens han langsomt lod sit blik glide ned over den nøgne krop.

”Op”, mumlede Pax omsider, hans tone fuld af begær, hvorefter han endelig slap taget om Juno og i stedet lod sine fingre åbne snøren om sine bukser. Hans eget manddom sprang frem, nu fri af stoffet, og med samme hårdhed som den andens lem.
De arrede hænder guidede Junos ben fra hinanden og fandt fæstne om begge af de tynde knæhaser, hvorefter Pax omsider lod deres kroppe forenes. Ikke længere drillede han, ikke længere pirrede han kun og til lyden af træet, der knirkede, begyndte Pax at bevæge sine hofter. 

Det var et begejstret og lettet suk, der forlod Juno, da Pax trak sine fingre til sig. Han havde nået at forestille sig, at Pax ville nægte ham det, og med Pax's hjælp var han på benene på ingen tid, ivrig efter at komme videre - så ivrig at han intet problem ville have haft med at ligge eller sidde på gulvet, men også så ivrig, at han ikke havde tid til at modsætte sig, hvad end Pax havde af planer. 

Det var også umuligt for ham at tænke på andet, da først deres læber mødtes igen, og Juno kunne ikke skjule sin forbløffelse, da han blev kommanderet op på køkkenbordet. Hans egen krop reagerede også blot på orden, og før han vidste af det, sad på han træet, hans knæ på hver side af Pax, og hans tunge ved at glide over hans læber, i manglen på Pax's læber mod sine og ved synet af hans hårde pik foran sig. 
Allerede idet at Pax greb om hans knæhaser, sukkede Juno længselsfuldt, imens hans pik gjorde et lille hop på hans mave. Den uerfarne fyr Juno havde kæmpet med at forføre for bare lidt over et år siden, var helt væk nu. I stedet havde Juno fået fat i ham, som han havde ligget i sin seng og fantaseret om, med sit ansigt begravet i en pude, for at dæmpe sine støn, imens han havde haft sin egen hånd imellem sine ben. 
"Ja," bad han med et støn, da Pax trængte op i ham, og Juno måtte kæmpe for at holde sine øjne åbne, for ikke at svømme helt hen i nydelse - han ville se, at det var Pax der gjorde det ved ham, for det gjorde det kun bedre. 
Herfra var det kun et spørgsmål om tid for Juno, der ikke havde lyst til at det nogensinde skulle ende, og af samme grund kæmpede imod den orgasme som Pax skubbede ham længere imod for hvert sekund. 

Havde Pax haft nogen viden om, hvad Juno tænkte om ham i det øjeblik, ville han ikke have vidst, hvad han skulle stille op. I sandhed anede han ikke, hvad han ville gøre af sig selv, skulle nogen lade ham vide, hvad end de måtte tænke; om ham. Om dem. Om det de havde gang i. Om den uerfarne versus den erfarene. Pax vidste ikke selv, om han var hverken det ene eller det andet. Kun, at det på en eller anden måde var begge ting, at det sameksisterede; at han var lige så uerfaren i det intime, som han var mere erfaren end de fleste. Han vidste heller ikke, hvad han var og slet ikke som han tog Juno til lyden af det knirkende bord.

Alt Pax var sikker på, alt han kunne mærke i sine knogler som vished, var, at tiden i det øjeblik stod stille. Der var ingen dårlig samvittighed, ingen skam, ingen bange anelser, ingen bekymringer og måske vigtigst af alt, ingen følelse af at være alene, som en ensom kaptajn på et synkende skib midt i en storms altædende midte.
Han vidste også godt, at den fornemmelse ville komme tilbage og i samme øjeblik at de begge havde tømt sig, mættet af øjeblikkets dybe og summende tilfredshed. Måske det var derfor, han havde pirret Juno. Måske var det derfor, han havde taget kontrollen ud af hænderne på den blonde mand, tvunget ham til at afgive den, om han ville eller ej. Noget, bare en enkelt ting som foreningen af deres nøgne kroppe, skulle nemlig være i Pax's greb. Noget, var han nødt til at kontrollere. Noget, var nødt til at være hans helle.

Hvad bekymrer dig? Stemmen havde hvisket til ham siden, at de tofarvede øjne havde betragtet morgendagens lys stå op, og selvom han gjorde sit bedste for at kvæle den, blev den ved og ved med at hviske insisterende. Og han vidste også godt, hvad svaret var. Det var såmænd ikke det.

Det skete langsomt men unægteligt; det, Pax på en og samme tid jagtede og flygtede fra, nemlig klimaksets endelige. Da det skete skar Pax en lidende grimasse, hans øjne knebet hårdt sammen og hans mund fortrukket i en lydløst snerren. Hænderne, der havde holdt krampagtigt fat i Juno, gled ned mod hofterne, hvorom de greb og trak den anden, om muligt, tættere henover ham. Det måtte nemlig ikke slutte endnu, selvom alt det skulle, alt det kunne gøre var netop dét.

Juno havde kæmpet imod til det sidste. Hvis det stod til ham, skulle den tid de havde sammen nu, aldrig overstås. Men Pax havde formået langsomt og stødt at tvinge ham tættere på kanten, indtil han med et tungt støn og en halvkvalt, lidende lyd, kom ud over sig selv, kort efterfulgt af Pax. 

I det øjeblik følte de det samme; at øjeblikket ikke måtte ende. Det følte Juno på Pax, da han trak ham tættere henover sig, og fordi Juno følte det samme, lagde han en hånd om Pax's kæbe og ledte ham ind i endnu et åndeløst kys. Samtidig krydsede han sine ben bag Pax's ryg, som for at holde på ham. 

Inden de var kommet i gang havde Juno troet, at han havde været ved at forføre Pax; at han med sin nøgne krop og kærtegn kunne få den anden til at forelske sig yderligere i ham. Men som han sad her, med sin egen sæd op til halsen og overfladisk vejrtrækning, kunne han ikke lade være med at føle, at det var gået den modsatte vej. Lige i dette øjeblik kunne Pax bede om hvad som helst fra ham, og Juno ville være villig til at give det. Hilse på en byvagt, tage med til familiemiddag, sidde stille i en time, blive hjemme imens Pax gik ud; pludselig kunne og ville Juno det hele, hvis det var Pax der bad ham om det.

"Hva' så?" Spurgte Juno, stadig stakåndet, ind mod Pax's læber. "Planlægger du at give mig en omgang til eller vil du bare ikke slippe mig?" Selvom han var uendeligt forelsket, betød det ikke, at han kunne holde sin provokerende attitude for sig selv; heller ikke selvom det sidste han ønskede var, at Pax slap ham. 

Pax fnøs moret og lod derefter sin pande støde blødt mod Junos. Hans åndedrag var overfladisk og selvom akten var vel overstået, havde Pax ikke formået at åbne sine øjne endnu, stadig fortryllet af den summende ro. Han skulle dog aldrig nå at svare Junos ord…

Duftsporet meldte sin ankomst end ikke øjeblikket efter og som forvirrede det ulvens instinkt, skar Pax en grimasse. Endnu ikke havde han åbnet sine øjne men de dybe vejrtrækninger, Pax dernæst tog, vidnede om at noget foregik; noget, der afkrævede hans forbedrede sanser og at han forholdt sig til det, de fortalte ham.
”For forhelvede…”, bandede han lavmælt, pludselig irriteret over den afbrydelse, der var på vej i deres retning. Langsomt, forsigtigt trak Pax sig ud af Juno og så dernæst på ham. ”Du skal have tøj på. Vi får gæster”, forklarede Pax forhastet, hvorefter han bøjede sig frem og kyssede Junos mund flygtigt. Dernæst hjalp Pax Juno ned på gulvet, greb om dynen og smed den ind i den andens favn, for til sidst at smide olien ovenpå. ”Der er tøj i skufferne”, mumlede Pax fraværende, hvorefter han selv begyndte at ordne sine bukser.

Ikke lang tid efter lød der en tøvende banken på døren og Pax skridtede ud i gangen for at åbne. Hans ansigt var ulæseligt, velvidende hvem der stod udenfor og da han åbnede, inviterede han sine nærmeste fortrolige ind med et tavst nik.
Det var Verdis og fem andre – Hunter inklusiv – som Juno ville genkende. Også Will var der, men noget havde forandret sig. Den så umiddelbare og smukke mand mødte ikke Pax’s blik og Pax selv ignorerede hans eksistens. Ruk var ingen steder at se.

Flokken gik ind i køkkenet og tog plads om køkkenbordet, hvorved Pax også satte sig. Alle var de tavse. Mødet skulle nemlig ikke starte før Juno igen var hos dem, hvormed Pax forholdt sig stille, tålmodig og afventende. 

Samme øjeblik, som Juno kunne mærke at Pax blev opmærksom, blev han det også selv. Han scannede Pax's ansigt efter tegn på, hvad der var i vejen, og skar selv en grimasse, da han hørte at de fik gæster. Han ville have sat pris på at have Pax for sig selv, bare lidt endnu. 

Juno greb dynen og olien, og bevægede sig med et suk ind mod soveværelset igen, hvor han smed dyne og olie fra sig - gemt væk i et af natbordets skuffer, så ingen ville se den, hvis de bevægede sig ind i rummet. Derefter lagde han et kort besøg forbi badeværelset, for at vaske sin sæd af sig selv, inden han fandt noget tøj. Juno var kræsen og derudover et rodehoved, og det meste, det der var alt for stort til ham, endte på gulvet, indtil han fandt noget, der passede ham og så okay ud. Han kunne høre deres gæster ankomme, imens han tog det på, men tog sig alligevel tid til at stryge sine fingre igennem sit hår, indtil det sad som det skulle, inden han fulgte efter dem ind i køkkenet.

Synet der mødte ham, fik ham til at stoppe op i døråbningen og han skævede undrende til Pax. Du kunne godt have advaret mig, sagde hans blik, men han bevægede sig alligevel rankt hen til bordet, hvor han trak en stol ud, imens hans blik gled over de andre ved bordet. Will genkendte han straks, og smilede varmt til, men der var også en anden han genkendte; Hunter. 

"Dig!" Udbrød han, og overvældet af raseri kastede han sig over bordet og direkte imod Hunter, hvis stol væltede bag ham. Juno opdagede ikke, hvordan de begge faldt ned på gulvet, eller hvordan der blev stirret omkring dem, det eneste han tænkte på, var at Hunter havde været der, da Rottebandens hjem blev brændt ned til grunden. At Hunter kunne have stoppet det hele, og at han skulle bøde for det. Det var heldigt for alle involverede, at Juno ikke havde sit eget tøj på, og dermed ikke var bevæbnet med en kniv, for havde han kunne skade Hunter med andet end sine næver, ville han have gjort det. 

Pax syntes ikke at reagere på Junos irettesættende blik, til trods for at den ældre mand betragtede ham opmærksomt. Hans eget var nemlig langt mere afventende, for Pax vidste, hvad der dernæst ville følge. Han kendte Juno, som han kendte sig selv og havde det været omvendt…

Samtlige mænd rejste sig, på nær Pax der forblev siddende, hans hage hvilende i hans ene hånd. De stirrede alle men lod scenariet udspille sig, eftersom Pax, deres anføre, ikke gjorde andet selv.
Sådan sad de et langt øjeblik til lyden af arrige stønnen og knugende hænder, der kolliderede med blødt kød og knogler. Først da blodet sprøjtede fra Hunters næse begyndte Pax langsomt at rejse sig. Verdis trådte instinktivt frem men stoppede brat op, da Pax hævede en arret hånd. ”Tredive sekunder”, mumlede han i den kvælende stilhed, hvortil de, af mændene, der stod tættest på nikkede bekræftende. Kun Will syntes oprigtig i sorg over Hunter og Junos sammenstød.

”Nu.” Pax, Verdis og en, der også havde været til mødet med Juno knap to år tidligere, trådte instinktivt frem og skilte de to mænd ad. Pax havde fat i Juno, Verdis og den anden i Hunter, og Pax maste og skubbede Juno ud i gangen, så hans åndedrag denne gang blev overfladisk af andre grunde. ”Slap af”, mumlede han, hvorefter han kastede begge hænder op, parat til at gribe Juno, skulle han forsøge at jorde ham ned. ”Han hjalp den aften. Han fik Lizzy ud. Hører du? Han fik Lizzy ud! Han har vendt Asad ryggen og fodret mig med informationer! Få det ind i knolden med det samme – han er på vores side!”

Indtil han hørte Pax give ham tredive sekunder, havde Juno glemt alt om resten af personerne ved mødet, og de tredive sekunder blev til en larmende nedtælling i hans sind, opsat på at nå så meget som muligt i den korte tid han havde, inden Pax tog hans hævn fra ham. Havde han kunne nå det, ville han have myrdet drengen under sig, så lidt tænkte han over konsekvenser ved hvert slag. Det eneste han registrerede var, hvor godt det føltes. Som retfærdighed der endelig faldt på den skyldige for al den smerte Juno havde levet med det sidste år.
I al den tid han havde bebrejdet sig selv kunne han have bebrejdet Hunter i stedet og det var netop hvad der kom til udtryk nu, også selvom det måtte være tydeligt for enhver, selv for Juno, at Hunter ikke kæmpede imod, men knap nok forsøgte at beskytte sit ansigt imod Junos slag. 

Selv da Pax hev ham væk, kæmpede Juno indædt imod - han var ikke færdig med Hunter, eller med den følelse han fik af hvert slag. Ikke engang hans leder eller kæreste kunne stoppe ham i hans hævn. 
Pax gjorde også ret i, fortsat at have sine parader oppe, efter at have sluppet Juno, for Juno så ham trods alt ikke som sin leder længere og havde ikke gjort det i flere år, og han respekterede det derfor heller ikke, når Pax troede at han kunne bestemme, hvem Juno måtte slå på, heller ikke selvom Pax tydeligvis var Hunters leder.
Han gjorde sit, for at forsøge at komme forbi Pax, men da det gik op for ham, at det ikke ville blive muligt, nidstirrede han i stedet Pax, der nu blev det nye offer for al hans raseri. 

Til gengæld var Pax's ord som et slag i ansigtet. Aldrig i sit liv havde Juno forestillet sig at Hunter ville hjælpe hans bande. At et rivaliserende bandemedlem overhovedet hjalp en anden bande var uhørt, men Asads bande havde, på trods af dens lille størrelse, været den mest voldelige og aggressive Juno havde krydset veje med i Dianthos. Det meste af tiden ville de hellere slås, end de ville skaffe krystaller og for første gang i sit liv forstod Juno nu dén prioritet.

"Fint," snerrede han af Pax og løftede sine egne hænder som tegn overgivelse. "Men han reddede ikke Lily eller Kuni. Og dét vil jeg aldrig lade ham glemme." Det sidste sørgede han for at sige højt nok til, at hele forsamlingen kunne høre ham. Han bar selv nag over sine ungers død, og hvis det var muligt, ville han sørge for at resten af Dianthos også bar nag over det. 

Derefter klemte han sig med ét forbi Pax - han var ikke Rottekongen for ingenting - men opførte sig som lovet pænt, og satte sig ved bordet, overfor Hunter, med krydsede ben, rank ryg og løftet hage, som var han virkelig en lille prins. "Hvor er Asad?" spurgte han, for han vidste, at han ikke kunne koncentrere sig om andet under hele mødet, hvis ikke dét spørgsmål blev opklaret. 

Hunter havde ikke tænkt ét sekund over, at Juno ville være til mødet. Han havde hørt, at det var for at hente ham hjem, at Pax var taget af sted, og han havde følt lettelse over, at Asad trods alt ikke havde fået ham solgt som slave i Rubinien, som han ellers havde planlagt, men han havde heller ikke brudt sig om tanken om at skulle se Juno i øjnene. Han havde heller ikke troet, at det nogensinde ville ske, og da slet ikke så hurtigt. Men det slog ned i ham som et lyn, da den blonde fyr pludselig var i lokalet og sekundet efter, havde kastet sig over ham. 
Instinktivt kæmpede Hunter imod de første par sekunder, men lige så snart han fik fat om Junos hænder, gik det op for ham, hvorfor raseriet lyste sådan ud af den blonde mand, og han fik sluppet ham igen - efter dét, kæmpede han ikke imod, men forsøgte blot at beskytte sig selv mod de værste slag. Han havde taget langt værre før, og selv da han mærkede noget vådt i ansigtet, der kun kunne være blod, tog han det mest bare.
De to mænd, der trak ham væk fra Juno, lod mest til at gøre det, for at hjælpe ham op at stå igen, for Hunter havde ingen intentioner om at følge efter det lille lyn af raseri.

"Klarer du den, knægt?" spurgte Verdis og Hunter nikkede, og tog taknemmeligt imod et viskestykke, da det blev presset mod hans næse. Der var blod både i hans næse og i hans mund, men han brokkede sig ikke, da han blot satte sig ned på stolen igen. Han kunne høre Pax og Juno skændes ude i gangen og det gik et sæt igennem ham, da Juno nævnte de mord, han havde været involveret i.
Han så skamfuldt ned, og da Juno satte sig ved bordet igen, direkte overfor ham, skævede han også kun kortvarigt over på ham, selv da han blev stillet et spørgsmål.
"Han er forsvundet," svarede han ham lavmælt. "Blev dræbt eller stak af ud af byen, kort efter - efter, du ved. Du kan spørge hvem som helst. Han er ikke blevet set i byen i et år."

Juno så ikke ud som om han troede på ham, men Hunter vidste, at Pax kunne bekræfte det - hvis nogen ville have kunne finde Asad, ville han være blevet fundet. Fra tid til anden mistænkte Hunter, at det var Pax, der havde dræbt Asad, men han havde aldrig turde spørge ham og havde egentlig heller ikke lyst til at vide det, hvis det var sandt.
Overfor ham blev Juno også stille, og endelig lod det til at hele bordets opmærksomhed vendte tilbage til Pax.

”Og for dét er der ikke nogen undskyldning eller forklaring, der er god nok”, svarede Pax prompte. I samme øjeblik forsøgte Juno at mase sig forbi ham, og ikke længere interesseret i at få ham væk fra Hunter, tog Pax et skridt til den ene side.
Først da vendte han rundt og fulgte med den anden tilbage i køkkenet, hvor han satte sig tilbage på sin stol. De øvrige havde allerede sat sig til rette men alle skævede de fra tid til anden til Juno, som mistænkte de ham for at ville springe i luften hvert øjeblik det skulle være. Desuden –

Han var i live. Det var lykkes Pax at hente ham hjem.

Pax nikkede bekræftende, men eftersom Juno ikke så på ham, sagde han: ”Og vi har ledt. Han er her ikke.” Dernæst lænede han sig en anelse indover bordet og lagde sine arme mod træets kolde overflade. ”Jeg tror dog ikke, at han er død. Det ville unægtelig gå igennem byen – alt andet giver ikke mening”, lød det dernæst affærdigende, for Pax var sikker i sin sag. ”Desuden… hvis han sætter sin fod i Dianthos, får vi det at vide. Jeg har sat en pris på hans hoved og ladet snakken gå.”

Det var med samme vrede, som da Pax hev ham væk fra Hunter, at Juno nidstirrede ham nu, da han fortalte at Asad ikke var blevet fundet. Logisk set vidste han godt, at Pax ikke havde noget ansvar for at hævne ham, og at han havde gjort sit bedste i at rekruttere Hunter, der trods alt havde reddet Lizzy ud, og desuden også havde hentet ham hjem, men han kunne ikke lade være med at brænde af vrede mod Asad - en vrede, der ikke havde andre steder at blive rettet mod, end Hunter og Pax og resten af bordet for den sags skyld. 

"Har du tænkt dig at dræbe ham, hvis han kommer tilbage?" lød det lavmælt fra den anden side af bordet og det tog al Junos viljestyrke ikke at springe på Hunter igen, da det unægteligt lød som om den unge knægt følte medlidenhed for sin tidligere bandeleder. En medlidenhed Juno hverken kunne eller ville forstå. 
Hunters blik vendte sig væk fra Pax og over på Juno, og drengen så ud som om han krympede sig, da han så vreden i Junos blik. Hvis ikke han har, så har jeg, sagde hans blik, men han var ikke fræk nok til at sige ordene højt, med Pax siddende for enden af bordet.