Hun løfter hånden op foran sin mund.
"Men mig en misser. Mig gnaske.." siger hun bare.
Kort efter begynder hun at gnaske på sit, alt for lange, ærme.

Valentin opgiver, og røre blidt ved hendes ører. "Dig en sød misser,,
Han smiler da han retter blikket ned mod vandet og ser sig selv afspejlet i vandet.
Drillende fylder han hånden med vand og sprøjter det på Danni.

Hun stopper med at gnaske på sit ærme. I stedet ser hun bare på Valentin.
"Misser, misser, misser..." nynner hun lavt.
Hun begynder hurtigt at ryste sig, præcis som en kat, da han sprøjter vand på hende.
Hun ser kort på ham, før hun stiller sig op på tæer, læner sig ind over kanten, og begynder at drikke lidt af vandet.

Valentin ser forskrækket på Danni da hun begynder at drikke af vandet.
"Nej,, han tager fat om hendes talje og hiver hende væk. Valentin ser opgivende på Danni, "Er Danni sulten?,, spørger han mens han ser på hende med store nysgerrige øjne. Han sætter hende ned på bænken og hiver et brød op af den taske han bar. "Her,, han rækker hende brødet, samt en dunk med køligt vand

Hun ser på Valentin, da han sætter hende på bænken. Hun svinger let med benene. Så tager hun brødet med den ene hånd og dunken med den anden. Hun bider et lille stykke af brødet og sidder længe og gumler på det, før hun endelig sluger det.
".. Tak.." siger hun lavt. Hun ser ned i jorden.

Han smiler sødt til Danni. Hvorefter han krammer hende (?) og rødmer straks efter.
"Jeg skal gå, mor og far venter mig,, han vender sig om og løber derfra.

OOC: sry skal gå

//out

Hun smiler stort og vinker efter ham. Hun hopper så ned fra bænken, går hen og tager sin bamse og går derfra med dunken, brødet og bamsen i hænderne.

//Out.

idag er der faktisk ikke så mange mennesker, da Julian vandre afsted hen af gaden. han trængte til noget luft, selvom det var risikabelt for ham at forlade sit hus lige i øjeblikket.
hans puls var godt oppe og køre, og han trak næsten vejret i takt med hans støvler som i et hastigt tempo bragte ham videre hen af gaden. han var iført en kappe, som var kort bagtil, med en hætte, som han havde trukket op. han skævede nervøst til begge sider, før han kom til springvandet. det fik ham til at standse. vand. han var tørstig.
han gik hen og satte sig på kanten, og så ned i vandet. det var nok ikke det reneste man kunne drikke, mn det var ligemeget, han formede sine hænder til en skål, og gyste kort, da han lod dem sænke sig ned i dt iskolde vand. så løftede han vandet op til sine læber, og drak. det var faktisk behageligt, men han ville ikke drikke mere. han ville helst ikke blive syg, hvis det nu var at vandet var for beskidt til at fungere som drikkelse.
han skulle egentlig videre, men herfra hvor han sad var det egentlig rart og idyllisk, på trods af den blæst, der stædigt hev i hans tøj. han skuttede sig, hvorefter han så sig hurtigt omkring. men der var ikke nogen.

Adrian kommer langsomt gående hen mod springvandet. Hun går med blikket vendt mod jorden og armene lagt om sig.
Hun ser egentlig ikke rigtig hvor hun er på vej hen, så hun går bare... Lidt efter går hun ind i Julian(?), hvorefter hun hurtigt stopper op.
"Øhm.. Und.. Undskyld..." siger hun lavt.

Julian gisper forskrækket, og vælter baglæns ned i vandet.
han ser ud til at være HELT vågen nu, da han sidder i vandet, med klaprende tænder. han kravler ud igen, og ser lidt på pigen foran sig. med rystende stemme og blege læber, smiler han, og siger: "d-d-det g-gør ik-ikke no-noget.." han lægger armene om sig selv, da der går en kuldegysning igennm ham da et da et vindstød udn nåde tørner over pladsen.
han rækker håndn frem.
"M-mit navn e-er Toulurr. Julian Tou-Toulurr. hvad er Deres, hvis j-eg må have lov at sp-spørge?" spørger han fortsat rystende. så koldt havde han dog ikke forestillet sig vandet var, men det kunne selvfølgelig være på grund af vinden.

Hun går hurtigt nogle skridt tilbage, - væk fra ham.
"Jeg.. Jeg.. He.. Hedder Adrian.." siger hun så lidt efter.
Hun smiler svagt, men også ret usikkert.

Adrian? deet er da et drengenavn..? Julian rynker lidt på brynene imes han tænker denne tanke. underligt. nå ja. folk kan vl hedde hvad de vil.
han smiler opmuntrene til hende. slvom kulden nu har bidt sig helt ind til marven, gør han ikke så meget ved det. han ser sig kort omkring. okay. ingen, udover Adrian.
han åbner munden for at sige noget, men lukker den derefter igen. han kan ikke komme på noget at svige. overhovedet. han ser kort ned, og trækker den dryppende hætte over over hovedet igen. hans halvlange, bølgede og blonde hår vifter svagt i vinden.
han ser op igen, og nikker imod Adrian.
"jeg bliver desværre nødt til at gå nu. her er blevet rimligt koldt nu. hyggeligt mød dem." han vender derefter om, og forsvinder kort efter ud af syne.

//out

Hun står længe og stirre på ham, med lettere varsomme øjne. Hun vinker så let efter ham.
"Hvor er jeg glad for, at jeg har min pels.." siger hun lavt, før hun selv løber derfra, på alle fire.

//Out.

Takira kommer roligt gående og sætter sig på kanten til springvandet.
Hun er lige blevet udskrevet fra helbredshuset, men føler sig stadig sløj og udmattet.
Hun kigger ud i mørket og lyset fra husene. Langt fra alle er gået i seng.

Aka kommer gående, med sin sædvanlige pind, for at finde vej. Hendes lille kat, Triton, følger efter hende, og miawer for en gangs skyld ikke. Men det er heller ikke så lang tid siden, at han spiste en fisk. Aka har svunget en rød kappe om sig, men den er både slidt og gammel, den kan dog stadig holde hende nogenlunde varm.

Takira ser er person nærme sig, men den virker dog hverken skræmmende eller stærk. Men det gjorde 'han' jo heller ikke. Han virkede jo så flink og alligevel... Han undskyldte allerede inden. Måske var han ikke så slem, bare hårdt presset?
Hun sukker kort og følger den fremmede med blikket.
Hvorfor gik hun rundt med den stav der? Hvad skulle det dog hjælpe?

Lille Aka stopper pludselig op, men ikke rigtig af nogen grund. Triton, som ikke lige opdager det, støder ind i hendes ben. Han ryster forvirret på hovedt, og lægger så mærke til en ny duft. Han begynder at gå over mod pigen(Takira). Aka lægger hurtig mærke til at Triton er forsvundet væk, fra lige der hvor hun er, og det plejer han ikke udenvidere.

Takira ser på den lille kat der kommer mod hende så hun rejser sig fra springvandet og sætter sig på hug foran katten.
"Hej med dig" siger hun en smule hæst men stadig med en kærlig stemme.
med en blid bevægelse glider hendes hånd hen over ryggen på den lille kat.
Hun ser stille mod Aka.
"Øhm.. Godaften" siger hun stadig hæst, men venligt.

Aka bliver meget overrasket, da hun hører en sige noget til hende, lyder det som om. "Godaften" siger hun lettere tøvende, og går forsigtig over til hende, hun står dog stadig ca. 2 meter fra hende.
Triton står og spinder, af at blive aet.

Takira smiler stille og kløer den roligt og blidt bag ørene inden hun forsøger at løfte den op i sine arme.
"Hvad laver du ude så sent?" Spørg hun hæst og smiler stille
Selv var hun jo lige blevet udskrevet og havde plot gjort et hold på vejen hjem. Turen var hårdere end hun huskede den.