Suki smiler varmt, mens hendes hale svejer lidt bag hende, da hun vejer, hvad ligner en melon mod en anden af samme slags.
Hun trækker på læben med et besværet blik og sukker. "Jeg tager dem begge så" siger hun, med små korte skyer fra hendes ånde og smiler til den halvt forfrosne kvinde bag boden dem, som ser lidt gnaven ud. Hun har nok stået der i en tid og ventet på at Suki skulle vælge...

Suki rækker den passende mængde rav over til kvinden, med lidt besvær, for at skulle holde melonerne i en arm imens og en kurv i den anden, som ligner at være fyldt med en masse andet.

Kinzu står med hænderne gemt under kappen og venter lettere utålmodigt på, at den fremmede skal få bestemt sig for, hvad hun vil have. Det samme gør kvinden bag boden. Hun begynder at se mere og mere gnaven ud, efterhånden som tiden trækker ud. Mens Kinzu venter på, at hun skal få bestemt sig, kan han ligeså godt få tiden til at gå ved at betragte hende. Det er især hendes ører, han kigger på. Det er ikke så tit, man støder på folk med ører.
Kinzu rømmer sig let og træder op ved siden af den anden kvinde for bedre at kunne se varerne. Der er ikke det store udvalg, men det overrasket ham nu ikke. Det er ikke lige årstiden for frugt og grøntsager. Han får hurtigt øje på en kurv fyldt med røde æbler. Han udser sig det største af dem alle (i hvert fald hvad han lige kan se af) og finder nogle penge frem, som han i stilhed afleverer til kvinden bag boden. Hun ser ikke ud til at være i særlig godt humør, så han har bestemt sig for, at det nok er bedst ikke at forstyrre hende med unødvendig snak.

Suki blinkede kort da Kinzu træk tættere og kiggede på hende, så hun ikke selv kunne stoppe sig i at være nysgerrig, for så at kigge tilbage.
Hun blinkede igen og følte sig små lav, da Kinzu og hende er på samme højde, mens han ser så meget yngre ud. Alligevel smiler hun venligt før hun så bukker sig ned, med frakken dækkene fuldt for sine ben, for at stoppe melonerne i trækurven, som kun lige kunne være der ved at flytter rundt på en rulle groft hvidt garn og en porrelignende plante, så den stak op over kanten af kurven.

Kinzu smilede forsigtigt tilbage til Suki og var så optaget af at kigge på hendes noget usædvenlige udseende, at han helt glemte at få penge tilbage for æblet. Han kom ikke i tanker om de manglende penge, før damen bag boden med en højlydt rømmen gjorde ham opmærksom på det, og med en gnaven bevægelse nærmest smed pengene ned i hånden på ham, så han nær var ved at tabe halvdelen af dem.
"Øh... tak," sagde han hastigt, før han gemte pengene af vejen i sin lomme. Han vendte ryggen til grøntsagsboden, så han nu stod med front imod gaden og mumlede lavmælt for sig selv: "Gad vide, hvad der går hende sådan på..."
Han tog en bid af æblet i sin hånd, idet han endnu engang nysgerrigt lod sit blik vandre over imod Suki. Hun havde vist været på storindkøb, at dømme efter alle de ting, hun havde lagt i sin kurv.

Suki trak sig selv op og stå igen med et tungt suk, med en lille knurren gemt i sig, for at skulle bruge begge arme og lidt af sin vægt til at kunne løfte den kilotunge kurv nu, som også beklagede sig lidt med en knagen fra hvor håndtagende sidder fast på.
Hun sætter kurven i sin side og sætter så i en klumset gang, mens hendes støvler giver deres dunk fra sig endnu en gang, hakket, da hun må stoppe op flere gange for ikke at gå ind i andre mennesker, som har travlt for at nå deres indkøb inden boderne lukker.
Der går dog ikke længe før det alligevel sker - Et lidt voldsomt stød fra en høj mand i læderrustning, som overså hende for hendes størrelse og langsomme gang.
Den ene hank knækker af med et ryk, så hendes ting vælter ud på gaden, mens manden bare råber af hende, at passe på hvor hun går, så hendes øre ligger tilbage, alt imens hun prøver at samle sine ting op fra ikke at blive nedtrådt.

Kinzu tygger sit æble i sig i stilhed, mens han blik er i konstant bevægelse. Han betragter alle de mennesker, der går lige forbi ham, og tilmed også dem, der står stille bag diverse boder eller bare står og kigger tomt ud i luften, præcis ligesom han selv gør.
Han bliver dog afbrudt i at betragte ikke-så-spændende mennesker, da en pludselig råben får ham til at give et lille spjæt fra sig. Han drejer hovedet for at se, hvad i alverden der dog foregår, da hans blik igen falder på Suki, der denne ligger på jorden og roder rundt med et eller andet. Hans opmærksomhed vendes nu mod manden, der råber af hende. Hvis Kinzu havde haft øre ligesom hende, havde han også lagt dem lagt tilbage. Han er ikke så gode venner med byvagterne og soldaterne. Alligevel sniger han sig forsigtigt nærmere. Der er jo så mange mennesker på gaden, at manden i læderrustning umuligt vil kunne ligge mærke til ham… eller hvad? Hans hår er jo så hvidt, at det nærmest lyser op i det dunkle mørke.

Suki bliver ved, som den gode sjæl hun nu er, med at sige undskyld, mens hun prøver at undgå alt øjenkontakt med manden. Derfor føler hun sig stadig utrolig lille, mens hun prøver ruller den smule garn som havde snoet sig lidt ud, sammen til en bold igen.
Manden giver et vredt puf fra sig, mens han stirre Suki ned, med krydsede arme.
Han for fanget Kinzus fremtræden i øjenkrogen og giver ham et kort blik, stadig med sænket store øjenbryn, før han drejer om på hælen og går væk, træt og stresset nok i forvejen.

Kinzu går nærmere nu, hvor manden er forsvundet et sted i menneskemængden. De få folk, der var stoppet op for at følge med i det lille optrin, sætter også så roligt igang igen. Kinzu sukker tungt. Når ingen andre ser ud til at gide tage sig tid til at hjælpe den stakkels Suki, må han vel hellere gøre det.
Han kaster æbleskroget væk og sætter i løb, hvilket nok er en meget god ide, for at afgnavede æble lander lige midt i en bod, der sælger smykker til høje priser. Han stopper op en lille meter fra Suki, og kigger ned på hende og hendes ting, der ligger spredt ud over gadens kolde sten.
"Øh, klarer du den?" spørger han forsigt, lidt i tvivl om hun vil forstyrres nu. Men hun virker nu meget venlig, så han tager chancen.

Et tungt og trist suk kommer fra hende da der bliver spurgt om hun klare den. Hun løfter sin kurv op og viser hvordan hanken har det, til Kinzu - Det tynde flettet træ, pegende halvt op i luften, stadig med en blid bue i sig.
"Jeg skal vist have nogen til at lave den, tror jeg" siger hun, hendes øre lidt løftet igen, da manden ikke er der.
Hun prøver at smile til Kinzu, som et 'Det går nok', men det bliver lidt ødelagt ved at hendes røde øjne er på kanten af gråd. Ikke ofte hun bliver råbt af og kaldt ting, på åben gade; hendes hale prøvende på at trække sig mellem benene, hvis det ikke lige var for den knæ lange frakke.
Hun sukker og vender tilbage til at stirre på hanken, i et tamt forsøg på at sætte hanken fast igen.

Kinzu nikker langsomt, overrasket over at se tårer i hendes øjne. Han synker en klump og ved egentligt ikke, hvad han skal finde på at sige. Det ender med, at han nikker endnu en gang og lavtmælt mumler: ”Du må kigge dig lidt bedre for en anden gang.”
Han smiler et kort, forpint smil, før han stikker af fra stedet så hurtigt, at hans kappe flagre efter ham.

(daww, jeg skal logge af nu >_<)

Suki sidder tilbage, lidt fortabt, men efter lidt giver hun op og løfter blot kurven op med hende varer i, op i armene før hun så prøver at trækker sig gennem menneskemængden, uden flere sammenstød.

//Out

Nichols bryder sig ikke om at have hætte på, det ødelægger hans frisure. men nødvendigt var det eftersom han var i byen og stadig var eftersøgt. godtnok mindre end hvad han plejede at være eftersom han havde være et par måneder udenfor Topalis kyst.
Men her var han, midt på gaden mellem alle de boder han kunne rage til sig hvis han gad. men først til sit ærne i byen.
*hvor pokker er den smed....* hviskede han irreteret til sig selv og sparkede en sten hen over gaden hvor den ramte en kvinde som bar en kurv æg, og snublede over den sten han sparkede tilfældigt imod hende. æggene faldt til jorden og splittede skallerne ud over det meste af gaden. Han lo lavt og rømmede sig og forsatte henimod noget der kunne ligne en armbolt. mens han gik trak han sin flaske op i stroppen greb fat om halsen, trak proppen af og drak den rom han havde brygget på i et par dagr ude på havet.

Venus kom slentrende fra den modsatte ende af gaden. Her var ikke så mange mennesker, men det var ikke så underligt, når man tænkte på tidspunktet. Her var natmarked. en genial opfindelse efter Venus' mening. Hun var ikke helt sikker på hvorfor, men det var så hyggeligt at slentre rundt i gaderne her om natten, når det stadig var lunt.
Omkring ti meter fremme så hun en skikkelse, som på en eller anden måde virkede bekendt. Ansigtet kunne hun ikke så for en forholdsvis stor hætte, så måske var det gangen.... eller støvlerne eller noget tredje. Uden selv at lægge mærke til det begyndte hun at sætte farten ned, som man gør når man skal se på et eller andet i forbifarten. Sært nok dukkede et så underligt ord som øjenæble pludselig op i hendes hoved. Det mærkeligt fordi det intet havde at gøre med noget som helst omkring hende. Eller måske alligevel... Nårh jo! Hvad var det nu han hed... Mens hun gik, passerede hun en smed. Her var luften ekstra varm, så hun behøvede ikke engang at se på den armbolt, der stod lidt uden for boeden, for at vide hvor hun var. Varmen generede hende ikke, men det betød ikke, at hun ikke lagde mærke til temperaturforskellen. Hun forsatte et par meter for så at stoppe op og studere Nichols - stadig uden at kunne huske hans navn - mens han nærmede sig.

Nichols vendte sig om engang til for at se efter den dame med æggene, hun havde samlet de sidste skaller op, enkelte tåre løb ned af hendes kind, hvilket på en måde var en fryd for ham. Da han vendte sig en omgang så han havde hovedet hen imod armbolden igen, gled huen ned fra hans hovede, hurtigt trak han hætten op igen og så sig hurtigt omkring om der var nogle vagter som havde set ham, det ville være et helvede hvis de havde.
Nichols havde endnu ikke bemærket Venus ovre ved smeden, men en kvindelig krop havde han bemærket med sit hoved bøjet forover. mon jeg kan trække noget her? tænkte han hurtigt og glemte hvad han endelig skulle i et par sekunder, hvorefter han trak sin tanke tilbage. i et rask tempo travede han hen mod smeden og rakte sit swærd frem i begge hænder. sværdet var knækket efter en mindre misforståelse mellem en irreterende papegøje og en sten.
*Er dette noget du kan reparere?* spurgte han og trak en punk med klingrende mønter frem for sig, hvorefter hans flaske faldt ud af stroppen og landte på sten gulvet, heldigvis gik den ikke itu og han fik den hurtigt spændt fast til remmen igen.

Venus var sikker på, hun vidste, hvem Nichols var. Alligevel virkede det opmuntrende at se hans ansigt. Hun kunne næsten ikke have været helt sikker før, hun havde set ham ordenligt. Så skulle hun have kendt ham utroligt godt, og det kunne man ikke påstå. Hun stod lidt og kiggede. Han kom jo alligevel i hendes retning. Kvinden med æggende havde hun godt set, men kun et ud ad øjenkrogen. Hvis hun havde set, at Nichols ligefrem smilede, mens den stakkels kvinde græd over sine tabte æg, havde han fået en mindeværdig verbal omgang. Men hun havde ikke set det, så der var ingen konsekvenser. Desuden ville en skideballe nok ikke have påvirket Nichols særligt alligevel.

Smeden kom ud med glinsende pande. Han havde åbenbart været i gang med et eller andet arbejde. Han tog sværdet venligt men bestemt ud af Nichols hænder og så lidt på det. "Tjo, det skulle jeg mene kan fixes. Men knækket bliver nok ved med at være synligt," svarede den store smed med en ret dyb stemme. Den passede glimrende til overskægget, de bredde skuldre og den betragteligt store vom. Venus ville vente til Nichols havde ordnet sine affærer med smeden og så hilse på ham.

"Hej, Nichols længe siden," sagde hun smilende og tog et par skridt fremad for at gøre sig lidt tydeligere bemærket. (Hun kan btw ikke længere fægte, har lavet lidt om på hendes færdigheder)

Nichols slap sværdet da smeden tog de to stumper. Han åndede lettet ud og tog sig kort til sit glasøje, som for at sikre sig at det stadig var skjult under pandebåndet.
Han hørte en bekendt stemme sige hans navn, men hvor var det nu han havde hørt den henne før? Han stod et halvt minuts tid og tænkte hvor det nu var han havde hørt denne stemme henne. Det var en fin stemme some han ikke havde hørt mange af, men hvilken af slynglerne kunne lyde som en tøs?
Roligt og fattet drejede han hovedet i retningen af denne stemme. ''Venus?'' sagde han bestemt og vendte resten af kroppen imod hende. ''det er længe siden vi sidst krysede hinanden... og jeg fandt ud af at du ikke nådede min båd for nogle måneder siden!'' sagde han bestemt og sluttede af med en høj stemme mens han så mistroisk på hende, hvorefter han flækkede af grin da han ikke kunne holde masken længre end han havde håbet på.

''Undskyld hr. men jeg græver min betaling før jeg ordner deres sværd'' brummede smeden og lagde armene overkors, han så med et overlegent blik på Nichols.

''Undskyld mig'' sagde han halvt klukkende til Venus og trak sin pose med klingrende mønter frem og smed dem hen på armbolten. ''Det burde være nok smed! jeg håber at mine penge er godt brugt'' kom det i en lidt mere overlegent stemme fald fra Nichols, han ville jo ikke ses som den lavst rangerede, selvom at han var kunde eller andet.
''længe siden vi sidst så hinanden Venus'' sagde han venligt og rakte højrehånd frem.

//frys