Asith rynkede brynene skeptisk imens han overværede Selmy's mistænksomme rolighed da han smed en plan sammen. Han havde såvel også slået en mindre latter op over hans kommentar med kisten? Efter alle hans reservationer og hans gudfrygtighed, burde alt det her så ikke tage noget hårdere på ham? Asith ville åbenlyst ikke agere Selmy's mentale krykke hvis han kunne komme udenom det, men hvad pokker foregik dig bag pandeskallen på den dreng? Han havde dog ret i at det ikke var et større projekt end blot at bytte sig fra sagerne, men Medanien havde trods alt ikke rigtig et markedsfokuseret midtpunkt at tage til. Landsbyen var stadig deres bedste bud og så måtte de håbe på, at til den tid var der ikke kommet nyt fra Kiles orden. Jo hurtigere de kunne løbe fra deres rapporteringer, jo bedre. Rynkerne i Asiths pande forsvandt da han indså at han umuligt kunne planlægge det hele på stående fod og de eventuelle problemer blev rykket bag i køen. En ting af gangen. Han lukkede kort øjnene, tog en dyb indånding og lagde sit røde blik fremad igen.

"Var der noget i kisten?" Påmindede han Selmy. Han havde ikke sine forhåbninger oppe omkring belejringen af fattige farmeres ejendele, men forhåbentligt var der også noget deri, som kunne byttes væk til noget lidt mere brugbart. Såsom alcohol. "..." Asith bevægede tankefuldt en hånd op til sit dunkende bryst. Heldigvis havde udvekslingen med præsten været kort, så såret havde ikke åbnet sig selv igen. Dog kunne Asith ikke sige, at det på nogen måde føltes godt... Og under hans hånd kunne han mærke sit hjerte banke derudad, som om det ikke havde forstået at faren var ovre. "Ugh.." Hjemve var normalt ikke noget der tyngede ham, men han savnede i den grad sin pibe og sit opium som han sad der.  

Som Selmy kiggede på ham, kunne han se på ham, at han tænkte, så det knagede. Hvilke forundrende, skeptiske og funderende tanker mon han havde om ham nu? Og havde han egentlig lyst til at vide det? Som han stillede spørgsmålet oppe i sit eget hoved, tænkte han, at det nok var bedst ikke at søge efter det svar. Hvis Asith ikke kunne lide hans selskab, skulle det nok forklares ved, at han ikke kunne lide at være sammen med nogen som helst. Det var i hvert fald en ud af mange forestillinger han havde om ham. 

“Jeg tjekker efter” Svarede han, me blev siddende lidt og kiggede på ham. Blikket vågede over hånden, som Asith førte til sit bryst. Hvis han bad om Selmys hjælp, ville han smide hvad end han havde i hænderne og give ham det, men så længe han forblev tavs omkring det, så ville han vente til de ankom til landsbyen, hvor han lettere kunne skaffe en mere veludviklet medicin, end de planter, der var frit tilgængelige i skov- og landområderne nord for Medanien.

Efter at have konkluderet, at han ikke skulle bruge ham lige nu, flyttede han i stedet blikket fra Asith, for at hive sig op fra førersædebænken og klatre over kanten, til kassevognen. Han lod sig glide ned at sidde, med rugsækken som ryglæn, hvor han også kunne nå kisten, som han trak hen til sig. Nøglen sad heldigvis, men også desværre i låsen allerede, og efterlod den ganske let at bryde ind i. Desværre, fordi det måtte betyde, at værdierne i kisten måtte være så ganske få, at de ikke havde haft behov for at vogte den noget bedre. Han åbnede den, og begyndte at kigge på hvert enkelt ting. Opgaven gav ham i hvert fald nogle minutters pause, fra at sidde fanget i sit eget tankespind og chokket fra at have overværet mordet på præsten.

Selmy var meget dårlig til at vurdere, hvad tingene var værd, når de kom så lavt nede i rangsystemet. De her ting, havde sikkert en form for værdi for dem, der i forvejen ikke havde noget. Han blev alligevel ved og sorterede lidt i det. Der lå en lille pose med ravstykker i, som Kiles Ordensmedlemmer nok havde samlet sammen flere steder fra. Dem tog han naturligvis til sig, sammen med de få vielsesringe og arvestykker der var at finde blandt alt de hjemmestrikkede ragelse... Stadig ville disse ting ikke have nogen plads i hans eget private hjem, da de ikke var fine nok, men pludselig hvilede øjnene på noget velkendt.

“Der er en flaske duftolie” Lød det til sidst fra ham, efter at have rodet rundt i kassen. Han tog en lille grøn flaske op, som var forseglet med en prop. Da han tog proppen af, duftede han til olien, som viste sig at være med appelsin og nogle urter. Sådan en flaske kunne normalt sælges for gode penge, hvis man blot kunne finde købere herude på landet, men Selmy havde en forestilling om, at bønder var bange for vand. Hvis han kunne beholde den luksus at dufte godt, ville han glædeligt tage imod den. 

Lugten af blod hang i hans næsebor som en sygdom og tilføjede en kvalme til hans allerede eksisterende ubehag. Alt føltes klistret og beskidt og selvom Asith ikke var den mest renlige af væsener, havde han sine grænser. En våd klud kunne nok heller ikke klare det længere, så hans umiddelbare mål var at finde et alternativ til et bad inden de nåede tilbage blandt mennesker - han var ret sikker på at de ikke ville få byttet noget som helst så længe han lignede noget der var klatret ud fra en massegrav.

Selmy's fund var, som Asith havde forventet, ikke noget stort eller eksotisk udbytte. De forbandede præster havde suget landet så tyndt for rigdom at selv eroderede smykker, som knapt kunne omsmeltes det noget større end et fingerbølg. Asith skarp tænder med et utilfreds utryk og fortrød næsten at han havde efterladt de forpulede kultister med både våben og mad. Han skulle alligevel betale for det med sit omdømme, så hvorfor ikke gøre livet så svært for de sataner som overhovedet muligt?! Asith tordnede i stilhed imens kistens indhold blev gennemgået og først da Selmy kom til sit sidste fund, slap mørkelveren håbet om kapital fuldkommen. "Duftolie??" Pev han, som om han var et kræsent eller forkælet barn. "Af alle ubrugelige ting man kan komme på flaske..." Mumlede han dernæst surt og kastede sit blik tilbage imod knægten, der var igang med at tjekke flaskens indhold. Perfume? Tsk. Sikket spild af flaske,  hvis man spurgte ham. Han kunne dog ikke sige, at han ikke havde brygget et par stykker i løbet af sin 'karriere' for bare at få lidt rav på lommen. "Lad mig se. Er den noget værd?" Tilspurgte han ham og rakte sin lange arm imod Selmy og krummede sine spidse, blodige fingre som en hidkaldende gestus. Ikke en kønt syn og hvis man nogensinde havde haft lyst til at holde ham i hånden, skulle dén mærkelige trang nok forsvinde. I guder hvor så han ud.     

Mens Asith peb barnligt i baggrunden, nød Selmy duften af appelsin, som flasken blev ført helt op til næsen. Han forstod at ignorere Asiths brok og tage det med et gran salt. Hvis Asith havde udvist samme begejstring for fundet af olien, ville Selmy have undret sig og måske blevet en smule bange. 

Søde dufte mindede ham om byens fineste badehus, som var han og hans fars månedlige foretagende. Det var en måde for dem at være sammen på, når nu de havde valgt at arbejde hver for sig, og desuden påstod hans far, at det holdt sygdomme væk, og rigtig nok blev Selmy sjældent syg, men det kunne ligeså godt være den mad de fik, eller de beskyttende kredse han færdedes i. I badehuset blev der i øvrigt ikke sparet på rosenolien, for på den måde kunne duften gerne holde en uges tid frem.

Lige nu stank Selmy præcis ligesom alle andre. Lugten af støvet tøj og af sved, men nu også af svovl og blod, enten fra Asith eller bjørnen. Måske begge dele? Åh hvilken herlighed, at han havde fået fat på dette vidundermiddel. Uanset hvad, var det langt bedre end noget andet Asith kunne tilbyde med sine egne flasker lige nu.

En nærmere rød end lilla hånd dukkede op, forbi hans skulder, og de spidse kløer virkede grådige, og hurtigt veg Selmy sig væk, så han mindst var en meter væk. Han holdt beskyttende flasken ind til sig. “Du kan få flasken når jeg er færdig med det!” Lød det fra Selmy, en anelse mere desperat end han havde tiltænkt. En smule forlegent så han væk fra ham og hans uløselige sorte og røde øjne “...Eller når VI er færdige med det. Du skal selvfølgelig også”.

Selmys overdramatiske reaktion blev mødt med et ufatteligt flat udtryk fra Asiths side. Som om han havde tænkt sig at stjæle hans forpulede perfume! Og som om den var nok værd for Asith at ville have den til at starte med. "Virkelig, Selmy?" Vrissede han utålmodigt som om han fandt det ufatteligt barnligt sådan at flygte fra ham over det. Han måtte kort kigge fremad på vejen igen imens han stadig var akavet lænet bagud, stadig med sin arm strukket ud for at bede om perfumen. Han rullede med øjnene da Selmy fejlagtigt antog at Asith havde tænkt sig at tage noget af den oversøde duft på sig. Lugt gjorde ikke en ren, så hvad pokker var pointen? Han havde ingen grund til at ville lugte af søde frugter som en anden kandiseret vindrue. Rigmænd og deres dumme opspind!  

"Hit nu med den. Jeg vil bare tjekke formularen ud inden du bader dig selv i stadset." Mumlede han og rystede ugideligt på hovedet. Det var måske en vane, som i dette tilfælde ikke ville ende op med noget resultat, men når man kom fra hvor Asith kom fra, stolede man ikke på produkter der ikke var skabt foran sig. Det samme gjaldt ting så trivielle som duftolier og sæbe. "Du ved ikke hvad den er lavet på." Tilføjede han tørt og kiggede bag sig igen for at stirre afventende på Selmy. Han var godt selv klar over at i sidste ende var det sikkert unødvendigt at tjekke, men man kunne vel aldrig være forsigtig! Det var i den grad Asiths paranoia der spillede ind. Nu om dage var det trods alt sjældent han fandt noget, som rent faktisk skjulte harmfulde egenskaber i sig, men ritualet sad fast i Asith som et stadig ømt ar. 

Asiths flade udtryk og vrissende på at spørge ham og det virkelig kunne være rigtigt, gjorde ham kun mere forlegen over det, frem for at blive fornærmet, vred eller ked af det. Asith forstod vel bare ikke glæden ved at være ren og velduftende. En skam, eftersom at det ville sætte prikken over iét, når Asith skjulte sig bag sin skal... Hvis han ikke vidste bedre, så var han lige så vandskræk som alle de stinkende bønder, som han tænkte så ilde om. 

“Tjekke formularen?” Spurgte Selmy mistænksomt. Han kendte kun til Asiths illusionsevner indtil videre, og havde ikke det fjerneste kendskab til Asiths anden evne, der gjorde ham i stand på at gengive enhver mixtur. Der var et eller andet ved Asiths insisteren, der fik Selmy til at tænke, at han ville tage den fra ham, eller smide indholdet ud, så han ikke behøvede at tage et bad eller lugte til duften af appelsin resten af deres rejse sammen. På den anden havde Asith aldrig gjort noget, som at smide nogle af Selmys ejendele væk, så han fortjene vel ikke at blive mistænkeliggjort.

“Hvis du smider den væk, så svarer jeg ikke for hvad jeg gør” Advarede han, som han rakte flasken ud med strakt arm, så Asith kun lige ville kunne nå. Blodet på hans hænder fik det til at gyse i Selmy, og han havde ikke lyst til at få blod sig, på olien eller flere af deres ejendele. Når Asith ville tage imod olieflasken, ville han sætte sig mageligt hen til sækken med rugen igen, med udsigt til mørkelveren og kigge på, som han havde fået lov til at holde den lidt.

De fem skarpe, blodige negle klirrede imod glasset da han endelig modtog flasken fra en ellers rethaverisk Selmy. Han tog flasken til sig og løftede kort låget for at få en ide om duften først. Han rynkede på næsen og lukkede flaksen igen og med det forseglede den forsødede stank. Siden hvornår var det attraktivt at lugte som en citrusfrugt? Asith vidste han ikke var den mest moderigtige person eller bedst kvalificerede til at bedømme den slags, men det virkede obskurt for mennesker at dufte som noget spiseligt nu de brugte så meget energi på at undgå at blive ædt. "Hvorfor skulle jeg smide den ud??" Han sendte et ildevarslende blik bagud imod Selmy før hans blik fæstnede sig til flasken igen. Olien blev trygt fastholdt i Asith hånd imens en varme opstod omkring den. Ikke en invasiv varme, men nærmere blot en kort fornemmelse af fokuseret chakra der bevægede sig under den beskidte lilla hud. Igennem glasset og igennem skidtet lod Asith sig selv fodre af flaskens indhold. Han intog intet, men han opsugede meget. Perfumen blev brudt op i ingredienser for ham, hengemt bag hvad han kun kunne kalde sin sjette sans... For det var ikke noget han kunne se eller lugte. Det var bare en slags scanning eller analyse der fór fra hans hud til hans sind og oversatte informationerne derfra til ingredienser Asith kendte til. En nyttig evne for en alkymist, specielt hvis man ville genskabe en andens success eller undgå forgiftelse. Han forventede olier, ekstrakter af planter og frugt samt kulrester og harpiks, men han havde trods alt ikke kendskab til alle metoderne, som kunne bruges når man fremstillede sådanne olier. Uanset hvad, var der et giftstof deri, som ikke hørte til, ville Asith kunne jage det og identificere det... Og hvis der ikke var noget, ja, så havde han lige lært sig opskriften på en duftolie han aldrig i sit liv kunne finde på at bruge. Godt der var rige fjolser i verden, som ville købe den slags. En af dem var åbentbart tilfældigvis Selmy. "Du virker til at æde den slags ting op." Mumlede han imens han koncenterede på både glasset og hans kørsel. "Du duftede ellers ikke af noget da vi først mødtes." Tilføjede han kort. Hvis han var vild med den slags forfængelige sager, hvorfor så ikke have noget af det med sig?

“Det ved jeg da ikke. Du har lige sagt at det er ubrugeligt, og bagefter vil du have den” Svarede han roligt, trods det onde blik der blev givet til ham. Han lænede sin arm op af kanten på vognen, og hvilede hovedet tilbage mod rugsækken. Det var lige så mageligt som det så ud, og han slap et afslappet suk ud af sin mund, og åbnede hånden, afventende på at få flasken og dens indhold tilbage. Asith tog sig vist god tid om bare at sidde og holde den, men den mængde chakra der var til stede, var noget der gik direkte forbi ham. Der var absolut intet magisk ved ham, til at kunne opdage noget... 

Da det ikke lod til at Asith ville give ham den tilbage endnu, lod han hånden løst hvile ved vognkanten i stedet. Den var vel egentlig ikke så vigtig for ham, at han magtede at kæmpe yderligere for den. Det havde blot gjort ham glad i øjeblikket. “Mm..” Nynnede han drømmende, uberørt af, at Asith mente det negativt, at han smed krystaller om sig for den slags ting “Ja... Jeg kan godt lide sådan nogle ting, Asith. Roser er nok mere min ting. Men appelsin er ikke noget man oplever hver dag”. Han skulle til at slappe helt af, mens han kunne kigge på Asith, som styrede vognen for dem, trods det var Selmy der kendte vejen bedst. Det var også den eneste årsag til, at han holdt sig vågen. Men pludselig, nogle lange sekunder over tid, gik det op for ham, hvilken bemærkning Asith var kommet med.

Han løftede brynene forbavset, og overvejede hvordan han egentlig havde det med, at Asith åbenbart lagde mærke til hvad han duftede af, eller ikke duftede af. “N-nå...” Svarede han en smule ærgrende “Tja, da du fandt mig var jeg også på vej hjem, efter at have været i skovene omkring tusmørkedalen...”.

Den lille frugt-duftende flaske blev vendt og drejet i Asiths lange fingre indtil han havde fået den sidste smule information ud af dem. Blot parfume, huh? Irritationen i hans blik forsvandt inden det igen fandt Selmy der havde gjort sig bekvemt bagi ladet. Selvfølgelig foretrak han roser. Den blomst syntes at være den, som rigmændene foretrak i deres haver. Planten i sig selv havde Asith selv en meget lille interesse for da den ikke havde en masse brugbarhed udover selvfølgelig dens duft. Asith gav ham parfumen tilbage da han var færdig med sin undersøgelse. Han havde dog efterladt et par blodige fingeraftryk, som Selmy kunne få lov at forfærdes over.

"Hnm." Han vendte blikket frem igen og tog tøjlerne tilbage i begge hænder. "Du kan vel beholde det." Mumlede han så. "Jeg tror ikke vi finder nogen i landsbyen, som vil betale hvad den er værd." Det var en falliterklæring at prøve på at sælge luksusvarer til bønder, specielt nu hvor Kiles orden allerede var i fuld gang med at suge området tørt for værdier. En skam at der ikke var flere brugbare ting i kisten. De kunne sikkert få sig byttet til nogle ting og rationer, men uden ædelsten i lommen, ville de stadig ramle ind i problemer på vejen.  

Asiths blik blev ført opad imod himlen der langsomt blev mørkere... og med mørket kom kulden og de var ikke nok sydpå endnu for at gøre en større forskel i klimaet. Heldigvis nu hvor de havde fået en form for transport, ville forskellen komme lidt hurtigere end da de var på gåben. Men for nu var der blot et køligt vejr og en feber, som helst ikke skulle stige for meget. "Er der nogle tæpper bagi?" Spurgte Asith efter et lille stykke tid.  

Det var uden verbal beklagelse, men med et noget så ligblegt et ansigt, og kun med fingerspidserne, at han tog imod flasken, hvorefter han så sig omkring i vognen, og tørrede flasken af i et stykke stof fra kistens indhold. Flasken lagde han i den taske, hvor der ikke var pergamenter og bogen i, i tilfælde at glasset skulle knuses under deres turbulente rejse. Da han alligevel var kommet op at sidde, begyndte han at pakke tæpperne ud fra en store taske, som Asith havde båret, hvor alle tæpperne var rullet sammen. “Ja, værsgo” Han rakte Asith det ene, og tog selv det andet og dækkede sin krop helt op til skuldrene. 

“Måske falder jeg i søvn nu...” Lød det allerede halvt sovende fra Selmy. Han stak hånden ind under kappen og fumlede efter både kort og kompas frem, som han lagde op til ham. Han vidste egentlig ikke om Asith kunne finde ud af hvor de var henne på kortet, men ellers ville der garanteret dukke skilte op ved vejen, som de nåede frem til der hvor vejene splittedes. Om ikke andet var der ikke andet for, end at vække ham. Det var ikke fordi, at han ikke stolede nok på Asith nu, til at fortælle ham om blodrodens præcise habitat. Han havde skam overvejet at fortælle ham det i detaljer, i tilfælde af, at en dødsulykke skulle ramme ham, og at Asith derved stod alene midt i ørkenen eller hvorend de havnede. Men frygten for at blive kasseret sad stærkt i ham. Selmy følte sig ret meget som en klods om benet på Asith, og han var endda stadig ekskluderet fra hans plan, fordi han ikke duede til noget. Det havde han i øvrigt bevist i dag, og han havde egentlig ikke lyst til at deltage i mere, med mindre det var gennem den ærlige, samvittighedsrene vej.

Med lukkede øjne, drømte han om en ordentlig nattesøvn, hvor de ikke skulle bekymre sig om, at blive generet af flere onde skabninger, præster og andet, og forhåbentligt kunne hans drømme være fri fra drab og identitetsstjælende mørkelvere.

Morgenen kom i form af solskin igennem halvnøgne trætoppe, fuglekvidder og lyden af rindende vand. Natten havde været kold så de få varme stråler man kunne få ud af vejret var en lille lysets velsignelse i sig selv. Vognen Selmy og Asith havde 'kapret' dagen før var ikke længere i bevægelse og hestene var blevet spændt af derfra for at nyde lidt af den friske skovbund. Dog stadig bundet til det nærmeste træ med en ufattelig amatør-agtig knude, som ville give hestene problemer hvis de ville rykke sig fri, men også den person som skulle binde lortet op igen. Asith havde trods alt aldrig været meget af en vildmarks-mand.

Vognen var blevet hengemt i udkanten af hvad der eventuelt ville blive til amazonitskovene og lå i en blind vinkel fra landevejen, som stadig fortsatte mod syd et par hundrede meter væk fra dem. Heldigvis havde der været et naturligt brud i træerne så Asith havde formået at få vognen kringlet derind. Elveren selv var dog ikke i vognen og både kompas og kort var placeret tilbage iblandt Selmy's ejendele. Han var dog ikke langt væk for lidt længere inde imod skoven kunne man se hvorfor han var stoppet. De lå godt 30 meter væk fra en å der markerede skovens krumning og imellem Selmy og åen selv, hang der tøj til tørre på en lagthængende gren. En mørkegrå robe, brune bukser, uldne, hullede sokker og et par lange, lommefyldte støvler for at være helt præcist. Man skulle ikke tro at Asiths tøj kunne vende tilbage til sine oprindelige farver på grund af alt blodet og mudderet, men han havde formået at skrubbe det rent og nu tog vinden sig af resten. Hans mavebælte lå på en sten ved træets side, ligeså gjort rent så man kunne se det dygtige læderarbejde, der var lagt ind for at lave det og endelig var de rubinske sabler også lagt til tørring i solen.

Bagved det renevasketøj var Asith i gang med at gør den sidste og mest beskidte ting ren: Ham selv. Han sad med ryggen til breden på lavt vand og kørte en ussel lille, ru børste over sine negle i en utålmodig, hurtig skraben for at få hvad der måtte være det sidste blod, af sine hænder. Hans hvide hår var gennemblødt og klamrede sig kælent til hans arrede ryg og hals. Det var endnu en smule rodet at se på, men han var åbenlyst ikke færdig med at bade i det kolde vand alligevel. Da han var tilfreds med renheden af sine hænder, skyllede han dem og lænede sig imod en nærtlæggende sten, som havde fået den ære at agere bord for hans remedier. Den lille børste blev lagt væk og skiftet ud med en trækam. "Ugh.. Zaladin tage.." Mumlede han irriteret da han strakte en håndfuld hår væk fra sig, pillede en enkelt kvist ud for dernæst at begynde at kæmme det imens han lænede sig imod vandstrømmen og lod åen tage skidtet med sig.      

Det var svært at forestille sig, at man kunne sove bare nogenlunde behageligt i en træbund på en hestevogn, til lyden af hesteklove, der pløjede mod jorden, og en konstant vuggen og buldren til det mindste bump på den støvede landevej. Men Selmy havde fået mange timers søvn, og vågnede hverken, da hestene begyndte at skridte roligt ned i tempo, og da de eksotiske fugleracer i Amazonitskovene begyndte at vågne op og synge godmorgen til solen varme stråler, der pletvist lyste skovbunden op... eller det var nok nærmere advarsels- og parringskald, hvis man som Selmy havde læst bare en smule om fugle. 

Krummet sammen og hengemt under tæppet, havde Selmy skærmet sig fra det hele, og sov igennem alt, undtagen da Asith begyndte at bande og svovle 30 meter væk derfra. Asiths stemme formåede at række ud efter ham i hans drømme, og han slog blikket op, lysvågent. Han strækkede sig mageligt og fik hevet tæppet væk fra hovedet, hvorefter han kiggede forvirret rundt. Han kunne mærke at han havde sovet længe, og han havde ingen anelse om hvor de var henne først. Han scannede området omkring ham for dyr og planter, indtil han ikke længere var i tvivl. De var et sted i Amazonitskovene, så det måtte betyde at der ikke var lang vej igen, før de nåede til Medaniens druemarker og inden længe landsbyen, som var deres milepunktsdestination. Det bragte ham en smule lykkefornemmelse oven i al den ulykke der havde hændt dem.

Selmy hoppede ned fra vognen og bandt kappen op og lagde den på vognen, og han begyndte at gå ned ad den skrante bakke, i retning mod åen, hvor han på vejen kunne se et glimt af Asiths tøj, der hang til tørre og blafrede mildt på de lavthængende grene. Asiths tøj... Han bremsede lidt op, ved bevidstheden om, at når han fandt Asith ved åen, ville han være afklædt. Og mon ikke Asith havde ladet ham sove, så han kunne udnytte tiden til at bade privat? Selmys fornuft bad ham blive tilbage ved vognen, og koncentrere sig om at lave noget morgenmad ud af alle de sække med forsyninger de havde liggende, mens hans ben trodsigt begyndte at bære ham fremad. Bevist om Asiths elverhørelse, var Selmy ekstra forsigtig med, hvor han gik, og forsøgte ikke at træde på tynde grene eller blade, der kunne give et knæk. Han bevægede sig listende fra træ til træ, indtil han nærmede sig åen, hvor han kunne kigge frem i smug. Lurende kiggede han på, mens Asith begyndte at kæmme det lange, lange hår, intetanende om, at Selmy var lige dér. Der var ingen tvivl om, at Asith fremstod langt mindre ussel nu. Blottet fra alt sit tøj, efterlod det kun hans elviske anatomi og arene, der mindede ham om, at Asith havde en form for endnu ukendt fortid, og det mindede ham om hvor fremmede de stadig var for hinanden. Han kunne ikke få sig selv til at dukke frem og sige godmorgen, og derved spolere øjeblikket. 

Han klamrede sig til træet, for at gå i et med barken, og han nåede at kigge ret længe og glemte nærmest alt om sin egen eksistens. 

Med hårde ryk fra kammen blev skidt og knuder redt ud af det lange hår og da det eventuelt blev mindre vanskelligt, blev kæmningen en smule langsommere og mere nænsom. Kammens tænder gled med lethed igennem de hvide lokker, som sikkert udgjorde det eneste på Asith der kunne omtales som værende 'fint' eller 'elegant'. Specielt når farven stod i så høj kontrast imod hans mørke hud virkede den særligt oplyst. Han brugte en rum tid på at fjerne filter inden han igen stoppede og bare lod det lange hår glide med strømmen. Kammen blev langt fra ham igen og det virkede umiddelbart til at han var færdig og kunne forlade det kolde vand, men alligevel blev han siddende et godt minut efter og kiggede op ad den anden side af breden hvor skoven blev endnu mere tæt. Man burde vel komme videre i teksten og hans tøj var sikkert også ved at være tørt nu? Han dykkede sin overkrop under vandet en sidste gang inden han rejste sig og lod vandet drive af sig. Han sugede skarpt luft igennem sine tænder og lagde sine arme op om sig - Hvordan pokker kunne det gå til at det var koldere oven vande end i det??

En række nye ar afslørede sig selv nu da vandet ikke længere dækkede ham fra livet og ned. Hans ben havde mindst ligeså mange snit som hans overkrop og mængden på hans ryg fortsatte regelmæssigt ned over hans lænd, baller og lår. For det meste var de alle tynde og falmede, men her og der var der også et større mærke, som fortalte om skade fra andet end tynde knive. 

Asith samlede sine ting fra stenen og vendte sig for vadede op fra åen, ligegyldig i sin nøgenhed, men ret utålmodig grundet kulden. Han stoppede ved området hvor han havde efterladt sine nyvaskede sager for kort at vride sit hår inden han begyndte at tørre sig. Tæppet, som Selmy havde tildelt ham, blev samlet op fra bag træet og først omlagt Asiths skuldre som et kort forsøg på at fordrive noget kulde inden han bandt det om livet. "Ech..!" Han gnubbede kort sine arme i en kulsk facon inden han undersøgte fugtigheden af sit tøj. Det kunne godt tåle at hænge et par minutter mere, så i stedet for at klæde sig på, efterredte han sit hår imens hand langsomt vred mere og mere vand ud af det.   

Det var med medlidenhed han kiggede på Asith, da han så hvordan arene fortsatte hele vejen ned ad hans krop. Han havde ikke forstand på ar, da han ikke selv havde nogle, men umiddelbart så de menneskeskabte ud. Som om at nogen havde tortureret ham engang i hans dystre fortid. Gad vist om han egentlig havde fået det bedre, efter at have flyttet ud af Kzar Mora? Efter han havde valgt at følges med et klodset menneske, som tog sig en kigger engang imellem? Dette var det længste kig Selmy havde haft på mørkelveren overhoved, og han skammede sig selvfølgelig en smule over det, men han havde også et brændende behov og en forståelse over for sine handlinger. Det var ikke let at leve i cølibat, samtidigt med, at hans præference... mørkelvermænd åbenbart... var en synd. 

Selmys sølvfarvede øjne fulgte mørkelveren, som han begyndte at vade tilbage mod bredden igen, og her huskede han på, at hvis han kunne se Asiths øjne, så ville han også kunne se ham. Han skjulte sig helt bag det brede træ og gemte sig, mens hjertet bankede derudaf. Pokkers. Han var på en måde dømt til at blive ved med at gemme sig bag træet, indtil Asith var gået tilbage til vognen, for ellers ville han finde ud af, at han havde luret. Men så ville Asith blot finde vognen med en manglende Selmy.

Han kiggede ud i skoven, og begyndte at planlægge en flugt, hvor han måske kunne snige sig ud af syne, når Asith gik tilbage mod hestene, og hvis han var hurtig nok, kunne han finde nogle løse grene, og dukke op fra en anden side af skoven, som om han havde samlet brænde ind. Selmy hadede sig selv for den situation han havde bragt sig selv ud i, bare så han kunne se Asith redde sine åndsvagt lange lokker!

Tøvende kiggede han frem igen, for at se, hvor Asith befandt sig, så han kunne vurdere, om der snart var fri bane til at snige sig væk fra sin nuværende position.

Der gik ikke lang tid før Asith blev utålmodig nok til i hvert fald at klæde sig en smule på. Tæppet blev kort taget tilbage om hans overkrop for at tørre sig overfladisk inden det blev kastet fra ham. Den lange grå robe blev hevet fra grenen den hang på og videre over Asiths hoved. Han kom dog ikke langt før han mærkede et smertefuldt ryk fra sit bryst. Det gjorde det absolut ikke nemt at lave store bevægelser i hans højre side så længe såret var der. "Ah..!" Han undertrykte en kort smertesudbrud og forsøgte dernæst at få roben på plads over sin krop med en smule mere finesse. Eventuelt dukkede hans hoved op fra den brede krave og han havde, med en del besvær, formået at klæde sig på. Det ville sige, for det meste. Roben var ikke just den mest konservative beklædning når der ikke var bukser under den. De lange slidser i siderne, som normal gjorde den nem at bevæge sig i, gav frit udsyn til hans hofter og lange ben og dækkede kun det absolut vigtigste. Hans blik gik da fra den mudrede jord og til hans andet tøj. Han kunne ikke tage bukser og sokker på uden at få det mudret til hernede, så det var på tide at gå tilbage til vognen. Han spændte løst sit bælte om livet og begyndte at samle sine ejendele op, men stoppede så midt i akten. "...." 

De røde øjne bevægede sig horisontalt igennem området og hans fingre fandt skaftet på den ene rubinske sabel. Han kunne have svoret at han havde hørt noget.. Eller nogen. Han havde ikke hørt fra Selmy endnu og kunne kun antage at han stadig var i vognen, dybt sovende. Han tog en dyb indånding igennem næsen, men kom til den konklusion at han stod i medvind i forhold til lyden, så ingen lugte passerede ham fra den rigtige retning. "Hvem der? Gør dig til kende!" Krævede han med en hævet stemme, så vedkommende umuligt kunne undgå at høre ham. Det havde ikke været med hans gode vilje at stoppe i udkanten af disse skove, taget deres historie i betragtning, men de kunne ikke køre rundt ved højlys dag dækket af blod. Både lyset og mørket havde hold i området og for at være ærlig, var han ikke interesseret i at blive konfronteret af nogen af siderne!     

Asiths hævede stemme gav et sæt fra ham, og hurtigt trak han hovedet til sig igen, før han så meget som nåede at få et glimt fra ham. Han kunne høre at han var en smule tættere på, at han havde forventet, og han kunne ikke så godt løbe afsted, da han ville blive opdaget, og det ville blive ufatteligt akavet imellem dem. Selmy ønskede ikke at Asith skulle tænke at han var pervers, for det var han bestemt ikke! Han holdt sig helt tæt op ad træet og holdt sig for munden, i tilfælde af, at han havde undervurderet Asiths hørelse. Måske kunne han høre hans puls, som en eller anden vampyr? Selmy satsede på at holde sin kæft, og håbede på, at Asith ville gå videre.  

Som han formåede at holde sig helt i ro, trods han nærmest var helt bange, mærkede han noget spidst på sin højre skulder og noget glat stryge sig forbi hans gyldne lokker. Det var et kæmpe skolopenderlignende krybdyr, kendt for at leve i de fugtige steder i Amazonitskovene, på en halv meter, der hastigt var på vej ned fra træet, og som lod til at synes, at mennesket fungerede perfekt som trappe ned til jordbunden. Først frøs Selmy på stedet og kiggede forfærdet til sin side, men så snart den krydsede ham tværs over brystet og var på vej ned ad hans ben, gispede han desperat op og begyndte han at sparke ivrigt ud i luften, for at få den væk, men idet han gjorde det satte den kløerne i hans bukser. "Lede, ækle bæst! Skrup af!" Som han lagde tryk på det sidste i sætningen, blev de voldsomme rystelser alligevel for meget for krybdyret, som gav slip og fløj ad helvedes til igennem skoven og landede på ryggen, hvor den sprallede voldsomt, indtil den fik kæmpet sig op igen og styrede i zigzag videre. 

Selmy burde virkelig kende Asiths godt nok til at vide, at han ikke bare ville vende en eventuel fjende ryggen hvis han bare lod ham vente i stilhed. Og selvfølgelig tænkte han ikke bare at det havde været vinden eller et dyr der gemte sig selv, så naturligvis begyndte han at gå imod knægtens gemmested, klar til at konfrontere hvem end det var! Sablen blev hævet utålmodigt og Asith skulle lige til at sende en illusion ud i området inden hans overvåger formåede at afsløre sig selv via et et gisp og et par profaniteter, som sagtens kunne have været til Asith selv.

"..." Selmy. Det burde han havde forudset. Mærkelige menneske... Asiths sukkede dybt og lod hans spændinger forlade kroppen med et træt udtryk. Hvad pokker havde den knægt tænkt sig?? På et eller andet tidspunkt ville hans lusken resultere i en daggert kastet i hans retning. Var der ikke nogen der havde advaret ham om en mørkelvers paranoia? Inden Selmy var færdig med at svovle over krybdyret der havde brugt ham som en stige, stod Asith på siden af træet med en arm imod barken, et hævet øjenbryn og Selmy nu i hans skygge. En dråbe kold vand dryppede fra hans næse og ned på Selmy's kind. Den rubinske sabel blev løftet for at vise Selmy hvad hans stilhed næsten var ledt til. Dens kurvede blad reflekterede kort lyset der kom igennem de sparsomme trækroner. "Hvad pokker gemmer du dig for??" Vrissede han og lænede sig halvtruende imod Selmy imens han ventede på en forklaring. Hans blik faldt på kreaturet, som luskede hen ad skovbunden. Så det var hvad der havde fået ham til at råbe op. "Ved Zaladin... Prøver du at snige dig ind på mig eller noget? I så fald, vær du glad for at du ikke fik chancen. Du har ikke lyst til at se mig forskrækket!" Forsikrede han ham. "Specielt ikke efter i går." Tilføjede han løst. Hans fingre rystede stadig, som om han ikke kunne skille sig af med den sidste adrenalin i kroppen. Det var nok en blanding af mangel på søvn og hans feber. 

Selmy så efter krybdyret, der stormede afsted, og han tog sig til brystet og pustede ud ovenpå forskrækkelsen. Den kolde vanddråbe mod hans kind og skyggen der mørklagde ham... Asith stod på den modsatte side, end hvor dyret var fløjet hen. Han lukkede øjnene for at samle sig, og kiggede så op på Asith, som hævede sablen truende mod ham. Han vidste dog godt, at Asith ikke gøre ham ondt, selv efter det her, så han placerede to fingre på den flade side af sablens metalblad og sænkede det fra sit åsyn. “Årh, holdt dog op” Svarede Selmy uden frygt til den vrissende mørkelver, som tydeligvis ikke anede hvad der foregik. Typisk Asith...  Men det var heldigt for ham. Men før eller siden, ville han finde ud af det, hvis ikke han passede mere på. 

Han forblev lænet op ad det barkede træ indtil Asith ville lade det passere. Men indtil da så han ham i øjnene og forblev rolig, så det på en eller anden måde kunne få Asith kølet lidt ned. Først da Asith hentydede til det fra dagen før, slog han blikket ned ad Asith og bemærkede at hans hænder dirrede. Mordet på Kile præsten var Selmys skyld, men Asith havde sørget for at han ikke led unødvendigt længe og smertefuldt... Han kiggede op på Asith igen.

“...Jeg kom bare for at sige, at jeg tager ud og leder efter brænde, så vi kan spise af maden, før vi bytter resten væk”. Han havde det fint med at lyve, denne ene gang. Det svarede selvfølgelig ikke på de spørgsmål Asith garanteret havde, men uanset hvad, ville Selmy aldrig afsløre noget så hemmeligt, som at han havde set ham an.

Asith sænkede skeptisk sablen, guidet af Selmy's fingre på bladets flade side. Om han købte den eller ej var ikke til at vide. Uanset hvad, undslap knægten ikke hans mistænksomme udtryk og hans hævede øjenbryn før der var gået et par øjeblikke. Sablen blev endelig sænket helt inden Asith skubbede håndtaget ind i Selmy's egen håndflade for at overgive våbnet til ham. "Så det er du, huh? Så må du hellere tage den her med i tilfældet af at du støder på flere monstre, må du ikke?" Hans mund vendte sig endelig op i et skarpt lille djævelsk smil. Det var trods alt en smule morsomt hvordan han havde håndteret det stakkels krypdyr, taget hans erfaring i det vilde i betragtning. Det var nok ikke den bedste ide at give ham et våben i hånden, men når man så tilbage på hvordan deres tur havde forløbet indtil videre, var det nok for det bedste at han lærte sig selv at holde på et. "Måske kan du jage os noget ordentligt at æde."   

Han rettede sig igen op så han ikke længere udfordrede Selmy's intimsfære og tog hånden af træet. Brænde huh? Han var ellers ret sikker på at der havde været en masse løse grene henne ved vognen og Selmy havde stadig intet i armene? Han rystede kort på hovedet og gik væk fra knægten igen for at fortsætte hvor han slap. Han samlede hans resterende tøj sammen samt det andet grej han havde haft med sig og begyndte at stige ud fra den lille dal, hvor åen befandt sig i. Imens han gik, talte han hævet så Selmy stadig kunne høre ham. "Gå ikke for langt ind. Vi er ikke langt fra kentaur territorium." Hans øjne forblev i Selmy's retning for et øjeblik inden han fokuserede på at bestige den mudrede kant uden at få alle sine ejendele snavset til igen. Først da han kom hen til vognen og havde vasket sine fødder rene igen, gik han igang med at klæde sig ordentligt på igen! 

Selmys fingre lukkedes om skaftet, som det blev givet til ham, og han skænkede det et kort blik, før han så uforstående op på Asith, som begyndte at smile af ham. Der var noget hånligt over det, og Selmy brød sig ikke om det. Som sædvanligt blev Asiths tandsmil altid besvaret med en sur mine, men denne gang sagde han ikke noget til det, men begyndte at jokke væk fra ham. Asith gik også sine egne veje væk, men han kunne høre ham kalde efter sig. 

“Kentaur territorium!?” Udbrød Selmy chokeret og sig om efter Asith. Det chokerede udtryk ændredes til sur igen. Prøvede han at være morsom? Amazonitskovene var vel hjemsted for kentaurere... Men de holdt sig vel langt fra mennesker? Med sablen hævet fortsatte Selmy for sig selv og kiggede sig omkring efter liv. Der var ikke noget mærkværdigt at finde herude i skoven, men der var heller ikke dødt. Fuglene sang, og åens beroligende lyde kunne høres lige i nærheden. Da han var helt alene, spændte han sablen til sit bælte og strammede det ind til kroppen. Han tænkte sure tanker efter Asith, som han gik og samlede op af gode brændestykker, som faktisk flød overalt her i skoven. Det varede dog ikke længe, før han blev god igen. Selvom det ikke umiddelbart virkede sådan, så havde denne morgen været en succes. Han havde fået luret godt og grundigt på Asith, og var sluppet ret så heldigt fra at blive opdaget. Hvis han holdt fast på mindet længe nok, ville han måske kunne gengive det, så godt som han nu kunne på et stykke papir, trods landskaber og planteliv var hans speciale. 

Selmy havde hele favnen fuld af brænde, og det var måske et lidt for hårdt arbejde, på trods af, at de hverken havde æg eller kød, som skulle tilberedes. Men det var nu en lille pris han havde måtte betale, for at komme hurtigt udenom alle forklaringerne, og så var det vel altid rart med sammenkogt mad!