hun knurre meget af ham.

,,slip mig så! så skal jeg vise hvor meget jeg kan flænse dit grimme ansigt!" råber hun og prøver at få fat i et eller andet for ikke at komme med ham

Hendes lille unge er fuldt efter og miaver bange efter sin pleje mor

Hun vil kunne sværge på at møblementet flytter sig hver gang hun er ved at få fat i noget. svarer med en hånlig lyd, idet han sætter første fod på sin kældertrappe "Du kommer aldrig fri fra mit greb, det værende fysisk eller psykisk. Du kommer heller aldrig til at flænse mit ansigt. Jeg er ligeglad med hvor længe jeg skal forme dig. Om det tager 1 dag eller 1 år, eller længere. Jeg vil få dig til at fortryde at du nogensinde krydsede min vilje, og da vil du være min villige slave, med krop og sjæl" Han går ned ad sin brede kældertrappes grå stentrin, stadig med Anzu svævende efter sig i anklen. Killingen bliver samlet op med kropsdominans og holdt lige akurat langt nok væk fra Anzu til at hun ikke kan nå.

Nearyn når ned af trappen og går ned igennem den lille labyrint han kalder sin kælder. Han stopper ved en ståldør og de to vagter udenfor åbner den. Han træder ind i rummet, som mest ligner den spanske inquisitions legestue. Der er torturinstrumenter over alt. de ser alle sammen ud til at være velholdte og flittigt brugte. Der står sågar nogen aldrig før sete torturredskaber herinde. Biprodukter af nearyns og ikke mindst hans tjener, giryana's syge fritid.

Hun knurre meget af ham, da han tager sin unge
,,Du lader hende være i fred!!" råber hun meget
,,hvis du dræber hende tager jeg hævn!" råber hun advarende og surt.

Ungen miaver sulten og efter Anzu for at få hendes tryghed

Nearyn stopper da de er inde i rummet og døren falder i og den karakteristiske lyd af en metalbjælke der ligges på tværs af døren høres på den anden side. han vender sig om imod hende

"Du kan intet præstere Anzu, din krop er under min kontrol. Du kommer aldrig til at tage hævn for noget, for hver gang du prøver vil jeg vide det, og hver gang du prøver vil jeg stoppe det. Og hver gang du prøver vil du havne hernede, gang efter gang efter gang, for at forstå hvor meget smerte der følger med ikke at adlyde mig"

Med en tanke holder han hendes arme ind langs siden på hende så han kan komme tæt på. Han går hen til hende og stiller sig på meget kort afstand. Han ser hende i øjnene "Jeg kunne knække dit ynkelige sind, men én tanke. Men så let får du det ikke. Jeg vil forme dig og lære dig at være 'min', om det så skal tage mig år at gøre det vil jeg knække dig. Og ved du hvad Anzu?" Killinger svæver igennem luften forbi hende, men stadig uden for hendes rækkevidde, selvom hendes arme er holdt. Den stopper en meters vej til venstre for nearyn.

"Jeg har alle kortene"

Han vender sig om og tager sine fingerringe af. Så sine silkehandsker. Han tager to af ringene på igen, en sølvring med en rød sten og en ring lavet af natsort ædelmetal. Derefter tager han et par bløde læderhandsker på og vender sig om imod hende. Han svinger sin jakke af skulderen og ligger den på bordet ved siden af resten af hans ting. Han ser på hende, uden skyggen af medlidenhed

"Du vil tjene mig Anzu. Så meget er sikkert. Og vi stopper ikke hernede før jeg føler for det. Uanset hvor meget du skriger og græder"

han løfter håndfladen ud imod hende og hun flyver på tværs af rummet og banker ind i en egetræsplade Hendes arme og ben bliver rykket ud i X stilling og et par jernbeslag lukker sig om hendes ankler og håndled. Slaget er ikke jammer kraftigt, men kraftigt nok til at gøre en lidt sløret i hoved et par sekunder. I de par sekunder vil hun kunne se nearyns ryg gå imod et anhæng på væggen samle noget op og gå tilbage imod hende. Når hun igen kan fokusere. Vil hun opdage han står med en 2 meter lang sort pisk.

Da hun bliver spændt fast knurre hun.
hun har et lidt sløret blik, men da hun kan se normalt igen ser hun bange og nervøst på pisken
,,du får mig aldrig til at skrige eller græde!" råber hun og knurre

Killingen ryger i et bur i en ende af rummet et godt stykke væk fra Nearyn og Anzu.

"Ingen grund til snak. Det er vi allerede ude over" Med en blød bue af armen hæver han pisken. Han sænker sin arm diagonalt med et kraftigt sving, og med et svirp kløver den sorte pisk luften og trækker en blodig stribe hen over Anzu's mave. Han løfter hånden igen og gentager bevægelsen. Anzus kød bliver kløvet ved hendes hofte. Nearyn fortsætter. Holder pauser imellem hvert sving for ikke at lade smerten dulme det næste piskeslag. Han svinger pisken 8 gange mere imens han fuldt ud ignorere hvert et ord hun siger. Efter det tiende slag stopper han kort og ser på hende. Hun er blodig. der hvor pisken har ramt pibler blod frem. Fordelen ved en pisk er at smerten er maximeret, men blodtabet er lavt. Han giber hende tid til at klynke lidt.

Hun siger ikke noget, men stønner bare og bloder fra sit sår

,,så slå dog til, din nar!" siger hun vredt og knurre, men begynder så at hoste og vrider sig meget og skriger
,,skrid ud af mit hovede!"
der er en stemme i hendes hovede der prøver at få hende til at give op og frister hende til bare at blive hans lille kæle mis.
hun begynder så at bløde voldsomt

Nearyn venter på hun har fået talt af sig. Han bemærker med utilfredshed at blødningen tager til og tænker i et par sekunder. En MEGET sadistisk tanke breder sig i hans hoved.

Med en tanke lader han hendes sår lukke så blødningen standser. Sårene heler ikke fuldstændig men lukker sig med et lag af fin ny hud. ligesom når ens finger lige er begyndt at heale efter et snitsår. Og ligesom med et snitsår er den hud øm.

Nearyns ansigt forbliver komplet passivt, men et sted i hans hoved griner en del af ham voldsomt og ondt. Han løfter igen hånden og svinger pisken, denne gang tager slagene til. Han slår hårdere. Hver gang pisken svirpen åbner et nyt sår lukkes det kort derefter, uden nogen form for smertelindrene virkning. Men hver gang kommer der ny hud på og ømheden intensiveres. Pisken trækker hvidglødende streger af smerte hen over hende. river det tøj hun har tilbage i stykker og efterlader hende nøgen, opspændt på egetræspladen. Nearyns slag tager til i fart, som han stille og roligt begynder at blive mere og mere aggressiv. Hans pauser bliver kortere og lyden af piskens slag imod Anzu's nøgne krop lyder med meget korte mellemrum til sidst. 30 slag senere stopper nearyn igen. han lader de sidste par så stå åbne lidt.

hendes tiger miaver til ham om han ikke nok vil stoppe og piver bange over at se hende bløde

hun har smerter, men vil ikke vise ham det.
hendes blik er sløret og hendes hovede henger bare nu.
,,stop.." kommer det lavt fra hende

Nearyn hører hende. Hører hende klage. Hører hendes ord.

stop?

Han lod sårene lukke igen. Svang pisken igen. 10 langtrukne slag faldt hen over hendes blottede hud. Trak dybe furer i hende. Han sagde ikke noget. De var ude over ord. Han lod den sviende smerte fra de 10 piskeslag sive ind, inden han lagde den fra sig på bordet. Gik hen til hende. En raslen af metal hørtes. Fingerbrækkere. (fingerbrækkere var en stålhandske der IKKE brækkede folks fingre men satte dem VIRKELIG ubehageligt og smertefuldt, og sammenklemt) Han lod hendes jernspænder åbne og tog et solidt greb i hende med sin kropsdominans og løftede hende op imens han selv holdt en sikker afstand. Han havde på fornemmelsen at hun var ude af stand til at gøre modstand, men ingen grund til forudindtagelser. Han lod fingerbrækkerne svæve over til hende og tvang med sin kontrol over hendes krop handskerne på hende og lod dem spænde på hendes ryg. (Det gør ikke særlig ondt i starten, men det gør det med tiden. et par minutter og det gør virkelig AV timer og det er utåleligt) Han lod hendes svævende skikkelse finde vej ind i et (jeg aner ikke hvad de hedder, men det er de der fugleburu i menneskestørrelse som var anvendt af inquisitionen i middelalderen bur, som han lader hende mase ind i. (dem sidder man også helt fantastisk dårligt i og man sidder klemt nok til ikke rigtig at kunne skifte rundt imellem særligt mange stillinger. Nearyn lader burets dør falde i. Buret har ingen lås, men en rødglødende stribe af metal ses langs dørens kan idet metallet svejser sig selv fast, på nearyn mentale befaling.

"Der kan du hænge og skrige og græde til i morgen, hvor vi vil fortsætte hvad vi havde gang i, idag" Nearyn trådte hen til døren og gav ordre til at den blev åbnet. Han forlod rummet, med tigeren i et bur i den venstre side af rummet, og hende hængende i et "fuglebur" en meters penge over jorden i den højre side. han gik op fra kælderen og op på sit værelse. Hun ville tidsnok opdage at ingen nægtede Nearyn Darkstar. Og med den tanke faldt han i søvn.

Hun er bevistløs på grund af piskene og sover nu i sit bur
,,jeg skal nok.. tjene dem.." kommer det svagt fra hende i det hun går ud som et lys og sover

Nearyn vågner med et ryk. Der var en ny person på hans område. Et væsen der ikke havde været der før, men ikke var komplet fremmed heller. Nearyn brugte et øjeblik på at få orden i sine tankers orkanramte arkiver, inden han svang benene ud over sengekanten. Han lod hænderne hvile på silkelanerne lidt imens han tog sig til hoved. De drømme blev hans død en dag. Han fik orden på sine tanker. Hvem var den fremmede?

Aaaaah, Vladimir Constantine i egen høje person, det må jeg sige. Hvordan mon han har fundet frem hertil?

Nearyn overvejede at gå sine minder igennem og finde ud af det, men hans sind var stadig rystet ovenpå nattens mareridt. hvor længe havde han sovet? der var aften udenfor. han fnøs. Tid var det eneste der kunne forhindre hans planer, så hvordan kunne han dog have fået sig til at sove så længe? Han sparkede sig selv mentalt og rejste sig. Han bemærkede med utilfredshed den klistrede fornemmelse af at han havde svedt.

Han skridtede ud midt på gulvet af hans soveværelse. Hans fødder lå lunt på det varme tæppe. Han lod sin hånd løbe over aret på hans brystkasse. Det var stor og afskyeligt (det er praktisk talt væk^^). Med et kort øjebliks koncentration og en svirvlen af magisk energi lod nearyn sin krop soignere og påklæde. han tog et skridt frem og teleporterede til hans audienssal. Han satte sig i sin trone og ventede.

Han rettede en mental befaling til sine tjenere om at de skulle blive væk, holde sig ude af syne og ellers ordne hvad de havde at gøre. Ingen grund til at gøre et nummer ud af noget overfor denne person. Vladimir var ikke typen hvis respekt man vandt ved et simpelt display af tjenere på række. Han rettede en mental befaling ud en ganske anden end normalt. banshee'en Celena, som havde fundet sig til rette i hans have for år siden.

Døren foran Vladimir går op, og inde på den anden side befinder der sig intet ringere end en vaskeægte Banshee. spøgelses af en elverkvinde. Hun bukker for ham og træder et skridt til siden med et sving af armen for at indikere at han kan komme ind. Hun vil følge Vlad til Nearyns Audienssal.

Nearyn ser ned på vlad oppe fra sin trone. Han rejser sig op og folder hænderne på ryggen idet han med sine isblå øjne scanner vampyren. Han havde set ham ofte på det sidste, men uden vampyrens vidende. Han løfter sit blik og ser Vladimir i øjene. Hans blik er vurderende, men høfligt.
Hans hår som er en meter længere end Nearyn er høj svæver dovent bag ham. Efter et kort øjebliks tavshed rækker nearyn en hånd frem fra bag sin ryg og holder den frem med håndfladen opad i en velkommende gestus.

"Vær hilset Vladimir Constantine, Velkommen til mit hjem..."

han bøjer nakken let i anerkendelse af vlads tilstedeværelse og giver også et kort flydende buk med ryggen idet han siger:

"Mit navn er Nearyn Darkstar"

Fra bag Vlad bukker banshee'en og forsvinder ned i gulvet.

Nearyn vifter blidt og afvisende med hånden foran sit ansigt.

"Tag dem endelig ikke af det. En ven af min mest betroede tjener, er en ven af mig, og velkommen i mit hjem så længe han har manerene til at gøre mig opmærksom på sin tilstædeværelse. Den kære Mithras kunne desværre ikke være her i aften. Hans egne affærer trak i ham"

Han går ned af trappen fra sin trone. hans hår svæver dovent efter ham og hans hårde såler lyder imod salens gulv. Imens Nearyn betræder trappen, på vej ned imod vlad fortsætter han:

"Jeg kender i sandhed deres navn, som enhver anden person med den mindste interesse i denne verdens nævneværdige personer" Han smiler roligt, og fortsætter ned af trinene i roligt tempo. Nearyns hånd faldt tilbage på hans ryg i en blød bue.

Han stopper for enden af trappen så han ikke befinder sig højere i rummet end Vlad. Han smiler roligt.

"Men jeg er sikker på at De har en grund til at møde op her. Lad mig høre hr. Constantine. Hvad kan jeg gøre for dem?" siger han åbent.

Nearyn klukler mildt. tydeligvis i forståelse for den unormale situation.
Han smiler mildt og hans øjne falder roligt tilbage på Vladimirs. Det var tydeligt at vampyren ikke kun var berygtet som en gentleman, men faktisk også var det. Nearyn følte en indre tilfredshed ved hans forsigtighed. Hvis constantine var forsigtig betød det at de personer som havde antastet ham uforsigtigt og fornærmende blot var tåber. et sted i hans hoved gav hans ego sig til at spille banjo og tygge skå imens den sang 'don't say I didn't tell you'

"Jeg forstår deres forvirring, hr Constantine. Under normale omstændigheder har en Methuselah ingen grund til at tjene et menneske, og jeg bilder mig ikke ind at jeg kender hele Mithras bevæggrund for at tjene mig som han gør, men hvis der er én ting jeg ved er det at Draculslægten ved bedre end nogen anden at en tjener bør være loyal overfor sin herre." Han lod sætningen svæve lidt. Han stemme ændrede sig ikke. var stadig venlig og afslappet.

"Og deres kilder er ganske troværdige. Ja, Kyoshiro er min" 'min' bliver udtalt som om det er et desideret ejerskab. Og det bliver sagt med en selvfølgelighed der ville skræmme de fleste. Sansynligvis ikke Vladimir.

Nearyn løfter en bydende hånd og klukler igen.

"Gør vi ikke alle så mange ting af personlig interesse?" musede han inden han viftede afvisende med hånden som før.

"De smigrer hr Constantine, en person som de bør ikke føle dem forpligtet til at bruge den slags ord, blot for at være høflig. Min respekt for dem er så ganske rigelig" siger han med et varmt smil.

Han er stille kort inden han spørger

"Må jeg ikke foreslå at vi taler videre under mere komfortable omstændigheder? og måske en drink? De er jo immervæk gæst i mit hjem. jeg kan ikke bare lade dem stå der og vente på at jeg får talt til ende" siger han med et blidt sving af hånden.

Nearyn smiler og nikker taknemmeligt idet vlad godtager hans tilbud. Han drejer sig 90 grader og svinger armen i en blid bue for at indikere at vlad blot skal følge med.

"Så lad os fortrække til salonnen" foreslår han og begynder at gå imod væggen i venstre side af rummet (for vlad) Han nærmer sig den idet væggen på meget organisk og elegant (og måske slightly grotesk) vis åbner sig rektangulært og hurtigt lader sig udsmykke med ædelmetalsornamenter. Nearyn lader ikke til at bemærke det, Han er vandt til det og tager det som en selvfølge. Den ornamerede stendør åbner for ham da han er et par skridt fra den. Gangen på den anden side af døren er ikke særligt lang og fører til salonnen (den er netop blevet skabt ud af behov^^ den var der normalt ikke, men sådan er det med meget i en bygning man kan ændre efter forgodtbefindende)

Nearyn træder ud i salonnen. Idet vlad træder igennem lader han gangen lukke igen, uden en lyd. Den store åbning pynter ikke i træsalonnen, hvor hyggen, hellere end pragten hersker. bevares der er stadig pyntet op med kunstværker som nearyn finder smagelige nok til også at ville se på når han får noget at drikke, samt andre kunstværker.

Nearyn klukler igen, lidt nede i halsen

"syntes de virkelig? spørger han muntert idet han sætter sig i en af de magelige højryggede rødpolstrede stole der befinder sig forskellige steder i rummet. Han sætter sig med vilje i en ved vinduet, med en anden stol overfor, adskildt af et pord der er småt nok til at gøre samtalen privat, men stort nok til ikke at gøre den for 'intim'.

"Tusind tak, hr constantine, Det er min hobby. Jeg er kunstelsker." Han lytter til hvad vlad siger og byder ham med en håndbevægelse stolen overfor sig.

"Jo, jeg kan vel næppe nægte at mit hverv er indbringende og tillader mig at dyrke en sådan hobby, ganske frit"

En kvindelig tjener træder frem fra en dør i panelet, og kommer over til bordet med en bakke, med noget dyrt udseende glas på. Hun stiller to krystalglas på bordet og ét på hoved ved siden af en karaffel hun stiller kort derefter. Den er fyldt med glasklar væske. Krystalnæktar. Hun bukker dybt og stiller sig bag Nearyn.

Han løfter en hånd blidt og gør et vrik med den der siger 'shu, shu'

Tjenestepigen går igen.

Nearyn ser Vladimir i øjnene og smiler sit rolige smil "Nyder de 'normale' drikke?" spørger han. "Eller er de ligesom Mithras kun i stand til at drage nydelse eller næring fra blod?"

såååh... du savner prestige hva'?... storartet. Vladimir Constantine, du skuffer mig ikke.

Nearyn smiler til ham. Han nikker forstående og holder hånden ud, med håndfladen nedaf hen over bordet. kort derefter snor der sig endnu en karaffel op af bordpladen. Den blev bragt hertil med magi, frisk fra kælderen. I karaflen befinder der sig en dybrød væske. (guess what^^)

Nearyn skænker til Vlad. Lugten af jomfrublod kommer fra flasken. Nearyn kan kun lugte blod, men er klar over at vampyrer kan identificere blodets renhed ud fra lugten. Nearyn overvejer kort... han er ikke klar over hvor præcist de kan lugte det. Han måtte hellere være på den sikre side og fortælle Vlad hvad det helt præcist var han havde skænket til ham.

"100% rent jomfrublod..." siger han roligt og forklarende. "... mit blod" Nearyns stemme ændre sig ikke og han viser ingen tegn på forlegenhed over at indrømme at han er jomfru. Han smiler fortsat høfligt og giver sig til at skænke krystalnæktar til sig selv.

Nearyn venter uden at ændre sit ansigtsudtryk i den tid det tager vladimir at overveje. Han sætter ikke sit eget glas for munden før vlad gør det, og han selv nyder den søde smag af næktaren. Han nyder den meget fine lugt det afgiver. næsten usynlig indtil man smager det, og pludselig lugter man det meget bedre, pga lugten fra munden siver op imod næsen.

Nearyns isblå øjne holder sig på Vladimirs øjne og er stadig venlige og rolige.

"Naturligvis må de det" siger han med et smil og stiller og sit glas fra sig.

"Jeg opbevare adskillige litter af mit eget blod i kælderen. Jeg påbegyndte at gemme mit eget blod, med hjælp fra en af mine tjenere, hvis evner tillader mig at gemme blod i store mængder uden fysisk defekt, da jeg første gang mødte Mithras. Den historie vil jeg lade ham fortælle dem, men jeg begyndte at gemme det fordi han sagde det smagte godt. Kald det et spontant anfald af pervers interesse for at gemme hvad der åbenbart var tilsvarende en årgangsvin" Nearyn klukler igen, og denne gang bliver det til en latter der når over hans læber, men stadig er lav og munter, og ikke brovtende. "Når jeg tænker tilbage på det, forstår jeg ikke helt selv hvad jeg tænkte, men i disse tider anvender jeg det til forskellige ting. Det tillader mig at byde methuselahs på en forfriskning..." siger han med en gestus med hånden rettet imod vlad og et smil. "... ligeså tillader det mig at kunne byde min mest betroede tjener på noget at vende tilbage til, og sidst men ikke mindst er der en hel del..." han har ordene klar men lader som om han leder efter dem kort og godt pga at det er passende "... mindre 'velanset' mythos, der involvere dets anvendelse"

((Frys^^))

Nearyn var høflig nok til ikke at foretage sig andet idet vladimir talte til ham. Gradvist under samtalen begyndte nearyns smil at blive bredere i ren og skær fornøjelse. han stillede sit glas fra sig og satte en finger for munden idet han forhindrede en hjertelig latter i at finde vej over hans læber, og i stedet gjode det til en klukken bag de lukkede, smilende læber. Han så Vladimir i øjnene igen.

"Ja, det har jeg hørt før" sagde inden hans latter helt havde fortaget sig.

Han tog igen fat i sit glas og gav sig til, med milde vrik af sit håndled, at lade næktaren flyde rundt i små circler i glasset. Roligt og venligt og med et mildt smil svarede han:

"Jeg føler ikke jeg har noget at frygte...". Der er ingen antydning af at han står over Vladimir, men nærmere at han ikke kan forestille sig vlad gøre noget optrin. "...Allerhøjest ville jeg frygte for mine mannere, hvis jeg ikke tilbød mine gæster det bedste jeg havde at give" siger han med et let skuldertræk og et smil der afslørede stor konfort og ro.