Han møder hendes surhed med et blik hærdet af flere hungrede års ensomhed. I det øjeblik giver han slip på hende, så hun falder til jorden (ok?).
"Mange ting er ikke nødvendigt,
Rena!" sagde han med en utrolig mængde spydighed i sin stemme, "dit liv for eksempel, eller min hjælp til dig!" Han laver en sukkende udånding, og en kort damp sky forlader hans mund ud i den vinterkolde luft.
Han tager nænsomt en hånd på hatten, og kigger ind i dens tomhed, der starter ved hulet i bunden. Efter et nøje overvejet øjeblik, går han på hug og spørger uden at kigge på hende. "Tror du ikke du kunne passe på min hat for mig? Den har ikke godt af fugten i en krypt." Før hun kan nå at svare på hans spørgsmål, sætter han hatten på hendes hoved, hvor den stille falder på plads mellem hendes øre. Den passede fint, hvilket ikke var så mærkeligt eftersom de var af cirka samme størrelse. Midlertidigt satte han hatten lidt længere nede, så hun ikke kunne se ham. "Og prøv at lade være med at fryse ihjel."
Presset på hatten fra hans hånd bliver pludseligt lettere, og hun ville se at han var væk så snart hun trak lidt op i hatten. Hvad der skulle ske med hovedbeklædningen, var helt op til hende, men han regnede nu ikke med at se den igen.
//Out
When we look into the night sky, we see light engulfed in devouring darkness.
A soul is like the night hours; the cold grip of reality, encasing warm specks of emotion -
However, whether you rest your gaze in the nightly void is your choice.
If you close your eyes you see no darkness, you see no light,
if you close your heart you feel no warm, and you feel no cold
Krystallandet
