FoX var faldet i søvn kort før Maria begyndte sin forvandling, han syntes dog at han havde set et par fødder der ikke var hans. men det kunne det umuligt havde været, så han var faldet i søvn med hans kind der gned op af hans rustne sværd mens resten af hans krop var opsiddende op ad træstammen, han gabte nu og da i søvne... ellers var der kun fuglenes kvidren til at vække en af dem op..

maria havde ikke sovet i mange nætter mere end et par timer, så var derfor langt væk.
hun krummede sine fødder lidt sammen ind under kappen fox havde lagt over maria da hun var kat, som nu stadig dækkede hende lidt.
hendes hovede lå på hans mave, oven på hendes sammenfoldede hænder og resten af hendes krop lå oven på hans skød.
hun vågnede ikke med det samme, men blev i drømmeland.

FoX, som havde været ude og set verden, var stadig i søvne, det lyserøde halsbånd som en vis person havde tvunget på ham, hans overmund havde bidt sig fast i den.. så han sad og så nærmest dum ud, han må vel ha drømt, at han spiste noget. men så lidt efter gav han slip på den igen, og rettede sig lidt, han vågnede ikke af det, nærmest en naturlig reaktion når du ikke ligger helt korrekt i en bestemt stilling, han gabte nu og da i søvne. men ellers var der stadig ingen reaktion fra nogen af dem..

maria var stadig sovende og gav nu ikke en lyd fra sig andet end stille vejrtrækning.

efter noget tid vågnede fox lige så stille, han åbnede et øje og kikkede ned på sig selv, han opdagede umiddelbart ikke rigtig noget, før han åbnede det andet øje, og så en blåhåret pige ligge på ham og sove. "Så..katten var en pige..." mummlede han, før han prikkede kort på pigens kind. "Øhh Undskyld mig fru, Hallooo!?"

der lød en irritered lyd fra hende, da hun sagtens kunne sove mere. hun åbnede det ene øje på klem, og til sin store overraskelse vågnede hun op til manden hun tidligere kun kunne huske var oppe i træet.
hun farrede op og i al hast fik hun overbalance og faldt ned på røven, og sad nu overfor ham, lidt væk. hun stirrede på ham med skræmte øjne. hvorfor kunne hun ikke huske noget?
hun ømmede sig lidt, men havde ingen intentioner om at rejse sig op.

FoX løftede et øjnbryn "Hallo, der skete jo ikke noget. du fik bare noget mad fra mig.. og du så ud til at kunne lide det æble" mummlede han imens han rejste sig op. for at strække sig helt ud og gabte højlydt. "Du var en lille mis, det var hvad du var" sagde han næsten grinende..

hun havde ikke tænkt sådan på det, men hun havde det i forvejen dårligt i selvskab med fremmede.
selvfølgelig, altid når jeg ikke er klar over det kommer min indre kat frem..tsh! hun tog sig til hovedet, og rejste sig op.
børstede støvet af sin kjole, og delte sit lange hår i baghovedet og tog det op foran.
hun smilede skævt til ham, vidste ikke helt hvad hun skulle gøre af sig selv. hun kunne mærke at hendes ansigt havde fået et par ligge mærker efter at have ligget på sit armbånd.

FoX Grinte igen, han sammlede sit sværd og sin kappe op. og bandt det fast på deres rigtige pladser "Du ved godt, du ser sød ud når du sover ikke?" Sagde han grinende imens han vendte sig om "Du burde ikke få det svært med at finde en ung dreng" Mummlede han imens han gik ud af skoven

//out ((Går i seng :3))

hun så efter han, holdt sig tavs.
men kunne ikke holde et smil tilbage. hun strøg forsigtigt en hårtot om bag øret som irriterede hendes syn. holdt fast i et smilet et godt stykke tid.
hun sukkede stille, stadig med et stort smil spredt over hendes lukkede læber.
lidt efter lidt begyndte hun så at gå i den anden retning end fox, og forsvandt lige så hurtigt som hun kom mellem de høje træer.

(out)(smutter også i sengxD godnat!)

Inde mellem træerne hører man små lyde af nogle grene der knækker under nogle fødder. Skønt mørket allerede var faldet på, kunne man skæmte noget bar blegt hud, blandt de mørke træer. Dette var Aynry.
Hendes øjne udtrykte ikke nogen form for følelser. Hun havde været meget isoleret på det sidste. Kort sagt, så brød hun sig egentlig ikke om vinteren. Den var for koldt! Dog var foråret ved at komme, det kunne man også godt mærke på vejret efterhånden, og dette behagede hende dog en del alligevel, og det havde nok også fået hende til at komme lidt ud fra sin hytte.
Dog ville hun ikke lige opsøge byen endnu. Det var måske.. lidt for tidligt på året. Der var måske også lidt for mange mennesker.. Ikke nødvendigvis på denne tid, men bare sådan generelt.
Aynrys lange sorte hår bølgede let i den stille, men kolde brise. Hun tog sine tyndefingre frem, og rakte udefter en gren som kom hende i møde, lod den svirpe bagover, indtil hun havde passeret den, inden hun slap den så det blev til et sus gennem luften.

Aynry gik i sin egen lille verden. Hun var ikke stødt ind i folk på disse afveje i noget tid. Ikke andet end en lille unge var passeret hende, men hun havde ikke giddet at gøre noget som helst ved den unge. Bare den passede sig selv, så kunne den gøre hvad den ville for hendes skyld.

Derhjemme, var hun løbet tør for en speciel urt, og det skulle gerne være en, som var til at finde her på denne tid af året.
Hun var lige ved at falde over en af rødderne på jorden, men nåede hurtigt at sætte en fod hårdt i jorden som en slags bremsning. Hun så sig kort over skulderen og gav den et lille irriteret blik, inden hun begyndte at kigge sig lidt omkring.

*Hmmn.. Hvor var det nu...* I det samme får hun øje på et yderst kroget, men et specielt træ lidt længere fremme.
Et lille smil kommer frem på hendes læber, inden hun med hurtige skridt bevæger sig hen mod træet. Hun finder sin lille dolk frem, og begiver sig til at skrape noget mos af med bladet. Hun fjerner mosset, og indeunder det kommer der noget blødt hvidt noget frem. Det minder lidt om vat, men dog lidt mere fyldigt.
Forsigtigt begynder hun at skrabe det hvide til sig, med hjælp fra sin dolk.

Aynry havde tungen lige i munden, og skulle netop til at skære den sidste lille rod af, som sad på stammen af træet. Hun kneb sine øjne let koncenteret sammen, inden...

"IIIIIIIIIIH!" hun hvinede og uden hun vidste af det, så havde hun skåret i sig selv med sin dolk, og det hvide vatlignende ting, var som gået itu.
Hun vendte sig hurtigt om, og så med store øjne på Taylor, som straks gik hen og blev til et par vrede.

".... DIIIN!!.... SE nu hvad du har GJORT!"" hun holdt sin hånd op til ham, inden hun så ned på en dyb rift i langefingeren. Hun fnøs hårdt, vendte siden til ham, da hun hverken ville se på ham sådan.. direkte, eller for den sags skyld, turde at vænne ryggen til ham igen. Hun kendte ikke denne mandsperson, eller hvad der fik ham til at forskræke hende sådan.
Hun vendte sin anden hånd med fladen, ned mod jorden, og inden nogen kunne nå at tælle til tre, havde hun fået bandage i hånden som hun stod og klemte omkring. Hurtigt fik hun viklet det omkring fingeren, som blødte temmelig kraftigt. Dolken, var i mellemtiden forsvundet, og der var ingen spor efter den - måske bortset fra et par bloddråber på jorden.

Aynry sender ham et blik der siger noget i retning med pas-på-eller-jeg-skal-personligt-slå-dig - blik..
Begge hendes hænder er knyttede, dog mere den ene end den anden, da den anden ikke helt var så stærk pga. såret hun havde fået under forskrækkelsen.
Hun kunne mærke hvordan vreden begyndte at stige til hendes hoved. Hvem troede denne fyr egentlig at han var?

Dog fik hun et lettere =_= - blik, da han sådan stod og opførte sig som et eller andet pattebarn, som bare ikke havde andet at tage sig til, end at skræmme livet ud af folk.

"Gå dog hjem og leg med din bamse..," knurrede hun lavt, inden hun vendte sig rundt og så ned på jorden. Det hvide vatlignende noget, lå endnu på jorden. Hun orkede næsten ikke at finde det andre steder. Desuen, så skulle det vokse på dette træ, og det var ikke lige fordi at der var meget af den slags på træet i år.. Det skyldes nok den sene vinter, det var i hvertfald hendes teori.
Hun sendte kort Taylor et advarende blik, inden hun bukkede sig ned og samlede hurtigt 'vattet' op. Hun stak næsten næsen helt ned til det, lugtede en smule til det, inden det tilsidst forsvandt fra hendes hænder igen. Hun rettede sig atter op og så på Taylor, som tilsyneladende så ret provokerende ud, på den måde som han stod på.

"Hvem tror DU måske egentlig at du er?" kom det godt fornærmet fra Aynry. Hun lagde sine arme omkring sig, og lod det meste af sin vægt hvile på det ene ben, så hun ikke just så interesseret ud, i det som Taylor skulle til at sige?
Hendes tøj, var stort set laser. Hun havde en laset top på, men man kunne nu godt se maven, og derudover havde hun en laset nederdel på. Begge dele sorte. Hun frøs, og det fik hende til at stå lidt uroligt og trippe let frem og tilbage på sine fødder.

Aynry skæver ser mut på ham, uden egentlig at give sig til at slå, eller noget i den dur. Hvor var det dog længe siden sidst, hun ordentligt havde omgået med mennesker! OG hvor var hun dog glad for det!

Hun skævede lidt til ham med en lettere ligegyldig mine, og lytter til hans hvisken...

"... Marreridt? Tssk! Helt ærligt.. " snerrede Aynry koldt og himlede med øjnene.

Aynry så væk fra ham. Han var åbenbart bare en eller anden tosse som havde taget noget?, og som bare rendte rundt i skoven på denne tid af aftenen? Havde tumpen ikke noget bedre at tage sig til? Naah.. hvad kunne sådan en dog kunne udrette? Tumpen var jo dum i sit hoved!

".. Smut hjem kryb!" kom det til sidst koldt fra Aynry. Hvor hun dog hadede børn...

Aynry lå pludselig nede på jorden, hvilket egentlig gik over hendes grænser. Ingen folk skulle gøre sådanne ting mod hende, ham idioten der, undervurderede hende jo!
Hun stirrede først lige op i luften, kiggede lidt omkring sig, satte sig hurtigt op igen. Sparkene påvirker hende ikke, hun var... beskyttet.
Dog kunne hun godt mærke, at det gjorde lidt ondt i hendes ryg, efter at have været smidt sådan ned. Det dunker.. Hun rejser sig hurtigt op, lader sin hånd glide om på ryggen og presse lidt til den, som om hun skulle få rettet sin krop ud.
Hun stirre godt arrigt på ham...

"Sig mig... HVEM er du.. inden jeg personligt skal grave dig ned, på den nærmeste kirkegård!" Hendes pupiller blev smallere, men det var ikke til at se, da hendes øjne i forvejen var sorte.
Hun så ikke ud til at have ret meget tålmodighed mere, men alligevel. Denne dreng, ville åbenbart bare have lidt 'sjov', så egentlig, var det vel meget sjovt for hende, hvis nu hun gjorde det modsatte af hvad han ville have hende til at gøre? ... hvis hun kunne finde sig i det..

Aynry bliver klemt op mod et træ, og hendes kolde øjne hviler på ham.
Hun skæver kort ned til knivene, skærer en lille grimasse.

"Synd for dig.. at jeg ingen marreridt får.." hun smilte kort, faktisk utrolig kort. Det blev ikke andet til et lille 'drillende' træk på læben, som mindede lidt om et smil.

Hun lænede sig nu lidt op af træet, så hendes ryg stødtes op mod stammen, mens hun nu forsøgte at sparke ham lige i skridtet.
Begge hans knive forsvandt, lige ved dette træk. Hun ville ikke blive udsat for den fare, at få hendes hals hugget over. Det var unødvendigt.

".. Om ikke andet.. så må jeg vel spare din gravsten væk, når nu du ikke vil fortælle mig, hvem du er..," et stort veltilfredst smil kom nu frem på hendes læber ved denne lille bemærkning.

Aynry åbnede sine øjne lidt mere, inden de atter roligt gled hen og blev lettere kølige i det igen. Hvad var hans formål ved at gøre dette? Hun havde jo ikke engang sagt noget til ham, da han var kommet hen og forskrækket hende. Han kedede sig vel til det yderste?
Hun så ned på ham, ligge der og ømme sig. Hun vendte hurtigt rundt så håret blev svinget let og elegant i luften. Der kunne nu anes en lys blond stribe i håret, som aldeles ikke havde været der før. Der gik måske 5 sek før den atter forsvandt. Hun kiggede sig over skulderen og hen på ham.

".. Hmm.. lad mig gætte.. efter dit hoved.. som mirakuløst nok stadig er der... så vil du vel smække mig ind i et træ, tupere mine kropsdele, eller noget i den dur..?" hun lavede en lidt ligegyldig bevægelse med sin hånd, som om det var noget 'nårh ja, og hvad så' - agtig.
Et lille smil kom frem på hendes læber ved denne sætning, men hun havde dog - sjovt nok, en lille fornemmelse af, at han nok havde tænkt sig at blive groft provokeret ved hendes tone og fremtræden. Der skulle jo åbenbart intet til lige før?
I hånden holder hun ligepludselig et lille reagensglas. Hun knuger den i sin hånd, så hun er sikker på at den ikke sådan lige falder ud af hendes greb, mens hun ser spændt afvendtende på ham over skulderen.

Aynry så over skulderen, og vendte sig rundt da han kom nærmere. Hun ville ikke træde tilbage, hvilket hun egentlig følte et eller andet sted, måske var bedst. Men Aynry var for stolt af sig, til at kunne træde tilbage for sådan en nar.
Hun havde gåsehud, men det var ikke pga. Taylor. Hun frøs! Det var for kold en årstid, til at gå rundt med så lidt tøj på! Man kunne se noget af hendes kavalergang, derudover var hendes mave bar, og ligeså hendes ben, foruden sin korte lasede nederdel.
Hun kneb let sine øjne sammen så hun så på ham ud af sine to sprækker.

"Aha... du må kunne dufte lugten af kornmark, eller noget i den dur..," hun fnøs lidt. Hun fandt det ikke specielt som en kombliment, og det var nok heller ikke meningen, at han ville få det til at kunne lyde som en.

"Dog, vil jeg bede dig om at flytte dig! Knægt! Du er yngre end mig, og mere uerfaren!" hun smilte et lille veltilfredst smil over denne lille bemærkning, men det ville nok ikke holde ham tilbage for diverse... slag?

Aynry knugede sit lille reagensglas. Mens hun stod og kiggede ind i hans øjne, vippede hun let med hånden, så et par dråber faldt til jorden. Aynry lukkede øjnene, idét de ramte jorden. Lige der hvor de stod, blev alt tåget. Aynry fik en dolk frem i sin hånd i stedet, og jog den udefter Taylors arm?

Aynry smilte et stort smil, da hun mærkede gennem kniven, at den rent faktisk ramte hans arm. Hun rev den til sig igen, og den forsvandt lige så hurtig som den var kommet.
Dog beundrede hun ham dog alligevel, siden han ikke slap hende, men det var jo så ikke til hendes fordel!
Atter blev hun revet ned på jorden, og nu satte han sig også på hende?

En lille anstrengt lyd kom fra hende, og hun prøvede at lade sig løsrive fra hans greb, men hendes krop var i lås.

"GEEH!" hun trak vejret tungt, og lod sit hoved vænne bort fra ham. Hun regnede med, at han havde tænkt sig at gå efter hendes hoved.
Dog åbnede hun lidt efter sit ene øje og kiggede op på ham og så hvordan han sådan kiggede på hendes krop.
En anden tanke jog gennem hendes hoved, og dette fik hende til at åbne begge sine øjne, og vendte atter hovedet lidt mod ham.
Hendes sorte hår lå spredt ud på jorden. Hun tænkte over, hvilke metoder hun ville kunne bruge for at få ham væk, men med sin krop i lås, gik det hen og blev en anelse svært.
Hendes fingre lignte noget der skulle til at gribe udefter noget. De åbnedes, men hånden kunne ikke flyttes.
Hun lå uroligt, imens hun forsøgte sig frem til at kunne komme fri, hvilket måske nok gjorde det en smule svært for Taylor, at blive siddende roligt på hende.

"DU!!!... HOLDER... dig væk!" det sidste sagde hun med en lille hvislende stemme.