Nakumu lader sig stå i et lille stykke tid på denne måde, denne trykhed tiltaler hende.. Det at der er en der virker
til at ville værne om hende, som en ven.. Noget hun aldrig har oplevet før.. Men ganske stille lader hun sit hoved
komme væk fra hans skulder, men kun nok til at hun kan kigge ham op i øjnene.. Med en ganske lille stemme,
som dog er blid og venlig kommer det ganske stille " Hvem... er du enlig?" Hun mener ikke hvad han hedder, hvor
han arbejder, men hvem han enlig er.. Hvem han er som person.. For selvom hun finder denne trykhed dejlig,
så er der stadig noget i hoved på hende, der gør det uforståeligt at der er en man aldrig har mødt, der kan være
så beskyttende, så kærlig og omsorgsfuld fra første øjekast.. Hun finder det uforklareligt at der er en der er så
hjælpsom over for fremmede.. En der har så meget ansvarsfølelse på et plan.. Så hun vil vide mere om hvem
han er.. Specielt hvis hun ender med at få mere med ham at gøre.. Og efter hendes hoved, så har hun åbnet
sig med nogle ting som hun aldrig ville fortælle, men noget alle ved.. Så må han også åbne sig og fortælle noget
om ham selv..