Han hævede stolt ansigtet, og rynkede brynene så hans kropssprog forblev ædelt, men koldt og kynisk. Hans øjne kneb sig sammen i en mistænksom grimasse, der blot fortalte hvor lidt han troede på hendes forklaring. Han vidste hun løj for ham, og han havde inderst inde lyst til at vide hvorfor hun ville vandre udenfor – selvom hun udmærket godt vidste hvor dumdristigt det nu var. Men han lod være, han sagde intet og lod blot blikket falde fra hendes.
Han vendte blikket imod jorden han trådte på, og rynkede let brynene ved synet. Havde han netop vandret over noget der kunne have lignet en størknet blodpøl? Han undlod at så tilbage, men vendte blot et stift blik imod Morgana. Tanken om det var sandt rørte ham inden i, og gav ham en underlig form for mavefornemmelse. Noget der mindede om kvalme, men alligevel også en vidunderlig form for kuldegysninger. Underlig kombination?
Han lod opmærksomheden falde på Morgana i stedet, som så ud til at ville gå fra ham. Han hævede undrende brynene over hendes konstatering, med hensyn til sikkerheden i kroen, og gjorde ham blot en anelse nysgerrig. Han nikkede blot, og lod blikket falde frem for sig. Der gik ikke mange sekunder før han svarede:
,,Ikke det? Hvad gør den usikker?”
Hans blik forblev frem for sig, og han vandrede blot ligeud med hesten ved sin side. Hesten blokerede udsynet til hende, så for ham ville det være kun en anelse svært at se på hende. Det samme gjaldt nok hende.
Han standsede op i ganske kort tid, og vandrede under hestens hoved for derefter at tage fat i den anden side af tøjlerne. Nu kunne han se hvem han talte til, hvilket beroligede hans sindstilstand en smule. Det andet pirrede ham ufattelig, og gjorde ham næsten hysterisk.
Da han atter hørte hende tale, løftede han næsten spørgende blikket. Han rynkede brynene, og lod en lav latter lyde fra sine læber. Han rystede en anelse på hovedet, for derefter at tale:
,,Forgudet er at stærkt ord, Morgana,”
Startede han, og spærrede sine øjne hvidt op for at se målrettet imod hende. Han lod et let smil blive på sine læber, efter han havde udtalt hendes navn. Han sukkede blidt, og lod atter blikket glide frem for sig,
,,Nærmere elsket,”
Hviskede han ganske lavt, og rynkede brynene sammen i en lettere sørgmodig, næsten vred grimasse.
Han strammede grebet omkring tøjlerne, og vendte blikket over skulderen. Han skimtede kort nogle soldater, der syntes at have vendt deres opmærksomhed imod dem begge. Han undlod at fange deres blikke, men vendte blot øjnene kort imod Morgana, for derefter at se frem. Hans blik forandrede sig, og et lysglimt gled over hans stikkende øjne,
,,Jeg vil råde Dem til at følge med mig et stykke af vejen. Så undgår de flere ubehageligheder,”
Han vendte blikket imod hende, og så blot afventende imod hende. Det var hendes beslutning, og det gjorde han klart for hende at det var. Han foreslog hende blot noget mere.. Sikkert.

Morgana så udforskende på ham et kort øjeblik, for derefter at kigge frem for sig igen. Hun undrede sig kort over, om han gjorde nar ad hende, eller om han virkelig ikke forstod, hvor meget der havde forandret sig i landet. Selvfølgelig var der en væsentlig styrkeforskel på dem, men selvom Morgana ikke havde de samme forudsætninger for at forsvare sig, var hun ikke forsvarsløs. Alligevel følte hun sig ikke tryg ved det klientel, der besøgte kroen.
”De folk, der besøger stedet, såmænd.” Svarede hun let og uskyldigt. Morgoth, den bevingede dæmon, ja, Rex, den neurotiske læge for den sags skyld, var ikke ligefrem helt ufarlige at rende ind i, hvis man ikke var på samme side. Og Morgana vidste ikke, hvor hun stod.
Hun smilede beæret, men skjult, da han trak hesten ved siden af hende. Selvom hun var nervøs over det store dyr, følte hun sig mere sikker ved at vide, at den skærmede hende mod soldaternes blikke og opmærksomhed, i det mindste fra en af siderne. Tryghedsfornemmelsen blev ikke mindre af, at det nu var Morgoth, der gik ved hende, snarere tvært i mod. Det føltes som om, der faldt en ro over området, de gik i, eller som om nattens beroligende mørke havde sænket en skygge af fred over deres periferi.
Hun nikkede blot, da ’forgudet’ i sandhed var et stærkt ord. Selv fandt hun det ikke overdrevet. Hun lagde hovedet på skrå og betragtede mørket, uden at se, mens hun overvejede hans ord. Var manden blot ignorant eller ydmyg?
”Muligvis kalder De det elsket, men mange elsker Dem i så fald for at have givet dem forholdsvis frit lejde til at gøre, hvad de ønsker i øjeblikket. De lovløse står stærkere, og selvom mørket er begyndt at stabilisere magten og grebet derom, lever den simple bonde nu i frygt for omstrejfende bander. ” Hun brugte metaforen ’mørket’, idet hun ikke var helt klar over, hvem, der var Krystallandet egentlige, nuværende hersker. Men var sikkert: Hvor den tidligere dronning havde kaldt sig tjener af lyset, kaldte den nuværende herskers sine mænd for mørkets hær.
”Deres selskab vil være mig behageligt.” Hun havde endnu aldrig udtalt hans navn af frygt for at mishage ham, og det faldt hende også nemmere at undgå at benævne ham familiært. Hun vidste ikke, om hun turde have denne person tæt på livet.
I et stykke tid sagde hun intet, nød blot at føle sig relativt tryg i hans selskab. Ingen antastede dem eller gjorde mine til at standse dem, og af og til veg de ligefrem fra den lille gruppe bestående af hesten, Morgoth og Morgana. Jeg forstår godt, hvorfor nogen nyder at have magten. Ærbødigheden, der fulgte med var lettere berusende. Men det var også ensomt. Selv i nattens mørke, hvor selskab ikke nødvendigvis var en god ting, var det tydeligt, at respekten for deres overordnede afholdt dem fra at gøre ham selskab. Respekt. Ærbødighed. Frygt, muligvis.
”De nyder følelsen af at være en af de øverste mænd her i landet?” Spørgsmålet blev stillet med lav, blid og nysgerrig stemme, der viste anstryg af let interesse. Det var retorisk, og hun ventede ikke noget afkræftende svar.

//Frys.

Han vendte blikket imod hende, og så derefter ud til at forstå hendes svar. Men det undrede ham nu alligevel ikke, kroen havde altid været et farligt sted, stort set alle – bortset for dem der havde respekt, og ikke mindst skabte frygt blandt folket. Dem der havde sit rygte at dække sig over med.
Han rynkede brynene ved hendes ord, og syntes at opleve en lettere foragt i hendes ord. Hans skridts hast formindskede sig, og til sidst endte han op med at standse. Han stirrede åbenlyst imod hende, og atter dannede det ironiske, næsten djævelske smil i ansigtet på ham. Han var vred, det kunne man tydeligt se, og ikke mindst mærke på hans kropssprog og holdning,
,,Jeg kan forsikre Dem om, at der ligger ingen form for glædelige meninger til mig, for mine underordnet – Ingen siger jeg Dem!”
Han rettede en pegende finger imod sig selv, liggende imod hans brystkasse, for derefter at fortsætte,
,,Jeg er intet andet end en overordnet for dem, og kun et objekt der skal respekteres og frygtes”
Grebet omkring tøjlerne strammede sig en anelse, og han vandrede hende nærmere. Hans øjne var så åbne som før, og stemmen under masken syntes blot at blive mere og mere mekanisk og tæt, for vær gang han talte. Ordene var ikke truende, men derimod irettesættende,
,,Selvfølgelig er de lovløse stærke, tiderne har skiftet og ’de lyse’ er i undertal. De har magten nu, hvor de andre forhen havde den. Vi var undertrykte, og nedsat som udstødte og ’onde’ – ingen, selv ikke Mørkets lord, har givet nogen lov til at vandre rundt som vanvittige og gøre hvad de lyster,”
Han virrede hovedet let til den ene side, imens hans øjne syntes at knibe sig en anelse sammen,
,,Det har kun dem selv, da de nu kan føle sig som frie folk”
Sagde han da til sidst, og tonefaldet i stemmen syntes at have sænket sig en smule. Han sank en klump, og mærkede hvordan tungen i hans mund syntes at have blevet tør. Han lukkede øjnene knugende i, og mærkede en underlig fornemmelse i hans krop. En vis ubehag dannede sig pludseligt, og fik ham til at føle kvalme og ikke mindst foragt – ikke kun for folkene omkring ham, men derimod også for hans ord.
Han åbnede hvidt øjnene, da han hørte hendes ord. Med et spydigt, men også et tydeligt kynisk tonefald, svarede han hende:
,,Nej, for mig er der ingen forandring sket”


(undskyld ventetiden)

Morgana lod emnet falde og kiggede frem for sig i natten, mens hun overvejede hans ord. Det var ikke lige dét svar, hun havde forventet! Et blik i en vandpyt, de vandrede forbi, gjorde det klart for hende, hvor mørkt, der var om dem. Selvom det burde være en tid fuld af lys, sommer og liv, var landet med magtskiftet blevet hyldet i et mørke, der kvalte meget. Skyerne, der samlede sig over horisonten og stederne, hvor mørkets soldater brød frem, varslede ilde om udfaldet af dagen. Og selvom man aldrig kunne vide sig sikker på dagens hændelser, var de alt for ofte præget af vold, gråd og håbløshed. Men Morgana havde formået at holde sig på en relativ ufarlig afstand af volden.
”Jeg tror, at når I først får stadfæstet magten, kommer der ro over landet igen. Om det er en dronning, der aldrig vise sig for folket, eller om det er Mørkets herre, der er en mytisk skikkelse for de fleste, kommer vel ud på ét… - hvis man ikke er fanatisk tilhænger af det ene eller det andet.” Morgana trak eftertænksom på skulderen og håbede, at det blev forstået rigtigt. Hun gjorde ikke nar ad magtens vigtighed, eller personen, der havde den i hænde, men for hende var der ikke den store forskel. Hun var ikke nogen specielt religiøs person, og endnu mindre hyldede hun magtens personer. Hvis hun kunne få lov til at sidde i fred og ro ind i mellem og betragte den omgivne natur, mens hun funderede over forskellige ting, betød det ikke noget, om det var fra midnatsborgen eller paladset, at magten blev udøvet.
”Vil der blive afkrævet skat af os, som lysets soldater plejede?” Tanken havde pludseligt strejfet hende, og da hun nu havde chancen for at spørge en involveret, ville hun gribe den. Hun løftede hovedet, så hætten ikke længere skjulte hende ansigt, og så på Morgoth med et lille smil. Der var sket en del, siden hun sidst havde set ham, men hun lignede sig selv lige så meget, som han gjorde. Han afkrævede de omkringstående respekt med sin pure tilstedeværelse, også af hende. Hun betragtede masken med hoved let på skrå, nysgerrig efter et svar. Pludselig følte hun et jag i hjertet, som havde et stykke af en diamant skåret venerne op, men lige så hurtigt, som det var kommet, lige så pludseligt var det væk igen.
Hun kneb øjnene sammen og virrede med hovedet. Selvom det var en lille ting med skatten, betød den meget for mange. Hun vidste, at det ville berøre hendes familie i Medanien, og omsorgen for dem var stadig stor, selvom hun havde været borte i næsten et år. Så stor var den, at hun ville gå ud i en nat som denne, for at høre nyt fra dem, men det ville hun ikke kunne fortælle til personen ved hendes side. For at reagere et land, som han gjorde, måtte man skaffe sig af med den slags følelser, der kunne hæmme eller svække en. Nej, hun regnede ikke med forståelse fra hans side.

(I lige måde da ^^')

Han lyttede opmærksomt til hendes ord og håbede inderligt ikke på en diskussion, af den grund at han vidste med sikkerhed at hans temperament ville tage overhånd, og dermed ville han ikke just være den rareste person at være i nærheden af. Ikke at han var stædig i sin holdning, og mente det var hans mening der var den rigtige i forhold til den andens, nej tvært imod. Han ville bare ikke stå til ende, før personen han stod overfor forstod mening i hans ord, og måske blot ville virke en anelse enig. Han ville have forståelse.
Han vendte blikket ligefrem, og anede en børneflok der nærmede sig ham og Morgana. Deres ansigter så ikke just trykke ud, men de var for langt til at han kunne registrere hvad der foregik. Han rynkede blot brynene, og lod et opgivende suk lyde fra hans læber. Langsomt skød han blikket imod Morgana, da hun tilsyneladende var stoppet med at tale,
,,Det kan aldrig være helt sikkert. Som De siger, er der fanatikere og andre er ikke. Fanatikerne er der allerflest af her i landet, hvilket gør at der bliver dannet grupper af folk”
Han trak hesten nærmere, og kunne ikke lade være med at skæve en anelse op imod gaden. Børnene nærmede sig dem, og en underlig form for lugt dannede sig i hans næsebord. Han spærrede øjnene en anelse op, da lugten mindede ham om noget metallisk. Han rev sig fra dets opmærksomhed, og så atter imod Morgana – det var svært, men han behøvede det,
,,Lederne er en del af fanatikerne, da deres meninger er udbredt til hele landet. Men der er derimod en mellem mand, som holder sig for sig selv – den såkaldte gruppe, kan man kalde neutrale”
Sluttede han til sidst, og lagde en beroligende hånd imod hestens hals. Nu var børnene tætte på, og lyden af deres små klynkende skrig gennemborede hans ører. Hans lange sorte negle, nussede sig forsigtigt imod de blanke sorte hår, og et let lille smil dannede sig over hans læber. Hans heste var nogle af de bedste man kunne få i Krystallandet. Men kunne ikke få hurtigere, stærkere og respektable heste i området. Men de var desværre heller ikke til salg, da de kun blev opholdt på hans families palæ. Palæet havde heller ikke just forandret sig de sidste 20 år, hvor han havde boet hele sit liv. Udover de små detaljer, som fik det til at se forfaldent og hjemsøgt ud. Han lukkede øjnene i ganske kort tid da tanken faldt ham ind, hvordan han egentlig boede. Selve huset var skam i ganske god stand, problemet var blot indholdet. Alt var gammelt og slidt, undtagen de steder hvor han opholdte sig allermest – soveværelset bl.a.
Da han atter hørte Morganas stemme tale, rettede han hovedet op og vendte blikket imod hende. Med en let virren, rystede han på hovedet,
,,Jeg er ikke sikker på om det bliver det samme beløb. Men jeg ved med sikkerhed, at skatten vil blive her. Ellers kan systemet ikke kører rundt, må De huske,”
Lyden af de små børns klynkende, og ikke mindst hysteriske skrig gennemtrængte hans hjerne og dermed også hans fulde opmærksomhed. Lugten af metallet, der stammer fra blod, fik hans næsebord til at spærre sig blot en anelse op. Sådan som han fangede situationen, var et par børn der stormede forbi dem. Den ene af dem holdte hånden imod dets venstre ører, og skreg af ren og skær smerte. Den anden var lige ved siden af, med den ene hånd grebet omkring den andens håndled – tilsyneladende trækkende af sted med barnet, da det løb for langsomt. Den tredje var lige i hælende på de andre, med frygten plantet i ansigtet.
Nu da de var kommet dem nærmere, kunne han forstå hvorfor den første skreg så meget som den gjorde. Der hvor hånden var plantet, dvs. ved det ene ører, strømmede der klart blod ud. Hånden var inficeret i barnets eget blod, hvilket løb videre ned af underarmen til overarmen.
Han vendte bagover børnene, og så godt hvordan to soldater kom løbende efter dem. Den enes hånd havde tydeligvis grebet godt fat i barnets ører, også trukket til med fuld kraft – lidt for meget, kunne man se på barnets ører.
Han forvrængede ansigtet, og lagde en hånd imod Morganas arm, hvorefter han blidt trak hende hen imod sig selv. Denne gang, lod han børnene passere uden at standse dem.

Hun lyttede tænksomt til udredningen og undrede sig over den beroligende hånd, der blev lagt på hestens hals. Det var ikke just en gestus, fornemmede hun, der ville blive givet til andre end de få, der stod ham meget nær. Først da opdagede hun børnene, der stormede mod dem, men gav dem ikke meget opmærksomhed, da hele hendes var vendt mod den diskussion af holdninger, hun egentlig ikke havde ønsket. Hun viste ikke engang selv, hvorfor hun havde blottet sig på denne måde og afsløret mere, end godt var. Hun havde blot ville… - vise, at hun ikke var hans fjende, som følge af de tjenester, han havde gjort hende, men hensigten var blevet misforstået.
”Nej, det forstår jeg.” Svarede hun til det. Hun havde erfaret mange ting, da hun begyndte at rejse gennem landet, og langsomt havde hun fået forståelse for systemet, der havde sikret bonden, så vel som adelsmanden, en infrastruktur, der muliggjorde handel mellem de forskellige landsdele. Selv om skatten altid ville være en byrde, havde den på ingen måde været urimelig.
Da hun mærkede hans hånd på hendes arm, mærkede hun igen det smertende sted i hjertet, men denne gang føltes det, som om diamanten ikke nøjedes med hjertets vener, men også arterierne mærkedes, som var de blevet revet op af skarpe flige af det eftertragtede materiale. Hun overvejede, om de ædelstene, hun havde gemt på sig, kunne være årsagen, men skubbede tanken væk. De 5 stene var indsmurt i ler og derefter hærdet med varme, så de lignede almindelige sten. De kunne på ingen måde være årsag til smerten! Igen forsvandt smerten relativt hurtigt, og hun nåede at forundres over grebet i hendes arm, før det gik op for hende gennem smertetågens sidste driver, at børnene var skrigende på vej mod dem.
Forfærdet så hun op mod den kolde maske, der skærmede Morgoths ansigt, med øjnene vidt opspærrede, inden hun igen så på børnene.
Horribelt så det ud med blodet løbende fra såret, og hun rakte medlidende en hånd ud mod barnet, da det styrtede frem, for at trøste det og skærme det mod soldaterne, men barnet veg tilbage i udtrykt rædsel og så med forskræmte øjne på hende et kort øjeblik, før det veg udenom og styrtede videre ned ad gaden i den retning, hun selv var kommet fra. Dér ville være endnu flere soldater at vige udenom, og de ville næppe have hendes held, om man så sådan på det, at få frit lejde af en højtstående officer.
Med en pludselig bevægelse trak hun armen fri af Morgoths velmente greb og rykkede et par meter fra ham. Hun var standset op med et lidende blik i øjnene, usikker på, om hun burde stille sig i vejen for soldaterne og sinke dem, mens blikket fra det sårede barn skar i hendes hjerte. Den udstrakte hånd, hun havde holdt frem mod børnene faldt ned lags hendes side, mens hun soldaterne stormede forbi hende i jagten på deres bytte. Hun trykkede venstre hånd over ansigtet og gemte de våde øjne under håndfladen, mens hun forsøgte at undertrykke et hulk og følte håbløsheden over hendes egen person vælte ind over sig. Det var ikke op til hende, om de blev taget eller ej, forsøgte hun at overbevise sig selv om, da det ikke var hende, der herskede her i natten. Hun var blot et af bladende på træet; selvom hun havde en funktion i landet, kunne andre sagtens tage hendes sted.
Skrigene klang hende stadig i ørerne, da børnene for længst var forsvundet af synsfeltet, selv hvis hun havde gjort brug af sin anden evne og havde forstærket synet. Med et plaget ansigtsudtryk vendte hun sig væk og lagde nakken bagover for at se efter de stjerner, der ikke længere var at se. Tårerne brændte i hendes øjne, og hætten gled langsomt bagover og afslørede de tårevædede kinder. Det svage skær fra faklerne på bygningen omkring dem reflekteredes i væden, og det kulsorte hår, der sad vilter efter hendes egen flugt tidligere, glødede i skæret.
Det pinte hende at lade Morgoth se hendes svaghed og med en pludselig hidsighed voksende i sig, rakte hun en bydende hånd ud mod faklerne, knyttede den, og lod flammerne slukkedes. I området omkring dem var ikke en eneste fakkel tændt længere, og hun hørte et gisp fra en af soldaterne i deres umiddelbare nærhed. Selvom de tilbeder det, frygter de det også! Tænkte hun ironisk med hendes egen skam brændende i kroppen. I det øjeblik, ville hun hellere end gerne have budt smerten fra tidligere velkommen, hvis den kunne brænde den fornedrede følelse ud af hende.
Mørket, der fulgte, føltes iskoldt, dødt, men Morganas krop reagerede med en varme, der overraskede hende. Hidsigheden havde vækket ilden i hende, og forfærdet gik det op for hende, at styrken af den var eskaleret; på vej ud af kontrol. En gnist sprang i nærheden af en soldat, råbte op i forbavselse og frygt. Hun tog et dybt åndedrag og forsøgte at trænge det hele tilbage, forfærdet over dønningerne, der truede med at bryde igennem hendes kontrol. Hun måtte ikke lade vreden resultere i sårede uskyldige. De gjorde blot, hvad deres foresatte bad dem om.
”Nej…” Hviskede hun og bed sig hårdt i håndens bløde køb, for at holde et skrig tilbage.

Han lod hende trække fra sig, men han undlod ikke at slippe hende af syne. Han kunne klart mærke hvordan hendes humør pludselig fløj fra sig, og hvordan følelserne pludselig drev ind over hendes krop. Han følte en underlig form for ubehag, og lod derfor blikket sænke imod børnene der løb skrigende forbi. Normal ville skrigene havde behaget ham, og sænket sig en strøm og nydelse igennem hans magre krop. Men netop dette skrig, trængte igennem ham som en skinger lyd, der skar igennem hans indre og rev i hans hud som fik ham til at danne en underlig form for koldsved, som egentlig ikke var der.
Han lavede en smertefuld grimasse, og sank derefter blikket imod det blod der havde efterladt sig på jorden, efter børnene havde løbet forbi dem. Han skævede let op, da han mærkede hvordan soldaterne tordnede forbi ham. De stank af sprut, og fik ham til at gyse af ren foragt.
Han hævede blikket da han hørte et let undertrykt hulk fra hende, og et strøg af medlidenhed gled igennem ham. Lyden af en kvinde grædende, kunne ikke andet end at påvirke ham. Det gav ham en underlig følelse af sorg, specielt da lyden mindede ham om noget så forfærdeligt, som en synderbanket moder der lå på knæ og bad om nåde. Heldigt for ham, var han ikke den der havde berørt moderen, men derimod hans fader som havde opdaget hendes hemmelighed. Hemmeligheden havde intet med utroskab af gør, eller jo en form for utroskab. Utroskab imod Mørkets side.
Han rynkede brynene, og lod hånden glide ud af hestens tøjler. Han vidste at den ville stå, lige meget hvor langt han gik fra den, forlod den ikke den plads han havde givet den. Det var en loyal ganger han havde, en hest der ikke stolte på andre end dens herre.
Da han netop nærmede sig hende, sænkede der sig pludselig et mørke over hele gaden. Faklerne slukkede sig pludselig, og Morgoth stikkende øjne syntes at lyse op i en glød. Han rettede blikket imod Morgana, og fandt det han søgte. Det var hende! Hun slukkede ilden.
Han bed tænderne sammen, og trippede ganske langsomt imod hende. Han mærkede hvordan tempoet i hendes hjerteslag steg, og hvordan vreden syntes at knytte sig omkring hende. Han vidste med sikkerhed, at vreden kunne være farlig – især i disse tilfælde, når det gjaldt ild.
Soldaternes overraskelse fangede ham ikke, da hans opmærksomhed kun faldt imod hende. Han tog endnu et skridt imod hende, og stod derfor ikke særlig langt fra hende. Heldigt at det var så mørkt omkring dem som det nu var, fordi det han havde i sinde måtte ikke ses. Specielt ikke blandt soldaterne, og da overhovedet ikke i offentligheden. Han trak vejret ganske dybt, og tog de allersidste skridt. Han vidste at hvis han ikke passede på, kunne hun forvolde skade ikke kun på sig selv, men også de personer der stod hende tættest – og det ville så sige, Morgoth selv.
Han rakte en hånd imod hendes ene arm, hvor den blidt lagde sig imod hende. Med den anden lagde han den omkring hende, og trak hende ganske blidt ind imod sig. Den anden hånd slog om hende, og knugede hende ganske blidt imod sig, i et ømt knus. De metalliske læber lagde sig imod hendes ører, hvorefter han hvislende hviskede:
,,Hids Dem ned, De kan skade dem selv mere end nødvendigt,”
Igennem hans krop, sivede der sig en strøm af kilde til beroligelse. Den kraft han besad, var at kunne gennemtrænge et hvert form for gitter og nedbryde en krop ved blot at knipse. Han kunne bryde et hvert form for fysisk nervesystem, brække en hver muskel, og stoppe et hvert hjerteslag. Denne gang, valgte han blot at berolige hende, og intet andet.

Skriget, der truede med at bryde ud, kvaltes af hånden i hendes mund, og pludselig fyldte den metalliske smag af blod munden, da tænderne brød gennem huden, på grund af overraskelsen over berøringen og det uventede blide tag. Hun ville have været bedre forberedt på et fysisk slag, da det ville være en trussel, hun kunne forholde sig defensiv til.
Overraskelse var tydelig. Først stivnede hun af frygt for hans person; spændte i musklerne, parat til at flygte, men i det hans stemme hviskede til hende, at hun skulle hidse sig ned, trådte den beroligende strøm i kraft og begyndte at give sin virkning. I lang tid stod hun blot og genvandt kontrollen over ilden, mens hendes vrede langsomt forsvandt som tidevandet, der trækkes tilbage af månen. Her var det blot Morgoths kraft, der havde indflydelse på følelserne.
Morgana vendte langsomt tilbage fra den verden af vrede, angst og håbløshed, hun var havnet i, da blikket fra det sårede barn stadig brændte i hende. Hun drog et dybt, men lydløst, suk og åbnede de våde øjne, selvom hun ikke kunne se noget eller fornemme andet end stoffet i Morgoths kjortel. Mørket omkring dem føltes ikke længere dødt, uvirkeligt, men varmt og pulserende, som befandt der sig et enormt dyr i nærheden. Et imaginært dyr, skabt af hendes frygt, desperation og angst.
Morgana pressede ansigtet mod hans skulder og lukkede atter øjnene, bange for se verdens grusomheder og hendes egen uformåenhed. Langsomt fandt hun de ord frem, han havde sagt til hende, og en del af hende undrede sig over ordvalget, mens resten af hendes tankevirksomhed flød rundt som i en dis af beroligende stoffer.
”Skade mig selv mere end nødvendigt… hvor megen skade er nødvendig?” spurgte hun stille med lukkede øjne. Hun kunne stadig mærke smerten fra biddet i hånden, mærke, hvordan det brændte i kødet, mens dråberne af hendes blod løb ned ad det blottede håndled. Dog, af en eller anden grund dulmede den dumpe smerte fra hånden, smerten fra skammen over ikke at gøre et forsøg på at beskytte børnene.
Så dette var, hvad hun var kommet til. Den tro, hun var vokset op med, bød at hjælpe de svage og skabe retfærdighed, men læren om Isari, hun havde modtaget fra sin far, havde ikke været det, der reddede hende fra soldaterne tidligere. Hun var blevet magtens skødehund, der kom, når der blev kaldt, og gjorde de kunstner, der forventedes af den. Ligesom det tæmmede dyr ville hun ikke kunne klare sig i den verden, der lå uden for deres beskyttelse, hvilket nu to gange var blevet bevidst for hende, ved at Morgoth havde reddet hende. Og nu; nu magtede hun ikke engang at ryste de velmente arme af sig og forvinde fra stedet, der emmede af ondskab og destruktion.
Igen rystede hendes spinkle skuldre af undertrykt gråd, men ikke en lyd kom over hendes læber. Der var hårdt presset sammen, og for at fuldende forseglingen af lyden, var den blødende hånd presset henover.
Hun følte sig som en fugl i hans varsomme favntag, beskyttet, men samtidigt fanget. Hun havde ikke lyst til at flytte sig fra beskyttelsen, men samtidigt længtes hun efter et ensomt sted at skrige de følelser ud, der for et øjeblik siden havde truet med at sprænge hende indefra. På grund af den beroligende evne følte hun efterhånden intet, men bevidstheden om følelserne lå i periferien og truede med at vælde ind over hende.
Mat løsgjorde hun sig og stod med sænket hoved, mens hun med halvt lukkede øjne anede, hvordan soldaterne fik tændt ild i de kolde fakler igen. Lyset, der faldt ind over området, skar hende let i øjnene efter mørket, og irriteret kneb hun dem sammen. Hun havde ingen tanke for, at man tydeligt kunne se hendes ansigt, da hætten hang ned ad hendes ryg, men vendte sig mod Morgoth og forsøgte at sige noget, der kun kom ud som en hvisken mellem læberne, uhørlig for de fleste.
” Tak.”

Han vendte forsigtigt ansigtet imod hendes, da han mærkede hende presse sit imod hans skuldre. Med en blid hånd, lod en behandsket hånd ligge imod det sorte og ganske krøllede hår. Han mærkede tydeligt hvordan kræfterne pludselig reagerede på hendes krop, og hendes voldsomme hjerteslag sænkede sig hastigt. Han trak vejret tungt ind, og lod hendes krop slippe fra den strøm af rolighed han gav hende. Det var skræmmende hvad han kunne udrette, især når kontakten til kroppen var så forbandet nær som den var nu.
Han hævede brynene let ved hendes spørgsmål, og lod et lille smil brede ud i ansigtet. Han lod øjenlågene falde let sammen, og rystede blot en anelse på hovedet, for derefter at lade det trække fra hendes hår. Der gik ikke længe før han svarede, med en blød beroligende stemme, næsten for blød:
,,Barnet rørte Dem inden i, fik dem til at reagere via følelserne. Det har skadet Dem, hvilket De sikkert selv kan mærke”
Han hentydede klart til hånden, men inderst inde mente han også hvordan barnet havde fået hende til at reagere. Dermed havde det ikke kun rørt hende fysisk, men også phygisk.
Han lod hende vikle sig ud af hans tag, og lod sine egne hænder glide ned langs siden. Han rørte sig ikke, og så blot afventende imod hendes tildækkede krop. Smilet fra hans læber havde forladt hans ansigt, men han så derimod stadig så fredelig hvilket langt fra passede til hans kropssprog. Men han havde ikke andet at gøre, da han udmærket vidste hvordan byen pludselig ville kunne futte af hvis man blot tændte hende nok af.
Han slog blikket til siden, og opdagede hvordan soldaterne atter begyndte at tænde lys i gaderne. Han syntes ikke at reagere på lyset der pludselig lyste gaden op, men lod blot blikket hvilke imod kvinden der stod foran ham. Han nikkede let imod hende, da hun takkede ham og lod et bittert smil falde over sine læber. Derefter sagde han intet, men vendte blot blikket imod vejen børnene havde løbet. Han holdte ikke af tanken om det skadede barn, og da slet ikke hvilken uro det kunne bringe i gaderne. Det kunne være nok til at skabe et oprør blandt en lille flok mennesker da børn, var for nogle, noget af det dyrebareste. Han lukkede øjnene knugende sammen, og lod en varsom hånd kører igennem det tilbage trukket hår,
,,Den evne De besidder, vil De lærer at kontrollere den?”
Spurgte han pludselig, og åbnede ganske let øjnene. Han studerede hendes ansigt, for at se reaktionen på hans spørgsmål, men der gik alligevel ikke længe før han fortsatte,
,,Jeg kan lærer Dem at kende den, og vise hvordan man kontrollere ilden i Deres krop – det kan redde dem selv for pine, og ikke mindst andre”
Han hævede ansigtet let, og skævede kort imod hesten bag ham. Den så ud til at have det ganske udmærket, da hovedet var sænket og næsen lagt snusende imod brostenene.

Det bitre smil, der viste sig på Morgoths ansigt, da hun takkede ham, foruroligede hende, som kunne hun fornemme hans bagvedliggende selviske ønsker angående byen. Der ligger et selvisk ønske bag hver en uselvisk handling! Tænkte hun bitter og slog øjnene ned. Hun havde ikke lyst til at se, om hun gættede rigtigt, men ønskede lige frem, at hun aldrig var rendt forbi ham. Selv om hun så ville have tilbragt natten i en celle eller det, der var værre, ville hun hellere have haft flugtforsøget gennemført, hvor der havde været bare en lille chance for succes.
Den bløde stemme var lige ved at få hende til at græde igen; for en sådan opførsel, som den hun havde udvist, ville hun ikke kunne have ventet andet end dødsstraf, men nu fik hun kun blide ord og trygheden i armene, der havde ligget om hende for et øjeblik siden, inden hun rystede dem af sig. Utaknemmelighed, var det første ord, der faldt hende ind, om hendes egen fremtræden.
Da hun hørte de første af hans ord omkring hendes evne, krympede hun sig og beredte sig på i det mindste en irettesættelse, men da han fremkom med sit tilbud videde hendes øjne sig ud i forbløffelse over det utænkelige tilbud. Om jeg vil lære at kontrollere min evne..?! Hun så på ham med en stærk længsel præget i øjnene; en længsel efter at forstå de kræfter, der var hendes, men som hun ikke kunne kontrollere. En længsel efter at gribe ud efter den hånd, der blev rakt hende, så hun kunne komme over det hul, hun var på vej til at styrte i. Ja! Skreg det inde i hende, men ikke et ord kom over hendes læber, hvor bloddråberne fra håndens sår havde farvet dem rødere end deres naturlige farve. Et syn, hun ville have korset sig ved at se, hvis et spejl havde været i nærheden.
Morganas tavse blik fulgte hans over til hesten og et øjeblik funderede hun over det svar, hun skyldte ham. I tavshed stod de, mens hun lod øjnene glide over deres omgivelser. Rundt om dem bevægede soldaterne sig; mennesker med en familie, der efter al sandsynlighed ville sørge lige så meget over deres død, som hun ville med en af sine brødre, hvis det nogensinde kom dertil. Tanken skræmte hende, og hun tog sig selv i at ville opsende en bøn til Isari, da hendes tanker igen faldt på den gerning, hun havde været tæt på at udføre. Ufrivillig, ja, men det ville stadig have været hendes kræfter, der dræbte ’uskyldige’. Igen følte hun sig usikker på definitionen af det gode, det neutrale og det onde. Morgoth havde udvist en form for godhed mod hende, da han afværgede soldaternes jagt på hende, men han havde ikke stoppet jagten på børnene, og hun vidste, at han tilhørte Mørkets Lord.
Men selv, hvis hun kunne skille de to modsætninger ad, ville hun ikke være morder.
”Har jeg noget andet valg end at lære at kontrollere den?” Spurgte hun med en bitter ironi, der røbede den magtesløshed, hun følte.

Han lod et afventende blik falde imod hende, da hun ikke så ud til at ville svarer i første omgang. Men da længslen pludselig vidste sig i hendes øjne, mærkede han den voldsomme glød der drog frem i hendes krop. Hun ønskede at lærer den, det kunne han mærke – men der var noget der holdte hende igen, hvilket kunne han ikke ane. Han anede godt den svage bitterhed ved hende, efter han netop havde mødt hende. Hun virkede direkte anderledes, i forhold til deres sidste møde. Hun havde været livlig, smilende og ikke mindst ydmyg. Sådan var det ikke just mere, efter hans mening.
Han rynkede brynene ved hendes svar, og undlod ikke at se blot en anelse spørgende imod hende. Han rakte udefter tøjlerne, og lagde en blid hånd omkring den for derefter at trække dyret sig nærmere. Han trippede en anelse tilbage, for så at stoppe. Da svarede han hende endelig:
,,Det er helt igennem Deres valg,”
Han trak tøjlen over hestens hoved, og lod det derefter hvile imod halsen. Derefter lod han blot hesten være sig selv, og lod den derfor stå bagved sig. Han ignorerede hende bitre, og ikke mindst ironiske tonefald, også selv han inderst inde ikke kunne lade være med at blot at blive en anelse provokeret af det. Men han magtede ikke at råbe op, slet ikke på dette sted.
Han vendte blikket imod hendes hånd, der var indsvøbt i dens eget blod. Hvordan såret var fremstået, var han ikke helt sikker på, men det var der og det blødte ufatteligt. Han sank en klump ved synet, og tog sig selv i at stå med noget så store næsebord. Lugten tillokkede ham, og fik hans mund i vand – rettere sagt, det gjorde ham blodlystig.
Han vendte blikket imod hende øjne, hvorefter han lukkede øjnene knugende sammen. Hurtigere end noget andet, dannede der sig en pæn hinde af væske over såret og en pæn skorpe lukkede det sammen – som det normalt ville have gjort, bare flere hundred gange hurtigere. Derefter lod hans øjne spærre sig op, på en uhyggelig saglig måde. Hvis han ikke havde så meget selvkontrol som han havde, angående blod og andre dødelige sager, ville man tydeligt have kunne ane den underlige form for blodrus han befandt sig i. Ikke besynderligt for en dæmon, eller for hans vedkommende halv-dæmon,
,,Hold Deres hånd i ro fremover,” konstaterede han pludselig,
,,De har allerede blødt en del, hvilket han bringe Dem ud i noget farligt”
Han kørte en let vibrerende hånd igennem håret, hvor han derefter sukkede højlydt. Langsomt så han frem imod hendes øjne, for derefter atter at fange hendes opmærksomhed. Det undrede ham en anelse, da han igen kom i tanke om hendes evne der indeholdte, manipulation af ild, hvordan hun havde fået den evne – og at han ikke havde opdaget det første gang de havde mødtes. Derfor vendte han tilbage til tale emnet, og sagde med et lettere mekanisk tonefald:
,,Hvis De er i tvivl, vil jeg blot sige: Tænk Dem om”
Han fugtede flygtigt sine læber, for derefter at fortsætte: ,,Det kan give konsekvenser, både for Dem selv og for Deres omgangskreds, hvis De undlader at lærer Deres evne”

Et forbavset gisp sneg sig over Morganas læber, da såret på hånden healede sig selv med lynets hast. Hun spærrede skrækslagen sine øjne op og stirrede med en blanding af frygt og respekt på personen foran hende. Frygten for, hvor meget han kunne manipulere med hendes krop, fik hende til at slå blikket ned, ude af stand til at turde se ham i øjnene. Denne mand… nej, dette væsen, er i sandhed langt over mig, og det, at jeg endnu ikke er død på grund af min opsætsighed… Hun fuldførte ikke tanken, men berørte den helede hånd, for at sikre sig mod, at det bare var en illusion på grund af hendes udmattelse. Følelsesudbruddet havde gjort sin egen virkning på hende fysisk, men den kraft, med hvilken hun havde forsøgt at dæmme op for hendes evne, havde kostet hende meget. Hun kunne mærke, hvordan den absolutte udmattelse lurede et sted kort foran hende i tiden, men virrede på hovedet og satte sig for at blive ved bevidsthed… i det mindste så længe, hun stadig ikke havde et sikkert sted at tilbringe resten af natten i, inden hun kunne genoptage sin søgen efter den budbringer, der kom med nyt til hende om hendes familie.
Han, budbringeren, skulle komme med svar på den forespørgsel, hun havde givet sin fader, om evnerne i moderens slægt. Morgana håbede at kunne finde en forklaring på sin voldsomme evne, og naturligvis at høre fra familien. Buddet ville kun blive i byen til næste dags middag, inden han rejste videre gennem landet, og hun var nødt til at sætte ham i stævne inden for at få tidningerne hjemme fra sin barndomsegn. Af frygt for ikke at modtage svaret fra faderen, havde hun begivet sig ud i natten.
Igen berørte hun hånden let og hans tilsyneladende ligegyldige omsorg for hende, forvirrede hende. Den var en anelse varm, hvor såret havde været, men den brændende smerte var blevet afløst af en veg trykken, som havde hun ved et uheld slået hånden mod en bordkant.
Morgana bøjede langsomt hovedet i anerkendelse af sandheden i ordene om hendes evne. Hun vidste, at han havde ret, og at selvom han gav hende valget, var der reelt ikke noget valg for hende. Med lav, men sikker stemme sagde hun:
”Jeg vil hjertens gerne tage i mod Deres gavmilde tilbud, herre, men sig mig blot, hvad De forventer som gengæld.” Hun sænkede ikke blikket denne gang, men så oprigtigt på ham med nysgerrighed og en form for lettelse. Selvom hun allerede følte sig i dyb gæld til ham, ville hun gerne risikere en dybere gæld, for den ’skat’, han tilbød hende. For hende ville det være en af de mest fantastiske gaver, hun kunne forestille sig, hvis der var nogen til at lede hendes forsøg med sin evne. Et sikkerhedsnet. En, der kendte de finurligheder, der skræmte hende.
”Jeg ønsker at forstå den evne, jeg aldrig har bedt om, selv, hvis det er en læremester som Dem, jeg vil få.” Et øjeblik gik, før hun eftertænksomt tilføjede: ”Misforstå nu ikke min udtalelse; jeg er blot opdraget efter andre værdier og idealer end Deres.” Et lille smil listede sig ind på hendes blodrøde læber, da hun mindedes, hvordan hun ved deres første møde havde spurgt ham til definitionen på ’godt’ og ’ondt’. Hendes nysgerrighed var stadig i behold, men i de forgangne måneder havde hun lært meget om livets sider. Hendes lette tilgang til livet var blevet afløst af en ironi, der havde til hensigt at skærme hende mod livets hårdhed, og det ville tage lang tid for hende, hvis hun skulle finde den barnlige respons frem igen. Hendes smil og latter gemte hun nu til de personer, der stod hende nær.

Han kendte endnu ikke til hvorfor hun havde ladet sig vandre ud ved denne tid, men han undlod at spørge mere indtil det. Af den grund, han vidste at hun ville have fortalt ham det ved starten, hvilket hun ikke havde gjort, men derimod løjet om det. Han hævede let brynene da hun satte sig ned, og som en hurtig reaktion på om hun ville falde, var han ved at sætte sig ved hende og gribe omkring hende. Han standsede dog i sin bevægelse, og trak sig derefter fra hende. Han undlod ikke at smile blot en anelse over hans bevægelse, og så derefter den anden vej. Det var besynderligt for ham, at komme så tæt på hende som han da kom også selvom det ikke var hans anden mening end at passe på hende.
Han rettede sig op i sin fulde højde, og lagde let armene overkors. Han så ned imod hendes siddende krop, og sukkede let over hendes svar. Han startede ud intet at sige, da han rent faktisk ikke havde nogen ide om hvad han skulle gengive ham for hans hjælp til hende. Hun skyldte ham allerede noget, som han endnu ikke havde fået. Derfor endte hans svar op med at være:
,,Lad os holde os til den forrige gengæld – Portrættet”
Han sendte hende et let lille vink med øjnene, der symboliserede et fredeligt smil uden nogen bestemt mening.
Da han atter så sig omkring, syntes alt at være brudt i stilhed. Gaden var ikke så fyldt som den havde været før, og de fulde vagter var drevet et stykke fra hvor de stod. De opholdte sig tydeligvis i nærheden af det nærmeste værtshus, eller også var de gået omkuld på gaden i en og skær fuldskab. Morgoth rynkede foragtende brynene, og lukkede øjnene beroligende i. Nu da ingen var i sigte, undlod han ikke at beholde masken på. Den var begyndt at blive en anelse belastende for ham, da han førhen så den som en udsmykning – da han engang ikke behøvede at bærer den af ren sikkerhed. Men sådan var det blevet, og sådan forblev det endnu.
Han lagde en blidt hånd mod panden af masken og trak den ganske blidt fra sit ansigt, som om den blot havde hvilet imod hans ansigt uden hjælpemidler – hvilket også var sandt. Det varme lys fra faklerne ramte hans iskolde ansigt, der udstrålede en kynisk udstråling men ikke mindst den kvindelige skønhed han nu var. Ikke at han var direkte kvindelig, for det var ganske tydeligt i hans mandlige ansigt at han ikke var. Men han bar en skønhed, en kvinde ville kunne gøre en klar måneskins nat. Han trak let ud i sin halv lange jakke, for derefter at placere den sølvfarvede maske i en inderlomme, der netop var tilpasset til den.
De røde læber smilte isende imod hende, og gjorde at de høje kindben bøjede sig op i et forsigtigt ansigtsudtryk. De lange sorte hår forblev tilbagetrukket også selvom masken nu havde fjernet sig fra hans ansigt,
,,Jeg misforstår Dem skam ikke, men derimod forstår jeg Dem”
Svarede han hende atter, og rynkede brynene let sammen i et respektabelt blik. Han sank øjnene imod jorden og trådte en anelse tilbage, så han kunne mærke hvordan hans muskuløse skuldreblade lå imod hestens bløde side. Han lod blikket glide over skulderen, hvorefter hans stikkende øjne plantede sig imod hesten varme – men blot en anelse urolige, blik. Han virrede let med blikket, og lod det derefter falde imod Morgana der stadig sad på jorden. Han gjorde en underlig grimasse, hvorefter han trådte to hurtige skridt imod hende,
,,Rejs Dem, og tillad mig at fører Dem hjem – De har intet at gøre herude, specielt ikke når klokken er så mage som den er”
Sagde han endelig, og greb blidt omkring hendes håndled for derefter at trække hende op i en blid bevægelse. Han lagde en hånd imod hendes hofte, og trådte hen imod hesten. Derefter satte han begge hænder imod hendes hofter, for at løfte hende op på den prægtige ganger,
,,Og dette kræver ingen diskussion, kan jeg fortælle Dem”

Med hovedet på skrå lyttede Morgana til han forslag om ’betalingen’ for at lære hende at kontrollere ilden og den enorme energi, der var dæmmet op for nu. hun forstod ikke, hvorfor han ville nøjes med så lidt, men hvis han ville indvillige i at modtage et portræt som betaling, var det ok med hende.
”I så fald, vil jeg gerne modtage det, De kan give mig.” Svarede hun og sænkede blikket respektfuldt. I og med at han nu var hendes læremester, måtte hun forsøge at udvise en adfærd, der passede det nye forhold mellem dem. Hun studerede igen hånden, hvor såret før havde været, selvom det svage lys fra faklerne ikke lyste særligt godt op. Hendes tankevirksomhed var så hæmmet af udmattelsen, at hun ikke engang undrede sig over, at hun kunne så hånden tydeligt. Havde hun været frisk, ville hun være blevet opmærksom på fænomenet, men nu rørte det hende ikke, at hendes syn var næsten lige så godt i mørket, som det var om dagen.
Da hun atter kiggede op fra hånden, havde Morgoth fjernet masken for ansigtet, og en ærefrygt vældede op i hende. Det ansigt, der kiggede ned på hende, var ikke det, hun kendte som den adelige herre, der havde redet hende. Hun følte sig beæret over endelig at se ansigtet bag masken, men det let flakkende lys fra faklerne gav skønheden et makabert udtryk. Selvom han på en eller anden måde fremstod ufattelig smuk med nattens mørke svøbt om sig, var der en kølighed i hans ansigt, hun ikke kunne live klog på. Et øjeblik forventede hun, at ansigtet ville være som en stiv maske, da masken havde været som et levende ansigt, men ansigtet bevægede sig lige så naturligt, som masken havde gengivet de forskellige udtryk.
”De forstår mig…” Sagde hun stille, prøvende, som for at smage på ordene, om de kunne være sande. I hendes udmattede tilstand var der dog ikke megen trods, og hun spekulerede ikke dybere over meningen af ordene. Hun have en fornemmelse af, at hvis hun lagde sig helt ned, ville hun falde i søvn i sølet som en anden rakkerkæling. At hun burde rejse sig op og finde ly for natten, var hun klar over, men viljen til at udføre tanken var der ikke. Tanker flød frit mellem forskellige emner, blandt andet Morgoths mystiske skønhed. Der var næsten ingen lyde til at forstyrre hende længere, og da soldaterne end ikke var i synsnærhed længere, distraherede de hende heller ikke i hendes tanker.
Derfor løftede hun hovedet i et ryk, da Morgoth hurtigt var henne ved hende. Den pludselige bevægelse var nok til at vække hende af den døs, hun havde været på vej ind i, og hun lod ham hjælpe hende op. Taget om hendes håndled var lige så forsigtigt, som da han havde lagt armene om hende tidligere, og det samme gjaldt, da han førte hende mod hesten.
Hjem? Jeg har intet hjem nu, så hvor er det hjem, han vil føre mig til? Og jeg har masser at gøre, men… - Hjem?! Morgana åbnede munden for at udtale det spørgsmål, der havde formet sig i hendes hoved, men før hun kom så langt, lukkede hun den igen i forbavselse over hans næste sætning.
Hun trak opgivende på skuldrende og bøjede hovedet for ham, men det var tydeligt, at et lille smil sneg sig ind på hendes ansigt over hans ordre. Hun var frygtsom for, hvor hun ville havne henne, men en form for barnlig nysgerrighed var spiret frem i hende. Hvor, mon jeg havner henne denne gang?
Hun lod ham hjælpe sig op på den muskuløse ryg af dyret og skævede utilpas ned på jorden. Det føltes stadigvæk fuldstændigt abnormt at befinde sig det stykke længere over jorden, og for at afhjælpe dén følelse, strøg hun hånden gennem det nederste af den silkebløde, nattesorte manke.
”Hej igen.” Hviskede hun så stille, at der næsten ikke kom lyd over hendes læber. Hun ville hverken komme med indvendinger eller spørgsmål til Morgoth, hendes mester, angående ’hjemmets’ placering, men kiggede på ham med et uudgrundeligt blik.

Han lagde en hånd imod hendes lænd og puffede hende en anelse frem, i håb om hun forstod at hvis hun ikke flyttede sig lidt, ville der være plads til ham. Dette ville han være yderst taknemmelig for, da det dog var hans hest og det var ham der skulle styrer dyret. Han gjorde en alvorlig grimasse, og
Han rynkede brynene ved hendes tanker, og undlod ikke at fortælle han havde hørt dem. Han vendte blikket imod hendes øjne,
,,De har intet sted at være?”
Han greb omkring sadlens ene side, og lod sig trække op i elegant bevægelse, hvor han let svang benet over den ene side og satte sig derefter op i sadlen. Han lagde armene udenom hende, og greb omkring tøjlerne der var lagt foran hende imod hestens nakke. I et halvhårdt ryk trak han tøjlerne tilbage, og hesten rettede ind efter det og lod hovedet sænke i en elegant form. Han lod blikket falde imod hendes skuldre, hvor han derefter intet sagde i et stykke tid, men satte sig blot til rette.
Han hævede derefter blikket og så målrettet imod Morganas ansigt, eller i hvert fald det han kunne fange af hendes øjne,
,,Nu da De tydeligvis ikke finder kroen sikker mere, kan jeg tilbyde Dem et værelse i mit palæ?”
Han hævede let det ene øjenbryn, og satte blidt fødderne i siden på hesten, og begyndte at trippe let ned af hovedgaden,
,,- Jeg ville også finde et mest passende, at øve med Dem i mit palæ – forstå De, der finder jeg bedst ro”
Han lod et let bittert smil falde over sine læber, og lod en let foragtelig tanke glide til soldaterne og det kaos de skabte omkring dem. De var ikke just de mest elegante, og oplagte mennesker til at udfører det arbejde de havde fået. Langt fra, men der var desværre ikke så mange andre – udover Mørkets krigere, som tilsyneladende opholdte sig rundt omkring i landet. Dem havde han for resten også tænkt sig at tilkalde til et lille ’møde’. Der var ting de skulle have ordnet, og ikke mindst sat på plads.

Morgana rykkede sig villigt, så der var plads til Morgoth på hans egen hest også. Hun lod stadig fingrene lege forsigtigt med hestens silkebløde hår, for at kunne rette koncentrationen mod noget andet end den uvante højdeforskel.
En rødme skød op i hendes kinder, da hun ved hans spørgsmål kom i tanke om, at han kunne læse tanker. Hun mindede sig selv om ikke at tænke for længe på noget bestemt spørgsmål, for at undgå at han læste det. Det skulle nok blive en prøvelse at være under hans råd, og samtidigt at skulle holde visse oplysninger for sig selv! Der var private ting og relationer, hun ikke havde lyst til at dele med hvem som helst; slet ikke en relativ for hende fremmed person som hans. Hun frygtede ham lidt… meget, måske endda, men der var ikke noget at gøre. Hun havde indvilliget i at komme under hans kyndighed, og så længe prisen var til at betale, ville det vundne overtrumfe de negative sider.
Hun rystede på hovedet som svar på hans spørgsmål og trak let på skulderen. Det var sandheden.
”Jeg vil være beæret over at få lov at befinde mig i Deres residens, hvis De tillader det.” Hun så sig over skulderen og bøjede hovedet let i en respektfuld og taknemmelig gestus.
Hun opfangede ironien og så ud mod de soldater, de kom forbi. Ro var der ikke meget af i natten, men sådan var det over hele landet. Kun få steder, hvor der ikke var andre mennesker, havde hun fundet en tilfredsstillende fredelighed. I den sidste tid havde hun haft sværere og sværere ved at finde steder, hvor hun uforstyrret kunne male eller ’lege’ med evnen. Det sidste sted, hun havde befundet sig var i en forladt ruin, hvor hun var stødt på en healerske. Det havde været nogle fredfyldte dage, men lige nu føltes de som en drøm. Kontrasten mellem de forskellige oplevelser var stor.
Hun sikrede sig, at hætten var godt oppe, så man ikke kunne se hendes ansigt, selvom hun i Morgoths selskab ikke følte sig udsat. Dels var det blevet en vane gennem de sidste måneder, dels ønskede hun ikke at skabe nogle rygter om hans person mellem de mennesker, de kom forbi, mens hesten skridtede ned gennem gaden. Hun havde ingen interesse i at blive et kendt ansigt mellem folk, fæ eller mørkets soldater.
Med sænket blik, lod hun Morgoth føre hende hen, hvor det behagede ham.

Han bredte ud i et ligegyldigt smil, og svarede hende med et næsten latterlignende tonefald:
,,Hvis jeg ikke havde givet Dem tilladelse, tror jeg ikke jeg havde startet ud med at foreslå Dem det?”
Han rystede let på hovedet, og skævede over hendes skuldre for at få retnings fornemmelse. Han vendte kort blikket imod hendes ansigt, og lod tænderne kort omslutte den lille kugle der sad nær midten af hans underlæbe. Han gumlede ganske, ganske kort på piercingen og slap den derefter. Det havde været en ufattelig dårlig vane for ham førhen, men han havde sluppet den i lang tid – indtil nu selvfølgelig.
Tempoet i hestens skridt fandt han udmærket, hvilket gav ham chancen til at gribe masken igen. Han satte den imod ansigtet, hvilket resulterede i at folk atter ikke havde chancen for at se hans rigtige ansigt – kun hans dybt stikkende, og ikke mindst isende, nedladende blikke. Han lagde hånden imod tøjlerne, og satte fødderne hårdt i siden på hesten. Hesten prustede let, og satte derefter farten op til et tempo der kunne ligge imellem trav og frit løb.
Hans overarme lod sig presse blidt imod hendes, i håb om at hun ville finde det mere behageligt, og tanken om at falde af for hende ville være forsvundet. Han skulle bestemt ikke risikere noget, da skaden kunne blive stor hvis man faldt fra hesten og ned på de hårde brosten – specielt for hovedet.
Han skævede let imod hende, og havde godt førhen anet den respektfulde gestus der havde fået ham til at virke nedladende, og ikke mindst langt større end hende. Ikke kun i status, men nærmere også som menneske. Følelse gjorde ham ubehag, og fik ham til at tænke videre over det. Med et let smil, sagde han imens de red igennem de mørkebelagte gader:
,,Hvis jeg skal kunne lærer Dem noget, må De kunne stole på mig”
Han rynkede brynene og så med et opspærret blik frem for sig,
,,Så derfor vil jeg sige til Dem: Stol mere på mig”
Han satte atter fødderne i siden på hesten, så løbet fra fuldstændig frit for kreaturet – dermed, løb den langt hurtigere end man kunne forestille sig.
Morgoth lænede sig let forover, hvilket Morgana højt sandsynligt også ville gøre. Han lod blikket forblive frem for sig, men derefter lod han en lille tanke glide fra hans hoved til hendes,
- Jeg læser ikke alle tanker unødvendigt, det ville være yderst uhøfligt!
Lyden af hesten hove imod brostenen gav genklang i gaden, men lyden dæmpede sig alt imens de red længere og længere imod Krystalbjerget. Der kunne de være sikre på, at ingen Mørkets Soldater ville nærme sig.

- Out

Et træt smil spillede om munden på Morgana, da hun mærkede hans arme beskyttende om sig. Synet af jorden, der hurtigt forsvandt under hovene på hesten, fremkaldte en let svimmelhed. Ubehagelig, var ordet, hun ville kunne bruge til at beskrive oplevelsen af den uvante fart og de udflydende konturer på omgivelserne omkring dem.
Hun nikkede let ved hans befaling om at stole på ham… - hun opfattede det, som en befaling, idet tonefaldet ikke angav meget valg. Og selvom hun skulle have et valg, ville hun nok ende med at følge hans råd. Der var ikke andre i denne del af landet, der havde vist hende samme generøsitet og ’venlighed’.
Hun lukkede øjnene og lyttede til den fremmede stemme i sit hoved. Det var en uvant måde at kommunikere på, og hun huskede også, at han sidst, de mødtes, havde frarådet hende at bruge den. I hendes tilstand af døsighed og udmattelse besluttede hun sig for kun at bruge det minimalt, i nødstilfælde eller på tidspunkter, hvor Morgoths selv indbød til det.
-Javel.

//Out.

En tæt og høj snakken, samt lyden af heste sko, en kold brise og råbene handelsfolk, i en større mængde af vinterklædte folk.
Mellem alt dette, står Suki i en for lang frakke, med sin sygeplejske kittel på under, samt lidt for store læderstøvler, der giver dybe dunken når hun går i dem. Sammen med det har hun sit lange hår til at hænge frit i den bidende aftenvind, med en hue over hovedet, med huler til hendes ulve ører, som peger skiftende alle veje; alt imens hun står og kigger ved en bod, fyldt med frugter, grønsager og planter.

Selvom det er koldt i vejret, fryser Kinzu for en gangs skyld ikke. Han vader rundt i en kappe der, på trods af at være et godt stykke for lang og nærmest slæber hen af jorden efter ham, så han er ved at træde på den, hver eneste gang han tager et skridt, varmer godt. Han har ingen handsker på, men når hans fingre begynder at antage en lettere blålig farve af kulde, kan det klares ved at han ligger armene over kors og gemmer sine hænder godt i albuerne.
Han ånder tungt ud, så han i et kort øjeblik kan se sin ånde i mørket. Han skæver op og ned af gaden, alt imens hans blik glider undersøgende hen over alle boderne. Der er boder med stort set alt, hvad man kan tænke sig, men ikke lige det, han har brug for. Han er sulten, så han kan være ligeglad med krukker og smykker og stof i alverdens farver. Hans blik falder på en bod med frugter og grøntsager. Frugt plejer normalt ikke at være halvt så dyrt som brød og varm mad, så måske han kan finde ud noget der, han har penge til at købe. Han trakker på skuldrene og går hen imod den, mens han blik hurtigt strejfer en anden person, der står og kigger ved boden. En kvinde, ser det ud til. Med ulveører.