kravenoh står lidt og ser på murizz men da han går
om på den anden sidde af træet går han bare om på
den anden side " ser man det hvem har vi der?. er det ikke lille
fortabte murizz " han smiler lidt og ser på ham

Han ser på Kravenoh igen. Han lægger kort efter hænderne på Kravenoh's bryst og skubber kort til ham (?).
"Hold dig væk..!" siger han kort og lavt. Han vender derefter ryggen til ham, lægger hænderne på træet, og stiller sig ind til det.

han smiler kort som du vil han går lidt til
han går stille og roligt den anden vej han stiller sig op af træet og kigger på ham med et smil på læben han vender ryggen og går der fra



//out

Han skæver til ham, og ser så kort efter ham. Han vender sig kort efter om og går derfra.

//Out.

Stilhed. Mørke. Uhygge. Mange ord kunne dække området inde i den mørke skov i øjeblikket. Kun enkelte vindpust skabte lyde takket være knirken i grenene og rysten i bladende.
Den tætte underskov virkede til at kvæle de store træer, med de lange tynde grene der klemte omkring de mørke stammer i et forsøg på at klatre op mod den nu lysende, runde måne.
En pludselig og hurtig knirken slap dog igennem det tætte buskads, da hurtige skridt maste alle planterne uden omtanke.
Som et dyr sprang en mørk skikkelse igennem nogle tætte buske og landede på alle fire, inden han med en svagt bukket ryg løb videre.
Man skulle næsten tro han var på flugt som han dog løb og trak vejret dybt. Man skulle næsten tro at sveden ville hagle af ham på grund af de ihærdige skridt.
Det tog dog mere end en time før han stoppede op, knækkede forover og lagde hænderne på knæende og lød mest af alt som en hund der ikke kunne få vejret.
Hans hår var mere puffet op end normalt, han havde ikke sin normalt frakke på og hans tøj var knap så flot som det plejede.
Med et første øjekast ville det ligefrem være svært at se hvem han var, men han var dybest set ligeglad, nu blev han bare nød til at få vejret igen.

Hun havde siddet her i al for lang tid. Så lang tid, at mørket kun synes endnu mørkere på trods af fuldmånens sølve lys, der delvist fik mast sig igennem de nøgne grenes ly og nåede skovbunden. Men det varede sjældent længe før en fed sky kom i vejen, og alt igen lå i kvælende mørke.
Geill havde vænnet sig til det. Lys, ikke lys, og vindens ubehagelige rusken i træerne. Stadig sad hun på hug for foden af et mørkt træ bag buskads og krat og holdt et vågent øje med omgivelserne. I sine hænder sad hun med bue og pil parat til at skyde det første dyr der skulle dukke op, og mon end ikke hun troede at have fået bid.
Vindens musik blev forstyrret af voldsom raslen og hurtige bevægelser gennem skovbunden. Pigen følte sig lettet over et muligt bytte endelig var dukket op, og langsomt rejste hun sig krumrygget og tog sigte mod den løbende skikkelse. Hun skænkede det ikke en tanke hvad det var for et dyr hun havde udset sig, før det pludselig stoppede op og begyndte at hive efter vejret som en anden hund. Det fik hende til at rynke brynene, da hun ikke var interesseret i at skyde efter rovdyr, men det var ikke alene dét der fik hende til at sænke buen og blinke et par gange.
Da månen fik sin adgang og lyset badede skovbunden bedst muligt, genkendte hun ikke længere et dyr, men en mand.
Og ikke bare hvilken som helst mand, hvilket fik hende til at skære tænder og næsten smide alt hvad hun havde i hænderne hårdt mod jorden.

"Kyo for helvede!"

Bandede hun og trådte frem imod ham med faste skridt. Tænkt hvis hun havde skudt? Den idiot sådan at... Snyde hende på den måde! I-D-I-O-T! Det var hans skyld hvis han havde fået en bil gennem brystet.

Det spjætter noget så voldsomt i ham da hun pludselig kalder og han vender sig hurtigt mod hende, en hånd hævet for hurtigt at kunne angribe.
Dog da han fik registreret hendes stemme, hendes skridt og hendes vejrtrækning, trak han atter armen ned og lagde den på hoften i stedet, stadig med en tung vejrtrækning.

"Hvad.. Hvad i helvede.. Laver du her?"

Spurgte han dybt, de syleskarpe tænder blottet inden de blev dækket af en skeletagtig hånd og han hostede besværet.
Hævede et øjenbryn af blodet der nu gled ned af hans fingre og viftede hånden irriteret væk fra sig.
Dét skete også når han løb alt for langt, alt for længe. Det rev ligesom hans lunger op, specielt efter et par dage uden søvn, mad eller drikke.
Han burde lade være med det her.
Han så dog pludseligt hen efter hvor hun havde smidt sine ting og havde begge øjenbryn af hendes våben, kunne ikke holde et hæst fnis nede.

"Skulle du til.. At skyde.. Mig?"

Det var normalt at være forpustet. Selv for dæmoner, ik' sandt? Så dæmonens egentlige ilde tilstand blev hende først iøjenfaldende, da hun kom tæt nok på til at se opkommet af hans besværede host.
Brummende rynkede hun på brynene og skævede til blodet på hans hånd, før hun så ham i øjnene. Langsomt lagde hun en hånd på hoften for at gøre ham posituren efter, kun med den forskel at der var lidt mere på pigen at lægge hånden på. Hofter.

"Jeg jager, som du nok kan regne ud. Og som du tog dig så dyrisk ud var jeg lige ved at skyde dig, ja -- Hvilket ikke er sjovt! Så du skal ikke fnise."

For hidsig til at vise dybfølt bekymring fortsætte hun snerrende.

"Hvad har du lavet for at blive så ilde, anyway?"

Det var normalt at være forpustet. Selv for dæmoner, ik' sandt? Så dæmonens egentlige ilde tilstand blev hende først iøjenfaldende, da hun kom tæt nok på til at se opkommet af hans besværede host.
Brummende rynkede hun på brynene og skævede til blodet på hans hånd, før hun så ham i øjnene. Langsomt lagde hun en hånd på hoften for at gøre ham posituren efter, kun med den forskel at der var lidt mere på pigen at lægge hånden på. Hofter.

"Jeg jager, som du nok kan regne ud. Og som du tog dig så dyrisk ud var jeg lige ved at skyde dig, ja -- Hvilket ikke er sjovt! Så du skal ikke fnise."

For hidsig til at vise dybfølt bekymring fortsatte hun snerrende.

"Hvad har du lavet for at blive så ilde, anyway?"

"DU jager? .. Pah.. Du ville ikke kunne.. Ramme mig om jeg så stod.. Lige foran sig"

Knurrede han drillende med et halv stort skævt smil, betragtede hende ellers dyrisk fra sin plads med hovedet let på skrå.
At hun efterabede hans positur fik ham blot til at hæve et øjenbryn og atter fnise lavt. Muggen unge.

"Jeg træner.. Har løbt et par gange.. Rundt om skoven.. Startede da det blev mørkt"

Sagde han roligt, undrede sig lidt over hendes kommentar og bekymring. Var ærlig talt ikke rigtig vant til det.
Desuden så han da ikke ilde ud, gjorde han? Altså.. Mere end normalt. Han var trosalt stadig et omvandrende skelet, havde poser under øjnene og var bleg som et lig.
Det forkommede ham ikke så vigtigt. Den unaturlige, dæmoniske charme var der trosalt næsten lige meget hvordan han endte.

Hun kunne ikke stoppe sig selv fra at bore neglene ned i hoften ved hans hån. Men end gjorde hun ikke andet end at sende ham et vredt blik gennem sammenknebne øjne.
Pigens hår var et rod og hendes yderste sæt bukser var revet op flere steder efter asen og masen gennem skov og krat. Skindet hun bar om halsen var for varmens skyld, og den halvlange brune frakke så slidt og gammel ud, mens det tynde stof hun bar om hænderne forsøgte at fungere som et par handsker.
Dette var hendes varmeste tøj i disse kolde vintermåneder, og selv om dets ilde udseende var det ikke så slemt som Kyos.
Og ved dennes ord lod hun hånden falde af sin hofte, som stirrede mistroisk på ham.

"Hvorfor dog gøre noget så formålsløst?"

Spurgte hun og knyttede en næve.

"Og hvorfor lige her? Kyo, du er sådan en idiot! Jeg ku'... Ih, jeg hader dig."

Og med de ord vendte hun ryggen til ham med armene over kors. What the hell? Hun havde lyst til at hvæse af ham, kratte øjnene ud på ham og trampe på hans sølle skikkelse af rent raseri. Først var hun ved at skyde ham, fik et chok ved erkendelsen af dette, opdagede hans ilde tilstand, fordi han bare var på en lille løbetur, og til sidst gik det op for hende, at han måtte have skræmt byttedyrerne bort, og at hendes time-lange ventetid derfor havde været forgæves.
Hun havde da god grund til at være sur og bitchy, synes hun, mens hun ovenpå al dette blot var glad for at se ham selv i denne tilstand, hvilket bare bragte mere forvirring til hendes pressede forstand.

"Nytteløst? .. Kære ven, træning er noget af det eneste.. Jeg har at tage mig til i den her tid. Desuden.. Hvis jeg er ude af træning kan jeg ikke slås, eller jage"

Sagde han tungt, lød lidt som en højrøvet storebror der skulle forklare sin babysøster om hvorfor det var godt at være populær.
Han betragtede hende stædigt og kneb øjnene svagt sammen over hende alt for lette tøj.
Han selv havde blot en skjorte og tynde bukser på der blev holdt oppe af et skinnende bælte, så for et menneske kunne det antages som dødeligt lidt, men han kunne jo næsten ikke føle kulde.
Hun derimod var blot et barn der heller ikke havde ordenligt tøj og han tænkte hurtigt på et børnehjemsbarn der var stukket af fra huset.

"Nej du kunne ikke havde ramt mig. Hvordan er det egentlig du ser ud? Hvad er det for noget tøj?!"

"Træning? Hvis du vil gøre din krop en tjeneste fysisk, så begynder du at æde!"

Snerrede hun og hadede ham for det svar hun fik. Han trænede fordi han ikke havde andet at lave, jamen se dog på ham nu.
Desuden prikkede ordene "kære ven" til hendes gule, rasende dyr med en nål og fik den til at grynte af irriteration. Han talte altid ned til hende. Uden undtagelse.

"Jeg kunne have ramt sig midt i panden, hvis det var det jeg ville."

Og hvor følte hun sig dog barnlig, da hun kom til at stampe i jorden. Den sendte helt forkerte signaler, men bevægelsen var jo allerede sat i værk før hun kunne nå at stoppe den. Pis.

"Og du skal ikke se skævt til mit tøj når dit er mindst ligeså ringe! Du bliver syg og dårlig, at du ved det."

Muggent knugede hun hænderne om sin frakke og ville for alt i verden snyde ham for det faktum, at hun selvfølgelig frøs efter at have siddet stille i timevis i mørke og kulde.

"Så.. Så få noget mere tøj og fedt på kroppen, din.. zombie!"

Jaeh.. Så langt rakte Geills fantasi og ordforråd.

"... Jeg spiser fint"

Hvæsede han lavt, de sorte øjne var fæsnet på hendes ansigt og han endte med at ligge hænderne over kors.
Smilede dog overlegent da hun trampede i jorden og udentvivl fortrød det lidt efter, vendte hovedet svagt på skrå og så ellers ned på hende. Hævede atter et øjenbryn og lod være med at kommentere det.
Det var ligeså slemt som at sige at hun ikke ville kunne ramme om hun så prøvede alligevel.

"Jeg kan ikke fryse."

Konstaterede han flat, fik det let til at lyde som om at hun lige havde sagt noget så tåbeligt som at katte kunne flyve.

"Køb dig dog noget nyt tøj.. Få et job, hug noget, NOGET!"

Den sidste kommentar fik ham dog til at trække lidt på næsen og knibe øjnene mere sammen så de glitrede ondskabsfulgt i mørket.
De sugede nærmest mørket til sig da de selv virkede sortede end selv det kvælende mørke omkring dem.

"Hold nu kæft"

Snerrede han overraskende vredt. Det skulle hun kraftedme ikke blande sig i. Og han gjorde hende opmærksom på at hun skulle passe på det emne.

Så han kunne ikke fryse. Nå. Fint. Men det var ikke nogen undskyldning for ikke at have nok tøj på kroppen! Eller jo, det var det, men det ville Geill ikke have det til at være, derfor lagde hun armene over kors og så surt op på ham.
Og da han tilmed nævnte at hun burde stjæle, skar hun tænder.

"Jeg stjæler ikke! Det er kun hjemløse gadebørn der finder på sådan noget. Og jeg ikke hjemløs, eller et gadebarn!"

Ømt punkt, indeed. Ingen skulle få den opfattelse af hun var hjemløs og måske endda uden familie. For hun havde en familie, både død og levende, her og der.

"Og de penge jeg har sparer jeg til vigtigere ting end tøj."

Afsluttede hun så med den lille skindpose i tankerne, som Kyo havde givet hende sidst de mødtes. Kun lidt af pengene havde hun brugt på noget så barnligt som slik. Hey! Slik var så sjælden en fornøjelse for hende, at hun ikke kunne lade være da hun så de små poser med bolsjer og lakrids i vinduet sidst hun var i byen.
Og slut skulle det ikke være, da han snerrende bad hende holde sin kæft.

"Det er længe siden jeg har set dig spise, Kyo, og det skulle ikke komme bag på mig, hvis det er fordi du end ikke er i stand til at jage med den bunke hud og knogler."

Ha! Som en spydig omgang gengæld for "du kan ikke ramme"-halløjet, hvilket hun udemærket vidste var løgn. Hun havde skudt med bue og pil siden hun var syv.

".. Er jeg pludselig et hjemløst gadebarn?"

Spurgte han undrende, man skulle tro at han ville blive fornærmet over det, men teknisk set passede beskrivelsen jo fint.
Eller nej han var jo langt fra et barn mere.. Og han havde fået et hus tilraget sig til ham og Chinaza, men der var nu noget underligt rigtig ved den sætning..
Måske fordi han netop havde levet sådan det meste af hans liv.

"Hvad ville være vigtigere ting end tøj, når det er vinter og du kunne dø af kulde på én nat?"

Spurgte han flabet, stadig med armene over kors og så slet ikke på hende. Som var hun en lille plante han kunne træde på.
De sorte øjne åbnedes dog igen da hun atter kommenterede dét og han kunne ikke holde en lav hvæsen fra at slippe fra hans hals. Var hun åndssvag?
Han så ondt på hende, inden han med unaturlig hurtighed fik sig stillet få centimeter fra hande, var næsten sat på hug for at kunne kigge hende i øjnene og stadig med den vrede hvæsen.

"Jeg tror du er blevet alt for rolig i mit samværd, unge dame"

"Ja! Ja du er, en hjemløs gadeunge med lus."

Selvom han nær havde langt det vrede fra sig til fordel for en undren, skulle det ikke holde Geill fra stadig at hvæse og kratte.
Hidsigt borede hun fingrene ned i sine overarme og trak diskret skuldrene op mod ørerne, stadig påpasselig med ikke at lade ham opdage, at hun frøs. Hvis hun rystede (gjorde hun? Det vidste hun ikke), kunne hun vel godt komme afsted med at bilde ham ind, at hun rystede af raseri.
Hun følte i hvert fald godt, at hun kunne.

"Jeg sover ikke ude om natten! Og desuden er mad vigtigere. En fyldt mave og fedt på kroppen, du ved."

Sagde hun og skævede til ham ud af øjenkrogen for at betragte om han forstod hentydningen, men der gik ikke længe før han pludselig var helt oppe i ansigtet på hende med et vred hvæsen. Overrasket trådte hun flere skridt tilbage, selvom hun hadede at give sådan efter.

"Hvad er der nu galt i at bede dig om at ta' på?! Kyo, havde du været et menneske var du død allerede, så tynd er du. Idiot."

"Jeg kan ikke se hvad det i helvede rager dig, din åndsvage lille horeunge. Jeg er ikke et forbandet menneske, så det kan trosalt være pisse lige meget"

Hvæsede han dybt, da han trodsalt vare både længere og hurtigere end hende greb han ud efter hendes hals, for blot at holde hende fast.
Selvom han ikke snakkede særlig pænt normalt, var det næsten helt uvant at høre ham snakke så grimt, selvom det mere var den normalt halv lyse stemme, der var gået helt ned i det tunge.
Hans knurren var der stadig og de pupilløse øjne var fæsnet på hendes ansigt, forventende og onde.
Hun havde åbenbart glemt alle de tæsk hun havde fået tidligere, glemt de ar hun havde op og ned af halsen fordi hun skulle være flabet.
Mennesker lærer aldrig af deres fejl.. Hende her var vist ikke bedre.

"Åndsvage lille horeunge!!?"

Han havde kaldt hende det før, synes hun at kunne huske, men ovenpå sit nuværende raseri pissede det hende bare af i helt nye højder. Hun var på randen til tårer af hidsighed, og det gule dyr i pigens indre gryntede, viste børster, stampede i jorden med forbenet som en tyr og rystede voldsomt.

"DU--"

Begyndte hun, men lod sig afbryde brat, da en klam hånd greb hende om halsen og forhindrede hende i at komme væk. Selv hvis hun ikke kunne se ham, selv hvis hun ikke kendte til hans tilstedeværelse på dette tidspunkt, ville hun stadig kunne mærke, at det var Kyos hånd og ingen andens.
Den var virkelig ikke andet end skind og ben, hvilket skræmte hende mere end dæmonens onde øjne, der nu stirrede på hende, og den dybe knurren, som nu rungede i hendes ører.
Og nu, med denne hånd om halsen, fik hun uhyggelige flashbacks fra den dag, hvor den sidst havde været der. Den dag hun fik sine voldsomme ar på halsen, som ikke kun var foresaget af dæmonens kløer, men også tænder.
Han havde fandme bidt hende dengang, og med det blik han nu sendte hende, følte hun sig langtfra sikker på, at han ikke kunne finde på at gøre det igen.. Og suge hendes blod.. Fuck, hun blev nødt til at stoppe med at drive forhastede konklusioner.
Hårdt kneb hun øjnene sammen for at undgå hans blik, mens hun med begge hænder greb om hans alt for tynde underarm. Traumatiserede tanker fokuserede et øjeblik på det faktum, at Kyo kunne bruge ild når som helst og hvor som helst, men ligesom før nedtrygte hun frygten og sank en klump.
Han skulle ikke have lov til at vinde bare fordi han havde fat i hende. Hun tvang altså sig selv til at åbne øjnene og se på ham igen.

"Hvorfor rager det ikke mig?! Nok er du ikke død af det, men det kan kraft'helvede da umuligt være i orden at være så tynd, selv for en fandens dæmon som dig! Hvorfor blive så rasende over at blive kaldt et skelet med skind, når du kan se det passer, men intet gør ved det?!"

Råbte hun og nærmest lænede sig ind i hans hånd som for at komme ham nærmere og lade ordene nå dybere ind i det lortehoved, Kyo kaldte for sit.

Tænk at hun ikke gav op! Hvad i helvede var der dog galt med det lille pigebarn, siden at hun bare blev ved og ved?!
Han skar næsten tænder af den boblende vrede der befandt sig i ham i øjeblikket og lyden var så skarp at selv Geill ville kunne høre det og se det.
De fleste af de sylesparke tænder var blottet i den rasende hvæsen og han strammede hånden omkring hendes hals, havde så lange fingre at han kunne bore de skarpe, sorte negle ned i hendes nakke.

"Plejer bekymring ikke at være noget venner, familie eller kærester har?"

Spurgte han flat, lagde hovedet på skrå og strammede kort hånden, men ikke for længe. Tøsebarnet skulle jo svare først.

"Kunne det ikke tænkes at jeg ikke interesserede mig noget så grueligt for det? Det er ikke et handicap"

Knurrede han dog efterfølgende, havde egentlig lyst til at flå hendes ansigt af. Med tænderne.
Den kolde vinternat virkede hurtigt til at blive en hel del varmere, hun måtte hurtigt ligge mørke til at hans hånd selv var blevet varm nok til næsten at kunne brande hendes hud og hun kunne da se at han havde noget så grueligt LYST.