Elizeph finder ikke noget farligt i den andens trudsler.. faktisk finder ham dem mere latterlige end noget andet.
"Tal De nu ikke om positioner, De som blot er et simpelt menneske med storhedsvandvid." slynger han koldt tilbage.
"Aftalen lød på at vi skulle have overdraget det nye sted, og jeg skulle godkende det først, SÅ kunne De renovere på ruinen, ikke før! Spar Mig for Deres lamme kommentare, for det har jeg ærlig talt ikke tid til at høre på. Hvis De var en mand af ære, havde De overholdt aftalen. Det viser bare hvor lidt De egentlig er værd. Så pas De nu på, De leger med kræfter De ikke kan styre." Elizephs blik snørres let sammen. Ja, han er langt stærkere end hvad han sådan lige ser ud til. Faktisk meget stærkere. Men dog kun på magisk basis, for fysisk, kan han nemt overvindes, hvis man da kunne komme forbi alt magien.
Rummet tømmes fortsat for ilt lidt efter lidt.. Nearyn vil sikkert kunne mærke den manglende ilt i luften.
"De undervudere os. Pas på, en dag går vi måske hen og bliver Deres fjender. Hold Dem på god fod med dæmoner, med mindre De ønsker Deres sjæls fremtid skal være at rådne op i helvedes ild. Det sker, hvis man dræbes af en dæmon via. mørk magi, ved De nok."

(gyah >_< brb, læge)

Nearyn er stille et kort stykke tid. Hans blik bliver mørkere.

"Forkert svar, Elizeph, jeg er ikke ansvarlig for folks tåbelighed. Ikke for mine mænds da de bestemte sig for at gå imod mine ordre. Og heller ikke din, da du valgte at ignorere mine advarelser. Jeg ved at du er magtfuld med din magi Elizeph, men hvad du tror er styrke tjener dig ikke til nogen hjælp her. Du er den der undervurdere mig. Kalder mig et menneske, når jeg er langt mere end det. Men ak, dit sind er for snævert. Du kan ikke begribe hvad du ikke kan se."

Nearyn løfter en hånd demonstrativt frem for sig og holder håndfladen opad, i en gestus som gav man folk et æble.

"Forstår du... helvedes ild, kan ikke røre mig. For jeg er ikke begrænset af det kød jeg bor i." Han lod sætningen hænge lidt.

Han skulle til at tale da han mærkede den tøre kontur luften fik.

Ilten... Igen det samme nummer. Nearyn overvejede sine handlinger og bestemte sig for at fortsætte sætningen. Han lod luften omkring sig fylde med ilt igen og frydede sig ved tanken om hvordan elizeph ville se ud hvis han bare havde stået der i flere minutter uden at bukke under for den manglende ilt. Han skød tanken ud af hoved, og fortsatte.

"Men, - Elizeph, dæmon og tåbe, Det er du. Og du selv er mere æresløs end jeg selv med dit tåbelige forsøg på at dræne rummets luftkvalitet"

Et smil viste sig på Nearyns læber. og hans øjne begyndte at lege spillende. "Du er ude hvor du ikke kan svømme"

Med et sug forlod al magi Elizeph. Al magi i hans krop, sjæl, og i etvhert stykke udstyr han bar. Flået fra ham som et ekstra hudlag.

Nearyn kendte følelsen, af at få revet magien ud af sig. Hvordan det føltes for ham selv. Som at få slået luften ud af sig, og være helt tom indeni. hvordan han havde måtte gispe efter vejret i et øjeblik, blot fordi det føltes somom der manglede noget. Han overvejde hvilken effekt det ville have på en dæmon som Elizeph, hvis magi var så stor en del af ham. Han så med iver. Den store stendør faldt i bag dem og smeltede sammen med væggen. Nearyn og Elizeph var alene i rummet.

"De taler med en tunge De slet ikke ejer." siger han koldt.
"De er dog den laveste, ikke engang at have styr på sine egne mænd. Og De agter stadig at kalde Dem selv magtfuld? Jeg betvivler stærkt Deres ord." siger han koldt.
"Helvedes ild strækker længere end De vil kunne forstå med Deres simple menneselige hjerne. De kan tro hvad De vil, men det er kræfter størrer end De kan fatte.
Elizeph hæver blot øjnbrynet da Nearyn siger det omkring luften i rummet.
Det er nu blot en almen reaktion fra mit humør... Intet attentat forsøg ligger bag det.. han undre sig over Nearyns parnoide holdning til dette, og kommentere det blot som en lav mumlen; "Parnoide idiocynkrasi.."

Han mærker dog hvordan hans krops energier bliver trukket ud af ham, og hans øjne falmer, hårets smukke glans syner hen og det ellers meget smukke hår, blir mat og gråligt i det.
krystallerne omkring staven falder tungt til gulvet, og han ender med at støtte sig til den, kort hvor hans ben næsten ikke kan bære ham.
"De var advaret.." hvisker han hvislende, lettere slangeagtigt...
Elizephs magi er stor, og da den er suget ud af ham nu, kan han knapt leve mere... som om han slet ikke har overskud til at ånde, ikke overskud til at se, høre eller lugte.. Men det er der råd for.
"Var Deres mund, måske bliver det Deres død." han hæver blikket. Hans øjne er matte og flaskegrønne, hvor der normalt hviler en safirgrønlig farve fuld af liv og glæde.
Han ranker sig op, hæver staven over jorden.
Han tager med begge hænder om den. han slår bunden af den mod gulvet, og mumler en formular.. de fine krystaller der før svævede omkring den, letter endnu engang, og begynder nærmest at trække alt lys ud af rummet. Det sjove ved den er, at den kan samle magien i omgivelserne. Og i hans magiske rammer, er der små depoter i alt. selv støvkornene som svæver rundt i den kølige luft.
Glansen vender tilbage i hans hår, og ganske kort efter har han genvundet en del af det han mistede, men langt fra halvdelen. Men nok til at han kan benytte sine magiske færdigheder.
Han vipper staven på en bestemt måde, gør en bevægelse med den ene hånd imens endnu en formular mumles og afsted slynges en nærmest tyk dyne af kvælende kviksølvsdampe, som en gigantisk røgsky mod Nearyn.
Ikke det stærkeste træk fra Elizeph, men direkte dødbringende. Indånding af for mange dampe derfra, gir først hjerneskade, og tilsidst dør man af det. Ud over det kan man ikke trække vejret i det. Molekylerne fra hans angreb smyger sig ind, selv mellem de tætteste beskyttende skjolde.

Nearyns ene øjenbryn hæves lidt da elizeph trækker på magien i rummet. Intressant evne. En skam at den ikke vil komme ham til gode. Flaben vidste ikke hvem han havde med at gøre. Ham! Den store Nearyn Darkstar!. Den lille mide anede ikke hvor meget han tog fejl. han troede at han stod overfor et simpelt menneske. Det kunne være sjovt at lade elizeph slås lidt for det. vise ham hvor magtesløs han var overfor Nearyn. Nearyn smilede invendigt, men holdt facaden udaftil. Han ligger begge sine arme på deres respektive armlæn, med håndfladerne nedaf.

Elizephs magiske giftsky flyver imod nearyn.

Med et skeptisk blik kikker han på den.

"sødt" siger han spottende.

Nearyn rør sig næsten ikke. hans venstre pegefinger hæver sig kort og peger dovent på skyen.

Skyen trækker sig sammen og bliver til et agern. Agernet svæver hen til nearyn som rækker ud efter agernet og tager det blidt imellem to fingre. Han studere det kort med falsk fascination inden han slipper den og hans hånd vender tilbage til armlænet. Agernet lyser op og bliver til en kraftig hvidtstrålende, agernformet lysbold, der kort derefter vrider sig og vender sig, strækker sig og bøjer sig. indtil den lysende skikkelse ikke er et agern men snarere et væsen. Lyset dør hen og erstattes af skæl, kløer, vinger og tænder. Et brøl fylder rummet idet den nytilkomne store Blå drage tårner sig op over dæmonen. Den opservere sit bytte med sine store kloge reptiløjne.

Fra bag ved dragen ser Nearyn til. Dæmonen skulle komme til at føle ydmyghed. Han var INTET i forhold til Nearyn selv. Han skulle komme til at kende sin plads. Ham og resten af hans art.

Elizeph rynker blot brynene.
Javel ja.. tænker han, men det huer ham ikke.. indtil videre tester han egentlig mest bare sin modstander. Han lader med vilje Nearyn overvudere sig selv.
"Jamen ser man det.. er det Deres kæledyr?" spørger han bare koldt.
Jeg kunne dræbe ham med et enkelt blik... La gáme, kan dræbe alle, lige gyldigt hvor stærke de er.. men det vil koste mig mit eget liv i købet.. tænker han, selvfølgelig med en tankelæsningsblokade.
Han hæver staven over sit hoved.
Han begynder at hvisle en lav formular endnu engang. Nearyn vil ikke kunne se magiens virkning, men han vil hurtigt finde ud af dens virkning, hvis han får såret Elizeph...
En splint i hånden på Elizeph, ville få magien til at reagere, så Nearyn ville føle det som om hans håndled blev splittet op af en syl. En ondsindet magi.

Nearyn ser undrende på Elizeph. "Kæledyr?"

Hans blik møder elizephs "Det er blot en reflektion af min vilje." Nearyn er så ganske udemærket klar over hvad Elizeph laver. Dæmonen forbløffer ham. Hvor ville han have gjort en frygtelig modstander uden for nearyns domæne.

Hmpf.... en skam du ikke kan komme væk herfra ikke sandt, Elizeph. Du kan intet skjule for mig her. Din besværgelse er kompliceret og ond. Jeg kendte den faktisk ikke. En meget storslået bedrift at du kan kaste magi jeg ikke kender, men det tjener dig ikke til noget. Det virker nemlig ikke herinde HAHAHAHA. Du er i mit Horizon Realm, jeg er omniscient og omnipotent her. Leg du blot med mig, du vil snart nok opdage at din eneste vej ud herfra er ved at tigge.

Dragen opløses og bliver til en myriade af små blå glimt der begynder at svirvle til en tornado af blåt lys. Den splittes i fire svirvlene vindstrømme som hamre ned imod Elizeph fra loftet. Nearyn ønsker den magi Elizeph har lagt på sig selv forsvinder, og sådan bliver det. Vindstrømmende tordner imod Elizeph med stor hast klar til at skære i ham og flå ham med en svirvlenen myriade af skarpe blå drageskæl.

Du aner ikke hvad du er ude i. du har kun magi her fordi jeg lader dig have den. Du kan få lov til at køre dig selv træt. Til du vil tigge mig om at lade dig slikke mine støvler!

Men Neyran kan ikke fjerne besværgelsen om Elizeph. Elizeps magi kører i andre dimentioner, hvilket også gør at magistjælere ikke kan stjæle hans "evne" så at sige.
Men da han mærker et nærmest regnskyld af skarpe drageskæld ned over sig, må han dække for sit hoved med begge arme,
"Iahh!" han mærker de skarpe små flager bore sig ind under huden, nærmest som glasskår, og han kan fornemme en svigende og brændende fornemmelse sige hen over hele hans hudlag.
fra hver af de tusinde små sår, flyder små bloddråber... Det ser temmeligt markabert ud, på den måde blodet pipler ud af de små rifter.
Fandens.. Det kommer til at tage tid at fjerne de drageskæld.. tænker han irriteret...
Han lægger en hånd over sine kraveben, tjekker at de er okay... Heldigvis fik han også dækket for dem... Heldigt for Elizeph!
Han ser skarpt op på Nearyn.
"Smukt lille træk." siger han koldt, ikke komplimenterende, men meget neutralt.
"Er De sikker på at De tør bevæge Dem ud herfra igen efter dette slag?" spørger han koldt. Han ved han vil tabe.. Han ved ikke hvorfor, eller hvordan, men han ved at det ikke er Nearyns egen styrke der hersker her, men en form for lomme i tidsrummet, ligesom hans egen måde at rejse igennem verdener på.

Nearyn så på hele spetaklet. Der var ingen tvivl om at dæmonen var en magiker af en kvalitet og styrke nearyn aldrig ville finde igen. En tanke ramte nearyn som et godstog uden bremser. Det her kunne meget vel være hans eneste chance for at skaffe en så magtfuld partner igen. Hans styrke var næsten mithras værdig. Nearyn bestemte sig. Rejste sig op med et ryk.

"Nok!" kommanderede han, ikke så meget til elizeph som til sig selv. Hans gik ned af stentrinnene til tronen og gik frem imod Elizeph med rolige skridt.

Ingen fejltagelser. Du er måske intresseret i denne dæmon, men han har tydelig vist at han ikke bryder sig om dig. OG nu har du savet ham fuld af rifter med tilhørende små blå flager. Spil dine kort rigtig. Lad ham få adgang til sin magi, men lad ham ikke flygte. Han kan ikke skade mig her, så jeg har intet at frygte.


Nearyn stopper foran Elizeph som står og ømmer sig. Han ser på ham med et oprigtigt og fast blik.

"Jeg tror jeg har begået en fejl..." indrømmede han "...jeg har ingen grund til at kæmpe imod dig".

Elizeph ser skarpt på Nearyn.
"En fejl, som De vil komme til at fortryde!" siger han snerrende.
Elizeph var muggen i humøret i forevejen, og dette har IKKE hjulpet.
"Måske De har vundet dette slag, men mærk Dem mine ord, min hævn bliver ikke spor behagelig fra Deres vinkel!" han kan mærke hvor langt ind nogle af de blå drageskæl har boret sig.. en ret skarp smerte.
Forbandet! tænker han arrigt. blodet driver også ud i lidt størrer mængder end før.

Nearyn nikker som anerkendelse af at elizeph har lov til at være vred.
"Mine undskyldninger, Det var jo immervæk mig der brød aftalen til at starte med. Det beklager jeg"

Nearyn løfter dovent hånden og vender håndfladen imod elizeph. Skællene forsvinder som små glimt. For tilskuere vil det se ud somom tiden bliver spolet baglæns. Elizephs blod løber op af hans krop ind i hans sår som lukkes og hans tøj lappes. en varm behagelig følelse strømmer igennem elizeph. Som når man har haft våde sko på en hel dag og kommer hjem til varm velsmagende suppe.

"Jeg indser mine fejl, og beklager at jeg lod mig agitere af deres frembrusende adfær. noget kunne tyde på at deres grund til at være sur..." siger nearyn med et blik på kraniet der stadig ligger og ser groteskt ud ved hans trones trin "... var reel nok."

Nearyn vender sit blik imod Elizeph, "Jeg forstår deres interesse i at tage deres hævn, men jeg beder dem, lig den tanke fra dem kort. Jeg ville ikke drømme om at nægte dem en omkamp, ej heller at tage en æreløs hævn, hvis det falder bedre i deres smag". Nearyns tone er ikke anklagende, men beklagende.

"Jeg ønsker at tilbyde dem mit venskab hellere end mit fjendskab. Jeg forstår hvis dette virker absurd for dem og vil forstå deres afslag, men jeg vil lade tilbudet stå, under alle omstændigheder" Nearyn holder en kort pause.

"Hvadend de acceptere eller ej, mener jeg at skylde dem kompensation for min overilede reaktion." han lader sætningen hænge i luften og lader Elizeph svare.

"Jeg er kommet udelukkende for at få afklaret den aftale, som De brød. andet er jeg ikke interseret i." siger han let skarpt.
"Så spar De dem deres høfligheder, og kort sagt, få vattet ud af vokskabinettet og hør efter!" han kan godt mærke hvordan det lettede smerten væk at få fjernet de mange sår.. Men stadig har smerten udmattet ham, og hans magiske kræfter er også på lavt nivou i forhold til normalt.
"De har én time, til at føre mig til stedet, som De fik lovet bort. Ellers så slår jeg Dem i hjel." hans øjne hviler skarpt på Nearyn. Han mener sine ord.

Nearyn folder hænderne på ryggen og går forbi Elizeph imod døren der ikke er der mere da han passere elizeph løfter han hånden bydende.
"følg med" byder han.

Døren dukker op og nearyn fortsætter med Elizeph ud på gangen.

"Deres trudsler er unødvendige" konstatere han.

"De vil aldrig kunne besejre mig, endsige slå mig ihjel. Det ligger uden for deres evner, og det er et kors de må bære til bliver stærk nok til at kunne udfordre mig" Han blære sig ikke. Han taler ligefremt og faktuelt. Han betragter den formålsløse udveksling af påstande som overstået og skifter emne.

"Jeg vil bringe dem til det slot der er blevet konstrueret til dem og deres frænder" Nearyn drejer om et hjørne og fortsætter ind i et andet rum, hvor der befinder sig et stor rundt spejl i en ornamenteret guldramme.

Nearyn løfter dovent hånden ud til siden med håndfladen opad "Det er kommet mig for øre at de har en person de betragter som deres herre"
Ud af intet (intet fancy lightshow eller noget i den dur) dukker en obelisk-formet krystal op på størrelse med en colaflaske. Nearyn vender sig imod Elizeph og ser på ham strengt.

"Jeg ved de retteligt betragter dem som en habil magiker, og de er ganske overbevist om deres komplette suverænitet og overlegne evner i forhold til et 'simpelt' menneske, men hi mine ord. slottet i har fået har jeg kaldt tusmørkefæstningen, den er et vidunder skabt af krystallandets bedste arkitekter og min magi" han ligger vægt på 'min'. Elizephs stolthed eller ej, fik han lesterlige stryg for et spørgsmål om minutter siden og nearyn ved at hvadend dæmonen svarer af flabethedder vil han ikke være tåbelig nok at ignorere en advarsel om magi, når man tænker på den rå kraft der ligger til grunde for det rafinerede spellcasting de begge laver.

"Slottet ligner en normal fæstning. Dette er ikke tilfældet. Bygningen er langt større end dens ydre giver udtryk for. Denne magi er simpel og jeg ved at de kender den. MEN" Hans blik bliver strengere "Det vil kræve at deres herre placere denne krystal i slottets hjerte. Slottet vil anerkende den der sætter krystallen i hjertet som sin herre og vil kun åbne dets døre for folk dens herre vil have ind..."

Og mig og alle jeg vil have ind men det behøver du ikke vide

"Forstå at når det er gjort kan det ikke gøres om. Og prøv ikke at erstatte den med en af deres egne eller at give kraft til slottet med deres egen magi alene. Deres magi, storslået og magtfuld som den er, er langt under den jeg har adgang til og forsøget på at bruge en anden kraftkilde vil føre til deres øjeblikkelige udslettelse. Begrav deres stolthed Elizeph. Og bring denne til deres herre"

Nearyn rækker ham krystallen.

Elizeph ser koldt på Nearyn.
"De må hellere passe på med hvor meget De præger stedet med Deres magi." siger han koldt.
Han følger efter Nearyn derhen.
"Jeg vil inspicere det først. Så skal jeg nok bedømme stedet, om det er passende. Jeg bad ikke om at De skulle blande dem i bygningen, og jeg fristes faktisk til at bede dem opbygge et nyt, for det er ikke acceptabelt for en dæmonhersker under oplæring." han ser skarpt på Nearyn.
Han finder ham udsel og fej.
Alt hans braller for at øge sit eget ego.. han ved tydeligvis ikke hvad han er oppe imod. tænker Elizeph, uden blokade eller noget. Han VED at han er i stand til at dræbe Nearyn. Han kan dræbe lige den han vil. Men er de stærke nok, vil det koste ham livet med i købet. Det er en formular, som IKKE kan fejle.
Elizephs blik hviler køligt på ædelstenen, som Nearyn holder.
Han ser så koldt på mandens ansigt i stedet.
"Hvis De ikke omgående standser Deres tågesnak om hvor overlegen de i blinde selv tror De er, kunne jeg jo finde på at bevise noget andet." han holder det kolde blik på ham.
Nok har Nearyn megen magt, men Elizeph har studeret magi og udøvet det længe før Nearyn overhovedet var bestemt til at skulle fødes. Der ligger langt mere skjult under overfladen, og han bryder sig egentlig ikke om at andre folk undervudere ham. Det ville ikke være reelt.

Nearyn trækker bedrevidende på skuldrene. "Jeg statuere fakta" konstatere han

Intressant, en magi der ikke kan slå fejl hva'? det afgør det jo. Enten bliver den dæmon min eller også må udslette ham. Tsh... besværligt

"De kom herind i dag og gav den hvad de kunne. deres ynkelige magier var svagelige nok til at jeg kunne dispelle dem uden et ord. Den blinde her er dem, for de har ikke lært af deres nederlag. og kun en tåbe undervurdere sin modstander" gift sneg sig ind i nearyns stemme ved den sidste bemærkning. ikke en trudsel. en advarsel. Nearyns slappede af igen, trak på skuldrene endnu engang og sagde:

"Hvorvidt jeg har været med til at lave en del af slottet kommer teknisk set ikke dem ved, men da de tydeligvis ikke er specielt kyndig i viden om magiske relikvier skal jeg fortælle dem i simple vendinger, hvad tusmørkefæstningen er. Tusmørkefæstningen er en bygning bygget overnpå det slot jeg har lavet til de og deres frænder. Krystallen..." han holder den igen op "... er nøglen. Når deres herre placere krystallen i slottets hjerte vil slottetets hjerte dræne krystallen for selv den sidste dråbe energi. Det vil ligge ham frit at skabe slottet præcis som han ønsker det, indtil energien er brugt op"

(energien i krystallen er nok til at kunne lave en bygning på størrelse med vaticanet. så har du ligesom en ide om hvor meget kraft elizeph får mellem hænderne når han rør den krystal. Elizeph er jo ikke dum. han vil vide at det ikke er en spøg når han rør den.)

"Fæstningen ovenover vil forsvinde og det samme vil slottets hjerte. det der vil være tilbage er slottet jeres herrer ønsker." han smiler "Til krystallens begrænselser selvfølgelig. Når slottet står færdigt vil hver en dør og hvert et vindue holde alle indtrængende ude bortset fra de der har slottets herres tilladelse til at træde ind. selv teleportation kan ikke bringe uvelkomne gæster derind. Det er hvad jeg giver jer. Din såkaldte inspicion er en farce." Nearyn holder en pause og ser Elizeph an. Nearyn rækker krystallen frem, denne gang med hensigten at Elizeph skal tage den. " tag den, nøglen til jeres nye slot. - som aftalt"

Elizeph fnyser blot kort.
"De tror måske at jeg ikke kan præstere mere end det vatfremtræden?" han himler let med øjnene.. Nearyn skulle bare vide.
"Men De forstår tydeligvis ikke hvad der bliver Dem fortalt op i Deres åbne ansigt." siger han koldt.
"Jeg ved skam godt hvad De mener med den magiske genstand. Det er en roulle." han ser kort på ham inden han ser på krystallen igen.
"Men min hersker er stadig under oplæring. udefrakommende magi kan være skadelig på hans evne til indlæring. For for at sige det mildt, så har han inteligens på lavere nivou end en ufødt snegl." han sukker kort. Det er jo knapt løgn.
men han tager dog imod krystallen.
"Af disse årsager mener jeg det er et dumt træk." han ser mod Nearyn.
Og det er jo sandt nok.

Nearyns blik bliver vredt. Der måtte være grænser.

"Spild ikke min tid!" hans stemme kommer som et piskesmæld. og bærer kraften fra nearyns dominans, ikke til at betvinge elizeph men for at gøre det klart at nearyns tålmodighed er ved at være slidt tynd. det føles lidt ligesom at stå foran en forstærker der er skruet op på max og så er der en der slår en skomagerbas an én enkelt gang. Lidt ligesom at få smidt vand i hoved og blive skuppet til imens man står i et blæsevejr.

"De ved udemærket godt at denne krystal ikke er andet og mere end en kraftkilde. En Shantiri krystal, og at slottets hjerte blot er en nexus, til at videreføre energien og skabe et værk derudfra."

Nearyn øjne bliver små sprækker.

"De har spildt min tid og min velvilje. Hvis deres herre er så stor en tåbe så kan DE konstruere slottet og overdrage ejerskabet til ham" Nearyn gør en bevægelse med hånden der virker somom han vil smide den på gulvet, i stedet lander den på luften og bliver liggende i hoftehøjde somom der var et usynligt bord (hvilket der ikke er)

Nearyn ser igen Elizeph i øjnene "Du har for længst slidt din velkomst her ned. Gå nu og lad os først mødes igen når dine mannere er tilsvarende din alder. Forlad Templet og lad arbejderne gøre deres arbejde færdigt." Nearyn knipser og spejlet svirvler og kommer til live, en portal viser tusmørkefæstningen omkranset af træer. "Tag denne portal til fæstningen og kast en Endrixus besværgelse der så de kan finde tilbage. Hvis de ikke gør det vil de ikke kunne finde fæstningen, en beskyttelse jeg gav stedet. Den vil vare indtil shantiri krystallen er blevet drænet. Derefter vil stedet ikke længere være beskyttet, alle der leder vil kunne finde det." Nearyn passere Elizeph på vej imod døren. "Deres mannere ekskluderet, var det en fornøjelse at se at der stadig findes habile magikere i denne verden. Vi vil mødes igen" Nearyn forlader rummet. Idet han er ude på gangen skifter han lokation og befinder sig i stedet i sit kontor.

Elizeph tager ikke nogle af Nearyns små ynkelige forsøg på fornærmelser for noget.
Vent De blot.. Så snart De sætter en fod udenfor Deres beskyttede bolig, vil De bøje Dem i støvet.. Tshk, og han snakker om dårlige manere? Hvor ynkelig har han lov at blive.
Han finder dog vejen igennem portalen (eller hva fuck du mener X_x sorry, men er fatdum i dag)

//out

Nearyn sætter sig bag sit skrivebord og ser op. Han får øje på sit eget spejlbillede. Han ser på sit vrede ansigt. husker elizephs sidste tanker.

Hans læber krusede kort inden nearyn eksploderede i hånlatter. Han grinede længe og stoppede, gispende efter vejret.

Elizeph var stærk. Meget stærk. Et kort som det ville være godt at have på hånden.

Nearyns ansigt blev mørkere og han foldede hænderne foran ansigtet.

En besværgelse der ikke kan slå fejl, men som koster kasteren livet. Hmpf... han er for stor en kujon til at gøre det... men alligevel. hvorfor tage chancen. Jeg må undersøge det nærmere. Og eventuelt kan jeg blive nødt til at tvinge ham til at tjene mig...

Nearyns smilede smøret.

Få hans herre til at forbyde dets brug. ............ eller til nødt bare slå ham ihjel.

Nearyn strakte sig dovent. Det var en god dag.

Ha lo.

Nearyn skyder et blik i retning af døren.

"Kom ind"

Nearyn smiler til hende og gør en bydende bevægelse med hånden

"Goddag, Frk Shina. Kom endelig ind."

Nearyn gestituere imod en af de 3 stole foran hans bord. Rummet tikker og klikker og zitrer af alle de magiske anordninger der er derinde. Kunst såvel som mere praktisk anvendelige magiske remedier. Nearyn skyder et blik i retningen af det store Chatol, og låsen falder i med et klik. Hans blik vender hurtigt tilbage til shina.

"Hvad kan jeg hjælpe dem med?"