forskrækket veg hun til side, og undgik med nød og næppe at blive ramt.
"okay så. så tænker jeg ikke højt næste gang jeg møder Dem.." med de ord, forsvandt hun i mørket...

//OUT

Hun kommer roligt gående. Hun smiler skævt og retter sin hat så den
sidder på skrå. Mon der overhovedet nogensinde kom mennesker her.
Tænkte hun efter at have set lidt rundt

Kema vakler roligt frem .
Han ved egentlig ikke hvor han er , han holder om sin mave , da den stadig smerter efter ' faldet ' .
Han stiller sig op af en mur.

Hun får med det samme øje på Kema. Hun går roligt hen mod ham.
Hun stopper op et par meter før hun når ham. Hun betragter ham kort.
"Nå, så dú er Kemarano?" siger hun roligt med en let udfordrende klang
i hendes stemme. Hendes blik er udtryksløst, men også let rolig, uden overdrivelse

Han ser på kvinden .
" Ja , og jeg formoder du er en af Samson's hore ? " Siger han direkte .
Han var egentlig ligeglad med hende , men hvad nu hvis .. ?

Hendes blik bliver hurtigt stramt, men hun slapper hurtigt af igen. "Nej"
svarer hun bare. Allerede nu brød hun sig overhovedet ikke om denne Kemarano.
Hun betragter ham kort og ryster så på hovedet.

" Hvem så ? " Spørger han i et lidt mere afslappet tonefald .
Han slipper sin mave , og retter sig mere op , mens han fortsat ser på kvinden .

"En ven ad ham, vel?" svarer hun koldt. Hun havde ingen grund til at være
god mod denne herre. Hun retter sig lidt op.

" Er i gode venner !?" Nærmest hvisker han i hendes øre .
Han retter sig derefter op igen .

"Det kommer vel ikke dig ved?" svarer hun mere afslappet. "Du nysgerrig,
hva'?" siger hun roligt og løfter et øjenbryn. "Hvad har i to egentlig mod hinanden?"
Spørger hun så lidt efter

Da hun stiller spørgsmålet , ratter han sit blik op i himlen .
" Tssk .. " Kommer det fra ham , før han læner sig bagud , og rammer ind muren , så han igen står lænet op af den .
" Han kan bare ikke lade Murizz være i fred , "

"Murizz?" hun prøver at lade være med at ligne et kæmpe spørgsmålstegn,
men det var hun ihvertfald lige nu. 1. Samson havde ikke virket som en
ondperson før, Kema kom. 2. Hvem ialverden er Murizz? Tænker hun.
Hun ser afventende på Kema

" Første gang jeg så Samson , sådan uden rigtig at vide hvem han var , var han nu venlig nok , men efter det han har gjort mod Murizz ! , Det tilgiver jeg ham aldrig ! " Hvæser han irriteret , uden rigtig at se på hende , men holder blot sit blik i himlen .

"Tak fordi du fortalte mig det." siger hun lige glad. "Vi ses nok" mumler hun.
Hun smutter hurtigt fra stedet. ((Skal af))

Han ryster lidt på hovdet , før han selv går .

// Out .

Maiken kommer gående med sin sæk over skuldrene. Den er tung, men hun brokker sig ikke, for den er det hele værd. Før første gang i Krystallandet har hun noget der er hendes eget. Bare tanken, får et smil frem på hendes læber, selvom mærket har lagt sig og hun egentligt burde være andetsteds. Men hun har hele dagen gået rundt i byen, for at se ændringerne der er sket og de mange personer hun aldrig har mødt før. Hun havde håbet at rende ind i nogle bekendte, men det skete aldrig.
Dog er hun bedst bekendt med de mørke gader i denne slum del af hovedstaden, så selvom der er mørkt og uhyggeligt, kan det ikke fjerne smilet fra hendes læber. Følelsen af, at være hjemme er alligevel noget særligt. Af en eller anden grund, føler hun sig tryg i denne usle del af verden, og under noget halvtag, op af en mur stiller hun nu sin sæk. Hun løfter armene over hovedet og strækker sig med et gab. Hendes ben er lidt trætte efter at have gået rundt hele dagen og hun er egentligt påpasselig til at tage en lur. Hun burde have lejet et værelse på kroen, men var alligevel for nærig. Hendes få penge vil hun gemme til nødtvendighed.

Mørket havde sænket sig som et tykt, uigennemtrængeligt tæppe over byen. Små stjerner blinkede fornøjeligt i små koder, man skulle bryde sin hjerne for at gennemskue.
Antonia havde ikke tid at kigge op på stjernerne. Hun havde ikke tid til at prøve at gennemskue de mange millioner af signaler, der blev sendt ned til folket på jorden.

Antonias støvler hamrede mod jorden, mens hun gjorde sit for at løbe væk. Hun havde en vagt lige i hælene. Han råbte et eller andet hun ikke hørte, men hun var også ligeglad med, hvad han sagde.
Hun kunne sagtens forsvinde med det samme, men hun ville gerne gøre dette en smule sjovt. Desuden var det ved at være længe siden hun havde haft vagter af sig. Hun fandt det morsomt.
Støvlerne gav ekko gennem bygningerne hun løb forbi. Hun lød stærkt, da hun ligesom havde en smule travlt. Et smil sad fast på hendes læber. Dette var en leg hun ville vinde.

Hun løb afsted og den hvide kappe flagrede efter hende, og så sit snit til at stikke af. Hun så et halvtag, hvor der var godt med skygger. Smilet på hendes læber blev en smule bredere.
Hun kom hurtigt hen til halvtaget. Hun lagde ikke lige mærke til at der var andre, da hun kun havde i tankerne at skulle skjule sig. Hun lavede en bevægelse med hånden der gjorde, at skyggerne pludselig blev større, og mørkere. Det var som om alt om dem blev helt sort.
Antonia kunne kigge igennem dem. Hun så vagten, der bare løb forbi. Han havde heldigvis ikke set hende.
Først da hun var helt sikker på at han var væk, fik hun skyggerne til at fjerne sig, så tingene endnu engang var lyst op af månens kolde, sølvagtige lys.
Først der, lagde hun mærke til, at der var andre end hende.
"Du må undskylde, hvis jeg kom brasende... jeg havde lidt travlt," sagde hun og smilede. Hun vidste dog godt at den anden person nok ikke kunne se hendes smil, da hætten skyggede forhendes ansigt.

I den stille aften er det nemt at høre folk komme gående. Eller løbende, beslutter Maiken sig for, at det må være, da hun hører skridt. Hun træder et skridt bagud, så hun er gemt længere inde i skyggerne under halvtaget. Hendes hånd finder vej til sværdskaftet, dog uden at trække det. Hun venter og holder øje med den skikkelse der kommer nærmere.
Hun havde håbet og gerne set, at personen løb forbi, men opdager så, at personen bliver forfulgt og derved ligner en, det søger et skjul. Maiken kender det udmærket og overvejer om hun skulle træde til og hjælpe, men rustningen på vagten er tydelig og hun ombestemmer sig. Det må personen selv klare. Hun får sig dog en overraskelse, da den flygtende skikkelse kommer sprintende lige imod hende og der samtidig bliver mørkere. Hun er ikke typen, der bryder sig om magi og føler en blanding af frygt og irritation over pludselig at være havnet her midt i noget der lugter af magi.
Da lyset kommer igen ser hun, at vagten er væk og den fremmede - som hun nu kunne se var en kvinde. Hun kan dog ikke se ansigtet på grund af hætten, men anstrenger sig dog alligevel lidt ved at knibe øjnene sammen. Da personen taler, finder hun ud af, at hun nok har stirret lidt og vender blikket den anden vej.
"Ja, det må jeg nok sige," svarer hun den fremmede med lettere irritation i stemmen. Hun ser sin sæk stadig er der, og finder pludselig en glæde ved, at hun ikke havde mistet den. Hun kunne lige have set, at det var et fupnummer. Ikke at der er noget specielt i den, men hellere lidt end intet og hun sætter pris på det hun har.