OOC: For at være ærlig, så kan jeg godt lide ideen med at eftersøge en magiker der kan kaste en trylletingeling over dem eller sådan noget xD problemet er bare, om man må det...? .__."

Men klokken er også ti minutter i 4 om morgenen, så jeg ved ikke liiiige hvor meget du skal stole på det jeg siger OO"

OOC: Hvorfor pokker skriver du da også allerede? Du skal sgu ikke spolere dine sovevaner for min skyld; jeg er ikke oppe klokken noget i fire om morgenen!
Men vi kan vel altid sætte en efterlysning op, hvis det er, at vi beslutter os for dette. Så må vi vel bare vente og se hvad der sker.. (:

OOC: jeg havde ikke sovet hele natten alligevel, og så kunne jeg vel ligeså godt svare OwO
men ja, det kan vi vel...
nå.. skal vi så komme igang med at skrive igen eller hvad? ^^"

OOC: Ja, lad os det. Men hvad gør vi med efterlysningen? Skriver du eller jeg dén?
Og desuden, så har jeg lige bestemt for dig, at du gerne vil genstarte vores skriveri, ikke? x]

OOC: DU skriver den, JEG starter her xD
gosh... jeg kan slet ikke huske hvad vi kom til O_O"

IC:
Julian smilede skævt.
"Der finds ikke dumme spørgsmål. kun dumme svar!" grinte han. Det var først nu at det gik op for ham, at det han havde sagt, godt kunne forbindes med hendes syn (eller, okay, mangel på samme) men han besluttede sig for ikke at sige noget til det. Istedet kvalte han et gab, og så på døren... eller, det der var tilbage af den. de små bræddestumer der sad tilbage lignede rådne tandstumper i en trolds kæmpeflab
var det sådan det føltedes at træde indenfor i hans shus? som at blive kastet dirkete ind i troldens mund, imens man heele tiden blev ved med at redde sig selv på en eller anden måde? hm... forvirrende.

OOC: haha xD jeg kopiere mit sidste indlæg hvor Julian gjorde noget xD *danse bort*

OOC: Det gælder ikke, når du bare kopierede et gammelt indlæg. Så derfor har du lige gjort dig selv fortjent til den straf det er, at skulle lave ansøgnings-dimsen >x]

IC:
Aisha kørte forsigtigt hånden hen langs den afrevne kjole. Beklædningsgenstanden havde været hendes eneste form for påklædning i næsten et helt år - og nu havde hun ødelagt den, og til hvilken nytte? Der havde alligevel ikke været nogen kamp, noget slagsmål, så det havde været overflødigt at rive kjolen itu. Det forstærkede den fortrydelse hun følte ved sin tidligere handling. Og nu hvor den lille pungs indhold også var blevet tyndet betydeligt ud, vidste hun ikke om hun ville have råd til et nyt skørt.
Nå, hun havde vel egentlig også andre bekymringer, end den pokkers kjole!
"Hva-" startede hun, men afbrød sig selv.
Hun vidste ikke hvad hun skulle sige, og antog derfor, at det nok ville kunne betale sig bedst, hvis hun bare helt holdt mund. Dog ønskede hun sygeligt at kvæle den stilhed, der igen havde sænket sig over dem. Hun vidste bare virkelig, virkelig ikke hvad at sige. Skulle hun spørge til hvorvidt Julian havde uddannet sig, om han havde en kvinde i søgelyset som kandidat til posten som hans kone? Skulle hun spørge, hvem der var kommet til hans mors begravelse, og hvor denne egentlig havde fundet sted? - Hun vidste det virkelig ikke. Alle de spørgsmål og samtaleemner hun kunne komme på, virkede fuldstændig forkerte. Måske var de bare vokset fra hinanden? For før i tiden løb de aldrig tør for ord. Nu kunne de næsten ikke andet end at sidde i stilheden og vente - men på hvad?

OOC: Spørg mig ikke hvad der lige skete for det indlæg - for jeg har ingen anelse!

OOC: Baah.. Så kan der altså godt komme tiil at gå lidt tid >w< muahaha 8D

IC:
Julian sad og stirrede på sine hænder, og genkaldte sig minder fra gamle dage, da han var lille og ubekymret. Det var egentlig ufattelig snyd. At være lille, at være barn var det bedste stadie i sit liv, men det var et man var kortest. Virkelig, virkelig uretfærdigt.
Da Aisha sagde noget, reagerede Julian ved at kigge op på hende. Da hun ikke ummidelbart fortsatte, lagde han hovedet på skrå.
"Hvad?" spørger han. han kunne jo godt høre, at hun var ved at sige noget. Og det ville være rart hvis de kunne få noget at tale om.

OOC: Tag du bare al den tid, du skal bruge, så længe det betyder, at jeg slipper! x)

IC:
Aisha sendte et halvkvalt smil i Julians retning. "Åh, det var ingenting," sagde hun endelig.
Hendes hjerne kørte på højtryk, og af og til sneg en idé til et samtaleemne sig ind i mængden af forvirrede tanker. Men hver gang hun forsøgte at fokusere på en sådan idé, smuttede den væk!
Måske skulle hun bare lade være med at tænke så meget? Måske skulle hun bare kaste sig ud i det, og spørge om hvad end der faldt hende ind? Hun ville ønske, hun kunne gøre sådan, men hun turde ikke tage chancen; tænk hvis hun kom til at sige noget upassende. Derfor lod hun bare stilheden omslutte dem endnu engang.

"Er der kommet nye tilflyttere til godset?"
det røg bare ud af Julian. af en eller anden grund havde han slet ikke tænkt det igennem, faktisk sagde han bare en tanke højt. men alt for at bryde stilheden.
og det havde nu også naget ham lidt. var der kommet nye folk til? nye arbejdere? hun havde ikke nævnt noget om nye søskende, og selvom hun havde sagt, så ville tanken aldrig være faldet ham ind. for ham var der KUN Aisha i den familie. ingen andre børn. Aisha var enebarn. sådan havde det altid været.
gad vide hvem der egentlig havde erstattet ham og hans mor? stillingen var garanteret blev overtaget af en af de andre køkkenpiger. det var egentlig lidt sært at tænke på. de havde nu heller aldrig været særlig søde overfor Julian, udover nogle enkelte undtagelser ind imellem. det var lidt svært at se dem forberede maden med samme passion og lidenskab som hans mor...
Han så sin mor, stå i et krøllet, beskidt forklæde med pjusket hår imens hun skar jordbær midt over. Julian havde fået lov til at få et stykke af dem, og han så bedene på sin mor.
"når jeg får mit stykke, må jeg så ikke få sukker på? Be' om? Må jeg ikke nok?" Bad han, og hans mor smilede til ham og roede op i hans lyse hår.
"Okay, skat, men du må lige vente lidt. Mor skal først skære dem alle sammen ud." Hun så sig over skulderen, lænede sig frem imod ham, og hviskede hemmelighedsfuldt: "Og hvis du er heldig, får du måske to!"

Hun forstod ikke hans spørgsmål, lige til at starte med. Men så lod hun ordene trænge igennem, fordøjede spørgsmålet, og satte hjernen i arbejde med at finde et passende svar.
Sandheden var, at hun ikke havde nogen anelse. Hendes forældre havde aldrig fundet det nødvendigt at informere hende om tjenerstaben, udover når der blev hyret folk, der på en eller anden måde var tilknyttet hende; tjenestepiger og den slags. Og på det sidste - eller rettere: i løbet af det sidste stykke tid, hun havde tilbragt på godset - havde hun helt mistet kontakten med sine forældre. Hun havde nægtet at tale med nogen som helst, og hendes forældre havde ikke vist lyst til at insistere på at hun kom og gjorde dem selvskab, så hun havde bare været alene på sit værelse.
Af og til, havde hun selvfølgelig været uden for det rum, hun havde kaldt sit hjem. Hun havde primært forladt værelset, for at gå på toilettet, men af og var hun også gået på små ture ud i haven, og i sjældne tilfælde havde hun spist middag med sine forældre i spisesalen. Men hun talte ikke med nogen. Ikke før, hun blev introduceret for Oscar..
..Var Oscar en ny tilflytter til godset? Det havde hun faktisk aldrig tænkt over. Måske var han flyttet ind, i et af de utallige, ubeboede værelser? Sikkert, for han havde været der længe, for hun rigtig blev præcenteret for ham. Men udover ham, havde hun ikke lagt mærke til nogen.
"Måske," sagde hun. "Jeg var ikke særlig social, der på det sidste.."
Hendes svar var jo også delvist sandt, så hun tvang den dårlige samvittighed, der havde sneget sig ind på hende, væk. Hun havde jo ikke løget for ham, hun havde bare undladt at fortælle den hele sandhed. Dette blev hun ved med at sige til sig selv, inde i hovedet: Det var ikke en løgn, jeg løj ikke,

Pling!
Da Aisha talte, bristede den lille verden Julian var gledet ind i, og han blev igen opmærksom på Aisha.
"Hm... Nå, ja. okay." han fik lyst til at spørge hende om, hvorfor hun ikke var særlig social på det sidste, om der var noget der havde gjort hende ked af det eller vred, men han syntes alligevel det lød fjollet. Og så på den anden side...
"Hvorfor var du ikke særlig social? Jeg mener, selvfølgelig var selskabet begrænset, men altså..." han lagde hovedet på skrå, og betragtede hende imens han ventede på svar.
okay, okay, han havde spurgt alligevel, og det lød nok også fjollet, men han kunne ikke holde den stilhed úd. den hånede dem nærmest, den lo af den tid de havde været væk fra hinanden.

OOC: Du må virkelig, virkelig undskylde, at jeg ikke har svaret noget før. Jeg sad bare i den tro, at jeg ventede på svar fra dig, og af en eller anden grund faldt det mig aldrig ind at tjekke hér, om du mon have svaret.
Ja, åh ja, jeg ved det var dumt, men jeg har haft lidt travlt og sådan.. Jeg håber, du kan bære over med mig. Faktisk, så bliver du nød til at bære over med mig, eller i hvert fald lære at være meget tålmodig med mig, for på søndag rejser jeg på efterskole, og i de første to uger må man ikke bruge sin computer - så jeg komme ikke til at kunne skrive så tit. Bør vi afslutte skriveriet af selv samme grund..?

IC:
Hun fik lyst til at sende Julian et irriteret blik, men hun vidste ikke, hvordan man gjorde. Ganske vidst lagde hendes ansigt sig naturligt i vrede folder, når hun blev sur - etcetera, etcetera - men dette skete altid per automatik, så hun vidste egentlig ikke, hvordan det skulle gøres, sådan manuelt. Så hun valgte bare at lade sit ansigt forholde sig neutralt, som det gjorde så tit.
"Spørger du virkelig om det?" spurgte hun ham sarkastisk. "Det skal jeg sige dig: Jeg var sønderknust, vred, bedrøvet. Jeg forskansede mig på mit værelse i så lang tid, at jeg ikke har tal på dagene. Jeg var arrig på min far, ønskede ham langt ind i de dybeste, mørkeste, mest forfærdelige dele af Helvede. Hvorfor? Fordi han havde bortvist min bedste ven, ødelagt mit eneste venskab, frarøvet mig den eneste glæde i mit liv. Og jeg følte ikke, jeg kunne gøre noget. Følte ikke, at jeg havde nogen magt til hverken at hjælpe dig - eller mig selv."
Hun holdt en pause, men sluttede så: "Så derfor, min naive ven, havde jeg ikke overskud til at være social."

OOC: nej, jeg syntes ikke vi skal afslutte >w<jeg>w< faktisk var det lidt rart at jeg kunne tage den med ro, og slappe fuldstændig af uden at være bekymret for at jeg lod dig vente xD

IC:
"Oh... ja.. undskyld jeg spurgte." han var lidt chokeret over det hun sagde, men prøvede at ignorere det. Han forstod det egentlig godt, det med at hun isolerede sig, og han ville mest af alt bare skifte emen for ikke at træde mere i det.

OOC: jeg syntes de snakker så lidt, og tænker så meget OO" kan de ikke snart få noget at snakke om?! xD
og øh, nu spørger jeg bare lidt for sjov: Hvornår skal julian EGENTLIG betroes Aishas forlovelse? OO" xD

OOC: Jamen så fortsætter vi da bare. Jeg skal nok også sørge for at svare, så tit jeg kan. Men det bliver altså min førsteprioritet at socialisere lidt, for jeg skal bo et år på en fremmed skole, i en fremmed by, sammen med hundrede fremmede mennesker.. Så du kommer nok til at vente lidt, af og til x]
Vedrørende dit sidste OOC, så ved jeg ikke helt hvad jeg skal skrive. Selvfølgelig kan de få noget at snakke om - vi må bare lige finde ud af hvad. Og angående forlovelsen, så tror jeg ikke der er nogen sandsynlighed for, at Aisha frivilligt fortæller om den. Du er simpelthen nød til at spørge direkte ind til det, eller konfrontere hende med ringen, hvis du vil ha´ flere detaljer xP

IC:
Hun rystede undskyldende på hovedet. "Nej, Julian, du skal ikke undskylde," sagde hun; hun fik dårlig samvittighed, når hun fik ham til at undskylde, uden grund. "Jeg skulle ikke have ladet mig rive sådan med, af de gamle, bitre følelser. Så det er mig, og kun mig, der bør undskylde; Undskyld."

OOC: Nu gider jeg heller ikke skrive så meget, for det gjorde du heller ikke >x]

OOC: yearh, selvfølgelig ^^ Socialt liv er også vigtigt ^^ Og nu håber jeg altså at Julian faktisk HAR set ringen, for vi har ikke andet og skrive om, og derfor spørger han om den xD

IC:
"Hm... ja, måske, men jeg... hm.. nej. ikke noget."
Han var tavs lidt, før han strakte sig, og rystede på hovedet. der var ikke noget de kunne snakke om, ikke så vidt han vidste. han prøvede at tænke... på noget, som han kunne snakke om.
"Du, den der ring du havde.. hvor har du den fra?" spurgte han. det var et oprigtigt, ubekymret spørsgsmål, som om han nærmest forventede at hun havde fundet den i urtehaven eller sådan noget. helt uskyldigt. Julian vidste bare ikke, at han nok begævede sig ind på gyngende grund. hanmente, at han måske havde fået noget at vide om ringen før, men han huskede det ikke.

OOC: yeearh.. kort, men min mor hakker på mig, og jeg VILLE svare. xD

OOC: Det er helt fint. Jeg er bare glad for, at der var noget, jeg kunne svare på x]

IC:
Aisha rettede sig op med et sæt. Ringen! Hun huskede ikke, at have vist ham den, men hun vidste ikke, hvorfra han ellers skulle kende til den. Hun ønskede at strangulere sig selv, for sin dumhed; hun skulle ikke have vist ringen til Julian, for det ville kun kunne ende i et skænderi, altså, snakken om ringen.
"Jeg har fået den," sagde hun, kort for hovedet. En del af hende, havde lyst til at fortælle Julian de øvrige detaljer om ringen. En anden del havde lyst til at holde Oscar hemmelig.

OOC: Jeg rejser på søndag, og så går der i hvert fald to uger, før jeg svarer igen. Bare så du lige er advaret xP

OOC. det ved jeg godt xD men det er helt okay, for så kan jeg jo bare finde på ting de kan snakke om i mellemtiden ^^

IC:
Det var da underligt. Så kort for hovedet plejede Aisha da ikke at være, gjorde hun? Men nå ja... Der var jo også gået lang tid, og meget havde jo forandret sig. Men hun havde ikke svaret så kort for hovedet alle de andre gange.
"Jaaah?" Det var tydeligt at Julian forventede lidt mere end bare 'jeg har fået den'. Og han forsøgte jo at få en samtale igang, selvom en ring nok ikke var det mest omfangsrige.
"Hvem... har du fået den af?" spurgte han tøvende. Som om han har spurgt grønthandleren om han har gulerødder, og grønthandleren har sagt ja, og så gået videre. det minder lidt om det syntes Julian. Det havde han faktisk prøvet, det med grønthandleren. uforskammet.
Det kunne jo være, at Aisha faktisk ikke ville tale om de. måske var det derfor, hun var så kort for hovedet, og ikke ville komme yderligere ind på ringen. nå. Hvis han ikke måtte få noget at vide, sagde hun det nok. det kunne han godt klare.
faktisk, kunne det jo bare være at hun havde fået den af sin mor eller far i gave, og så bare havde beholdt den. Eller måske fødselsdagsgave.
han havde slet ikke lagt ærke til hvordan hun reagerede på at han spurgte, og hvis han havde, så tænkte han ikke nærmere over det i hvert fald.

OOC: Godt (: Så har jeg noget at glæde mig til.

IC:
Hun vidste virkelig, virkelig ikke hvad at svare. Hun turde ikke være ærlig, i frygt for at det ville kunne ødelægge deres venskab. Hun vidste ikke hvorfor det skulle gøre det, men noget i hendes underbevidsthed forbød hende at nævne ordene 'Oscar' og 'forlovelse' i samme sætning, overfor Julian. Dog havde hun også en kraftig følelse af, at nu var hendes eneste chance for at få fortalt Julian om det der gik hende på. For hvis hun løj, og han så senere fandt ud af det hele, ville det helt sikkert betyde en ende for deres venskab. Så hvad skulle hun gøre?
Åh, hvor ville hun ønske, at Julians gældsopkrævere var dukket op nu, i stedet for tidligere. På den måde, havde hun i hvert fald sluppet for disse spekulationer.
"Jeg har fået den - af en derhjemme, ved godset," sagde hun dumt. "Hvorfor spørger du?"
Hun var nervøs nu, nervøs og skuffet. Nervøs for, hvor stor den fejl hun lige havde begået, ved at lyve, ville vise sig at være. Nervøs for, hvad Julian kunne finde på at spørge om, og for hans reaktion. Skuffet over sin egen opførsel. Sin egen løgnagtige personlighed. I dette øjeblik, hadede hun sig selv, end hun nogensinde havde hadet nogen eller noget!

Julian lagde først nu mærke til den lidt nervøse udstråling. Han syntes at der var noget. noget sært...
han trak på skuldrene. okay, okay. han ville da gerne vide det hvis det var hun ville fortælle det, men hun virkede som om hun havde fået at vide, at hvis hun fortalte nogen om det, ville de pusse Mørkets Lord på hende. Det var jo meget usandsynligt, men i disse tider... alt kunne jo sk. og dog. Julian var sikker på at det var noget andet, men han lod det ligge. hvis Aisha ikke brød sig om det... så ville han da ikke snage så meget i det, selvm det måske pinte ham at hun holdt noget skjult for ham.
"Tja. jeg ville vel bare have noget at snakke om, og det var det første jeg kom i tanke om." han strakte sig. han var egentlig ikke træt, faktisk var han mere sulten. men ikke så meget, at hans mave skreg på mad, og han kunne sagtens holde det ud et godt stykke tid endnu, regnede han med.
"Men hvis det ikke har nogen speciel betydning, så behøver du vel ikke at fortælle det. jeg mener, der sker jo ikke noget ved at jeg ved det, vel?" han følte sig faktisk utrolig afslappet. i forhold til Aisha, prøvede han at være... nede på jorden. det var de selvfølgelig begge to, men der var noget galt kunne han jo fornemme, og det var bedst ikke at gøre det værrere. det kunne jo ikke være værrere end hans pengeproblemer. eller måske var det ligeså slemt..?
Nej. nu måtte han holde op. hvad kunne Aisha skjule?

Hun hadede sig selv for at bringe sig selv ud på dybere og atter dybere vand. Hun følte, at hun stod i løgne til halsen, og hvis ikke hun snart ændrede retning til den sandfærdige vej, ville hun drukne i sine synder. Men hov, hvor kom de tanker lige fra? Var hun pludselig blevet troende?
Hun plejede ingen problemer have med at lyve, pynte på sandheden og kun fortælle, hvad der passede hende. Ganske vidst, havde hun aldrig haft det godt med at lyve for Julian, men det var også sjældent, det blev aktuelt.
Nej, nej, NEJ! Hun skulle holde alle de forvirrende, mørke tanker væk. Det eneste de gjorde, var at forvirre hende, få hende til at få det værre. Så hun lukkede dem ude, så godt hun kunne, og forsøgte at finde ud af, hvad hun skulle svare.
Det Julian sagde, satte brat hendes tanker i gang igen. Havde det en speciel betydning? Kunne det skade, hvis hun fortalte ham det? Hvor skulle hun vide det fra?
Hun følte sig mere fortvivlet, end hun havde følt sig i lang tid. Okay, tidligere på dagen, havde hun også været på rimelig dybt vand, men en situation virkede nu værst, når man stod midt i den - så lige nu, virkede dette, som det værste, der nogensinde var hændt hende.
"Helt ærligt, Julian, så ved jeg ikke om det betyder noget. Jeg ved ikke, om det kan ske noget særligt, hvis jeg fortæller det, eller om det overhovedet vil have nogen betydning for dig." sagde hun langsomt. "Jeg ved det virkelig ikke. Men jeg vil så nødig risikere, at det gør. Så jeg ved ikke, om jeg skal uddybe mit svar; om jeg skal fortælle mere om ringen. Jeg ved ikke, om det vil skade mest, hvis jeg fortæller, eller lader være... Jeg ved det virkelig, virkelig ikke."

OOC: Huh?