Kinzu gyser ved synet af Cassas to rovdyrsgule øjne. Pludselig virker han ikke så venlig længere. Han virker heller ikke glad over at finde ud af, at Kinzu er en af mørkets tilhængere, hvis man da kan sige det sådan. Det er han jo ikke, ikke sådan rigtigt i hvert fald. Han er ligeglad med, hvordan krigen skrider frem, hvem der vinder og hvem der taber, og hvem der har styret over Krystallandet. Den eneste grund til, at han dengang var gået med til at blive væbner, er, at han så ville få et sted at bo. Et sted, hvor han kunne sove trygt uden konstant at frygte for at fryse ihjel. Det må Cassa da kunne forstå. Han havde jo selv set, hvordan Kinzu frøs før han forærede ham kappen.
"Jeg prøvede jo at sige det til dig," mumler han lavmælt.
Det er godt nok ikke helt sandt. Men han havde da forsøgt at sige det... bare på sin egen. Som foreksempel da han ikke ville have maden, selvom han var hundesulten og ikke havde spist i over en dag.

Han har dog ikke tid til at forklare sig, før Cassa trækker sit sværd og braser ud gennem lågerne. Kinzu kan høre, at Cassas sværd skærer gennem luften efterfulgt af den tomme, dumpe lyd der følger, når et lig faldet til jorden. Det var en furi.
Kinzu må sidde stille et øjeblik, før han tager mod til sig og springer ud af den nu åbne kælderskakt. Han springer over den faldne furi, hvis blod flyder ud over jorden og danner en sø, som farver Kinzus fodsåler røde. Han stopper dog ikke for at tørre sine sko af i et eller andet, han sprinter efter Cassa så hurtigt hans ben kan bære ham.

"Undskyld!!" råber han efter han.
Han er ligeglad med furierne, der flyver rundt på himlen over ham. De har kun øje for Cassa i øjeblikket, så forhåbentligt vil de ikke gøre ham noget.

Cassa kan ikke få svaret Kinzu.. ikke ligenu.. han har travlt i at løbe imens han udtrænker en strategi.. i det mindste er han fandens hurtig, så furierne anstrenger sig for at følge med..
Nu da han er ude i lyset igen, er hans øjne gendannet i den rolige, brune farve.. men pupillerne er stadig smalle.. hans hjørnetænder i overmunden er også vokset en anelse.. Hans sanser er jo alle skærpede nu, og det kan ses..

Ud af det blå, rammer strategien ham..
Han standser op, og lader furierne angribe sig.. når de er tæt nok på, og den ene af dem har bidt sig fast i hans skulder, trækker han en daggert med den hånd der ikke bærer sværdet.. daggerten jager han ind i siden af munden på den.. furiernes bid er giftige.. men ved at hugge en tand af en levende furire, kan man bevare giften i tanden nok til at bruge det en enkelt gang..

på denne måde får han med daggerten skåret tanden fri.. naturligvis hvæser furiren højt og slipper.. Cassa føler sig ligenu fandens heldig at han bærer skulderplader.. også selv om den er fuldkommen krøllet sammen af det dragelignende væsens bid.. det mindskede skaderne, så der kun gik en tand igennem hans overarm.. den tand han skar af..

han smider så både sværd og daggert, og venter til den næste furire angriber.. denne gang smækker han tanden i den, og et hvin høres fra den.. Få sekunder efter har giften taget sin virkning, og furiren vender sin vrede mod sine egne.. straks er alle bidt, og de forvildede skabninger tumler afsted over himmelen, indtil de er ude af syne..

Men da ligger Cassa også ned.. på siden med ryggen i retningen af Kinzu...

Hans overarm er flænset op, og tøjet på hele den side af overkroppen er sjasket til i rødt blod..
Han sætter sig op langsomt.. besværet flår han sine skulderplader af, og får derved afsløret de fine, smalle og ret feminine skuldre...

Lettet lader han sig glide ned på ryggen med blikket op på himmelen.. ind imellem bryder solen frem, og alt virker så fredeligt, hvis altså man ser bort fra den døde furire lidt borte, og de store plamager blod der er spredt ud over grus såvel som Cassa..

Om Kinzu stadig er der, ved Cassa ikke.. Ligenu tænker han heller ikke så meget over det.. Han spekulere mere på hvor lang tid mon furire giften skal bruge, for at virke på en der ikke er helt menneske.. mod deres egne racer, virker det hurtigt og effektivt.. mennesker plejer at have et par timer at leve i.. men hvad med Cassa?
Sikke nogle tænder.. tænker han opgivende.. Hans hud er jo stærk som en rustnings.. takket være drageblodet han fik under sin forfremmelse til general.. Men furietænder kan åbenbart bide igennem de fleste metaller..

Kinzu har besvær med at følge med Cassa. Han løber ikke særligt hurtigt grundet mangel på energi, fordi han ikke har spist i så lang tid. Fandens også. Han plejer at kunne løbe lynhurtigt og med lethed slippe væk fra byvagterne. At løbe hurtigt var nok hans bedste egenskab. Uden den ville det være svært at være en tyv, da han så ikke ville kunne ryste byvagter og vrede handelsfolk af sig.
Men det lader til, at han har mistet den egenskab. I hvert fald lige nu. Hvorfor havde han ikke spsit det mad, Cassa tilbød ham? Hvis han havde spist det, så vil han ikke blive nødt til at stoppe op for at hoste og hakke, som han gør nu. Han føler sig svimmel i hovedet, og må lukke sine øjne i og læne sig op af en husmur et øjeblik for ikke at blive overmanet af svimmelhed og gå ind i et eller andet.

Da han igen åbner øjnene, er furierne væk. Det er Cassa også. Der er helt stille nu, selvom der for et øjeblik siden havde lydt høje smertensskrig fra de dragelignende bæster. Mon de er døde nu? Hvis de er... så er Cassa stærk. Meget stærk.

Kinzu trækker vejret dybt ind, før han igen sætter i løb. Han skal ikke løbe langt, før han får øje på Cassa der ligger på jorden, smurt ind i sit eget blod. Han betragter Cassa, mens denne sætter sig op og flår sine skulderplader af, for derefter at ligge sig ned på ryggen.
Kinzu lader en hånd løbe igennem sit hvide hår. Mon Cassa stadig er vred på ham? Det er han sikkert. Men han bør hjælpe ham alligevel. Han kan ikke bare lade ham ligge på jorden og forbløde eller blive fundet af en af mørkets krigere, og derefter sikkert blive dræbt af denne.

Han går hen til Cassa og sætter sig på hug ved siden af ham. Han ved ikke, hvad han skal sige, så han sidder i tavshed og kigger ned på ham. Han er slemt såret, det kan enhver idiot se. Det er nok bedst at få ham bragt til helbredelseshuset straks, men alligevel tøver Kinzu. Hvad nu, hvis han slet ikke vil acceptere hjælp fra en som... ham? Han er jo nok stadig vred på ham.

Cassa flytter sit blik væk fra himmelen, og hen på Kinzu da denne sættersig ned på den måde ved siden af ham.
"Få spist noget.. det er ikke sundt at gå en hel dag uden at spise." er det første Cassa siger.. I Cassas hoved er Kinzu ikke ond.. Han afslørrede jo ikke Cassas skjulested.. furierne fandt ham selv!

Der går en rum tid før Cassa taler igen.
"Siden De kender til furier.. ved De hvor lang tid der går før giften fra deres tænder træffer ind hos forskellige væsner?" hans spørgsmål ville muligvis komme bagpå de fleste.. at han ikke straks spurgte hvorfor Kinzu ikke hjalp, men heller ikke afslørrede ham i starten..

Cassa lægger en hånd mod sin overarm, deroppe mod skulderen.. mon armen nu skulle amputeres? et tungt suk glider over Cassas læber.. i det mindste er den skade som skulderen har taget, ikke så alvorlig.. Den er bare blevet klemt godt og grundigt af den krøllede skulderplade.. sikkert vredet af led og en sæk blå mærker.. men ellers ikke mere end det, vil Cassa skyde på..
Hvis jeg forholder mig i ro.. så går det langsomere.. så breder det sig ikke så hurtigt i blodet.. tænker han logisk..
De før så hvide handsker, er nu plettet i blod.. nej, ikke bare plettet.. tilsølet!

Han sætter sig meget langsomt op, så han sidder en smule foroverbøjet.. Ja, han kommer til at tage det helt med ro.. andet kan han ikke.. Blodet strømmer jo ud.. det er også derfor han presser sin hånd mod såret -for at stoppe blødningen.

Kinzu rynker brynene ganske let.
"Du er den sidste, der skal fortælle mig, hvad jeg skal gøre. Hvem er os er det måske, der ligger på jorden og er ved at dø?" sagde han, og han kan godt høre, at hans ord lyder hårde. Hårdere end de er ment.
"Undskyld. Jeg ved det godt, det ikke er sundt ikke at spise noget."

Da Cassa spørger, om han ved noget om furierne, ryster han på hovedet.
"Jeg har bare hørt nogen snakke om furier, men jeg ved ikke noget om dem," sagde han.

Han skutter sig lidt og kigger bekymret til, da Cassa sætter sig op. Han ser ikke ud til at have det godt, og på en måde er det jo Kinzus skyld, at han er kommet til skade. Det var ham, der begyndte at tale da han skulle være stille.

Cassa tier.. Kinzu er ikke selv klar over hvor klart hans ord går ind i Cassas hjerne.. Ja, han af alle mennesker er klart den sidste til at bede andre om at spise.. Han har jo selv ikke spist i to dage nu.. han holder sig jo igang ved at bruge de telepatiske kræfter.. for at få forfalsket en mæthed inden i, og forfalske energien til musklerne.. grundet hans sygdom..

Han vælger derfor slet ikke at kommentere mere på det overhovedet.
Han nikker sløvt til det næste.
"Nå.. ikke noget at gøre ved det så.." han lader sin frakke glide ned over skuldrende.. åbner halskluden som så fint danner en kravat ned af brystkassen.. så ryger vesten, så han kun sidder i den tynde silkeskjorte.. han flår ærmet brutalt af, så han kan se hvor slemt det står til.. den solbrune, pæne, slanke og muskuløse arm kommer til syne.. men det ellers kønne syn bliver fuldkommen spolleret af et dybt og temmeligt stort bidesår.. hvis man skyllede det frit for blod, ville man kunne skimte knoglen.
"ah.. det var ikke så heldigt.." lyder det lidt overrasket fra ham..
Han lader sin telepati snuppe halskluden, rive den ud i nogle lange baner, som han så binder sammen med tankens kraft.. Så ruller han det sammen, som var det et elastikbind..

Det gør det nemmere da han i næste øjeblik begynder at binde det stramt omkring overarmen.. det når knapt at røre armen før det er smurt ind i blod, men det er der ikke noget at gøre ved..

Han får bundet det stramt nok, så det stopper blodet så meget det nu kan...

Kinzu skærer en grimasse da han ser Cassas sår. Hele hans arm er fyldt med blod, men alligevel kan Kinzu lige ane noget hvidligt midt i al det røde. Er det en... knogle? Han skynder sig et vende blikket bort fra det væmmelige syn. Ad. Det er det eneste han kan tænke lige nu - hvor ulækkert det er. Han tænker slet ikke over, hvor ondt det gør. For det gør med garanti meget ondt, mere ondt end noget han nogensinde har prøvet, endda også da han blev bidt af en slange. Han ryster svagt ved tanken. Han har stadig et ar efter den oplevelse.

Selvom han er fast besluttet på ikke at kigge mere på såret, kan han dog ikke lade være med at vende blikket mod Cassas ansigt, da han siger, at "det var ikke så heldigt". Hvordan kan han sige det på den måde?
"Det er da overhovedet ikke heldigt!" udbryder Kinzu. "Hvorfor i al verden kappede du ikke bare hovedet af furien før den bed dig?! Du kunne du sagtens have gjort, jeg så nemlig godt, hvordan du klarede den første furi."

Han kigger på Cassas overarm, da den bliver bundet ind.
"Er du sikker på, at det vil hjælper? Skal giften ikke suges ud først?" spørger han.
For da han var blevet bidt af den forbandede slange, der egentligt slet ikke var en rigtig slange, måtte giften først suges ud før han kunne få forbindinger på sit ben. Nu ved han godt nok ikke så meget om furier, men han er næsten hundrede på, at man også skal suge deres gift ud, ellers vil det få alvorlige følger.

Cassa ser lidt overrasket på Kinzu da han udbryderat det "overhovedet ikke var heldigt".. Hvad blev han så forundret over? Jovist gør det da allerhelvedes ondt! Men gennem den tid Cassa har været kriger, har han været udsat for det der er værrer... og så gør giften lidt det samme som en mygs gift.. bedøver en smule.. det er i det mindste positivt.
Hvorfor han ikke huggede hovedet af?
"At ramme helt rigtigt i et rent snit og få hugget hovedet af sådan et bæst, så skal man være pokkers heldigt.. man skal ramme præcist ind når dens skæl rejser sig.. det var rent held det første.. Det er langt mere sikkert at bruge dens egen gift imod den.. Men... jeg havde ikke regned med at dens tænder ville gå igennem så let.." han rynker utilfreds brynene.. alene måden han siger det på, bevidner at han er ganske klar over at hans hud IKKE er normal.. og det vil sikkert også gå op for Kinzu.

"Men jeg tror der er gået for lang tid siden bidet.. det skal jo være lige med det samme.." han sukker let.
"Men.. det er ligemeget.." han ser på Kinzu nu.
"Jeg bliver desværre nødt til at tage dig i forvarring indtil jeg ved mere om dig, og din position.." han klør sig let i nakken med den raske arm...
"Og nej.. jeg har hverken tænkt mig at toturere dig, udsulte dig eller udføre andre ubehagelige gerninger imod dig. Blot kræve svar på et par spørgsmål.."

Langsomt kommer han på benene igen.. havde han ikke haft de tunge rustningsstøvler på, havde hans ben skælvet som et espeløv.
"De kan vælge at følge frivilligt med, eller gøre et tåbeligt forsøg på at flygte.." han bøjer nakken kort i en undskyldende mine..

Kinzu kigger forundret på Cassa. Han siger så mange underlige ting, men det her er nok det underligste han har sagt indtil nu. Da han siger, at han ikke havde regnet med at bidet ville gå igennem hans hud så let, hæver Kinzu overrasket sine øjenbryn. Han taler jo næsten som er han så usårlig, at han normalt ville kunne undgå at den slags ting skete.

"Hvis en splint eller et myggestik kan gå igennem din hud, hvorfor skulle en furis tand så ikke kunne? Hvad havde du regnet med?" udbryder Kinzu.
Så tøver han. Måske er Cassas hud anderledes end andre mennesker. Det er jo nok derfor, at han er general og ikke bare almindelige kriger. Fordi han er stærk. Kinzu klør sig på kinden mens han fortryder sine forrrige ord og utydeligt mumler:
"Nå, på den måde..."

Da Cassa siger, at han bliver nødt til at tage Kinzu i forvarring, sætter Kinzu hælene i jorden, selvom Cassa ikke engang har forsøgt at tage fat i ham endnu. Bare tanken om at blive spærret inde får hjertet til at synke helt ned i maven på ham. Det banker hurtigt, og han ville have svoret på, at det ikke kunne banke hurtigere efter dén løbetur. Men det kan det åbenbart. Dumme hjerte.
"Hvorfor nu det? Jeg var da helt i orden, før du fandt ud af, hvem jeg er, så hvorfor skulle jeg være anderledes nu?" spørger han.
Bestemt træder han et par skridt bagud. Mon han kan slippe væk fra Cassa, hvis han begynder at løbe nu? Cassa er jo såret og kan nok ikke løbe så stærk nu, men på den anden side har Kinzu det heller ikke så godt, så han vil nok ikke nå langt.

Cassa trækker lidt på skuldrende.. eller, den af dem som han kan..
"Well.. hverken splinter, myggestik, knive eller lignende kan gå igennem.. så det var vel et sats?" lyder det en smule dæmpet fra ham..

Måden som Kinzu bakker på, får Cassa til at hæve begge hænder op på hver side af sit ansigt, for at understrege at han ikke gør ham noget.
"Det er ikke personligt.. Men med jobbet som lysets general, har jeg min pligt til at gøre hvad jeg kan for at få lysets dronning befriet.. Jeg har ingen personlig interesse i at gøre Dem noget.. så havde jeg ikke ladet Dem i fred så længe.." han smiler ganske blidt for at understrege sine ord.. Ja, Cassa er alt andet end ondsindet.. de brune øjne har også normaliseret sig fuldkommen nu, og er lige så venlige, imødekommende og rolige som før.

"Men grundet min autoritet, vil jeg bede Dem følge frivilligt med, så undgår vi en voldelig situation. Og nej, jeg vil ikke putte Dem ind i en lille uhumsk celle, som det gøres på midnatsborgen.."

det sidste understreget Cassa meget skarpt.. han husker godt hvordan der var i den grusomme kælder.. det ville han ikke ønske for selv sin værste fjende!

Kinzu ryster på hovedet over Cassas ord. Hans stemme er så blid, men alligevel rammer hans ord Kinzu som sylespidse knive.
"Du lyver! Hvilken slags celle vil du måske så putte mig i? Der findes jo ikke andet end små uhumske celler!"
Han ryster på hovedet ved tanken om sådan en celle. Men det er nu ikke så meget det, at celler er små og beskidte og fyldt med rotter og utøj, der går ham på, det er nu mere det, at de er mørke. Meget mørke. Og når man sidder bag en celles tremmer, er det lidt svært at finde en gadelygte at sætte sig under eller tænde et bål, som kan redde en ud af mørket, der omslutter alting.
Hvorfor skal han også være mørkerad?! Det er aldeles udpraktisk når man åbenbart konstant er i fare for at blive fanget og smidt i en mørk, indelukket fangekælder. Desuden er det kun små børn, der er bange for mørke.

"... og... så er alle celler mørke," tilføjer han lavmælt.
Han knytter sine næver let, selvom det gør afsindigt ondt i hans forfrosne fingre. Af alle mennesker i verden, hvorfor var det så lige lysets general, han havde mødt? Det kunne jo have været en hvilken som helst anden person, men nej, han er altid så uheldig.

"Jeg vil altså ikke med."
Hans stemme er bestemt, selvom han ikke føler sig bestemt inden i. Han vil ikke slås imod Cassa eller være til besvær, men han vil heller ikke spærres inde i et mørkt lille rum uden mulighed for at finde lys.

Cassa sukker lidt.
"Hvilken del af Lysets general er det De ikke forstår?" spørger han roligt, sukker og sænker armene..
"den celle du vil blive sat i.. hvis man da kan kalde det en celle, er et bevogtet rum.. hvis det da overhovedet bliver nødvendigt..."

han hæver en arm.. en ring af hvid ild vokser op fra jorden i en stor cirkel udenom dem begge.. ilden danner en høj mur, som tilsidst indslutter dem i en kupel.. men mere sker der ikke.. den vil kun brænde hvis man forsøger at gå igennem den.
"Vi kan også uden problemer tage udspørgelsen her." han nikker kort på hovedet.
"Hvad er Deres position?" spørger han med en rolig stemme.
"Mørkets- hvad?"

.. Men jeg nægter nu at tro han kan være en af mørkets krigere.. hans sind.. og aura virker ikke ond.. tænker han en smule mistænksomt.

Kinzu åbner sine knyttede hænder, da Cassa forklarer, at det nu nærmere er et bevogtet rum. Men alligevel, selvom han ikke er nær så bange nu, kan han alligevel ikke lade være med at svare igen. For han vil under ingen omstændigheder med.
"Hvilken del af 'jeg gider ikke' er det, du ikke forstår?"

Kinzu kigger på Cassas hævede arm og derefter på kuplen af ild, der netop har indesluttet dem. Nu har han i hvert fald slet ingen mulighed for at stikke af. Men nåja... at blive udspurgt her er trods alt bedre end at blive slæbt hele vejen hen til Krystalpaladset, eller hvor Cassa nu havde tænkt sig at tage ham hen til, og blive spærret inde derefter.

Han sukker dybt og gnider sin ene tinding. Mørkets hvad? Det ved han ikke engang. Er der overhovedet noget der hedder Mørkets væbner?
"Jeg er væbner," svarer han.
Han sætter sig ned på jorden i skrædderstilling. Hvis han skal blive her længe, er der ingen grund til at stå og få ondt i benene.

Cassa hæver begge øjnbryn en anelse på samme tid.. han svarer uden videre på spørgsmålene?

kinzu sætter sig ned, så det samme gør Cassa.
"Væbner..? Hvad hedder den kriger, ridder eller general De er væbner for?" spørger han med et lille roligt smil.. Det passer ham helt fint det her.. han vil helst undgå at skulle angribe Kinzu, da denne virker helt uskyldig.
"Og hvor længe har De været det?" lyder det næste så i rap, inden Kinzu vil kunne nå at besvare det første spørgsmål..

Cassa spørger ikke direkte om det han egentlig søger svar på.. det ville være alt for let at lyve om, og Cassa vil jo helst have et svar han kan bruge til noget.. derfor må han lave en lille psykologisk analyse på Kinzu, ved at spørge ham om en del andre ting, som egentlig ikke som sådan har noget med sagens kerne at gøre..

Kinzu bemærker godt, at Cassa hæver sine øjenbryn. Måske synes han, at det er alt for let at få svar ud af Kinzu? Men sådan skal det ikke blive ved, for det næste spørgsmål nægter Kinzu at besvare.

"Det vil jeg ikke sige."
Noget af det første, Ethelihn havde sagt til ham da han blev hendes væbner, var, at hvis han bragte hende i forlegenhed, var han død. Han ved ikke hvorvidt hun rent faktisk har tænkt sig at dræbe ham, men han vil i hvert fald helt sikkert komme i knibe. Så han vælger at holde mund. Det er nok også det bedste, for han kommer tit til at sige ting, han hellere burde holde for sig selv.

Ved Cassas næste spørgsmål trækker han løst på skuldrene.
"Ikke så længe... Jeg ved ikke, hvor lang tid jeg har været det," siger han.
Hvor lang tid er det han har været væbner, et par måneder måske? Han har ikke holdt tal på dagene, så end ikke han selv ved det. Men der er i hvert fald gået mere end en sommer, og i hans hoved er det ikke så lang tid. Nogen af mørkets krigere har trods alt været krigere i flere år, så hans ene sommer er intet sammenlignet med deres fem, seks, syv eller hvor mange år, det nu er.

Cassa rynker brynene.. Egentlig er navnet ham ligegyldig i sidste ende.. det var en test af hvor loyal han er.
Tilsyneladende meget loyal tænker han for sig selv.
"Aha.. Væbner for en kriger, ridder eller general?" spørger han så i en afslappet tone.. igen er det venlige smil vendt tilbage..
"Og hvorfor har De valgt at blive væbner?"

Endnu et trickspørgsmål, men sammensluttet med et hvor svaret har betydning, så er det ikke til at udpege hvad der er hvad.

Cassa sørger for at holde de hvide flammer ved lige.. de skulle jo helst ikke slukke, så Kinzu ville kunne stikke af...
Egentlig er der ikke så forfærdeligt mange spørgsmål at stille, hvis blot Cassa altså får de svar han vil have.. Det ville jo være det nemmeste..

Den sårede arm holder han tæt ind til kroppen.. den vil han helst ikke holde for langt fra sig.. det ville være at slå den i smadder med smerter, hvis han fik den banket ind i noget altså

Kinzu må tænke sig om et øjeblik, før han svarer. Mon han afslører for meget, hvis han siger, hvilken rang den, han er væbner for, er? Måske har lysets general en liste over, hvem der er mørkets krigere, og vil dermed kunne finde frem til den, Kinzu er væbner for? Nja. Det er meget sandsynligt, men der er trods alt mange mørkets krigere, så det vil blive svært at finde den rigtige.
Han bliver hurtigt enig med sig selv om, at det er i orden at svare på dette spørgsmål.

"Kriger," svarer han kort.
Og hvorfor han har valgt at blive væbner? Igen trækker han ligegyldigt på skuldrene.
"Så kunne jeg få et hjem."

Han lader sit blik glide over de hvide flammer, der omgiver dem. Gad vide, om han kan slukke dem med sin is-evne. Godt nok er han ikke ligefrem en mester til at kontrollere sin evne, men det er da et forsøg værd.
Han rejser sig op og går hen til flammerne, så tæt han kan uden at blive brændt af dem. Han placerer sine hænder et par centimeter ud fra flammerne, lukker sine øjne i og forsøger at koncentrerer sig om at samle sin energi i håndfladerne. Hvis det fungerer, som han har tænkt sig, vil flammerne ud for hans hænder forhåbenligt fryse til is.

Cassa nikker.. en kriger.. så er det ikke nødvendigvis fordi Kinzu har de helt gigantiske evner inden for alt den slags.. måske, men det er ikke en selvfølge..

Da Kinzu besvarer det næste spørgsmål, misser Cassa overrasket med øjnene... Så direkte et svar..? Men det var alt Cassa skulle bruge..

Han rejser sig op, da Kinzu gør det, men hæver et øjnbryn da Kinzu vist hvad han kunne se, ville bryde ud igennem ilden?
Isen får ikke frosset de hvide flammer, men dog skubbet dem lidt til side.. ild kan jo ikke fryse...

Cassa sørger for at flammerne ikke vil volde ham mere besvær, og uden videre lukker han dem ned.
"Et hjem.." gentager han med en rolig, dæmpet tone.
"Overvej; er det på de rigtige betingelser? Det De gør, er at hjælpe til med at få uskyldige civilister slået i hjel..." han knuger let om sin arm.. bedøvelsen fra giften er begyndt at fortage sig, og smerten tager til.
"Er det dét De vil? Jeg tror ikke på at De er ondsindet.. sådan virker det ikke..." han ryster lidt på hovedet.. Nej, Kinzu virkede jo langt fra ond!

Men dette kunne Cassa måske bruge til sin fordel?
Det ville snart blive besvaret..

Kinzu ser tavst til, da flammerne forsvinder. Han lader sine hænder falde livløst ned langs sine sider hvor de hører til. Han kan dog ikke lade være med at føle en lille triumf inden i over, at hans evner trods alt rækkede til at få flammerne skubbet til side, før de lukkede ned.

Det, Cassa siger, sætter Kinzus tanker igang. Hjælper han virkelig med at få uskyldige mennesker slået ihjel? Nej, det kan da ikke være rigtigt. Han har aldrig nogen sinde i hele sit 15 år lange liv slået nogen ihjel, ikke engang været tæt på! Og hvis han endelig er kommet op at slås, var det altid for at beskytte sig selv. Aldrig for dræbe nogen.
Han ryster på hovedet for at klare sine tanker.
"Jeg hjælper jo ikke nogen med at slå nogen ihjel!" forsvarer han sig.
Han kigger ned på sine hænder. Efter en kort pause fortsætter han: "Men... hvis jeg ikke hjælper, så er det jo bare mig, der bliver slået ihjel. Er det måske bedre?"

Han lader sig igen dumpe ned på jorden. Her sidder han lydløst og piller ved en løs knap på sin frakke, før han igen kigger op på Cassa.
"Hvad er der nu galt i bare at ville have et sted at bo?"

Cassa ser på Kinzu.
"Jo.. Hvis De hjælper en mørkets kriger.. så gør De.. desværre.." han laver et lydløst suk i brystkassen, men graver ikke lige videre i netop det..
Cassa er gået væk fra det at afhøre ham nu.. nej, han vil hjælpe ham istedet.
"Men.." han lægger hovedet en smule på skrå.
"Hvis jeg tilbød Dem et sted med tag over hovedet, tøj og mad.. Ville jeg så kunne vende Dem mod mørkets lord?" spørger han direkte.. nu uden omsvøb.. Ja, Cassa ville med glæde give Kinzu husly, mad og tøj, hvis han kunne få en lille spion ud af det! - ... okay, selv hvis han ikke var spion, ville Cassa stadig tilbyde det.. Han kan ikke bare se til mens folk går til grunde. Og med det enorme palæ Cassa har, ville det ikke være svært at finde et sted at sove til Kinzu.. James, butleren ville også vide om Kinzu ville lave ballade inde på palæet.. Den altvidende butler.. men den altvidende, stille butler.. han fortæller ikke nogen om sin viden.. ALT sin viden.. han ved hvem der skal dø, hvornår og hvordan, og hvorfor.. han ved hvem der bliver født, hvem der dør.. hvem der vinder denne endeløse krig i sidste ende.. han ved det hele!