”Endnu en der siger ’dem’! Som om man ikke havde nok af dem i forvejen!” tænkte Spike for sig selv, og tænkte tilbage på tanken med rynkede øjenbryn. Der var et eller andet selvmodsigende i det han havde tænkt, men han havde svært ved lige at sætte fingeren på det, specielt fordi tanken havde været tænkt og nu for længst var borte. Han rystede tankerne fra sig, og kiggede på den pludseligt-opdukkende kvinde. Han satte ikke meget lid til noget hun sagde, eller noget han selv kunne sige til det hun kunne sige om ham, specielt fordi det meste af hvad hun kunne ytre, sikkert var sandt. Og det var aldrig en god idé at argumentere mod sandheden.
”Jeg er Spike Lee, og jeg kunne godt tænke mig jeres kontanter!” Ud af øjenkrogen lagde han mærke til at den første kvindelignede skikkelse prøvede at liste sig væk fra deres selskab. Med en hurtig bevægelse havde han placeret sig foran hende, og med udspredte arme blokeret hendes flugtrute, medmindre hun altså havde tænkt sig at lave den om. ”Du ska’ ingen steder!”

Anastacia besluttede sig for at sætte farten en smule op, men gik stadig baglæns. Derfor stødte hun ind i Spike, trak sig væk fra ham og vendte sig om.
”Beklager. Jeg har ikke nogen penge på mig.” hun var begyndt at blive en smule irriteret over at han sådan prøvede at røve hende og… den anden. Hun viste det ikke, hun legede bare nervøs lille pige. Det var jo faktisk sandt at hun ikke havde penge på sig. Hun var kommet hele vejen hertil på gamle tjenester, folk hun kendte, og charme. Sådan havde hun også tænkt sig at komme hjem.
Hun rettede på håret, og ved hjælp af sin telekinese samlede hun en lille sten på størrelse med en tommelfingernegl op, der lå bagved Spike. Hun så ham godt nok som en trussel, men kunne ikke lade være. Indtil videre havde hun svært ved at tage ham alvorligt, specielt efter det styrt. Imens hun så op imod himlen og trak ned i sit ærme og for sjovs skyld hviskede ’gode dronning, hjælp mig’ på en påtaget, bekymret måde, kylede hun ved hjælp af telekinesen stenen lige i nakken på Spike. Den ville ikke gøre nogen skade, knapt nok et lille, blåt mærke. Men hvis den ramte, ville den nok være pænt irriterende.

Damia smiler bistert af Spike og bryder ud i en behersket latter, som hurtigt dør ud, i det hun siger: ”Ha! En simpel tyveknægt,, Damia ryster på hovedet og smiler triumferende. Håret bølger i frodige lokker omkring hendes skuldre og huden er solbrun og blød. Hun laver en affejende bevægelse med hånden af Spike ligger armene over kors, i håb om, at det vil lykkes hende at få den truende mand, til at føle sig mindre. ”Hvad vil De så gøre hvis jeg nægter?,” Hun giver ham ikke rum til at komme med en trussel som svar, som hun forventede at få smidt i hovedet, ”Det skal jeg sige Dem; intet…,, men det ser ud som om, at Spikes interesse er andetsteds, og hun følger nysgerrigt hans blik, som leder hende direkte hen til Anastacia. ”Hvor skal du hen min kære? Har du ikke lyst til at snakke lidt med os?,, Et øjeblik efter er hun forsvundet i sandet…

Medens Spike udelukker en mulig flugtudvej, dukker Damia op bag Anastacia og griber hårdt om hendes skuldre, "Åh det tror jeg ikke hun kan,, lyder hendes iskolde og foruroligende stemme ved Anstacias øre. Neglene presser hun ned i hendes skuldre.

OOC: meget kort, for lige at få anastacias reaktion med xD det ville være underligt at skrive det i mit andet indlæg o.o

IC:
Stenen falder til jorden, og Anastacia knytter hænderne sammen da kvinden pludselig er der, lige bagved hende. Hun er ikke så irriteret mere, for det er ved at gå op for hende hvor alvorlig situationen er. Heldigvis taber hun ikke ansigt; hun har hele tiden spillet nervøs og bange.
"..." Hun ser kort på Damia, og vælger ikke at svare.

Nu hvor han tænkte over det, var han i tvivl over hvad han ville gøre, i tilfælde af at nogen direkte nægtede. Det normale var jo at folk helt benægtede at de havde nogle penge, hvorefter han så plejede at ”undersøge” dem til han var tilfreds, eller overbevist om andet. At en person direkte bare sagde nej, var så utænkelig en tanke, at han slet ikke havde tænkt den før hun foreslog det. Snedigt, egentligt. Måske ville han bare gøre det samme som han plejede at gøre, og lade rutinen tage sin told. Måske ville han regne noget helt nyt og genialt ud, hvilket han tvivlede stærkt på.
Et lille skummelt smil spredte sig på hans læber, der ikke længere var dækket af skærfet. Dette var nemlig faldet til jorden og havde afsløret hans ansigt; Kæben var dækket af korte brune stubbe og der løb et ar over hans højre kind.

Han kiggede vurderende på hendes tøj, smykker (hvis der da er nogle af dem) og hende generelt. Hun lignede en rigmands datter. ”Hvis du slet ikke har noget af værdi, er jeg sikker på at man kunne tje-” og så blev han ramt af en sten i nakken. Egentligt lagde han ikke rigtig mærke til det. Han følte ikke smerte på samme måde som han havde i gamle dage. Nu var det mere som at se på det gennem et bedugget stykke glas, frem for den klare stærke fornemmelse det plejede at være. Han rørte sit baghoved med den ubehandskede hånd, mens han hjerne arbejdede på hvorfra den sten kunne være kommet. Det tog ham dog ikke lang tid at regne sine muligheder ud, og et blik på pigen bekræftede hans mistro. Alligevel tog han ingen handling endnu, bare for at se hvordan hun ville reagere på Damia.

OOC: Nu siger vi altså lige at Spike blev ramt af den sten alligevel -.- gider ikke skrive indlæget om pågrund af det.

Damia himler med øjnene af Spike, "og langsom er De også, og De lever af at gøre det her?,, Han er ikke andet end en uheldig, ubehøvlet tyveknægt, der bare gjorde hendes dag værre, og det værste af det hele er, at det sidste er en løgn. Hun fandt ham faktisk underholdende og opmuntrende, lige hvad hun havde længtes efter i lang tid, og det er bare så pokkers irriterende!
Og ikke nok med det, så er smerterne også begyndt at vænne tilbage. Hun ser ned på hendes højre arm, og bandagen er næsten helt gennemblødt og rød af blod. Med en voldsomt bevægelse skubber hun Anastacia bort fra sig, og hen i favnen på Spike. Ufrivilligt tager hun sig ømt om armen, med ansigtet forvredent i pinsel. Damia vender arrogant ryggen til Spike og Anastacia, da hun kommer i tanke om den smule stolthed hun har tilbage.

"Det må blive en anden gang,, truer Damia og ser sig over skulderen med et lille, hvidt smil. Ikke mange hjerteslag senere er hun forsvundet i sandet.

//out

(sorry, men jeg logger af nu)

Anastacia stod og prøvede at finde en måde at komme væk, da hun blev skubbet fremad og hen til Spike. Hun holdt armene op foran sig, og ligeså snart hun kom i kontakt med ham, trak hun sig selv tilbage. Okay, ørknen var måske ikke noget for piger alligevel. Hvis det her var hverdagskost...
"Jeg har mine smykker, og dem kan du få..." mumlede hun så, og så efter Damia. Smykkerne hun havde på idag var hun alligevel ikke særlig glad for. Hun havde en halskæde, øreringe, to armbånd og tre ringe på. halskæden var mest værd, men umiddelbart burde det være svært at se. Hun bed sig i læben og vendte opmærksomheden imod Spike igen. Selvom hun ikke var glad for de smykker, brød hun sig ikke om den tanke at hun var ved at blive røvet. Det var da for groft!
Alligevel gad hun ikke til at slås. Det ville blive for vanskeligt, for hun kunne jo ikke vide hvilke magiske kræfter han havde.

//FRYS

Han kiggede på hende og derefter på hendes smykker. Han var egentligt ikke interesseret i nogle af delene, og stod en tid bare for sig selv og kiggede ud i luften. Hvad var det egentligt han havde gang i? Han løftede hovedet og kiggede ind i solen, samtidigt med at hans positur blev mere afslappet. Han måtte have lignet en mongol, men var egentligt ligeglad.

Han havde dræbt så utroligt mange i løbet af sit korte liv, at han ikke rigtigt kunne komme på hvorfor det var han gjorde det. Sikkert for suset, som han bare ikke kunne huske hvordan føltes. Faktisk kunne han ikke huske specielt meget.
Folk ville sikkert reagere forskelligt på sådan en situation, og Spike gjorde det ved at blive tom, hvilket selvfølgelig ikke betyder at han kunne huske hvordan det føltes at være tom. Denne fornemmelse kan bedst beskrives som en fornemmelse af alting på en gang. At føle alle følelser han nogensinde har gennemgået på samme tid, hvilket derfor også føltes som at gennemgå ingen følelser; for hvorom alting er ens er intet forskelligt, og hvor intet er forskelligt er der kun en ting. Godt og ondt, blandet sammen til en sameksistens af ligegyldighed.

Uden at kigge på hende vendte han sig om. Uden at kigge på hende begyndte han at gå, og uden at kigge på hende forsvandt han ned i sandet, pludseligere end han var kommet.

//Out