Endnu en gang sank hendes hoved sig ned mellem hendes skuldre men slap det med et dybt suk. Stadig i et svagt forsøg på at holde sit smil, for ikke sit eget humør oppe, fik hun taget sig sammen, at de vel ligeså godt kunne vide det, når de er så nysgerrige. "Jeg.. er bange for det er min far.. som har gjort det.." siger hun næsten klynkende, med et dybt buk i hovedet. "Undskyld..." kommer det så; næsten uhørligt fra hende.
Hun bed sig selv i underlæben, før hun rettede sit hoved op for at se på Cery, igen med et sympatiske smil over sine ellers bløde læber.
Men det kunne faktisk ses på Suki, at hun havde det lidt bedre efter at have fortalt det. Måske de så ville modtage hendes undskyldning.
"Jeg er Suki.." kommer det så fra hende; navnet meget passende til hende.. "..Datter til.. Feanor..", bliver det så fuldt efter, som var mindre passende..

Suki nikkede til hans mangfoldige ord, som dog holdte den sagte ældre visdom, for ikke mindst de gange deres blikke mødtes; hendes egne, mere en rubin farve end dæmonisk som sin fars. Og meget venligere oven i det. Hun fik drejet sig om, mens Cery kiggede ud af vinduet for anden gang, for så at hun selv skubber sig op og sidde på sengen, mellem ham og Amaya, kiggende kort på Amaya, med et varmt smil. I det mindste forstår jeg godt hvorfor de ønskede børn.. de er fantastiske.. tænker hun ubevidst i sit sind, mens hun lytter til Cery med sin pelsede ulveører.

Hun vender så blikket mod Cery da han fortalte hvordan Amaya havde brudt ind i kampen... "Det er ikke første gang.." svare hun til Cery, med så selv at holde en talepause; for hvis han nu skulle vende blikket tilbage på hende. "Min far.. Feanor-- Han er en dæmon.. som et monster, angriber han alt hvad der træder på hans territorium, hvis ikke også udenfor det, skulle han få besked om det..", fortæller hun, i håb over at det kunne give lidt mere mening til det der var sket.. "Mange af de mennesker som jeg hjælper, er blevet såret af ham.. Jeg frygter de også vil se mig som et utæmmeligt bæst.." forklare hun. Det må være derfor hun altid prøver at virke så glad.. Hun vil ikke være som sin far.. eller overhovedet sammenlignes med ham.

Suki ryster stort på hovedet, og har tydeligvis tænkt over dette mange gange... Et ægte smil spreder sig over hendes læber, hvor hun så kigger ned på hendes lår. Med et strøg fra halen, hviler hun den langs hendes side, mens hun nusser igennem den med sine fingre, og svare; "Nej.. Kun min mor og jeg kan få ham til at falde til ro. Men går jeg fra dem som mine forældre, ville han ikke se mig som hans datter mere.. Jeg vil bare blive endnu et offer.." forklare hun. Endnu en ting der er tydeligt, er at selv hun frygter for sin far, selvom hun netop lige sagde at hun godt kunne få ham til ro.. Hmm..
"Jeg ønsker kun det bedste for folk.. jeg vil ikke have at min mor skal blive knust over at hendes egen mand har myrdet sin datter..", siger hun videre, mens hun næsten nervøst filtre sin hvide pelsede hale igennem, for at checke om der skulle være lopper eller noget i den. Med et kort grin kiggede hun op mod vinduet, som Cery havde gjort, også en tænkende stilhed over hende, mens hendes hale finder sin vej bagved hende igen.

Hun synker tungt og Suki kigger kort væk fra vinduet, mod gulvet, i en tung stilhed. Dette bliver fulgt af en dybt klynk og krymper sig sammen i sig selv; ved ordet Død.
Hun vidste det... Hun vidste det hele var sandt. Men hvad kunne hun gøre?! Hun har ikke modet til at stille sig selv i sådan en position, for ikke mindst at se sin far i øjnene.
Endnu et klynk, denne gang mere som en hvalps, fik hele hendes smil til at forsvinde igen.. "D-det er nemmere sagt..." siger hun og lukkede sine øjne.. Prøvede at kravle ind i sig selv og bare gemme væk fra alt omkring hende.. Hun hadede at han skulle have ret!
Hun prøvede at gøre det godt.. Hun prøvede at ville være anderledes! At hjælpe mennesker...

Amaya begynder stille at komme mere og mere til sig selv og blinker et par gange før hun ser imellem manden der hev hende med sig og kvinden som virker trist.. "ikke skælde hende ud.." hvisker hun utrolig stille som hun ser op på Cery, med blanke øjne.. det er tydeligt hun stadig er i smerte, men alligevel tænker hun på andre først.. "fædre er ikke onde.. de... glemmer bare en.. går væk.. men det er okay... jeg har prøvet det tre gange nu.." siger hun ganske stille.. "men.. Lynii er stadig hos mig.." hun ser lidt mellem dem før hun stille gnupper sig lidt i øjnene.. det er tydeligt hun ikke har megen energi tilbage i sin lille krop..

Suki kiggede op på Cery, tæt på at flække i tårer igen, var det ikke fordi han sagde hun var en af de gode. En stor succes for hende at blive set som det. Hun gav et snøft og kørte sygeplejerske kjolens ærme over hendes øjne.
"D-du.. har ret.. Jeg kan ikke ændre på ham.. Så hvad nytte ville det gøre hvis jeg prøver at sige ham imod.. Jeg.. burde bare forlade dem.. bo for mig selv.. i skjul for ham.. siger han; hendes sind helt tømt for alt mod... Hun kigger på Amaya da hun taler og lytter også til hendes uskyldige ord, som får følge at et lille smil.. "En ven som støtter mig, kunne også være meget rart.. Men ingen tør være mig nær, med en dæmon som fader.." siger hun og kigger ned på hendes hænder, ved hendes lår, som knuder sig sammen mens hun taler.

Amaya ser ganske stille på Cery og små smiler da han siger at han ikke skælder hende ud.. dog kunne hun ikke lade vær med at se bekymret på kvinden.. "ikke græde.. mand mand er sød.." siger hun mad et smil, hun kender jo ikke Cery's navn, så han er mand mand i hendes hoved.. Amayas øre begynder at vrikke lidt og hun ser meget.. tænkende ud, som om hun virkelig kan høre noget anderledes.. hvilket hun også kan.. lette poter som kommer gående ude på gangen og en meget stille dog hidsig knorren.. hun lukker stille øjnene, men da hun åbner dem igen smiler hun utrolig stort.. "LYNII!!" siger hun og virker utrolig glad.. da en fuldvoksen los kommer styrtende ind, brøllende og hæssende.. den springer op i sengen ved hende, vender hovedet mod Cery og væsser utrolig vredt af ham.. dem som ikke kender så meget til katte racer vil ikke kunne se det.. men hvis man kender til dem, vil man kunne se det er en meget gammel los..

Suki kigger sig over skulderen da den store los pludselig hopper mod sengen. I et panisk hop, lander hun med et bump på gulvet og kigger skrækslagen på det store dyr, med hendes ører lagt ned langs hendes hoved. "Hva-hvad laver den her inde?! Folk kan blive bange!" siger hun halv-højt, i håb om at lyde mere seriøs end overrasket.
Hun skubber sig op igen og retter på sin kjole, hvor han så kigger hårdt på Cery. "Gøre noget ved det. Hvad vil du have jeg skal gøre? Sige at jeg hader ham? Sige at en person som han kom op og slås med har overtalt mig til at forlade ham? Som du sagde, jeg er allerede død.. Jeg vil bare rådne i døden, som det er nu, hvor jeg på den anden side vil blive dræbt på stedet.." forklare hun, næsten bidende mod Cery, selvom hun godt vidste det var groft.
"Du har selv set hvordan han er.. hvad han gjorder ved din ven, pigen der. Fortæller jeg ham hvordan jeg har det, vil han se mig som hende, hvis ikke værre endnu, fordi jeg kender til ham personligt.."
Hun tager en indånding efter de mange ord og kigger så på den store los igen, samt Amaya, for at se om de forstod hendes forrige ord til dem.

Suki stod der bare lidt, da Cery forlod... Lyttede til det sagte, hængende svar og blinkede til det.
Hun tiltede hovedet og kiggede mod Amaya igen.. for så at få et smil om læben. Måske er det, det jeg skal.. holde mig ved onkel Cassa..
Med et suk begyndte hun at pakke sine ting sammen efter bandagerne og de mange sting hun måtte lave...
Forsvandt så med sit sygeplejerske smil igen, mellem de mange mennesker rundt i huset.

//out

Amaya klapper på sengen ved sin side og Lynii ligger sig ved hendes side og stopper med det sammen med at knurre.. det er tydeligt at Lynii gør som Amaya siger 100%.. hun ser på Cery og nikker blot til hvad han siger og ser efter ham, hvor eftii mente det ikke ondt, han var bare bekymret.. han gør ikke noget.. er hun ser på kvinden.. "Lynii gør ikke noget.. han var bare bekymret.. ikke andet.. han har aldrig skadet nogen.." siger hun ganske roligt som hun ligger en hånd på Lynii's hoved og han lukker sine øjne helt afslappet.. "må han ikke nok blive kønne dame?" spørg hun stille..

//out