Isis svømmede langsomt ind i bygningen for at være sikker på at hun ikke skræmte livet af nogen, da Ray lod til endnu at være lidt nervøs fra dagen før. Eller der vidste hun jo ikke, men hvis det var hende som havde været igennem det som han havde været igennem hvad han nu engang havde været, så havde hun nok ikke været vild med at blive sneget op på. Dog åndede hun lettet op da hun så at han faktisk var i bygningen, og at han ikke var faret vild, eller havde givet op på halvvejen.
"Godmorgen, jeg håber du har fået lidt søvn!" sagde hun så og sendte ham et stort smil, hvorefter hun rakte en af de store fisk over til ham.
"Jeg tænkte at det ville være lige lovligt voldsomt at lade dig jage selv på første dag, når det er noget vi andre lærer henover flere år. Så skal du selvfølgelig også vide hvilke fisk der er giftige og sådan!" smålo hun og svømmede så helt ind i den gamle bygning, hvor hun fandt en sten som hun sank ned på, og begyndte at spise. Måske havde hun været lidt for hård overfor ham, og idag ville hun vise ham krystalhulerne, det kunne umuligt gå galt.

Ray betragtede fisken og vendte og drejede den med et mistroisk blik. Det lyse kød så både saftigt og sundt ud. Egentlig kunne han ret godt lide fisk, men lige nu følte han at det var en slags kanibalisme at sætte tænderne i det hvide kød. Alligevel sejrede sulten - der var alligevel ikke andet at spise, med mindre han agtede at sætte tænderne i tang eller andre søplanter. Han lod tungen glide henover de allerede våde læber og begyndte derefter at spise. Det mættede ganske godt, og benene var slet ikke så irriterende som han huskede dem - primært fordi han var en smule ligeglad med dem.

"Jeg er en ganske god jæger." sagde Ray med et selvsikkert smil, efterfulgt af et mindre grin. "Jeg var i hvert fald altid god til at udvælge de bedste høns i skuret. Men jeg halshugningen måtte jeg lade nogle andre om." Han smilte skævt til hende og trak på skuldrene. "Alt du kan fortælle mig om giftige fisk er velkommen viden. Jeg ville nødig blive syg hernede." Ray havde aldrig været en dygtig jæger. Han havde aldrig rigtig øvet sig. Da han boede oppe nord på var han altid med folk rundt, både på jagt og alt andet, men han førte aldrig øksen, buen eller sværdet.

"Så, har du nogle planer for i dag?" spurgte han og bemærkede ikke undertonerne, der kunne ligge i det. "Hvad skal vi forvandle mig til? En haj? Eller måske en due. Det kunne nu være ret interessant." Han smilte igen og pillede lidt ved fiskebenene, som lå tilbage.

Isis havde godt overvejet om det mon ville være svært for Ray at spise rå fisk, menneskene var trods alt vant til at stege, koge og bage alt hvad de puttede i munden, men smagen af det lækre kød ville nok hjælpe ham godt på vej, desuden nægtede hun at lære ham at spise tang, det var kun lavvandsfolket som gjorde den slags umanerlig fjollede ting, mange havde af dem havde en idé om at fiskene var deres venner og at man ikke spiste dem af samme årsag. Det var dog for Isis den mest latterlige måde at leve på man kunne forestille sig, menneskene holdt jo ikke op med at æde hjort, ko eller hest fordi det var deres 'venner'.
Alle hendes tanker om Rays spiseproblemer blev dog hurtigt fejet væk, da han vidst uden rigtigt at tænke over det åd fisken hun havde med til ham, han havde nok også været sulten, det var vel efterhånden et døgn siden han havde spist hvis ikke mere.

Ved hans kommentar smilede Isis et stort smil "Er det rigtigt? Så skal du nok syntes det er sjovt, det underlige ved at jage under vandet er, at det ikke nytter noget at jagte fiskene vildt, men derimod skal man langsomt svømme helt op på siden af dem og så slå til, ellers kan de mærke at man kommer, og fisk er væsentligt bedre til at manøvrere end vi er!" sagde hun så, og grinede lidt. Problemet lå i, at fisk under skællene havde nervebaner der fornemmede tryk i vandet, så hvis man brusede frem var de ikke mange sekundter om at forsvinde.

"Jeg tænkte at vi kunne tage ud og se krystalhulerne, de er så flotte, og jeg tror ikke i har noget lignende på jorden, så det vil nok være ret unikt!" sagde hun så, og svømmede op ved siden af Ray, hvor hun lagde hovedet en kende på sned "Og så skal vi nok også få lært dig at jage senere på dagen, det kommer nok ret naturligt til dig!"

Ray betragtede havkvinden med et mildt blik - han var egentlig ganske betaget af hende. Alligevel valgte han ikke at se på hende imens hun spiste, da det jo var takt og tone hos mennesker. Han pillede fortsat ved fiskebenene og overvejede om der under vandet var fiskere og handelsmænd som solgte særlige fisk, kød og andet i den dur, ligesom der var bagere og slagtere på land. Han rynkede brynene og lod ideen svømme videre.

"Jeg håber De kan lære mig at jage, min kære Isis. Ellers bliver jeg ikke en særlig brugbar havmand." han lo mildt og betragtede hende med sine grå øjne. Fisk var små, hurtige sataner, havde Ray erfaret, og der var intet at sige til det. Fisk var jo smidige og hurtige som fuglene på himlen.

"Krystalhulerne?" gentog han overvejende og funderede over disse myteagtige huler. "Jeg har aldrig set dem." indrømmede han, og så allerede frem til at udforske hulerne med kvinden. Jagttimerne var også noget han så frem til, egentlig, trods han fornemmede at det ville gå helt galt. Han ville blive ydmyget og højst sandsynligt ikke fange en eneste lille fisk, men det var da værd at forsøge. Desuden var det jo en oplevelse.

"Jamen så lad os da komme afsted." sagde han mildt og lod tungen glide henover de allerede våde læber. Han overvejede om saltvandet egentlig påvirkede deres kroppe, men undlod at spørge. De mørke vægge omkring dem holdt lyset ude ganske godt, opdagede Ray, og bemærkede egentlig først nu hvor gode disse hav-øjne virkelig var i denne undervandsverden.

Isis slog en kolbøtte i vandet, hun nød den vægtløse tilstand som de begge befandt sig i, det var nok noget af det sværeste at vende sig til når man kom til overfladen, der satte man ikke bare af og fløj, Isis kunne naturligvis på grund af vingerne, men det var meget anstrengende når man var vant til at flyde rundt.

"Jeg kan love dig for at jeg kan lære dig at jage, men du skal nok være forberedt på at det vil tage tid og træning, du har en fordel fordi du er fuldvoksen og kar kræfterne til at holde de større fisk fast, vi andre lærer det jo som børn, og starter med helt små fisk. Det vil dog ikke være tilfældet med dig, da det for os er lettere at fange større fisk, de er meget langsommere!" sagde hun så, med et lille grin, mens de orangegule øjne betragtede ham, fra hale til top. Det var sjældent at havfolk fik de samme horn på kroppen, de var som regel genetisk bestemt og dermed meget forskellige, dem op hovedet var dog for det meste ens, alle 6 horn, de meget små som Isis havde over øjenbrynene var noget der løb i familien og Ray havde dem ikke. Han havde derimod lidt flere langs ryggen end Isis, hvilket sjovt nok ikke var så underligt når han nu engang var en han.

Havkvinden begyndte at svømme i forvejen for at vise vej, der var ikke langt til krystalhulerne, hun glædede sig til at vise ham dem, og var overbevist om, at han ville blive ellevild, måske kunne de oven i købet finde en krystal der sad lidt løst, som de kunne vrikke fri, og som Ray så kunne få med til overfladen. Faren for, at folk der så den ville opsøge hulerne var nok minimal, da de færreste krystallianere kunne færdes under vand, og endnu færre kunne komme ned på de dybder som de befandt sig på.
Svømmeturen tog ikke mere end en halv time, før man kunne ane noget forude, en stor klippeformation på et par hundrede meter ragede op fra havets bund, på klippesiden kunne man let og hurtigt ane nogle store huler der gik ind i stenformationen nogle af dem var oplyst og andre ikke og de fandtes i alle størrelser.
"Er du klar?"

Ray betragtede hende, da hun begav sig afsted igennem det kolde vand. Han betragtede hendes krop, med den snoede hale, de brede vinger og den ubehageligt hornede krop. Endnu havde han ikke haft mulighed for at se sig selv i øjnene i spejl eller andre reflektioner. Måske var det bedst sådan, indså han. Hans eget spejlbillede ville blot skræmme ham. Angst var ikke noget han ville bære i hjertet.

Han fulgte hende og svømmede livligt afsted med halen viklende omkring det usynlige vand, vingerne omfavnede intetheden og bar ham fremad. Strømmen var som en kølig blæst og nedkølede hans ansigt. Selvom hans kropstemperatur var under det normale for et menneske, følte han sig varm og opkogt. Havde han båret klæder, og ikke været på havets bund, så havde silker og uld klæbret til hans varme krop og svedperler ville vise sig på panden. Var det normalt, at man havde det så varm under vand? Ray frygtede at blive ramt af en feber, men valgte at tro, at det nok blot var vandet. Eller forvandlingen. Eller hans krop og tanker der drev gæk med ham.

Hulerne viste sig foran dem. Rays grå øjne blev store og han tabte kæben ved synet af disse lysende huler. Nogle var store og skinnende, med et velkommende lys. Andre var små og dunkle, med et ubrydeligt mørke og en kølighed der ikke kunne beskrives med ord. Ray håbede at de ville begive sig ind i en af de lysere huler, men vovede ikke at foreslå det til kvinden. Der var sikkert mange grunde til at de skulle ind i de dunkle huler, og sikkert flere grunde endnu, til at det endda skulle være en meget lille grotte. Han ville ikke vise sig fra en skræmt side.

"Mere end klar! Lad os da se hvad der ligger skjult i disse klipper!"

Isis betragtede ham mens han svømmede, synet fik igen det venlige (af dybhavsnormer) smil frem på de blålillae læber. "Se? Du er allerede blevet en meget bedre svømmer!" sagde hun, og tænkte på dagen før hvor hans hale havde virket som noget der sad fast på en stavblender og vingerne flaksede frem og tilbage, mens de andre gange havde som limet til hans krop.
"Jeg ved godt at det hele har været meget overvældende, men du lærer rigtigt hurtigt, og i løbet af de næste par dage er du sikkert 100% havfolk!" sagde hun så, og gav ham et venligt dask på halen, med hendes hale.

Roligt svømmede hun omkring 20 meter op ad den store klippe mens hun spejdede ind i de forskellige huler, før hun fandt én der ikke var lys i, dog ville Ray sagtens kunne se med hans geniale syn som ham nu engang var udstyret med som havfolk, hun ville gemme det bedste til sidst. Hurtigt vinkede hun ham op til sig, hvorefter hun svømmede ind i hulen, den var lang os smal når man svømmede ind i den, men efter omkring 10 meter kom man til en stor åbning, hvor hulen mundede ud i et stort hulrum, der mindede mest af alt om en drypstenshule bortset fra, at hver eneste drypsten var besat med lysegrønne krystaller i alle størrelser og former, i bunden af hulen løb noget der mest af alt lignede en undervandsflod, hvor vandet var grønligt.
"Alle huler rummer forskellige farver krystaller, og dét der.." sagde hun, og pegede ned imod undervandsfloden "Er et fænomen i kalder livets kilder, i hver hule der er så dyb som denne findes de, men de har samme farve som krystallerne i hulen, og det er i virkeligheden tungt vand, der er ikke rigtigt nogle der har fundet en forklaring på det endnu, men de er varme og gode at slappe af i!" sagde hun så, og så op på Ray spændt på han reaktion

Ray betragtede hulerne og lod Isis svømme i forvejen. De strålende farver, der skinnede legesygt fra nogle af indgangene var både indbyende, interessante og særligt besynderlige. Han følte sig draget og fik en ubærlig lyst til at lade sig føre ind i disse huler. At lære om disse lys. Om disse huler. Sagn, myter og historier fra glemmebøger var det eneste der havde talt om dette sted. Nu var han her, ført til dette mystiske sted, at en kvinde han just havde mødt, en anden race med andre tanker og idéer.

Han vendte blikket imod hende, da hun vinkede ham til sig. Han fulgte hende ivrigt ind i den mørke grotte, som lyste op i hans blik. Vejen ind var snæver, og Ray lod sine hænder hvile mod de ru sten og klipper, for at holde sig i en passende afstand til vægge og loft. Han holdt vingerne tæt og lod halen bevæge sig svagt og roligt. Snart mundede huleindgangen ud i en større grotte. Han betragtede nøje væggene og de smukke sten den besad. Det var dog noget andet end de smukke krystaller, der tog hans opmærksomhed. Straks han bemærkede den nærmest lysende flod, lod han den ikke slippe med øjnene. De grå øjne var store og hans ansigtsudtryk talte nok for sig selv. Aldrig havde han set noget lignende. Han blev mindet om det lysende vand, som Leara havde vist ham. Det føltes, som var det tusind år siden nu. Mindet bedrøvede ham, men han måtte indse at det var fortiden. Han stod med noget nyt nu, en ny oplevelse.

Et enkelt slag med halen førte ham tæt ned til livets kilde. Han havde læst om dem. Eller rettere, han havde hørt historier om dem da han var barn. Han havde aldrig troet på deres eksistens, og havde derfor aldrig ledt efter mere information om disse kilder. Som barn havde han aldrig haft interesse i disse "livets kilder". Han havde drømt om drager, eventyr, riddere og alt der hørte med.

"Hvordan... Er dette muligt?"
Han rakte en hånd ud og ganske rigtigt; vandet var varmt. Dette forstod han ikke. Hvordan kunne dette vand være varmt? Og farvestrålende?
Han vendte sig mod Isis. "Hvad ved I om dette vand?"

Isis gav et lille grin fra sig, da hun så hvordan hans reaktion omkring hele hulen var, sådan noget fandt man i hvert fald ikke på overfladen, langt fra, de havde til gengæld solen, fuglene og himlen og stjerner, åh hvor hun elskede stjernerne, hun kneb øjnene sammen, hun havde engang mødt en der havde lært hende om de forskellige stjerner, men det var længe siden, og hun kunne ikke længere huske hans navn, men det havde været et af de flinkeste mennesker hun havde mødt.

Da Ray dykkede ned imod den grønlige kilde rev hun sig løs af tankerne, og fulgte efter ham, inden hun lod hele sin krop synke ned i det varme vand, hvor hun fandt en sten at ligge sig til rette på. Selve 'floden' var ikke mere end en meter dyb hvor de befandt sig lige nu, men der var steder hvor den gik ned til at være en fire fem meter.
"Der har været mange teorier om de forskellige floder i krystalhulerne, jeg tror vidst nok der er 10 i alt." startede hun, og betragtede ham "De ældste mener at vandet har forskellige virkninger, for eksempel er denne kilde opsøgt hvis folk ønsker ro i sindet. Sårede efter hajer eller andre angreb opsøger den blå kilde, da den siges at have helbredende kræfter, ligesom at nogle mødes i den røde inden krig, om den lillae siges det, at den hjælper dig med at øge dine magiske færdigheder osv.!" sagde hun så og trak på skuldrene, personligt havde Isis ikke oplevet nogen effekt, men hun havde heller ikke søgt efter den. Mange havde vendt tilbage fra kilderne med mirakuløst helbredte sår eller med en speciel magisk færdighed de pludselig var blevet en kende bedre til.
"Jeg ved det ærligt talt ikke, men måske skulle jeg opsøge den blå kilde næste gang et menneske forsøger at hugge et spyd i mig!" sagde hun så bare, og rodede i en tot af det krøllede hår, der efterhånden var groet ret langt. "Hvorfor spørger du?"

"Jeg vil vide alt om stedet her. Myter. Historier. Alt hvad du kan fortælle mig, Isis. Hvis det her er hvad du har sagt, så vil det måske kunne helbrede de syge! Og hvis det bringer held i krig, så vil folk ovenfra betale formuer for at få fingrene i sådan en væske." Han missede med øjnene og rystede på hovedet. "Det kunne skabe underværker med sådanne ting. Vi må bruge dem! Tænk hvad vi kunne gøre! Hvad vi kunne udrette!"
Men i de forkerte hænder, hvad da? Han sukkede og genovervejede hvad han havde sagt.
"På den anden side. I de forkerte hænder ville det gøre mere skade end gavn." Han stirrede på hende med et forvirret blik. "Isis ved nogle mennesker om disse kilder?" Hvem vidste noget? Hvor meget vidste de?

Ray betragtede kvinden i kilden, og overvejede om han selv skulle prøve. Ro i sindet lød ganske dejligt. Han lod sig synke ned i det varme vand. Varmen var ikke til at tage fejl af - den vidundelige varme som mindede om solens klare stråker. Ubeskriveligt. Uforglemmeligt. Det gik op for Ray at han ikke havde skænket solens varme en eneste tanke. Hvordan kunne noget liv klare sig uden denne energi og livsgiver? Var kilderne svaret? Han nød varmen og åndede lettet op.

"Det er egentlig meget rart," indrømmede han og smilte. "Kender alle dybhavsfolk til hulerne? Og kilderne, altså?"

Isis lyttede til alt Ray havde at sige, han virkede meget begejstret over hele konceptet, og Isis måtte nok også indrømme at kilderne var en spændende ting, dog havde det aldrig rigtigt været kildernes effekt der havde optaget hende, men skønheden af alle krystallerne der omfavnede hulernes indre.
Da han nævnte at bruge kilderne måtte hun dog slå det mest alvorlige blik hun kunne komme frem med op, og så ryste på hovedet "Som du selv siger kan det gøre stor skade hvis det havner i de forskellige hænder!" sagde hun så, med et lettet lille smil efter at han selv havde indset, at ideen kunne gå hen og blive dumdristig og ikke mindst farlig.
Til hans spørgsmål tænkte hun kort, mens hun plaskede lidt i det lysende grønlige vand der kort blandede sig med at almindelige klare, før det igen sank ned i kilden.
"Kilderne her er mest af alt et rygte, jo længere væk du kommer fra dem, desto mere tror folk bare, at det er en ammestuehistorie. Her på bunden er der kommet folk langvejsfra for at besøge kilderne, fordi mange af historierne er troværdige, mens at lavvandsfolket bare mener, at det er det pure opspind fra dybhavsfolkets side. Det passer mig forøvrigt fint, så slipper vi for at have de tosser rendende!" sagde hun så, og gav et kort utilfredst fnys fra sig, mens hun betragtede Ray finde plads i det grønne vand.
"Menneskene mener, så vidt jeg er informeret, bare at det er en myte. Dog har alle myter sjovt nok rødder, og da jeg ikke er det første dybhavsfolk til at sætte ben på landjorden har vandet fra disse kilder også set dagens lys."

Hun holdt en pause for at sikre sig at Ray var med så langt,m og viftede kort med halen, mens det orangegule blik gled rundt i krystalhulen "Jeg er villig til at give dig en smule vand med til overfladen, så du har mulighed for at undersøge det og bruge det som du vil, hvis og hun hvis, at du lover at du ikke ved hvor vandet kommer fra, eller hvilken effekt det må have. Hvis nogen spørger er det noget du byttede dig til på et marked hos en sigøjner du ikke kender navnet på!" sagde hun så ganske alvorligt, hun ville ikke have at folk fandt deres hemmelighed, og selvom det var de færreste landlevende væsner der var i stand til at leve under vand, eller for den sags skyld komme så dybt ned som de befandt sig, så fandtes der stadig alverdens urtedrikke og magi deroppe, som ville gøre dem i stand til at ødelægge krystalhulerne fuldstændigt.

Ray betragtede vandet som strømmede omkring ham og smilte sagligt. Varmen den efterlod var helt unik, og ikke noget han før havde mærket. Ikke hvad han kunne huske, i hvert fald. Han lyttede en smule åndsfraværende til Isis ord. "Mhm," lød det fra ham nogle gange, imens han nikkede eftertænksomt. Han kunne ikke undgå at smile af hende. Af hendes moderlige beskytter-opførsel, for disse besynderlige kilder. Det var næsten fascinerende. Han overvejede om alle andre dybhavsfolk havde en lignende opfattelse af kilderne, eller om der var nogle sorte får ind imellem, som ønskede at dele denne viden med alle andre væsner. Smilet var ikke til at få væk fra læberne, og da det gik op for Rex, slog han blikket ned. Hendes foreslag morede ham. Hun morede ham. "En sigøjner som jeg ikke kender navnet på." ekkoede han og så atter på hende, stadig med et smil. "Er det nu det jeg skal sige, når jeg taler om dig, min kære Isis? Det er da ganske upersonligt, synes jeg."

Ray forlod kildens behagelige vand og løftede sig lidt over den, med et slag med halen. "Men jovist, hvis du er villig til at lade mig få en prøve med på land, så ville jeg selvfølgelig aldrig nogensinde fortælle hvorfra jeg havde den. Jeg ville aldrig overveje det! Det kan du trygt stole på." Hans blik var nu stift og selvsikkert, og hans smil var forsvundet. Det var tydeligt at han mente det. Han fortrak nu en halv-trist mine. "Men," begyndte han, og havde en kort kunstpause, "Du skal ikke give mig noget med. Der er risiko for indbrud. En tyv kunne tage det. Mennesker er ganske æreløse." Han sukkede og trak en anelse på smilebåndet. "Men det er tanken der tæller."

Han så atter på den lille strøm og forsøgte at erindre nogle mere troværdige historier om dette vand. Han huskede intet, som på nogen måde kunne kaldes andet end en barnehistorie. Det var nok bedst på den måde. På den anden side, så ville det næsten ingen forskel gøre - der var så få mennesker, der kunne komme ned på denne dybde.

Isis betragtede roligt Ray, han virkede næsten fuld, om ikke andet havde kilderne i hvert fald en vis indvirkning på ham. Hun rystede kort på hovedet af ham og kunne så ikke lade være med at grine lidt af sig selv, hun kun snildt forestille sig selv med et tørklæde om hovedet, de spidse ører fuld af ringe og en krystalkugle i hænderne mens hun med et glubsk smil inviterede fremmede ind for at få deres fremtid forudsagt hvorefter hun rullede folk for alt hvad de ejede og havde. Tanken fik hende til at give et roligt grin fra sig, hvorefter hun svømmede efter Ray, nu havde hun vidst også ligget længe nok.

"Hey, det var da bedre end at sige, at dem havde du fundet 6 kilometer under havets overflade i nogle magiske kilder med forskellige effekter!" grinede hun så, og daskede ham med halen, inden hun trak ham i armen, og nærmest slæbte ham igennem vandet, ud af hulen.
"Du skal se den blå hule, den er meget flottere, der lyser krystallerne også af uransagelige årsager!" sagde hun så, og trak ham med ud af hulen (?) hvorefter hun gav sig til at lede efter den hule hun ville vise ham "Nogle mener at det er fordi den magiske helende kraft er stærkere, og at krystallerne er påvirkede at magien der flyder igennem, og det får dem til at lyse. Hvis du kigger lidt nærmere ind i byerne er der mange som bærer blå krystaller om halsen, de tror at de er grobund for godt helbred!" sagde hun med et lille smil.

Roligt svømmede hun yderligere 40 meter op til en lysende blå klippeindgang hvor hun igen viftede Ray op "Hvis du holder din mund lukket er der jo alligevel ingen der vil opdage hvad det er for noget vand du har med dig!" sagde hun så, og svømmede igennem den snævre huleindgang. Hulen lignede lidt den grønne de lige havde været i, bortset fra, at denne hule var meget mere oplyst, da krystallerne også hjalp til med at lyse den store hule op. Desuden var den store blå flod som løb i bunden af hulen også meget større og dybere end den anden.

Ray smilte og trak på skuldrene. "Tjo, det ville nok være bedre end dét, ja. Det ville heller ikke være det smarteste man kunne sige. Se hvad jeg har! Magisk vand fra havbunden!" Han rynkede næsen. "Ikke nok med at folk ville tro jeg var skør, men jeg ville nok også blive bestjålet. Jeg må bare vænne mig til tanken om, at se dig som en rynket sigøjnerkone for mit indre øje, når folk spørger ind til det magiske vand." Han smilte skævt og lod hende føre sig ud af hulen.
Gad vide om der er flere at sådanne magiske steder, som verden ovenover ikke kender til, tænkte han, og besluttede sig for at være optimistisk. Der måtte være mere at se - havet var stort.

"Du tror ikke at krystallerne har nogen magisk kræft? Måske hjælper de virkelig helbredet. Eller hjælper en til at tænke klart. Man kan aldrig vide." Han overvejede straks hvordan han selv skulle skaffe sig sådan en krystal. Kunne man mon blot tage dem fra hulerne, som blomster fra en eng?

Han smilte, da hun påpegede at han blot kunne være tavs om denne undervandsrejse. Det var nok den bedste løsning i sidste ende. Han fulgte hende ind i hulen, som skinnede livligt. Han gjorde store øjne og så forundret på hulens vægge, som var besat med de lysende krystaller, som smykker var med juveler. Den ru stenbund var nærmest sølvgå og stod i en glansfuld kontraks med de blå krystaller. Man kunne ikke bebrejde havfolket deres tro på, at disse krystaller besad særlige egenskaber - der var noget magisk over deres lys. Der var noget magisk over hulen.

Ray nænnede ikke at røre en eneste krystal, af frygten for at påkalde onde ånder, forbandelser eller hvad havfolket nu kunne finde på at tro på. Han vendte i stedet sin opmærksomhed mod den blå strøm af vand, som hvilte ved hulens bund. Den var smuk. Smukkere end den anden. Ray havde noget med blå.
"Den blå kunne... Hele?" spurgte han, for at sikre sig at han havde forstået det.

Isis kunne ikke lade være med at grine igen og rystede så på hovedet "Hvad ville du være mest skræmt over, en gammel sigøjner som til hver en tid ville stjæle dine øjne for at sælge dem på det sorte marked, eller havfolk som jeg?" sagde hun så og skar en grimasse der viste de spidse hjørnetænder. Så grinede hun igen "Ved nærmere eftertanke er der vel ikke rigtigt noget som ikke skræmmer dig!" fortsatte hun så, med en tydelig hentydning til første gang de mødtes samt hele hans reaktion over at være forvandlet til havfolk.

Havkvinden svømmede ned imod den blå kilde og dybbede en hånd, vandet var køligere end det de svømmede rundt i, og direkte koldt i forhold til det varme grønlige de lige havde været i. "Tjoe, det har de nok, men jeg har aldrig rigtigt haft brug for det, desuden er jeg bange for at blive skuffet!" sagde hun så ganske ærligt, som Ray kunne Isis også godt forstå at folk, med et sted så smukt, blev henledt til at tro det var magisk. På den anden side havde hun aldrig set Tira, som var en af byens ældste, og som ligeledes sad i rådet, blive syg og hun bar en af de blå sten som der befandt sig overalt omkring dem. Udover det var hun unaturligt gammel, tja, hvor gammel var hun egentlig?
"Vi har en ældre i rådet som bærer en af disse sten, hun skulle i hvert fald være død for et halvt århundrede siden!" sagde hun så og rynkede et af brynene, mens det gik op for hende, at hun aldrig rigtigt havde tænkt over det sådan før.
Langsomt svømmede hun ned mod bunden af hulen, der var en forhøjning som ikke var dækket af det blå vand, langsomt men sikkert lirkede hun med en anelse vold og magt en af de blå krystaller fri, hvorefter hun svømmede hen til Ray og holdt den i en flad udstrakt hånd imod ham "Der sker ikke noget ved at tage en enkelt krystal i ny og næ og du fortjener den mere end mange andre!" sagde hun så med et lille smil.

Ray lo ved hendes ultimatum. Åh ja, hvem ville han mon blive mest bange for? I sidste ende havde hun nok ret - når man vænnede sig til havfolket, så var de nærmest behagelige at være omkring. Der var noget fascinerende over dem. Noget yndefuldt og smukt. Det var nok det indtryk Isis havde givet ham, og inderst inde var han dybt taknemlig for at det var hende han havde mødt og ikke en anden. I sidste ende var han faktisk - tænk at han skulle indrømme det - taknemlig for at hun havde forvandlet ham.

Han brød ud i en mild latter. "Nej da! Jeg frygter intet, min kære. Uanset hvad der sker, kan du altid komme til mig! Jeg er uden frygt. Uovervindelig! Virkelig." Han smilte og blinkede til hende. Forvandlingen havde været omvæltende.

Da de atter talte om det magiske vand, vendte han blikket imod det. Han betratede hende indgående, imens hun talte, og smilte en anelse. Stadig. "Jeg er glad for at du siger, at du ikke har haft brug for det. Jeg håber det vil fortsætte sådan." sagde han oprigtigt, da han ikke på nogen måde ønskede at hun skulle komme til skade. Sådan noget burde man ikke ønske for nogen, og da slet ikke Isis. Selvom hun måske fortjente en mindre straf for at forvandle ham mod sin vilje, men på den anden side...

Han smilte igen, da hun begyndte at tale om byens ældre, som tilsyneladende var temmelig gammel. Hvis krystallerne kunne give en et længere liv, var der endnu mere grund til at mennesker ikke skulle have adgang til disse kilder. Mennesker havde altid været grådige og de havde altid søgt efter evigt liv - det var et faktum. Det var fascinerende, og som en videnskabsmand ville Ray nyde at studere disse krystaller samt vandet der flød i hulerne. Alligevel var der en del af ham, som hellere ville lade det være et mysterium.

Da Isis svømmede ned, for at hente en krystal betragtede han hende opmærksomt. Da hun efterfølgende tilbød ham den, så han ganske overrasket ud. "Mig?" Det havde han bestemt ikke forventet. Han anede ikke hvad han skulle sige. Han fortjente den ligefrem? Han blev en anelse rød i kinderne. De havde trods alt lige konkluderet at disse krystaller muligvis kunne forlænge ens liv. Han tog tøvende imod krystallen, og vendte og drejede den i hånden. Den var ubeskrivelig smuk, som den lå der og lyste op. Han ville sige noget, for at vise sin taknemlighed, men han kunne ikke få andet ud end "Tusind tak!"
Han havde nok følt sig lidt dum over sin reaktion og sin tak, hvis han ikke havde været så optaget af den kolde blå lysende krystal.

Isis kunne ikke lade være med at hæve et øjenbryn og lægge armene over kors da han sagde at han ikke frygtede noget, det sidste døgn havde han ikke lavet andet end været ved at få hjertestop over alverden. Tanken fik hende til at grine lidt "Skal vi så omdøbe dig til Ray den frygtløse nu?"Smilet nåede helt op til hendes øjne, faktisk kunne hun ikke huske hvornår hun sidst havde mødt en så sjov som Ray, dybhavsmænd skulle altid puste sig op på en eller anden led, hvilket godt kunne blive anstrengende i længden, dér havde menneskene altså en anden tilgangsvinkel, eller, det havde mange af dem.

Til hans kommentar nikkede hun og strøg en hånd igennem håret, så det makkede ret, og lod sig flette ind mellem de store horn. "Kilden her bliver faktisk ofte brugt til hvis der har været en alvorlig tvekamp eller krigsskader. Så bliver de sårede taget med hertil af de vise, men der har ikke været krige længe nu, så den bliver sjældent brugt. Jeg er glad for at kunne vise dig dem, der er mange mennesker der ikke ved hvad de går glip af!" Sagde hun så, og trak på skuldrene, hvorefter hun svømmede imod åbningen til hulen, de kunne jo ikke blive hængende der forevigt, og nu hvor Ray havde en lille souvenir at tage med ville han forhåbentligt ikke være alt for svær at få med ud.
"Hvis du vil have lidt af vandet med til overfladen kan vi hente det senere når vi har fået fat i nogle beholdere på markedet!" sagde hun så, og vinkede ham med sig.

Til krystallen nikkede hun bare "Det skal du ikke tænke på, men jeg vil nok opfordre dig til at sætte den i en sølvkæde når du kommer op igen, de er meget pænere end noget af det du kan få hernede!" sagde hun så og svømmede ud af hulens munding