Pax hverken kunne eller ville skjule sit voksende smil. Hans stålgrå øje glimtede af spøgefuldhed og på intet tidspunkt forlod de Junos skikkelse, mens de gik. Han nikkede og anlagde et påtaget eftertænksomt udtryk, hvorefter han prompte svarede: ”Vampyrer. Det havde jeg slet ikke tænkt på, men du har ret.” Pax blinkede til Juno men skar derefter øjeblikkeligt en pinefuld grimasse, da den andens alt for kolde hænder fandt fæstne mod hans til stadighed våde hud. Hans muskler spændtes og han lo anstrengt, hans egne hænder straks søgende mod Junos, pressende dem ind mod ham i håb om, at de begge straks fik varmen.
Han trak lidt på den ene skulder og rystede så på hovedet. ”Jeg har ikke sagt, hvad jeg skulle bruge det til eller hvor mange, vi ville være. Han vil aldrig tro, at jeg er her alene med min ægtefælle og at jeg satte det hele i værk for at glæde dig.” Pax så bestemt Juno i øjnene, påbød ham at høre efter og stole på ham. Han vidste, hvad han havde gjort, hvad han havde bedt om og skønt sådan en som ham ikke kunne regne med meget, så stolede Pax på baronen – eller, ikke ham personligt, men på hans grådighed…
”Hvis han er lidt smart – eller hjernedød, hvordan man nu ser på det – så tænker han, at jeg skal bruge det som et opsamlingssted. Du ved, varelevering.” Det var ikke ualmindeligt, at Pax strakte sine egne handelsruter til landsbyerne omkring Dianthos. Til tider kunne det være mere sikkert, et sted, hvor han kunne opbevare den mest værdifulde last fra havnen eller fra længere mod nord, indtil han vidste, at han uden problemer kunne få dét det sidste stykke hjem. ”Du skal ikke være bekymret. Selv hvis vi får gæster… det er så stort, at vi har en kæmpe fordel uanset.” 

Juno fnøs af Paxs svar, kun fordi han ikke ville indrømme, at det var sjovt, men smilede alligevel stort op til ham øjeblikket efter. Paxs muskler var hårde under hans fingre, og det gjorde kun Junos smil større, at Pax lagde sine egne hænder over Junos, for at få ham varm.
Der var ikke altid sammenhæng mellem, hvor alvorligt noget var og hvor godt Juno hørte efter, men denne gang hørte han hele Paxs forsikring af deres sikkerhed og stolede også på ham. Ulven var ikke ligefrem kendt for at være den blødsødne og romantiske type. Ikke engang Juno kunne have forestillet sig at han ville have gjort noget lignende.
"Han skulle bare vide, hvor meget du gør for mig," mumlede Juno med et smil og skubbede til Pax, hele sin vægt lagt ind mod hans side, med et kækt smil. Ikke at det ragede nogen noget, især ikke baronen, det var blot endnu en måde for Juno at sige tak på. Han narrede ikke sig selv til at tro, at det havde været nemt at skaffe et hus som baronens. 
Det var et godt tidspunkt for Pax at lære fra sig om, hvordan Flokken fungerede, for aldrig havde han været mere interesseret i deres vareleveringer end da han hørte, at steder som baronens hjem kunne blive brugt til det. Fra tid til anden slog det ham, hvor omfattede Flokken virkelig havde været, hvor stor en omsætning Pax skabte, og hvor ubetydelig Rottebanden virkelig havde været i sammenligning. Hver gang han troede, at han virkelig forstod det, lærte han noget nyt, og han var ved at udvide sin mentale forestilling om Flokken, da Pax vendte tilbage til at berolige ham og Juno flyttede sit blik op til ham, med et smil i sine øjne. 
"Jeg stoler på dig. Jeg er bare..." Juno sukkede i stedet for at afslutte sætningen og møvede sit ansigt op mod Paxs skulder, for at indånde duften af ham. Han vidste ikke selv, hvad han ville have sagt. Nervøs? Utryg udenfor Dianthos? Så længe Pax virkelig sov tæt på ham, var det alligevel ligegyldigt. "Glad for at du gerne vil holde om mig hele natten," afsluttede han i stedet med en halvhjertet latter.