Han slog ikke blikket op imens Selmy gjorde udtryk for hans afsky - for selvfølgelig syntes knægten det var klamt. Han havde ikke en særligt høj tolerance tærskel for én, som ikke alene kom fra en healer familie, men som også havde brugt en rum tid ved at campere på en mudret skovbund. Han kiggede først op da han havde pillet færdigt og lagde den sidste brugbare flage i flasken og satte den atter fast på hans mavebælte sammen med de andre, hvor kun én af dem stadig havde noget eliksir. "Blod er brugbart." Svarede han med et flat udtryk og trak igen lidt ud i sin robes kant for at have et godt overblik over sit sår, hvor blodets piblen blev langsommere imens det tørrede ind igen. Det var ømt som bare pokker og huden omkring den rødmede - og ikke kun fordi blodet havde misfarvet det. Det var nok ikke en dårlig idé at vaske det, selvom han ikke var glad for pauserne, som der skulle bruges på det. Så igen... Der var ikke en betændelse, som han ikke havde kommet sig over før, men nu var det jo heller ikke beskidte bjørnekløer, som havde snittet i ham før. Måske ville disse sår udgøre et ret imponerende ar, når det engang var vokset sammen igen. Han drog et irriteret suk, men det kunne ikke bringe ham helt ned fra den højde, som deres æblerov havde drevet ham op til. Hans irritation forsvandt til trods for hans smerter og med et triumferende smil dykkede hans hånd ned i hans flettede kurv af skovens skatte og fiskede et skinnende rødt æble op, som han dernæst rakte imod Selmy. 

"Hvis vi skal være her for en stund alligevel, hvorfor så ikke nyde vores tyvekoster imens de er friske?" Han lagde hovedet på skrå, velvidende hvor meget han måtte ligne en eller anden korrupt frister med en så lokkende frugt balancerende på hans fingerspidser. "Og gem kernerne." Tilføjede han kækt, for selvfølgelig kunne de også bruges til et eller andet.  

Selmy tittede frem fra sine fingre, efter at have lukket øjnene fra det afskyelige syn. Netop fordi han var så sart omkring at se på ulækre ting, havde han som barn allerede ulelukket sig selv fra drengeflokkene. Selv i de finere kredse, havde drengebørn et behov for at blive beskidte og lave unoder. Bare ikke Selmy. Hans upopularitet blandt hans egne havde også bragt ham til ensomhed i sit voksenliv, og det var nok derfor Selmy og Asith stadig hang sammen i dag, på trods af alle de ubehageligheder Asith havde bragt ham. Denne gang holdt han det skrækkelige æble op foran ham, og det var tydeligt at se på smilet, at Asith frydede sig over det. Hn havde endda haft den frækhed at tydeliggøre Selmys synd, ved at kalde det tyvegods. 

Selmy stirrede på Asith, og ikke æblet. Blikket var nærmest træt og opgivende, men han endte alligevel med at tage imod æblet. Han vejede den skinnende røde frugt, som han egentlig havde tænkt sig at Asith skulle have haft lov til at nyde for sig selv. Han havde ikke haft lyst til at spise af hans såkaldte tyvegods, i håb om, at det på en eller anden måde ville retfærdiggøre hans handlinger…

”Du ved… ” Begyndte han, mens han trillede æblet fra den ene håndflade til den næste ”Den farmer der har plantet de æbletræer… Han er da en idiot”. Han tog en beslutsom bid af æblet og lænede sig tilbage mod taskerne og kurven, som han tyggede og stadig ventede på, at gryden skulle blive fyldt op. ”Jeg tror det er en fælde han har plantet bevidst, så han kan få lidt spænding ind i sit liv og måske tjene lidt ekstra respekt i kredsene, ved at hugge hænder fra sultende gennemrejsende”.

Selmy tog den næste bid, for han stillede æblet væk i sikkerhed fra hans arbejdsområde. Han trak gryden ind, der allerede fra blevet fyldt godt op af den gavmilde natur. 

Selmy tog æblet og Asith samlede endnu et op fra kurven, som var til ham selv. Kort betragtede han den røde skal inden han begyndte at gnubbe den imod sit ærme. Imens han pudsede sin snack, talte Selmy og det gav egentlig god mening. Umiddelbart ville man da have sine frodige frugttræer tæt på sit hjem hvor man kunne nyde godt af dem, men de her var sat lige ved grænsen som en glinsende guldsmed på en fiskekrog. Asith tog et bid af æblet, som afgav en sprød lyd idet det røde skind blev brudt af elverens halvskarpe tandsæt. Frugtkødet var fast og hvidt og Asith mærkede hvordan den søde, rige smag satte et kuldegys igennem ham. Det kunne løfte enhvers humør, kunne det ikke? Så igen, hvis man var vant til madvarer af god kvalitet, så var æblets smag nok ikke så overvældende, men for Asith var det en delikatesse. "Mm.." Han tog endnu en bid og lagde endelig blikket over på Selmy, som legede med sit eget imens han forundrende lavede sin teori på farmerens idioti. 

"Heh, hvis det var tilfældet, skulle vi ha' plukket alle æblerne og fældet træerne bagefter." Mumlede han med munden halv fuld. Han synkede og rømmede sig. Han lagde et blik på gryden, som blev fisket ind og lagde midlertidigt æblet til siden for at tage sit mavebælte af og dernæst hive sin robe af over hovedet, så han sad kun iført sine bukser og sine høje læder støvler. Kort tog han et kig på det misfarvede stof og sukkede irriteret. Han brød sig ikke om at have klistret tøj selvom det for det meste var tilfældet. Det hjalp heller ikke rigtigt at han kun havde 2 eller 3 andre gevandter, som han kunne skifte det ud med og de var alle sammen efterladt i Dianthos. 

Såret fyldte der meste af hans venstre bryst, men heldigvis virkede det ikke til at det ville være meget iøjnefaldende når han engang var helet, for over hans overkrop var der adskillige andre ar, dog ikke fra kløer. Dét og hans matchende venstre øre, som havde et akavet indhak, gjorde at såret en dag nok skylle føle sig hjemme på hans krop. 

Klædet blev vredet i gryden med vand, præcist som man gjorde med en klud, og Selmy var villig til at hjælpe Asith med at blive vasket. Han stolede heller ikke på, at Asith ville gøre det ordentligt. Faktisk kunne Asith sikkert bruge et rigtigt bad, men det var som bekendt normalt for fattige… og lovløse mørkelvere, at leve foruden i ugevis. men det var ikke fordi han lugtede af andet end svovl og skov, men Selmy havde da et mindre ønske om at se, hvordan han kunne se ud som nyvasket og klædt i ordentlige klæder. Måske ville han se helt pæn og anstændig ud!

Selmy lo klukkende og var tydeligvis underholdt af ideen, som Asith bidrog med. Hvem havde vidst, at han var i stand til at grine af en vittighed, uden at tage den alt for seriøst? Selmy selv var overrasket over sin egen humoristiske smag, men tanken om at give farmeren igen, ville give ham en spændende og imponerende historie, som han kunne bringe med sig hjem til Dianthos, trods han aldrig ville bryde sig om at nærme sig æblerne og hunden igen. Han kiggede varmt op på Asith, men blev genert i et splitsekund og kiggede væk, mens klæderne kom af elveren.

Med det samme blev han sit alvorlige jeg igen, og han rykkede sig hen og trykkede det våde stof mod Asiths klistrede bryst, og lod vandet sive ud af stoffet, til det dryppede med kolde dråber, videre ned mod hans mave. ”…Det var altså min skyld at vi blev opdaget” Røg det ud af ham, som havde det været noget han havde brændt inde med længe. Han stammede sig over det, og ville egentlig ikke have bragt det op, og bestemt heller ikke tale om det. Men Asith skulle også se, at han ikke kun havde selviske sider. ”Jeg gør det godt igen, det lover jeg”.

En smule hypnotiseret kiggede han på elvernes krop, som han vred klædet i vandet igen og gentog processen.

Da Selmy begyndte at le, kiggede Asith på ham som om han lige havde snakket et helt nyt sprog, hvilket det næsten ligesågodt kunne være. Han var ret sikker på at det udtrykkende interval, som han udelukkende havde set Selmy befinde sig i indtil videre gik fra 'sart' til 'fornærmet' med alt, som befandt sig imellem de to. Han kommenterede ikke på det, for det var trods alt bedre end alternativet og det var vel en trøst at vide at knægten havde en smule humor i kroppen - ellers ville deres færd blive meget lang og meget pinagtig.

Asith henkastede sin forbløffelse og skulle til at tage imod det våde stof, men Selmy kom ham i forekøbet og trykkede det imod hans bryst med den hensigt at vaske ham selv. Asith havde måske givet ham et sært udtryk, hvis det ikke var fordi at kluden med det friske regnvand både var iskold og fik hans sår til at svige som bare pokker! Han bed tænderne sammen og knyttede sin hånd så hårdt at hand negle var på næbbet til at penetrere hans håndflader. En sammenklemt og mærkelig lyd blev til hvad man uden tvivl kunne genkende som et bandeord på mørkelvisk, som Selmy nok havde bedst af ikke at få oversat. Han lod dog ikke smerten slippe afsted med ham og klemte igen sine skældsord tilbage ned i sin hals imens han ventede på at den svigende fornemmelse forsvandt. Imens fyldte Selmy stilheden med hvad i sidste ende var en undskyldning? Hvad pokker gik der af ham?? 

"Ah..!" Han sugede stift indad inden han svarede. "Hvor kommer det nu fra?" Han løftede en arm for at klø sig forvirret i håret. "Har du glemt hvis idé det var at gå derind til at starte med?" Han stirrede lidt skeptisk på ham, men ikke bebrejdende. Hvorfor var han pludselig så undskyldende? Han rystede på hovedet. "Du er ikke til at gøre sig klog på." Mumlede han, nok mest for sig selv inden han afviste undskyldningen med en løftet håndflade. "Det var ikke din skyld og der skete alligevel ikke noget."       

Vandet i gryden blev farvet rødt af mørkelverens blod, mens Asiths bryst blev gjort rent. Det var dog svært at bekæmpe betændelsen, kun med vand, men det skulle i hvert fald holdes rent hele tiden, så det ikke gik hen og blev dødeligt. En feber ville nok ikke være helt uundgåelig. Han nåede at få kigget godt og grundigt på
Den lange elverkrop, og fik tilfredsstillet sin voksende nysgerrighed til Asith en smule mere, selvom det egentlig kun ledte til flere spørgsmål. Hvert et ar måtte have en historie at fortælle, men Selmy var på nuværende tidspunkt for genert til at lade Asith vide, at han havde kigget på andet end såret på hans bryst.

Kluden smed han ned sammen med vandet, og ville blive hældt ud et sted i skoven sammen med vandet. ”Jeg burde bare have sagt nej” Svarede han og trak på skuldrene. Han var lige så meget indblandet i det, som Asith, selvom han også havde gjort det, fordi han vidste, at æblerne ville blive stjålet med eller uden sin hjælp. Men han havde sværere ved at tilgive sine egne handlinger, da han skulle forestille at være en eksemplarisk tjener af gudinden. Forhåbentligt blev han vurderet ud fra hans handlinger, og ikke hans undertrykte tanker og ønsker, som i dag havde testet hans tro en del.

Selmy tog gryden med blodvandet og gik ud i regnen og gik en længere tur væk, for at tømme indholdet i noget mudder. Han ville ikke risikere at han fik skæld ud for at tiltrække et helt tredje rovdyr hen til dem, fordi han havde lokket det til sig med duften af frisk blod. Hvis de blev angrebet endnu engang, skulle det nok blive deres sidste. Selmy ville i hvert fald ikke kunne løbe meget længere med benet, som formentligt var hævet op nu. Han kom tilbage og satte sig i teltåbningen, hvor han flåede den våde kappe af sig og begyndte at vride sit hår fra vand.

Nu da Selmy havde besluttet sig for at bade Asith selv, hvilket elveren kun kunne antage var hans sygeplejer instinkter der slog til, lænede Asith sig let tilbage og fortsatte med at spise sit æble. Ind imellem kiggede han ned for at tjekke hvordan såret rent faktisk så ud under bandagerne og havde det ikke været fordi han generelt ikke var en særlig imponerende skikkelse, kunne det i fremtiden se ganske interessant ud. Dog ville han ikke anbefale en tvekamp med en bjørn for at få sig et pynteligt ar. 

Han bed ind i æblets kernehus imens Selmy kort gik ud af 'teltet' for at slippe af med det blodige vand og synet af baljen fik Asith til at overveje hvor meget blod han mon havde mistet i alt. Hans hoved føltes i hvert fald kun få øjeblikke fra at svæve væk fra hans hals - en mærkelig følelse. Da mennesket kom igen var der ikke mere tilbage fra æblet udover stilken, som havde forbundet det med træet inden det blev stjålet og Asith var i fuld gang med at fange kernerne fra sin tunge for at putte dem ned i endnu en tom lille flaske. Han havde trods alt sagt at han kunne bruge dem. Til hvad måtte guderne vide. 

"Du burde og jeg burde, men sket er sket." Mumlede Asith endelig og åbnede sine kæber på en mærkelig måde da han kunne mærke et hengemt frø der ikke var hvor det skulle. Hans ansigt blev normalt (så meget som det kunne) igen og han kiggede på Selmy uden skyld eller bebrejdelse. "Nu ikke mere af det der." Sagde han så endelig. "Vi har intet mellemliggende." Han lavede et ligegyldigt vift med hånden og tog endnu et kig af sit sår. "Skal jeg antage at du ikke har tænkt dig at gå længere før regnen har stilnet af?" Spurgte han så med et lettere opgivende udtryk - han ville utvivlsomt gerne videre og var ligeglad med regnen, men det virkede til at han ville tage Selmy's indput over sit eget i denne situation. 

“Ja, antag du bare det” Svarede han og flyttede et lag skind, der dækkede for det fulde udsyn. Selmy kunne passende holde vagt, mens Asith lå der, hvor han selv plejede at sove, på regnfulde tidspunkter som disse. Da naturen udenfor hurtig blev kedeligt at se på, kiggede han ind til sin patient igen. “Jeg har meget papirarbejde på mig, og det skal meget nødigt blive gennemblødt. Det forstår du godt, ikke?” Han smilte lidt, for nok var det blot en undskyldning for ikke at skulle ud i regnen, men det var en virkelig god undskyldning. Asith virkede som om han var træt af alle de stop undervejs, og Selmy kunne godt sætte sig ind i det. Han havde dog en underlig fornemmelse, nærmest som et indre syn, hvor han så sig selv ligge død, før de overhoved nåede frem til deres mål. Nok var det Asith, der var i den værste tilstand lige nu, men han var dog mørkelver, og de var som bekendt gjort af et andet stof. 

Selmy havde bemærket, at Asith havde gemt på kernerne, så han tog selv sit halvspiste æble og efterlod ham skroget. Hvad mon ville han gøre med det? Ejede han mon jord som han kunne plante nye æbletræer i? Det virkede for simpelt og for uskyldigt til at kunne være Asiths plan, men han havde da afsløret at han havde en stor kærlighed til den saftige frugt.

"Et æble koster vel ikke mere end 2 ravstykker stykket...” Sagde han tænksomt. Han vidste jo ikke om Asith nogensinde havde betalt for noget. Indtil videre havde han taget alt hvad der kunne tages af, og det med betalingerne havde Selmy selv stået for. Smagen af æble i hans mund ledte hans tanker hen på familien derhjemme, hvor han fik ordentlig mad, og ikke bare hvad der nu kunne findes i skoven eller fås billigt hos bønderne. “Før min mor lagde sig syg, var det ikke unormalt at vi fik hendes æbletærte, når det regnede udenfor, og jeg var færdig med læsningen. Min søster kan ikke gengive opskriften, så vi får det ikke mere”.

Asith kunne ikke med god samvittighed brokke sig mere over deres stop nu da Selmy havde nævnt hans værdifulde "papirarbejde". For en stund havde han nær glemt drengens opslagsværk og hvor meget han egentlig stadig gerne gad at have kløerne i dem. Men han var ikke en gemen tyv og de havde trods alt lavet en aftale, som ville have været mere værd end hvis han blot var stukket af med bogen. Han kunne trods alt ikke oversætte det gamle sprog og han ville trods alt heller ikke sove godt om natten hvis han havde berøvet knægten sit livstykke.

Asith drog et dovent suk, accepterede at det ikke var til at undgå regn-pausen og lagde en arm under sit hoved som support. For en stund lukkede han øjnene og fokuserede på den svigende fornemmelse i hans bryst. Hvis bare han havde haft sine sager med sig, så ville han kunne undgå både betændelse og smerte. Hvad han dog ikke ville give for nogle af hans opiumsdråber, som han vidste gemte sig i skuffen ved siden af sin seng til svære aftener.

Hans øjne åbnede sig igen da Selmy brudte stilheden og snakkede lidt om sin familie - Hans mor specifikt og hendes æbletærte, som kun blev spist på regnvejrsdage ligesom denne. Asiths øre-tippe vippede sig fladere og han lavede et eftertænksomt ansigt inden han svarede. 

"Familieidyl er virkelig ikke noget man hører meget om i Dianthos." Mumlede han, nok mest til sig selv. "Æbletærte." Han rystede på hovedet som om han fandt ideen helt absurd og abstrakt. Mørkelvere var trods alt ikke kendt for deres familievarme eller pejse-historier. I stedet fokuserede han på den del af fortællingen, som gav mening for ham: Sygdom. "Hvad fejler din mor?"

“Nej, det gør man vist ikke. Men vi er glade for ordentlig mad” Selmy smilte ved tanken om, hvor meget han og hans familie egentlig skilte sig ud fra den generelle befolkning. I de øvre kredse var de vellidte, men der var vel altid nogen der ikke brød sig om dem. Måske var de lidt for sære og religiøse til alles smag, selvom de ofte fik ros for at leve efter reglerne... Det var langt fra de fleste mænd i byen, der formåede at være Isari tro og samtidigt holde sig fra flasken. Alkohol og religion var to vidt forskellige måder for mennesket at holde sig sammen på, men de gik bare ikke hånd i hånd, og Selmy havde selv lagt mærke til, hvordan folk blev afvisende over for hans far og ham selv, når de takkede nej til en drink på kroen eller som gæst hos naboen. Hans far lod til at være kold over for kritik, mens Selmy  slet ikke brød sig om det.  

Selmy var imponeret over, at Asith formåede at lytte til hans sludren og stadig spørge interesseret ind til det, trods han tydeligvis lå og kæmpede for at holde smerten ud. Han burde altså sove, for at få en pause fra det hele... Hvis ikke det var fordi at Asith tidligere havde vist så meget interesse for hans familiebaggrund, så ville han ikke bare have holdt ham vågen med sin historiefortælling. Spørgsmålet om hans mor fik ham dog til at ville trække i land. “Hun skifter meget...” Begyndte han overvejende “I små perioder virker hun næsten helt frisk, men for det meste ligger hun i sengen med alverdens symptomer... Svimmelhed, træthed og åndenød. Hun var normalt ret nærværende, men er ikke rigtig til stede mere. Medicin virker ikke rigtigt på hende... og nu har de draget til den konklusion, at hun er syg fordi Isari ønsker det”. Det sidste blev nævnt med foragt og modvilje i hans stemme. Lige netop i den situation, var Selmy ikke nær så fanatisk som han ellers havde været op til nu.

Asith lyttede til moderens symptomer og rynkede en smule på sine tattoverede bryn. Det kunne være en del forskellige ting, for at være ærlig. Selmy's kommentar om medicin og dernæst deres gudinde fik hans undrende udtryk til at blive et af mild afsky, som han dog gemte for Selmy ved at vende blikket væk. Religiøse tåber - Det gav ham en del bitterhed at vide at Selmy var en del af dem. Han holdt dog sin spydighed for sig selv for nu, for han var trods alt mere interesseret i moderens situation end at nedgøre hans familie. Plus, så vidste han at så snart Selmy kom på sin 'retfærdige' sti, så var han ikke til at stoppe. Han rystede på hovedet og lagde blikket imod ham igen. 

"Hun kunne have Anæmi.." Mumlede han undrende, men kom ikke til en konklusion. Han vidste ikke nok til hendes situation overhovedet til at komme med en teori... Endnu. "Jeg kunne komme på doktor visit når vi når tilbage til Dianthos." Tilbød han. "Jeg er selvfølgelig kun alkymist, men der har da været en del lægelige jobs for dem, der ikke kunne betale sig til bedre ting." Fortsatte han og lagde blikket op imod teltets loft hvor regnen trommede. "Og jeg laver bedre medicin end de forfinede kvaksalvere, som sidder på deres balkoner med deres vin og har den indre by som udsigt." Tilføjede han lettere bittert. Hvis de bare var lidt mere alsidige og billigere kunne Asith undgå at bruge sine ressourcer på sygdomsramte indbyggere i skumrings-kvarteret, som hverken havde kredit eller ædelsten på lommen. Ikke et under at forretningen var helt til hundene. 

"Hvis vi finder blodroden, kan den måske også drage nytte for hende... Jeg kan dog ikke love noget." Og så tvivlede han også en hel del på at Selmy overhovedet ville invitere ham indenfor - og da slet ikke i nærheden af hans mor.     

Asiths ben var dasket og han tog Selmy's pludselige toneskift som tegn på at han ikke havde lyst til at blive med at diskutere hans syge mor. Det var vel også fair nok? Asith gav ham kort et vurderende blik, som om han ikke var sikker på hvad han skulle mene om det pludselige u-sving i deres samtale, men så trak han på skuldrene og lod det ligge. 

"Hvis du siger det." Svarede han. "Det er trods alt dig, som er eksperten på området." Tilføjede han, selvom han slet ikke havde nogen idé om rødderne rent faktisk havde sæsoner eller ej? Han havde nok været på endnu mere bar bund da han ledte alene end han først havde troet, havde han ikke? Måske havde Asith sin egen udmærket ekspertise når det kom til flora fra omegnen og Kzar Mora, men den bredte sig slet ikke ligeså langt som de studier, som Selmy og hans bedstefar havde gjort sig kloge på... Det var virkelig et absurd lykketræf at støde ind i ham når det kom til stykket. 

Hans blik dalede ned på hans sår igen og for en stund overvejede han i stilhed hvor omstændig hans situation egentligt var. Efter et par øjeblikke talte han op igen. "Når regnen slipper op, foreslår jeg at vi dropper skov-terrænet." Startede han og lagde blikket på Selmy. "Hvis vi tager landevejen, kan vi muligvis hægte os på forbipasserende vogne." Han trommede eftertænksomt sine kløer over sit bryst imens han overvejede ideen. "Det er ikke sjældent at handelsmænd bruger ruterne imellem Dianthos og Medanien. Det kan spare os et par dages vandren og vi behøver ikke bekymre os om flere rovdyr, som vi knapt kan løbe fra." Hans blik fandt Selmy igen da han ville høre hans indput. "Så hellere tage chancen med landevejs-røvere." 

At blive kaldt ekspert af en, som selv var dygtig indenfor samme fag, gav naturligvis lidt ekstra pres på Selmys skuldre. Hvad ville der mon egentlig ske, hvis de nåede frem, og der ikke var nogle rødder at finde? Det ville uden tvivl koste dem dyrt, da det i forvejen havde taget lang tid, at komme her til... Hvis ikke de begge var sårede eller havde mistet hesten, så ville de allerede være fremme ved Medanien, klar til at finde forsyninger til turen i retning af Rubiniens ørkengrænser. Asith ville måske føle sig snydt, og Selmys forhåbninger om, at Asith ville hjælpe ham med hans mor og efterfølgende... mod betaling selvfølgelig, at tage med ham til Kzar Mora, så han kunne vejlede og guide ham i hans hjemegn. 

“Jah...” Svarede Selmy da Asith kom med sit forslag om at hoppe på en vogn, og gjorde et tungt suk, der var noget opgivende. Han var selv træt af skoven, træt af alle rovdyrene og landmændene... En vogn var nok deres bedste mulighed. De havde kun ganske få krystaller at udveksle, hvis de under al forventning skulle bede om noget i bytte. Men Selmy havde dog også en masse ting at gå af med, som uden tvivl havde værdi for almindelige borgere. 

På trods af hans egentlige modvillige tanke om, at skulle gå af med sine ting, om nødvendigt, begyndte han at smile lidt.  Et bittert smil. “Så... du vil altså trække i land med din mesterplan? Den du af godhed havde ekskluderet mig fra?”. Måden han lagde trykket i sin sætning på, afslørede at han helt fra starten ikke havde været tilfreds med, ikke at vide hvad Asiths planer havde været. Nok havde han valgt at se midlertidigt bort fra Asiths valg, men han ville aldrig slippe det helt! 

Da Selmy kom ind på Asiths plan igen - hvilket han havde håbet at han var ovre - rystede han blot på hovedet. "Bare fordi vi kommer til byen lidt hurtigere betyder det ikke at vi ikke mangler kapital og et trækdyr." Svarede han blot og lagde blikket op imod teltets loft igen for at følge silhuetterne af vanddråber der slog imod det og dernæst rullede ned ad teltets sider. "Jeg har skam stadig tænkt mig at tjene penge når vi ankommer. Og ja, du er stadig ekskluderet." Konkluderede han og lukkede øjnene for en stund og lod lyden af regn tage over. Det var en ubehagelig situation og regnen tilsølede deres effektivitet og planer, men der var noget over lyden af vejret, som gjorde at der kom en midlertidig længsel efter tiden imellem hans flugt fra Kzar Mora og til hans nye liv i Dianthos. Vildmarken var ikke så slemt, hvis man bare have nok bæst-afværger. Det havde han selvfølgelig aldrig. 

Bag lukkede øjenlåg kunne han mærke grunden under ham sejle en smule - en mindre bivirkning af hans svimmelhed og blodmangel. Han lavede et umage lille støn og åbnede øjnene igen. Det var virkelig ikke til at finde komfort. Han vendte blikket imod Selmy igen og spurgte: "Kan du se nogle mælkebøtter fra hvor du sidder?" Det var måske en lidt tilfældig drejning fra snakken om Asiths planer, men som han havde gjort udtryk for før, så havde Selmy ikke behov for at høre mere om den inden de ankom til byen.

Pisse irriterende mørkelver af en rejsekammerat. Selmy skulede olmt hen på ham, og havde mest af alt lyst til at kaste sin sko efter ham for at være så stædig og prøve at styre det hele, når nu at det var Selmy, der havde overtaget føringen på denne tur. Men Asith så ikke ud til at have det alt for godt, så ingen ting fløj igennem teltet i aften... Selmy valgte at lukke den der, og kiggede på Asith med et analyserende og bekymrende et blik, men han sagde ingenting, før Asith selv talte om mælkebøtter. 

“Mælkebøtter?” Selmy rynkede brynene lidt, ved tanken om den meget lille effekt mælkebøttemælk skulle kunne hjælpe, men han kiggede ud fra sin siddeplads. Der var ganske få, men han havde set hvor der var flere. I stedet for at spørge, tog han bare skoene på igen og hev sig i den i forvejen ubehageligt våde kappe. Herefter drog han væk fra teltet og plukkede løs, hastigt, for at kunne komme tilbage til teltet i en hvis fart. Med favnen fuld af ukrudt, kravlede han ind i teltet igen. Med en mine der hverken udtrykkede utilfredshed eller tilfredshed, lænede han sig halvt over Asith og begyndte at flytte rundt på flere ting, for at gøre plads til en ny arbejdsplads, hvor de kunne arbejde på mælkebøttemælken i fælleskab. 

Koldt regnvand dryppede ned på Asiths blottede overkrop fra Selmys tøj, men Selmy gjorde det hele klar i en imponerende hurtighed.

En lettere mærkelig bøn at give sin sygeplejer, men Asith tænkte at Selmy nok vidste et eller to om mælkebøtters potentiale for en person med blodmangel. Han havde ikke forventet ham at springe hovedkulds ud i regnen efter dem dog, men han kunne ikke sige, at han ikke satte pris på hans hjælpsomhed selvom den var mærkelig og uvant. Det var sært at være den som lå stille og blev 'fikset'. Han satte sig dog lidt op for at undgå at ligge der som et eller andet såret dyr. Han kom aldrig helt op at sidde dog da Selmy kom tilbage ind i teltet og satte sig nærmest over ham og fik en del alarmklokker til at ringe for den lange mørkelver. Hans sunde paranoia og lettere berøringsangsts tilbagevenden var dog et godt tegn, mente han - det betød han var kommet lidt mere til sig selv efter angrebet. Det var dog et under at Selmy overhovedet havde formået at sy i ham uden han lavede en mindre scene. Enten det eller Selmy var- tør han sige det?- en beroligende sjæl, som ikke gav Asith lyst til at kradse øjnene ud af hans lille blonde hoved? Det var et mærkeligt ar på stoltheden at indrømme for sig selv at han var begyndt at sætte ret stor pris på knægtens tilstedeværelse... Og han havde nok været blødt ud i skoven hvis han havde besluttet sig for at skride den gang han havde chancen og bjørnen var distraheret. 

Asith blev hyldet ud af sine dybt sunkne tanker igen da en række kolde dråber faldt fra Selmy's hår og til elverens mørke bryst. Han lavede et mindre ryk i kroppen og gysede kort over kulden. Hans blik faldt på hvad end Selmy havde gang i med mælkebøtterne. "Ah.. Du behøver ikke at gøre noget ved dem." Sagde han så og tog en af dem fra bunken og nonchalant bed det gule blomsterhoved af sin stilk og åd den. Inden han havde tygget af munden, røg stilken også ind og dernæst en mere, så han nærmest havde munden fuld af ukrudt. "Du ved..." mumlede han med et blik der vendte væk, som et stædigt barn, der havde svært ved at opgive en diskussion. "Du kunne sagtens være en god healer." 

Intetanende om de åbenbaringer der netop kom til Asith, sad Selmy med en trættende følelse, hvor han stadig var småirriteret over, at Asith ikke fandt ham værdig nok til i det mindste at inddrage i hans planer i Medanien. Det mest irriterende var dog, at han godt kunne forstå det. Han kendte sig selv, og han ville højest tænkeligt gøre sit bedste for at spolere Asiths plan eller i det mindste sløve ham, hvis han ikke brød sig om hvad han havde i sinde. Det var sådan Selmy var, og det var nok også derfor han var en venneløs særling opvokset i et ellers så socialt samfund.

Rykket fra elveren under ham, fik ham til at rette opmærksomheden på ham hurtigt, før han overhoved fik klemt mælken ud af blomsterne. Han så afventende på ham. Han fik et undrende udtryk i ansigtet, da Asith bare ville have blomsterne i deres hele form, og smilte underholdt, da blomsterne blev fortæret. Det måtte have en grim smag, men Asith var åbenbart altædende. Hans respekt for det frygtindgydende mørkelvere dalede en smule hver dag, som Asith viste mere af sin bizarre, men harmløse side. Selmy slap sit værktøj og var ikke længere lænet halvt over ham. Han gav blot sin fulde opmærksomhed. Du ved… efterfulgt af en pause, hvor Asith tyggede om munden, var ikke noget godt tegn. Det var typisk her han fik en spydig kommentar med på vejen. Selmy rettede sig lidt og så på ham med blik, der på forhånd var fornærmet, som Asith fortsatte sin sætning. ”Oh?” En kompliment havde han ikke ligefrem regnet med. Han ventede på, at Asith skulle komme med et hvis, men det gjorde det ikke. ”Iih ja. Jeg kan plukke blomster” Svarede han med ironisk entusiasme. Komplimenten skød han ned på stedet, men hans læber på det fornøjede ansigt afslørede hans hoverende tilfredshed ved den mindste smule ros, der kunne klemmes ud af ham. Han rakte ud efter en ukrudtsblomst, før de alle nåede at blive spist, og placerede den nydeligt bag Asith venstre øre. Den der havde et hak. ”Sådan... Nu behøver du ikke en maskering i morgen” Selmy trak sig væk og tog plads ved sin tidligere udkigspost og kiggede ud. Selvom han kiggede bort havde han fået hvad han skulle bruge. Et indre billede, af en nok så forvirret mørkelver, men med en nydelig gul mælkebøtte, der pyntede… 

Asith skød et irriteret blik over på Selmy da han ikke tog hans kommentar seriøs, men sagde ikke mere. Faktum var dog, at Selmy havde lappet ham sammen fra en fatal skade og han kunne stadig stå oprejst på to ben - for the meste i hvert fald. Han bed endnu et mælkebøtte hoved af inden knægten lænede sig frem for at placere en af blomsterne bag hans ødelagte øre. Han stivnede kort over nær-været, men kun for et øjeblik. Hans mund bredte sig til et endnu mere surt udtryk, men det var mere barnligt end det var ildevarslende. han kunne mærke sit hoved blive varmt for en kort bemærkning. "Tsh..." Han løftede en hånd for at fjerne blomsten så den ligeså kunne forsvinde bag hans mørke læber ligeså og forhåbentligt formå at hjælpe ham en smule med sin manglende vitalitet. 

Hans blik fulgte Selmy til teltets udgang - flabede unge - inden han kiggede ned på resterne af blomsterne. Han samlede dem, som en buket i sin ene hånd og fiskede en læderriem ud fra en af de små lommer i hans mavebælte. Det blev snoet stramt om planterne og dernæst hængt med hovederne nedad fra den første og bedste plads i teltets loft. Der måtte jo være noget, som kunne agere krog. En vis stilhed kom med hans mangel på et gøremål.. og han kunne knapt sætte Selmy til mere for at holde sig selv væk fra den akavede position han nu fandt sig i: Trætheden og ømheden og hans krop, som tiggede og bad om at hvile. Han sukkede irriteret og stirrede imod Selmy's ryg, som om det hele var hans skyld. Efter et stykke tid fik han endeligt møvet nogle ord frem. 

"Jeg.. hviler for en stund." Proklamerede han på en måde der lød ufattelig unaturlig, som om han slet ikke vidste hvordan pokker man meddelte sådan noget? Og som om Selmy's telt var en eller anden helt fremmed bolig, hvor han slet ikke kunne begå sig. Der var jo intet af dette der var hans trods alt. Måske, havde han ikke været sådan en stædig fanden, havde han nok mest af alt haft lyst til at spørge om lov. "Men kun indtil regnen stopper. Så må vi videre!" Tilføjede han hurtigt på en lettere rebelsk måde, selvom det kun gik udover ham selv hvis han ikke fik nok hvile. "Så du vækker mig, okay? Du kan lige vove på at lade mig ligge..."  

Selmy havde lænet sig mageligt op af den store taske og den flettede kurv, og kiggede ud mod regnen der piskede ned over skovbunden. Han var villig til at holde sig vågen og holde vagt, så de kunne klare sig igennem endnu en dag, uden flere uventede ting skulle forstyrre dem. Det var kun passende, hvis Asith fik sovet lidt og vundet sine kræfter tilbage, mens Selmy ville holde udgik. Han havde ikke ventet at høre mere fra Asith, men måden Asith fik møvet nogle ord ud på, og skiftede fra at være rimelig rolig i sin tale, til nærmest at true ham og skælde ham ud på forhånd. Selmy gad ikke at skænke ham et blik, hvis det var hans måde at sige godnat på. Han svarede bare med et godkendende “M-hm”, som om han ikke lod sig skræmme af hans trusler, og var, trods nysgerrigheden, for søvnig til at unde ham et blik.  

Han havde en mistanke om, at Asith havde svært ved at være så meget sammen med et fornuftigt tænkende væsen, og ikke mørkelvere, trolde eller hvad end af afskum man kunne finde i de mest tilsnuskede gader i Dianthos nedre by. Måske var han så meget enspænder, at han ikke vidste hvad man skulle gøre, for at komme ind på et andet menneske. Selmy havde selv den slags problemer med den generelle borgertype i byen. Han vidste simpelthen ikke hvad han skulle tale med nogen om. En bagerlærling, for eksempel, havde slet ikke den samme livserfaring eller baggrund, som var værd at spørge ind til. Men når det kom til Asith, havde Selmy mange spørgsmål, som han længdes efter at finde svaret på, men mørkelveren var helt lukket, og ville skifte emne eller ignorere ham, hvis han spurgte ind til noget fra Kzar Mora.

Mens Asith efter lidt faldt i søvn, og Selmy kæmpede for at holde sig opmærksom og vågen, kom tankerne meget til at handle om ham, og ikke så meget planlægning, i forhold til hvordan de dog skulle få en handelsvogn til at tage dem med sig...

Efter fire-fem timer, var det endelig holdt op med at regne, og himlen over trækronerne klarede mere op. Den sorte sky, der havde omslugt skoven, blev båret væk af vinden i en rimelig fart. Selmy havde måske halvsovet, for han opdagede det først, da der blev godt lyst, og satte sig op med et forvirret sæt. Det var jo meningen at de skulle videre! Lysvågen, men bestemt overtræt, vendte Selmy sig mod den sovende person og lagde hånden på hans sko og ruskede til ham. “Asith, vågn op” Beordrede han, og begyndte allerede at pakke de løse ting sammen, der lå rundt omkring inde i teltet. Hvis ikke Selmys ord ville vække ham, ville den pludselige larmen og skramlen fra køkkenting, olielampe, kort og papirer og andre underlige ting, uden tvivl få ham op.