Vejret var altid så dejligt i Medanien. Der var varmt uden at være glohedt, og der var en dejlig fugtighed! Meget hjemmeligt område, så at sige. Phoenix havde altid følt sig meget sikker og tryg på disse kanter, hvorfor vidste hun egentlig ikke. Måske var det mængden af hårdtarbejdene bønder, som brugte hele den lange solrige dag i marken, for at brødføde deres familie. Et simpelt og ukompliceret liv. Noget Phoenix ikke ligefrem kunne pragle af at havde haft.
Måske savnede hun det dybest inde, men med tanke tilbage på hvad hun mere havde oplevet i sit relativt korte liv, var det svært at tage en beslutning.
Phoenix kastede sig tilbage på den store græsmark og så op på de bløde skyer med et drømmende udtryk. Hvis man så bort fra de rosa øjne lignede hun ganske simpelt en helt normal kvinde med lange sorte lokker og blød bleg hud, som let afslørede hendes herkomst måske ikke ligefrem var herfra. Kjolen hun bar var simpel, løs og frisk, passende til vejret, men ikke synderligt meget til natten som begyndte at nærme sig.

Problemet med Phoenix var ofte, at hun glemte at hun ikke længere havde Samson til at vove over hende. Hun var vant til at følge ordre, ikke selv tage stilling til ting! Det havde været en lang process, der langt fra var færdig. Phoenix vågnede først rigtig op fra sin lykkesrus af afslappethed, da de første stjerner begyndte at blinke over den mørke himmel. Først der rejste hun sig og børstede græs og jord af sin kjole. Hun havde ingen penge - kroværterne krævede altid en eller anden form for betaling, og det ejede hun ikke. Folkene i Medanien var også mere anstændige folk. Hvad hun kunne tilbyde var ikke så velkommen her.
Slukøret begav hun sig ned af vejen, sparkede til en sten på sin vej, indtil øjnene faldte på en stor herregård. Med hovedet let på skrå tog hun beslutningen. Det kunne jo ikke skade, og personen der boede der havde vel mere end nok til at kunne give hende husly for en stund..

Med et mere muntert udtryk begav Phoenix sig i gadedrengehop op imod stedet, som hun stirrede beundrende op på, nærmest med drømmende udtryk. Hvor måtte det være rart at eje sådan et sted. Uden tøven, som hun nåede hoveddøren, bankede hun hårdt på og ventede trippende udenfor.

Som natten rullede ind over Medanien, begyndte der også så småt at ske noget i Menzies manor. Vampyrerne der havde bosat sig, begyndte at vågne fra deres søvn, i hvert fald dem der havde sovet, andre havde været vågen i løbet af dagen, men det var kun fordi vampyrens krop kunne håndtere solen, dog kun i nogle timer. Inde i et af de mange rum lagde hun, stifteren, adelen og beskytter af denne coven, der var startet op. Der var godt femten vampyrer der havde slået sig til hende siden det var blevet lanceret at den ville starte op. Der var dog mange der forholdt sig skeptisk til det i starten, men da de så fandt ud af at hun rent faktisk havde styr på hvad hun havde gang i, havde de underlagt sig hende.
 
”Mira… ” lød en stemme fra sengen, som stod i det mørkelagte kammer. Hun stod og stirrede ud af vinduet, holdt øje med omgivelserne og sørgede for der ikke skete et baghold fra varulvene. Dog var det endnu ikke sket, men man skulle aldrig sige aldrig. Hun kastede kort et blik over skulderen og så mod David ”Godmorgen.. Eller hvad man siger” sagde hun inden hun vendte sig mod ham. Han var så tiltalende som han lagde der under det mørke tæppe og tanken om der nærmest ikke var tøj til at dække hendes krop, fik det til at sitre i hende ”Få tøj på.. Vi har meget vi skal nå” sagde hun og sendte ham et skævt smil. Hun greb om bæltet med sit sværd og gik ud af kammeret. En kvinde kom op til hende og bukkede kort ”Der er nogle ved porten… En ung kvinde” lød hendes stemme nærmest forfærdet. Hun så blot på kvinden og himlede med øjnene ”Luk hende ind… Vi er i overtal.. Forsøger hun på noget.. Dræb hende” sagde hun kort og ventede på at denne person kom inden for.
 

Som porten gik op og døren åbnedes stod hun stift på sin plads. En lyd bag hende fik hende til at se kort, men det var blot David der havde fået tøjet på og kommet ned. Hun betragtede kvinden ved døren ”Hvad bringer Dem her?” spurgte hun og så på hende med et stift blik uden så meget at fortrække i en mine.

Phoenix ventede trippende udenfor døren, uden nogen som helst viden om hvad der gemte sig på den anden side eller hvilket situation hun egentlig havde stilt sig selv i. Hvis Phoenix vidste hun stod foran en stor herregård fyldt med vampyrer havde hun nok tænkt en ekstra gang inden hun var gået hen for at banke på. Sandsynligheden var dog at hun havde taget chancen alligevel, men det havde været med større ærefrygt end at stå med en munter lallet mine som hun gjorde nu.

Da porten åbnede sig og det så ud som om hun blev guidet ind, var det med rolige skridt, og stor fascination omkring sig, hvilket også betød at hun gik en smule rundt om sig selv de første skridt inden hun kom hen til døren hvor der stod en kvinde. Noget stiv i betrægtet måtte hun dog indrømme. "Jeg leder blot efter et sted at tilbringe natten.. Ser du- undskyld, De. Jeg har ingen penge" Hun smilede og trak på skulderne med hændene holdt lidt ud. For det havde hun vitterligt ikke. Måske en enkelt kobbermønt, men det kom man dælme ikke langt med. "Og her så ud til at være godt med plads. Jeg fylder ikke så meget" tilføjede hun med en munter stemme, inden hun huskede noget mere om høflighed. "Åh, ja undskyld." Hun ragte hånden høfligt frem, med det brede smil stadig på hendes læber.

Hun så mod den unge kvinde der stod foran hende og grinede kort ” Javel ja.. Så De tænkte at søge ly her.. Mellem en flok vampyrer.. Det må jeg sige.. De er modig” sagde hun med et smil på læberne og tog nogle skridt tættere på dette væsen. David blev stående på sin plads og lod blot Amira komme tæt på skabningen der var kommet indenfor, i ly for vejret. Hun skrånede ned på hendes hånd som den blev rakt frem ”Hvad får jeg ud af deres ophold?” spurgte hun og sendte hende set smil. Egentlig havde hun ikke brug for noget, men måske en bid blod ville ikke gøre noget. Hun kunne jo heller ikke bare være straight forward og sige at betalingen var blod, for hun ønskede ikke at skræmme pigebarnet.
 

Et suk undslap hende som hun rakte hånden frem ”Hvem er De min kære?” spurgte hun og smilede til hende. Hun var egentlig ikke så barsk som hun virkede, men hun var altid på vagt overfor fremmede der ankom på hendes sted. Ansigtsudtrykket på Davids ansigt var fyldt af mistro, foragt og frygt for at blive erstattet af denne lille pige der stod foran hans herskerinde. Hun kastede kort blikket over skulderen og himlede derefter med øjnene som hun bemærkede hans blik mod dem. Med et smil lænede hun sig ind mod den nyankommende ”Tag dig ikke af ham.. Han er jealous over han ikke kommer til at dele min seng” sagde hun og blinkede kort til hende inden hun igen trak sig og tog sin hånd til sig igen.

Phoenix blinkede et par gange, inden hun gav sig til at kigge rundt på dem omkring sig. Det gik op for hende at der muligvis var langt flere i den her hus end hun først havde regnet med. Ikke at det gjorde så meget, hun nød at snakke med folk. Vampyrdelen var dog mindre heldigt, hvis rygterne om disse talte helt sandt. "Ah modig og modig er vidst så meget sagt" Phoenix rødmede smilende, og kløede sig nervøst over skulderen. "Dumdristig er nok mere ordet." grinede hun, relativt upåvirket af at havde fået at vide at hun stod foran ikke bare en, men en flok! vampyrer.
"Jeg ejer intet af værdig" hun bredte armene ud med et skævt smil på læben. "Jeg kan se ind i fremtiden, hvis det frister.. Ellers, er der noget De mangler?" nu var det jo ikke ligefrem fordi at Phoenix kunne gøre ret meget. Hun kunne da forsøge, hvis der var et eller andet, men det var jo lidt begrænset hvilke evner hun havde.

"Phoenix Dilay, omvandrende tidligere slave" Relativ mærkelig måde at præcentere sig selv på, men det var sådan hun definerede sig selv efter så mange år som træl. Phoenix drejede nysgerrigt blikket hen imod denne herre som stod bag kvinden hvis hånd hun lige havde trykket. Han virkede ikke synderligt begejstret, og var det en lille spids hjørnetand hun kunne skue? Ikke at det skulle overraske nu hun havde fået at vide hvilken race de havde sig.
Phoenix rettede sin opmærksomhed tilbage til kvinden, og hun kunne ikke undgå at smile drillende over de ord. "Han ser nu også alt for stram ud" svarede hun ærligt og kiggede lidt på ham med let sammenknebne øjne. "Alt for alvorlig til sengedeling"

Denne pige bragte et smil frem på hendes læber, hvilket var en sjældenhed nu om dage. Kort trak hun på skulderen som hun kaldte sig selv for dumdristig ”De fik da alligevel fundet et sted, hvor der var nogle der tog dig ind.. At det så er her..” sagde hun og lod blikket betragte de folk der gik forbi dem. Vampyrernes øjne lyste næsten af lyst til at begrave deres tænder i kvindens sarte hud, men de vidste også at hvis de forsøgte nu, ville Amira ende med at slagte dem på stedet, uden så meget som at blinke en eneste gang. Hun ønskede skam ikke værdier, blot noget så simpelt som en smagsprøve af denne kvindes blod. Kort trak hun på skuldrene. Fremtiden? Hun havde aldrig set ind i fremtiden og turde inderst inde heller ikke. Hun var bange for hvad den ville vise.. Om hun ville vende tilbage til sit gamle jeg og blive en magtliderlig kvinde, eller om der måske ikke var længe til at stedet her blev stormet af varulve. Hun sendte hende et svagt smil ”Jeg søger skam intet af værdi… Jeg har rigeligt” sagde hun og så sig omkring.  Der var rigeligt af ting der havde en værdi, men sælge det? ALDRIG! Kort lænede hun sig ind mod hende og smilede ” Men for mig har det værdi.. Måske ikke for Dem..” sagde hun og trak sig igen fra hende. Hun gik ud fra at denne pige kunne regne det ud.

Som hun præsenterede sig selv smilede hun kort og bukkede kort hovedet ”Amira Menzies, adelig og beskytter af denne forsamling af vampyrer” sagde hun og sendte hende et smil. Slave? En tanke løb gennem hendes hoved, men hurtigt forsvandt den igen som hun opfangede den unge kvinde tale. At David så stram ud og ikke var egnet til sengedeling, fik hende kort til at grine ” Han er kun sådan fordi han ved De er kommet ind i billedet og stjæler hans tid med mig” sagde hun og himlede med øjnene. Ja David havde altid haft en form for ejerfornemmelser overfor hende, men det burde nok mere være den anden vej, eftersom det var hende der skabte ham.. Ikke den anden vej rundt.

Phoenix trak lidt på skulderne. Om det var her med en masse vampyrer, eller hun var kommet til højen med varulve? Og det var endda at foretrække fremfor de nærgående og noget ubehagelige fulderikker af mænd der fandtes på kroer! Ad og føj. så hellere udfodre skæbnen ved at besøge de racer som i de fleste af befolkningens øjne var direkte farlige! Phoenix opfangede godt at de andre omkring hvad der så ud til at være lederen og hende selv, virkede noget interesseret i at kigge på Phoenix. Hun begyndte at overveje hvorfor hun dog var så interessant?
Phoenix lagde hovedet på skrå med et eftertænksomt udtryk. Gåder. Eller så meget gåde var det heller ikke, andet end kvinden ikke sagde ordet. "Blod mener du? Jeg har rigeligt, og så vidt jeg ved producere jeg mere.." svarede hun henkastet. For hende var blod ikke filans vigtig, så længe hun havde nok til ikke at dejse om og dø. Hvad var problemet så i at give noget som betaling?

"Har han altid haft så meget ejerfornemmelse?" spurgte Phoenix uhæmmet ind til med rynkede bryn, mens hun kiggede på denne David. Phoenix forstod sig ikke meget på hvordan vampyreres dynamik var mellem hinanden, men der var et eller andet med skaberen. Så meget vidste hun. Hun sammenlignede det med det forhold hun havde til Samson.. Et usundt forhold der i hendes verden var sundt og normalt.

Hun så på hende med et smil. denne unge kvinde havde forstået hintet om at det var blod hun gerne ville have og intet andet og kvindens tilføjelse, fik et kækt smil til at brede sig på hendes læber som hun så på hende. Hun havde ikke tænkt sig at dræne denne kvinde, for så kunne hun ikke have det sjovt med at se hvordan David langsomt faldt fra hinanden og mistede besindelsen over han ikke havde muligheden for at være tæt på Amira. Hun grinede kort over hendes kommentar ” Så længe jeg kan huske”sagde hun og betragtede kort David der gik et stykke bag dem. Der var ikke nogen tvivl om, hvis hun ikke selv havde været der og de havde fundet ud af hvad blod der løb i hendes årer, så havde hun allerede været død, men Amira selv havde altid dannet en form for relation til personen, inden personen selv bad om bid eller hun spurgte om hun måtte få lov. Hun havde ikke tænkt over at spørge denne unge kvinde endnu, men ville først finde ud af hvad hun egentlig var for en. Mange så David og hendes forhold som gift i urtete for det var ret tydeligt at David var besat af Amira, mens hun selv bare så ham som et stykke legetøj og trods folk havde sagt til ham at hun ikke så andet, så lyttede han ikke og levede i troen om Amira elskede ham.
 

”Sig mig kære… Hvad er du for en? For du er bestemt ikke vampyr eller varulv kan jeg dufte på dig” sagde hun og sendte hende et smil som hun stoppede ved en dør ind til et af de mange kamre der var i huset. Det mindede lidt om et bibliotek, med gamle skrifter og bøger, hylde op og hylde ned. Her kunne de være alene i så fald i noget tid, så havde hun også muligheden for at vide hvem og hvad denne kvinde var.

Ejerfornemmelse var sådan en besynderlig ting. Men Phoenix havde kun oplevet det som værende den største og stærkeste, nemlig Samson, der havde magten og ejerfornemmelsen over hende, da hun jo ganske simpelt også var hans slave. Men han havde ikke længere brug for hende. Mærket brændte i hvert fald aldrig og han kaldte hende ikke hjem, så hun tog sin nye frihed ind. Modtog nye indtryk, som at en der tydeligt var mindre værd i forhold til vampyrkvinden hun stod overfor, stadig havde ejerfornemmelser. Sikke en besynderlig verden.

Phoenix fulgte Amira ind og så sig omkring med let åben mund og stor fascination, det var lige før hun knap opdagede at kvinden stoppede op foran en dør, da Phoenix var travlt optaget med at kigge på en gobelin. "Mig? Jeg er bare et menneske.. Mere specifikt en Nordkrystallianer" svarede hun ærligt uden at ligge skjul på noget. De rosa øjne som Phoenix besad var dog ikke særlig normalt blandt menneskeracen, men de havde ikke altid haft den farve. Den fulgte åbenbart med evnen hun besad.

Phoenix var tæt på at tabe underkæben da hun så lokalet fyldt med bøger overalt. Hun kunne ikke undlade at dreje om sig selv med hun kiggede op på de mange reoler, hylder og ikke mindst store omfang af bøger. Bøger havde altid fascineret hende dybt, og Samson havde også givet hende lov til at læse mere eller mindre alt hun kunne komme i nærheden af. Men aldrig så mange bøger havde hun set på én gang.

Som de gik gennem de lange gange kunne hun ikke lade være med at smile over den unge kvindes fascination af alt omkring hende. Det lyste ligefrem ud af hende. Som hun fortalte hvad hun var, spredte der sig kort et smil på hendes læber. Aldrig havde hun været i nærheden af en Nordkrystallianer, men de var ikke så forskellige fra almindelige mennesker, måske kunne de blot håndtere kulden bedre? Det var i hvert fald hendes gæt. Hun nikkede kort ”Javel ja… ” sagde hun blot og smilede kort. Som de kom ind i rummet så hun på kvinden og betragtede hende, hvordan hun drejede rundt omkring sig selv og så på de mange bøger. Det var faktisk længe siden hun selv havde taget en ud fra hylden og taget sig tid til at læse, men hun havde også travlt med at sørge for alle havde det godt, hjælpe de nærliggende vampyr huse og skaffe blod til de mange sultne munde hun skulle mætte.
 

” De siger bare til hvis De vil have en… Der er så mange alligevel og det er ved at være nogle år siden jeg sidst har været her inde” sagde hun og sendte hende et blidt smil som hun lukkede døren bag sig. Hun gik over til en af de stole der stod i rummet og satte sig ”Så fortæl mig lidt om Dem selv… Hvad leder De efter på dette sted?” der måtte være noget udover husly hun gerne ville have, men egentlig ville Amira bare have lidt input fra andre end de samme folk hun gik op og ned af nat ind og nat ud.

Mange argumenterede for at hvad der blev set som renracet nordkrystallianer i dag var en myte og de alle bare var almindelige mennesker. At deres gener strejfede sig op af det gamle folk, var vel bare en tilfældighed. Phoenix selv tænkte ikke meget over det, faktisk havde hun aldrig rigtig lært hvad forskellen fra almindelige mennesker skulle være. Måske de var mere kuldetolerante?

Phoenix kiggede op på Vampyrkvinden med store øjne og et målløst udtryk i ansigtet. "Mener De det?" det var ikke hver dag hun fik tilbudt at tage en bog fra så fantastisk og stor en samling som der var her. Phoenix var et øjeblik for optaget af sine omgivelser til at svare hurtigt på spørgsmålet Amira gav hende. "Oh, jeg kom blot forbi fordi jeg tænkte der var plads nok til en sovende gæst" svarede hun ærligt, og tog det måske for specifikt med hvad Amira mente som dette sted. "Hvad vil De gerne vide om mig? Min herre har mistet interessen for at have slaver.. Han bor alsidigt her i Medanien, men jeg gider ikke komme der.. Han har ingen interesse i mig alligevel.." hvilket nok også forklarede hvorfor hun var netop i Medanien. Nok havde hun bestemt sig for at tage afsted, men hun havde stadig svært ved at skille sig hundred procent fra Samson. Forhåbentlig ville det snart ændre sig.

Som den unge kvinde så på hende med store øjne grinede hun ”Hverken jeg eller de andre får dem læst og hvis De så godt kan lide at læse.. Værsgo” sagde hun og smilede kort til hende. Det var tydeligt at hun var overrasket over hun bare sagde hun kunne tage de bøger hun havde lyst til, men et eller andet sted ville det være synd blot at smide dem i pejsen eller på bålet, som de sikkert ville med tiden, når hun var ved at være træt af de stod og fyldte et rum op. Som mennesket talte fik hun et smil frem på læberne. Det var ikke tit hun fik folk ind, som ledte efter et sted at sove, men en gang skulle også være den første, ikke fordi hun klagede, men David der imod.  Hun smilede og nikkede ”De er velkommen til at overnatte her… Men jeg vil råde dig til at blive på værelset så længe jeg ikke er omkring Dem til at beskytte dig.. ” sagde hun. Hun vidste hvordan nogle af dem fra kulten ville se på menneskekvinden, hvordan de lystent ville slikke deres læber og når de havde fået nok mod ville de stikke deres tænder i hende.
 

Var dette menneske tidligere slave? Hun hævede et øjenbryn og trak på skulderen ”Jeg forstår ikke dem der skaffer en slave og så mister interessen… Det kan da til tider være rart.. Jeg selv foretrækker ikke at kalde dem slaver, men følgere” sagde hun og sendte mennesket et smil. Hun selv brød sig ikke om ordet, specielt ikke når det kom fra hendes egen mund, da hun så slaver som nogle der KUN lavede alt lorte arbejdet, blev mishandlet og misbrugt på alle måder, hvilket hun syntes var yderst forkert, men det var sikkert grundet hendes adelige gener. 

Phoenix så nærmest op på Amira som var det en gudinde der stod foran hende. Hun var fuldstændig hengivende og lykkelig over at få sådan et tilbud, der normalvis aldrig kom hendes vej. "Jeg kunne bruge en evighed herinde! Flere livstider" hendes fingre løb over de gamle bøgers ryg, fascineret og overvældet. Hun vidste ikke engang hvad for en hun skulle vælge, af den ene hun havde fået tilbudt. Måske, hvis hun fandt en løsning til hvad Amira kunne bruge, kunne Phoenix komme med mere betaling for adgang til dette sted!

Først kiggede hun ganske kort forvirret op på kvinden, men det tog ikke mange sekunder før at brikkerne faldte på plads i hendes hoved. "Oh, det skal jeg huske" svarede hun forsikrende. Hun havde ingen intentioner om at dø i hvert fald. Opleve hjerteskærende, livsfarlige ting sagde hun ikke nej til, at dø af det - der trak hun lige en anelse i land!
Phoenix sukkede nedtrygt og lagde en arm beskyttende om sig selv, forsøgte at skjule det med at klø sig lidt på den anden arm. "Jeg ved ikke hvorfor. Måske jeg er for kedelig" ikke at hun nogensinde var blevet kaldt det af nogen - tværtimod. Men hvad kunne det ellers være. Phoenix kiggede op på Amira med stor interesse. "Følgere? Hvordan det?"

Hun smilede over kvindens kommentar ”Du skal være velkommen til at blive” sagde hun og betragtede hende som kvinden lod fingrene glide over de gamle bøgers ryg. Det var tydeligt at hun ikke vidste hvad hun skulle gøre af sig selv mellem de mange bøger, men nu kom hun også til at have noget tid her, om hun sov eller om hun ville sidde oppe og læse hele natten. I så fald, kom hun nok også til at have noget tid i dagstimerne, hvis ikke der var sat en blokade for vinduerne, hvilket gjorde vampyrerne kunne gå rundt inde i huset uden besvær, dog var det også en af deres svagheder, for hvis der var nogle der besluttede sig for at rive disse blokader af, ville det slå alle sammen ihjel på stedet. 

Hun kunne se hvordan kvinden kort skulle tænke over ordene før det gik op for hende. Med mindre denne tøs havde et dødsønske eller ville være vampyr så kunne hun godt befinde sig rundt omkring på stedet, men ikke at Amira selv ville anbefale det. Hun så hvordan kvindens blik ændredes armen omkring hende, som om hun beskyttede sig selv. Men rolige skridt gik hun op til hende og smilede ganske kort ”Det tvivler jeg på min kære” sagde hun og smilede kækt til hende. Kvindens ord fik hende til at sukke ”Syntes ikke just ordet slave er ret tiltalende, altså… Slaver er noget man misbruger… I så fald fra den tid jeg kommer fra” sagde hun og holdt en kort pause ”Slaver har ikke altid fri vilje, men følgere derimod lidt mere at skulle have sagt, samt de lever næsten deres eget liv ved siden af” sagde hun og smilede. På en måde var det rart at fortælle sådanne ting, da det ar yderst sjældent at hun havde muligheden for dette, hvilket var derfor hun satte stor pris på denne kvinde.

Phoenix sørgede for ikke at fremstå alt for lille pigeagtig, ved at stoppe sig selv fra at klappe glædestrålende i sine hænder. I stedet lyste hun op som et barn på sin fødselsdag. ”Virkelig? Tak!” og hun var oprigtig taknemmelig for sådan en lille udtalelse. Hun kunne bruge en evighed her! Hun var ligeglad med om det var nat eller dag, hun ville sluge hvert bogs viden til sig som en skuresvamp. Det var tydeligt at se i Phoenix ansigt at hun var helt oppe at køre over det, men også at hun forsøgte at holde det tilbage for ikke at fremstå alt for ivrig.

Phoenix havde et mål om altid at fremstå glad, livlig og ikke mindst drillesyg. Alle tre ting var noget hun oftes var, men det kunne ikke undgås at andre følelser ramte hende. Som når hun følte sig mindre værd. Ikke mange kunne frembringe denne følelse, kun når Samson ikke så hende. Ikke godtog hendes arbejde eller slog hende. Hun var hans og ville gøre alt for ham, men nu.. Nu havde han nærmest afskrevet hende. Ikke just smidt hende ud, men efterladt hende til sine egne gøremål. Det var ulideligt. Hun så op på Amira med store øjne og et lille smil kom frem på hendes læber, selvom armen ikke flyttede sig.
Som snakken flyttede sig over til slave og følger emnet, lagde Phoenix hovedet let på skrå, lyttende. ”Så, de som er her.. Er dine følgere.. De vælger selv at være her og følge dig?” Phoenix mund stod let åben som hun lod sine egne ord rigtig bundfælde sig i sit sind. ”Er du aldrig bange for at de forråder dig?” Phoenix havde et bekymret blik. Hun som slaver, skulle altid adlyde sin herres mindste vink. Hun kunne ikke sige sin mening – eller hun kunne.. det ville nok ikke ende lykkeligt. Dette var ubeskrivelig fascinerende! Og faktisk svært rigtig at forstå lidt endnu.

Hun kunne tydeligt se glæden i den unge kvindes blik og smilede kort ”Det var skam så lidt” sagde hun og holdt smilet fremme. For hendes skyld måtte hun blive der så længe hun havde lyst om hun brugte dagstimerne eller natten på at sidde her var hende lige godt, så længe hun passede på sig selv når hun gik på gangene uden Amira, for ingen vidste hvad de andre kunne have lyst til, når Amira sov og ikke var omkring denne Nordkrystalianer.

Hun så på kvinden foran hende og smilede ganske kort ”Det er korrekt… De er her af fri vilje og vil de smutte.. Så kan de gøre det, men de skal dog ikke regne med at blive lukket ind derefter” sagde hun og sukkede kort. Hun havde tidligere på måneden været nødt til at gøre dette, en ung vampyr der ville ud og se verden og efterlade de trygge omgivelser, men senere kom tilbage i håb om at blive lukket ind igen. Dog kom det sikkert også an på hvem det var der tog af sted… Tit og ofte tog nogle af de ældste af sted til ældreråds møder og David tog til tider også ud og lede efter nye drikkedunke, de var også nogle af de eneste der blev lukket ind efter at have været væk over længere periode. De følgende ord fik hende til at trække på skuldrene ”For min skyld skal de være velkommen til at prøve, men jeg tror dog ikke det bliver et kønt syn” sagde hun og grinede ganske kort. Det var tydeligt at den unge kvinde var bekymret, hvilket hun også selv var, men hun ville ikke tænke på det, eftersom de fleste vidste hvad der ville ske, hvis de lagde sig ud med hende.

Phoenix kiggede fascineret på vampyrkvinden. Det var en fagre ny verden at blive introduceret til, men nu Phoenix tænkte efter var det vel også mere normalle forhold end hvad hun præcis havde været vant til. Slaveforhold var nok ikke videre udbredt. Phoenix fik et eftertænksomt udtryk som hun lagde flere brikker sammen i sit hoved. Måske hun ville foretrække dette med selv at kunne vælge. Det lød ikke som en dårlig ide i hvert fald. Hun kiggede op på de mange bogreoler endnu engang – hun kunne jo i forvejen bruge flere hundrede år blandt disse rækker. Hun lyste op i et smil igen, og lyttede til Amiras svar om hvorvidt hun frygtede at de vendte sig imod hende.
Det var ingen tvivl om at Amira ikke havde nogen betvivling til sin egen evne. Det var fascinerende og betryggende. ”Det tror jeg du har ret! Og hvem ville dog også forlade det her” hun lavede en gestus ud imod rummet og hendes bekymring dalede drastisk. Om end den stadig var til stede. Det var ikke let at omstille sin hjerne fra at være en underdanig følger der aldrig ville gøre noget imod sin herres ønske, til en som rent faktisk frivilligt valgte om man ville følge eller ej. Det gjorde faktisk lidt ondt i hovedet at tænke for meget over det – men det havde trods alt sat tanker i gang.
 

Det var tydeligt at Nordkrystalianeren var fascineret over dette, hvilket fik Amira selv til at smile. Hun betragtede hende og var næsten lige så fascineret som Phoenix var. Hun forstod stadig ikke helt at hun blev her, da hun fandt ud af det var tilholdssted for vampyrer der sikkert ikke ville have noget i mod at sætte tænderne i denne unge kvinde, men hun var vidst ligeglad, for nu havde Amira trods alt taget hende under vingerne og tog sig nærmest af hende, som var hun en datter af hende.

Phoenix’s ord fik hende til at grine kort ”Der er et par stykker der har forladt stedet… Både frivilligt og med tvang” sagde hun og sendte Phoenix et svagt smil. Hun havde sågar taget afsked med sin kommende mand, men eftersom han forrådte hende, måtte han sparkes ud. Hun så på hende og smilede kort ”Du ligner en der tænker over noget? Ja jeg er vampyr, men jeg har ikke tænkt mig at sætte mine tænder i dig… Det skal du bestemt ikke frygte” sagde hun kort og smilede kort inden hun fortsatte ”Men der er noget andet der nager dig, det kan jeg se” sagde hun og hævede et øjenbryn. Det var ikke fordi Amira kunne læse tanker, hun var bare efterhånden så god til at læse på folks ansigt at der var et eller andet der gik dem på og lige nu, så det sådan ud på den unge kvinde

Phoenix var oftes set et umådeligt naivt individ. Hun vidste at hun befandt sig i en dødsfælde hvis alt var helt korrekt. Et hus, stort hus, fyldt med vampyrer der ikke just syntes at hendes ankomst var at foretrække. Dertil vidste Phoenix også godt hvad vampyrer levede af. Blod, og gerne et solidt måltid. Naivt set var hun bare sikker på at de kun ville tage det de skulle bruge og lade Phoenix være i fred derefter. Det kunne der vel ikke ske noget ved? Og nu hun oven i købet havde mødt Amira der så ud til rent faktisk at kunne lide hende, var alt frygt forduftet fra himmelen. "Men jeg forstår ikke hvorfor man ville gå frivilligt. Her er rart" det lød grotesk at sige om et sted hvor faren lurede om hvert hjørne, men hun kunne ikke glemme det indtryk biblioteket havde givet, og at Amira havde taget så godt imod hende. Det var rart.

Phoenix ryster på hovedet. "Jeg er ikke bange for at du bider mig" svarede hun ærligt og bed sig let i læben mens hun kiggede ned på sine fødder. "Jeg har svært ved at forstå hvordan.. Altså jeg kan se logisk på det, men det er svært at forstå" Phoenix kiggede op på Amira, uden at ligge skjul på at tankerne nagede hende i stedet for bare at sige at ingenting var i vejen. Phoenix løj stort set aldrig alligevel. "Jeg er slave." sagde hun bestemt med rynket bryn. "Jeg har lært ikke at vide hvad frivilligt er mere - så pludselig at se et sted, hvor man selv kan vælge. Frivilligt bestemme om man vil være her, er uvant" og noget der satte tanker i gang og mange spørgsmålstegn til hele hendes leveform. Hun havde i nu mange måneder søgt en ny herre. En som tog ansvar for hende, men som betaling også bestemte hver et aspekt af hende liv. Ned til hvert eneste lille hår på hendes hoved var herrens egendom. Og nu så hun denne verden. Man besluttede selv. Nej, det var alt for forvirrende for hende at tænke for meget over alene.

Hun så på Phoenix med et blidt smil på læberne. Skindet bedrager, for det var bestemt ikke altid der var rart at være her, eftersom Amira kunne blive ret vred, samt de unge vampyrer ivrigt forsøgte at gøre hendes vrede endnu værre, hvilket et eller andet sted gjorde hun var glad for denne Nordkrystalianer var ankommet, blot for hun havde andre ting at smide sine tanker efter, hvilket også betød det nu var David der stod for at holde styr på tropperne, hvilket ikke ville være første gang. Hun vidste han kunne klare det, hun frygtede mere for de andre, eftersom David kunne være hård som sten. Som Phoenix talte grinede hun ganske kort ”Der er åbenbart nogle der har hovedet i sky, tror de kan finde bedre der ude og når de finder ud af de ikke kan… Kommer de krybende tilbage” sagde hun og sukkede. Den person hun havde sværest ved at sende væk igen var hendes ”søn” en ung mand hun havde bidt fordi han var på renden til at dø, men ved hendes bid og blod blev han ”rask”, men han forlod også stedet og kom tilbage, men der var ingen kære mor.

Hun så på Phoenix og smilede kækt ”Jeg er så gammel at jeg ikke kan forvandle andre ved blot at bide.. Jeg skal også give noget af mit blod til modparten før det fungere” sagde hun og bed sig usikkert i underlæben. Ja gammel var hun og hun havde ikke forvandlet nogen siden hun havde fået David med sig og hans forvandling fandt sted for i hvert fald tohundrede år siden, så reelt vidste hun ikke om hun stadig havde evnen til at forvandle andre, ikke hun havde tænkt sig at finde ud af det.. Ikke endnu i så fald. Hun så på Phoenix og smilede ganske kort. Det havde været ret tydeligt for Amira eftersom Phoenix havde undret sig over ting, at hun var blevet så ælde vild da hun fik at vide hun måtte brug alt tiden på biblioteket. Hun nikkede kort ”Alt her er næsten frivilligt… Der er dog faste tider til nogle ting, så som møder.. Ellers må du selv bestemme om du vil det ene eller det andet” sagde hun og så på Phoenix.