Dårlig dag. Dårlig dag, dårlig dag, PISSE dårlig dag. Når man blev snydt for krystaller kunne den i hvert fald kun være dårlig, og det var lige præcis dét, Skadi havde oplevet netop denne dag, da hun havde lavet en opgave for en adelig herre der derefter havde nægtet at betale den rette sum krystaller som han havde lovet. Og det var jo ikke ligefrem fordi at hun kunne komme og bede om flere, for han var jo beskyttet og alt det der pis, og det gik vidst ikke lige. Så nu var hun i Tusmørkely på kroen og havde brugt den ringe sum af krystaller om for øl og andet stads. Faktisk var hun ret fuld og ret irritabel, men da byens borgmester kom ind på kroen og himlede op om at der ikke var sket noget med de mange kidnappede børn, kunne Skadi alligevel ikke undgå at se op fra sit bords knaster og revner, som hun ellers så flittigt havde nærstuderet. "Hvad siger du? Snak lige lidt højere, hva'?" hendes nordiske accent rullede af sted derudaf, men borgmesterens opmærksomhed var hvad hun fik - det havde også været hendes intention. Han forklarede sig hurtigt. Børn var forsvundet, og man havde sporet dem til bjergene omkring dalen, men ingen turde gå hele længden og finde frem til selve roden til problemet. Dette fik den nordkrystallisianske kvinde til at grine, dog stadig med et vredt blik. Hun tog den første andel af sin betaling og tog af sted med en guide. Ganske vidst stadig fuld, men også rygende ligeglad med hvorvidt det var i orden eller ej. Stifinderen virkede i hvert fald ikke særlig tilfreds, men det betød ikke noget i Skadi's hoved.

Med sit rundskjold hængende over skulderen og øksen i hånden gik hun af stierne i bjergene til de fandt hvad de ledte efter: En indgang til hvad der sikkert engang kunne have lignet en mine. "Så, pikkel af med dig, du tør alligevel ikke ta' med ind," hun sendte stifinderen et provokerende blik og han skulle til at sige noget, men hun lod ham ikke engang tale ud før hun gik hen døren og huggede øksen ind i selve låsen. Flere gange. Indtil den gik i stykker. Stifinderen skred imens hun arbejdede på dette, og da hun trådte ind i minen var der først ikke nogen. Overhovedet. Hun listede - måske lidt snublende - rundt til hun fandt frem til nogle rum der var bygget ind. Det lignede næsten et mindre hjem, hvor at indgangen var til en mindre gang med et enkelt bord. Der sad en mand ved det bord og han greb omgående ud efter sit våben, der egentlig blot var en pigbesat kølle, men før han nåede at løfte den, sad Skadi's økse i hans kranie, og han klaskede død sammen ind over sit bord. "Prffft... For langsom, gamle skiderrik," hun grinede let af ham, stadig ret fuld og gik videre.

Til hun nåede et nyt rum hvor der faktisk var flere folk. Og børn sat på knæ. Mærkeligt nok var ingen af dem bundet, men mange af dem virkede også modløse. Da Skadi opdagede hvorfor, blev hun eddikesur: En lille dreng lå død for fødderne af hvad der lignede lederen af den store gruppe på i alt seks mand. Okay, måske burde jeg have taget ham der stifinderen med. Hun droppede dog hurtigt tanken og smækkede døren helt op. "Kommer jeg for sent til festbanketten?! Hov nej, vent... Hey! Hvis I nu liiiige.. Lod ungerne gå.. Så behøves jeg IKKE kløve jer alle sammen med," hun spredte armene, så man rigtig kunne se at hun var bevæbnet. Et skævt, fuldt, men også vredt smil prydede hele hendes ansigt og øjnene slog lyn.

Marie havde ikke rigtigt gjort så meget. Hun havde den sidste uge arbejdet flittigt i tusmørkelys kro, men som rygter begynde at cirkulere rundt om børn der forsvandt blev Marie mere og mere trist. Hun ønskede ikke at børn skulle forsvinde i natten og aldrig blive set igen, at de aldrig skulle føle deres moders arme om dem eller deres faders anerkendende klap oven på deres hår. Hun valgte derfor at selv en aften sætte ud i skovene omkring tusmørkedalens bjerge. Og som hun spottede en dreng ikke langt fra sig med en lille lanterne skynde hun sig også hen og greb barnet om hænderne "Hvad laver du herude, skynd dig hjem." hun var bange for at vis barnet også var herude ville det også forsvinde. Men den lille dreng forklarede at hans bror var forsvundet herude i skoven for en fortnat siden. Så Marie fortsatte sin tur med knægten, midt om natten, alene i skoven, på en fuldmåne.
De talte ikke så meget men ledte tålmodigt sammen indtil Marie mærkede knægten stoppe brat op og han pegede så direkte mod en lille gruppe mænd der hviskede i skovbrynnet op af bjergenes side. "Du venter her." fortalte hun drengen og sneg sig videre. Hun håbede hun ikke var blevet opdaget, men et lille 'dunk' hørtes fra bag hende og da hun så sig om var drengen slået ud og en mand stod hvor han før selv stod. Knægten lå over hans skulder og Maries vrede brændte klart i det øjeblik.

I sit raseri anfald løb hun direkte mod ham med næverne rejst, men en anden af mændende kom løbende og greb hende og kort efter blev alt sort for hendes syn. Kun da hun vågnede vidste hun at noget måtte have slået hende i hovedet for det halv størknet blod ved hendes tinding var tegn på det.
Alt var mørkt hvor hun var men i det modsatte hjørne af hende var der en flok børn. Inkluderende drengen fra før og han holde sig tæt ind på en anden af dem, så Marie smilede ud af glæde som hun indså at det måtte være hans bror. "Godt så... Det var ikke for ingen ting jeg gjorde det her." åndede Marie lettet ud og trådte med nogle trætte tunge skridt hen til børnene hvor hun satte sig på hug.
Ingen af vagterne var nær og børnene forklarede Marie situationen. Hun lovede dem alle at hun ville finde dem en vej ud og sådan har det været i hvad der snart føles som to uger. Hun lovede dem at de ville komme ud, men på dagen idag skete ulykken altså.

Thomas, en af landsbyens knægte blev for kæphøj og prøvede at lægge sig ud med en af mændende også selvom han vidste det ville ende galt, men aldrig så galt. Mændende havde sparket det arme barn blodigt og ladet ham dø. Mens sad Marie med de tyve børn i sine arme og prøvede at tysse dem ned så de ikke gjorde mændende mere vrede end de allerede var.
For hun var den eneste af alle dem der var der som faktisk vidste hvad de mænd kunne gøre. Hun vidste de kun kom ind til dem når de var fulde og de havde da også prøvet at få fat i Maries *Host*, men de måtte drømme videre.

Lyden af ekstra skridt i gangen forvirrede kort Marie og hun så mod lyset ved indgangen som en ukendt kvinde kom hende til syne. Guderne være lovet. De har sendt en redning. tænkte Marie som hun knuede sit tag mere om børnene som også alle så med deres barnlige uskyld stadig intakt mod kvinden.
"Endelig, vi kommer hjem." sagde Marie og håbede og bad inderligt til alle guderne om hjælp og styrke til kvinden så de ville kunne komme fri af det hul de havde været fanget i så længe nu.

Der var satme mange unger! Mændene så heller ikke rigtig ud til at de havde lyst til at lade dem gå for de trådte ind foran alle som én. Hvad de ikke havde var et stort skjold og det fik også gjort Skadi lige lovligt kæphøj oven i hatten. Det at hun var fuld gjorde det så absolut ikke bedre! Hun smilede stadig som hun trådte tættere på. "Tror hun virkelig hun kan tage os alle på én gang?" én af mændene talte over sig og den største af dem klaskede ham hårdt over nakken. "Du går først, Karsten," mandens blik bød ikke op til diskussion overhovedet og Karsten rykkede med det samme frem mod Skadi, der så totalt uanfægtet ud. Faktisk var det næsten et uheld da hun ramte ham med skjoldet så han faldt om, manglende nogle tænder. Hun havde nemlig valgt at i dag var dagen til at snuble fremad og i sin overbalance havde hun svunget skjoldet let og havde ramt Karsten lige i sit grimme hestefjæs. Han lå nu bevidstløs for hendes fødder og den største af mændene rynkede brynene som han vinkede to flere frem. Ikke så godt. Nu var Skadi en tand mere alvorlig, for hun vidste godt at de sagtens kunne udmanøvrere hende. Et skævt smil forplantede sig på hendes læber. Den ene af dem gik med lidt for spredte ben, så hun gik i kødet på ham først. Hun jog sit knæ direkte op dér hvor mænd pludselig begyndte at synge overraskende rent og måske burde overveje en karriere som sanger. I hvert fald var det hvad der skete for denne mand da han gik i et tenorbrøl uden lige. Hun stoppede hans tudekoncert med en skalle til hans ansigt. 

Og selvfølgelig var hun distraheret nok til at få et sværd tværs hen over ryggen. I forbifarten vendte hun sig lidt for hurtigt og hendes økse knaldede med højhastighed lige ind i siden af hovedet på manden. Nu havde resten fået nok og gik alle tre på hende på én gang. I kaosset røg to mere, men den sidste - også den største - virkede ikke ikke til at ville gå ned, for da det kun var de to tilbage havde han formået at så hendes skjold ud af hånden på hende og han havde på nuværende tidspunkt begravet sin egen økse dybt ned i hendes venstre skulder. "Årh, ku' du nu ik' liiige så lidt stille, hva'? Puuuha, jeg ser dobbelt," og det var virkelig ingen løgn. Hun havde pådraget sig adskillige sår der også var healet igen i den infamøse superfart det foregik i, men det betød også bare at hun var mere træt. Øksehugget i skulderen ville nok tage lidt mere end bare et par sekunder, eftersom at knoglen - altså kravebenet - var brækket under vægten af angrebet.
"Du kan give op og slutte dig til de andre eller jeg kan dræbe dig her på stedet," den store mand virkede virkelig alvorlig, nærmest skræmmende. Altså sikkert for alle mulige andre, men Skadi var stadig rigtig fuld og stadig rigtig ligeglad.
"Grav lige den der økse lidt længere ned, jeg synes jeg har en så forfærdelig kløe," hun sendte ham et næsten helt uskyldigt smil, før hun begyndte et ihærdigt forsøg på at komme fri af selvsamme økse, hvilket helt klart var nemmere sagt end gjort. For det virkede virkelig ikke til at det fungerede for hende.

Marie så forskræmt til som kvinden tog kampen op mod alle mændende på en gang. Hun virkede jo komplet vanvittig! Var hun skingrende konfus!? Tabte hendes mor hende som barn eller var hun bare her med et dødsønke!?
Marie så forvirret ud og trak kort på skuldrene ved tankerne. Man valgte vel ikke helten der kom til ens redning. "Bag-" Marie skulle lige til at advare kvinden som sværdet slog over hendes ryg, men nåede det ikke før hun opdagede at indgangen ikke var blokeret og de sidste var for optaget med kvinden. "Sådan børn. Løb, i kender terranet. Jan, du tager førringen." sagde hun osm børnene begynde at løbe mod udgangen. Marie ville være taget med dem, men lyden af øksen der slog sig ned og begravede sig i den ukendte rednings kvindes skulder fik Marie til at tænke over flugten to gange.

Hurtigt trådte Marie et skridt tilbage som hun tænkte hvordan hun kunne hjælpe. Og i hjørnet som hun trådte tilbage faldt hun næsten over en lille skammel. Jeg har ikke noget bedre. tænkte hun og gik så stille op bag manden som hun så så forbi hans arm og smilede til kvinden. "Hey! Fister medister!" råbte hun så det ekkoede igennem minens gamle gange. Stakkels manden der så sig over skulderen og mødte med hans blik skammelen Maries hænder var bundet om. Marie mærkede som stolen gik fra hinanden i flere dele og mandens tinding pludseligt lignede det hendes egen også havde gjort for nogle dage siden.
Man trådte dog kun lidt til siden og mistede hans greb i øksen. "Er du oka- okay måske du ikke okay." sagde Marie så til kvinden der nu var hende betydeligt tættere. Hun ville egentligt have spurgt "Er du okay?" men opdagelsen af øksens placering virkede til at være et svar i sig selv.

"Det skulle du ikke have gjort lille Marie." sagde manden spydigt rettet mod hende. Hun ville inderligt bare gerne tæve ham ihjel lige nu med stolen for hvad han havde gjort, men det var ikke op til hende at bestemme hans skæbne. Dog hvis kvinden ville slå sig løs på hans ansigt som han stod der, så skulle hun da være velkommen. Marie gled en smule til siden og rettede sine arme åbent mod manden, gestikulerende at kvinden bare kunne gå amok. "Værsgo." sagde hun så med et smil på sine læber som hun tilfreds forstillede sig hende rive manden i stykker.

Det gjorde faktisk ret nas, den økse i skulderen, og Skadi var egentlig ikke helt sikker på hvad for en plan hun forsøgte at forme i sit lige nu meget lille hoved, men hun behøvede heller ikke tænke særlig længe da en kvindestemme sagde to ord der fik hende til at grine. Fister Medister? Hvem ville IKKE grine af sådan noget? En skammel krakkelerede nærmest over mandens hoved, og han slap greb i øksen der forblev gravet ned i hendes kraveben. Pigen foran hende virkede kompetent, så hun kiggede bare på hende som om at svaret på hendes spørgsmål var indlysende. Det gik da vidst også op for pigen selv. "Jep, frisk som en havørn!" udbrød hun, ikke engang sarkastisk. Faktisk var hun ét stort grin, utroligt nok, for hun var stadig fuld. Hun greb fat om øksen i sin skulder og forsøgte at trække den ud, men hun kunne ikke rigtig få den nogle steder hen og med et frustreret udbrud af smerte kiggede hun mod den store mand der stadig tillod sig at have spydige bemærkninger i sit ordforråd.

"Nej, du holder du kraftedme! Jeg har fandme været flink, ingen af dine vennebasser er døde eller noget, og så skal du bare stå der og være sådan en skidesur møgabe!" Skadi lukkede afstanden mellem dem, knyttede næven og plantede den lige i mandens ansigt. Hans næse brækkede ved slaget og han trådte tilbage med et udbrud. Men Skadi var ikke færdig endnu. "Man kidnapper. Ikke. Børn!" tre slag mere. "Og jeg ved godt at I har slået ham den der stakkels knægt ihjel!" endnu et slag fulgte op på de andre. "Du er sgu en værre LORT," som pynten på kagen gokkede hun ham i hovedet med skæftet på sin økse så han faldt om og hun og de andre kunne få fred. Skadi vendte sig mod pigen der havde tævet ham med sin skammel. Ganske heroisk hvis man skulle spørge hende. "Er der flere røvhuller herinde eller kan vi slappe af nu?" hun lignede næsten én der kunne finde på at bide hovedet af pigen et kort øjeblik men gik kort efter tilbage til sit fredelige, fulde stadie og satte sig ned oven på bunken af bevidstløse mænd mens hun pillede rundt ved øksen der stadig sad grundigt fast og gjorde afsindigt ondt.

Marie så til som kvinden vidste havde fået nok af mandens dumme bemærkninger og rapkæftet ord. Marie så chokeret til som kvindens voldsomme temperament lige så godt kunne være et flamme hav der opslugte manden, men da hun vende sig mod Marie igen nikkede Marie kort. "Der var seks her, en i gangen normalt og tre fangere. Så fire mere." sagde Marie som hun så hurtigt rundt i lokalet hvor seks af mændende lå slået ud.
Dog som Marie kun lige nåede at orientere sig om lokalet hørte hun et mangfoldigt skrig fra børnene. "Fangerne!" skrig Marie og greb kvidnen. Hun begynde at fare afsted. Hun vidste ikke hvad hun ville gøre når hun kom derop, men hun var ikke i sinde om at stoppe sit løb. Dog som hun passede manden i gangen som kvinden tidligere havde taget sig af stoppede Marie kort og så på ham med hovedet på skrå. "Tre tilbage så. Så ved man det." hun satte afsted igen og håbede at hvad end der skete når de kom til fangerne og børnene så ville kvinden kunne tage sig af dem og Marie sig af børnene.

Som lyset fra minens udgang ramte Maries øjne kunne hun se silolueterne af børnene og tre højere figurer stå foran dem. Marie slap kvinden og sprintede til børnene som hun kastede sig ind foran dem, spredte hendes arme ud og stod som skjold til dem. Akkurat som hun lige havde fået stillet sig mærkede hun en fod placere sig i hendes mave som hun blev skubbet tilbage i et spark, men Marie var ligeglad. Børnene var uskadt endnu og sådan ville det blive ved med. Håbede hun i hvert fald.

Skadi sukkede lavt ved tanken om, at nu skulle der smadres flere folk. Hun var ved at være godt træt og hun var stadig ikke helt i stand til at få den forbandede økse ud af sit kraveben. "Fire mere... Fantastisk," hun sukkede endnu en gang til hun også hørte skriget fra børnene, hvilket igen fik vreden til at bruse op i hende. Hun nåede ikke at tænke længere, da pigen tog fat i hende og satte i løb. Hun fulgte bare med, i starten lidt langsommere, men til sidst fik hun alligevel taget sig ordentligt sammen og fulgte ordentligt med. "Okay, tre, godt.. Jeg skal nok ta' dem så," hun hvilede meget selvsikkert i sin egen evne til at ødelægge folk og ting og hun kunne allerede nu mærke adrenalinen skubbe sig igennem hendes fuldskab til hun begyndte at se bare en smule mere klart: Dette var farligt, men mest for hendes modstandere, for da hun så pigen løbe foran børnene og blive sparket tilbage mens én af mændene grinede hånligt, begyndte det rigtige raseri at bygge sig op i hende. Hun stirrede mørkt på mændene, gik hen mod dem, og greb fat om den økse der sad fast i hendes skulder. Med et skrig der kom som en blanding af vrede og smerte, trak hun den fri fra sit kraveben. Såret begyndte med det samme at lukke sig og hun knækkede nakken som hun stod der, få meters afstand fra dem med en økse i begge sine hænder.

"Dig... Dig ta'r jeg til sidst," hun pegede på manden der havde sparket pigen med sin egen økse. Hendes øjne slog nærmest gnister og hun vægtede en af økserne i hånden før hun kastede den med al sin magt efter én af de tre mænd. Han skreg som den landede lige i hans bryst. Skadi fulgte hurtigt efter, og i forbifarten trak hun selvsamme økse fri igen, kun for at jage den ned i håndleddet på den næste. Han skreg op, og gengjaldt hendes handling med en kniv der forplantede sig mellem hendes ribben. Hun slap én af økserne og trak selv kniven ud, stadig med hans hånd på, og maste den ind i hans øje. Han skreg lidt og faldt derefter om. Den sidste sprang hun nærmest på i sin rene vildskab, så han væltede ned i jorden. Her slog hun ham gentagne gange i ansigtet, lige som ham den store fyr inde i minen. Hun stoppede først da hendes der blevet revet hul på hendes knoer og de derefter healede sammen relativt hurtigt. Kravebenet var stadig ikke healet, sådan noget tog minutter, og hun var nu virkelig træt. Hun flyttede sig fra manden, langsomt og med et gnavent udtryk i ansigtet, der dog hurtigt ændrede karakter til træt og udmattet. "Så.. Så, nu er der ik' flere fangere," hun skævede mod børnene og den ældre pige før hun begyndte at ømme sig lidt over kravebenet.

Marie fik sat sig op som kvinden, tydeligvis i et væld af frustration og muligvis midlertidig vanvid, var begyndt på sit dræbe til højre og venstre. Hvordan kunne hun gøre det uden at hendes glimt i øjet forsvandt? Hvordan kunne hun dræbe uden overhovedet at kende deres navne? Spørgsmål var der et væld af, men hun havde ikke tiden til at tænke. Hun greb om børnene og skubbede dem alle en smule tilbage for ikke at stå i vejen for kampen der stod på. Først da kampen var over stoppede hun med at holde sine arme om dem og så trist ud mod damen fra før. "Undskyld. Men skal du have hjælp med den der?" spurgte hun så mens hendes øjne lettere bedrøvede så mod en kniv der sad i hendes hofte. Selv med den i sig kæmpede hun og vandt over alle mændende der var og så på nuværende tidspunkt ikke ud til at svede det mindste. Faktisk virkede det næsten til at hun ikke havde registreret at den sad der.
Marie trådte ud mod damen og kiggede så så over skulderen med et smil til børnene. "Kig væk. Vi tager hjem når hun er frisk." sagde hun så. Hun ville ikke bare lade børnene løbe nu, for den ære af at have reddet dem tilhørte vel damen og hun skulle have den tilfredsstillelse af at bringe dem tilbage til deres forældre. Måske ville de endda belønne hende. Men måske var det ikke noget hun tænkte over?

"Skal jeg bare hive den ud af dig?" sagde hun og lagde sin ene hånd på knivens skaft. Hun kunne vel bare rive den ud. Nok ville den sidde fast og det måtte vel kun kunne gøre ondt at få den ud, men den kunne jo ikke bare sidde der resten af hendes dage. Infektioner og sygdomme ville flokkes til såret hvis de ikke fik det lukket på den ene eller den anden måde.

((Noget Pik))

Det bedrøvede blik fór lige hen over hovedet på Skadi. Hun var alt for træt til at lægge mærke til andet end pigens ord om at skulle hjælpe med noget. Skadi kiggede bare langsomt og forvirret på hende med et stadig svømmende fuldt blik.
"Hva'? Hjælp med hvad?" hendes kampgejst kom til overfladen som pigen talte til børnene. "Nej! Pjat, jeg er sgu frisk!" hun skulle lige til at rejse sig da pigen satte sig over for hende, stadig med totalt uforståelige ord der fik Skadi til at ryste på hovedet. Lige ind til pigens hånd lagde sig på en knivs skafte. Den sad boret ind i hendes hofte og idet Skadi bemærkede det, samt smerten, var hendes hånd stramt lukket omkring både pigens hånd og selvsamme kniv. "Den lille nidding.." hun spyttede efter én af mændene med et meget sammenbidt udtryk i ansigtet, sukkede derefter og fandt frem til pigens øjne med sit blik, men gav ikke slip.

"Pjat med dig, jeg kan selv ta' den lille lortekniv ud," overraskende nok var hendes stemmeleje ikke vredt men nærmest kærligfuldt, da hun med et meget simpelt, men også klodset ryk fik hevet kniven ud af både knogle og kød. Det ville igen tage tid for knoglen at heale. Faktisk var kravebenet ikke engang færdighealet endnu, men da regenereringsevnen satte ind ved hendes hofte, blev trætheden virkelig overvældende. Men Skadi var og blev en stædig, ilter, beskidt nordkvinde, der bare ville sende møgungerne hjem og selv få sin betaling, så selvfølgelig forsøgte hun at rejse sig op. "Se, det var ikke noget problem, vel? Det er sgu da bare et kødsår," hun grinte kort, før farven forsvandt fra hendes ansigt og hun fik overbalance og væltede direkte ind i pigen med en klagende, træt lyd. "Nåh.. Så... Så bli'r vi bare her, nå... Pis også,"

Marie drog hurtigt et bekymret blik frem til den ellers rare, men voldlige, dame. Trods at det virkede til at hun kunne heale sin egen krop så så hun ikke så godt ud med den kniv i sig. Men Marie ville næsten have ønsket den havde siddet der istedet for at hun hev den ud. For synet af kød, hud og væv der regenererede var tæt på at få hende til at knække sig.
Hvordan kunne damen bare hive den ud nærmest uden at trække en eneste mine? Hvor meget smerte måtte hun lige have gået igennem i hendes liv for at kunne tolerere sådan noget!?

"O- Oh, Y-ja okay. Nej a-ad." Marie tog sig for munden så at i tilfældet af at hendes grønne ansigt skulle vælge at lade hendes maves indhold skylle ud, så blev det i det mindste ikke på et af lignende. Det ville trods alt stadig være ret så bespottende at gøre.
Som Marie stod og prøvede ikke at tænke over synet hun lige havde set fandt hun en smule trøst i at kvinden ikke virkede særligt skadet nu. Men så kom faldet. Marie satte hurtigt kraft i at blive oppe og fik hold kvinden oppe så de ikke begge ende på skovens gulv.
Marie var ikke en læge, men det havde hun ikke brug for. Kvinden måtte mangle blod eller noget, og de måtte nok hellere få hende tilbage til Tusmørkely så hun kunne få en eller anden form for hjælp.

"Henrik, Troels, Thomas, Tobias. I fire. Rend tilbage til Tusmørkely. Tag de andre med jer og hent noget hjælp. Jeg tager mig af vores redningskvinde herude. Forstået?" Marie var ikke vant til at skulle kommanderer nogen rundt eller lave en plan på stedet, så i hendes stemme kunne de for næsten alle høres at hun var en smule tvivlsom omkring ideen her. Men planen var lagt og børnene nikkede som de havde forstået hvad de var blevet bedt om. "Godt. Skynd jer så." Marie lagde en arm om kvinden og prøvede at sætte hende stabilt op af stammen af et træ.
"Du overlever for nu ik'os? Børnene skal nok skynde sig, så vi kan snart få noget hjælp til dig og så kan vi skaffe dig en ordentlig seng og et godt måltid. At kæmpe må jo have taget sin told... Eller?" Marie talte hurtigt ud af nervøsitet. Hvad nu hvis kvinden sagtens kunne gå? Hvad nu hvis hun var ligeglad? Skulle Marie bare smutte? Vil hun overhovedet have Maries hjælp? Er hun ligeglad med en dusør måske?
Usikkerhed var skrevet over Maries ansigt og hun så næsten mere bleg ud af frygt end hvor hvid damen var blevet.  

Skadi kunne ikke lade være med at grine lidt af den lille pige der næsten blev helt grøn i ansigtet over den store mængde af blod. Dog var latteren kort og mens pigen udstedte ordrer til de andre børn, der snart løb af sted, falmede hendes smil, erstattet af en træt grimasse, mens hun blev støttet hen at sidde, op af et træ hvor hun snart lukkede øjnene, til pigen brød stilheden med flere spørgsmål der fik hende til at åbne øjnene og se på hende. Pigen var blev og så helt frygtsom ud. Hvad hun frygtede vidste Skadi sgu ikke, så hun hævede et øjenbryn og kiggede spørgende tilbage, til hun huskede på, at pigen faktisk havde stillet hende nogle spørgsmål. Dette fik hende til at rømme sig, lettere forvirret.

"Jeg har overlevet værre ting.." konstaterede hun simpelt. "Jeg er bare træt. Og tørstig. Jeg ku' godt drikke en øl eller ti," desværre havde hun ingen øl her, så et lille suk kom over hendes læber mens hun fik et lettere gnavent udtryk i ansigtet.
"Det tager altid sin told at slås. Men du kæmpede godt.. Du ved.. Med skamlen? Det var fandme sjovt!" igen dukkede der et lille smil op. Hun ville ikke have at tøsen var bange, hvad end hun så var bange for. Faren var jo ovre nu, der var ingen grund til at sidde og være nervøs for noget. Andet end hvis der kom ulve og åd dem. Alene tanken fik Skadi til at fnise.

Efter længere tids inaktivitet i denne tråd har jeg besluttet at lukke for den.