Sted: Et sted i byen i en mindre gade mellem nogle små huse
Tid: Tidlig morgen
Vejr: Begyndende varme og solskin

Varmen lå allerede tungt over byen, men der var dog stadig skygge at finde i gaden i mellem de små huse, hvor Zofrost befandt sig. Selv han kunne mærke varmen, ikke voldsomt, men nok til at det irriterede ham. Varme var ikke så meget hans ting, han ville hellere have kulde. Gad vide, om hele den nye verden de var ankommet til, var dette? Varme, sand og små grimme lerhuse? Han vidste det ikke og egentligt var han ligeglad. Alting var bedre end at sidde i bunden af det skib, de var ankommet hertil med. Sammen med andre slaver, havde han siddet lænket i briggen af et skib, der gyngende havde bevæget sig over det store vand. Så vidt han havde kunne tælle sig frem til, med hjælpe fra solen, der skinnede ned igennem revnerne, havde det taget dem næsten to uger at komme hertil. Han havde aldrig været så langt fra det sted, han var blevet skabt. Ikke at det rørte ham, havde ikke nogen følelse af hjem nogen steder. Men han havde været frygtelig søsyg det første stykke tid og det havde været vidunderligt at få fødderne på fast grund igen.

De bare fødder. Han var ikke vant til at have sko på og det var sjældent nødvendigt. Slet ikke i denne varme.
Søsygen og manglen på mad havde fået ham til at tabe sig endnu mere og lige nu kunne man se has ribben, hofter, kraveben og rygrad lidt for tydeligt. Hans nuværende ejer gik ikke så meget op i at give ham noget at spise og han var heldig, hvis han fik mere end to måltider om ugen. Heldigvis var vand jo gratis, så han tørstede ikke her i heden.
Hans løse bukser i et grønligt, groft stof var holdt oppe med en snor, som han havde måtte stramme ind et par gange. Ellers var hans krop bar. Enhver anden ville nok allerede være blevet solskoldet, men hans krop helede sig selv, før hans hud nåede den røde farve. I stedet var han blevet en smule mere brun i stedet for den blege farve han normalt havde. Det fik ham til at se knapt så usund ud, trods de tydelige knogler.

De havde kun været her i tre dage. Zofrost vidste ikke helt, hvorfor de var rejst så langt, hans herre fortalte ham intet, behandlede ham som et dumt dyr, men de var vist kommet i problemer i hjemlandet efter at Zofrost havde slået nogen ihjel under ordre fra herren. Måske? Han var ikke sikker og igen, faktisk var han ret ligeglad. Han havde ingen medbestemmelse på noget alligevel. Han var blot en hund, der skulle følge i sin herres fodspor og gøre, hvad der blev sagt.

Og lige nu havde han fået ordre på at vente her, mens hans herre snakkede med nogen inde i huset. Om hvad, ja, igen et mysterium, der ikke kom ham ved. Så han stod bare ude i skyggen og stirrede tomt ud i luften. En gang i mellem gik han et par rastløse skridt frem og tilbage, men der var ikke rigtigt noget, der antydede at han var til stede mentalt. Men nok så hans blik og udtryk tomt ud, han havde styr på hver eneste person, der kom gående forbi ham og sendte ham nysgerrige blikke. Eller ignorerede ham. Slaver var ikke et specielt syn i denne by, det havde han da hurtigt opfanget. Nej, det var nok hans utroligt blå øjne eller hans lange hår i skiftende farver, fra rød til nøddebrun med hvide striber, der fik folk til at kigge. Håret var ikke blevet klippet i de to år, han havde været hos sin nuværende ejer og det nåede han efterhånden snart til hoften, godt slidt i enderne og med totter af forskellig længde.

Han kedede sig, men at lave ingenting var så stor en del af hans liv, at han bare lukkede ned og ventede på at der skulle ske noget. Hvad som helst. En del af ham ønskede at han snart skulle slå ihjel, få blodet til at flyde. En anden del nød tiden uden vold. På en måde havde de to uger i skibet været velsignet fredelige. I stedet for at slås og skade og hade som hans ejer tvang ham til for penge. Det var åbenbart det, Zofrost skulle bruges til. Slås og vinde for penge. Hvis han skulle gætte, ville han gætte på, at det var nøjagtigt det samme, han skulle her. Han var ligeglad. Lige nu nød han bare at være i skyggen.

Hele natten havde Skadi bare siddet og drukket til på kroen i Balzera. Hun havde fået et arbejde her, hvorfor hun havde sagt ja, vidste hun ikke på nuværende tidspunkt, for stedet var det rene helvede. Hun blev ikke solskoldet, men varmen var stadig ulidelig og fik hende til at svede som en anden idiot der ikke kunne stoppe sig selv fra at løbe og løbe og løbe hele døgnet rundt, så efter at have ordnet den første del af opgaven - at finde en kriminel idiot og bringe ham i kasjotten, havde hun valgt at tage på kro for at drikke sine frustrationer ud. Hun havde brugt starten af aftenen på at drikke og så gå i seng, men da hun ikke kunne sove, havde hun valgt, at sætte sig i krostuen og drikke videre, helt frem til solens stråler tittede frem i horisonten uden for kroen. Hun begyndte med det samme at få det varmt igen og sukkede lavt i sin fuldskab, før hun valgte at det vel måtte være tid til næste del af opgaven, som hun på nuværende tidspunkt ikke kunne huske hvad var.

Idet hun kom uden for, gik hun direkte hen til hestetruget og plaskede noget af vandet op i sit ansigt. Det hjalp ikke på hvor komplet hamrelam hun var, så hun valgte bare at hanke lidt op i sit våbenbælte før hun begyndte at slentre ned ad Balzeras gader.
Hun var iført de sædvanlige store støvler, lidt stramme bukser og en skjorte, denne uden ærmer, fordi det var for varmt med dem. Selv læderrustningen havde hun droppet og det eneste beskyttelse hun havde på var armbeskyttere i læder med nordiske mønstre i læderet. De nordiske - primært blå - tattoveringer prydede hendes bare arme. De dækkede ikke alting, men de var der, og de var tydelige. Som altid havde hun sin håndøkse hængende i bæltet, men rundskjoldet var efterladt på hendes kroværelse sammen med både oppakning og rustning. Håret lang som sædvanligt løst og i øjeblikket var det lidt mere rodet end normalt. Hun havde ikke en skid styr på hvor hun gik.

Faktisk var det så slemt, at hun endte med at gå ind i én. Faktisk hårdt nok, eftersom at hendes tempo var bygget op i løbet af hendes gåtur, til at hun væltede, med ham under sig. Der gik lidt tid før hun lagde mærke til hvad der egentlig foregik og hun væltede af den fremmede og kiggede forvirret på ham. "Hva'?" ordet kom ud ret forvirret og en smule langtrukkent. Hun følte sig umådeligt langsom, men rejste sig langsomt op og kiggede ned på den mærkelige mand, som hun derefter rakte sin hånd til. "Øøøh... Undskyld.. Jeg håber ikke du slog dig for meget?" i sin fuldskab var hun generelt meget mere venlig, og hendes øjnene udstrålede begge dele: Fuldskab og venligheden i hendes indre, som hun snublede let på stedet.

Kedsomheden fortsatte. Gad vide, hvor længe hans herre ville blive derinde? Det ville ikke vare længe, inden solen ville komme højt nok på himlen til at sende sine ubarmhjertige stråler ned over ham og varmen ville gøre ham utilpas. Et uhørligt suk lød fra ham og han lod blikket blide ned af gaden. En kvinde kom gående. Hun stak ud fra de andre både med udseende, men også fordi hun tydeligvis var mere end bare lidt beruset. Faktisk så hun ud til at være tæske stiv. Trods øksen ved hendes side, så hun ufarlig ud i den tilstand. Zofrost rynkede kort på næsen og drejede sig lidt, stadig rastløs, så han kunne se den anden vej ned af gaden. Her fik han til gengæld øje på en mand, der så ud til at ose af problemer og for et øjeblik lod Zofrost øjnene hvile på denne mand, mens han vurderede, om der ville ske problemer.

Fordi han havde opmærksomheden rettet andetsteds, gik det ikke op for ham, at kvinden havde skiftet kurs og nu var på vej direkte i mod ham. Det var nok varmen, måske den rest af træthed efter rejsen, men han opdagede ikke, hvad der skete, før hun stødte ind i ham og væltede ham. Hårdt landede han på siden og maven på jorden med hende oven på sig. Forskrækket og med let panik i sine bevægelser, sprællede han for at komme væk under hende og i samme øjeblik hendes vægt forsvandt fra ham, rullede han rundt, så han sad tilbagelænet, støttende på sine hænder. Hurtigt skubbede han sig et par skridt bagud med de bare fødder, som han hurtigst muligt ville have afstand til den der angreb. Det lange, let filtrede hår flagrede rundt og  hans usædvanligt blå øjne rettedes mod personen, der havde væltet ham. Det var den fulde kvinde, der ikke så ud til at være aggressiv. Faktisk sagde hun undskyld og rakte en hånd ud mod ham, hvor at hjælpe ham op.

Zofrost tog ikke i mod den. I stedet kom han hurtigt på benene og bakkede et par skridt mere, stadig stirrende på hende med de blå øjne, der var fyldt med mistro, resterne af forskrækkelsen og en smule forvirring. Hun sagde undskyld og ville hjælpe ham op. Det var noget underligt noget. Vidste hun ikke, at han bare var en slave? Hvis hans herre havde set dette, ville han have krævet, at Zofrost ville undskylde til kvinden, selvom det var hendes skyld. Hvordan skulle han reagere nu?
Usikkert sænkede han blikket en smule, så han stirrede på hendes fødder, mens han fik fjernet noget af det lange hår fra sit ansigt. Han skulle have fundet sig et eller andet til at binde det op med, med den længde hang det altid i vejen.
"Jeg undskylder, frøken, for at stå i vejen." Bedre at gøre som der blev forventet af ham, selvom hvert eneste ord smagte grimt i munden. Uden at vide, hvad han skulle gøre med sine hænder, hang de ned langs hans sider, hårdt knyttet, et udtryk for hans ubehag. At han i det hele taget sagde noget og ikke bare nedstirrede hende eller ignorerede hende til hun gik, var exceptionelt. Hans stemme var en smule hæs, da han stort set aldrig sagde noget. Men oppe i hans hoved kævede hendes venlige ord et respons.

Selv i hendes voldsomt fulde tilstand var Skadi hurtigt blevet gjort opmærksom på mandens ubehag. Han stod i pjalter, havde sært farvet hår og hans øjne lyste nærmest op af panik som han rykkede sig væk ikke lod sig trække op på fødderne ved hendes hjælp. Hun stod bare lidt akavet, før hun hægtede tomlen i sit bæltet og gloede forvirret på ham. Det var jo for helvede da ikke meningen at skræmme ham? Hun holdt hænderne op i en gestus af fred før hun bakkede et enkelt, usikkert skridt bagud. Dog blevet hendes nysgerrighed sat i gang som manden undskyldte for at være i vejen, hvilket bare ikke gav spor mening, efter som at vejen var ret bred. Han stod jo nærmest op af væggen på dette hus! Og så kaldte han hende frøken. Hvad i alverden mon der foregik oppe i hans hoved? Hun stirrede bare lidt målløst på ham i et stykke tid, før det gik op for hende hvad hun egentlig havde gang i. Det var vel ikke så pænt at stirre?

"Hrmm... Øhm, jeg er sgu ikke nogen frøken," startede hun ud, som hun stod dér, med afstand til manden. Hvad i alverden var han for én. "Og du behøver altså ik' undskylde, der er jo masser af plads?" der gik ikke længe før hun igen begyndte at glo på ham, som den lallende fulde idiot hun var i dette ganske øjeblik. Et lille hik der kom fra hende, brød den korte stilhed og hun placerede en hånd på muren ved siden af sig da hendes balance igen gik lidt i udu. "Såå eeeeehm... Hva' er du for én? Hva' er det for noget sjovt hår du har?" hun grinte ikke. Selvom hun syntes det så sjovt ud, var det mindre sjovt at han stod i totaltsmadrede bukser og lignede én der ikke havde spist i 15 dage. Det hjalp heller ikke med den der panik i hans ansigt. "Jeg gør dig altså ik' noget.." mumlede kort efter sit spørgsmål.

Forvirringen var total for Zofrost, som han stod der med fødderne på et hårdttrampede sand og håret hængende ned over skuldrene og lidt ind foran ansigtet. Hvordan i alverden skulle han reagere på dette kvindemenneske?! Hun var tydeligvis meget beruset, lugten af øl stod ud fra hende og hendes blik sejlede og hendes stemme var utydelig. Zofrost måtte indrømme, at hans erfaring med fulde mennesker ikke var så stor. Og for det meste ret ubehagelig, uden at overdrive. Men denne kvinde var anderledes. Venlig. Kombinationen var uvant for ham og det hylede ham lidt ud af den.

Hans første reaktion var at gå, forlade det, han ikke forstod, men han kunne ikke gå nogen steder. Han skulle vente der på sin herre. Og på en eller anden måde var det forkert at ignorere hende. Eller reagere aggressivt, som måske ville være det emste naturlige for ham. Hvæse af hende, forsøge at skræmme hende væk. Men hun var så venlig, hvordan kunne han?
Det var et helt nyt land og han vidste ikke, hvad man forventede af respons dette nye sted. Måske hun var helt normal? Han vidste det ikke og panikkede lidt over situationen, der var så uvant.

Hurtigt kastede han et blik på hendes ansigt og så kun fuldskab og venlighed. Noget han ikke var vant til var rettet i mod ham selv. Usikkert sænkede han blikket igen, mens han forsøgte at finde ud af, hvad det var, hun ville vide og have ham til at sige. Det første havde han ikke noget svar på. Han sagde bare det, han havde lært, at han skulle sige, så hvorfor godtog hun det ikke bare?
"Jeg er... Zofrost." Hans stemme var dæmpet og usikker, for var det, hvad hun ville vide? Hvad han var for en? En slave, en hund på to ben, et objekt der kunne ejes? Men sådan tænkte Zofrost ikke og han svarede det mest logiske han kunne komme i tanke om. Da hun spurgte om hans hår, rørte han ved en af de lange totter, der var gledet over hans skulder og hang ned foran ham. Sjovt hår? Han vidste godt, at de ikke var som de fleste andres, men sjovt? Han forstod hende ikke rigtigt og valgte så ikke at svare på spørgsmålet.

Men som hun sagde, at hun ikke gjorde ham noget, fløj hans blik atter engang op til hendes ansigt, nu også en smule overrasket. Langsomt rakte han op, samlede sit hår i én hånd og fik det hele flyttet om på ryggen, så det ikke hang så meget i vejen, en bevægelse der både udtrykte usikkerhed, men også en smule sikkerhed, da det fjernede skyggen fra hans ansigt. Hans blik flakkede lidt op og ned, inden det igen landede på hendes ansigt.
"Hvad vil De mig?" Det var et oprigtigt spørgsmål, for han havde ingen anelse om, hvad kvinden ville ham. Det meste af hans usikkerhed var erstattet af det mørke og udtryksløse udtryk, han normalt havde, når han skulle være i kontakt med folk, men forvirringen var stadig tydelig.

Han virkede stadig ret tilbagetrukken, ham manden med det sjove hår, men da han præsenterede sit navn for hende, nikkede Skadi flere gange, næsten ivrigt og forstående. Han havde et pænt navn, det kunne hun sgu godt lide! "Mit navn er Skadi.. Man folk kalder mig en masse andre ting," hun virkede stadig ivrig, som om hun havde lyst til at fortælle hvilke grimme øgenavne hun egentlig havde. Hun var normalt en åben bog, men i denne pinligt fulde tilstand, var hun som siderne der var blevet revet ud af selv samme bog. Dog nåede en indre stemme at stoppe hende fra at fortale sig før hun åbnede munden igen. I stedet klappede hun i og gloede egentlig bare på manden mens hun langsomt begyndte at læne sig mere og mere op af muren. Hvis den blev fjernet ville hun garanteret bare vælte sammen på det sammentrådte sand som en stolpe ville gøre det uden støtte.

Hans spørgsmål fik hende til at tænke i lang tid. Hun kiggede op i luften og bed sig i underlæben. Hvad ville hun ham egentlig? Hun havde vidst efterhånden glemt det, samtidig med at hun tænkte over det. Med usikkerheden tydelig i sit ansigt kiggede hun tilbage på manden. "Eeh... Det kan jeg ik' helt huske," hun hikkede igen og spjættede lidt over det. "Nej, vent, det' rigtigt! Jeg blev nysgerrig, jeg synes du er spændende," igen nikkede hun, flere gange, tilfreds med sit svar. Han var spændende.
"Hva' laver du egentlig så'n et sted som.... Som her.. Foran en anden mands hjem?" det var først nu gået op for hende, hvor han stod. Det lignede i hvert fald en anden mands hus, det her.

Det var en sær kvinde. Hun virkede ovenud lykkelig for at få Zofrosts navn at vide og kastede straks selv sit eget tilbage. Et særpræget navn, som ikke sagde Zofrost noget, ud over at det da var pænt. At hun så villigt snakkede til ham og fortalte om sig selv undrede ham. Det skete så sjældent, at nogen ville ham noget så normalt som at vide hans navn eller give deres eget. Det virkede endda som om, at hun ville fortælle videre, men et eller andet fik hende på andre tanker og stedet lænede hun sig op af muren. Et held det var en mur, for hun så ud til at blive tungere og tungere.
Zofrost måtte indrømme, at han ikke forstod folks trang til at drikke alkohol. Han havde prøvet et par gange, men havde absolut ikke noget behov for at prøve igen. Det sløvede ens sanser, gjorde ens bevægelser ukoordinerede og fik en til at opføre sig underligt. Og selvom det måske gav en fred i hovedet og fik en til at glemme for et øjeblik, var det hele endnu værre dagen efter. Nej, han forstod det ikke. Men det måtte folk selv om.

Hans spørgsmål så ud til at være svært at svare på og hun var så længe om at sige noget, at han var ved at tro, at hun havde glemt, at han havde spurgt. Selvom han følte sig rastløs, blev han stående stille og så på hende med et skævt blik, som hans hoved stadig var sænket en smule. Lysten til at gå sin vej hang stadig over ham, men som det ikke var en mulighed, blev han bare stående med skuldrene trukket lidt op, armene ned langs siderne og hænderne knyttet let. Det gav et lille spjæt i ham, som hun pludseligt udbrød, at hun kunne huske det, da han stadig var i forsvarsposition og blev forskrækket.
Spændende? Hun syntes, at han var spændende? Igen var forvirringen total og usikkerheden vendte tilbage til hans ansigt. Var det... godt? Skidt? Han nåede ikke at overveje det så meget, før hun fortsatte med at stille spørgsmål. Hvad han lavede der? Spørgsmålet var så overraskende, at han ikke nåede at tænke over sit svar, men bare sagde sandheden.
"Jeg venter på min herre." Hans blik fór kort over til døren, som hans herre var gået ind af.

Skadi opdagede faktisk det lille spjæt manden lavede da hun kom med udbruddet og hun holdt igen hænderne op i en gestus for at sige at hun stadig ikke gjorde noget. Hun sank en smule sammen i skuldrene og måtte kort gabe over at have været vågen så længe, samt så fuld som hun nu engang var, men formåede på én eller anden måde stadig at holde sig på benene. For nu.
Der gik et virvar af tanker igennem hende da manden nævnte at han ventede på sin herre. Det var lidt som om, at det nu gik op for hende, hvorfor han stod i de smadrede bukser og så så tynd ud. Hun kendte godt til slaveri, havde set et par stykker i landsbyen, men ikke engang slaver blev behandlet sådan som det så ud til at han blev behandlet. Det lignede at han blev sulten og bare hans opførsel alene bar præg af, at han var blevet behandlet rigtig skidt. Selvom Skadi var en ligeglad type, så fandt hun slaveri kujonsk. Der fandtes kun én type slaver i hendes hjem: Krigsfanger. Og selv krigsfanger der var slaver fik nok mad. Det eneste der markerede at de var slaver var at de ikke fik krystaller for deres arbejde, og at de ikke måtte forlade landsbyen. Det her var forkert. Sådan behandlede man ikke en træl.

Hendes ansigtsudtryk gik fra fredeligt og fuldt til koncentreret og en kende frustreret, men det var også meget tydeligt, at det ikke var rettet mod Zofrost. "Så... Så du er en slave.." konstaterede hun. Det var ikke engang spørgende. Bare konstaterende. Hun satte sig op på en kasse og rystede kort på hovedet med et næsten trist udtryk i ansigtet. "Hvad fanden er han for..." hun stoppede sig selv. "Nå.. Men så bliver jeg her mens du venter," hun lagde armene over kors, stædig. "Hvornår har du sidst spist?" hun vidste at hun havde en pung med tørret kød i, så hun åbnede den, en kende klodset, før hun tog et stykke kød op og rakte det ud mod ham, langsomt.

Hendes bevægelse, der indikerede, at hun ikke ville gøre ham noget, hjalp ikke rigtigt for ham. I Zofrosts hoved kunne man ikke stole på noget som helst, andre sagde. God kunne vende til ond hurtigere end man kunne blinke, det havde han oplevet for mange gange. Påtagede gode intentioner vendt til egne fordele. Så han fortsatte med at være mistroisk og på vagt overfor den fremmede kvinde, der havde introduceret sig som Skadi. Også selvom hun virkede venlig, fuld eller ej.

Hendes ansigtsudtryk skiftede, som han sagde, at han ventede på sin herre. Det tog Zofrost et øjeblik at være sikker på, at det ikke var ham, hun nu fik så mørkt et udtryk i ansigtet over. Men hendes ord antydede, at det var hans herre.
Da hun konkluderede, at han var en slave, trak han bare svagt på den ene skulder. Det var et fact, som for ham var ligegyldigt at trække frem. Han havde altid været slave i de tyve år, han havde erindring om. Og selvom han hadede det, var han også ret resigneret om det. Knækket, som de fleste ville sige. Også selvom Zaladin tog ved ham ind i mellem og han forsøgte at kæmpe i mod. Men han var slave, havde altid været det og ville altid være det. Og der var intet, han kunne gøre ved det. Noget så eksistentielt som at spekulere over, hvordan hans liv ville se ud om tyve år, ja endda bare en uge, var ikke noget, han gjorde sig i. Hvad var pointen alligevel? Han tænkte for det meste ikke engang så langt som til næste måltid, fordi der ingen sikkerhed var for, at han ville få det.

Dog fik konklusionen ham atter til at sænke blikket til jorden, for selvom han var resigneret, var han ikke glad. Som sagt, han hadede det.
Da hun erklærede, at hun ville blive, flyttede han lidt uroligt på sig og skævede kort til hende. Blive mens han ventede? Hvorfor? Havde hun ikke andet at tage sig til end at sidde her og glo? Og forstyrre ham? Han var lige ved at lufte sine tanker, da hun spurgte, hvornår han sidst havde spist og derefter fandt mad frem. Hans øjne blev spærret en smule op som hans blik låste sig fast på maden, hun rakte frem i mod ham. Var... var det til ham? Sulten murrede i hans mave og synet af kødet fik hans mund til at løbe i vand. Normalt holdt han emnet mad ud af sine tanker og kunne sagtens færdes på markeder og i køkkener uden at bryde grædende sammen, selvom han for det meste altid var på grænsen til, hvad han kunne holde til, trods sin race. Men nu sad hun og tilbød.

Han tøvede lidt, men trådte så et par skridt nærmere, som en sulten forslået hund, der næsten krybende på maven nærmede sig hånden med maden.
"Det er et par dage siden." Det var sandt. Hans ejer havde fodret ham, da de var kommet frem til dette nye land. Ikke meget, men nok til at holde ham kørende i noget tid endnu. At sige et par dage var ikke sært for Zofrost - han kunne nøjes med et til to nærende måltider om ugen og det var sjældent, at han fik noget hver dag. Hans nuværende herre var nærig som bare pokker og havde Zofrost til at leve på sultegrænsen med oftest kun et sølle måltid om ugen. Hvilket også var derfor, at han var så tynd, som han var i øjeblikket. Nogle gange kom det lidt an på, hvad han skulle. Vidste hans herre, at der var mange kampe forude, fik Zofrost mere at spise, så han var stærkere, når han skulle vinde.

For et kort øjeblik fór hans blik fra maden til hendes ansigt til maden igen. Med en overraskende hurtig bevægelse snuppede han maden ud af hånden på hende, bakkede nogle skridt og begyndte at sluge maden i frygt for, at nogen ville tage den fra ham igen. Det var nok ikke specielt høfligt og et eller andet sted forventede han også at få slag for det, men han mindede igen bare mest om et dyr på sultegrænsen, der var bange for ikke at få lov til at spise. Så han spiste hurtigt.

Selv i fuld tilstand var der bare ting, Skadi godt kunne lægge mærke til, andre ting hun kunne forbinde med hinanden. Og det hun så nu, Zofrost der kiggede på kødstykket med et blik der sagde alt om hvor sulten han var, hans ord om, at han ikke havde spist et par dage, derefter hvordan han gik frem mod hende som en hund ville krybe frem. Hun havde engang set en nabo i landsbyen slå sin hund og den samme reaktion kunne ses på Zofrost. Hun havde tæsket hundens ejer sanseløs dengang. Hun overvejede samme handling nu her. Hun brød sig ikke om at folk blev behandlet på den her måde, så hellere enten lade dem passe sig selv eller i det mindste give dem en hurtig død. Der var ingen ære i, at behandle folk som dyr. Det var meget simpelt. Hun forblev tavs rigtig længe denne gang og bevægede ikke en muskel som slaven gik forsigtigt frem og tog kødstykket og huggede det i sig, som var det hans eneste måltid de næste 15 dage. Hendes blik der burde være hvidglødende af raseri var næsten trist nu. Hvordan kunne man gøre et menneske om til en krybende hund på denne måde? Det var forkasteligt.

"Et par dage siden.." hun gentog hans ord, næsten modløst. Hun skævede mod døren, hvorinde ejeren var, overvejende. Hendes hænder holdt fast om kanten af kassen som hun sad på, så hårdt at hendes knoer var hvide, men hun så ikke det mindste vred ud i ansigtet. Det var nærmere som om at hun havde mistet farven i ansigtet som en kvalme skyllede igennem hende. Hvem end der ejede denne Zofrost.... Hun ville grave hans øjne ud af skallen på ham og fodre ham med dem. Hakke hans arme og ben af. Trække indvoldene ud af hans krop, én for én. Og fodre ham med dem også. Hun var nået over det punkt hvor hun bare var vred. Der var et uslukkeligt had til denne ejer, bare ved det at hun tænkte på hvad han måske kunne have gjort. Skadi var ikke nogen god person. Normalt blandede hun sig uden om. Men for hende betød friheden alt. Dette gjaldt også for andre. Slaveri var forkasteligt, det her var direkte modbydeligt! Hun var så rasende, at hun ikke turde sige noget. For sammen med raseriet var der også angsten for at hun ville ende med at komme til at gøre noget grusomt. Hun vidste hvordan det var. Hun vidste at hun blev til en galning og først stoppede igen, når enten fjenden var død eller hun selv gik ud af udmattelse. Hun kiggede tilbage mod Zofrost med et blik der stadig så ud som om at hun havde det ubehageligt. Hun var så vred at hun ikke kunne finde ud af, at vise det.

Tørret kød var måske ikke det mest spændende mad i verden, men for Zofrost var det et fornemt måltid. Og det var væk alt, alt for hurtigt. Hele hans krop tog taknemmeligt i mod maden, hvor lidt der end var, og han slikkede sig om munden, mens hans blik stadig var fastlåst på hende i mistro og vagtsomhed. Med hun så ikke tid til at ville røre på sig, som hun sad på kassen og så pludseligt trist ud. Trist og modløs. Det var en underlig forandring og Zofrost vidste ikke, hvad det betød. At hun var trist på hans vegne faldt ham ikke rigtigt ind. Hvorfor skulle hun være det, intet af det gik ud over hende.
Ingen af dem så ud til at røre på sig og Zofrost fik et øjeblik til at tænke over det, der lige var sket. Hun havde givet ham mad. Uden at kræve noget fra ham. Var det derfor, at hun var trist? Han så undersøgende på hende, men fik mere en fornemmelse af, at hun var vred. Men ikke på ham, det havde han slet ikke en følelse af. Lidt uroligt rørte han på sig og til sidst trådte han et skridt frem i mod hende, nu igen med et blik, der fór fra jorden til hendes ansigt. Han havde svært ved at se på folk, hvilket bare forstærkede udtrykket om et utrygt dyr.

"Tak, frøken, for kødet." Der var lidt mere fasthed og lyd på hans stemme, som han sagde det, for han mente det. Og for et øjeblik mødte hans blik hendes, men kun et øjeblik og så faldt det til jorden igen. Lyden af stemmer fra den anden side af den lukkede dør fik ham dog hurtigt til at løfte hovedet op og se på træet. Som døren gik op, trådte han et par skridt væk fra Skadi i håb om, at hans herre ikke ville forbinde de to. Det ville ikke være godt.

Samael havde brugt et stykke tid på at forhandle med de to mænd, der havde befundet sig i dette latterlige lille hus. Han ville have Zofrst til at deltage i kampene, der foregik i byens arena, men først havde de forsøgt at bilde ham nogle regler ind, der ville forhindre ham i det, samtidigt med, at de tilbød at kunne snige sig udenom for mange krystaller. Til sidst var de dog kommet frem til en aftale og om et par dage skulle Zofrost vise, hvad han kunne i arenaen. Samael havde ikke fortalt halvdæmonen, hvorfor de var rejst så langt, men planen var at sælge ham. Og en opvisning af hans evner i arenaen ville helt sikkert være med til at sælge ham. Også selvom de to mænd havde grint lidt af den tynde dreng, der stod og ventede på gaden. Et selvsikkert smil gled over Samaels spidse ansigt. De skulle nok miste det grin, når Zofrost foldede sig ud.

De gav hinanden håndslag på aftalen og den ene mand førte Samael ud til døren. Idét den blev åbnet, så Samael Zofrost bakke væk fra en kvinde, der sad på en kasse. Et blik på slaven og Samael vidste, at der var noget galt. En rynke dukkede op i panden over de mørkebrune, hårde øjne, som han hurtigt analyserede sin slaves kropsholdning og undvigende blik. De havde snakket sammen. Venligt. Det behøvede han ikke at være et geni til at se. Døren blev lukket bag ham, som han gik ud på gaden.
"Hvad foregår der her?" Han ignorerede kvinden totalt. Bare et enkelt blik på hende og han kunne se, at hun var fuld som en allike og så ud som om, at hun havde brug for at sove den ud. Nej, i stedet tog han nogle skridt over mod Zofrost, der sænkede hovedet og trak skuldrene op i et forsøg på at undgå hans vrede. Men for sent.
"Svar mig." Grebet om stokken i hans hånd blev flyttet lidt. Zofrost trak skuldrene en smule højere op, som vidste han, hvad der kom.

Zofrost kunne med det samme se på sin herre, at han vidste, at der var noget galt. Han havde regnet det ud, så snart han havde set ham. Med sænket hovedet ventede Zofrost nu bare på, hvad der så skulle ske. Hans herre ville have ham til at fortælle, hvad der foregik. Først svarede Zofrost ikke, uvillig til at trække kvinden ind i det hele, men tonen i hans herres stemme fik ham alligevel på bedre tanker.
"Frøkenen var venlig og..." Stokken ramte ham hårdt hen over ryggen og afbrød hans ord. Men der kom ikke en lyd fra ham, selvom det gjorde ondt. Ikke et trækning var at se i hans ansigt og hans nu tomme blå øjne stirrede bare tomt ned for sig. Han kunne klare tævene med stokken. Værre var det heller ikke. Han var allerede forberedt på det næste.

Vreden fór igennem Samael som hans uduelige slave endeligt åbnede munden og han svingede hårdt stokken ned over den bare ryg.
"Hvad har jeg sagt til dig om at snakke med fremmede?!" Han var komplet ligeglad med, at kvinden sad lige ved siden af. Måske hun så kunne lære at holde sig fra andres slaver! Som om at han havde brug for, at Zofrost lærte, at der var venlighed ude i verden. Han var svær nok at styre i forvejen!

Skadi så op da Zofrost trådte tættere på, stadig lidt som en hund der var utryg og kunne ikke lade være med at smile let over hans tak. Også selvom hun var vred ud over alle grænser var der alligevel plads til lidt glæde. Dette smil var ét af hendes sjældne, der nåede op til de ellers barske, hårde øjne, der for en kort stund virkede milde og varme. Indtil døren gik op og en mand kom ud. Hun stirrede på ham. Han lignede en kujon. Sådan en rigtig lille tøsedreng. Og hans ord hjalp ikke det mindste på situationen, ej heller det skiftende greb om stokken. Hvad helvede skulle han da også bruge en stok til? Ikke en gang gamle mænd i hendes hjem brugte stok. De gik eller de døde. Ynkeligt. Patetisk! Hendes blik var koldt. Iskoldt og hendes øjne skød nærmest lyn som hun nedstirrede ham. Hun var rasende igen. Det var der ingen tvivl om. Det første smæld fra mandens stok lød da den ramte Zofrost over skulderen, hvortil Skadi meget langsomt rejste sig fra den kasse hun havde siddet på. Hendes hænder var så hårdt knyttet at det blødte fra hendes håndflader. Hun havde lyst til at sprætte denne mand op for at se om hans indvolde også lignede dem fra en kujon. Hun stod dog stille, for nu.

Indtil det næste slag ramte Zofrost. Skadi kunne ikke kontrollere sig selv længere. Hun nedstirrede manden. "Stop det, eller jeg river dine arme af og stopfodrer dig med dem," hendes tone var snerrende. Hun var modsætningen af Zofrost. En stærk ulv. En alfa. Én der ikke fandt sig i noget som helst! Hun var ved at eksplodere. Hun havde ikke lyst til at lade det blive ved truslen. Hun havde virkelig lyst til at dræbe manden, her og nu, på stedet, uden tøven. Dog tøvede hun alligevel. Udelukkende fordi hun var fuld og samtidig vred. Fuldskaben var dog ikke så stor en hindring for hende i dette ene øjebliks klarsyn, da hun i en flydende bevægelse trak sin håndøkse, løftede den og slog ud efter mandens hals med et blik der var fyldt med tanker om mord, blodige massakre, knogler der brækkede, lemmer der fløj. Ansigter, der forsvandt i en blodig sky og mandens skrig som hun ville tage ham, RIVE ham i småstykker, bid for bid.

Ligegyldigheden lagde sig over Zofrost som et tungt tæppe. Smerten fra ryggen var uvigtig. Intet betød noget, som han stod der og uden protester lod sin herres vrede gå ud over sig. Sådan havde hele hans liv været, fyldt med nogen, der slog på ham, smerte, uden mulighed for at gøre modstand, ikke uden at verden blev et endnu værre sted.
Men som andet slag havde ramt ham, brød en stemme igennem. Truende og vred. Kvinden havde rejst sig og truede nu hans herre. Det fik en let forvirring frem i Zofrost. Hvorfor blandede hun sig? Men forvirringen forsvandt meget hurtigt for et blik i hans øjne, der sagde, at hun ikke skulle forsøge at prøve det, hun snakkede. Han rettede sig lidt op og blevet meget opmærksom på hende, hele hans krop blev anspændt, klar som en fjeder.

Samael havde allerede hævet stokken til et slag mere, da den fulde kvinde snakkede til ham. Hun var kommet på benene og så på ham med et blik, der skød gnister. Først var han næsten ved at le. Forsvarede hun den ynkelige Zofrost? Men der var tydeligvis ikke noget at le af, for kvinden tog sin økse ud af bæltet. Det fik ham til at træde et let skridt bagud. Nå ja, hvis hun absolut ville forsøge at slå ham ihjel. Hun ville dog blive overrasket.
Øksen var på vej mod hans hals, men han blev stående med tiltro til det dyr, han havde i sin besiddelse. Og ganske rigtigt.

Zofrost så kvinden trække øksen og forhåbningen om, at dette ikke skulle ske, forsvandt. Som hun hun hurtigt trådte frem og lod våbnet falde mod Samaels hals, var Zofrost endnu hurtigere og han trådte ind foran sin forhadte ejer. På grund af højdeforskellen mellem de to, ville øksen lande i skallen på ham, men han løftede hurtigt den ene arm, så øksens skæfte ramte hans underarm. Slaget var hårdt og det gjorde ondt, men intet brækkede. Om et øjeblik ville et stort sort blåt mærke dukke op og om nogle minutter ville det være væk igen.

Den usikkerhed og hjælpeløshed, som tidligere havde hersket over ham var væk. Dette handlede om noget, han kendte, det han åbenbart levede for. Vold. Slåskamp. At give og modtage smerte. Nej, hans meget blå øjne glimtede let, som han blottede sine tænder som en hund, der lugtede blod. Hele hans holdning var med et ændret fra byttedyr til rovdyr.
Det var ikke med hans gode vilje, at han reddede sin herre. Langt fra. Men der var engang en mand, der havde fortalt ham, at han ville dø med sin herre, hvis nogen slog personen ihjel. Om det var sandt var lige meget. Zofrost kunne ikke tage chancen. Selvom han hadede sit liv, ville han helst ikke dø. Ikke sådan. Ikke på grund af en andens død. Han ville dø på sine egne vilkår, skulle den dag komme. Så han frelste sin herre endnu en gang, også selvom det krævede, at han sloges mod en, som havde været venlig. Men så måtte hun have blandet sig udenom. Han havde ikke bedt om hendes hjælp.

Med en hurtig bevægelse satte han begge hænder i brystet på hende og skubbede til. Nok var han tynd og ikke specielt stor, men han var ikke svag. Håret flagrede om ham, som han fulgte efter hende, som han skubbede hende væk fra Samael. Han besad ikke noget våben, kun sin krop, men den var også trænet til kamp igennem de sidste tyve år.
Selvom han nu var tunet ind på at skulle slås, gjorde han ikke mere. Der var stadig en lille stemme, der fortalte ham, at hun havde været venlig. Så han ville give hende chancen for at fortryde sit foretagende og gå mens tid var.

Det hele skete så hurtigt at Skadi først lagde mærke til Zofrost, da skaftet på hendes økse mødte hud, kød og knogle. Havde øksehovedet ramt, ville det have smagt blod. Hun ville gerne have at det smagte blod. Men ikke det som Zofrost havde inden i sig. Det ville hun ikke have, men da hun så hans knurrende grimasse med de viste tænder, vidste hun, at der kun var én måde at få hans herre dræbt; Ved at sørge for at Zofrost ikke var i vejen, om hun så var nødt til at daske til ham. Hendes tankestrøm blev afbrudt da han skubbede hende med al sin styrke og hun naturligvis fik overbalance. Bag ved hende stod kassen pænt, men da hun væltede ind i den med så hård styrke, flækkede noget af træet. Hendes ryg fik sig en del splinter, men det var primært luften der blev slået ud af hende, samt hovedet der tog skade da hun hamrede det ind i muren og i starten lå ret stille i rodet. Men så tog Zaladin ellers ved hende og hun rejste sig med en snerren. Hun havde ikke tænkt sig at give op. Hun havde tabt sin økse i al rodet, men hun var pisse ligeglad og knækkede egentlig bare nakken.

"Flyt dig. Den nidding skal betale for hans kujonske handlinger," hendes stemme var nærmest hvislende af hvidglødende raseri. Hun havde ikke planer om, at lade Zofrosts ejer gå. Han skulle dø en hæslig død og intet skulle stoppe hende. Hun trådte frem mod Zofrost. "Du var advaret," sagde hun, hvorefter hun knyttede næverne og slog ud efter ham. Hun forsøgte flere gange, men var ikke klar over hvorvidt hun ramte fordi hun var så rasende at hun ikke kunne mærke andet end den voldsomme brusen for sine ører.

Det lykkedes at få væltet kvinden, der bragede ned i den kasse, hun havde siddet på. Den gik i stykker. Zofrost var ikke i tvivl om, at det måtte gøre ondt, især fordi det så ud til, at hendes hoved fik et slag også. Derefter lå hun stille et øjeblik, hvilket Zofrost reagerede på med blandede følelser. Han ville gerne slås. Se blod og høre skrig. Men han ville ikke slås med hende, for hun havde været venlig og givet ham mad. Som tankerne fór igennem ham, begyndte hun at høre på sig og med en snerren kom hun på benene. Denne slåskamp var uundgåelige og det gjorde ham ked af det. For hun havde været venlig i mod ham og han havde vitterligt ikke lyst til at gøre hende ondt.

Men hendes ord afgjorde det sammen med de pludselige forsøg på at slå ham. Slagene var ukoordinerede og lette at undvige og egentligt skulle han bare træde et par skridt tilbage, som hun kom i mod ham. Hvis han dog bare kunne fortsætte med det, men nej. Han måtte få hende til at stoppe. Hans blik faldt på øksen som hun havde tabt, og han fik en idé. Da der blev en åbning i hendes slag, sprang han frem og gentog sit før vellykkede forsøg på at skubbe hende. Det skabte nok afstand i mellem dem, til at han uden fare kunne samle øksen op.
Våbnet var tungt i hans hånd, men han fandt hurtigt det rigtige sted at holde. Hvis han nu kunne slå hende ud, ville kampen slutte hurtigt. Og hvad kunne slå hårdere end en økse? Der gik ikke mange splitsekunder fra, at han havde samlet øksen op og nu sprang frem mod hende, sigtende efter hendes hoved med bagsiden af øksen
Han håbede virkeligt, at han kunne slå hende ud og undgå at skulle skade hende mere.

Samael så slåskampen udfolde sig foran sig, med et let tilfreds glimt i de kolde øjne. Kvinden gjorde hans arbejde for ham, beviste at der ikke var flinke, rare mennesker til i denne verden. Han var ikke i tvivl om, at halvdæmonen holdt tilbage, han kunne have slået kvinden ihjel mere end én gang allerede. Skiftet sit sin anden skikkelse og flået hende op med tænder og klør.
Nogle gange overraskede det ham, hvor sentimental drengen var. Det havde ikke lykkedes ham at banke det ud af ham, i de to år han havde haft ham. Ikke at han ikke havde forsøgt. Men det var som om, at der var dele af slavens personlighed, man bare ikke kunne nå. Hvilket var en af grundende til, at han ville sælge ham. Han var for meget arbejde. En kilde til indtægt og en kilde til sjov, men for meget arbejde.
Zofrost sprang frem mod kvinden og Samael tog sig selv i at håbe, at det ikke ville slutte der. Han ville se blod, hvem af de to, det var lige meget.

Hun ramte ingen ting, men hun var også ligeglad. Så længe hun tvang ham til at gå bagud, hvilket da lykkedes en lille smule. Da han bøjede sig og skubbede hende bagud var hun tæt på at falde helt, men adrenalinen i hendes blod begyndte så småt at få noget af fuldskaben væk. Derfor var hendes balance så småt også på vej tilbage og hun snublede let i stedet for at falde.
Desværre var hun for optaget af, at kigge vredt mod Zofrosts ejer til at se hvordan Zofrost tog hendes egen økse og slog den ud efter hendes hoved, så hun blev ramt lige der hvor hendes hår var klippet kort og et kort øjeblik så hun dobbelt, mens hendes hoved blev slynget til siden af slagets kraft. Hun vaklede let bagud mens hun tog sig til hovedet med et støn af smerte. Det gjorde sgu pisse ondt!

Men som altid var hendes regenererende evner med hende og da hun fjernede hånden gik hendes øjne fra desorienterede til mere fokuserede og hendes snerren var tilbage da hun fik en mere sikker position. Hendes blik var stadig halvt rettet imod ejeren, så i stedet for at slå på Zofrost, greb hun ud efter hans arme, og brugte hans lette vægt imod ham. Hun vendte sig halvt og brugte al den styrke hun kunne mønstre på at kaste ham tilbage mod den kasse, som han selv lige havde skubbet hende ind i. Hun væltede selv som resultat af det, men i stedet for at klage sig, rejste hun sig omgående op og satte i løb imod ejeren. Ejeren så midlertid ud til at kunne holde sin egen stand i en kamp og da hun kom tæt på kunne hun se stål glimte fra hans hånd. 
Det stoppede hende ikke. Ej heller da hun mærkede smerten fra hans langkniv der borede sig ind i hendes mave og fik en mørk plet til at brede sig på hendes mørke skjorte. I stedet for at rykke sig væk som enhver anden person med bare en smule fornuft ville have gjort det, slog hun ham bare i ansigtet. Denne gang kunne hun mærke næsen brække under sine knoer og hun grinte hæs. "Så er man måske ikke så arrogant længere, hva'?!" stædigt spyttede hun blod ud på jorden ved siden af sig.

Slaget ramte hårdt og Zofrost troede, at det var det. Men nej. Hun vaklede lidt og for hans øjne gik hun fra hårdt ramt til ikke at se ud til lige at have fået et hårdt slag i hovedet. Den hurtige heling overraskede ham meget, for det var sjældent, faktisk stort set aldrig, at han mødte folk, der helede hurtigere end ham selv. Overraskelsen var så stor, at han ikke nåede at flytte sig, før hun havde taget fat i hans arme og han fik en kort flyvetur igennem luften. Hårdt ramte han samme kasse som hende og den gav efter, så han endte med at trille rundt på jorden i resterne af træet. Slaget havde været hårdt nok til at han for et øjeblik gik i sort og lå slapt på jorden. Et øjebliks ro i hans hoved.

Samael så lidt skuffet, hvordan halvdæmonen slog til mennesket. Nå, det var så det. Eller var det? Kvinden væltede ikke om og i løbet af et kort øjeblik var hun frisk igen, selvom slaget kunne have slået en granvoksen mand ud. Zofrost var åbenbart blevet lige så overrasket som Samael selv, for kvinden fik slynget ham ind mod en kasse, hvilket så ud til at slå ham ud. Inden han nåede at se sig om, var kvinden på benene og havde retning direkte mod ham.

Nok brugte Samael halvdæmonen som livvagt, men han var ikke helt uden evner selv. Han var født adelsmand. Hændelser havde gjort, at han ikke var det mere, men han havde stadig fået den obligatoriske træning og var derfor ganske udmærket i kamp. Han havde bare ikke et sværd på sig, selvom han måske burde. Nej, han havde noget bedre, men som kvinden kom i mod ham, startede han med at trække den skjulte lange, tynde kniv, der var skjult i stokkens top. Det burde stoppe hende.

Hun løb direkte ind i den, han kunne mærke bladet pierce stof, hud og kød og bevæge sig ind i indre organer. Men det der normalt skete, skete ikke. I stedet kom der en næve flyvende og ramte ham direkte i ansigtet, hvilket var smertefuldt og fik hans næse til at brække med et højt knæk. Det var lige så hans øjne blev fugtige i en naturlig reaktion mod smerten. Et par spredte tanker fløj igennem hovedet på ham. Hvorfor var hun ikke ved at dø? Det var længe siden, nogen havde haft mulighed for at slå ham. Og hvad skulle han gøre nu? Det sidste var ikke svært at svare på og trods smerten og chokket, dukkede der et koldt smil op på hans ansigt, et koldt smil, der nåede hans øjne. For nu kunne han få lov til det, han bedst kunne lide. At få andre til at vride sig i smerte.

"Der tage du fejl. Helt fejl." Hans stemme var en smule mere nasal på grund af den brækkede næse, men man kunne ikke være i tvivl om tonefaldet - overlegent, koldt og forventningsfuldt. Med en rolig bevægelse rakte han op og lagde en hånd om hendes hals. Samael havde en evne, de fleste ikke kunne forestille sig. I vores verden ville man kende det som elektricitet. Han kunne ved håndspålæggelse skabe en smerte uden lige i folk, noget der fik muskler til at gå i krampe og hjerner til at kortslutte. Han kunne endda slå ihjel med den, men for det meste brugte han den bare til smerte. Den havde været ganske nyttig i kampen mod Zofrosts modvilje mod at tjene og havde fået ham til at føje sin nye herre det meste af tiden.

Som han sendte den voldsomme kraft ud igennem håndfladen og ind i denne irriterende kvinde, trak han kniven ud af hende igen. Han havde opdaget, at metal reagerede endnu kraftigere på evnen. Et nydende udtryk ville blande sig i kulden, for dette var hvad han tændte på.

Skadi var midt i at grine inden i over ejerens smerte, men da han så på hende med et koldt blik og smil, hævede hun forvirret et øjenbryn. Hans hånd lagde sig om hendes hals og egentlig skulle hun til at daske den væk da strøm bredte sig igennem hele hendes krop. Som forventet gik hver en muskel i hendes krop i kramper og den eneste grund til at hun forblev stående, var at han holdt fast i hende. Det gjorde pisse ondt og Skadi kunne knap nok tænke som hun stod der, spjættende og rallende. Huden under mandens hånd blev forbrændt af den varme, strømmen udgav og inden i kunne det umuligt være meget bedre, da organer, muskler og nerver tog voldsom skade. Der gik lidt for længe før ejeren slap og da han endelig gjorde det, kollapsede hun på det sammentrådte sand, i starten nærmest ikke ved bevidsthed, men efter lidt tid begyndte hun at komme til sig selv. Mængden af skader var dog store nok til at de ikke bare uden lige healede, som hun rodede rundt, rystende.

Mens hun forsøgte på at komme på benene, begyndte hun at hoste og der røg blod med op mens hun igen faldt sammen. Aldrig i sit liv havde hun oplevet smerte på denne måde. Aldrig. Et pinefuldt støn forlod hendes læber, men kampgejsten havde stadig ikke forladt hendes øjne selvom blod løb fra hendes ører, et tegn på at hjernen heller ikke havde det særlig godt. Mentalt var hun dog klar på hvad som helst, fysisk var hun voldsomt svækket, men stadig kæmpede hun en brav kamp for at komme op. Hun nåede op på sine knæ, støttende på sine knyttede hænder og gloede trodsigt op på ejeren. Selv i denne voldsomme smerte nægtede hun simpelthen at give op. "Troede du... Virkelig.. At jeg ville.. Gå ned... Så let?" hun havde svært ved at få luft og stemmen var hæs fordi hendes stemmebånd havde voldsom skade af strømmen.

Virkeligheden kom langsomt tilbage til Zofrost, der forslået kom til sig selv og skubbede sig op på den ene arm. Efter at have kørt en hånd over sit ansigt og i samme ombæring skubbet det lange hår væk, så han rundt. Det første han fik øje på var sin herre, der havde lagt en hånd om halsen på kvinden, der rystede i de alt for velkendte kramper. Kramper i smerte, som Zofrost kendte alt for godt til. Langsomt kom han på benene. Kvindens økse lå lige foran ham og han samlede den op på sin vej hen i mod de to mennesker, hvor kvinden var faldet til jorden og lå og rodede rundt i en forsøg på at komme op, hvilket ikke rigtigt lykkedes for hende.
Som hendes ord nåede ham, løftede han øksen op og lod den falde mod siden af hendes hoved, stadig med den stumpe side først. Denne gang slog han hårdt, rigtigt hårdt, så hun forhåbentligt blev slået bevidstløs i første hug.

Hvorfor? For at forhindre hende i at få sig selv dræbt af Samael, hvilket ikke ville være et problem for manden. Og fordi han havde ondt og var vred over at blive kastet med. Men mest fordi han stadig håbede at kunne stoppe Samael fra at skade hende mere ved at få hende til at stoppe sine angreb.
En smule svajende stod han og så på den nu bevidstløse kvinde. Slaget sad stadig i ham, men de mindre rifter, han havde fået, var allerede ved at lukke sig. Øksen gled ud af hånden på ham og landede på jorden. Den havde han ikke noget at bruge til mere.

Samael var overrasket over kvindens standhaftighed, og ville svare hende, men inden nogen kunne gøre noget, dukkede Zofrost ud af ingenting og slog kvinden ud. Samael bev en smule skuffet, selvom han godt vidste, at det var for det bedste. Han ville dog have elsket at gøre mere ved hende. Hun var et spændende væsen og han satte sig på hug for at se nærmere på hende. Hun så ud til at hele hurtigt, måske hurtigere end Zofrost, og hun var god til at slås. Hmm.
"En meget spændende kvinde. Gad vide, hvad der ligger bag hende." Han rakte ud for at skubbe hår væk fra hendes ansigt.

Zofrost havde mest lyst til at lægge sig ned og slappe lidt af, mens hans krop helede sig selv. Det ville tage lidt endnu inden han ville føle sig veltilpas - eller rette, så tilpas som han nu kunne udsultet og varm - igen. Som han stod og så lidt træt på kvinden, satte hans herre sig på hug og de ord, der kom fra ham, fik gåsehuden til at vise sig på Zofrosts krop. Han vidste straks, hvad hans herre tænkte - endnu en slave til at sende ud at slås.
Uden at nå at tænke over sine handlinger, fløj han ned på hug og greb fat om Samaels håndled for at stoppe hans berøring af kvinden.
"Lad hende være." Hans stemme var fast og det var en decideret ordrer, ikke noget han bad om. Som det gik op for ham, hvad han lige havde gjort, spærrede han øjnene og slap hurtigt herrens håndled igen. Åh nej.

Samael nåede ikke at røre kvinden, før en knoglet hånd med lange fingre og nedbidte negle greb fat om hans håndled i et hårdt greb. Overrasket så han op på Zofrost, der ikke bare bad ham om at lade kvinden være, men direkte beordrede ham til det. Overraskelsen veg straks for vrede og i samme øjeblik halvdæmonen slap ham igen, greb han hårdt fat i Zofrosts hår helt inde ved hovedbunden i nakken. Det korte udtryk af smerte på slavens ansigt hjalp ikke. Samael havde stadig den blodige kniv i håndn og han førte kniven op foran Zofrosts ansigt med den sylespidse spis foran hans ene øje.
"Nogle gange overvejer jeg, om du ville blive mere føjelig, hvis jeg prikkede dine øjne ud. Og bagefter skar din tunge ud. Du bruger den aldrig alligevel." Han holdt truende kniven der lidt, inden han fjernede den. Hårdt trak han halvdæmonen på benene, som han selv rejste sig. "Men jeg kan ikke bruge en blind eller stum slave til noget." Uden at slippe slavens hår, gik han hen og samlede sin stok op. Han var rasende. Men han blev nødt til at forholde sig til virkeligheden og lige nu stod de midt på åben gade op og ned af det hus, hvor han lige havde lavet en aftale om Zofrost. Så kan kunne ikke udføre sin straf her. Ikke meget af den, i hvert fald.

Hårdt trak han i slavens hår og kylede ham derved i jorden. For at få et hurtigt udløb for vreden, sparkede han ham hårdt i maven. Derefter gav han sig selv et par sekunders ro, mens han satte kniven fast i toppen af stokken igen.
"Jeg burde riste dig levende til du tigger om at dø, men dette er ikke stedet." Med en voldelig og dog elegant bevægelse lod han stokken falde over halvdæmonens bare overkrop. Et held med en slave, der tog slag i tavshed, det kunne udnyttes i en situation som denne. "Magen til utaknemmelighed. Her sørger jeg for dig og så opfører du dig sådan." Slagene regnede ned over kroppen på jorden, hårdt og kontant, efterladende røde streger efter det hårde, glatpudsede stykke træ på den lettere solbrændte hud. "Næste gang du gør noget som dette, får det konsekvenser. Forstået? Forstået?!" Han hævede stemmen en smule og sparkede til ham igen.

Zofrost nåede ikke at forsøge at flytte sig, før hans herre havde grebet ham i håret. Grebet fik det til at føles som om, at hans hovedbund brændte og smerten fik ham til at skære ansigt. Metallet glimtede, som spidsen på kniven stoppede lige ud foran hans øje. Skrækken bredte sig i ham og han stivede. Nej, han måtte ikke tage hans øjne. Han kunne ikke forestille sig at være blind, han kunne ikke leve som blind. Man kunne se panikken i hans ansigt, indtil kniven blev fjernet igen. Ikke at han nåede at ånde lettet ud, for hårdt blev han trukket på benene. Hele hans krop skreg efter, at han skulle gribe fat i Samaels håndled for at forsøge at lette trækket lidt, men han vidste bedre end at gøre det. Så med en smule angst og smerte i ansigtet, fulgte han klodset efter sin herre, der trak ham efter sig. Pludseligt blev han kylet til jorden og inden han kunne gøre noget, blev han sparket i maven, hvilket slog luften ud af ham. Gispende krøb han sammen til en kugle og lagde armene om sit hoved i beskyttelse, for han vidste godt, at straffen ikke var færdig.
Truslen om at skulle lide under herrens evne fik ham til at lukke øjnene. Men det var ikke det, der skete. Ikke den ulidelige smerte. I stedet faldt stokken over ham i utallige hårde slag. Smerten var intens, men han sagde ikke noget. Klynkede ikke, peb ikke, sagde ikke en lyd, men lod bare slagene hagle over sig. Mens han lyttede til sin herres ord. Og selvom han på den ene side vidste, at det var lort, lyttede han og følte, at det var sandheden. Han var utaknemmelig. Han var en dårlig slave. Han havde skuffet sin herre og det skulle han bøde for.
Sparket ramte ham og endeligt kom der lyd ud af ham, i et skingert, næsten skrigende tonefald.
"Ja, jeg undskylder herre, jeg undskylder, det vil ikke ske igen!"

Da Samael endeligt hørte det, han ville høre, stoppede han med at slå halvdæmonen. I stedte rettede han lidt på sit hår og så op og ned af gaden. Der var tomt. Folk var sikkert gået udenom, da de havde set, at der var en slåskamp i gang tidligere.
"Det håber jeg ikke, Zofrost. For din skyld. Kom." Uden at vente for at se, om Zofrost fulgte med, vendte han om og begyndte at gå ned af gaden. Der var forberedelser der skulle gøres. "Du skal tjene penge til mig om nogle dage. Hvis du opfører dig pænt resten af dagen, kan et være, at du får noget at spise i aften." Det var nok en god idé at fodre halvdæmonen. Han skulle have sin styrke til arenaen om et par dage. Samaels tanker var allerede på vej væk fra alt det, der lige var sket og han tænkte ikke mere over kvinden, de efterlod liggende tilbage i den lille gade.

Endeligt stoppede slagene. Zofrost trak vejret i stød, stadig forpustet efter det første spark. Men Samael begyndte at gå og rystende måtte Zofrost kæmpe sig på benene for at følge med. Hans krop var stadig dækket i røde streger og det ville tage længere tid for dem at forsvinde. Dagen efter ville man stadig kunne se resterne efter de blå mærker, han ville få. Den psykiske smerte ville vare resten af dagen, han ville reagere på alt, der bevægede sig, hans herres hver eneste bevægelse. Som han kom på benene så han tilbage på kvinden. Han håbede, at hun ville vågne hurtigt, for gaden var næsten oplyst af den stikkende sol og der var ikke meget skygge tilbage. Han håbede hun forsvandt og han aldrig skulle møde hende igen. Eller hun ham, for han bragte kun uheld og smerte.
Hurtigt løb han op på siden af sin herre og fulgtes med ham med hovedet sænket og tomheden tilbage i blikket. Som en hund i en usynlig snor.

Præcis som ordene havde forladt Skadis læber, følte hun en dundrende smerte i siden af hovedet. Præcis samme side af hovedet som sidst, denne gang bare noget mere voldsom, både på grund af kraften bag slaget og fordi hendes krops regenererende evner var bagefter. Den her smerte var ægte og ikke bare noget der sådan lige forsvandt. Hendes øjne blev glasagtige og hun tumlede sidelæns ned på det sammentrådte sand med en lille bump lyd. Alting hun så var dobbelt og udtværet for hendes blik, blod løb fra hvor det stumpe objekt havde ramt og kraniet havde det sådan set heller ikke super godt. Hun blinkede et par gange da hun så en skygge bevæge sig hen over sit ansigt. Hendes syn blev lidt mere fokuseret, men samtidig begyndte mørke pletter at forstyrre det. Dog kunne hun godt både se og høre hvad Zofrost gjorde som svar på sin ejers ord og handlinger. Selv efter hun havde kylet ham væk som en kludedukke forsøgte han at redde hende. Hvorfor helvede gjorde han nu også det? Det er ikke mig der har brug for at blive reddet, din klaphat! Nok var hendes tanker vrede, men mest over den panik og afmagt der fyldte hendes sind til randen mens stemmerne omkring hende lød som ekkoer i et lille rum. Det gav ingen mening, og idet hun hørte lydene af slag fra ejerens stok, blinkede hun et par gange igen. Da hun hørte hans skrig forsøgte hun en sidste gang at komme på benene. Kom nu, op på hesten! Du kan heale det, det er væk om lidt! Han ligger der og SKRIGER, Skadi!

I stedet for at følge sin indre stemme af håb, lukkede hun sine trætte øjne og bød bevidstløsheden velkommen.

Der var nok gået ret længe da hun igen vågnede op og solen bagte ned på hende. Det måtte vel være omkring ved middagstiden? Hendes hoved var ved at eksplodere af tømmermænd og smerte og et kort øjeblik blev hun bare liggende inden et forpint støn forlod hendes læber mens hun kæmpede sig op på benene. På vejen fik hun famlet sig frem til sin økse og derefter væltede hun nærmest ind i den nærmeste gyde hvor hun stod et stykke tid op af muren, hivende efter vejret. Kroppen var healet godt sammen, men til gengæld var Skadi dødsens træt og udmattet. Og som en side-effekt for al den skade, hun havde været udsat for, oplevede hun nu tømmermænd for første gang i sit liv. Rigtig, rigtig ulækre tømmermænd.
Selvfølgelig kunne hun ikke undgå at kaste op, men efter dét, kunne hun også lugte det og vrængede derfor let på næsen mens hun snublede videre ud på den anden side af gyden og ind i den næste. Her faldt hun sammen mellem et par kasser og lå egentlig bare og forbandede sin eksistens. I det mindste var skyggen da lidt mere rar at være i, til trods for den hæslige varme der kun gjorde hendes tømmermænd så meget værre. "Jeg finder den fnatmidebesatte narrøv og spidder hans nosser fast til en hurtigtløbende hest!" hendes ord blev sagt lidt for højt til hvad hun egentlig selv brød sig om og med det samme holdt hun sig for ørerne med en lyd der mest af alt fik hende til at lyde ret ynkelig. Nærmest en piben. Hun hadede ham. Og tømmermændene..