Dagene på det sidste havde været alt andet end normalle for Rosalind. Stukket af fra hendes tidligere liv som adels datter af hendes magtbegærene far var hun nu for første gang på frifod. Sammen med Adrien havde hun vandret tværs over landet og deres lille lejre var blevet slået op nær Azursøen i et lille skovareal der skjulte dem. Som lejren var blevet sat op havde de valgt at være her for en tid og mest fordi Rosalind havde et ærinde at løbe i nærheden. Hun havde aldrig før været så langt fra Hovedstaden, men det var dejligt med den friske luft og den vilde natur omkring hende.

Hun fortalte Adrien at ærindet faktisk var mødet med en gammel veninde hun ikke havde set i lang lang tid. Ikke siden de gik sammen på samme klosterskole, men nu var Rosalind ikke bundet til Hovedstadens gader og med hendes ny vundet frihed havde hun tænkt sig at se sin gamle veninde, hun var den eneste adelige Rosalind kunne stole på lige nu til ikke at sende hende hjem igen.
Rosalind havde hørt at hun skulle være blevet gift ind i De'lacour, og ifølge hendes egen far skulle Rosalind også helst gerne giftes væk i år, men det ville hun ikke lade ham om det så skulle koste hende hendes liv!
Iført hendes families lyse krystalblå farve i en nydelig kjole bevægede hun sig mod indgangen til De'Lacour familiens slot. Vagter stod udenfor og Rosalind ville gemme sig, men hun fastnede grebet om sin violinkasse og gik direkte mod indgangen og blev til hendes held ikke stoppet.

Det første hun gjorde som hun var kommet lidt en var at gribe fat i en tilfældig tjener i stalden og spurgte hurtigt "Hvor er Frøken De'Lacour?" hun blev peget lidt hen af i staldene og så en dame som herfra godt kunne ligne hendes gamle vendinde, bare en smule ældre end sidst hun havde set hende. "Elaina?" spurgte hun for at få et respons fra personen og da hun så hvem det var bragte det et venligt smil til hendes ellers nervøse blik.

Elaina var endelig frisk nok til hun måtte bevæge lidt ud også alene, eller bare i nærheden af slottet. Hun hader at hun sådan skulle holde øjes med, selvom hun vidste at det var for hendes bedste, betød det også bare at hun havde endnu mere lyst til at forsvinde derfra, eller bare væk fra denne familie. Elaina var derfor taget i stalden for at bearbejde noget af de slemme oplevelser hun havde oplevet på det seneste, og hestene. De var de perfekte at være sammen med, de snakkede ikke, de sagde hende ikke imod og de forlangte ikke en masse af hende. Kort betragtede hun det tydelig ar hun havde fået på hendes bryst det var hæsligt! Endda med hans navn, hans afskyelige navn, hun begyndte at tænke på om der mon var noget magi i Krystallandet der kunne fjerne disse ar, der måtte der bare være tænkte hun, imens hun stod lidt der for sig selv.

Inden hun dog nåede at tænke videre over det, blev hendes nævnt af en ven? Hun var ikke helt sikker til at starte med, hun bestemt ikke hørt den stemme i meget lang tid. Hun vendte sig hurtigt om og så Rosalind. Det var lige før hun kunne græde, så stor var længsel for en veninde, en der forstod det ville sige at være fanget. Hun var så modig og Elaina beundrede hende for hendes mod, for det hun ikke selv kunne. Elaina elskede blot livet som adelig for meget til at flygte og vende det hele i ryggen. Elaina smilede glad og stormede hen til sin veninde og gav hende et varmt knus ”Rosalind, hvor har jeg savnet dig!” svarede hun glad. Hvor hun lød oprigtig glad, noget hun ikke havde været i flere år. 

Rosalind gengælde det varmet velkommende kram fra Elaina og hendes ord var som sød musik i hendes øre. Det var længe siden nogen nogensinde havde sagt hendes navn med så meget venlighed i stemmen og det var kun gjort bedre af at det var Elaina selv der sagde det. "Jeg har også savnet dig!" hendes stemme var rolig og fyldt med den godhed Rosalind altid naturligt havde skindet med.
Hun trådte et enkelt skridt tilbage som hun ende krammet og tog Elainas hænder i sine. "Hvor ser du smuk ud." Rosalinds blik kørte over Elaina. Hun havde godt nok altid været en pæn pige og hun var hellere ikke i sine tyvere endnu, men det var jo næsten til at blive misundelig over hvis Rosalind ikke havde så åbent et hjerte.

Nu hvor Rosalind var her var der ro i hendes sind for første gang i et år. Hun havde været på flugt længe nu føltes det, men alligevel var det blot nogle måneder. Dog var hendes families palæ ikke ligefrem stedet ro blev fundet, så sandheden i det var der. "Så det er her du bor nu. Altså, ikke lige her, men her!" sagde hun og kiggede sig rundt i området. Nok var de kun i stalden, men Rosalind var kommet udefra og hun havde set størrelsen af stedet. Det var jo næsten som et eventyr det her. Dog vidste Rosalind hun selv aldrig ville kunne være lykkelig i sådanne et sted, så kunne Elaina? Hun var godt nok en mere "adelig" person end Rosalind nogensinde havde været, men var hun virkelig glad for at være fanget et sted som dette hvor hun var med en mand som hun pludseligt var gift med i så ung en alder?
Selv havde Rosalind været i fare mangegange for at skulle giftes væk, men det har aldrig været noget der blev til noget fordi hun fandt den ene eller anden måde at få det slået ned. Det var et af hendes mange talenter når hun ikke gad noget. At drive folk til vanvid med at irritere dem og til sidst få dem til at forsvinde når hun ikke gider dem.

Elaina lukkede sine øjne idet de krammede, det var så rart, så rart at være i nogle velkendte arme som accepterede hende som hun var. Det var længe siden hun havde følt sig selv, uden at have nogle barrierede oppe. Hun åbnende sine øjne idet krammet blev afbrudt, hvorefter Rosalind tog hendes spinkle hænder, hun smilede varmt til sin veninde og blev næsten genert ved hendes ord. Rosalind selv havde blevet en adels smuk ung kvinde. ”Tak” smilede hun forsatte ” Og du stråler Rosalind” det var tydeligt for Elaina, at Rosalind nød den frihed hun endelig havde opnået.

Elaina lod sine hånd glide fra hendes hænder og lod dem føre ind til en af båsene hvor de kunne sætte sig på halmballe. Elaina ville nødig have at hvis nogen gik igennem stalden så var de det første der mødte dem. Her kunne Rosalind i det mindste nå at gemme sig i halmen. End til hun selv ville få dem væk. Elaina smilede ”Ja det er det” svarede hun roligt, Elaina var stolt over stedet og hvad hun havde formået at gøre med stedet, problemet lå hos dem hun boede med. Hektor kunne hun styre, men hans søster og mor der drak var hun ikke ligefrem tilfredse med. ”Klare du det i fri? Det er slet ikke hårdt?” spurgte hun nysgerrigt. Hun kunne ikke længerede holde spændingen ud, hun måtte vide hvordan det var at være fri. 

Rosalind havde slet ikke tænkt på at gemme sig fra blikkende af folkene her på Elaina og hendes mands grund. Hun vidste godt at der var chancen for at blive genkendt og derefter sendt direkte tilbage til hendes hjem hos sin familie. Men det var kun fordi folk ikke kunne forstå at adeldom ikke altid var et paradis på jorden som folk med glæde ville kunne leve i. Og for Rosalind var det mere som et fængsel end noget andet. Så med et glædeligt smil trådte Rosalind ind til siden og placerede sig på en af halmballerne med retning mod Elaina.
"Derude... I det fri Elaina... Der er alt bare-" Rosalind åndede med lethed i sind ind og åndede lettet ud som bare tankerne om friheden hun havde opnået ramte hende og fik det til at krible i hendes mave med sommerfuglene der var blevet som hendes sjæls eget mærke. "-alt er bare perfekt." sluttede hun sætningen af.

Ude i det fri med Adrian havde hun oplevet de mest magiske ting. Hun havde holdt en alf i hendes favn, hjulpet en dværg med hans hjulkærrer og hun havde også set elverfolk der kunne blive til rotter, fugle, frøer og fisk. Ting som hendes tidligere jeg aldrig ville have kunne tro muligt.
Ude i det fri var der en verden af magi og vidunder som hun kun endnu mere glædede sig til at opleve mere af hver eneste dag.

"Derude Elaina. Der er ting som vi aldrig kunne tro på uden at se det med vores egne øjne. Og jeg kan stadig sige at jeg intet fortryder af hvad jeg gjorde for at komme væk." sagde Rosalind så som hende øjne pejlede sig mod himlen. Hun havde ikke gjort noget videre slemt for at komme væk. Men hun havde ikke efterladt et eneste ord til familien, ikke et kram, ikke et kys. Intet havde hun til overs for dem. Så intet skulle de have fra hende. Hun var fri nu og intet gjorde hende mere glad.
"Men hvad med dig Elaina? Hvordan er det her med... Hans? Henrik? Henryk?" spurgte Rosalind så mens hun så til Elaina igen. Hun kunne ikke lige huske hvad hendes ægtemand hed, men det betød ikke at hun ikke faktisk ville høre om det. Hun var meget nysgerrig af sind når det kom til sådan noget. For hun kunne ikke længere forstå hvorfor folk der ikke er tilfredse med der tilstedeværelse ikke bare ville gøre som hende. For alt det krævede var jo bare at tage det første skridt ud af døren.

Elaina lyttede til hendes ord, nysgerrig for hvordan det måtte være. Tænk at leve perfekt, Elaina kunne slet ikke forestille sig det. Var det ikke primitivt og beskidt, mon hun savnede at have nogle under sig? Kjolerne og rigdommene. ”Det lyder fantastisk Rosalind!” svarede hun med et venligt smil, der var så meget mere hun var nysgerrig omkring og forsatte derfor hun stille ”Hvordan bor du så der ude?” spurgte hun så. Måske en af grundene til hun var så nysgerrig, var nok fordi Elaina inderst inde også ønskede en frihed, men hun elskede blot det adelige liv, selvom hun langt fra var lykkelig. Så kunne hun blot ikke se sig selv bo i en skov eller lignede.

”Fortæl, hvad har du set” svarede hun ivrigt og nysgerrig, hvad mon hun havde oplevet. Passede nogle af de ting hun havde læst i bøgerne? Elaina kunne ikke lade værre med at smile lidt, da Rosalind ikke kunne huske Hektors navn, forståliget tænkte Elaina eftersom Rosalind nok aldrig havde mødt ham. ”Hans navn er Hektaurious, men i daglig tale kalder jeg ham for Hektor. Og ægteskabet, er øhm. Der er ikke rigtig en kemi imellem os, og der en rigtig stor aldersforskel” svarede hun ærligt. Elaina følte hun kunne være ærlig overfor Rosalind, hvem skulle hun også fortælle det til i adelige flokke ”Rosalind vi har ikke engang fuldbyrdet ægteskabet” svarede hun lettere skamfuldt og så ned da hun sagde det. Elaina gik op i forventningerne til hende, og hvis folk vidste det. Så ville de være forarget, det var forventet at en mand gik i seng med sin hustru på deres bryllupsnat, men nej ikke dem og ikke alle de nætter efterfølgende. Selvom Elaina ikke ønskede ham på denne måde, hun ville gøre det fordi det var forventet. 

Rosalind fnes en smule som om svaret var let. Men for andre måtte det vel virke en smule primitivt måden hun nu levede på. Hun havde ikke set et fint hus i uger, ingen adel i nogle måneder og ikke et enkelt øjeblik havde hun overvejet at vende hjem til de fine kjoler, hendes tjeneste piger eller de forfærdelige folk hun kalde for "familie".
"Jeg bor hvor mit hjerte er Elaina." Rosalinds hjerte sprang et slag over som hendes øjne lyste op af glæden der kom til hende med tankerne om Adrien. Hun havde aldrig prøvet forelskelse før, og hvis dette var hvad det var, så ville hun evigt være lykkelig.

"Jeg har set timevis af ting jeg kunne fortælle. Elverfolket, alfer og jeg er næsten sikker på at jeg hørte en drages brøl gennem en af dalene langt mod nord, men Adrien siger det nok bare var en bjørn i sin hule. Men man kan vel drømme lidt." hendes stemme var glad som hun fortalte om sit "lille" eventyr udenfor det adelige liv der tidligere havde været hendes uendelige fængsel hvor torturet af korsettet og pinslen af skjalde sang og bejlere var i endeløse strømme.

Hektors navn kom endelig på bordet så Rosalind kunne sige det, men med det kom en nedtoning af stemning for samtalen. Hvis Elaina ikke havde det godt, så ville Rosalind med glæde tage hende ved hånden og hive hende langt væk fra den her 'verden', men det undrede ikke heller at Elaina stadig ville være her. Her i sit eget liv. "Jeg forstår..." Rosalind så ned i noget af høet og tog et enkelt strå i hånden.
Rosalind kunne ikke finde ord der passede til hvad hun ville sige. Så i stedet lagde hun en hånd på Elainas. Til siden smed hun det enkelte stykke halm og så Elaina i øjenene. "Lad være med at tænke, og føl... Du styre ikke dit hjerte, men pin det ikke ved at lade dig blive fanget hvor du ikke høre til. Hvis du ikke høre til hos ham, så tag med mig og find dit kald." Rosalind prøvede ikke at være ond, men sådan så hun verden. Man kunne følge sine tanker og ideer så meget man ville, men hjertet var som et bjerg urokkeligt. Kun ved at overgive sig til det ville man kunne finde lykke. Hun ville til enhver tid kaste alt fra sig og tage Elaina med sig væk, rede hende fra kedsomheden af adelen. Sætte hende fri og lade hende finde sin egen vej som hun også selv havde.

Eliana lyttede, det lød så befriende. Der hvor hun havde lyst, men kunne også føle sig tryg? Ville hun føle sig tryg? Svaret ville nok være nej. Efter det overfald, havde hun svært ved at finde roen ved at for meget alene.

”Åh hvor lyder det bare spændende! sagde Elaina ærligt, og ville næsten ønske hun kunne opleve lige så meget af verden, som Rosalind. Elaina havde svært ved at forestille sig livet iblandt alle disse steder, både med mad, sove, ly og ikke mindst tjene til føden. Hvordan hun klarede, men Elaina var stolt af hende, stolt over at tage kontrol over livet på denne måde.

Elaina smilede, som Rosalind lage sin hund på hendes, åh hvis bare hun kunne. ”Jeg kan ikke, jeg ikke klar, til at efterlade alt. Der forventes for meget af mig. Og og måske vil han finde mig. Han er meget rejsende. Det vil blot være en konstant frygt” svarede hun lettere trist ”Her har jeg det i mindste borgen for mig selv, det meste af tiden. Og du er altid velkommen her, til at gemme dig og få noget mad” svarede hun betryggende til hende. ”Og heldigvis tvinger han mig ikke til at fuldbyrde ægteskabet, før jeg er parat” forsatte hun med et lidt betryggende smil. Trods hendes ulykkelighed, så var hun alligevel heldig, ikke alle aldeles mænd ville lade sådan en nat, for kun at sove.