Det havde været en tid med prøvelser, en tid hvor alting var gået i alle de forkerte retninger som det overhovedet kunne være gået. Og alle var alligevel i nogenlunde god behold. Ingen var blevet dræbt af pesten, der var stadig nogle varige men efter de magiske udbryd og ikke mindst den lange tørkeperiode fuldt af en bidende kulde. Alle havde mistet en god del af sullen på deres kroppe, andre var blevet svagelige og syge - nogen af de ældre var på grænsen til at overgå til kiles tempel, hvis urternes virkning aftog bare et gram.
Men foråret havde bragt lyset med sig tilbage. Planterne var begyndt at gro, mens de vilde dyr så langsomt vendte tilbage igen. Alt var nyt og skrøbeligt nu, og den mindste ubalance i vægtskålen havde konsekvenser for fremtiden. Alle disse tanker havde været en stor del af alfaens tanker og gøremål de sidste mange måneder. Hun havde en flok som skulle modtage mad, samt en sulten unge der snart - ud fra de ivrige spark - ville gøre sin entre.

Den entre var også nok til at alle andre tanker for en stund ophørte. Fødsler var en naturlig del af livet. Miranda havde overværet og hjulpet mange børn til verden igennem sin levealder, men det var straks noget helt andet når det var at føle på egen krop. Hun havde vandret hvileløs rundt fra sit telt, til bålpladsen og tilbage igen, i nu flere timer, mens en hånd lå på maven. Hendes skridt var besværet og det var tydeligt at hele hendes læn skreg for hvert skridt hun tog. Det gjorde ondt, men det gjorde også ondt bare at stå, sidde eller ligge.
De tog stor overtalelse fra Mica før Miranda endelig lagde sig ned i de trygge huler. Hun vred sig ofte i et forsøg på at få den trykkende smerte til at holde op. Den let trykkende smerte som udviklede sig til stærke jag. "Hvis ikke snart den kommer ud, så skære jeg fanme vej!!" temperamentet fløj tæt ved overfladen, og Mirandas ulvesidde knurrede arrigt for hver ve der startede. Veer som begyndte at ligge tættere og tættere sammen, som tiden langsomt skred frem.

Efter flere prøvelser, både fysiske og psykiske, følte Yasmin sig faktisk overraskende stærk. Hun trænede mere og mere hver dag, glemte lidt det der med at være social, men når det blev for meget, var resten af flokken der for hende, og hun havde faktisk fået sig nogle venner blandt de andre varulve. Det var noget, der havde overrasket hende i starten, men hun var efterhånden begyndt at blive vant til følelsen. Selvfølgelig hjalp det, at have glemt nogle af de værste ting, hun havde været udsat for, men hun havde stadig sine ar her og der og hun vidste godt, at der var de huller i hendes hukommelse. Det irriterede hende ikke. Hvad der dog frustrerede hende var, at se Miranda være så tæt på at skulle føde, og hvordan det tog på alfaen. Hun var ikke typen, der pylrede om folk, tværtimod. Men hun ville give sit liv for alfaen. Miranda havde vist hende vejen til at blive til bare et nogenlunde normalt menneske. Eller, det var jo så nok nærmere varulv, men Yasmin havde det godt sammen med Miranda og resten af Ulvehøjs varulve. Her følte hun sig hjemme. Hun holdt af stedet og folkene.

Hun sad med nogle af de andre varulve, da det kom hende for ører, at Miranda nok snart ville føde. Uden at sige mere, rejste hun sig op og gik hen til den del af hulen hvor Miranda lå. Mica lignede én der ville til at stoppe hende, og samtidig lød der en knurren fra Miranda. Hun lagde en hånd på Micas arm. "Jeg bliver her og hjælper med hvad end du har brug for mig til.. Jeg skylder hende det," hun lod slet ikke sagen være op til diskussion og satte sig egentlig bare hen ved siden af sin alfa, læggende en hånd på hendes skulder. "Jeg ved ikke særlig meget om fødsler.. Men ehm... Nu er jeg her, og jeg går altså ikke," det var sagt i en lidt akavet tone, fordi hun ikke var vant til den slags, men et lille smil dukkede alligevel op i hendes mundvige.

Miranda var stadig skarpt observant om sine omgivelser, trods hun følte at hendes krop forsøgte at slå hende fuldstændig ihjel i øjeblikket. Hun huskede folks skreg af smerte under fødsler, men Miranda havde altid taget det med et gram salt. Mange af dem hun havde overværet føde var ikke krigere - men nu man selv mærkede smerten, forstod hun pluselig deres klagen meget bedre. Selvom hendes indtil videre forblev i arrig knurren.
Hun drejede hovedet mod indgangen så snart lyden at skridt kom hen. Hun orkede simpelthen ikke at tage lederbeslutninger lige nu - det måtte fanme vente!
"Det er okay, Mica.." Miranda lagde hovedet tilbage på skinpuden og så op i det jorderede loft. Miranda forsøgte at holde sin vejrtrækning normal, men den var alt for påvirket af de tilbagevende jag af smerter, samt at hendes krop reagerede instinktivt. Ikke noget hun selv var videre fan af.
Miranda kiggede op på den yngre varulv og kunne simpelthen ikke undgå at grine roligt. "Det bliver nok blodigt på en anden måde end du er vant til.. " hun fandt det morsomt at den anden virkede akavet omkring det, men havde alligevel ikke noget imod at hun var der. Når alfaen var svag, var det ganske naturligt at søge isolation, men der var forskel på medlemmerne. Nogen så det som mulighed for at udfodre, mens andre var tro stadig.
Miranda pressede sig op på albuerne, i et forsøg på at imødekomme den næste ve, mens hendes ansigt trak sig sammen i både smerte og anstrengelse. "Det er snart tid til at presse.." Miranda kom med en næsten pivet lyd af misbevilligelse. "Det var fanme også på tide!"

Yasmins øjne forblev rolige, stadig akavede, men også helt rolige. Hun var ikke nervøs for anderledes blod, men hun var stadig kun en kriger, selvom Miranda konstant havde forsøgt at minde hende om andet. Det hjalp med at hun kunne se sig selv som et rent faktisk individ, men samtidig forstod hun sig virkelig på sådan noget som graviditet, andet end at det måtte gøre helvedes ondt, og det var også meget tydeligt på Miranda at det gjorde det. Den ældre varulv så i hvert fald sammenbidt ud på samme måde som Yasmin ville have gjort det, så det var hvad hun antog. "Og hvad så? Jeg bliver her stadig, Miranda, okay?" hun lød ikke vred. Mere fast besluttet. Med mindre Miranda beordrede hende ud, så ville hun ikke være så nem at slippe af med. Hun skyldte Miranda alt for meget til bare at efterlade hende. Hun ville sikre sig at den ældre alfa var i sikkerhed fra mulige rivaler i flokken. Sørge for at der ikke skete hende noget til hun selv var på benene og kunne sætte et eksempel på hvem end der nu skulle få lyst til at forsøge sig an.

Den misbilligende, pivende lyd fik Yasmin til at hæve et øjenbryn før hun gav Mirandas skulder et klem. Hun var slet ikke vant til at skulle give den her form for komfort, men hun vidste jo godt hvad hun skulle gøre. Hun havde oplevet det fra andre, rettet mod sig selv, så hun havde en rimelig god idé om hvad hun skulle gøre. Også hvor hun burde stoppe, for hun vidste godt at Miranda ikke var typen der nød at blive puslet om, lidt på samme måde som Yasmin selv. Det var i hvert fald den fornemmelse hun havde.
"Jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal sige.. Men jeg er her i hvert fald, og... Eh, hvis du har brug for det må du gerne mase min hånd i smadder," hun rakte ud efter Mirandas hånd. Det kunne måske hjælpe lidt at få lov at klemme om et eller andet.

Miranda kom men en dybt suk med let ubehag som et smertejag gik igennem kroppen på hende. "Ellers var du blevet smidt ud" bekræftede hun Yasmin i. Måtte hun ikke være der, havde Miranda selv rejst sig og kastet hende ud af huleindgangen. Men det var faktisk ganske rart ikka at være helt og aldeles alene.
Miranda trak vejret så regelmæssigt hun kunne, som Mica gjorde det klart at det var tid til at presse. Hun havde fortrudt, virkelig fortrudt. Kunne hun ikke bare forblive gravid og bare aldrig nogensinde tænkte på det her igen? Nej. Satans.

Miranda grinede en smule anstrængt men hun mente det, som Yasmin ragte sin hånd frem. Hun tog imod den og gav den et roligt klem først, bare for at indikere at hun havde fat i den, men at hun ikke ligefrem havde planer om at trykke den i smadder. Selvom der var mulighed for den tanke forsvandt igen før end hun regnede med. Mica havde allerede sat sig til rette, klar til at tage imod barnet. "Jeg gør aldrig det her igen..." Hun talte mere til sig selv, inden endnu en ve overtog og fik hendes krop til at reagere instinktivt. Hun lænede sig fremad mens hun pressede til. Hun skar en grimasse af smerte, og hurtigere end hun havde regnet med, gav hun op for ikke at klemme Yasmins hånd, som blev klemt godt sammen imellem hendes fingre.

Yasmin sendte Miranda et lidt akavet smil. Hun var ikke typen der grinede af gode jokes, men et smil i ny og næ var hun efterhånden blevet vant til. "Det er jeg sikker på, jeg ville," hun var ikke et sekund i tvivl om, at Miranda sagtens, selv i sin nuværende tilstand, var i stand til at kyle hende ud med sådan en sidevind, der sagde spar to, for hun havde en intens respekt for kvinden over for sig. Hun lod Miranda tage sin hånd og forventede allerede nu at kvinden til klemme til. Det var ikke startet endnu, men det ville sikkert komme. Ikke at Yasmin var en ekspert på dette område, men de fleste krigeriske typer blev altid anstrengte når de kom ud for smerter. Og Miranda lignede én der havde ret så ondt.

"God idé. Jeg tror heller aldrig jeg vil gøre noget lignende," hun ville hellere end gerne slås for sit nye hjem og modtage smerter derfra, men dette? Et levende væsen der skulle klemmes ud på denne, intense, smertefulde måde? Nej, det takkede Yasmin nej til. Hun skævede mod Mica, men fokuserede derefter på alfaen, som denne klemte livet ud af hendes fingre. Det gjorde ikke særlig ondt, Yasmin var vant til værre, og hun lod blot Miranda klemme til efter godtbefindende.
Mica sagde opmuntrende ord mens Yasmin bare sad i stilhed og så på mens Miranda kæmpede sin kamp med fødslen af barnet. Hvor længe det ville tage vidste hun ikke. Hun havde før hørt at det kunne tage flere timer, og hvis det gjorde, så havde hun satme sympati for Miranda.

Miranda forsøgte at tage dybe solide indåndinger med jævne mellemrum, forebygge sig mod smerten der jagede igennem hele hendes krop, men det syntes ikke at hjælpe når en ve skar igennem det forsvar hun havde bygget op.
Der gik ikke lang tid, før alting virkede blørret for hendes blik, blandet med at hun kiggede igennem tårer der var kommet frem i hendes øjne af at blive presset hårdt sammen, for ikke at tale om hvilken effekt smerten kunne have på tårerkanalerne.
Hun skreg stadig ikke, men bed tænderne så hårdt sammen at da hun fik fat i læben der kom imellem, begyndte hun at bløde.

Mica havde fortalt om fødsler op til, mere end hvad Miranda i forvejen vidste. Specielt delen med at førstegangsfødere normalvis skulle benytte længere tid, samt kæmpe mere, vagte ikke glade følelser. Og det syntes at være sandt. Ligemeget hvor meget hun pressede og kæmpede, var det ikke nok. Hun følte hele hendes hofte var ved at brække fra hinanden, og smerten var til sidst for meget til at hun kunne holde skrigende tilbage.

Af en eller anden årsag hjalp det. At få lov at slippe frustrationerne og smerten ud ved at skrige af sine lungers fulde kraft. Det var som kampråb i kamp. Når slaget føles for svær at vinde, eller næsten havde bragt en i knæ, kunne et skrig og råb af vrede, få en til næsten at blive uovervindelig. Miranda sugede denne nyopdagede styrke til sig, og pressede hårdere end nogensinde før, indtil der nærmest kom en følelse af frihed. Smerten dulmede stadig i hele hendes krop, mens hun trak vejret usammenhængende, men hendes hofte slappede mere af, faktisk begyndte hele hendes underkrop nærmest at blive lam af udmattelse. Og så kom lyden. Lyden af et barneskrig, der gjorde at Miranda tillod sig at ligge fuldstændig fladt ned på grunden under sig, og lukke øjnene i med en befrielse. Hånden havde stadig haft fast i Yasmins, der efterhånden måtte være blevet tortureret grundigt, men selv den slappede af nu. Det var en underlig følelse.. hun svævede næsten. Svævede nærmest ud af sin egen krop.

Mirandas skrig var ikke noget der overraskede Yasmin. Det var skrigene fra en krigerkvinde, der ønskede at krigen skulle være overstået. At krigen så foregik et helt andet sted end på en slagmark var så en helt anden ting, men det var heller ikke hvad der opfangede Yasmins opmærksomhed, men nærmere Mirandas hånd der klemte så hårdt om hendes at det var lige før hun ville ende med en forstuvet finger eller to. Hun tog sig ikke voldsomt af det, sad egentlig bare og tog det stille og roligt, indtil barneskrigene lød og Miranda blev helt stille og slap. Det var helt underligt at se på, så Yasmin måtte hurtigt hæve et øjenbryn mens Mica tog sig af barnet. "Miranda?" hun prikkede let til alfaens skulder, før hun tog fat og rystede hende blidt. "Miranda, det er overstået nu, du kan godt åbne øjnene. Barnet er ude," endnu en gang rystede hun Mirandas skulder, denne gang lidt mere hårdt, alt i mens Mica begyndte at heale Mirandas... Skader.

"Miranda? Vågn lige op, det er ikke nu, du skal sove," noget sagde Yasmin at det var en meget god idé, at hun netop ikke sov på nuværende tidspunkt. Hun ruskede denne gang ret hårdt, men det var lidt som om at Miranda ikke ragerede, så til sidst blev hun panisk nok til at løfte sin hånd og stikke alfaen en syngende lussing. "NU VÅGNER DU OP, OKAY?! Dit barn er ikke kommet til verden for at du skal sove hændelsen væk! Vågn så OP!" Mica begyndte langsomt at lægge en hånd på Yasmins skulder, men hun fjernede den hurtigt, lettere aggressivt. Der var en del der skulle til for at vække reelle følelser i Yasmins sind, men Miranda havde en speciel plads, så det var ingen overraskelse at panik og vrede var de første følelser der dukkede op når hun var nervøs for sin alfas ve og vel.

Det føltes som en evighed. Som var hun kommet til et helt dybt afslappende sted hvor hun kunne få lov at sove i flere dage. Hele kroppen var startet ud med at føltes så tung som bly der sank dybere og dybere ned, for til sidst at føles let som en fjer. Hun følte sig frisk og klar i hovedet, som om hun rent faktisk var vågnet fra en månederlang søvn. Alt føltes bare perfekt og fredeligt.

Denne følelse blev afbrudt.. Det kan ikke beskrives som brat, men på en eller anden måde voldsomt. Det var som om den lette verden af intethed blev forstyrret af en råbende stemme, der alligevel lød som om den var flere hundrede meter væk. Da hånden ramte hendes kind, kom der et antræk i øjnene, som let rynkede sig sammen. Ikke at Miranda lige nu følte smerte.. ikke lige dette sekundt, men som at få isvand i hovedet kom det hele tilbage. En gryntende lyd af ubehag kom brummende frem fra alfaen, der som et træt barn, nægtede at vågne. Hun drejde hovedet let til den ene side. Blyfølelsen var tilbage i kroppen, og hun savnede den lette følelse. Med besvær åbnede hun øjnene og kiggede bebrejdende op på Yasmin, hvis panik og vrede, knap nok blev opfanget. Til gengæld opfangede hun gråden, hovedet drejede sig dovent lidt op igen, som et spædbarn blev lagt ind mod hendes bryst, hvortil gråden forstummede til brummende lyde. Miranda så først fuldstændig forvirret på klumpen, som havde hun glemt hvad der foregik, men lagde hovedet tilbage, accepterende det hele og så op i loftet, stadig uden at ytre et ord. Det virkede ikke til hun var helt tilbage i bevidstheden endnu.

Det så ud til at alfaen var nogenlunde tilbage, men det ændrede ikke på følelsen af panik og vrede der stadig sad i Yasmins krop og næsten fik hende til at tænke ting, som hun bare ikke burde tænke. Hun stirrede ned på Miranda, bange for at kvinden kunne finde på at gå kold igen. Hurtigt placerede hun en hånd på Mirandas skulder, måske en lille anelse for hårdt, før hun gav slip og ikke helt vidste, hvad hun skulle gøre af sig selv. "Og det er så nu, at du gerne må vågne helt op, og sige at alting er i orden. Måske endda beordre mig til at lette min røv og skride herfra," hun havde et meget gnavent udtryk i ansigtet, mens hun begyndte at pille rundt med sine hænder, ubevidst. 
"Det kunne næsten være rart til en forveksling," Hun puffede let til Mirandas ben, hvorefter hun vendte opmærksomheden mod Micah. "Hvorfor svarer hun ikke? Er det normalt når kvinder giver fødsel?! Er det her helt normalt?!" det var tæt på at Yasmin ville få et decideret hysterisk anfald, forvirringen og raseriet var bare en forfærdelig kombo, der kunne være meget uheldig især på givent tidspunkt. Yasmin rejste sig brat og begyndte at gå rundt, rastløs mens Micah stille og roligt forsøgte at hjælpe på sin egen, noget mere milde og forsigtige måde.

Nogenlunde tilbage var måske en overdrivelse. Hun var ikke mentalt til stede på nogen mulig måde. Hendes øjne faldte hurtigt tilbage til at virke mere og mere tomme, som faldte hun tilbage i søvn. Nogle gange kom der en smule gnist tilbage i de blå øjne når Yasmin snakkede. Miranda drejede hovedet så hun kunne se på den blurrede skikkelse. Hun mærkede ingenting. Det var som om kroppen summede. Hvad var det helt præcis der foregik. Hørte hun overhovedet hvad der blev sagt?
Miranda hørte Yasmins stemme, hørte også de følelser der kom frem, men det var som om hun bare var. Ligeglad. Ligeglad med hvad der foregik. Hvad foregik der egentligt.

Miranda lukkede øjnene igen. Hun var så tung i kroppen. Det var så afslappende bare at falde ind i mørket og tage en dyb indånding. Den dybeste indånding i sit liv og føle hvordan det hele bare blev tungt, træt og dødt.
Miranda følte det varede en evighed i den rene himmel, men hun blev hevet brutalt tilbage og stirrede forskrækket og panikken op i healerens ansigt. Micah så ikke ligefrem blidt ud i øjeblikket. Det var mere et hårdt udtryk af bestemthed. Lige nu var det Micah der bestemte. Ikke Miranda. Smerten vendte tilbage for fulde hammer og tvang Miranda til at skære ansigtet i en smertelig grimasse. Imponerende nok klynkede hun, som Micah lagde hende ned i liggende stilling igen efter at havde haft hende oppe. Miranda var overbevist om at hun var blevet rusket. ”Hvad skete der?” kom der halvkvalt og hæst fra alfaen.

Yasmin blev ved med sin gåen rastløs rundt til det så ud til at Micah fik alfahunnen tilbage på rette spor. Miranda åbnede i hvert fald sine øjne ordentligt og med det samme følte Yasmin at hun kunne få luft igen. Og det gjorde hun så også, drog et lettelsens suk og satte sig igen ved alfaen. "Du var ved at..." med det samme stoppede Yasmin sig selv. Hun vidste godt hvad der havde været ved at ske og skønt hun godt vidste hvordan hun havde det med det, så var hun også ret godt klar over, at hun overhovedet ikke vidste, hvordan hun skulle tackle det. Micah fordæggjorde dog sætningen for hende, rimelig taktløst. "Dø. Du var ved at dø, Miranda,"  forklarede healerkvinden, til hvilket Yasmins hænder knyttedes hårdt. Hun vidste ikke hvordan hun skulle bære dette, for Miranda var mere eller mindre blevet som en mor for hende.

Hun sank en klump og rejste sig noget brat. "Jeg.." igen kunne hun ikke færdiggøre sin sætning og stirrede blot fra Micah til Miranda før hun rystede hårdt på hovedet da en vrede, der ikke havde været der længe, kom tilbage. "Jeg går en tur," mumlede hun afstumpet og følelsesforladt før hun gjorde præcis som hun havde sagt hun ville. Hun vendte brat på hælen og gik ud af teltet - og videre væk fra Ulvehøj, for at få lidt tid for sig selv.