Tiden var endeligt kommet for Demiel at være kommet tilbage til Tusmørkedalen og havde for første gang i lang tid fået et skift af tøj. Demiel havde dog allerede luft under sine fødder igen som han ikke længe var i Laugets hovedkvarter, for en stemme i dalen, en tankestrøm, brød gennem vægene af bjerget og skød som lyn igennem Demiels hoved. Han var allerede træt af at høre på hvem end det var's tanker. Derfor havde han trådt ud og ledt efter hovedet hvorfra tankerne kom.
Han marcherede iført en lang sort kutte uden hætte ned gennem dalens bjerges sidder og kun fra ham kunne ses kutten, hans hoved og hans små skoløse fødder der trippede afsted over jorden der endeligt bar grønt igen efter de fire dæmoniske plager der havde ramt landet. Følelsen af græs under fødderne var dejlig efter hans tur i norden hvor kun sne og is hærgede, men desværre havde Demiel ikke tiden til at være glad for følelsen. "Azhu, kan du lede mig i den rigtige retning, så stopper jeg med at holde øje med tankerne." spurgte djævle-knægten ud i det blå. Ingen folk var i nærheden, eller det var hvad han troede som han trådte ind på Fantomtårnets gravplads. Azhuba fortalte om hvert hjørne han skulle runde og hver grav han skulle passere på pladsen og mens ledte Demiel rundt.

Stemmen hvis tanker de havde hørt virkede til at komme fra under jorden og det var frustrarende for ham, for det betød at de skulle til at finde ud af hvorfra jorden det kom så de kunne finde den person og tage hævn. Men som hans fødder passerede grænsen indtil gravpladsen skynde Azhuba at fortælle Demiel "Der er ikke en Demi. Der er en eller anden person mere... Men der er kun en under jorden." Demiel så forvirret ud over pladsen til han så en skygge. Der var ingen grund til at udsætte sig selv for nogen som helst form af fare. Så hurtigt kastede han sig som en skygge bag en gravsten. Inderligt håbede han at hvem end den nye part var ikke havde opdaget ham, men for at finde ud af det så han ud og der fejlede han. Som han så fra siden af gravstenen der fungerede som hans gemmested så han direkte hen på en kvinde og han kunne se hun havde set ham som de låste øjne, men alligevel kastede han sig forskrækket tilbage bag stenen i et glimt af håb om at hun måske ikke alligevel havde set ham.
"Jeg skulle aldrig havde kigget. Undskyld Azhu." hviskede han ud i intetheden så kun han kunne høre det.

Var der noget Koda hadede så var det den her del af krystallandet, men alligevel var det blevet det sted hun kom mest efterhånden. Hun var træt af at vandre ud og ikke kunne bevæge sig rundt andet end om natten, her kunne man i detmindste have en ordentlig døgnrytme samt være i fred for vagter der så gerne ville hende til livs.
Dog savnede hun sneen imellem sine tær fra bjergene og den dejlige sol imod sin hud, men sådan var livet jo just ikke mere.
Koda troede at denne aften ville være fyldt med ro, men sådan skulle det ikke være, en eller anden tosse havde begivet sig herind, og det var just ikke fordi han virkede opmærksom på sine omgivelser.
Koda fulgte ham lidt med øjne som han gemte sig og så kiggede frem og de fik øjnkontakt.
Et dybt suk undslap Koda's læber og hun vidste entelig ikke helt hvad hun skulle gøre nu. HHun havde entelig ikke spist på det sidste så det ville kunne være rart hvis det endelig så sig chancen. Med en rolig og elegant gang gik Koda nærmere den person der åbenlsy prøvede at gemme sig.
"Mørket hjælper dig just ikke min ven, så kom bare frem" sagde Koda roligt men stoppede kort op og lukkede øjne for at skubbe tankerne lidt væk fra sin sult før hun igen blev opmærksom på sine omgivelser. Hendes hånd lå roligt på det sværd der var fastgjort hendes side, hun vidste stadig ikke om det var en af de lokale jærgere der var kommet for hendes liv.
"Vi kan også lege gemmeleg, men ind til videre går det dig ikke så godt min ven" sagde Koda roligt og med et smil på læben.

Damen havde set ham, men hun talte om at han ikke kunne gemme sig og hun tilbød endda gemmeleg! Lige noget for Demiels forskruet hjerne at sige ja til. Han trådte ikke ud fra bag gravstenen, men han valgte at han måtte kommunikere med hende på den ene eller anden måde. "Azhu, hold tankerne fra under jorden væk mens jeg tager mig af vores lille leg her." tænkte han så kun Azhu kunne høre det men derefter med et fnis sneg han sig fra gravstenen og om bag en ny. Og nu begynde legen.

"Jeg synes gemmeleg lyder sjovt... Hvad med at du tæller til 30. Og hvis du så fanger mig får du mad, men hvis min bror fanger dig, så får han mad?" spurgte Demiel så ud fra bag sit gemmested. Han vidste godt hun allerede vidste hvor han var, men mon hun var som en kat der ville lege med sin mad først, for så var Demiel helt med på den plan. Nok ville de for andre virke underligt at han bare sådan talte om mad som en pris at vinde igennem legen, men hendes tanker havde allerede ramt sporet og han så hurtigt ind i hende og fandt at det kunne være en mulig motivator til faktisk at lege med ham, for hendes mave talte jo næsten for hende. Hvor længe mon hun ikke havde spist? Forhåbentligt længe nok til at være sulten, men ikke for sulten så hun bare ville gøre ham noget. Han havde jo ingen trang til at lade hende vinde og hvis der var noget i verden han ikke ville lade hende så var det at stå med sejren med mindre hun faktisk legede med.

Koda vidste ikke lige hvordan hun skulle tage det svar fra sin nye ven, det var en smugle forskruet, de fleste ville være løbet væk eller prøvet at slå hende ihjel nu. Med et lidt anstrengt ansigts udtryk stoppede Koda op mens hun overvejede hvordan hun skulle forholde sig til det her, på den ene side var hun godt sulten, på den anden side en person der ligefrem gik med til en gemmeleg om hvem der skulle være middag, var just ikke så normalt.
"Så gem du dig min ven" svarede Koda blidt og roligt men hendes jagt instinkt var dybt oppe i hende lige nu.
Temperaturen over kirkegården begyndt roligt at falde i takt til Koda var mere opsat på at sætte hendes tænder i sit offer. Desuden hjalp det hende på at være mere opmærksom på sit offers blods varme når temperaturen begyndte at falde.
"10" nynnede Koda og gik roligt væk fra drengen for at give ham en mindre chance for nu at tage og stikke af mens han havde chancen.
En lille melodi kom over Koda's læber og hun lod sine fingre røre en gravsten der først blev dækket af rimfrost.
"30" sagde Koda iskoldt, og var 'måske' kommet til at springe nogle tal over. Temperaturen faldt drastisk da Koda ramte 30 og gravstene nærmest hende blev hurtigt dækket af frost. Mon han var stukket af eller gemte sig, noget sagde hende at han lå på lur et sted, men lidt væk fra hende siden hun ikke kunne mærke hans varme blandt kulden.
Dog stoppede Koda kort op og tænkte lidt på det knægten havde sagt, hans bror, men der var ingen andre?
Igen fandt Koda's hånd sit sværd som hun gled hen over den is der kom foran hendes fødder.
"Hvor gemmer du dig min ven? og hvor er din bror?" spurte Koda blidt men lidt skrapt.

Hun accepterede! Hvilken psykopat måtte hun da være. Demiel var dog inderst inde ligeglad, han havde fundet en lege partner og som hun vende sig var han forsvundet fra gravstenen. Hans lette føder gjorde det let ikke at efterlade fodspor og lave minimal lyd, men han lagde mærke til at hun begynde at gå mere væk. Hun forventer jeg vil stikke af eller gøre noget mens hun har ryggen til... Næh nej dame, den fornøjelse får du ikke. tænkte han for sig selv som han bevægede sig afsted.

”10” hørte Demiel og fulgte også med i kvindens hoved. Hun havde nok endnu ikke regnet ud at Demiels telepatiske evner gjorde det let at følge med i hendes snyd som hun let og elegant ”glemt” nogle tal. Men hun fik dog point i Demiels bog for forsøget. Og han løb stadig afsted og som han i hendes hoved hørte 29 lagde han sig bag en gravsten. Med mængden af gravsten ville det tage hende lang tid at finde ham, men han spærrede øjnene op som frosten slog ind over gravene i hendes nærvær. En troldkvinde og vampyr i en... SPÆNDENDE! nu var faren sat ind. Hun ville vel ikke bare bruge sin magi af ingen grund, der måtte være en underliggende taktik i det som hun ville udnytte for at gøre den her leg hurtigere. Sikke en snyde pels… Det her var jo FANTASTISK!

”Jeg er her!” kom det ud af ingenting. Demiel åbnede aldrig munden men stemmen var overalt på gravpladsen som han stille lod sine tanker flyde ud og tale for sig, men han glemte at holde igen som Azhubas mindre venlige barnestemme slog igennem ”Og jeg er her... Vi ved du snød, men... Vi er ligeglade...” Azhuba lod sin stemme opstå som Demiels, og på hele pladsen kunne den barnlige stemme høres som var anderledes fra den originale. Demiel havde ikke skiftet form men Azhubas tanker flød ligesom hans også bare ud når han ville tale gennem tankerne på folk.

Hvor var den knægt henne, han havde tydeligvis rykket sig fra sit gemmested men der var ikke kommet en eneste lyd, det var alligevel ret godt gjort, måske den her lille 'leg' tog lidt længere tid end Koda lige havde tænkt sig. Dog stoppede hun op og kiggede sig forvirret  omkring da knægtens stemme kom fra over alt på kirkegården. Kort øjeblik lignede hun et spørgsmål og skulle til at svare som hun blev afbrudt af en anden stemme. De begge lød noget barnlige men det gjorde ikke detaljen at de var overalt meget bedre.
Koda kom til sig selv og begyndte at fokusere lidt igen og begyndte at gå  imellem gravstenene.
"Så i er ikke helt uden evner" sagde Koda blidt og der hun gik begyndte is at sprede sig fra hendes fødder det var som om den lille knægt ville bare ind i hendes hoved, eller måske var han allerede inde i det. Det ville ikke være første gang hendes sind var blevet trængt igennem.
Koda prøvede så vidt som muligt at koncentere sig om at holde sit hoved mindre tømt for tanker, men det var som om sulten slog ind hver gang og fik hende lidt ud i en tanke strøm af hvor hun overvejede denne knægt var henne eller hvordan det varme blod ville være rart at føle i sin mund.
"I 2 er ikke de nemmeste at finde" sagde Koda og trak sit sværd. Bladet var rustent og sløvt ikke just et man kunne komme til skade af, nok mere et man gav til et barn at lege med inden man smed det ud.
Det havde fulgt Koda siden hun forlod sin træner, men havde set bedre dage.
"Et lille bid og det er overstået lille ven, andet er det ikke, kom du bare frem" sagdeKoda, hun kunne godt mærke at sulten gjorde hende lidt utålmodig

Demiel så kort ud fra bag gravstenen og som hans syn mødte damens ryg satte hans sig tilbage med vrede skrevet over hans ansigt. Hun var virkelig ikke sjov at lege gemmeleg syntes Demiel, især var det ikke sjovt for Azhuba hev og sled for at prøve at tage over kroppen så han kunne vinde. Kamp instinktet slog næsten ind når konkurrencer stod og hvis dette ikke var en konkurrence med livet som pris, så vidste Demiel ikke hvad det var.
Han rejste sig så op fra bag gravstenen og kom frem med ordenen. "Selvfølgelig er jeg ikke uden evner Frøken Nat." han var hunred procent opdaget, men han var ligeglad for som han så på hende med hans blide dådyrsøjne... For han havde vundet alligevel.

"Spillet er slut, han fandt dig først." sagde han så mens han så skuffet mod jorden. Han vidste hvad der nu skulle ske, så det var bare at få det overstået. Hun kunne prøve at bide ham så meget hun ville, men Azhuba ville aldrig tillade hendes tænder at røre ham eller Demiel, for det var hans natur.
Demiel rejste sit syn mod damen og et voldsomt skrig af smerte skød fra hans mund som hans åre alle blev sorte og pulserede hans mørke blod gennem hans åre. Øjnene rullede om bag i hovedet og kom tilbage i et blodrødt skær. Hans arme lød i smerte fulde knæk som hver knogle brækede i dem og hurtigt trak de sig ind i den sorte kutte mens han ramte jorden og flere skrig bare fløj fra den lille knægt. Flere knæk lød som hvis hver knogle i ham brækkede, hans hud blev grålig som aske, håret blev glat som vand og pludseligt stod han oppe fra Jordan på begge ben igen, men ikke længere stod knægten hun havde startet legen med. Azhuba stod der og hans tunge rakte ud af hans mund som formede et grusomt smil af blodtørst. På hans tunge var en lille tatovering af en kniv.
"Jeg vandt." proklameret den nye dreng som hans blodrøde øjne så hende an. En skam.... Hun er ellers pæn, men hvis hun vil skade Os... Så vil jeg skade hende.

Koda vendte sig om da der blev talt til hende, og skulle til at svare, som drengen transformerede udsenende. Koda så lidt til i afsky, da det virkeligt så ud til at være en smertefuld proces. Det gik lidt op forhende hvem den såkaldte 'broder' var. Det var simpelthen en sindssyg dreng der havde søgt ud på kirkegården, om Koda virkelig ønskede at suge blod fra ham var just ikke sikkert længere, og desuden var det som om der var kommet et noget mere voldsomt blik i drengens øjne.
"Godaften, til dig, gætter på de er broderen?" sagde Koda så roligt som muligt og spændte lidt hånden om sit sværd men bevægede sig ikke ud af stedet.
Hun ville se hvordan dette udviklede sig før at hun ville i hvert fald uskadeliggøre drengen.
"Rettere sagt vandt ingen, det var deres broder der fandt mig og ikke dem, de er først kommet til nu. Så skal vi blive helt tekniske, så opfyldte det ikke nogle af kravene, derfor uafgjort min kære lille ven" sagde Koda blidt med et smil på læben, måske lidt for at se hvordan knægten ville tage lidt modstand at hun ikke umildbart smed sig på jorden og lod sig spise af.
Det ville ikke ske frivilligt i hvert fald.

Azhubas blik var aldrig venligt. Mere mindede det om et bæst der var på jagt og hvem end han så på var hans bytte. Det var ikke fordi han altid var et morderisk uhyre, men nogle gange kunne han virke som det monster folk fortalte andre om at han var. Hans blik farede til kvindens sværd som den han lagde mærke til tegnene i hendes tanker. Hun var klar på hvis han gjorde noget. Godt.
"Du har ret. Men jeg tillader dig ikke at skade ham." han knuede sine hænder sammen og så skarpt på kvindens sværd. Han så ikke hende i øjnene og var også ligeglad med det. Alt der var vigtigt for ham var sikkerheden af kroppen han lånte. Det var aldrig oprindeligt hans, men Demiel boede sammen i den med ham, så den måtte under ingen omstændigheder komme noget til.

"Jeg er dog ligeglad med scorer. Du får ikke lov at sætte tænderne i noget som helst her din gamle madame. Prøv. Og jeg river dig i smadrer. Både her og her." forklarede han og udpegede med hans finger sit hoved og hans torso. Betydningen var klar. Han ville flå hendes sind og krop i stykker hvis han fik chancen. Så det var bare at håbe på han kunne finde hendes svagheder hurtigere end hun kunne finde hans.
Selvsikkerheden var på plads i knægten til Demiels stemme fylde gravpladsen: "Hold nu op med at tirre hende. Bare giv hende en smule, så er det uafgjort og vi kan gå vores vej uden at skulle få blod på vores hænder.". Azhuba greb sig til tindingerne og prøvede at rive Demiels tanker i stykker så han ikke skulle høre på ham lige nu, men Demiel sad for godt fast. Så Azhubas arme røg over kors i den sorte kutte.

Afsluttet // Inaktivt