Efter et helt liv i Rubinien var denne form for omrejse nærmest overvældende for en kvinde som Jocasta, der altid havde været vant til at tage hjem til. Hjem? Det var det desværre ikke længere, så nu var det kroerne og de steder hvor hun lige havde muligheden for at skjule sig i ly af mørket efter en god nats rov. 
Og denne nat havde da helt bestemt budt på et rov. Et spændende et af slagsen, men ikke nødvendigvis godt, når man tog i betragtning, at én af vagterne i huset var alt for årvågen, så da hun trådte ind på Det Halve Svin, var det med en lidt mere interessant entré end så mange andre. Snublende, træt og med en hurtig lagt forbinding om venstre hånd. Det var et held at det ikke havde været værre, men da hun havde været nødsaget til at bruge sin forbandede evne for at skjolde sig fra den aggressive vagt, havde hun jo desværre været nødt til at give det nødvendige offer. Og det skulle bestemt ikke være den vagt! Så hendes håndflade var på nuværende tidspunkt ret ubrugelig, for ikke at tale om, hvor træt hun var efter at have blødt på jorden uden for den herregård som hun havde forsøgt at tømme for værdigenstande.

Hvad var værre? Ja, hun havde sgu ikke fået fat på en skid! Det var selvfølgelig uheldigt, men Jocasta var aldrig typen der gik over i pessimistiske tankegange ved en fejl. I stedet så hun altid fejlen an og forbedrede den til næste gang. Og næste gang ville hun ikke tage bagdøren. De havde også en bedre indgang i den balkon de havde på deres øvre etage.
Men hun klagede ikke! Der var stadig krystaller i lommerne på de praktiske bukser og da hun trådte ind med oppakning og hele molivitten på ryggen var de fulde ansigter sådan set et godt velkomstindtryk. Hun kiggede sig lidt rundt og endte med at gå hen til kromutteren der med det samme holdt en nøgle frem, forventende betaling. Jocasta gav de krystaller der skulle til og bad også om en øl, nu hvor de alligevel var i gang med udvekslingen.
Efter at have smidt sin oppakning på det værelse, hun havde betalt for, vadede hun tilbage ned i krostuen for at finde sin øl. Der var intet så godt som øl for at gøre humøret bedre. Med ølkruset i højre hånd, kiggede hun sig omkring, til hun fandt et tomt bord. Ingen grund til at bryde ind i andres samtaler. Hun smed sig nærmest på stolen og gav sig næsten til at sidde og blunde, da det gik op for hende, at der faktisk sad én her. Med et akavet blik skævede hun mod manden. "Ehm.. Øh, undskyld jeg sådan kom valsende? Du har ikke noget imod at jeg sidder her, vel?" hendes akavede blik blev til et mere imødekommende smil.

Lewis har siddet det meste af dagene ved et bord og blot fået spist noget mad og drukket lidt, der havde ikke været så meget at lave for ham fortiden, for når man er blind er der ingen der opsøger sig hans hjælp, for hva fanden kan en blind mand gør, men Lewis var så meget mere anderledes end blot det, men det var ikke noget han gad at komme ind på til folk der blot for det meste sad i kroen for at drikke sig fuld, og så forsvinde igen. 
larmen var høj og meget forstyrrende men ikke høj nok til at han ikke bemærkede en ny gæst træde ind af døren, han fornemmede mange ting ved denne kvinde, for det første udskillere mænd og kvinde forskellige dufte og hendes duft var bestemt en kvinde, plus de fleste der var inde på denne kro var fulde og mænd, så lugten af meget kraftig øl havde hun heller ikke med sig, nej der var mange ting der gjord at han opfangede hende da hun kom ind af døren, men ikke noget der gjord at han ville bevæge på sig eller noget, han tog en bid af sin mad som den nye kvinde forsvandt fra kro stuen og nok op på sit værelse med sine ting.

Dog gik der ikke længe før hun igen dukkede op i hans hørelse, men denne gang meget mere kraftigt som hun nærmest sad ved hans bord, han smilede lige ud i luften da han hørte en forvirrende stemme spørger om det var i orden at personen sad ved hans bord, han nikkede venligt " tag du bare plads " sagde han venlig og meget høflig, imens han vende sig med fronten imod hende, mens hans øjne ikke kiggede på hende, for som sagt var han blind og kunne ikke rigtig se noget blot gå efter lydene der var.

" undskyld jeg spørger sådan ligefrem men er de okay med deres hånd " sagde han roligt med et lille træk på læben, hun havde sat sig ved hans bord så nu kunne han vel ligeså godt spørger indtil hendes hånd, selvom det måske ikke lige var det mest normale at spørger om ved et førstehåndsindtryk.

Det overraskede Jocasta lidt at den mand hun sad med virkede til ikke at kunne se hende. Hun tog en tår af sin øl idet han vendte fronten imod hende, og kiggede nysgerrigt på ham med sine milde øjne. Ikke at han kunne se det for han virkede til at være blind. "tak skal have" hun blev noget overrasket over at han derefter spurgte ind til hendes hånd, for hun regnede bestemt ikke med at det var noget som han ville lægge mærke til. Hvordan var det overhovedet muligt?

"undskyld, men hvad? Hvordan lagde du mærke til det, du er jo blind?" det gik nu op for Jocasta hvad hun lige havde sagt og hun tog sig hurtigt til panden og rystede på hovedet. "Det er jeg virkelig ked af at jeg sagde! Jo, jeg kom til at.. ehm.. skære mig på... På noget" hendes stemme var en lille smule hæs, men det var kun med til at gøre den så pæn som den nu engang lød.

Lewis kunne som sagt fornemme mange ting der forgik i rummet, og det skyldes mest af alt hans sanser for gennem tiderne havde han lært at bruge hans handicap til fordele i stedet for ulemper, dog kunne han ikke lade være med at trække på smile båndet da hun nærmest gjord ham opmærksom på at han var blind, og nærmest derefter undskylde.
" det er helt okay jeg har hørt det der er værre " sagde han roligt hvor efter han lyttede efter, " men for at besvare dit spørgsmål, dit åndedræt er en smule anderledes i forhold til hvis du ikke var skadet med din hånd " sagde han roligt som var det nærmest den mest normale forklaring på spørgsmålet.

" Men hvis du vil så lad mig se på din hånd, jeg er faktisk læge og ja nu tænker du sikkert hvordan nu når jeg ikke kan se ikke? " sagde han med et smil på læben og lyttede efter på hende, han ville kunne hører hvis hun løg overfro ham, med mindre hun var i fuldt kontrol med sin krop, og var i stand til at styre sin vejrtrækning fuldt ud, hvilke nok ville kræve at man var en person der mediterende meget og var i et med sig selv.
men på den anden side ville han heller ikke trænge sig på selvom det faktisk var hende der havde sat sig ved hans bord, og på en eller anden måde fornærmet ham, men som sagt det gjord ham ikke noget, han kunne kun smile af det.

//Afsluttet