Jessie havde fundet sig en plads i hjørnet af krostuen, hvor hun nyd et stort krus mjød, den søde slags. Hun havde smækket fødderne op på stolen ved siden af, mens hun så på de mange forskelligheder der var på de folk der befandt sig i krostuen. For en stund var altid roligt og hun nyd den larmende musik og de mange råb der hørtes ved de forskellige borde, mens hun drak sit alkohol.  ”HEY TØS. Giv plads til flere.” Hun så overrasket op, da en stor mand greb den stol hun belejligt havde brugt som ben skammel, og vendte den 180 grader for at sidde på den omvendt med armene over kors, over ryggen og hans gule tænder gav hende et lusket smil. ”du skal da ikke være alene på sådan en dejlig aften” Jessie hævende et øjenbryn og fik rettet sig op på stolen, han var ikke en type hun ville op og slås med, men hun havde heller ikke tænkt sig at finde sig i hans anmassende manere, eller hans gule tænder.  ”Hvem siger jeg er alene?” hun smilede lumsk til manden. Og lod blikket falde på en tilfældig bag ham, som for at sige til ham, ”Bare se nu kommer min bodyguide” Som manden drejede sig lidt for at se hvem der kom mod ham, hvilket intet gjorde, var det eneste der var tilbage på Jessies plads hendes halvtomme krus med mjød.

Jessie Lo hjerteligt af manden som hun smuttede ud og ind mellem folk i kroen op til baren. Hvor hun gav Manden nede ved bordet en flabet grimasse, mens hun vinkede farvel. Oppe i baren bestilte hun en ny krus mjød, igen den søde slags. Små penge havde hun nok af. Folk passede aldrig rigtig på deres mønter sådan et sted som her. 

Foråret var kommet og sammen med det kom det irriterende sollys som Lúcen nogle gange helst ville se sig fri for. Han havde derfor rejst afsted til det mindst solrige sted han kunne finde på kloden, Tusmørkedalen. Her fandt han fred i kroen, selvom den var fyldt med folk så mand ikke kunne undgå at gå ind i nogle skumle typer eller andet. Foreksempel Lúcen selv der havde siddet og overværet forskellige folks kommen og gåen de sidste mange timer. Han havde time efter time kastet Safirer og jade på kroens bar og købt mere mad, drikkelse og generelt sammenværd ved at betale for andres.
Han så hvordan en kvinde var kommet ind i kroen alene og folk klart ikke var helt tilfredse med det, så hans øjne hvilede på hende og krofatteren grinte bemærkningen "Hahaha, jeg troede aldrig du ville stoppe med at spise for noget eller nogen. Hahaha..." Lúcen ignorerede det egentligt og fulgte kvinden som ende ved baren. Krofatter fyldte hende et krus mjød og undren spredte sig.

Lúcens nysgerrighed overfor mennesker havde fået ham til at konkludere at kun krigere af den værste slags eller mænd kom til kroerne her i landet? Så hvorfor mon en kvinde var der. "Jeg er ikke færdig her, men send lige et krus mere den vej. Jeg er der om lidt" sagde han til krofatter som han rejste sig fra stolen og gik nogle hen for at sætte sig igen hos kvinden som han så nysgerrigt på. "En kvinde, her? Er du en eller anden type kriger? Morder? Eller hva'?" spurgte han med sin klare stemme, som forlod hans ellers slanke krop selvom han havde spist i flere timer nu.

Jessie smilede mest til sin nye mjød, som hun tog en stor slurk af før hun blev afbrudt af en anden. Denne gang vakte det dog hendes opmærksomhed. Hun havde set denne mand sidde og spise en del, den tid hun havde været her, men ikke skænket ham mange flere tanker. Andet end hans usædvanlige udseende. Men så igen, vokset op i mørket som hun havde, havde hun set sin del af væsner, med horn, haler, og andre sjove ting.
Hun kneb øjnene lidt sammen og så sig over skulderen. Og ganske rigtig, det var ikke mange kvindelige væsner der befandt sig i krostuen i dag. Og dem der gjorde kunne lige så godt ha været en mand, med de muskler og behåring. ”Jaah.. drikke og spise kan det modsatte køn også godt li.. vi er bare knap så højlydte” hendes øjne var en smule drillende over den lettere sarkastiske kommentar. ”Jessica Jamal. Er navnet, lykkeridder er gavnet.. jeg myrder kun folk, hvis det er den sidste udvej for min egen overlevelse, og kriger.. - Nej tak de har alt for mange forpligtelser…” lykkeridder var vel så meget sagt, men tyve var aldrig ret velkomne på tætbefolket steder.

Hun lod blikket glide op af ham, og noterede sig hans blege hud. ”og du? Er du Morder?” hun havde et smil på læben som hun spurgte, hun elskede at han bare var kommet hen for at spørge uden så meget som at tænke i takt og tone. 

Lúcen så underligt på kvinden og kunne ikke lade være med at undre sig over hvad dette Lykkeridder betød. Det lød lidt som ordsproget han havde hørt flere gange "Du er din egen lykkesmed" så måske havde det noget med det at gøre, men aldrig faldt hans tanker på at tyv ville være den mere korrekte oversættelse for ordet. Lúcen rettede sig op som ordet morder kom gennem luften. Med et smil på så han tilbage på kvinden. "Nå da da. Så ved jeg da det om jer kvinder... Tror jeg da." han tørrede sin mund af i et lommetørklæde som han da bare lagde på bordet. "Lucien, Sulten. Det er ikke særligt gavnet." sagde han med et smil til Jessica. "Jeg er ikke en morder, Jeg dræber ikke.... særligt tit. Mest i nødsituationer." fik han sagt som om det var normalt at tale om. Men når han sagde nødsituation var det mere ment som "Jeg keder mig og er sulten, derfor dræber jeg." men ærgerligt var det at han ikke dræbte tit, for det tog tid at finde den rette dæmon at slå ihjel og generelt smagte mennesker bare ikke særligt behageligt, men de var tilstrækkelige noglegange.

Lúcen rystede på hovedet og så så mod krofatter der stillede hans krus på bordet "Jeg undskyld for før, der med spørgsmålet om dit køn. Jeg er ret ny til kro-mentaliteten og rejser ikke tit frit, så jeg lærer stille og roligt ved at observere og spørge. Så jeg undskylder for at spørge... Men hvad er en Lykkeridder?" hans undtryk var nærmest blankt af forvirring som ordet fløj rundt i hans hoved som han prøvede at analysere det stavelse for stavelse.

Jessie trak let på skulderen. Kvinder var forskellige, men noget livet havde lært hende var at kvinderne ikke altid ville indrømme at de VAR forskellige fra mænd, og ikke nødvendigvis på den dårlige måde. Men at være vokset op med en mor som soldat, havde givet hende en vis form for forståelse om kvindekamp og ligestilling. Ikke at det interessererede Jessie. Hun havde det fint som kvinde og behøvede ikke at bevise hun var lige så god som nogen mand. Det vidste hun, hun var. Bare på nogle andre områder.
Jessie Lo kort og hjerteligt. ”Sulten ligefrem. hun huskede hvordan hun kort havde set ham spise, da hun havde sat i hjørnet – eller havde han spist hele tiden? ”det er jeg glad for at høre, jeg skal jo tænke på min egen overlevelse” hendes øjnede havde et muntert glimt. Et underligt samtaleemne. Men så igen i en verden der mest handlede om at stikke hinanden i ryggen, og tænke på egen næse først, var der nok ikke mange der ikke havde blod på hænderne.

Jessie tog en stor slurk af sit krus, før hun igen vendte opmærksomheden mod sin bargæst. ”okaay..” hun lagde hovedet lidt på skrå med et lidt flabet smil på munden. ”Lynkursus.. Drik så meget du vil, lad helst vær med at ødelægge inventaret når dagens slåskamp opstår… og den vil opstå før eller siden..” hun grinede ”Lykkeridder betyder en der tjener til dagen og vejen, ved at tage småjobs hvor man kommer frem. Men de mere lyssky elementer, som tyve, landvejsrøvere og andet utøj har også taget titlen til sig” hun svarede ham ærligt, hun havde aldrig set nogen grund til at lyve hvis man kunne bruge sandheden. Og Lucien havde ingen chance for at gætte om hun var det ene eller det andet. 

Lúcen kløede stille sig selv i nakken som han lyttede. Det virkede til ham mærkeligt at en slåskamp på et eller andet tidspunkt ville starte, men hvis det var skæbnen så ville det vel på et eller andet tidspunkt, bare det ikke gik ud over hans ting så ville han være ligeglad.
Han tog en slurk af sit krus mjød og da hans 'Lille' slurk var taget var selve mjøden ikke længere at finde i kruset. Hans ben gik da over kors og albuerne lagde sig i bordet. Jessicas Lynkursus virkede som om hun selv var meget ærgerlig og ked af at folk ødelagde ordet ved at være tyve, landvejsrøverer og andet utøj. Desværre ville Lúcen ikke rigtigt kunne hjælpe hende med det, men sådan var verden nu om dage. "Jeg er ked af det for dig. At folk ødelægger sådan et ord for dig, mens du bare prøver at leve på ærgerligvis."

Lúcen sendte så krofatter et kaldene blik. "Krofatter, bare hvilken som helst ret, to af dem, herover." derefter som krofatter begyndte på at lave maden så Lúcen på Jess som hendes navn var blevet i hans hoved. "Jeg giver et måltid, så kan du lade småjobs ligge for bare en dag nok." på hans læber kom et lille smil, ikke grundet han for nu kunne virke sød og venlig, men fordi han vidste at alt meget snart ville gå galt her på kroen.

Afsluttet // Inaktivt