Sted: Smågaderne i Skumringskvarteret
Tid: Efter mørkets frembrud
Vejr: Overskyet og vådt, da det har regnet tidligere

Byens lugte stod klart frem efter regnen i denne mørke aften, som Morpheus bevægede sig igennem byens gader. Ikke at han lagde mærke til det, for han var rasende. Med hårdt knyttede hænder og et sammentrukket ansigt, trampede han igennem vandpytterne uden at lægge mærke til, hvor han gik hen. Moprheus var ikke den sværeste person at gøre vred, men Karkhos havde virkeligt overtrådt en streg denne gang og Morheus havde forladt deres lille lånte hus for at få noget frisk luft. Og for ikke at forsøge at udøve vold mod sin læremester, der stadig, trods sin alder, kunne vinde over ham i en fysisk kamp. Især når Morpheus var vred, for så forsvandt noget af hans evne til at tænke klart. En svaghed, som ofte gav ham problemer.

Efterhånden som han bevægede sig igennem byen, kom han ned i det Nedre Bydistrikt og ikke længe efter befandt han sig i et område, han ikke havde været i før, trods sine utallige gåture i byen om aftenen. Hvis han havde været lidt mere klar i hovedet, ville han nok have vendt om og gået tilbage, men ærligt talt var han ret ligeglad. Ingen tvivl om, at det var et skummelt kvarter, en gang i mellem nåede hans blik at fange skikkelser i mørket. Men hvis nogen ville ham noget, kunne de bare komme an. Han havde sit sværd ved hoften og en kniv i bæltet. Selvom han havde noget af sit mere neutrale tøj på, måtte han stadig stikke ud i de dyre klæder. Han havde en langærmet trøje inderst i en midnatsblå farve og udover den en rød lang kofte. På benene havde han et par sorte bukser og på fødderne et par lange robuste støvler. Og som sagt sværdet og kniven i bæltet.

Det havde været et åndssvagt skænderi med Karkhos, bygget på en misforståelse, men raseriet ville ikke dæmpe sig, det voksede næsten mere og mere som han gik. Han havde sådan brug for at få vreden ud af kroppen, men han var spærret inde i en by, hvor han ikke kunne gøre, som han lystede. Hvis han havde været hjemme, havde han nok bare grebet den første og den bedste og tampet halvt ihjel, lige meget hvor skuffet hans fader så ville kigge på ham. Han. Havde. Lyst. Til. At. Slå!
Om det var fordi han så voldsomt rasende ud eller om det var fordi han havde sværdet ved hans side, så var der ingen, der forsøgte at antaste ham. I stedet forsvandt de få folk på gaderne i stedet ind i deres huse eller i hvert fald i den modsatte retning af Morpheus. Snart var der helt tomt omkring ham i mellem de små lave huse.

Efter en vellykket periode i Kzar Mora var Era nu på vej tilbage mod Hovedstaden for at udføre sin hver anden månedlige rapport. Der var sket en del de sidste to måneder hos Mørkets hær, så hun havde en god del af skulle rapportere til sin overordnede når hun nåede dertil. Det meste af en spions arbejde var at holde sig ubemærket ved at blande sig ind i rangene hos fjenden, samt at skrive rapporter. Konstante, mange, gerne på et skjult kodesprog, gerne subtilt. Nok til at fjenden ikke kunne se eller bemærke det og ikke blev mistroiske hvis de først skulle gå hen at lægge mærke til det. Det var en fin linje mellem at være set og stadig ubemærket, men det var dét, Era var bedst til. Da hun kom til Hovedstaden var det om aftenen, så hun var nødsaget til at vise sit symbol ved porten for at komme ind. Efter en længere samtale med byvagten ved porten, var hun ikke længere i humør til at tale med folk. Hun var sjældent typen der talte meget, og især efter et to måneders langt spion-arbejde, var det ikke lige social omgang hun tænkte mest på.

Derfor valgte hun at lade sig gå i et med vinden og medens hun svævede langs med gaderne igennem det nedre kvarter, var hendes blik altseende. Hun så folk begynde at gå mod deres boliger, andre folk der konverserede og natten lige så stille falde på. Dog blev hun distraheret da en dreng kom til at sparke en bold ud på gaden og hans moder skælde ham ud med lussinger lige i døråbningen. Hun ville til at gøre en enkelt god gerning for at opgøre for flere måneders ondskab og materialiserede sig selv samtidig med at en mand bumpede ind i hende bagfra. Hendes arm blev kort gennemsigtig af det, og i samme sekund havde moderen hastigt trukket sin søn med inden for og smækket døren hårdt og hastigt.
Det irriterede kort Era, der var omvendelig, præcis som vinden, så hun kiggede omgående mod den mand der havde bumpet ind i hende. Dog var det hendes egen skyld. Hun havde ikke set sig for, og var derfor skyldig i at han havde haft fysisk kontakt med hende. Hun måtte dog erkende sig overrasket over at manden ikke var én af de typiske fra den nedre bydel. Han lignede nærmere en adelig. Hun kiggede kort op og ned af ham, før hun besluttede sig for at en høflig undskyldning måtte være på sin plads. 
"Beklager," konstaterede hun tonløst og følelsesforladt. Hendes mørkebrune øjne var kølige i modsætning til mandens vrede blik, men hun havde ikke i sinde at bukke og skrabe for ham af den grund, også selvom hendes tøj mere bar præg af en spejders. Den lange frakke hang ud over en mørk trøje, samt stramme bukser og et sæt bløde støvler. Dog var hendes ansigt ikke dækket af det ellers sædvanlige mundstof, men hun bar på ingen måder præg af, at være en af lysets hær. Hendes kropsholdning var dog rank, som om at hun ikke passede ind i sit valg af tøj. Næsten arrogant.

Som Morpheus gik ned af en gade, kom der en blod trillende længere fremme. En mor skældte ud på sin søn i døråbningen og gav ham en kindhest. Synes gjorde ikke noget godt for Morpheus, der fik en blanding af lyst mellem at tæve kvinden eller le ondt af barnet. Han havde aldrig selv haft en mor og anede ikke, hvordan sådan en skulle opføre sig, men han havde en fornemmelse af, at de ikke skulle slå. Det var fædrenes arbejde. Men om hans mor ville have slået ham, det ville han nok aldrig finde ud af.

Hans tankerække blev afbrudt, som han gik ind i en person - der ikke havde været der for sekunder siden. Uden at tænke over det, fløj hans ene hånd til skæftet til kniven i bæltet, noget der kom automatisk efter de mange års træning med Karkhos, men han trak den ikke til at starte med. I stedet fokuserede ham på kvinden, der var dukket op af den blå luft. Som han stødte ind i hende, gangede hans blik ganske kort, at hendes ene arm virkede usynlig for et øjeblik, men han endte med at tro, at det var noget, han havde bildt sig ind i overraskelsen over at hun pludseligt stod foran ham.

Blikket hun sendte ham, som hun lod det vandre op ad ham, fik forskrækkelsen til at vige for vrede og hans hånd lukkede sig hårdt om knivens skæfte. Hendes toneløse beklager hjalp ikke på det og han lod et arrogant blik løbe ned over hende. Hun så ikke ud til at være en person, der havde nogen form for rang, selvom hun opførte sig sådan. Morpheus vidste godt, at han ikke skulle drømme på klæder, men lige nu var han så vred og samtidigt så desperat efter at komme af med lysten til vold, at han valgte at gøre netop det, dømme på tøjet i stedet for udstrålingen. Og det var næsten lettelse, der gled igennem ham. En han kunne tæve. Hurtigt trak han sin kniv som han samtidigt greb fat i hendes arm og hårdt trak hende ind til sig, så kniven blev trykket mod hendes mave.
”Din undskyldning kan jeg ikke bruge til noget, tøs.” Hans stemme var hvæsende. Han rykkede i hende, for at give tegn til, at hun skulle følge med. Han ville væk fra gaden.

Manden foran hende så først overrasket ud, senere vred. Hun tog sig ikke af det. Ikke før hans hånd lukkede sig om hendes arm, og han trak hende helt tæt på sig. Hun kunne ikke undgå at mærke kniven mod sin mave, den trykkede noget så ubehageligt mod huden for at minde hende om, at denne mand ikke var én man skulle løbe om hjørner med, så da han trak i hende for at hive hende med, valgte hun at lade ham vinde. For nu. Hun var en kompetent kriger, og havde ingen planer om, at lade ham vinde i det lange løb. Det ville jo også betyde at hun sandsynligvis ville dø og det havde hun ærligt talt ikke tid til. Hun havde for meget på sit bord. I stedet forholdt hun sig bare tavs og neutral til de endte i en gyde, hvor han uundgåeligt ville begå alverdens grimme ting mod hende, men hun havde ikke i sinde at lade ham gøre det.

Hun åbnede langsomt sin højre hånd og lod vinden omkring de to ændre deres strømninger ned dertil, alt i mens hun talte for at distrahere ham. "Du må være forvirret. Jeg er ikke underholdning, det må du tage andetstedshen for at få adgang til. Men jeg kan vel godt lade dig gå i den blinde tro, til du er færdig med at trykke din kniv i maven på mig," hun trak let på skuldrene, da hun kunne mærke at hun havde samlet nok vind til et rimelig godt slag. "Hvilket må være sådan cirka omkring nu," et iskoldt smil dukkede op på hendes læber, da hun stille og roligt placerede sin hånd mod hans mave og lod magien strømme igennem sin hånd. Det var ikke et orkan styrke slag, dog nok til at skabe en hvis afstand mellem ham og hende.

Morpheus burde måske være overrasket over, hvor let det var at få kvinden til at følge med ham, men så alligevel ikke. Nogle pigebørn begyndte at kæmpe, andre stivnede bare og fulgte med. For et øjeblik gav det ham en idé om, at dette ville blive dejligt let. Han behøvede ikke at have modstand, hans hænder kløede bare efter at slå. Han havde lyst til at se blod, høre en klynken af smerte og føle slagende ramme.
Det tog ikke lang tid at finde et lille brugbart hul mellem to huse, hvor han hårdt hev kvinden med ind. Her ville de ikke blive forstyrret.

Vreden lå stadig som et tykt tæppe over ham og gjorde hans dømmekraft svag. Han havde slet ikke en opfattelse af, at denne kvinde kunne udgøre nogen fare for ham, blind af sin overvældende trang til at gøre skade på nogen. Så da hun begyndte at snakke til ham, kneb han lidt forvirret øjnene sammen og så på hende med vreden i ansigtet. Der var ikke tid til at svare, før hun satte sin hånd i mod hans mave, og inden han nåede at reagere, blev han hårdt skubbet bagud.

Det føltes ikke som et slag med en hånd, han havde aldrig prøvet noget lignende. Men det var et hårdt skub/slag og det var kun med nød og næppe, at han holdt balancen som han væltede flere skridt bagud og samtidigt fik pumpet en del af luften ud af lungerne. Med et gisp fik han lungerne fyldt op igen, som han fik balancen. Så hun kunne styre luften. Måske burde han blive bange. I det mindste tænke sig om. Men faktisk gjorde hendes modstand hende faktisk bare hans vrede værre. Og så snart han havde fodfæste, satte han kniven tilbage i bæltet og kastede sig frem mod hende, med en knyttet næve rettet mod hendes mave.

I starten så det ud til, at han mistede luften og var på vej til at gå sin vej. Han placerede i hvert fald daggerten tilbage i sit bælte og derfor troede Era, at det så var det. At de kunne gå hver til sit. Faktisk var hun uopmærksom af selv samme grund og så det ikke komme da han igen lukkede afstanden mellem dem og hans næve tog kontakt til sin hendes mave, hvis muskler ikke havde nået at spænde ved impakt. Det gjorde derfor endnu mere ondt end først forventet, især fordi manden tydeligt var enormt stærk i forhold til hvor stærk hun var. Hun væltede automatisk tilbage, hårdt ind i væggen bag med et halvkvalt host før adrenalin pumpede igennem hendes krop og fik hende til at træde sidelæns ud af mandens rækkevidde. Hun stirrede koldt på ham mens hun kort sundede sig oven på slaget. Det var godt nok et hårdt slag!

Hendes hånd placerede sig på maven hvor der nok ville komme et blåt mærke senere. Men i stedet for at slå igen, stillede hun sig blot i en defensiv position, næverne knyttede, klar til det værste. "Jeg vil gøre Dem opmærksom," sagde hun, lidt stakåndet, men stadig med hovedet holdt koldt. "På at De overtræder loven. Vær venlig at gå Deres vej," hendes brune øjne blev lidt mere intense ved disse ord. Men for nu havde hun ikke i sinde at slå ham. Der måtte vel være nogen på dette sted, der havde en smule fornuft tilbage i sindet. "Dette er ikke fornuftigt," konstaterede hun mens vinden begyndte at samle sig om hendes hænder og fødder. Klar til hvis han skulle gå hen at blive mere vred og dumdristig.

Morpheus kunne mærke den fysiske lettelse, da hans næve ramte ind i kvindens bløde mave. Der dukkede et skævt, ondt smil op på hans ansigt og han ville ikke kunne beskrive, hvor meget han nød endeligt at komme af med noget af vreden ved at slå. Han ville slå igen, hvis ikke det var fordi, at kvinden flyttede sig hurtigt ud af hans rækkevidde. Enten kunne han følge med og forsøge at slå endnu mere eller også kunne han få lidt samling på situationen. Han valgte det sidste og blev stående med blikket årvågent rettet mod hende og brystkassen kørende tungt, som han stadig forsøgte at få luften igen. Hans mave var øm, men ikke på samme måde som hvis nogen havde slået ham. Han måtte huske at holde øje med hendes evne. 

Hendes ord gjorde ham for et øjeblik forvirret. Brød loven? Eh, ja, det var han da nok klar over. Han ville skide på loven, han var adelig og burde ikke høre under den. Da hun bad ham om at være venlig og gå sin vej, dukkede der en rynke op i hans pande. Det var en underlig reaktion på en kampsituation. Men det hjalp ikke mod hans vrede og hans trang til at slå. Alting syntes at provokere ham, alt fra hendes blik, hendes hold og til hendes ord. 
Ved hendes konstatering, blottede han sine tænder en smule, som et rovdyr, der kunne lugte blod.
"Fornuftigt? Nej. Det er heller ikke meningen." Morpheus var ikke ligefrem en mester i snappy comebacks, men det var heller ikke nødvendigt. Han ville lade sine næver tale for sig.

Med en overraskende hurtig bevægelse kastede han sig frem mod hende, denne gang med målet at få fat om hendes hals og vælte hende omkuld med sit ene ben. Han ville have mere styr over hende, hvis han kunne få hende ned at ligge.

De begge to undervurderede hinanden. Det var deres begges svaghed, men lige nu, i dette øjeblik, var det en svaghed, som den fremmede mand brugte godt imod Era, der ikke så det komme at han pludselig greb ud efter hendes hals og da hun undgik hans hånd, faldt hun alligevel da hans ben skubbede hendes væk under hende. Hun landede hårdt på brostenene, men var til gengæld og også lynhurtig på aftrækkeren da hun faldt ned på jorden, og selv strakte sit ben ud i et spark mod hans knæhase. Hun ville ikke give ham det, at hun lå ned og han stod op. Nej, satme, nej! Det havde hun ikke i sinde at tillade ham.

"Det ser ud til at jeg antog forkert. Så De er blot en dumdristig imbecil idiot?" hun forsøgte at gøre ham vred, for det var for det meste altid vrede der gjorde folk mere svage, da de ofte begyndte at miste overblikket. Og i den her situation var det nok bedst at denne fremmede, noget vrede herre, blev lidt mere vred, så hun hurtigt kunne komme ud af denne situation, gerne med overhånden og vindende.

Det lykkedes ham ikke, at få fat om hendes hals, men som hun undgik hans arm, væltede hun over hans ben og faldt derfor om på jorden. Inden Morpheus kunne nå at reagere, sparkede hun ud og ramte ham i knæhasen, hvilket sendte en skarp smerte om igennem hans ben. Det gav efter under ham og han røg på knæ med en grimasse. Men grimassen var ikke så meget på grund af smerten, som vreden der eksploderede over hendes frækhed over at skade ham. Vidste hun ikke, hvem han var?! Spørgsmålet gav ingen meningen, for selvfølgelig gjorde hun ikke det, men vreden lagde en rødglødende lag over hans sind og alt han kunne tænke på, hvad at lade sig næver falde mod hendes næsvise ansigt, så ingen mand nogensinde ville kigge på hende igen.

Han var røget på knæ ved hendes ben. Hurtigt og hårdt greb han fat i hendes ene ben og hev til, så hendes krop blev trukket hen over jorden og ned i mod ham. Hendes ord registrerede han næsten ikke og det var nok godt det samme. Han kunne næsten ikke blive mere vred. Han ville slå. Den eneste grund til, at han ikke havde trukket noget skarpt var, at det ikke gav ham samme forløsning som at slå med sine næver. Men han ville, hvis det blev nødvendigt, skære hende op fra hage til skamben.
Hvis muligt ville han lange ud efter hendes ansigt med en knyttet næve, hårdt og med håb om at pacificere hende lidt, så der ikke var så meget spræl i hende.

Manden så ud til at have travlt. Hans rasende ansigt var næsten skræmmende, var det ikke fordi Era i forvejen havde set en del hos Mørket. Derfor var hun ikke vildt skræmt over denne herre. Blot alarmeret. Årvågen. Dog ikke årvågen nok, for da manden tog fat i hendes ben og noget pludseligt trak hende ned mod sig, forventede hun det ikke og havde travlt med at forsøge at komme fri af hans greb. Af samme grund nåede hun ikke at undgå eller blokere det slag der ramte hende på siden af hovedet. Mandens styrke kom bag på hende denne gang. Han måtte være mere stærk når han var vred, for det her gjorde ret ondt. Hun blev ramt omkring tindingen og slaget var nok til at rive hul på hendes hud. Det fik hende til at se dobbelt kort, men hun var kun ude af den i få sekunder før overlevelsesinstinktet slog ind. Hendes ufokuserede øjne blev hurtigt koncentrerede igen og i stedet for bare at ligge stille, livede hun op og lod vinden koncentrere sig om hendes højre hånd.

Kort efter slog hun ud efter manden og hvad end han blev ramt eller ej, måtte det være nok til at hun kunne komme uden om ham. Hun rev sig fri af hans greb og skyndte sig på benene, men da først de handlinger var gjort, begyndte smerten i hovedet at komme tilbage med en hævn af stor kaliber. Hun snublede let og tog sig til hovedet med et lavt støn over smerten, mens hun væltede ind i muren bag sig.

Endnu en gang ramte hans hårdt knyttede næve kvinden, og tilfredsstillelsen, der gled igennem Morpheus' krop, var stor. Han havde tydeligvis ramt hende godt, blodet sprang og hendes blik blev ufokuseret. Hurtigt skubbede han sit ene ben over hende, sådan at han kom til at sidde overskævs på hende, noget der engang kunne have ledt til noget helt andet, men nu blot var en måde for ham at holde styr på hende. På toppen af hende, ville han havde meget nemmere ved at slå hende og han løftede også næven for at slå hende igen. Hende blik var blevet klart igen, men det forhindrede ham ikke i at slå ud efter hende igen. Denne gang kom hendes egen næve dog susende. Den ramte ham hårdt i siden med en styrke, der ikke lå til kvindens fysik alene. Hendes forbandede evne. Igen føltes det anderledes end at blive slået med en næve, men der var så stor styrke bag slaget, at han blev skubbet af hende igen. 

Hun havde ramt hans ribben, der føltes som om, at de gav efter under slaget, men intet brækkede, i stedet mistede han igen luften og trillede gispende af hende. Der var dog ikke tid til at lide og selvom Morpheus ikke altid var lige god til at håndtere smerte, var han stadig rødglødende vred og adrenalinen pumpede igennem ham. Så det varede ikke mange sekunder inden han var på benene igen. Denne gang gav han sig ikke tid til at tænke nærmere over tingene - kvinden så ud til at være konfus efter hans slag i mod hendes hoved og det måtte han udnytte. Så han sprang frem og greb atter ud efter hendes hals, denne gang med den ene hånd. Om han fik fat eller ej, ville han sende en knyttet hånd mod hendes bløde mave. Fik han fat, ville han ikke nøjes med at slå én gang. Han ville klemme til og slå igen og igen. Fik han ikke fat, ville han forsøge at vælte hende igen med et spark med en af de tunge støvler.

Det var ikke længe, manden tog sig til at sunde sig oven på hendes slag. Faktisk var han alt for hurtigt på benene i forhold til hendes smag, især taget i betragtning at hun stadig var ufokuseret og havde ondt. Derfor undgik hun ikke hans hånd der greb fat om hendes hals i et jerngreb hvortil hun med det samme forsøgte at fjerne den med begge sine egne hænder. Det virkede ikke så godt, især da hans anden knytnæve ramte hende i maven og igen slog al luften ud af hende. Samtidig sørgede hans greb om hendes hals for, at hun ikke kunne få mere luft ind, så med det samme begyndte adrenalinen at skylle igennem hende. Hun havde brug for luft, lige nu!

Andet slag ramte lige så hårdt som det første og der begyndte at danse sorte prikker for Eras øjne. Hun blinkede flere gange mens hun forsøgte at gispe luft ind. Til sidst gik det op for hende, at hun ikke kom fri ved at kradse i mandens håndled, så i stedet forsøgte hun at hamre sit knæ op i hans skridt. Samtidig slog hun ud efter hans ansigt, stadig med vind omkring sin næve. Hun havde ét mål på nuværende tidspunkt: at komme fri før hun mistede for meget ilt.

Det lykkedes Morpheus at få fat på den vanskelige kvinde og hans hånd låste sig straks hårdt fast om hendes hals, ligeglad med hendes behov for ilt. Hans næve sank dybt ind i hendes bløde kød og fryden over volden var berusende. Endeligt fik han lov til at komme af med vreden, der væltede rundt i ham som et træ i en orkan. En mental og nærmest fysisk forløsning. Hendes forsøg på at få ham til at slippe ham var ligegyldige og han slog igen, hårdt. Lysten til at banke livet ud af hende var overvældende, og hvis han ikke blev stoppet, ville han nok gøre et forsøg.

Men han blev stoppet. Han nåede kun lige at opfange hendes knæ ud af øjenkrogen og det eneste han kunne nå var at dreje sig lidt, så det ramte hans lår, der straks blev hårdt som sten under det hårde slag. Smerten fik ham til at miste fokus for et øjeblik og da var det for sent - en næve kom flyvende mod hans ansigt, igen forstærket af den evne, kvinden besad. Slaget ramte hårdt og fik hans hoved til at flyve til siden, hvilket fik ham til at vakle et skridt tilbage. Den stive muskel i låret ville ikke samarbejde og pludseligt landede han på røven på jorden. Det sortnede kort for hans øjne, som hans hjerne tog en rundtur i kraniet. Slaget havde ramt ham på kæben og han kunne smage blod, som han havde hakket tænderne sammen om sin tunge.

Selvom dette gjorde ham sårbar, var han så hårdt ramt, at han ikke kunne få klaret blikket og komme på benene med det samme. I stedet rystede han på hovedet i et forsøg på at klare det, men smerten ved den bevægelse fik ham til at skære ansigt og komme med en lyd. Selv Karkhos slog ikke så hårdt. Men... han... kunne ikke... sidde her... Han forsøgte at komme på benene, hvilket ikke gik vanvittigt godt til at starte med.

Success! Godt nok havde hun ikke ramt manden i løgsækken, men da hendes hånd mødtes med hans kæbe trådte han tilbage og landede på den brostensbelagte jord og så ud til at tælle stjerner. Det første der kom på tanke i Eras sind var, at sparke ham i ansigtet, men da hun skulle til at gøre bevægelsen gik det op for hende at hun var voldsomt stakåndet og at det gjorde ondt - rigtig rigtig -ondt der hvor han havde ramt hende i maven. Hvad end der var sket, var det ikke godt, og hun var tæt på at snuble direkte ned oven på ham. I stedet trådte hun hurtigt tilbage og endte op af muren igen, hvor hun trak vejret grådigt og hektisk mens hun tog sig til maven med et støn af smerte. Han slog satme hårdt, men han var også lidt af en kleppert. Hun havde ikke tænkt sig, nogensinde, at kalde en adelig for en svækling igen, for ganske vidst modtog de fleste fægtetræning, men ikke altid havde de musklerne fra en person der arbejdede i marken eller for den sags skyld evnen til at slå en proper næve. Det var normalt noget, slagsbrødrene på kroerne gjorde. Denne herre slog mere end blot en proper næve! Han havde ramt steder på hende, som var ikke var heldige for hendes vedkommende og det var langt fra sundt, vidste hun. Det var nok den bedste idé, at forsvinde nu, men hun kunne knap nok koncentrere sig om, at blive et med sit element, eller for den sags skyld bare tage den ene fod foran den anden og bare... Gå. Gå sin vej, væk fra ham. Nej. Lige nu var hun omtrent lige så hårdt ramt som manden var, og det var tydeligt da hun lænede sig op af væggen og hev efter vejret.

Men noget måtte der gøres, for selvom manden så ud til at have besvær med at komme op på benene igen, så ville nok ske på ét eller andet tidspunkt. Hun var nødt til at tage en handling. Da hun forsigtigt skubbede sig væk fra muren og skulle til at gøre et udfald faldt hun dog ned på knæene og tog sig igen til maven mens hun hostede. Hun kunne smage blod. Ikke godt. Alligevel slog hun ud efter manden. Og mistede balancen, lige som at vinden omkring hendes hænder og fødder forsvandt og blev i et med al andet luft. Hold nu kæft, hvor gjorde det ondt!

Morpheus havde virkeligt svært ved at finde fokus og hans krop ville ikke helt, som han ville. Smerten fra hans hoved var overvældende og en voldsomt kvalme sneg sig hurtigt ind over ham. Det der med at komme på benene lykkedes ikke rigtigt for ham og han endte med at snuble bagover og støde ryggen ind i væggen, hvorefter han langsomt gled ned at sidde igen med et dæmpet støn og en hånd til hovedet. Han var ikke i tvivl om, at hende slag havde været for hårdt. Hvis ikke han kom til en healer, ville han enten være syg i dage eller simpelthen ikke vågne op efter en lur. Han havde set det ske før.

Men lige nu kom han ingen steder. Ikke så længe han havde det som om, at hans muskler ikke ville bære ham og verden sejlede.
I stedet forsøgte han at fokusere på kællingen, der havde slået ham. Hun væltede forover og hostede og så tydeligvis ud til at have ondt efter hans slag. Heldigvis! Ved Zaladin, han havde lyst til at slå videre på hende, som vreden stadig sad i kroppen af ham, men han kunne knap løfte sine hænder, så det var ikke en mulighed. Og slaget havde slået hul på vreden, der langsomt forsvandt fra hans sind. Nu var der mest kun ubehaget og smerten tilbage. Han burde virkeligt finde en healer.

Som sekunderne gik, blev hans blik dog mere klart og han fik mere og mere styr på sin krop og virkeligheden. Ikke at han orkede at rejse sig endnu, men evnen til at snakke sammenhængende kom tilbage til ham, trods den ømme tunge, der stadig blødte en smule. Med et stadig vredt blik, så han på hende.
"Du er heldig, du har din evne, ellers havde jeg banket dig til plukfisk." Hans stemme var en smule sløret, da hans tunge var hævet op, men ordene og vreden tydelig nok - sammen med efterfølgerne af hende slag.

Era kravlede langsomt hen til muren efter at hun havde set mandens mislykkede forsøg på, at rejse sig. Han så ud til at have fået det lige så ringe som hun havde det, så for nu kunne hun ikke se nogen trussel fra ham. Hun satte sig op af den og trak det ene ben op til sig før hun kiggede op mod himlen og lænede sit hoved tilbage mod muren. Hendes vejrtrækning var lettere hæs og hun havde stadig pishamrende ondt, men mandens ord fik hende til at se på ham med et iskoldt blik før hun stak hånden ind under sin jakke og tog sin amulet frem. Den der beviste at hun tilhørte lysets krigere. Hun tog den om halsen og lod den hænge frit fremme mens hendes intense blik landede på den fremmede adelige. "Jeg undervurderede dig. Og du undervurderer tydeligvis også mig," forklarede hun ham mens hun stirrede på ham.

"Hvis du tier stille, så gør jeg det også. Ellers tror jeg at min overordnede bliver arrig," hendes konstatering var stadig lige så iskold som før og efter at have sagt den, kæmpede hun sig på benene og forsøgte at ignorere smerten. Hun kunne altid lade den komme tilbage når hun først var oppe på paladset, men lige nu var der behov for, at hun kunne gå. Så måtte det gøre ondt. Det var irrelevant, hun havde en mission, og denne mand havde allerede taget nok af hendes tid. "Har vi en aftale?"

Morpheus fulgte hendes bevægelser med blikket, som hun stak hånden bag jakken og trak noget frem. Hans mave trak sig sammen, som han så, hvad det var. Hun var en kriger for Lyset. Kvalmen voksede, men det stik af skræk ved den opdagelse, kunne ikke ses i hans ansigt, der stadig var let fortrukket i vrede og smerte.
Det var ikke fordi, at Morpheus havde mødt krigere fra Lyset mange gange i sit liv, det vrimlede ikke ligefrem med dem så langt mod nord og deres len var lettere ubetydeligt, når Mørket og Lyset var i krig. De havde haft problemer, da Mørket havde forsøgt at vinde over dværgene, som havde sværget troskab til Lyset, for al handel blev afskåret. Morpheus' far havde besluttet, at de hverken ville hjælpe den ene eller den anden side, så selvom de tog pænt i mod begge sider, når de kom på gennemrejse, fik de ikke andet end en seng at sove i og et måltid mad. Og det var nok til ikke at komme i problemer hos nogen af dem.
I al hemmelighed havde Morpheus holdt med Mørkets Hær. De var mere... hans smag.

Tavst lyttede han til hendes ord og selvom det var nedværdigende, måtte han give hende ret. Det var bedre ikke at nævne noget for nogen. Og det ærgrede ham meget, men det var meget heldigt, at hun ikke ville sladre om ham. Ikke at hun vidste, hvem han var, men det ville ikke være svært at finde ud af. Han var rimeligt nem at genkende af flere årsager.
Trods smerten efter slaget, arbejdede hans kæbemuskler for et øjeblik, som han overvejede hendes forslag. Og han måtte konstatere, at der ikke var så meget andet at gøre, selvom han stadig havde lyst til at banke livet ud af hende. Hvem vidste, måske han fik muligheden for det en anden gang.
"Ja. Ingen siger noget."

Han kunne ikke lide, at hun stod over ham, så med sammenknebne øjne og smerten skydende ud fra hoved, kæbe og side, kom han langsomt på benene. Kvalmen var voldsom og han var tæt på at give los, men fik alligevel holdt maveindholdet nede. Det måtte vente. Men det kunne godt være en god idé at tage den direkte hjem. Og tage Karkhos frustrationer, som den gamle mand fik fat i en healer.
Med et sidste vredt blik til hende, skubbede han sig ud fra væggen, maste sig forbi hende og drejede ned af gaden, den vej der ledte hjem. 

Og ganske rigtigt, den gamle mand havde nær fået en hjerneblødning ved synet af den forslåede Morpheus, men Morpheus slog fast, at det ikke kom ham ved. Og sådan blev det.

Det lod til at manden i det mindste var enig der. Han rejste sig også, og selvom hun godt kunne se ham blive en tand mere bleg, gav han hende ret og gik sin vej. Hun havde ingen intentioner om at håne ham, i modsætning til hvad han havde forsøgt på over for hende, nej, i stedet ville hun bare gå sin vej. Og det gjorde hun også. Op til paladset. Hen til healerne, hvor hun endelig kunne slappe af, og give efter for skaderne, hvilket hun da også gjorde i stor stil da hun bare valgte at lægge sig i den første og bedste seng og bede om hjælp, på den sædvanlige høflige måde. Da hendes overordnede spurgte ind til skaden, blev den bagatelliseret som en anden bandit. Gruppe. Hun ville aldrig indrømme over for nogen at en simpel, enkel bandit havde fået overhånden på denne måde, nej, det var en adelig, og hun havde undervurderet ham. Og det ville hun aldrig nogensinde gøre igen.